Enkeltpersoner og grupper
Niels Erik Vangsted

Drabet på Niels Erik Vangsted og hans begravelse

Natten mellem den 17. og 18. august 1943 fandt der en våbennedkastning sted ved Madum Sø i Rold skov. På vej hjem blev frihedskæmperne stoppet af tyskerne ved skovfogedstedet Hollandshus. Bankassistenten Niels Erik Vangsted blev skudt og ingeniør Poul Edwin Kjær Sørensen blev taget til fange. Han blev dødsdømt og henrettet ti dage senere. Tyskerne havde forbudt demonstrationer i forbindelse med Vangsteds begravelse, og kun 50 personer måtte deltage. Det gik imidlertid meget anderledes. Tusinder af mennesker strømmede til og defilerede forbi Vangsteds grav.

Det hele endte i kampe mod besættelsesmagten, der brutalt nedkæmpede demonstrationerne. Hos blomsterhandlere overalt i Aalborg lå der kransebånd fra alle dem, der havde villet vise Vangsted den sidste ære. På et af kransebåndene stod R.A.F., og tyskerne rasede; de troede naturligvis, det var en hilsen fra "Royal Air Force". Trods al sorgen morede danskerne sig, for R.A.F. stod for "Rørdals Arbejdere og Funktionærer". Dagen efter begravelsen blev en cementarbejder dræbt af tyskerne, og kun en time senere var der generalstrejke i Aalborg.

De voldsomme hændelser i Aalborg, "augustoprøret" blev medvirkende til, at den tyske øverstkommanderende general von Hanneken indførte militær undtagelsestilstand i Danmark; hvad der var tilbage af den danske hær og flåde blevinterneret. Fra da af var det tyskerne, der regerede i Danmark.



Øjenvidneberegtning op til Niels Erik Vangsteds begravelse:


Aalborg den 26. 8. 43

Kære Musse.
Aller først mange tak for Brevet, nu tro jeg nok at jeg er bedre tilpas med Pladsen, jeg skulde have 82 Kr., men jeg fik 90 Kr og saa sagde han at det altid kunne stige, saa den er jo fin, det gaa ogsaa fin med at komme op Klokke 4, men nu maa jeg først møde Klokken 6, for der er bleven Balade. Vi skal være inde fra Klokken 8 Aften til 6 Morgen. Der blev Balade i Mandag eftermiddag, da skulde der være Begravelse over en ung Mand som var bleven Skut, men saa begravede di ham om Mornen Kl. 8 istedet for, saa om Eftermedagen samles hele Befolkningen ude ved Kilden, saa snart der kom nogle tyske Biler smed di bare Sten paa Bilerne. Senere stillede di an fra Fortovet saa du kan tro at der var skæg i Byen.
Saa kom der en Pige og en Soldat, saa sprang der nogle hen og rev Tøjet af hende saa der var næsten ingen Ting tilbage, men saa kom det alvorlige, den Tyske Magt Rykede ud og begyndte at Skyde paa Folk, saa kan du tro vi fik travlt, det var altsaa i Mandags da blev der Dræbt 2 og Saarede var der mindst 40.
Svend og mig stod nede i Gangen saa Skød di ude fra Hjørnet og ramte Vinduet ved Bager Larsen, der kom to som skulde ud, de blev ramt bege to og maate i Ambulanse paa Sygehuset og lille Benny fik en lille Rift, saa kom Tirsdagen da blev Tyskene holt inde saa kan du tro der var Balade alle di som har hanlet med Tyskerne deres Vinduer blev knust med store Sten og mange stede tog folk hvad der var i Vinduerne, jeg var med ude og se paa naar di knalde løs men naar di saa var færdie kom Politibilerne saa maate vi løbe alt hvad man kunde.
Her i Reberbanegade var der en Frugt Forretning, hvor di slog bege Vinduer ud og smed Æbler og Pere og Blommer i kasse vis ud paa Gaden, saa om Aftenen altsaa Tirsdag skulde der være stor møde ude i det Frie, der var 30 Tusin Mennesker saa da vi skulde hjem kom der paa Vesterbro en Tysk Bil den var der nogle de Væltede Bilen saa kom Tyskene igen og begynte af Skyde løs, der blev Dræbt 3 og Saaret 20, nu er der altsaa Strejke i Alborg, alle Foretninge er Loket der er kun nogle faa der har aaben let om formidage, vi Bager inu men om vi skal blive ved ved jeg ikke inu, saa jeg tro det pase meget godt at du ikke komme før den Første men saa er det nok ogsaa ovre men det har ellers været Spændende kan du tro.
Du maa altsaa undskylde mig for at jeg ikke har skrevet for jeg ikke kunde faa noget Papir men naar du kommer til den første kan du jo selv faa noget at se. Nu ikke mere denne gang til slut mange Hilsener. Skriv snart til mig lille Skat. (jeg skrive ingen navn den gang)

