Viborg Domkirke var som katolsk kirke indviet til Vor Frue, Jomfru Maria. Den ældre kirkes forfald på grund af lidet gennemgribende istandsættelse bl.a. af murværket førte til, at det blev besluttet at bygge en helt ny kirke. Som kirken står nu, er den det klareste eksempel på den ideale romanske storkirke, og efter danske forhold er kirken en ganske anselig domkirke. Men i sin nuværende moderne skikkelse – bygget af blokke af grå ensfarvet Uddevalla-granit – fremtræder kirken dog som en beskeden kopi af domkirken i Lund, hvis samme romanske stil er gennemført i Viborg. Viborg Domkirkes indre er i allerhøjeste grad domineret af Joakim Skovgaards kalkmalerier. Tilbage i tiden var Viborg med sin prægtige domkirke det egentlige udgangspunkt for både Hærvej, Kongevej, Oksevej og Pilgrimsvej med stationer undervejs ned gennem Jylland og med endemål i Slesvig. Som sådan er Viborg Domkirke hjemsted for stiftets biskop. Følgende har været biskopper over Viborg Stift inden for det seneste halve århundrede: C. M. Baun 1951-68, Johs. W. Jacobsen 1968-85, Georg S. Gejl 1985-96, Karsten Nissen fra 1996.

Den hvidkalkede Thorning Kirke bærer stærkt præg af en ombygning i 1743; den består af kor og skib fra romansk tid med forlængelse. Tårnet er et såkaldt styltetårn; dets nederste del står som stylter og danner en portal for kirkens indgang. Digterpræsten St. St. Blicher var præst ved Thorning og Lysgaard kirker fra 1819 til han i 1825 fik præstekald i Spentrup mellem Randers og Mariager. En mindesten for Blicher med portrætmedaljon blev rejst i sognet i 1919. Kompedal Plantage dækker et areal på 2666 ha og blev anlagt tilbage i 1791 på en meget tarvelig hedeflade, Grathe Hede, efter en hedebrand i 1783. Bækmarksdiget Kong Knaps Dige, som har navn efter Kong Knap alias Svend Grathe, er ca. 200 m langt, indtil 6,6 m bredt og ca. 1 m højt og ca. 1 høj jordvold (se yderligere TRAP, Viborg amt, side 445). Diget og et tilstødende stykke af den gamle hærvej er fredet. På Grathe Hede er der udkæmpet flere slag i 1100-tallet. I 1151 sejrede kong Svend over Knud. Den 23. okt. 1157 udkæmpedes et slag mellem kongerne Valdemar og Svend, og her blev Svend dræbt. En tvivlsom tradition henlægger slaget til Bækmarksdiget, Kong Knaps Dige. På stedet, hvor man mener, Svend blev dræbt blev opført Grå Kapel, og tæt på menes han også begravet straks efter drabet. I 1892 fandtes her skelettet af en mand, der var blevet dræbt ved hug i hovedet. Den 23. okt. samme år afsløredes en 5 meter høj mindestøtte af granit med kors, krone scepter, sværd og våbenskjold, med inskriptionen: Minde om Slaget paa Grathe Hede 23. Oct. 1157. Rejst ved Svend Eriksens Grav”. Der er ofte funder økseblade på Grathe Hede. Blandt fredede oldtidsminder i sognet findes på Thorning Vestermark en 40 m lang langhøj, Mads Doss’ Høj el. Dåshøj.

Nørre Snede Kirke er indviet til Sankt Mikkel. Den prægtige, romanske granitdøbefont med to par løvefigur i høj relief tilhører den jyske granitskulpturs fornemste frembringelser. I tårnet hænger en klokke med minuskel-indskriften: ”Hellige Maria, Guds Moder, bed for os”. Nær kirken ligger to oldtidshøje, og kirkegården er anlagt omkring dem; disse høje indeholdt ifølge sagnet resterne af ”Kong Snio el. Snede og hans dronning” Fra Hundshoved og videre mod syd er Den Jyske Hærvejen bevaret og fredet som en malerisk grusvej; en bro fører den gamle hærvej over Kovtrup bæk.

