Emner, som på det seneste har optaget mig
DET DØDE HAV KAN REDDES


Det Døde Hav

må kunne genoplives    

   


Som det fremgik af en tv-udsendelse i dag den 5. april 2017 vedrørende Det Døde Hav, bliver denne saltsø mindre og mindre, skønt den hele tiden får tilført ferskvand fra Jordanfloden. Men undervejs bliver Jordanflodens ferske vande anvendt til dyrkning af alskens grøntsager. Hvad plantevæksten ikke drikker af ferskvandet, fordamper åbenbart, og forhindres kan det derfor ikke, at saltsøens overflade fortsætter med at være vor klodes laveste punkt.


Det fremgik af udsendelsen, at man tilsyneladende lader søens svindende tilstand fortsætte uændret. Det undrer mig imidlertid, for hvis man ikke ønsker, at Det Døde Hav skal udtørre og afgå ved en endelig død, vil det efter min mening være teknisk muligt at hente alt det havvand, man ønsker, ved at anlægge pipelines ude fra Middelhavet.


For at skaffe drikkevand til vandfattige byer og egne har man helt tilbage i oldtiden magtet at bygge akvædukter, så vandet ad disse kunne ledes fra vandrige bjergegne ned til forbrugerne; nævnes kan bl.a. Pont du Gard i Syd-Frankrig, men mange steder rundt om i Europa findes akvædukter af lignende konstruktioner.


I nyere tid har man gennem tusindvis af kilometer pipelines hentet olie og gas fra foreliggende kilder i Mellemøsten, Nordsøen, Rusland. Alle steder pumpes olien og gassen til steder, hvor man har brug for disse brændstoffer. Tilsvarende kan man anlægge de relativt få hundrede kilometer pipelines fra Middelhavet til den tørstige, men hendøende saltsø, Dødehavet. 


Staten Israel har præsteret ved kunstvanding at gøre store områder af den nordlige Negev-ørken frugtbare, så der nu findes frugtplantager og steder, hvor man dyrker vandkrævende grøntsager. Samme stat har bekostet ufattelig store summer til at bygge betonmure, for at holde palæstinensere ude fra israelske områder. Tilsvarende summer kunne – ved at anlægge pipelines - anvendes til at fylde vand fra Middelhavet i Dødehavet.


Det kan ikke passe, at staten Israel med al den moderne teknik, den råder over, ikke kan finde ud af at anlægge en pipeline fra Middelhavet til Det Døde Hav. Ligesom med olie-pipelines kan man naturligvis selv bestemme – bl.a. af hensyn til saltholdigheden – hvor meget vand fra Middelhavet, der skal til for at genoplive Det Døde Hav.


Mit leksikon fortæller mig, at Det Døde Hav eller Dødehavet er verdens lavest beliggende sø med en saltholdighed, som svinger omkring 31,5 % – eller ni gange så meget som Middelhavets 3,5 procent. På grund af det høje saltindhold findes der intet højerestående liv, deraf navnet. Det Døde Hav ligger ca. 420 meter under verdenshavenes overflade og er dermed Jordens laveste punkt. Udover det store saltindhold er det også rigt på mineraler, som i rigt mål anvendes. Det er ikke muligt for et menneske at synke til bunds i det saltholdige vand; men mennesker, der lider af hudsygdomme som psoriasis, akne eller eksem kan behandles ved Det Døde Hav.
TYRKIET I DAG

Dagens Tyrkiet minder om Nazi-Tyskland

Som de politiske forhold synes at udvikle sig i Tyrkiet, giver det skræmmende mindelser om Hitlers magtovertagelse i 1933. På demokratisk vis nåede Nazipartiet det absolutte flertal, men straks denne magt var i hus, fik demokratiet dødsstødet, idet alle andre politiske partier blev forbudt.

Det mislykkede og dårligt planlagte kupforsøg i Tyrkiet har tilsyneladende den magtbegærlige præsident Recep Tayyip Erdogan tolket som ” en guds gave”, altså en mulighed for at slippe af med kritikere og tilrane sig endnu større magt i landet.

Naturligvis kan intet lands styre leve med eller finde sig i, at landets militær ved kup pønser på at overtage magten i landet. Her er ikke alene tale om undergravelse af demokratiet og landets forfatning; der er slet og ret tale om landsforædderi. Derfor må landets lovlige myndigheder med til rådighed stående midler gribe til handling. Det gør så præsident Erdogan på sin måde, dvs. på hans måde at misbruge demokratiet – og forfatningen.

Naturligvis må alle landsforræderiske militærfolk fjernes; de er nu blevet fængslet, mens de må afvente en uvis fremtid. Det må naturligvis alle, som på den ene eller på den anden måde har taget del i landsforræderiet. Det må i den forbindelse frygtes, at Erdogan fristes til at følge folkets vilje – gadens parlament – og genindføre dødsstraf i landet.

Kendetegnende for civiliserede landes styreform er, at landets forfatning hviler på en tredeling af magten: en lovgivende magt, der vedtager landets love, en udøvende magt, som gennem ministrene og forvaltningerne sørger for at lovene føres ud i livet, og endelig en dømmende magt, som uafhængig af de to andre magter skal dømme forekommende anklagede ud fra straffeloven (udstedt af den lovgivende magt) således, at når domstolen dømmer, betyder det, at den skal vurdere, hvor streng en straf, der skal idømmes.  

Derfor er det ikke mindre end katastrofalt, at præsident Erdogan tillader sig at afskedige hele den dommerstand, som skal vurdere, hvem der skal dømmes og med hvilken straf. I det konkrete tilfælde er det Tyrkiets egen paranoide præsident, der begår brud på landets forfatning. Præsidentens forfatningsbrud bliver ikke mindre, dersom han – imod landets forfatning – indfører dødsstraf.   

Der kan nævnes mange tankevækkende og skræmmende ligheder mellem Adolf Hitler og Recep Tayyip Erdogan: Erdogan forfølger politiske modstandere; Erdogan tåler ikke fornærmelser, hverken i Tyrkiet eller i udlandet; Erdogan dyrker et fjendtligt forhold til Israel; Erdogan angler efter hyldest fra menneskemasserne; Erdogan opfordrer kvinderne til at føde flere børn.

HJÆLP TIL NEPAL EFTER JORDSKÆLV

Bornholm fik hjælp – nu er det Nepals tur

Mens det meste af Danmark kunne fejre besættelsestidens ophør 4. og 5. maj 1945 kunne bornholmerne ikke se nogen grund til at tænde fredslys i deres vinduer. Fordi den stedlige tyske besættelsesmagt ikke ville overgive sig til russerne, fandt disse det nødvendigt at sønderbombe mange bornholmske boliger. Det kan synes ubegribeligt, at  russerne absolut skulle ødelægge civile boliger for at fremtvinge tyskernes kapitulation.

I den katastrofale situation kom svenskerne bornholmerne til undsætning. D en svenske befolkning var dybt berørt over, at der var sket så alvorlige menneskelige og materielle skader på en nær nabo. Derfor tilbød den svenske regering at stille et antal præfabrikerede træhuse med alt inventar til rådighed. Gaven blev modtaget med glæde. Den danske stat og kommunerne fandt egnede byggegrunde og støbte fundamenter og kældre. I juli 1945 startede leveringen af svenske træhuse, og i september var de første huse klar til indflytning. Den svenske stat leverede i alt 300 træhuse. Der var to typer: Bungalows i en etage og villaer i to etager. 225 blev opstillet i Rønne og 75 i Nexø. Endnu i dag er svenskehusene velbevarede og eftertragtede boliger i de to byer.

Netop i disse dage bliver vi holdt underrettet om, at det fattige land Nepal er blevet hårdt ramt af jordskælv, og mange nepalesere har mistet deres hjem og alt og står uden tag over hovedet. Af frygt for nye jordskælv eller efterskælv tør nepaleserne ikke søge ly i faldefærdige ruiner, men etablerer sig i primitive telte rejst på åbne pladser.

Overalt i verden gøres der meget for at hjælpe det jordskælvsramte Nepal. Spørgsmålet er blot, hvordan hjælpen og de indsamlede midler bedst kan gavne og nå hen, hvor der er brug for dem. Alene landets forværrede fremkommelighed - især uden for byerne – gør en umiddelbar hjælp besværlig.

Med tanke på den generøse gave, som svenskerne ydede til bornholmerne i 1945, skal her fremsættes et forslag til fremtidsrettet hjælp til rejsning af nye boliger til de nødstedte nepalesere. Danmark kunne (måske i samarbejde med Norge og Sverige med flere) hurtigst muligt gå i gang med at fremstille og levere solide boliger efter nepalesisk skik og behov.

Belært af svenskerne kunne man præfabrikere elementer til hurtig montering på stedet. Hvad med ligefremt at etablere en midlertidig fabrik i Nepal til præfabrikering af de nødvendige elementer. Nødvendige materialer findes formodentlig/muligvis på stedet eller i lande i nabolaget, hvor der findes tømmer nok. Byggeelementerne bør fremstilles, hvor træet findes, og af de mennesker, som forstår sig på det.

Finansieringen af den foreslåede Nepal-hjælp må kunne hentes fra indsamlede midler samt fra forventede bevilgede statsmidler. Til forslagets gennemførelse vil der naturligvis forestå en dygtig koordinering af folk, som har forstand på den slags. Hvorom alting er, så må der handles – og handles hurtigt.   

CIVILREGISTRERING

Bragt i Kristeligt  Dagblad 22. november 2014


Civilregistrering  bør ændres

Nu rumles der igen blandt folketingspartierne om ændring af den danske civilregistrering. En ændring har længe været nødvendig. I 1924 blev der oprettet folkeregistre i Danmark. Siden da har det været ganske unødvendigt og overflødigt at barnefødsler, indgåelse af ægteskab og andre rent verdslige anliggender har skullet anmeldes til det folkekirkelige kontor. Christian IV indførte ganske vist ministerialbøger i alle Danmarks sogne, og det var præsterne, der fik til opgave at føre disse bøger; men det var jo fordi disse præster var kongelige embedsmænd. Indførelse af ministerialbøgerne var en god forordning, men med oprettelsen af folkeregistre i Danmark var disse bøgers æra egentlig forbi, i hvert fald hvad civilregistrering angår. Men den meningsløse civilregistrering fortsatte uantastet og fungerer stadig – endda over årene 2000-2004 med indførelse af Den Nye Kirkebog (DNK) som elektronisk kirkebog..

Da Sønderjylland fra 1864 til 1920 var under fremmedherredømme, blev der her indført det tyske system for civilregistrering, idet der i hvert kirkedistrikt var en personregisterfører, til hvem alle civile og verdslige anliggender som fødsler, navngivning, vielser, dødsfald m.m. skulle meldes. Efter Sønderjyllands genforeningen 1920 fortsatte denne civilregistrering og foregår stadig i alle sønderjyske kirkesogne.

Man kunne have forventet, at denne nok så korrekte og avancerede civilregistrering var blevet indført i hele det danske rige, men det skete ikke – heller ikke, da der i 1924 indførtes folkeregistre i hele Danmark. Måske skyldes vægringen en antitysk indstilling.

For tiden tales og skrives der meget om Folkekirkens økonomi. Med omkring 90 års forsinkelse er nogle regeringspolitikere ved at vågne op af sin tornerosesøvn. Det er ikke mere end rimeligt, at regeringen planlægger at gøre noget ved den eksisterende civilregistrering i Danmark. Det burde egentlig tidligere regeringer have gjort for længst. Men bedre sent end aldrig. Det kan slet ikke være rimeligt, at ikke-medlemmer af Folkekirken eller ikke-kristne mennesker skal henvende sig til et folkekirkeligt kontor for at få ordnet sager, der slet ikke vedrører kirken, men er denne helt uvedkommende.

For at den danske civilregistrering kan komme op på et internationalt niveau, er det ikke nok, som det har været tilfældet længe, at udstedelse af prøvelsesattester som betingelse for at indgå lovligt ægteskab foregår på et religionsneutralt, kommunalt kontor, borgmesterkontoret. Både fødsler, navngivelser og dødsfald må ligeledes anstændigvis anmeldes til et religionsneutralt register. Der er jo tale om rent verdslige, men pligtige gøremål for borgere til kontoret for borgerservice.

Selv om det har været tilfældet længere end nogen véd, virker det imidlertid ganske forkert, at Folkekirken og et væld af andre trossamfund kan være vielsesmyndighed. Denne myndighed bør fremover alene være tillagt den enkelte kommunes vielseskontor, som i umindelige tider har været stedet, hvor giftelystne par har skullet henvende sig for at få udstedt en prøvelsesattest. Netop derfor bør det være samme sted, der forretter vielser.