(Retskrivningen er tidens og forekommende stavefejl er afsenderens)

Niels Erik Vangsted og syv andre frihedskæmpere blev i løbet af besættelsestiden begravet fra Ansgarskirken i Aalborg. I kirkens våbenhus er opsat en mindetavle med deres navne.
Churchill-klubben i Aalborg

Churchill-Klubben

En gruppe elever fra Aalborg Katedralskole i alderen fra 14 til 17 år samt nogle får lidt ældre unge mænd dannede en sabotagegruppe. Fordi "det jo bare var en flok drenge", blev de ikke opfattet som en egentlig sabotagegruppe. Men værdien af deres indsats mod tyskerne fik moralsk en overordentlig stor betydning. Kunne sådan en flok drenge i Aalborg gøre modstand og skade tyskerne, så kunne man ikke være bekendt ikke at følge efter. Gruppen tilegnede sig våben ved ran fra tyske soldater og indledte en række sabotager.


De fleste af de omkring tyve elever blev arresteret i april 1942. Men selv om de sad fængslet i Aalborg arrest, lykkedes det dem at fortsætte deres private krig fra fængslet. De havde nemlig fået indsmuglet en nedstrygerklinge, og med den skaffede de sig vej til uopdaget at forlade fængslet om natten og genoptage deres sabotage, højt hævet over al mistanke, indtil de en nat blev pågrebet. Churchill-Klubbens handlinger og synspunkter i forhør – Når de ældre ikke vil fortage sig noget, må vi" – blev kendt viden om, og de blev et lysende eksempel for oprettelse af modstandsgrupper over hele landet.


Ja, ovre i Amerika blev der lavet en tegneserie om dem og deres bedrifter, den blev kaldt "The Boy Saboteurs". Det var modigt af disse drenge at sætte sig op mod besættelsesmagten, men følgerne udeblev heller ikke. De ældste i klubben, Knud Hornbo, Alf Houlborg og Knud Pedersen, blev idømt strenge fængselsstraffe på 10 og 15 år til afsoning i tysk fængsel. De øvrige blev idømt ret strenge straffe fra 1 til 5 års fængsel. De længste straffe blev naturligvis aldrig udstået. Så snart tyskerne havde kapituleret, blev Churchill-Klubbens medlemmer – ligesom andre frihedskæmpere – hyldet som helte.


De arresterede medlemmer af Churchill-klubben fotograferet, mens de var indsat i Aalborg Arrest
Herman Møller Boye

Herman Møller Boye

Herman M. Boye var født 5. juli 1913 og blev henrettet ved skydning 12. juni 1944. Begravet i Ryvangen. Mindeplade er bl. a. opsat på Nr. Nissum Seminarium.