Den anselige Øster Nykirke Kirke, som er viet til Sankt Peder, er højt beliggende og kan ses viden om. Fortidens vejfarere ad Den Jyske Hærvej har haft kirkens tårn som et vartegn. Tæt uden for Øster Nykirkes stendige ligger Sankt Peders kilde; den er dog i nyere tid blevet automatiserer og giver bl.a. det nødvendige vand til kirkegården. Af fredede oldtidsminder findes flere ret anselige oldtidsshøje, bl.a. to ved Nr. Tinnet, Ravnshøj ved Oksnebjerg og Skægbjerghøj under Sdr. Kollemorten. Men der er sløjfet eller ødelagt ikke mindre end 248 høje. Fra Nr. Tinnet strækker sig i vestlig retning og tværs over et dalstrøg en 250 meter lang og 1,5 meter høj jordvold, kaldet Margrethediget el. Margrethevolden, med foranliggende grav. Bredden af vold og grav er ca. 10 meter. En af de mest betagende strækninger af Den Jyske Hærvej passerer sognet fra nord til syd; dens omgivelser bl.a. omkring Tinnet Krat er fredet. Netop her ved vejen og ved den jyske højderyg findes Gudenåens og Skjernåens kilder. Det store jyske vandskel gør sin virkning således, at mens Gudenåen findes sin snoede vej gennem dalene nord og øst over og løber ud i Randers Fjord, følger Skjernåen dalene nord og vest over for at slutte sit løb i Ringkøbing Fjord.

Jelling sogn: På turen ad Hærvejen indtager Jelling en særstilling. I sin bog ”Hærvejen” udtrykker Hugo Matthiessen det sådan: ”Navnet alene vækker et Mylder af Forestillinger, Gravhøjenes Opmarch over Terrainet taler om ældgammel Kultur, men mest af alt bidrager dog de to mægtige Jordsmonumenter ved Jelling Kirke og Gorms og Thyres prægtige Runestene til at fremhæve Stedets usædvanlige Betydning”. Der kan være mange, der er af den opfattelse, at der kun er én Jellingsten, men der er faktisk to. Den mindste af dem er opført af Gorm den Gamle, som et minde over hans hustru Thyra. Den mest interessante og den mest omtalt er imidlertid den store Jellingsten. Den blev rejst af Harald Blåtand, som et minde om hans fader, Gorm den Gamle. Den bliver også kaldet for Danmarks dåbsattest pga. runeindskriften: ,,Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyrvi(Thyra), moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne”. Nærmere undersøgelser har vist, at den er udført i tre ombæringer. Informationen om Haralds kristning af danerne er altså blevet tilført på et lidt senere tidspunkt. Hvorvidt der er tale om at Harald var konge over hele Danmark er dog tvivlsomt. Der er snarere tale om at han har regeret over store dele af Jylland, måske endda hele Jylland. Jellingstenene er det største og mest betydningsfulde monument, der er bevaret fra vikingetiden.

Randbøl sogn har Vejle å som naturlig østgrænse til Nørup sogn; sognegrænsen mod Lindeballe i nord er Grindsted å. Sognets øvrige grænser er knap så naturlige. Sognets landskab er i den østlige del præget af indlandsisens afsmeltning med mange dødishuller, hvoraf en del ar vandfyldte. Mod vest er der hovedsagelig tale om hedeslette. Fra syd til nord næsten midt gennem sognet havde den gamle hærvej sit forløb. Den hvidkalkede Randbøl Kirke består af romansk kor og skib, sengotisk tårn samt et ubestemmeligt våbenhus. Hele kirken er blytækt. Da jeg i efterårsferien 1957 under en hærvejsvandring sammen med et par spejdervenner besøgte Randbøl Kirke, var blytækkere i færd med at lægge nyt blytag på kirken. De gamle, tyndslidte blyplader blev lagt i smeltegryden sammen med nyt bly, og efterhånden blev blypladerne gjort færdige til at lægges op. Det nylagte tag stod skinnende blankt, men i løvet af kort tid og nogle regnskyl antog taget sin naturlige blygrå farve. Øst for Randbøl Hede ligger en fredet plads; her står Randbøl-stenen eller Store Rygbjergstenen, som er en runesten med indskriften "Bryden Tue rejste denne sten over Thorgunn sin lege. Disse stave vil leve længe". På nudansk betyder det, at Tue rejste stenen over sin hustrus grav. Da stenen i sin tid blev fundet, havde man i første omgang ikke lagt mærke til, at der fandtes runer på den. Stenhuggeren gik i gang med at kløve den, men lagde så mærke til runerne. Noget sammenflikket står den på sin plads; den har fået betegnelesen ”Danmarks grimmeste runesten”.