Naturligvis skal kirkesogne overalt Danmark have deres kirkekontor, som det allerede er tilfældet i Sønderjylland. Men de folkekirkelige kontorer vil alene have til opgave at registrere handlinger, som skal foregå i kirken eller er rent folkekirkelige, kristelige anliggender: dåb, konfirmation, kirkelig velsignelse af indgået ægteskab samt begravelse efter kristent ritual.

At landets kordegnekontorer vil få meget mindre at bestille, understreger jo netop, at der i mange år har været tale om en unødvendig, tidkrævende og kostbar dobbeltregistrering.

Harald Blåtands runesten i Jelling bliver kaldt Danmarks dåbsattest. Det danske pas bærer et billede af denne runesten.
ISLAMISK STAT

Den gyldne regel må også gælde for Abu Bakr Al-Baghdadi

”Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem”. Denne gyldne regel lærte Jesus de mennesker, som fulgte ham, mens han gik her på jorden. Jesus opfordrede dem også til dette ”Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer!” Eftersom disse opfordringer står i vor bibel, er det naturligvis, for at vi skal tage ved lære af dem i dag.

Det er nemmere sagt end gjort, og vi undgår det vist for det meste. Konkret er det ikke så vanskeligt at undgå fjenden, fordi han befinder sig langt borte og i hvert fald uden for række- og synsvinkel.

Når jeg imidlertid vover at tage emnet op, er det, fordi Danmark sammen med mange andre stater, har fundet det rimeligt militært at tage kampen op mod den fjende i Mellemøsten, som kalder sig Islamisk Stat, og som har fundet det passende at udnytte det magttomrum og de ustabile forhold, som for tiden hersker i Syrien og Irak. Samtidig har den såkaldte Islamisk Stat, hvis leder er Abu Bakr Al-Baghdadi, gjort sig til uven med alverdens muslimske lande ved at udråbe sig til et kalifat, hvis tolkning af den muslimske lære forlanges respekteret af alle andre eksisterende muslimske tolkninger.

Efter den afsindige terrorhandling i Norge fik alverden fornyet sit kendskab til den meget stærke norske sang ”Kringsatt av fiender” (skrevet 1936 af Johan Nordahl Brun Grieg), selv om nordmændene netop i den situation i allerhøjeste grad var ”kringsatt” af venner – fra hele verden. Et stykke henne i sangen slår digteren fast, at ”Krig er forakt for liv. Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!”

I forbindelse med situationen i Mellemøsten vil spørgsmålet derfor være, om det er klogt og tilrådeligt overhovedet at føre krig mod denne opkomling Islamisk Stat. Jesus kommer her med et alternativ til krig: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer!” Muligheden er til stede; men er muligheden overhovedet gennemførlig? Og er den et forsøg værd?

Hvis det er muligt at komme i kontakt med denne Abu Bakr Al-Baghdadi, var det et forsøg værd – ikke mindst for at undgå unødvendige blodsudgydelser og primitiv menneskeslagtning.

Diplomater fra Forenede Nationer eller fra Vatikanet kunne foreslå ham at mødes på et neutralt sted og rent ud spørge ham, hvad han har i sinde, og om ikke den mand synes det var mere menneskeligt at løse forekommende problemer på fredelig vis.Krig er forakt for liv. Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!”

FORFØLGELSE AF KRISTNE

Bragt i februar 2014  i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende:

Kristne forfølges - hvor er FN?

Lige så længe kristendommen har eksisteret, har kristne mennesker måttet tåle ag blive forfulgt. De magthavere og modstandere af kristendommen, der forfulgte de kristne, har vel tænkt, at forfølgelsen ville skræmme de kristne til at opgive deres tro på Kristus. Men paradoksalt nok har forfølgelsen bevirket, at kristendommen blev mere respekteret. Kristne menneskers trosvidnesbyrd, selv når de stod for at skulle henrettes, fik andre til at se, at troen på Kristus var stærk nok til at dø for. I den kristne terminologi taler man ligefrem om guldkristne som betegnelse for mennesker, der både har kæmpet og lidt og havde tro til at dø.

Trods forfølgelser af de tidlige kristne, kom det kristne evangelium imidlertid til at gå sin sejrsgang over hele jorden, og som en praktisk sidegevinst til den sejrsgang fulgte bl.a., at den ganske verden har måttet antage Kristi fødsel som udgangspunkt for vor tidsregning.

Som et udslag af kristen tankegang fødtes først Den amerikanske Uafhængighedserklæring af 4. juli 1776, hvori nævnes det enkelte menneskes ”visse umistelige rettigheder som liv, frihed og stræben efter lykke”. Senere kom den franske Erklæring om Menneske- og Borgerrettigheder af 26. august 1789, som fastslog det enkelte menneskes lighed for loven, personlige frihed samt religions- og ytringsfrihed. Som en lære af Anden Verdenskrigs rædsler stiftedes Forenede Nationer, hvis pagt i sin indledning slår fast – inspireret af ovennævnte erklæringer – at den vil styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion. 

Vist er medlemskab af FN åbent for alle fredselskende nationer. Men dette medlemskab kan fortabes, dersom en nation vedblivende krænker FN-pagtens grundprincipper. Det er derfor ufatteligt, at denne fortabelse ikke for længst er bragt i anvendelse for visse nationer, som på det nærmeste har gjort sig til mestre i bl.a. forfølgelse af egne borgere, blot fordi de er kristne.

Den internationale organisation Åbne Døre har udarbejdet en liste over de 50 nationer, hvor forfølgelse af kristne er mest markant. Måske ikke overraskende finder den mest ekstreme kristenforfølgelse sted i muslimske lande, bl.a. Egypten, Irak, Iran, Saudi-Arabien, Syrien og Tyrkiet på trods af, at netop disse lande står som medstiftere af FN. Deres mangeårige og vedholdende overtrædelse af FN’s grundprincipper burde betyde fortabelse af deres medlemskab. Den mest udbredte årsag til forfølgelse og henrettelse af kristne er, at disse mennesker har forladt den muslimske lære, fordi de er kommet til tro på Kristus. I Pakistan og i Nigeria er der eksempler på, at kristne familier får deres hjem nedbrændt, og de kristnes kirker bliver nedbrændt.

Den absolutte topscorer på Åbne Døre’s 50 nationers-listen er Nord-Korea, og på listens ikke-muslimske lande befinder sig også Cuba, Hvide-Rusland, Indien og Kina. Forfølgelse af kristne i disse lande sker, fordi de som kristne ikke vil lade sig underkue af den ateistiske stats umenneskelige love. Kristne borgere mister deres borgerlige rettigheder, deres kirker og hjem bliver nedbrændt. Kristne borgere straffes med piskeslag, vold, voldtægt, fængsel eller som i Nord-Korea til anbringelse i kz-lejre.

Det har længe syntes at være påtrængende nødvendigt, at Forenede Nationer træder i karakter og skrider til handling over for de forbryderstater, som ikke overholder de mest basale menneskerettigheder. FN kan umuligt være uvidende om de graverende overtrædelser af menneskerettighederne, som åbenlyst finder sted.     

Der er forskel på martyrier. En kristen martyr er et menneske, der for sin tros skyld bliver slået ihjel af andre, måske af statens håndlangere. En muslimsk martyr er et menneske, der på grund af sin muslimske tro slår andre mennesker ihjel. Fra 2003-2008 dræbte 725 muslimske selvmordsbombere bare i Irak – men i islams navn – ca. 8700 tilfældige mennesker.    

BEETHOVEN OG MORSE

Beethoven og Morse

Kristeligt Dagblad for tirsdag d. 25. maj fortalte os på bagsiden, at Samuel F. B. Morse (1791-1872) på denne dato i 1844 sendte sin første telegrafbesked – med morsetegn, formoder jeg.

Som gammel spejder lærte jeg for mange år siden, at bogstav V har tegnet … - , altså prik-prik-prik-streg. Det var tegnet, der som en pauselyd under krigen lød tre gange, altså V-V-V for ”vi vil vinde”, når den illegale radio bragte nyheder fra England, efterfulgt af meldingen ”Her er London”, og inden nyhederne kom, hørte vi også en strofe af ”Prins Jørgens March”.

Men der er noget, der altid har undret mig, og her kommer Ludvig van Beethoven (1770-1827) ind i billedet. I sin skæbnesymfoni, symfoni nr. 5 (romertal V), som Beethoven skrev i årene 1807-08, bruger han morsetegnet for V som skæbnetung rytme hele symfonien igennem. Det var jo mange år, før Morse tog sit prik-streg-alfabet i anvendelse. 

I umindelige tider har det været kendt, at romerne skrev V, når de mente 5. Men foreligger der en tilfældighed, eller kan nogen give mig en rimelig forklaring på, hvorfor Beethoven benytter den skæbnetunge rytme – Morse’s V-tegn – netop i sin femte symfoni?

IKKE FOR GUDS SKYLD

Bragt januar 2014 i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende:

Ikke for Guds skyld

For tiden debatteres der for og imod, hvorvidt vi i vort land skal have en blasfemiparagraf, altså en lov, der bestemmer, hvad vi må sige og gøre i forhold til Gud og det guddommelige. Hvis der overhovedet er brug for en blasfemiparagraf, er det i hvert fald ikke for Guds skyld; han skal nok klare sig uden. Men det må alene være for menneskenes skyld således, at de kan have nogle rammer at holde sig inden for, hvis de vil undgå at udfolde sig blasfemisk. 

Tilstedeværelsen af muslimer i vort frisindede Danmark har skabt ballade, bl.a. fordi danskere har udtrykt sig fornærmende og respektløst omkring den muslimske profet Muhammed. Fornærmede muslimer mange steder i verden er på profetens vegne faret i flint og har udstedt dødstrusler, fordi en tegner har gjort nar af profeten. Set med danske og generelt kristne øjne synes en sådan reaktion latterlig: Hvad er det dog for en menneskeskabt profet eller ”gud”, der har behov for at skulle beskyttes af mennesker!  

Noget andet er, at vi alle skylder hinanden en rimelig gensidig respekt i vore trosforhold. En gang havde vi eksempelvis en helligdagslov, som bestemte visse begrænsninger i vore gøremål på helligdage. Langt de fleste butikker havde lukket på disse helligdage. Men efterhånden holder mange butikker åbent alle ugens dage, og mange lovgivere kæmper ydermere for, at flere helligdage skal afskaffes.  

Det kan ikke være tilstedeværelsen af en blasfemilov eller afskaffelse af helligdage, der gør mennesker blasfemiske. Blasfemi eller det modsatte viser sig i den måde, det enkelte menneske udnytter sine tilmålte dage og bl.a., hvordan man giver udtryk for sin næstekærlighed. 

Som det ypperste af sit skaberværk har Gud skabt mennesket i sit billede; det vil bl.a. sige, at hvert eneste menneske – enten det er en folkekirke-kristen, en katolik, en hindu, en rettroende muslim eller en erklæret ateist – er et menneske, der i modsætning til dyrene og planterne er skabt med en higen efter det guddommelige. Men ethvert menneske er tillige skabt med en fri vilje således, at det ud fra den måske vover at undertrykke sin higen efter sit skabende ophav. Når mennesket imidlertid ud fra sin frie vilje vender sig til Gud, er mennesket sådan, som Gud har villet det. Tænk på Jesus-fortællingen om den fortabte søn, der efter et liv borte fra Gud vender hjem; han bliver overstrømmende kærligt modtaget af den ventende far, og der bliver festet. På lignende måde synger vi med B. S. Ingemann (nr. 612 i salmebogen):

Den store mester kommer, fuldkærlig er hans id:

Han sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid.

Det øjeblik han venter og agter kærligt på,

når klarligt hans eget billed vil dybt i sølvspejlet stå.

Og har i hjertedybet sit billed klart han set,

så glædes den høje mester, så er hans gerning alt sket.

KONFIRMATIONSFORBEREDELSE PÅ LEJRSKOLE

Konfirmationsforberedelse i spil

Som en fejring af 200 året for reformationens indførelse i Danmark (1536) blev konfirmationen indført (1736). Lige siden har altså danske børn i skolens 7. år skullet eller kunnet gå til forberedelse et halvt års tid for at blive konfirmeret. Gennem alle disse år har det været en stiltiende aftale, at denne forberedelse har foregået i børnenes skoletid og vist overalt i landet i skolernes første timer.