Hrman M. Boye dimitteredes fra Nr. Nissum Seminarium i 1935 og virkede indtil sin arrestation ved Sankt Jørgens Skole i Sønderborg. I særlig grad var Herman Boye personligt og af indre drift engageret i sang og musik; bl.a. tog han initiativ til og ledede skolens kor. Når han skrev i børnenes poesibøger, skrev han tankevækkende ordsproget: "Se indad! Inde i dig selv er enKilde til det Gode; den kan altid vælde frem, hvis du altid graver". Den indstilling passede også på ham selv. En ven sagde om ham: "Boye betragtede sig aldrig som færdig, altid på vej. Der var noget af en Natanael-natur over ham: en mand uden svig". Herman Boye blev tilsluttet en sabotagegruppe i Sønderborg, tilskyndet af en ældre kollega på skolen, Arne Petersen. Gruppen gennemførte nogle lokale sabotagehandlimger. Den 28. febr. 1944 blev blev Herman M. Boye anholdt af Gestapo, angiveligt efter et vink fra kollegaen Arne Petersen. Boye blev overført til Vestre Fængsel den 13/4 1944, blev stillet for en krigsret og dømt til døden; han blev henrettet den 12/6 1944 som led i en tysk gengældelse for sabotage mod Svendborg Skibsværft. I Vestre Fængsel tilbragte Boye sine sidste dage med at snitte legetøjsskibe, spille skak og komponere en børnesang; men frem for alt skrev han det afskedsbrev, som er gengivet herunder.


Afskedsbrev fra Herman M. Boye:

"Vestre Fængsel, 11.6.1944 Kl. 3. Mine kære og bedste Venner!
Naar I faar dette Brev, har jeg forladt denne Sorgens og Ondskabens, Glædens og Godhedens Bolig, de levendes Rige og er gaaet ind i Evigheden. 9. ds. blev jeg dømt til Døden af SS-Politiretten i København. For 4 Timer siden fik jeg at vide, at Benaadningen var afslaaet, og at jeg skal skydes Kl. 5 Morgen, d.v.s. om 2 Timer.

Jeg ved, det vil ramme jer haardt, og det gør mig ondt for jer, som bliver tilbage. For mit Vedkommende er jeg jo snart fri for alle Bekymringer. Som jeg skrev til min Mor og mine Søskende: Tænk paa, naar I sørger, sørger I over jeres Savn, ikke over mig . .

Jeg tror paa den Gud, som har skabt det uendelige Rum, som har fyldt det med Kloder, hvis Gang, han styrer, som har fyldt vor Klode med det største af alle Undere: Livet. Og jeg tror paa, at denne Gud har indrettet alt på bedste Maade, og jeg overlader ham at anvise mig en Plads i Evigheden.

Det er vel efterhaanden rygtedes, at jeg har været med ved Sabotagen hos John. Jeg tilstod Langfredag, og du Børge, kom hjem næste Formiddag. Eller svar maaske Hr. og Fru B. sat fast, og de er jo ganske uskyldige. Naar jeg tilstod, skyldes det ogsaa, at Forholdene dengang var saa rolige. I øvrigt vidste det tyske Politi alt.

Men vi maa gaa ud fra, at der ikke sker noget, der ikke maa ske, og at det altsaa ikke kunne være anderledes. Send mig en venlig Tanke engang imellem, men gaa ikke rundt og sørg. I tilhører endnu Livet. Overfor Døden bliver alt saa

betydningsløst. Derfor: Hils alle Kolleger ved Skolen og mine bekendte i øvrigt. Hils ogsaa min Klasse og sig, jeg haaber, de bliver stærke danske Mænd og Kvinder. Og saa en sidste Hilsen fra jeres Ven Herman".


Efter krigen kom det for dagen, at det var kollegaen Arne Petersen, der forrådte Boye og hans gruppe, den selvsamme, lidt ældre kollega, der i sin tid opfordrede Boye til at træde ind i sabotagearbejdet. Arne Petersen var allerede før besættelsen i nazisternes sold som "Stimmungsberichter. Fra 1943 var han "Vertrauensmann", dvs. stikker for den tyske sikkerhedstjeneste med fast månedsløn på 400 kr + bonus i særlige tilfælde. En likvideringsgruppe under ledelse af modstandspræsten Harald Sandbæk blev "sat på" A.P., men tilfældigheder gjorde, at han undslap likvidering. Efter krigen blev AP dog indhentet af sin skæbne; den 6. maj 1945 blev han anholdt, og de følgende forhør oprullede hans resultatrige virke for tyskerne. Han blev dømt for 53 strafbare forhold, hvorfor han dømtes til døden; dommen blev fuldbyrdet den 12. juli 1949 (Se Nissumske årbøger 1989).