Størstedelen af Bække sogn er højtliggende (Klebæk høje måler 81 meter og Guldbjerg 77 meter over havet) med moræneler, hvoraf store arealer dog er dækket af flyvesand. Gennem sognet går to sandede dalstrøg dannet af en smeltevandsflod, der løb fra isranden mod Grindsted hedeslette. Bække Kirke består af romansk kor og skib tækket med bly; tårnet er tækket med tegl. Våbenhuset er bygget af mursten og har en tvungen renæsssancegavl. Hærvejen/Oksevejen gik midt gennem sognet og havde nordpå forbindelse til Randbøl og mod syd forbindelse med Vejen, Skodborg og Jels. I sognet fandtes tidligere en meget stor sten, Svingelands- eller Svinglingstenen, som blev kløvet i slutningen af 1700-tallet; den blev ført til Nørlund og lavet til trappe og trug. Til denne sten knyttede et gammelt sagn, Saxos fortælling om, at Harald Blåtand var ved at føre stenen til sin moder Thyras gravhøj i Jelling, men opgav det, da en mand på hans spørgsmål, om han nogensinde havde set et menneske drage en større byrde, svarede, at han havde set hans søn Svend fornylig drage hele Danmarks rige til sig. xxBække-stenene. Godt 10 km nord for Vejen ligger Bække. I sognet findes to runesten; en ved Bække kirke og en anden ude på Bække mark. I 1810 skulle her anbringes en ny port i kirkegårdsdiget. Kromanden, der hed Lund, lagde mærke til, at en stor grårødsten var forsynet med en mærkelig indskrift. Han sørgede for, at stenen blev flyttet fra sin hidtidige skjulte plads i diget og opstillet i den udvendige side ved kirkegårdslågen, så indskriften kunne ses af alle vejfarende. Senere blev stenen flyttet ind på kirkegården, hvor den havde sin plads ved det nordre våbenhus, indtil den endelig rejstes på den lille høj mellem kirken og vejen, hvor den står nu. De tydelige runer lader sig let læse: Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”.Videnskaben stiller sig noget skeptisk over for den antagelse, at Thyre, som nævnes på runestenene i Læborg og Bække, skulle være den samme, som mindes på Gorms og Haralds runesten i Jelling. Det anføres, at Thyre vistnok har været et af Vikingetidens almindelige navne, og at ordet ”drotning”, som læses på Læborg-stenen, ved siden af ”dronning” også har haft den jævnere betydning ”frue”. Retfærdigvis må det dog fastholdes, at den mulighed stadig ikke lader sig afvise, at Ravnunge-Tue (og hans fæller Funden og Gnuble på Bække-stenen roser sig af at have opført den ene af Jelling-højene og da snarere den nordlige, som Gorm menes at have ladet bytte ved Thyres død. Ravnunge-Tue, som åbenbart har været den førende i laget og tilmed runemester, har da tillige i Læborg ristet minderuner for dronningen, og alle tre høj-entreprenører må antages at have været i kongens tjeneste eller at have hørt til den nærmeste kreds om kongehuset. Foruden runestenen ved kirken findes der en ude på Bække mark. Selvom indskriften ikke giver anledning til betragtninger over Danmarks kongehistorie, er den dog en omtale værd, både på grund af sin fundhistorie og interessante plads, og fordi dens indskrift er vanskelig at tolke på grund af den måde, runemesteren har valgt at stave og skrive sine ord. Husmand Johannes Kæstensen på Bække mark kendte det gamle sagn om et åar temmelig store høje, de såkaldt ”Kalægums Høje” nord for kirken. Man sagde, at en kæmpe eller konge lå begravet her. Desuden vidste han selvfølgelig, at mange allerede tidligere havde set lys brænde i højen, som over en skat, ja, så sent som vinteren 1857 havde en mand og hans bekendtskab set det. Denne mand havde imidlertid ikke kunne tie, men gjorde andre opmærksomme på synet, der så selvfølgelig – som den slags har for skik – øjeblikkelig forsvandt. Så skete det en sen aften, at katten kom ind i Kæstensens stue, hvor den ikke havde noget at gøre. Under sin og pigens jagt på katten, kom Kæstensen tilfældigt til at kaste et blik i retning af højen, og så ser han da selv lyset klart og stærkt lige sud for den. Kæstensen, som mindes sin nabos uheld, og som frygter for, at lyset – og dermes skatten – skal forsvinde lige som sidst, tier klogelig stille; og pigens snak efter endt kattejagt, om at hujn har set ligesom lys vedhøjen, overhører han. I tavshed, som man jo skal, for at skatten ikke skal synge i jorden, gravede man der da, hvor lyset var set. Den store, grårøde sten, som lå så dybt, at kun en kant af den var synlig, måtte lettes, og da kom runeskriften, en skat af anden art end den ventede, for dagens lys. Runestenen på Bække mark står nu på sin gamle plads, den yderste i en delvis ødelagt stanrække, der udgår fra den mindste af de ti høje. De ret tydelige rune kan tydes således: Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder. Blandt fredede oldtidsminder er der på Bække mark Bækkemonumentet eller Klebæk høje, også kaldet Karls Legoms høye: to høje og en række større, oprejste sten, hvoraf den ene har en runeindskrift: ”Revne og Tobbe gjorde disse kumler efter deres moder Vibrog”. Bækkemonumentet menes at være resterne af en skibssætning. En anden runesten, som nu står på en lille høj mellem kirken og vejen, blev 1810 fundet i kirkegårdsdiget: dens indskrift lyder: ”Tue, Ravns ætling, og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”.