Selv om aftalen vedrørende konfirmationsforberedelsen gennem de seneste mange år har beroet på kommunalbestyrelsernes ansvarlige velvilje, har disse kommunalbestyrelser set både det nødvendige og rimelige i, at de berørte folkekirkepræster har fået tildelt de to første timer på de nødvendige ugedage, hvor forberedelsen kunne finde sted. På alle ugens dage har præsterne jo senere på dagen andre gøremål end konfirmationsforberedelse, eksempelvis dåbssamtaler, begravelser m.v.  

Gennem adskillige år har konfirmationsforberedelsen fremdeles fundet sted i folkekirkens eller præsternes regi, enten i præstegårdens konfirmandstue eller i lokaler i kirkens sognegård. Mange steder har præster dog foretrukket eller har set det praktiske i, at de er mødt op på skolerne, hvor undervisningen kunne finde sted i elevernes klasseværelse. Det praktiske kunne bl.a. ses i, at den enkelte præst havde nemmere ved at møde op på børnenes skole, frem for at børnene skulle indfinde sig henne i de folkekirkelige lokaler.

I henhold til den nye folkeskolereform – med indbygget heldagsskole – synes imidlertid den århundredgamle konfirmationsforberedelse at ”hænge i en tynd tråd”.

Begrebet heldagsskole indebærer tilsyneladende, at folkeskolen får ret til at disponere over alle skoledages timer således, at konfirmationsforberedelse tidligst kan foregå efter kl. 15,30 (eller fredag efter kl.14,30). Dette kan betyde dødsstødet for den folkekirkelige undervisning i kristendom. Styrken i den ”tynde tråd” synes at ligge i berørte politikeres og myndigheders ansvarlighed. Eller vil disse beslutningstagere være parate til at ofre folkekirkens konfirmandforberedelse på heldagsskolens alter?

I den trængte situation må folkekirken for kristendommens skyld finde andre muligheder for at videreføre sin konfirmationsforberedelse. For år tilbage iværksatte KFUM-spejderne i Danmark efter svensk mønster konfirmandlejre, hvortil spejdere og ikke-spejdere kunne melde sig. På et ugelangt lejrophold med en præst og medhjælpere som ledere fik deltagerne det tilstrækkelige antal timer i konfirmationsforberedelse. Desuden udfyldtes dagene med spejdermæssige eller idrætslige aktiviteter samt kammeratligt samvær. Konfirmandlejren sluttede med konfirmation i en kirke i lejrens nærhed, naturligvis med forældre og andre pårørende som gæster. Idéen med konfirmandlejre har også fundet anvendelse i efterskoleverdenen. 

Folkekirken behøver altså ikke at lade sig ”tryne” af folkeskolens heldagsskole. Hver eneste sogn i Danmark kan arrangere konfirmandlejr for de berørte børn, som nok kan have brug for at holde en uges tid fri fra heldagsskolen!   

Folkekirken behøver altså ikke at lade sig ”tryne” af folkeskolens heldagsskole. Hver eneste sogn i Danmark kan arrangere konfirmandlejr for de berørte børn, som nok kan have brug for at holde en uges tid fri fra heldagsskolen!
MENNESKEVÆRK OG GUDS VÆRK

Bragt i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende januar 2014:

Menneskeværk og Guds

Den for længst afdøde indremissionær, Janus Rasmussen, havde flere gange været i det katolske Italien. Herhjemme rejste han rundt og fortalte og viste lysbilleder om sine oplevelser. Han var en god og gemytlig fortæller, og blandt hans lysbilleder var der et af paven, som han bevidst havde vendt på hovedet. Når Janus Rasmussen kom til dette billede, som han måtte vende rigtigt, var hans lakoniske bemærkning: ”Det er nok den eneste mulighed, jeg har for at omvende paven!”  

Jeg har ikke til hensigt at omvende Birthe Krog-Møller, som var så venlig den 12. ds. at gå i rette med mig angående min kommentar til den katolske kirkes overflødige salig- og helgenkåring af visse afdøde personer.

Det skal ikke bestrides, at det har haft overordentlig stor betydning for kristendommens udbredelse, at kristne mennesker i Rom og andre steder ikke ville fornægte deres tro på Jesus Kristus, selv om det kostede deres liv, og de blev martyrer. Deres martyrium blev der lagt mærke til både af medkristne og andre, og flere og flere fik øjnene op for, at kristne mennesker var parate til at stå ved og dø i deres tro på Kristus.

Det var imidlertid ikke deres martyrium, der gjorde disse mennesker til helgener; måske tydeliggjorde deres martyrium det blot. Men i kraft af deres tro var de det allerede, før de døde; ellers havde de ikke kunnet klare martyriet. Ethvert menneske, der lever på og dør i sin tro på Jesus Kristus er en helgen. Det er også det, Grundtvig-salmen ”Helgen her og helgen hisset” vil fortælle os. Derfor er det fuldkommen overflødigt – og derfor menneskeværk – at udnævne nogle særlige og relativt få til saligkåring eller helgenkåring, enten de har været paver eller skopudsere. Derfor er jeg glad for Jesus-ordet i Luk. 17,10: På samme måde er det med jer: når I har gjort alt det, der er befalet jer, skal I sige: ”Vi er kun unyttige tjenere; vi har ikke gjort andet, end hvad vi var skyldige at gøre.”

Det gør ikke noget, at Birthe Krog-Møller kalder den protestantiske kirke for menneskeværk. Lige siden uddrivelsen af Paradis har alt det, vi mennesker har kunnet finde på eller lægge kræfter i været menneskeværk, for det kunne ikke være andet. Men skabt i Guds billede har mennesker bedt om Guds velsignelse over deres menneskeværk, og der kom en ny og guddommelig dimension over det.

Det kom der også over den protestantiske kirke. Lige siden reformationen har der i Danmark været en levende kirke. Hver søndag bliver Jesu Kristi evangelium forkyndt i Danmarks kirke. Tænk tillige på den danske ungdomsbevægelse KFUM og KFUK, som er en del af verdensbevægelsen YMCA, en lægmandsbevægelse, som gennem sine vidt forgrenede arbejdsområder i generationer har været til velsignelse for millioner af unge, der med Jesus-ordet ”at de alle må være ét” som motto er kommet til tro på Jesus Kristus. Så er det ikke længere menneskeværk, så er det i sandhed Guds værk. Det har ingen – heller ikke nok så rettroende katolikker – ret til at benægte.

BØRGLUM OG MORMONERNE

Bragt i oktober 2012 i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende:

Præsidentkampagne

med relationer til Vendsyssel

Det er efterhånden blevet kendt uden for USA’s grænser – også i Danmark – at republikaneren Mitt Romney forsøger at vippe den siddende præsident, demokraten Barack Obama, af pinden. Lige fra kampagnens start er det tillige blevet kendt for alverden, at Mitt Romney er mormon, hvilket han – så vidt jeg har erfaret det – hverken har lagt skjul på eller gjort noget for at fremhæve. Men hvis Romney skulle gå hen og vinde, vil det dog blive første gang, USA får en mormon som præsident.

Da staten Utah, som er hjemsted for mormonismen i sin tid viste interesse i at blive en af delstaterne i USA, var den væsentlige hindring, at mange af statens indbyggere praktiserede flerkoneri. Derfor måtte staten officielt afskaffe dette fænomen, hvilket skete i 1890. Efterfølgende blev Utah optaget som en delstat i USA i 1896.

Mormonkirken, hvis officielle navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, driver den dag i dag en aktiv mission overalt i verden for at udbrede mormonismen. Det har kirken gjort gennem hele sin eksistens. Tidligt i 1800-tallet missionerede kirken også i Danmark, bl.a. i Vendsyssel. Mange danskere, som antog den mormonske tro, udvandrede til Amerika, hvor de naturligt slog sig ned blandt ligesindede i det mormonske hellige land Utah. Det skete også for en familie i Børglum, som i det fremmede antog efternavnet Borglum.

Flere af Borglumfamilien var mangesidige kunstneriske begavelser. Mest berømte blev John Gutzon de la Mothe Borglum (1867-1941). Som mormon havde hans far, James Miller Borglum, to koner; de var søstre, og den ældste af dem blev Gutzons mor. Som skulptør og billedhugger skabte Gutzon Borglum både en del statuer i bronze og meget store monumenter i granit. Hans mest kendte kunstværk er gigantmonumentet i Rushmore-bjerget i staten South Dakota. Det viser de fire meget markante USA-præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodor Roosevelt. De enkelte præsidenthoveder er 18 meter høje. Gigantmonumentet blev skabt i årene 1924 til Gutzon Borglums død i 1941, dvs. den endelige færdiggørelse blev forestået af hans søn, Lincoln Borglum.

For en ordens skyld bør det nævnes, at Gutzon Borglums fader besluttede på et tidspunkt at træde ud af mormonkirken. Det gjorde han bl.a., fordi han ønskede at bosætte sig uden for staten Utah, hvor flerkoneri overalt var ulovligt. Hans beslutning havde derfor den konsekvens, at han måtte skille sig fra den ene af sine koner.

Især Gutzon Borglum med rødder i Vendsyssel udviste i den nye verden, men som fuldblods amerikaner markant og personligt initiativ og kunstnerisk begavelse. Det er dog mit indtryk, at mormonerne generelt – såvel tidligere som nybyggere som i dag – har vist stor dygtighed og stræbsomhed i deres daglige virke. Dette indtryk bekræftes i det amerikanske tidsskrift City Journal, som i sit seneste nummer – ifølge Kristeligt Dagblad 25/10/12 – fortæller, at ”Den bedste reklame for mormonerne er det samfund, de synes at skabe. Utah har oplevet den højeste vækst i job i landet gennem det seneste årti og har taget førerpositionen inden for en række industrier”. Disse faktuelle oplysninger gives til almindelig orientering, men uden i mindste måde at tage stilling for eller imod mormon og præsidentkandidat Mitt Romney. 

Flere af Borglumfamilien var mange-sidige kunstneriske begavelser. Mest berømte blev John Gutzon de la Mothe Borglum (1867-1941). Som mormon havde hans far, James Miller Borglum, to koner; de var søstre, og den ældste af dem blev Gutzons mor. Som skulptør og billedhugger skabte Gutzon Borglum både en del statuer i bronze og meget store monumenter i granit. Hans mest kendte kunstværk er gigantmonumentet i Rushmore-bjerget i staten South Dakota. Det viser de fire meget markante USA-præsidenter George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodor Roosevelt. De enkelte præsidenthoveder er 18 meter høje. Gigantmonumentet blev skabt i årene 1924 til Gutzon Borglums død i 1941, dvs. den endelige færdiggørelse blev forestået af hans søn, Lincoln Borglum.
ALDERDOM OG SELVAGTELSE

Alderdom og selvagtelse

Lige fra den tidligste barndom og hele livet igennem afhænger det enkelte menneskes trivsel af dets selvagtelse. Gennem passende ros og opmuntring få barnet forståelsen af, at det kan noget og duer til noget. Det samme er egentlig tilfældet med ethvert menneske, hvor gammel det end er og bliver.

Alderdommen vil være tilbageblikkets tid, hvor den gamle kan tillade sig at nyde sit otium og forhåbentlig med glæde og tilfredshed kan se tilbage og nyde frugterne af sin indsats livet igennem, og bl.a. se sine børn få uddannelse, se dem som voksne stifte familie, se tilkommende børnebørn ved siden af mange andre af livets glæder, som alene er den alderstegnes.

Som en ganske selvfølgelig og tillige samfundsgavnlig praksis vil langt de fleste aldersstegne mennesker blive boende i deres hidtidige vante bolig og hjem, eller i hvert fald i en bolig efter eget valg. Kun når svigtende fysisk formåen og svigtende helbred kræver det, er det sådan, at ældre mennesker kan komme på plejehjem eller plejebolig. Men her er det særdeles væsentligt at understrege, at en plejebolig ikke er et hospital, for her bliver du indlagt for at blive behandlet, eller et hotel, for her bor du en tid og betaler for den ydelse, du modtager. Når bedagede mennesker enkeltvis eller parvis af forskellige årsager tvinges til at opgive egen bolig og flytter på plejehjem for at indrette sig der, er deres nye bosted deres hjem. Af hensyn til og af respekt for og bekræftelse af hver eneste plejehjemsbeboers selvagtelse er det nødvendigt at understrege dette. Alt andet må betegnes som ældresvigt!