 
Mindetavlen for Herman Møller Boye er opsat på seminariet i Nørre Nissum. Foto hentet 30. aug. 2008.
Digterpræsten Kaj Munk

Kaj Munk og K. L. Aastrup var nabopræster

Kaj Munk (g.m. Lise) var præst i Vedersø og Stadil fra 1924 til sin død tirsdag den 4. januar 1944. K.L. Aastrup (g.m.Vibeke) var præst i Husby og Sdr. Nissum fra 1933 til 1959, fra 1939 var han tillige provst for Ringkøbing provsti.


Som nabopræster og som præster i samme provsti fik de naturligvis meget med hinanden at gøre. Men Kaj Munk kunne have problemer med sin provst – eller omvendt. Det var vanskeligt for provst Aastrup at få aftalt eftersyn af kirkebøgerne hos Kaj Munk; han var vanskeligt at træffe på telefonen, og han undskyldte sig ofte med, at han skulle på jagt. Ved en lejlighed, hvor kirkebogseftersyn ikke kunne vente længere, måtte K. L. Aastrup skrive til Munk, og bede ham om at angive et tidspunkt, hvor han ikke var på jagt og var at træffe derhjemme. Kaj Munk lod sig ikke hundse med. Han skrev tilbage til sin provst og orienterede om, at kirkebøgerne for Vedersø og Stadil sogne på et angivet tidspunkt ville ligge klar til eftersyn; men han kunne ikke selv være til stede. Der blev med tiden et noget anstrengt forhold de to nabopræster imellem.

Det hjalp ikke på forholdet, at Kaj Munk ved siden af sin præsteløn indkasserede ret gode honorarer for sit forfattertskab. K. L.Aastrup skrev ganske vist en del salmer, men selv om de i ny og næ blev bragt i nogle dagblade, var der ikke nævneværdig indtægt ved det. Det anstrengte forhold mellem de to førte med sig, at de gennem otte år ikke kom samme privat. Det kom dog til en forligelse. De mødtes igen til en privat sammenkomst hos Aastrups nytårsdag 1944. Efter et vellykket samvær tog de afsked med hinanden. Ved den lejlighed sagde Vibeke Aastrup til Lise Munk: "Det var ligesom i gamle dage!". Dette nytårssamvær blev imidlertid det sidste for de to præstepar.

Nogle få dage senere, tirsdag den 4. januar 1944
fandtes Kaj Munk død i Hørbylunde Plantage – myrdet af tyskerne.

Tirsdag den 4. januar 1944 fandtes Kaj Munk død i Hørbylunde plantage –myrdet af tyskerne. Der er på stedet rejst et groft tilhugget granitkors, og jævnligt bliver der lagt blomster ved korset.
Modstandsmanden Christian Ulrik Hansen

Christian Ulrik Hansen

Trods sin unge alder og den korte tid han kom til at leve, nåede Christian Ulrik Hansen – han var født den 26. maj 1921 og døde den 23, juni 1944 – at blive en af de mest markante og aktive modstandsfolk under den tyske besættelse af Danmark. Han var født på Farsø-egnen, og efter studentereksamen i Viborg begyndte han at studere teologi. Tidligt kom han også i forbindelse med Dansk Samling, hvis forkyndelse af en kristen danskhed uddybede hans bevidsthed om at handle i en politisk og åndelig fornyelses tjeneste. Meget tidligt engagerede han sig derfor i modstandskampen; han deltog bl.a. i den første nedkastning af allierede agenter i Jylland, som fandt sted ved Trend Storskov.



Fra efteråret 1942 aftjente Christian Ulrik Hansen sin værnepligt og blev foråret 1943 kornetelev i Næstved. Sammen med al andet dansk militær blev han interneret efter undtagelsestilstanden den 29. august 1943. Men dette stoppede ikke Christian Ulrik Hansen; han blev fører for gruppe 4 i Holger Danske-Gruppen. På det tidspunkt blev han af Frihedsrådet udpeget til at være koordinator af alle modstandsgrupper i Himmerland. Fra november1943 var han med til at formere modstandsgrupper i Aars, Farsø og Ranum. Da Flemming Juncker måtte forlade landet og flygte til England, overtog Christian Ulrik Hansen ledelsen af den samlede modstandsbevægelse i Jylland, sammen med Vagn Bennike.