I Læborg Kirke har der siden 1952 hængt en model af fregatten "Jylland". Kirkens klokke er fra 1482 og bærer en minuskelindskrift. På en muret sokkel på kirkegården er rejst en statelig runesten, som skal være fundet på en mark nord for kirken. En sprængning af runestenen har været forsøgt, og et afsprængt stykke, der blev fundet i kirkegårds-diget, er atter muret fast. Runeindskriften siger: "Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin dronning". (sml. indskr. på Bække-stenen)

Oksenvad Kirke er en fornem kvaderstensbygning, som ligger højt og kan ses viden om. Apsis, kor og skib er romanske. Tårn og våbenhus er gotiske bygget i munkesten. Hele kirken er blytækket. Sognet gennemstrømmes af flere åløb; de største Nørreå får tilløb fra Ørsted å og Jels å, desuden løber Gram å ind i sognet. Gennem sognet, hvis navn netop leder tanken hen på oksedrift, går den gamle oksevej Skodborg-Jels-Vedsted. Blandt fødte i sognet er den senere biskop i København H. Fuglsang Damgaard, den biskop, som affattede hyrdebrevet mod tyskernes forfølgelse af danske jøder. Dette hyrdebrev blev oplæste i alle danske kirker den 3. okt. 1943.

Øster Løgum sogn: Det arealmæssigt store Øster Løgum sogn var tidligere spaltet i Øster- og Vestersognet, og der synes at have været endnu en kirke eller kapel i sognets østlige del. Den hvidkalkede, skifertækte Øster Løgum Kirke ligger tæt øst for den gamle okse- og hærvej. Et solur af granit er opsat på en del af kirkens sydmur. I nyere tid har sognet fået endnu en kirke, en såkaldt genforeningskirke, i Genner; denne kirke blev bygget i 1935 i romansk stil med hvide mure og rødt tegltag. Genner kirke blev opført 1935 i romansk stil med hvide mure og rødt tegltag. Netop ved Genner skal der tilbage i tiden have stået en Skt. Jakobs kirke el. et kapel. Genner kirke er bygget på bakken Jonsbjerg som filialkirke og som erstatning for en nedbrudt Skt. Jacobs kirke, som lå i Genner så sent som i 1641. I kirkeskibet er i 1935 ophængt en skibsmodel. Genner kirke er den ene af tre såkaldt genforeningskirker i Sønderjylland opført efter genforeningen i 1920. (Rinkenæs Korskirke er også en genforeningskirke). I Genner kirkes tårn hænger en stor malmklokke, som bærer indskriften: ”Mæle jeg fik på hjemlig Strand at kalde til Kirke den danske Mand”. Genner ligger jo ved Genner Bugt. Tilbage i 1807 var der 12 skibe hjemmehørende i Genner, og der blev udført en del tørv fra moserne i sognet. Fra nord til syd i sognet forløber Oksevejen, hvoraf dele er fredet. Ved sognets nordgrænsepasserer oksevejen den imponerende Immervad Bro, som er en stenplankebro og bærer dateringen 1776; en af stenplankerne er 4,35 meter lang. Ved en åregulering er åløbet under broen nu tørlagt. Ejendommen tæt ved broen er den tidligere Immervad Kro. Ca. 150 meter af Oksevejen syd for Immervad er fredet siden 1926; det samme gælder Immervad Bro. På Knivsbjerg nord for Genner rejstes i 1899 et 48 meter højt tårn af tyskere i Haderslev og Aabenraa; i en niche i tårnet anbragtes en kæmpestatue af Bismarck. Efter genforeningen 1920 blev statuen flyttet til Tyskland, og i 1945 blev tårnet sprængt af modstandsfolk. På stedet er rejst en mindemur i granit med navnene på tysksindede nordslesvigere, der faldt under krigen 1939-45. Af fredede oldtidsminder er der mange i sognet: en langdysse, et dyssekammer, tre langhøje og 48 høje. Ved Oksevejen nær Hovslund står en runesten, Hovslund-stenen eller ØsterLøgum-stenen. Den har været kendt side 1592 på denne plads, men i 1864 blev den af en tysk prins fført som krigsbytte til´stottet Dreilinden i Potsdam. Efter Anden Verdenskrig blev den ført tilbage til sin gamle plads. Stenen, som stammer fra vikingetiden, bører den enkle indskrift ”Hairulfr”, eller Hærulv, hvorfor stenen også kaldes Hærulv-stenen. Hvor den gamle vej fra Ribe, Pottevejen, støder til Oksevejen, står en vejvisersten med indskriften: ”C 7, Weg nach Ripen und Foldingbroe 1793”. Ved samme vejgaffel, lidt nord for Faarhus Kro, ligger et forsvarsanlæg, ”æ Wold”, strækkende sig til begge sider af Oksevejen, vinkelret på denne.