Gennem snart lange tider har vi fået tudet ørerne fulde af, at vi lever i krisetider, og politikerne har ikke kunnet blive enige om, hvem og hvilke partier, der bærer skylden for de krisetider, der er over os. Men Peder Laale har for længe siden lært os ordsproget: ”Nød lærer nøgen kone at spinde”, og det har så nogle af vore kvikke politikere fundet på at efterleve, eller de har fundet et ”Columbus-æg”, der har lært dem, at gamle mennesker, der nødvendigvis skal bo på et plejehjem, i et vist omfang kan udføre mange af de daglige gøremål, som de livet igennem på selvfølgelig vis har gjort det. At de ud fra livets tilskikkelser og af helbredsmæssige årsager har fået behov for at bo på et plejehjem, betyder derfor, at de – for de flestes vedkommende – sagtens vil være i stand til at udføre almindelige dagligdags og nødvendige rutiner, deres personlige pleje, i vid udstrækning sørge for renholdelse af egen bolig, i rimeligt omfang – og hvor det er muligt – deltage i tilberedelse af måltider osv. 

Med mindre, at et alderstegent menneske er ganske ude af stand til at klare sig selv og skal have hjælp til de fleste ting i dagligdagen, kan det klare temmelig meget af livets og dagens nødvendigheder, både i egen bolig og i det større bofællesskab. Ja, det må betragtes som en pligt for plejehjemsbeboeren selv at klare en hel del af de dagligdags gøremål og rutiner. Det må tillige efter min mening betragtes som en form for ældresvigt, dersom den enkelte beboer ikke deltager i sådanne fælles opgaver, blot fordi personalet mener, de kan klare tingene hurtigere og bedre. Om der kan ske personalebesparelse, ved jeg ikke; men de virkeligt plejekrævende beboere må kunne få en forbedret og tiltrængt omsorg. 

HVER DJÆVEL HAR SIN TID

Læserbrev, som blev bragt sidst i maj 2012 

i Nordjyske Stiftstidende og Kristeligt Dagblad:

Hver djævel har sin tid

Nogle teologer fra Norge såvel som fra Danmark har taget sig den frihed at fremsætte det ukristelige menneskesyn, at den norske massemorder Anders Breivik gik Guds ærinde, da han udførte sin ugerning. Disse teologer synes i deres misforståelse ikke at være kommet længere end til Det gamle Testamente. Her kan vi læse, hvordan Gud gang på gang er med sit folk Israel og sørger for, at de sejrer over de hedenske nabofolk.

Klassisk er imidlertid legenden om den fromme Job. Her indgår Gud en aftale med Satan. Jobs tro skal prøves, for han er rig, tilfreds, from og god. Men det er jo også nemt at være tilfreds, from og god, hvis lykken smiler til en. Lad ham føle modgang, så kan vi se om facaden ikke krakelerer. Job mister både rigdommen, familien og vennerne. Job bliver udstødt. Satan får lov til at tage over; den eneste betingelse er, at Jobs liv skal skånes. Job forstår ingenting og føler sig uretfærdigt behandlet. Jobs liv er blevet ren lidelse. Og da vennerne besøger Job, er det kun for at nedgøre hans følelser og ham selv yderligere. De vil ikke bakke ham op, de skal ikke nyde noget af at kritisere Gud. Men Job går i rette med Gud. Han kræver svar; et svar fra Gud. Og det får han. Og så ser han, hvor lidt mennesket forstår og ved om Guds hensigter. Historien ender som et rigtigt eventyr. Vennerne, der svigtede, bliver sat på prøve med risiko for at miste alt. Job får sin rigdom tilbage, får en ny familie og bliver meget gammel. Kendt fra legenden om Job er hans stærke gudsbekendelse: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!

Legenden om Job er i al sin besynderlige ondskab god at få forstand af. To ting er imidlertid væsentlige i historien. For det første måtte Satan gennem sin ondskab ikke ramme Job på livet. For det andet bevarede Job midt i fornedrelsen sin gudsfrygt og tillod sig endog at gå i rette med Gud. Det er værd at pointere, at legendens ondskab ikke kommer fra Gud, men han er med sit menneske, der rammes af ondskaben. 

Sådan er det netop i ethvert menneskes liv, når det rammes af noget ondt, enten det er egen eller pårørendes sygdom og andre lidelser og besværlige tildragelser. Det er aldrig Gud, der er kilden til det onde. Når et menneske rammes af noget ondt, er der ikke noget forkert endsige noget ukristeligt i bebrejdende at anråbe Gud og bedende spørge: Hvorfor skal dette ramme mig? hvad har jeg gjort, at jeg skal straffes med dette? Helt sikker er det, at hvor meget ondt et menneske kommer til at lide, er det ikke Gud, der er ophavet til det onde, men Gud er der hele tiden og hører det mindste nødskrig fra det ramte menneske. Det behøver man ikke at gå til litteraturen for at læse om det dér; det har utallige mennesker erfaret.

Det djævelske og afsindige ondskab, som nordmanden Anders Breivik gennemførte, var selvfølgelig og på ingen måde noget, Gud stod bag. Gud kan bare ikke forhindre mennesker i at begå ondskab. Men helt sikkert er det, at Gud i sin grænseløse kærlighed har omsorg for hvert eneste menneske, der blev ramt af den djævelske massakre. Sikker et det også, at utallige nordmænd efter den meningsløse hændelse og gennem sorgen over det, som skete, har anråbt Gud om hjælp i deres nød, og de har fået hjælp og trøst til at bære sorgen. Gennem sorgen og trøsten har mange nordmænd tillige fået styrket deres gudstro. Danske Grundtvig har udtrykt det så mesterligt i en salme, nr. 655 i salmebogen:     

”Det er blandt folk et gammelt ord: Hver djævel har sin tid.

Men vist er det, enhver har tabt, som gik med Gud i strid
FOLKDESKOLEN OG FRISKOLE

Læserbrev, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende, Jyllandsposten og Kristeligt Dagblad ved nytårstide 2013:

Urimeligt angreb på danske friskoler

Gennem et lige så misforstået som misforståeligt debatindlæg i Jyllandsposten juleaftensdag forsøger forfatteren Lars Olsen at komme den danske folkeskole til undsætning. Det gør han bl.a. ved på nedsættende vis at omtale de ”lukrative tilskud”, som de frie skoler i Danmark modtager.

Danmarks Riges Grundlov udtrykker i § 76: Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.

Selv om vi i Danmark gennem mangfoldige år har haft en særdeles velfungerende folkeskole, som vi ifølge vort lands grundlov skal have, så giver samme grundlov forældre mulighed for at bortvælge folkeskolen. Jeg har kendskab til forældre, der selv har undervist deres egne børn, og der er talrige eksempler på, at forældre af forskellige årsager har ønsket at sende deres børn i privat friskole. I Danmark går friskoletraditionen tilbage til midten af 1800-tallet, altså før grundlovens tilblivelse. Denne tradition har især været inspireret af Christen Kold og N.F.S.Grundtvig. I dag afspejler friskolerne en bred vifte af skoler grundlagt på forskellige religiøse, livs- og værdigrundlag: grundtvig/koldske friskoler, katolske og andre kristne friskoler, Rudolf Steiner skoler, skoler med særligt pædagogisk grundsyn og mange flere. Samtidig med, at de private friskoler skal levere en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, afgør disse skoler frit, hvilke elever, de vil optage.

Selv om der blandt vort lands mange private friskoler findes ret store skoler med flere hundrede elever, er det dog kendetegnende for de private friskoler, at der er tale om mindre skoler med op til og omkring et par hundrede elever, idet forældrene netop har ønsket, at deres børn skal gå i en mindre skole, der giver mere trygge rammer.  

En noget trist og problematisk friskoledannelse er protestfriskoler, fremprovokeret af lokalpolitikernes spareiver. Som resultat af et kommunalt budget nedlægges landet over talrige landsbyskoler, som hidtil havde været det, der gav landsbyen liv. Nedlæggelse af landsbyskoler er mildt sagt et skoleeksempel på ødelæggelse af landsbykulturen i vort land. Men i protest mod sådanne skolenedlæggelser har vi set mange eksempler på, at skolekredse – med tvivlsom levedygtighed – opretter egen friskole, måske med de samme lærere, som hidtil, og i nogle tilfælde endda i de samme bygninger, fordi skolen jo skulle nedlægges og skolebygningerne afhændes. Fordi kommunen skal yde tilskud til den oprettede friskole, bliver kommunens besparelse imidlertid kraftigt minimeret.

Om det er folkeskolen, hvor der er stor forskel fra skole til skole landet over, eller det er private fri- eller efterskoler, hvor ikke to af disse skoler er ens, så henvender begge skoleformer sig dog til alle forældres børn, små som store. Ud fra deres grundlovssikrede ret og pligt bør alle landets skoler – i respekt for hinanden – fungere på deres retmæssige og besluttede grundlag. I stedet for hovedløst at nedvurdere de frie skoler, bør man fra folkeskoleside – ligesom i forretningsverdenen – opfatte disse som et konkurrenceagtigt incitament til at gøre sit produkt, undervisningen, endnu bedre.  

FOLKEDRAB PÅ ARMENIERE

Bragt i april 2012 i Kristeligt Dagblad og Nordjyske Stiftstidende:

Folkedrab på armenierne

Tilbage fra min allertidligste barndom i 1930’erne hørte jeg om Armenien og Industrimissionen i Armenien. Min mor var medlem af en kvindekreds, hvor de blev orienteret om det arbejde, der blev gjort for at støtte og hjælpe forfulgte armeniere i deres hjemland og landflygtige armeniere.

Den kristne kirke i Armenien er blandt kristendommens allerældste, idet landet gik over til kristendommen tidligt i 300-tallet. Sikkert derfor begik Det Osmanniske Rige – vore dages Tyrkiet – allerede tilbage i 1893 en massakre på tyrkiske armeniere, hvor 300.000 blev dræbt. Under Første Verdenskrig 1914-18 og den russiske revolution fra 1917 dræbtes ca. halvanden million armeniere i Øst-Tyrkiet og en halv million blev fordrevet til Syrien og Libanon. Her blev børn og kvinder fordrevet til det sydlige Armenien og solgt som slaver til beduiner eller blot hugget ned; der er eksempler på, at 30.000 mennesker blev dræbt blot på én dag. Tusindvis af statsløse armeniere blev hjulpet til mange lande i Europa, bl.a. Grækenland, Frankrig, England, Spanien og til Danmark.

Tidligt i 1900-tallet gjorde to danske kvinder sig gældende for at hjælpe nødstedte armeniere. Disse to kvinder er værd at mindes.

Karen Jeppe (1876-1935), der var fra Gylling i Østjylland og uddannet lærer, rejste i 1903 til Armenien, hvor hun virkede som lærer på et børnehjem. Hun virkede blandt armeniere, der var fordrevet fra Tyrkiet. Fra 1921 var Karen Jeppe kommissær for Folkenes Forbund (oprettet 1919), og her lykkedes det hende at løskøbe flere tusinde armenske kvinder fra tyrkisk-islamisk slaveri. Ved sin død blev hun begravet i byen Aleppo i Syrien, hvor hun havde arbejdet i 15 år.

Maria Jacobsen (1882-1960) var uddannet sygeplejerske. Hun rejste også til Armenien, hvor hun bl.a. reddede en 7-årig pige, som var blevet solgt til en beduinfamilie. Det lykkedes hende at redde mange flere armenske børn, og i Libanon oprettede hun 1922 et børnehjem, som fik navnet ”Bird’s Nest Lebanon” eller ”Fuglereden Libanon”. Her fik flygtningebørnene både et trygt hjem og skolegang. Maria Jacobsen døde 1960, men ”Fuglereden” fungerer i bedste velgående den dag i dag og fungerer stadig som børnehjem. Så sent som i året 2001-2002 gjorde alle Danmarks Y’s Men’s klubber ”Fuglereden” i Libanon til sit regionsprojekt, hvilket blev til en donation til børnehjemmet på 800.000 kr. Skiftende danske udsendinge for Armeniensmissionen virkede på ”Fuglereden”, men fra 1970 har den armenske kirke videreført ”Fuglereden” – i Maria Jacobsens ånd.