Christian Ulrik Hansen blev fanget af Gestapo på banegården i Aalborg i februar 1944 og sad nogle måneder i Vestre Fængsel; her sad han i celle sammen med flere af kammeraterne fra Farsø samt hele Hvidsten-Gruppen. Som teologistuderende blev Christian Ulrik Hansen trods sin unge alder betragtet som åndelig sjælesørger for de ældre cellekammerater. Så længe som de delte celle sammen, holdt Christian Ulrik hver aften andagt; lige gyldigt hvilken bibeltekst han talte over, sluttede han andagten - lige før de bad fadervor - med første vers af salmen Tunge mørke natteskyer. Den 18. juni 1944 blev 8 fanger dømt til døden, heriblandt Christian Ulrik Hansen. Den 23. juni 1944 blev Christian Ulrik Hansen henrettet i Ryvangen.



De øvrige dødsdømte fra gruppen blev henrettet samme sted den 9. august. Alle otte medlemmer af Hvidsten-Gruppen blev dømt til døden; de blev henrettet i Ryvangen den 29. juni 1944.



Sommeren 2010 besaøgte jeg Farsø søanlæg. Her er for Christian Ulrik Hansen og Per Sonne lavet en smuk mindelund udformet i tilhuggede granitsten. Foruden navnene på de to modstandsfolk er indhugget disse mindeord: NAVNENE LEVER I STEN – DÅDEN I TID

Christian Ulrik Hansen blev fanget af Gestapo på banegården i Aalborg i februar 1944 og sad nogle måneder i Vestre Fængsel; her sad han i celle sammen med flere af kammeraterne fra Farsø samt hele Hvidsten-Gruppen. Som teologistuderende blev Christian Ulrik Hansen trods sin unge alder betragtet som åndelig sjælesørger for de ældre cellekammerater. Så længe som de delte celle sammen, holdt Christian Ulrik hver aften andagt; lige gyldigt hvilken bibeltekst han talte over, sluttede han andagten - lige før de bad fadervor - med første vers af salmen Tunge mørke natteskyer. Den 18. juni 1944 blev 8 fanger dømt til døden, heriblandt Christian Ulrik Hansen. Den 23. juni 1944 blev Christian Ulrik Hansen henrettet i Ryvangen Sommeren 2010 besaøgte jeg Farsø søanlæg. Her er for Christian Ulrik Hansen og Per Sonne lavet en smuk mindelund udformet i tilhuggede granitsten. Foruden navnene på de to modstandsfolk er indhugget disse mindeord: NAVNENE LEVER I STEN – DÅDEN I TID
Modstandsgruppen ved Hvidsten Kro

Hvidsten-gruppen

Den idylliske Hvidsten Kro, som er beliggende midtvejs mellem Randers og Mariager, dannede rammen om et dristigt modtagearbejde af våben og ammunition nedkastet af britiske fly. Allerede i 1942 dannedes Hvidsten-gruppen af kroejer Marius Fiil bl.a. på initiativ af godsejer Flemming Junker på Overgaard, som var leder af alle jyske modstandsgrupper. Med kromanden som leder blev gruppen dannet af familiemedlemmer og venner, som Marius Fiil stolede på. Gruppens opgaver omfattede modtagelse af nedkastede våben og ammunition, men også i modtagelse af faldskærmsfolk. Gennem flere år foregik modtagelserne på en plads ved Allestrup Gård ikke langt fra Marius Fiils kro. Nedkastede containere blev nedsænket i Allestrup Mose, mens våben, sprængstoffer og somme tider faldskærmsfolk blev midlertidigt bragt i hus hos gruppens medlemmer. Stedet, hvor nedkastningerne fandt sted, blev kaldt Mustard Point. Gruppen blev imidlertid afsløret og medlemmerne angivet til Gestapo foråret 1944. Medlemmerne blev arresteret af Gestapo den 17. marts 1944. At gruppen blev arresteret, skyldtes oplysninger, som tyskerne skaffede sig hos en tilfangetaget faldskærmsmand. Ud fra disse oplysninger skyggede tyskerne gruppen gennem længere tid, og alle gruppens medlemmer blev arresteret på én gang. Alle Hvidsten-gruppens medlemmer blev dømt til døden, og de blev henrettet i Ryvangen den 29. juni 1944. Den tyske proklamation af henrettelsen faldt under de uroligheder i København, der i de følgende dage udviklede sig til en total folkestrejke.