Hjordkær sogn ligger i Sønderjylland, og Hjordkær er hovedbyen som stationsby. Hjordkær kirke er hvidkalket og består af et sengotisk langhus ag rå kamp, opført 1520-22. På en gravhøj på kirkegården står et lille tømret klokkehus opført 1793. I våbenhusets sydvendte gavl er der solur af sten fra 1762. Kirkestole med gavle og døre fra 1775; før 1953 var kvindestolene noget lavere end mandestolene. Ved kirkens restaurering i både 1943 og 1952 observerede man en sten med mulige helleristninger fra bronzealderen visende pløjning. Toldsted hedder lokaliteten ved vejgaffelen ved Nybøl, hvor vejen fra Ribe udmundede i Hærvejen, her opkrævedes ikke blot den almindelige passage-told, men også den ”store” told, studetolden, og Toldsted var efter Sønderjyllands deling 1544 ved siden af Gottorp det mest indbringende toldsted for den gottorpske hertug. Toldsted nævnes første gang 1487, da kong Hans opholdt sig der. Danske konger har derefter ofte gjort ophold på den store kro, der oprettedes på toldstedet. I 1522 brændte kroen. På lokaliteten Hjordkær mark blev i 1796 en dødsdom fuldbyrdet; en skovriders morder blev henrettet på dette sted. Blandt fredede oldtidsminder strækker der gennem sognet fra nord til syd en stribe på ca. 30 høje langs Hærvejen el. Oksevejen.

Skodborg sogn: Skodborg Kirke består nu af romansk skib, gotist korforlængelse og våbenhus samt korsarme fra 1858-59. Som sønderjysk sogn var Skodborg under tysk administration 1864 til 1920. Men i sognet lå dengang en mølle, en kro, 16 gårde og 47 huse, som hørte til de kongerigske enklaver. Sammen med alle kongerigske enklaver rundt om i hertugdømmet Slesvig blev disse overgivet til tysk administration mod, at ”de otte sogne” syd for Kolding, og som var en del af hertugdømmet, kom ind under kongeriget. Ud over en del oldtidshøje er der blandt fredede oldtidsminder fundet fire brakteatere i guld (en slags tynd guldmønt, måske kun præget på den ene side), hvor der på de tre er den samme runeindskrift, som er tydet ”Lykke for Alvin”.

Rise sogn: Rise sogn har stationsbyen Rødekro som hovedby, og sognet grænser i øst op til Aabenraa. Rise Kirke er ganske anselig, hvidkalket og skifertækket. Efter en brand i 1893 blev kirken grundigt restaureret. Den består af romansk kor og skib af kvadre samt er et senmiddelalderligt sakristi nord for koret. Klokken blev omstøbt i 1894, blev formentlig skadet ved branden. Af fredede oldtidsminder er der en del tilbage, men både en dysse ved kirken og mere end 100 høje er sløjfet eller ødelagt.

Vedsted sogn: Vedsted sogn er et typisk morænelandskab, hvis vigigste dallandskab er Hoptrup-Vedsted tunneldal, som deler den østlige del af sognet langs en øst-vestlig gående linje. Her forefindes en del gamle dødishuller; tre af dem er vandfyldte: Vedbøl sø, Vedsted sø og Rygbjerg sø, men kun den ene har synligt afløb, mens de andres afløb ikke er synlige. Den hvidkalkede kirke ligger ensomt på et bakkehæld i den østlige del af kirkebyen Vedsted. Den oprindelige romanske granitkvaderkirke. Bestående af korog skib, er stærkt ødelagt; en sengotisk korforlængelseer opført af munkesten og genanvendte kvadre fra den romanske korgavl. Det lave, sengotiske tårn er bygget af rå kamp og munkesten; her er ophængt en klokke af støbestål fra 1877. En mindesten rejst 1921 for sognets faldne under 1. verdenskrig bærer et mindevers af Valdemar Rørdam. Immervad ligger sydligst i Vedsted sogn og var oprindelig en kgl. priv. Kro ved Sønderå.; Immervad Bro er en fredet bro bygget af solide granitplanker; ad den passerede tidligere Oksevejen Sønderå, som er et tilløb til Ribe Å. Af fredede oldtidsminder nævnes: 5 langdysser, et dyssekammer, 3 jættestuer og 40 høje. Tre langdysser, hvoraf de to ligger parallelle, 140 meter lange. To jættestuer, hvoraf den ene har et tre meter langt kammer af 6 bæresten og én dæksten; den andenet 4 meter langt kammer af 9 bære3sten og to dæksten.