De tusindvis af fordrevne armeniere, for hvem det lykkedes at komme til europæiske lande, havde jo ikke længere noget egentligt hjemland; de var alle statsløse og skulle hjælpes. Her trådte Folkenes Forbund til; dette forbund, var blevet dannet umiddelbart efter Første Verdenskrig. Her var nordmanden Fridtjof Nansen flygtningehøjkommissær. På hans initiativ blev det gennemført, at alle de tusinder af statsløse armeniere og andre blev forsynet med et pas, som fik navnet Nansen-pas, og på hvert pas var der indsat et klistermærke med et billede af Fridtjof Nansen.

Det meget omfattende folkemord begået af det Osmanniske rige, det senere Tyrkiet, betragtes som den tids mest omfattende masselikvidering af mennesker – blot på grund af deres kristentro. Dette folkemord er særdeles veldokumenteret. Ikke desto mindre benægter politikerne i vore dages Tyrkiet, at sådanne masselikvideringer overhovedet har fundet sted.  Denne benægtelse kan sammenlignes med, at bl.a. visse islamiske lande benægter, at holocaust – massedrab på jøder – overhovedet har fundet sted.

Det forgangne Tyrkiets skændselsgerninger blev jo begået før Tyrkiet blev europæiseret. Derfor er det så meget mere besynderligt, at vore dages politikere i Tyrkiet hårdnakket hævder, at de notorisk stedfundne myrderier overhovedet har fundet sted. Denne stejle holdning bør komme til at koste Tyrkiet dyrt, hvis landet har ambitioner om en nærmere tilknytning til EU. Så længe politikerne i Tyrkiet ikke vil erkende – på det historiske Tyrkiets vegne – hvad der dengang blev begået, bliver det vanskeligt for tyrkiske politikere at demonstrere, at landet er parat til at blive indlemmet af de Europæiske Fællesskaber. 

HØJMESSE OG KONFIRMATIONSFORBEREDELSE

Højmessen er konfirmationsforberedelse

Det er længe siden, jeg har læst noget så besynderligt og ufatteligt i Kristeligt Dagblad som lørdag den 27. november 2010, hvor tidligere kirkeminister Tove Fergo fraråder de børn, der går til konfirmationsforberedelse, at komme til højmesse. Præsten Tove Fergo taler måske ud af egen erfaring, når hun påstår, at højmessen er kedelig. Men så vidt som jeg er orienteret, går konfirmandundervisningen ud på at gøre de store børn fortrolige netop med højmessen; ja, højmessens opbygning kan hver eneste præst, der er betroet at undervise børnene, anse for at være et skema over hele konfirmandforberedelsens forløb. Gennem højmessens forløb kan den enkelte underviser komme ind på alt det, der skal give denne forberedelse sit egentlige indhold.    

Men at benytte højmessens forløb som skema for konfirmandforberedelsen, vil da være ren teori, dersom ikke børnene så tit som overhovedet muligt deltog i denne gudstjeneste. Jeg kan ikke være uenig med Tove Fergo i, at hun som præst skal ”åbne deres åndelige univers”. Det er vidunderligt, hvis og når det lykkes for den enkelte præst at få en samtale med børnene om åndelige spørgsmål; det er jo egentlig sagens kerne. Men i konfirmandstuens fortrolighed lærer børn og præst hinanden så godt at kende, at børnene slet ikke vil være forskrækkede eller forbavsede, når de oplever deres ven, præsten, optræde henne i deres kirke i fuld ornat under en højmesse. Deres præst har formodentlig i forvejen fortalt lidt om, hvad den kommende søndags prædiketekst handler om, og man har sikkert også sunget er par af de salmer, der skal synges. Måske har præsten endda fået nogle af børnene til at læse nogle af højmessens tekster.

Gennem konfirmandforberedelsens forløb holder den enkelte præst formentlig nogle møder med forældrene, bl.a. for at orientere dem om, hvad man har beskæftiget sig med hidtil. Her har præsten samtidig lejligheden til at opfordre dem som kristne forældre, der ønsker deres børn konfirmeret, til at være solidariske med deres børn og gå med dem i kirke. Det vil være en katastrofal og ukristelig tanke – for præst såvel som forældre - at følge Tove Fergos forslag.   

Her i Nørresundby kirke blev jeg konfirmeret 3. oktober 1943. Det var den søndag, hvor det biskoppelige hyrdebrev mod tyskernes forfølgelse af jøder blev oplæst.
GUD ER KØNSNEUTRAL

Gud er kønsneutral

Oven på den seneste tids genudsendelse af James Bond-film, anklagede en radio- og tv-anmelder Bibelen for sjusk, når den påstår, at der kun er to slags mennesker, mænd og kvinder; hun var nået frem til den konklusion, at der må være tre: kvinder, mænd og Sean Connery.

Nu er imidlertid nogle mennesker, voksne mennesker, tilmed teologer – vistnok udelukkende kvindelige – fremkommet med den ønsketænkning – måske et levn fra rødstrømpe-æraen – at Gud må være af hunkøn. I stedet for at sige Gud Fader, vil de blot sige Gud; i stedet for at sige Gud Herren vil de også nøjes med at sige Gud. Det lyder forvirrinde. Den kristendom, jeg kender til og er blevet oplært i og den, jeg kan bekræftes i ved at læse i Bibelen, fortæller mig noget andet. Hele den kristne kirke har en trosbekendelse, hvori vi bekender os til den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Knap så kristendomsfjernt lyder den tanke, som Käthe Magelund, der i sin tid fungerede ved Haslev Udvidede Højskole og som døvepræst, formulerede omkring treeninghedsbegrebet. Hun forestillede sig, at Helligånden var af kvindekøn; treenighedsbegrebet gav hun derved en ny tredeling: Gud Fader, Gud Søn og Helligånden som det kvindelige/moderlige islæt. Det synspunkt krænker ikke mit kristendomssyn.

Da Jesus gik her på jorden, omtalte han Gud som sin Fader: "Alt har min Fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for." Jesus sagde også: "Jeg og Faderen, vi er ét". Han lærte også sine disciple at bede "Vor Fader, du som er i himlene".

De kønsfikserede mennesker har tilsyneladende ikke læst, hvad der bl.a. står fortalt i Matt. 22: "Nogle saddukæere kom til Jesus og spurgte ham: "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har børn, skal hans broder for svogerskabets skyld tage hans hustru til ægte og skaffe sin broder afkom. Men nu var der hos os syv brødre; og den første giftede sig og døde; og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder. På samme måde gik det også den anden og den tredje, indtil den syvende; men sidst af alle døde hustruen. Hvem af de syv skal nu have hende til hustru i opstandelsen? de har jo alle været gift med hende." Men Jesus svarede og sagde til dem: "I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft. Thi i opstandelsen tager de ikke til ægte eller bortgiftes, men de er ligesom Guds engle i Himmelen".

Kærlighedsbegrebet har to sider eller dimensioner. Eros-begrebet omfatter den jordiske kærlighed, som vi også kender fra ordet erotik og elskov, altså det sanselige kærlighedsforhold mellem to elskende. Agape-begrebet derimod har ikke noget med erotik at gøre; her er tale om den ikke-sanselige, den åndelige kærlighed, og det er den form for kærlighed, Jesus er inde på, når han siger, at i "opstandelsen tages der ikke til ægte". De formodentlig begavede kvindelige teologer tænker tilsyneladende kun på Eros-kærligheden, når de ikke vil anerkende Gud som et væsen af hankøn. Dersom disse kvinder havde fokuseret på Agape-begrebet, ville de have fundet, at deres overfladiske bekymringer eller ønsketænkning er ganske unødvendige. Efter min mening er det åndeligt umodent at blande noget kønsfikseret ind i kristendommen. Vort Guds-begreb er fuldkommen kønsneutralt; derfor er alt i den åndelige verden kønsneutralt.

Gud er Gud, om alle land lå øde. Gud er Gud, om alle mand var døde. Om slægter svimle, blandt stjernestimle utallig vrimle i høje himle Guds grøde.
HOMO SAPIENS ER RELIGIØS

Homo sapiens er religiøs

Debatten går livligt om tro og intelligens, og det er som om der antydes, at de to begreber er to forskellige verdener eller hinandens modsætninger. Det, mener jeg, er ganske forkert. Tro og intellekt er to sider af hvert eneste menneske. Alt det levende på denne klode har mange ting og behov tilfælles. Planter, fisk, fugle, krybdyr, pattedyr og mennesker deler jordens betingelser med hinanden. Vi skal leve og ånde her, indtil vi dør, vi skal finde føde, vi skal sætte bo, og vi skal reproducere den art, vi tilhører.

Mange dyr er udrustet med intelligens, som de selv udvikler og udnytter, og mennesker har optrænet dyr til de utroligste færdigheder. Men hvor mange færdigheder dyr end kan oplæres til, er der et kvantespring over til homo sapiens. Hvert eneste menneske er til forskel fra dyr udrustet med et religiøst anlæg. En videnskabsmand har sagt: "Mennesket er størst, når det knæler"; men det evner intet dyr. Enten vi udfolder os som kristne eller noget andet, så har bonden på sin agerjord, fiskeren på havet, fabriksarbejderen ved sin maskine og kassedamen et religiøst behov, der skal plejes. Når det for mennesket drejer sig om at møde sin Gud, enten det sker i en stille personlig bøn, ved deltagelse i en gudstjeneste eller for en universitetsstuderende at benytte læreanstaltens bederum, kan det godt være, at den superintelligente studerende eller videnskabsmand har et handikap i forhold til bonden, hvis jordnære indstilling har lært ham, at han er umiddelbart afhængig af den omgivende natur.

Enten der tales om tro eller intelligens, er der tale om målelige og levende størrelser, der – så længe et mennesker lever – vil være under forandring og udvikling. Fordi alt, hvad der har med et menneske at gøre, er levende. Mennesker, der lever under naturens umiddelbare betingelser, har nemmere ved at tænke i åndelige baner. Den vestjyske fisker takker ydmygt sin Gud, fordi han betragter sin fangst ikke alene som resultat af hans egen dygtighed og erfaring, men tillige som en guddommelig gave. På tilsvarende måde eksisterer bonden på naturens betingelser, så han finder det naturligt at "takke for regnen, som vander mit land, for solskin og varme i sommerens brand, for avl i min lade dig love". Det kan godt være, at fiskere og bønder for slægtled tilbage havde en meget hårdere tilværelse. Men fordi hvert eneste slægtled – med deres intellekt som grundlag – byggede videre på de hidtil opnåede resultater og færdigheder, klarer de tilværelsen i dag – på havet eller på marken – på en langt mindre besværlig måde.

De naturgivne, undertiden hårde betingelser, som både fiskeren og bonden måtte og stadig må respektere for at leve, var også medvirkende til, at de åndelige vækkelser, som i høj grad prægede Danmark fra midten af 1800-tallen, kom til at betyde meget for Vestjylland og egne på landet i Jylland. Den åndelige vækkelse fik også vidtrækkende betydning for kulturlivet i Danmark. KFUM og KFUK blev stiftet, og derudfra kom den kristne spejder- og idrætsbevægelse. Mange steder i landet blev der bygget højskoler og lærerseminarier: Haslev, Hoptrup, Nørre Nissum, Rønde, Tommerup, Aarhus m.fl. steder; her fik unge mennesker bl.a. en kristen-national oplæring og forståelse eller en solid læreruddannelse. Siden er der kommet en lang række ungdomsskoler til, hvor kostskolelivet tiltrækker tusinder af teenagere fra alle samfundslag.

Enten vi taler om tro eller intelligens, må de to levende sider af hvert enkelt menneske plejes og udfordres for at kunne udvikles. Hvis et menneskes åndelige side ikke bliver stimuleret, kan dette menneskes åndelighed være henvist til en dvaletilstand, og dets åndelige liv kommer ikke til udfoldelse. Hvis det iboende intellekt hos et menneske eller hos hele folkeslag ikke bliver plejet og får lov til at udfoldes, måske fordi dette menneske eller hele folkeslag bliver underkuet eller ikke møder tilstrækkeligt med respekt og udfordringer, synes den intellektuelle side hos disse mennesker at være spildt, fordi den ikke fik lov til at udfolde sig.

Enten vi taler om tro eller intelligens, må de to levende sider af hvert enkelt menneske plejes og udfordres for at kunne udvikles. Hvis et menneskes åndelige side ikke bliver stimuleret, kan dette menneskes åndelighed være henvist til en dvaletilstand, og dets åndelige liv kommer ikke til udfoldelse. Hvis det iboende intellekt hos et menneske eller hos hele folkeslag ikke bliver plejet og får lov til at udfoldes, måske fordi dette menneske eller hele folkeslag bliver underkuet eller ikke møder tilstrækkeligt med respekt og udfordringer, synes den intellektuelle side hos disse mennesker at være spildt, fordi den ikke fik lov til at udfolde sig.
Pilgrimsvandring langs Hævejen

Moderne pilgrimsfærd

Folk er igen begyndt at tage på pilgrimsfærd. Med udgangspunkt i Viborg begyndende med en gudstjeneste i domkirken der, begav man sig på en pilgrimsfærd ad den jyske hærvejen bl.a. for at besøge de kirker, der er undervejs, ja velsagtens at betragte disse kirker som milepæle undervejs. Sådan som pilgrimme gjorde i den katolske fortid. Det lyder imidlertid, som om dette at drage på pilgrimsfærd skulle være et tiltag, som er blevet taget efter flere århundreders pause. Intet er mere urigtigt; både modne mennesker og ganske unge mennesker og børn har gennem tiderne været på forskellige former for pilgrimsrejser, måske uden direkte at kalde turen ved det navn.


At tage på rejse ud i Guds rige natur er godt for både krop og sjæl. Det er sådan set ligegyldigt, hvor man lader sin færd gå hen. Bare det bliver en tur med indhold. I min tid som spejderleder sørgede jeg altid for, at vi på en weekend-tur om søndagen kom i egnens kirke til gudstjeneste og i øvrigt lærte kirken at kende. Til enhver rigtig tropsommerlejr har altid hørt, at man – foruden den daglige formiddagsandagt – om søndagen kom i en af egnens kirker, ligesom det hørte til lejrens hike, at spejderne undervejs i dette døgn bl.a. kom om ad en af egnens kirker med indlagte opgaver netop om den.


For mere end 50 år siden foretog et par spejderkammerater og jeg en vandring langs med den jyske hærvej. De to af os havde tilrettelagt denne vandring på vegne af KFUM-spejderne i Danmark, idet denne tur skulle indgå i en række af "Ture Der Gør Mænd Tavse" (TDGMT) for seniorspejdere. Turen var planlagt som en kombination af pilgrimsfærd og historisk rejse krydret med alskens naturoplevelser undervejs. Færden blev imidlertid aflyst på grund af for ringe tilslutning. Men da vi nu havde planlagt turen, ville vi ikke gå glip af at opleve de spændende ting på egen krop og sjæl, som vi havde stillet de imaginære deltagere i udsigt; derfor gennemførte vi for os selv i efterårsferien 1957.


Det blev en uforglemmelig færd. Begyndende med gudstjeneste i Viborg Domkirke begav vi os sydover langs de dele af Hærvejen, som stadig fandtes. Undervejs besøgte vi alle de kirker, der lå i rimelig nærhed af vor rute; det blev til mere end én om dagen. Netop da vi kom til Randbøl kirke, så vi, hvordan blytækkerne bar sig ad med at omlægge kirkens blytag. Vi fandt frem til alle de runesten, der findes på ruten, i Bække og på Bække mark, Danmarks dåbsattest i Jelling, Læborg-stenen, Randbøl- eller Store Rygbjerg-stenen, Hovslund- eller Hærulv-stenen, og vi besteg Kong Snios høj på Nr. Snede kirkegård og mange andre gravhøje, diger og voldsteder, mindesten og historiske krigsmindesmærker, der findes langs hærvejen; ja, vi fandt også frem til og besøgte flere hærvejskroer. Undervejs passerede vi alle de gamle hærvejsbroer, bl.a. Gejlå Bro, Immervad Bro, Poulskro Bro, broen over Kovtrup bæk og andre beskedne broer.


Overnatningen undervejs blev den billigst tænkelige. Vi forhørte os ved forekommende landmænd, når vi syntes, det var på tide at stoppe for den dag. Ikke en eneste gang kom vi til at betale for overnatning. Altid lykkedes det os at få logi på en landmands høloft, og det var et fortrinligt natteleje for os unge mennesker efter en lang dag på vandring. Flere morgener, når vi steg ned fra vort sovested og ville spise af den mad, vi havde med – måske suppleret med værtens friske mælk – blev vi i stedet inviteret ind i køkkenet og blev beværtet med den hjemlige morgenmad, mælk og havregryn, pålægsbrød og kaffe. Dertil fik vi en god snak med værterne om netop deres egn, og hvad vi endelig måtte hen og se på vor videre færd.


Hvad enten det er historisk interesse, ustyrlig eventyrlyst eller blot almindelig nysgerrighed, eller det er udslag af from kristelighed, så bliver vor tids moderne mennesker tilskyndet til at drage på pilgrimsfærd ad den gamle vej langs den jyske højderyg, og de kan som pilgrimme undervejs fundere over vejens skiftende funktioner som pilgrimsvej, hærvej, kongevej, stude- eller oksevej.

På turen ad Hærvejen indtager Jelling en særstilling. I sin bog ”Hærvejen” udtrykker Hugo Matthiessen det sådan: ”Navnet alene vækker et Mylder af Forestillinger, Gravhøjenes Opmarch over Terrainet taler om ældgammel Kultur, men mest af alt bidrager dog de to mægtige Jordsmonumenter ved Jelling Kirke og Gorms og Thyres prægtige Runestene til at fremhæve Stedets usædvanlige Betydning”. Runestenene i Jelling: Der er nok mange, der er af den opfattelse, at der kun er én Jellingsten, men der er faktisk to. Den mindste af dem er opført af Gorm den Gamle, som et minde over hans hustru Thyra. Den mest interessante og den mest omtalt er imidlertid den store Jellingsten. Den blev rejst af Harald Blåtand, som et minde om hans fader, Gorm den Gamle. Den bliver også kaldet for Danmarks dåbsattest pga. runeindskriften: ,,Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyrvi(Thyra), moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne”. Nærmere undersøgelser har vist, at den er udført i tre ombæringer. Informationen om Haralds kristning af danerne er altså blevet tilført på et lidt senere tidspunkt. Hvorvidt der er tale om at Harald var konge over hele Danmark er dog tvivlsomt. Der er snarere tale om at han har regeret over store dele af Jylland, måske endda hele Jylland. Jellingstenene er det største og mest betydningsfulde monument, der er bevaret fra vikingetiden.
Diskrimination før og nu


I det såkaldt liberale Danmark føres der en tilsyneladende endeløs debat, især om, hvordan muslimske kvinder må gå klædt. Bortset fra, at de fleste af de tilflyttede kvinder er muslimer, kommer de fra et kulturområde og med skikke, der i vid udstrækning kan minde om vores tilbage i 1930’erne eller før. Det ses både af de modne mænds, men især af kvindernes "gammeldags" måde at klæde sig på. Disse mennesker er af uransagelige årsager havnet her i Danmark. Men selv om vi berejste nordboere har været vidt omkring og har set, hvordan folk i fremmede, måske muslimske, lande arbejder, går klædt og gebærder sig, så er der mange danskere, som synes, at når disse mennesker har slået sig ned her, skal de også opføre sig og gå klædt lige som os.

Med hensyn til muslimske kvinders tørklæder, kan denne fremtoning jo minde om vore bedstemødres. Når vi på ferieturen kommer til Tunesien eller et andet muslimsk land er vi jo indstillet på at møde de lokale menneskers gevandter; det hører med til den ferie, vi har betalt for. Men når disse kvinders medsøstre går gammeldags klædt i Danmark, så protesterer vi og kalder kvindernes hovedbeklædning for et tegn på deres underkuelse. Samtidig glemmer vi, at det var den fremtoning, vore egne mødre eller bedstemødre havde et par generationer tilbage. Gennem Hans Kirk-filmen "Fiskerne" og "Matador"-serien oplevede de fleste danskere tidsbilleder fra den svundne, men ikke så fjerne fortid; her kunne vi se, hvordan den tids mennesker fandt det passende at være klædt, enten det var med tørklæde om hovedet eller med hat og stok. Sådan var jo den tids norm.

Som danskere skal vi i det hele taget være forsigtige med, hvordan vi fremturer med kritik og fordømmelse af indvandreres skikke, fremtoning og klædedragt. Vi moderne danskere benytter os ved højtidelige lejligheder af nedarvede og gammeldags skikke. Vi har alle overværet en kirkelig vielse; her begynder festen med, at bruden føres op ad kirkegulvet af sin fader. Denne tradition, som de fleste vel betragter som en smuk og romantisk del af det kirkelige bryllup, stammer faktisk fra en tid, hvor kvinden var mandens ejendom. Som uberørt jomfru har hun hidtil været i sin faders varetægt og under hans beskyttelse. Når faderen førte sin datter op ad kirkegulvet, var det for ved denne lejlighed og i fuld offentlighed at overdrage sin datter til en anden mand, som herefter tog hende i sin besiddelse; fremover var hun hans ejendom. Men ikke nok med det; ifølge det tidligere vielsesritual, hvor parterne slet ikke var ligeværdige, skulle kvinden svare ja til, at hun ville være sin mand underdanig.

Kirken har i det hele taget stået for kønsdiskriminering. Det gamle romanske kirkehus understregede denne diskriminering. Når folk skulle til gudstjeneste, skiltes mænd og kvinder. Kvinderne og pigerne gik ind ad kvindedøren ved langskibets nordside, og de satte sig i kirkens venstre side. Mændene og karlene gik ind ad mandsdøren ved kirkens sydside, og de satte sig i kirkens højre side. I vor tids kirker er den ene af dørene normalt muret til, og der er bygget et våbenhus uden for den anden dør, og inde i kirken sætter folk sig, hvor det behager en.

Ganske vist blev Danmark ved grundloven af 1849 et demokrati, men store grupper af Danmarks befolkning havde ikke stemmeret. De blev kaldt de 5 F'er: Fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige. I 1867 blev det tilladt kvindelige lærere at få ansættelse ved kommunale skoler. (1907 blev der dimitteret fire kvinder fra Nr. Nissum Seminarium). Fra 1875 fik kvinder adgang til at uddanne sig ved et universitet; men først ved en grundlovsændring i 1915 fik kvinder valgret og var valgbare til Folketinget. Nogle år forinden havde kvinder dog fået valgret til menighedsråd og til kommunale råd, hhv. i 1903 og 1908. Men først i 1948 fik kvinder ret til at blive præster i Folkekirken, og vi oplever stadig, at der fra forskellig side hersker tvivl om denne ret.

Alene svigtende hukommelse eller almindelig uvidenhed kan undskylde, at vi i Danmark tillader os at tale nedvurderende om andre landes diskrimination og kvindeundertrykkelse. De forbedringer og fremskridt, vi måske i dag tager som en naturlig ting, har været meget længe undervejs.

Misbrugt ytringsfrihed

Misbrugt ytringsfrihed

Et gammelt ordsprog lyder "Brændt barn skyer ilden"; har et barn blot én gang brændt sig på en tændt kogeplade, skal det nok holde fingrene væk en anden gang. Ordsproget gælder i hvert fald normalt begavede børn.


For et par år siden dummede et dansk dagblad sig ved i ytringsfrihedens hellige navn at bringe nogle nedgørende tegninger af profeten Muhammed. Dumheden var ikke bare til skade for tegningernes ophavsmand og hans morgenavis, men blev til stor skade for Danmark, fordi muslimske lande i stor stil afviste danske varer, især mejeriprodukter. Den misbrugte ytringsfrihed kom til at skade Danmarks omdømme i det meste af den muslimske verden, ligesom mange danske virksomheder blev skadet med afskedigelse af medarbejdere til følge.

Med mere eller mindre klodset diplomati, politiske undskyldninger og indrømmelser kantede statsministeren og hans svende sig igennem med skindet på næsen og de brændte fingre. Den største virkning havde formentlig tidens virkning på dumhedens brandsår.


Her skulle man så gå ud fra, at sandheden i ordsproget "Brændt barn skyr ilden" blev efterlevet, sådan som det gælder normalt begavede børn. Men hvad har vi netop været vidne til, i Danmark og i den muslimske verden? På den omtrentlige to-årsdag for misbrugen af ytringsfriheden fandt et større antal danske dagblade det på sin plads at gentage dumheden – og brændte fingrene én gang til; nogle dagblade gjorde det efter sigende i solidariske med de andre – som om det gjorde dumheden mindre.