Kliplev sogn: Det sønderjyske Kliplev sogn gennemskæres i nord-sydlig retning af den moderne motorvej E45, af den ældre hovedvej 170 samt af den århundredgamle Oksevej. I øst-vestlig retning gennemskæres sognet af jernbanen Sønderborg-Tønder. På kryds og tværs i sognet går mange andre mindre veje, som gør, at folk kan finde frem til deres boliger og hjem og til hinanden. Kliplev Kirke har formentlig en fortid som herredskirke, og den nød stor yndest som valfartssted. Kirken består af adskillige bygningsafsnit, som har fundet sted fra 1400-årene og frem til reformationen. Kirken har intet tårn, men en slank tagrytter; her hænger en såkaldt slagklokke fra 1634, mens tre andre klokker hænger i et klokkehus på kirkegården. Povlskro, der nu er en bondegård, var tidligere en betydningsfuld kro ved Oksevejen; kroens virksomhed ophørte, da oksedrifterne ophørte. Men kroer er der stadig i sognet, hvor folk færdes og kommer forbi, både i Bjerndrup, Kliplev og Lundtoft. Under navnet Bjerndrup Å eller Bjerndrup Mølleå flyder denne å sig fra Hostrup Sø nord i sognet vest og sydover. Undervejs er den i århundreder bl.a. blevet passeret af Oksevejen via Povlsbro, en solid buebro bygget af tilhuggede granitblokke som en hvælving. Efterhånden forener Bjerndrup Mølleå sig med Gejlå og sammen strømmer de videre mod vest for omsider som Vidå at løbe ud i Vadehavet. Den 9. april 1940 gjorde militærenheder fra Søgaard Kaserne modstand mod den tyske besættelse. Det kom til kamp flere steder langs tyskernes indfaldsruter. Der var 7 faldne og 15. sårede. En mindesten for de faldne er rejst ved Søgaard Kaserne. I Bjergskov og ved Lundtoft er rejst mindesten hver sted for én soldat, som faldt den 9. april 1940.

Bov sogn er ubetinget Danmarks sydligste, idet sognets sydgrænse tillige er Danmarks rigsgrænse mod Tyskland. Bov Kirke ligger nord i bebyggelsen Bov og umiddelbart øst for den gamle Oksevej. Kirken er med romansk kor og skib af rå kamp. Våbenhuset er i sin nuværende form fra 1817. Tårnet, der er fra 1905, har tre stokværk med fire gavle og et ottekantet spir. Hele kirken er tækket med skifer. Midt igennem sognet fra Gejlå i nord til Padborg i syd forløber og har forløbet i århundreder Oksevejen. Den gamle vej er fredet over enstrækning på 1 kilometer nord i sognet gennem Bommerlund Plantage; her henligger vejen i en bredde af 20-30 meter, begrænset i siderne af jord- og stendiger. Bommerlund Kro ved Oksevejen var – som alle kroer langs Oksevejen – i sin tid af betydning for de trætte rejsende og oksedrivere. Kromanden i Bommerlund, Peter Schwennesen, bryggede i 1760 sden første Bommerlund-snaps, som gjorde stedet berømt. Ved Krusaa Korsvej er rejst en stor sten med indskriften: ”Her mødte Christian X de danske sydfra 12. 7. 1920. I skal ikke blive glemt”. Der er også en mindemur for de grænsegendarmer, der satte livet til i tyske kz-lejre samt et mindesmærke for Folke Bernadotte. Af fredede oldtidsminder findes adskillige i sognet. Men endnu flere er sløjfet eller ødelagt; de fleste af disse har ligget i et bælte vest for Bov og Frøslev, hvor Oksevejen antagelig har gået.

Jels sogn: Den oprindelige Jels Kirke var indviet til Skt. Anna; den nuværende kirke er en ombygning af 1854 bestående af langhus og tårn. Byggemateriale er genanvendte kvadre og teglsten samt skifertag. Kirkerummet har pulpitur på tre sider. I tårnet er ophængt to klokker, begge fra 1929. Jels Vindmølle, der er fredet i klasse B, blev opført i 1859; den er stadig i brug. Nedersø i Jels Nederskov skal efter sagnet ved kristendommens indførelse være benyttet ved dåbshandlinger; søerne havde derfor ord for at være hellige. Man får håbe, at dåbshandlingerene er sket om sommeren. Af fredede oldtidsminder findes ved Klovtoft et dyssekammer uden dæksten (så det i 1957) samt 10 høje. Desværre er både en jættestue og 70 høje er i tidens løb sløjfet eller ødelagt. TRAP fortæller meget mere.

Vojens sogn: Den østlige del af Vojens sogn frem til den nord-syd gående jernbane er et jævnt, ungt moræneland. Vest på i sognet aftager sporene af den sidste isdækning, og landskabet præges efterhånden af bakkeøer – aflejringer fra en tidligere istid – omgivet af flade og ikke særlig frugtbare smeltevandssletter. Det lille sogn Vojens er et trafikknudepunkt for både landevejstrafik og jernbane. I sin tid vare stedet også en station på Oksevejen. Vojens Kirke er fra 1925; den består af kor, skibog tårn. Kirken er bygget til erstatning for et ikke kirkebygget kapel fra 1882. Et modelskib ”Ellen af Aalborg” fra 1937 er ophængt i kirken. I tårnet hænger to klokker; den ene er støbt til Vor Frelsers Kirke i Esbjerg, men skænket til Vojens i 1923; den anden er støbt til Vojens 1946 af De Smithske Jernstøberier i Aalborg. Af fredede oldtidsminder findes bl.a. en hellekiste af fire bæresten og 5 høje.