Følgerne er ikke udeblevet. Fordi nogle har misforstået begrebet ytringsfrihed som en ytringspligt, koste hvad det vil, og lige meget hvem det så end går ud over, er Danmark endt i en lignende suppedas som for to år siden. Tegneren har siden måttet leve i det skjulte. Man kan jo her sige, at hans situation er lige så selvforskyldt som en parkeringsbøde, men at danske varer igen er blevet fjernet fra hylderne i fødevareforretningerne i mange muslimske lande, er ikke selvforskyldt for de danskere, der – i hvert fald for en tid – mister deres arbejde.


En af de forfærdeligste følger af danskeres misbrug af ytringsfrihed, jeg har hørt om, er sket ude i Pakistan. Som i så mange andre muslimske lande har imamerne i Pakistan haft held til at hidse befolkningen op mod Danmark og mod alt det, der kommer herfra. Men i det overvejende muslimske land er der en minoritet af kristne, vist ca. 2 procent af befolkningen. I almindelighed frister denne kristne minoritet en ussel tilværelse, fordi muslimer opfatter kristne som mennesker, der sympatiserer med vesterlændinge. Når derfor alle muslimske pakistanere bliver hidset op til at hade alt det, der er dansk, kommer dette had til at gå ud over deres kristne landsmænd. Mange kristne kirker bliver brændt ned. De kristne mister deres arbejde, tør knap nok vise sig uden for deres hjem og har derfor vanskeligt ved at skaffe de daglige fornødenheder. Situationen for disse uskyldige kristne pakistaneres er altså mere eller mindre et resultat af, at nogle danskere har forvekslet ytringsfrihed med ytringspligt.


Det er væsentligt, at vi holder fast ved vor grundlovssikrede ret til at ytre os. Men intet menneske har større frihed og ret, end han eller hun har ansvar til. Hvori ligger rimeligheden i, at jeg ytrer mig, hvis jeg derigennem gør andre kede af det eller endog skader andre. De mange skræmmende resultater af misforstået og overdrevet ytringstrang er til at få øje på. Efter min mening er det på tide, at visse åbenmundede og geskæftige bladmennesker m.fl. lærte af det anførte ordsprog og bl.a. ville forstå, at ytringsfrihed i sig indebærer muligheden for at holde mund.

FORÆLDRE HAR ANSVAR

Forældreansvar

Forældres ansvar spænder vidt. Men det må jo kaldes et ansvar efter eget valg. Lige fra et barn er planlagt og videre frem. For eksempel ønsker de fleste danske forældre, at deres børn bliver døbt, mens de er spæde. Det kan ske ud fra forældrenes absolutte overbevisning, eller det sker blot efter, hvad der er skik og brug. Men forudsætningen må være, at forældrene selv er kristne, vil leve som kristne og oplære deres børn til at være kristne. Det er som bekendt barnets far eller mor eller et andet voksent kristenmenneske, der svarer på barnets vegne. Det forpligter. Den voksnes svar på barnets vegne er den voksnes højtidelige løfte og garanti for, at barnet får en kristen opvækst. Så langt så godt.

Med hensyn til forældrenes kristelige opdragelse af deres børn, findes der næppe noget bedre råd end at bede sammen med børnene og at synge med dem. Det hele befordrer en fælles tryghed, og børnene erfarer, at nok er far og mor stærke voksne, som gør alt godt for dem, men der er en større guddommelig magt, som både børn og voksne kan hente hjælp hos. Befordrende for den kristelige opdragelse vil det også være, at forældrene fra børnenes tidlige alder tager dem med i kirke om søndagen; her oplever hele familien fællesskabet med andre kristne, mens de hører evangeliets ord og synger salmerne.

Man hører ind imellem – eller desværre alt for ofte – at børn tyranniserer deres forældre. Spørgsmålet er, hvordan det kan forholde sig sådan, og at det er kommet dertil. Min formodning er, at forældre – måske på grund af travlhed, eller fordi forældrene vil være åh så kærlige ved deres børn – finder det bekvemt og lettest at være eftergivende over for børnene; derfra er der ikke langt til, at det er børnene, der er de bestemmende i hjemmet. Det engelske ord for at forkæle hedder spoil, hvilket oversat til dansk betyder ødelægge.

Det er min erfaring – både som far til fire (plus efterhånden ni børnebørn), som lærer for små og store børn i folkeskolen og for de ældre årgange i efterskolen samt som spejderleder – at børn må oplæres til at tage ansvar for egne handlinger. Fra de er små, skal børnene kende grænser i deres liv og for deres opførsel. De skal populært sagt have "en mur at spille bold op imod". Det kan både betyde trygge rammer at leve under og grænser for uhensigtsmæssig udfoldelse. En pige på efterskole var kommet ud i "noget skidt", men var kommet på ret køl igen; hun sagde bebrejdende til sin mor: "Mor, hvorfor satte I ingen grænser!" Hvis ikke forældre ret tidligt sætter grænser for børnenes adfærd, får de jo ingen fornemmelse af, hvad der er ret og uret. Hvis skolen overtager børn, der ikke forinden har fået den nødvendige opdragelse, begynder børnenes skolegang jo med problemer.

Ansvaret vedrørende børns tidlige opdragelse er ubetinget alene forældrenes. Men lige fra skolestart og så længe skoletiden varer, må der samtidig være et passende samarbejde mellem hjem og skole. Nogle af forældrene til et hold børn, som jeg var klasselærer for, beklagede sig over, at derers børn var så krævende, både med hensyn til tøj, legetøj, fødselsdagsgaver, lommepenge og andre ting; børnene påstod, at det eller det måtte de andre børn. Forældrene var tydeligvis under pres fra egne børn. Jeg foreslog forældrene – det var mest mødrene – at de skulle gå sammen og snakke om sagerne og først og fremmest få sat nogle fælles normer og grænser for deres børns krav og forventninger. Det fik en vis virkning – et stykke tid i hvert fald.

Såfremt forældre holder af deres børn, giver de dem opgaver og ansvar efter alder og evner samtidig med, at de sætter grænser for deres gøren og laden. Et hjems trygge fællesskab afhænger ikke så meget af hjemmets økonomiske formåen, men må bygge på, at alle inddrages som en del i fællesskabet. En vel fungerende familie er at sammenligne med en god spejderpatrulje eller et godt gruppearbejde.

Alle familiens medlemmer, nitten personer i alt, samlet til julegilde i Aalborg julen 2006
Rummelighed i Folkekirken

Folkekirkelig rummelighed

Vi besynger gerne folkekirkens rummelighed, og det er der også grund til at synge om og takke for, så langt og så længe som rummeligheden respekterer det, som er kristendommens egentlige indhold og væsen, og så længe de forskellige mennesker og retninger, som vil rummes af folkekirken, respekterer hinanden. Kristeligt set må det betragtes som et stort gode, at så mange kan og vil samles under den folkekirkelige paraply. I en salme (DDS nr. 384) lader N. F. S. Grundtvig os synge:

Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne,
men på ham, os har skabt og frelst og fører på det jævne,
og så på alt, hvad sandheds Ånd
os leder til med kærlig hånd,
alt efter hjertets evne.

Vi kan altså ikke tale om rummelighed, uden at vi må tænke os en eller anden form for "rum", et hjemsted, et fællesskab, der har nogle mere eller mindre veldefinerede grænser. I det anførte salmevers af Grundtvig afstikkes nogle grænser, som er til selvvurdering, og som den enkelte derfor må tage bestik efter. En anden form for grænse for rummelighed har noget med respekt at gøre. Begrebet respekt kan kun eksistere og har kun mening, dersom den er gensidig.

Hvis en person eller en gruppe af personer mener at sidde inde med den absolutte kristne sandhed, har samme gruppe derved enten lukket andre ude af fællesskabet, eller også har den valgt, at den ikke hører hjemme i fællesskabet. Det kan eksempelvis godt være, at Jehovas Vidner vil tilslutte sig mange af de kristne sandheder, Grundtvig nævner i sit vers, men hvis sekten hævder at være alene om at vide, hvad sand kristendom er, at man skal tilslutte sig denne sekt for at opnå frelse, og at man ikke kan blive frelst, hvis man står uden for sekten, så har i hvert fald Jehovas Vidner lukket sig ude af det folkekirkelige fællesskab.

Hvis en præst eller flere, der har ladet sig ansætte i det store folkekirkelige fællesskab og i øvrigt er gået ind under de betingelser, en sådan ansættelse indebærer, bl.a. ved at ville respektere præsteløftets ånd og ord, men vover at fremture med synspunkter, der direkte strider mod den kristne lære eller endog vover at påstå, at han ikke tror på Gud, så er der grund til at spørge, om ikke de folkekirkelige rammer er sprængt, fordi rummeligheden er misbrugt på fællesskabets bekostning.

Hvis den gruppe af præster, der både kalder sig højreorienterede og bibeltro, påstår – under henvisning til visse skriftsteder af Paulus – at kun mænd kan være præster i folkekirken og derfor afviser samarbejde med og i visse tilfælde modarbejder kvindelige præster og direkte chikanerer dem og på skoledrenge manér mobber dem, har de udvist en adfærd, der ikke hører hjemme blandt velopdragne mennesker og da slet ikke i kristelig sammenhæng. I stedet burde de samme mænd læse og respektere Gal. 3,28: "Her er ikke jøde eller græker; her er ikke træl eller fri; her er ikke mand og kvinde; thi alle er én i Kristus Jesus." Eller hvad med Fil 2,5: "Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus"; så ville rummeligheden i folkekirken vinde i styrke gennem enighed.

I de tilfælde, hvor mandlige præster direkte har chikaneret og mobbet kvindelige kolleger, må det spørgsmål stilles, om de pågældende mænd overhovedet er egnede til at fungere i nogen kirke som forkyndere. Det synes åbenbart, at hvis de påtænker at forblive i folkekirken, snarere burde pålægges orlov målrettet på behandling vedrørende lovlig og almindelig høvisk opførsel.

Kvinder fik i 1875 tilladelse til at studere ved universitetet. Men det betød ikke, at de uden videre gled ind i de stillinger, en universitetseksamen gav mænd adgang til Med loven om lige adgang til stillinger i det offentlige i 1921 åbnedes de fleste døre for kvinder. Præsteembedet blev imidlertid sammen med militære embeder undtaget, og der skulle gå 25 år, før kirken kapitulerede for kravet om kvindelige præster I 1946 indstillede valgmenighedskirken i Nørre Ørslev cand.theol. Johanne Andersen. Kirkeministeriet afviste indstillingen, men menigheden holdt på sit, og Johanne Andersen begyndte som hjælpepræst. I 1947 vedtog rigsdagen loven om kvinders adgang til præsteembeder, og Johanne Andersen blev præsteviet i 1948 sammen med Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen
GENFORENINGSKLOKKER I SØNDERJYLLAND

Sønderjyske genforeningsklokker

Grænselandets historie er i en nøddeskal Danmarks historie. Den skæbne, som overgik Sønderjylland, fik konsekvenser for hele nationen, og de tab, som Sønderjylland led, var hele Danmarks tab. Min livslange interesse for Grænselandet og dets historie har inspireret mig til at sammenstykke den her foreliggende beretning om de mange sønderjyske kirker, som gennem tvangsaflevering af sine kirkeklokker fik skæbnens ugunst at føle. Beretningen må betragtes som en lille niche i Sønderjyllands historie i almindelighed og som et beskedent supplement til landsdelens kirkehistorie i særdeleshed.

Resultatet af krigen i 1864 blev, at Danmark måtte afstå hele hertugdømmet Slesvig til Tyskland. Fremmedherredømmet kom til at vare i 56 år frem til 1920. Det betød, at under Verdenskrigen 1914 –18 var både Nord- og Sydslesvig at betragte som dele af Tyskland. Under den krig udskrev den tyske stat en klokkeskat, som pålagde de sønderjyske sogne på lige fod med kirkesognene i det egentlige Tyskland tvangsaflevering af kirkeklokker, i den hensigt at omstøbe dem til kanoner. Et kirkesogn måtte kun beholde én klokke. Hvad man havde derudover skulle afleveres til den tyske våbenindustri. Kun ganske få sogne slap for tvangsafleveringen; det skete i ganske få tilfælde, hvor en kirkes klokke var af særlig høj kvalitet og historisk værdi.

Efter genforeningen i 1920 donerede Krigsministeriet i alt 60 gamle malmkanoner til støbning af klokker til de sønderjyske kirker, som havde tvangsafleveret klokker. Disse kanoner var nemlig for en stor del støbt af materiale fra kirkeklokker, inddraget ved klokkeskatten 1528 og 1602. Genforeningsklokkerne var at betragte som en gave fra det danske folk, idet der oprettedes "Nationalfondet af 1918 til Anskaffelse af Kirkeklokker i Sønderjylland".