Bjolderup sogn: Bjolderup er et sogn i Sønderjylland med stationsbyen Bolderslev og småbyer som Gaaskær, Hjolderup, Mellerup, Perbøl, Raved, Smedager og Todsbøl. Sognets højtliggende kirke er tækket med skifer og kan ses vidt omkring. Den består af romansk kor, skib og apsis samt tårn og våbenhus. Klokken er støbt 1682 og har en versalindskrift på tysk. I sognet ligger det gamle Urne – senere Urnehoved – landsting, indrettet som en mindepark; det var vel et fælles sysselting for de tre sønderjyske sysler. En middelalderlig ligsten med runeindskrift: ”Kæld Urne ligger her” blev fundet som dørtrin i kirken; den kom senere ind i våbenhuset, men blev 1841 flyttet til museet i Kiel; nu findes den på Gottorp. Man skulle synes, det var på tide, at dette gravminde kom tilbage til sin plads.

Vejen sogn: Sognet grænser mod syd til Kongeåen, mens østgrænsen er Vejen å. Hvor Vejen gamle kirke stod, er indrettet et lille anlæg. En del materialer fra denne kirke – især granit har fundet anvendelse i den nuværende Vejen Kirke. Denne er opført i 1896 i romansk stil, og den oprindelige kirkegård er stadig i brug. På en indhegnet plads i byen ligger en mægtig kampesten med inskription, indviet 15/111880 til minde om Fr. VII. Fredede oldtidsminder: Både langs Kongeåen og Vejen å har der ligget en række af høje. Der har også været mindre bopladser fra Gudenå-kulturen.

Hærvejen – Oksevejen

Så længe danskerne har haft behov for at bevæge sig over længere afstande, har de lagt vejen lidt oppe i landskabet, hvor de har kunnet færdes mest sikkert og tørskoet. Sådan har de gennemgående veje efterhånden blevet til, og sådan har det også været ned gennem Jylland. Fra Hærvejens begyndelse i Viborg følger den vandskellet og den jyske højderyg mod syd. Men fra Kongeåen bliver strækningen langt mere flad, da ruten løber gennem et morænelandskab over Aabenraa, Flensburg og Schleswig til Rendsburg ved Eideren. Syd for Eideren forgrener ruten sig i flere spor, som igen møder hinanden ved Elben. Det var dog ikke sådan, at Hærvejen/Oksevejen forløb gennemgående i sit eget spor fra by til by. Vejen bestod i højere grad af et fletværk af parallelle landeveje. Allerede før Kristi fødsel blev vejenes forløb tilpasset områdets landskabsmæssige betingelser, og på den måde opstod vejen på de lettest passerbare strækninger.

Den centrale del af Hærvejen og Oksevejen
har måske allerede siden stenalderen, men senest i bronzealderen forbundet Nordeuropa .ed Mellemeuropa. 
Ruten løb fra nord fra den såkaldte cimbriske halvø (Jylland og Schleswig-Holstein) – opkaldt efter en germansk folkestamme, som bosatte sig i det nuværende Jylland – på den smalle korridor over Jyllands højderyg og gennem Geest og marsklandskabet til Elben ved Wedel.

Mange rejsende benyttede denne vej, herunder pilgrimme, fyrster, tiggere, håndværkere, handlende og studedrivere med deres okser samt konger med deres hære. Ligeså forskellige som de rejsende, ligeså mange forskellige navne har ruten: Pilgrimsvejen, Kongevejen, Sachsenweg eller ganske enkelt landevejen. I dag er den gamle landevej kendt under to navne, som i Danmark er Hærvejen og – efter det tyske Ochsenweg – Oksevejen.

Betegnelsen Oksevejen fremhæver rutens handelsmæssige historie. Rutens særlige betydning som handelsvej opnåede Oksevejen fra midten af den 14. århundrede med store oksebesætninger. Med de mellemeuropæiske handelsbyer opståen steg efterspørgslen efter kød, som slet ikke kunne dækkes af den regionale produktion. På den måde opstod en livlig handel med dyr frem for alt i Danmark, hovedsageligt med okser, men også gæs, svin, heste, geder og får. Oksedrifterne fra Viborg til den frodige holstenske og frisiske Elbmarsk begyndte som regel om foråret. En flok bestod i gennemsnit af 40 til 50 stykker kvæg, som blev ledsaget af flere drivere og foderskaffere. Foderskafferne rejste forud for oksebesætningen for at sørge for overnatning og foder til dyrene og for bespisning til de ledsagende oksedrivere.

I oksehandlens blomstringstid i det 16. århundrede blev der indenfor 6 uger optalt ca. 50.000 okser. De store flokke undgik de større byer på grund af den store larm og megen snavs, som de forårsagede, og søgte deres veje gennem mindre beboede områder. Således opstod midt i ingenmandsland de såkaldte hærvejskroer og værtshuse samt vandingstrug, hvor mennesker og dyr kunne forsyne sig. Målet for besætningen var Wedel ved Elben, som var det betydeligste oksemarked på den tid; her fandtes en af de to vigtigste færger ved den nedre Elben, som også transporterede dyr.

Efter ankomst til Wedel – efter ca. 10 – 14 dage – var alle dyrene meget afmagrede af den anstrengende rejse og måtte derfor fedes op på de frodige markenge, inden de i efteråret kunne handles med fortjeneste på de vigtigste oksemarkeder i Wedel, Itzehoe, Bad Bramstedt og Hamburg; derfra kunne okserne gå videre på deres sidste rejse til de tyske slagtere, eller videre til Holland og Frankrig. Kvæghandlere og oksedrivere rejste derefter med godt fyldte pengepunge eller en store varekurve (oftest med bl.a. kobber, glas, tin, våben) tilbage til deres danske hjemstavn. Med de store krige i det 17. århundrede aftog oksehandlen gradvist og nåede derefter aldrig mere omfanget i det 16. århundrede. Det at drive okser fandtes alligevel indtil det 19. århundrede. Da jernbanerne begyndte at komme frem overtog denne transportform fragten af kvæg og afsluttede dermed oksekaravanernes lange historie på Oksevejen.

Betegnelsen Hærvejen fremhæver derimod strækningens militære historie. Denne betegnelse kan følges tilbage til år 1241. I Jyske Lov blev landevejen betegnet som Kongens Hærstræde og på gamle landkort finder man ordet »Hærvejen" indskrevet, som endnu i dag er den mest brugte danske betegnelse om ruten. Hærvejen tjente derfor som frem- og tilbagetog for danske, svenske og tyske arméer. De første krigeriske opstandelser er beskrevet i det 10. århundrede, men især de tre store krige i det 17. århundrede ramte Jylland hårdt (kejserkrigen, svensk-danske krig og dansk-svenske krig) og naturligvis de dansk-tyske krigshændelser om Schleswig og Holstein i det 19. århundrede. Det ældste imponerende bygningsmæssige eksempel på krigshistorien på den cimbriske halvø er Dannevirke på Schleswiger Landenge, som blev benyttet fra det 7. til det 13. århundrede, Et 7 kilometer langt forsvarsværk, som skulle beskytte det danske rige mod angreb fra syd over Hærvejen



Herunder vises billeder af en række kirker. Rækkefølgen er som man vil træffe dem, når man følger Hærvejen fra Viborg i nord til Bov nær den dansk-tyske grænse i syd. På kortere eller længere strækninger gennemskæres alle sognene af Hærvejen. Alle kirkerne fungerede i sin tid - og måske stadig - som pilgrimskirker. De udvalgte kirker er:

Viborg Domkirke
Thorning Kirke, Blicher, Grathe hede
Nørre Snede Kirke, Kong Snios høj
Øster Nykirke, Margrethe-diget, Gudenåens og Skjernåens kilder
Randbøl Kirke, Randbøl-stenen
Jelling Kirke, Gorms og Thyras sten. Danmarks dåbsattest!
Bække Kirke, runesten
Læborg Kirke, runesten
Vejen Kirke
Skodborg Kirke
Jels Kirke
Oksenvad Kirke
Vojens Kirke
Vedsted Kirke, Immervad bro
Øster Løgum Kirke, Hærulv-stenen
Rise Kirke
Hjordkær Kirke
Bjolderup Kirke, Urnehoved landsting
Kliplev Kirke
Bov Kirke


Når du klikker på et kirkebillede, vil du se billedet forstørret og en historie om kirken og dens sogn dukker frem.
 

God fornøjelse

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
20.04 | 21:43

Kære Poul Sørensen -Tak oplysning om 0-sten i Ribe. Den skal jeg besøge ved lejlighed. Sidst jeg var i Ribe, så jeg den runesten, som er fundet ved domkirken.

...
20.04 | 20:51

På Ribe Domkirke plads blev den gamle 0-sten lagt på plads efter at den havde været borte i nogle måneder. Og ligger så derfor stadig på sin rigtige plads.

...
20.04 | 09:44

Kære Per Henning - Tak for din oplysning. Jeg skal på Rønde Højskole i sommer; så vil jeg tage om ad Rønstenen og få taget et billede af den. Rigtig god sommer!

...
Du kan lide denne side