Klokkerne blev naturligvis taknemligt modtaget i de sønderjyske sogne. På én og samme søndag efter påske i 1921 blev alle de genforeningsklokker, som på det tidspunkt var overdraget, indviet på højtidelig vis, sandsynligvis med oplæsning af det gavebrev, der fulgte med hver klokke, som en kirke fik overdraget. Dette gavebrev sluttede med ordene:  

»Naar da Klokken atter lyder over det ved Troskabens og Kærlighedens Kraft genvundne Land,

ligger deri den Bøn, at Frelsens Ord paa Folkets Maal maa være og vokse, mens Malmen har Mæle.

Juni 1921. Nationalfondet af 1918 til Anskaffelse af Kirkeklokker i Sønderjylland".

Ernestine Nyrop (1888-1975) tegnede udsmykning til de to genforeningsklokker i Emmerlev Kirke i Sønderjylland og hun arbejdede i de følgende år bl.a. med kirkerestaureringer i landsdelen. 

Et meget stort antal af genforeningsklokkerne – 44 i alt - blev støbt af De Smithske Jernstøberier i Aalborg.

Man kan godt undre sig over, at så mange klokker blev støbt i Aalborg, for der fandtes mange andre klokkestøbere i Danmark. Men sandsynligvis havde støberiet i Aalborg erfaring i netop klokkestøbning, og det var formodentlig samtidig enklere for Krigsministeriet at få transporteret alle de donerede 60 gamle malmkanoner til ét støberi og ikke til flere forskellige. 

Et meget stort antal af genforeningsklokkerne – 44 i alt - blev støbt af De Smithske Jernstøberier i Aalborg. Man kan godt undre sig over, at så mange klokker blev støbt i Aalborg, for der fandtes mange andre klokkestøbere i Danmark. Men sandsynligvis havde støberiet i Aalborg erfaring i netop klokkestøbning, og det var formodentlig samtidig enklere for Krigsministeriet at få transporteret alle de donerede 60 gamle malmkanoner til ét støberi og ikke til flere forskellige.
Børnearbejde - også i Danmark

Børnearbejde har der altid været

En artikel i dagens avis berettede i forargede vendinger om børnearbejde i Usbekistan, hvor børn helt ned til ni års alderen sendes på arbejde for at plukke bomuld. Især gik forargelsen ud over den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz, som sælger tøj af bomuld, som er plukket af børn. Den anførte forargelse har jeg vanskeligt ved at følge.

Når der er tale om børn og deres opvækst, så har det til alle tider været sådan, at børn tager ved lære af de voksne og ældre søskende og andre, der er ældre end dem selv. Børn lærer af de eksempler, de oplever omkring sig. Denne oplæring komme helt af sig selv, for alle naturlige børn elsker at efterligne; det er faktisk som en leg, og det er det naturligste i verden. Ja, selv den rene leg er ofte at lege voksne. Men det er samtidig en leg, der er med til at føre barnet over i den mere pligtfyldte voksenalder.

For få årtier siden var der her til lands – især på landet – et sådant behov for og udbredt brug for børns arbejde, at skolernes timeplan for sommer og vinter var tilpasset dertil. Om sommeren gik de store børn kun i skole en enkelt dag om ugen, hvis der overhovedet var tale skolegang om sommeren. De store børn skulle hjælpe ved landbruget derhjemme eller hos fremmede. Jeg kender navnene på mange i vort land, som er nået helt til tops i samfundet, enten som ministre, professorer eller videnskabsfolk, selv om de har haft deres tidlige skolegang under de nævnte vilkår.

Noget anderledes var forholdene i byerne. Her var i hvert fald skolegangen ens sommer og vinter. Men alligevel havde temmelig mange børn arbejde efter skoletid. Mens halvstore skolepiger kunne være i tjeneste som barnepige hos travle mødre, var der rigtig mange drenge, der cyklede rundt som bydrenge hos kvarterets købmand eller slagter. Selv var jeg fra 10-års alderen arbejdsdreng hos en gartner; senere var jeg som så mange andre – mest drenge – et par år avisbud. Gennem dette selvstændige arbejde skaffede disse piger og drenge sig deres egne indtjente lommepenge. Som børn var de samtidig med til at bidrage til hjemmets økonomi. Ikke mindst dette var forbundet med både stolthed og ansvar.

Alene svigtende hukommelse eller almindelig uvidenhed kan begrunde, at vi i Danmark tillader os at tale nedvurderende om andre landes anvendelse af børnearbejde. Som her i landet for et halvt århundrede siden har de fleste lande i det, vi kalder den tredje verden, altså den fattigste del af verden, absolut brug for og behov for, at børnene arbejder med opgaver, som de kan magte, enten det er ved hjemmets bedrift af landbrug eller andet, plukning af bomuld, alskens markarbejde, knytning af tæpper eller samling af elementer i forældrenes hjemmeindustri. Alle former for børnearbejde hører med til de pågældende landes selvfølgelige samfundskultur og grundlag. Børnene bliver gennem deres arbejde oplært i færdigheder, som de som voksne skal ernære sig ved. For hele samfundets skyld er børnenes arbejde lige så nødvendigt som de voksnes. Dette faktum kan vi i den rige del af verden ikke rokke ret meget ved, og spørgsmålet er endda, om det er vor opgave. Ligesom vi i Danmark i den forgangne tid har gennemlevet en kolossal ændring i vort samfund, vil vi forventeligt, og efterhånden som flere tekniske hjælpemidler vinder udbredelse, se disse samfund gennemleve en forandring i lighed med vores.

Hvis vi imidlertid i misforstået modvilje mod børnearbejde ikke ville aftage produkter fra lande, som anvender børn på arbejdsmarkedet, ville vi gøre os medskyldige i at ødelægge disse landes levedygtighed. Men hvad er vort alternativ? Vi kunne naturligvis vælge kun at købe de dyre produkter, som bliver fremstillet af højtlønnede voksne. Men det gør vi jo ikke. Alle større firmaer inden for alle brancher får alle eller dele af deres produkter fremstillet i Østen, hvor arbejdskraften er billig, herunder børnenes. De naturlige markedskræfter styrer vore køb, både af billigt fremstillet tøj fra Thailand samt mobiltelefoner og it-produkter fra Indien. Når vi eksempelvis allerhjertens gerne vil købe og gå i det billige bomuldstøj, hvis råmateriale måske er plukket af børn i Usbekistan eller andre steder, så skal vi lade være med at brokke os over, at de og de lande gør brug af børnearbejde. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Efterårsferien hed oprindeligt kartoffelferien, fordi børnene på landet skulle have fri fra skole, så de kunne tage del i kartoffeloptagningen. På de større gårde havde man en heste- eller traktortrukket maskinel anordning, der løsnede kartoflerne og spredte dem hen over jorden. Herefter kom børnene to og to - hvert par med en stor kurv imellem sig - og samlede kartoflerne op. Efterhånden som kurven var fuld, blev den tømt over i det, der efterhånden blev til en kartoffelkule. Her kunne kartoflerne overdækkes og opbevares i den kommende vinterkulde. På de mindre gårde havde man ingen maskine til kartoffeloptagningen; her løsnede man blot jorden omkring kartoffeltoppen med en greb, og børn og voksne kravlede på deres knæ og samlede kartoflerne op og smed dem hen i en kurv foran. Efterhånden som kurven var fuld, blev den båret hen til kartoffelkulen. Når kartoffelhøsten var overstået, beskyttede man kartoflerne mod vinterkulden ved at overdække dem med et godt lag halm og et tykt lag muld øverst.
SAMARBEJDSPOLITIK

Samarbejdspolitikken var den bedste i tiden

Danmarks statsminister, Anders Fogh Rasmussen, bragte sig i fokus ved på Søværnets Officersskole at holde en tale på 60 årsdagen for folkeopstanden mod den tyske besættelsesmagt den 29. august 1943. I sin tale vovede statsministeren den påstand, at "samarbejdspolitikken var et moralsk svigt". Dagen og opstanden dengang blev anledningen til, at den dansk-tyske samarbejdsaftale ophørte således, at Danmark fra da af ikke havde nogen reel regering, men blev styret som en tysk vasalstat. Den tilstand varede frem til befrielsen den 4. maj 1945.

Allerede i morgentimerne den 9. april 1940 udsendte regeringen en henvendelse til befolkningen, hvori det bl.a. hed: "Den danske regering . . opfordrer befolkningen til rolig og behersket holdning, . . og loyal optræden må udvises over for alle, som har en myndighed at udøve." Kong Christian X føjede sin personlige henvendelse til: "Under disse for vort fædreland så alvorlige forhold opfordrer jeg alle i by og på land at udvise en fuldt ud korrekt og værdig optræden. Gud bevare Dem alle. Gud bevare Danmark." Disse afbalancerede formuleringer blev formentlig afgørende for, at den danske befolkning som helhed kom så lempeligt gennem besættelsestiden, som vi gjorde.

På trods af myndighedernes politisk korrekte henstilling var der mange, der ud fra forskellige politiske, nationale og personlige indstilling, der ikke stiltiende ville tolerere Tysklands krænkelse af dansk suverænitet På det folkelige plan samledes man over hele landet til alsangsstævner og gav på den måde udtryk for dansk fællesskab. På det intellektuelle og højskoleprægede plan samledes man til gedigne foredragsaftener om danskhed med bl.a. professor Hal Koch, præsten og forfatteren Kaj Munk. Enhver véd, hvordan det gik sidstnævnte. Med livet som indsats gik talrige modstandsgrupper mere konkret til værks. Mange var aktive modstandsfolk ud fra et ægte dansk ståsted, fordi de ville forsvare Danmark mod det nazistiske overgreb. Andre var modstandsfolk ud fra et politisk, især kommunistisk synspunkt og så modstandskampen som en art guerillakrig mod nazismen. I mange tilfælde var de to synspunkter repræsenteret i samme modstandsgruppe. Danmark har høstet stor ære af, at så mange gode danske mænd var villige til at sætte livet på spil for alle os andre.

Men samtidig måtte det officielle Danmark holde lav profil over for besættelsesmagten, for på trods af forholdene skulle det danske samfund fungere. Fra besættelsens start kunne danske eksportvarer ikke afsættes til de sædvanlige markeder. Men da Tyskland havde brug for rigtig mange fødevarer, blev der åbnet mulighed for afsætning dertil. Det hjalp også på arbejdsløsheden, at besættelsesmagten rundt omkring i Danmark skulle anlægge betonveje, bunkere og andre befæstningsanlæg. Anbefalet af samarbejdsregeringen blev danske arbejdsløse også sendt til Tyskland, hvor der var stor mangel på arbejdskraft. Almindelige danske forretninger nød godt af besættelsesmagtens tilstedeværelse, og danske skibsværfter og mange andre arbejdspladser havde fordel af bl.a. reparation af tyske marinefartøjer, køretøjer og andet. Efter befrielsen blev imidlertid i mange tilfælde det arbejde, som af myndighederne var blevet pålagt at udføre for tyskerne, omtalt som landsskadelig virksomhed. Retsopgøret efter besættelsestiden har næppe i alle tilfælde kunnet tåle efterprøvelse. Skandaløst gik det bl.a. ud over de unge piger, hvis "landsskadelige handling" bestod i at have plejet omgang med tyske soldater. Disse "feltmadrasser" fik i dagene efter befrielsen en yderst krænkende og uværdig behandling af gadepøbelen uden at ansvarlige mennesker og myndigheder greb ind. De, der udsatte pigerne for den skamløse behandling, opførte sig mere landsskadeligt end pigerne. Lige så stor hæder og ære, Danmark høstede af frihedskæmperne og deres indsats, lige så stor skam hviler over den mishandling, de unge piger blev udsat for.

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (født 1953) på 60 årsdagen for folkeopstanden den 29. august 1943 i sin tale vovede den påstand, at "samarbejdspolitikken var et moralsk svigt", må det stå for hans egen regning. Jeg er overbevist om, at datidens ansvarlige danske ministre handlede ud fra de muligheder, der var til stede. Havde disse politikere ikke været forhandlingsdygtige over for den tyske besættelsesmagt, havde denne formodentlig taget styret i landet ret hurtigt efter 9. april 1940. På pragmatisk vis lykkedes det politikerne og deres embedsmænd at styre Danmark gennem besættelsestidens minefelt. Det skal de ikke have utak for. Uden dem kunne det have gået grueligt galt for forsvarsløse Danmark.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side