De otte henrettede var: kroejer Marius Anton Pedersen Fiil (født 1893), hans søn, kromedhjælper Niels Fiil (født 1920) og hans svigersøn, bryggeriarbejder Peter Berghammer Sørensen (født 1914), mekaniker Johan Kjær Hansen (født 1907) , radioforhandler Niels Nielsen Kjær (født 1903), karetmager Søren Peter Kristensen (født 1887), møller Henning Andersen (født 1917) og dyrlæger Albert Carlo Iversen (født 1896).

Kromandens datter Kirstine Sørensen, landmand Jens Stenz og chauffør Bjarne Hyldgaard Andersen ble idømt livsvarigt tugthus. Vognmand Anders Venning Steendgaard og købmand Knud Peter Buchhorn Christensen idømtes fire års tugthus. Servitrice Gerda Søvang Fiil, kromandsns datter, dømtes til to års ungdomsfængsel.


Kromandens søn, Niels Fiil skal have sagt: "Maaske er vi i en Nøddeskal det vaagnende Danmark".
Ikke langt fra Hvidsten Kro er der på en lille plads rejst en mindesten for Hvidsten-gruppen; alle den dræbtes navne med angivelse af deres fødselsdag står på stenen under følgende vers:

Daad for Danmark bragte Dag. Tappert øvet, tro til Døden.
Lyse lad i Morgenrøden: De gav Liv for Danmarks Sag

Under navnene står: 1944, den 29. Juni faldt de for de tyske Kugler – Dyrebart er deres Minde for Danmark – Rejst Aaret 1945 – Rejst af Kommunens Beboere



 

 

 

Mindelunden i Hvidsten. De otte henrettede var: kroejer Marius Anton Pedersen Fiil (født 1893), hans søn, kromedhjælper Niels Fiil (født 1920) og hans svigersøn, bryggeriarbejder Peter Berghammer Sørensen (født 1914), mekaniker Johan Kjær Hansen (født 1907) , radioforhandler Niels Nielsen Kjær (født 1903), karetmager Søren Peter Kristensen (født 1887), møller Henning Andersen (født 1917) og dyrlæger Albert Carlo Iversen (født 1896). Kromandens datter Kirstine Sørensen, landmand Jens Stenz og chauffør Bjarne Hyldgaard Andersen ble idømt livsvarigt tygthus. Vognmand Anders Venning Steendgaard og købmand Knud Peter Buchhorn Christensen idømtes fire års tugthus. Servitrice Gerda Søvang Fiil, kromandsns datter, dømtes til to års ungdomsfængsel. Kromandens søn, Niels Fiil skal have sagt: ”Maaske er vi i en Nøddeskal det vaagnende Danmark”. Ikke langt fra Hvidsten Kro er der på en lille plads rejst en mindesten for Hvidsten-gruppen; alle den dræbtes navne med angivelse af deres fødselsdag står på stenen under følgende vers: Daad for Danmark bragte Dag. Tappert øvet, tro til Døden. Lyse lad i Morgenrøden: De gav Liv for Danmarks Sag Under navnene står: 1944, DEN 29. JUNI FALDT DE FOR DE TYSKE KUGLER – DYREBART ER DERES MINDE FOR DANMARK – REJST AARET 1945 – REJST AF KOMMUNENS BEBOERE
HVIDSTENGRUPPEN

Kirstine (Tulle) Fiil Sørensen
skrev dette brev til dr. Verner Best

Kirstine Fiil Sørensen var datter af kromand Marius Fiil, og hun var gift med bryggeriarbejder Peter Berghammer Sørensen, som altså blev henrettet af tyskerne den 29. juni 1944. Selv blev Kirstine idømt livsvarigt tugthus.  


Tyske Afdeling, Vestre Fængsel
29. Juni 1944

Det Tyske Riges Befuldmægtigede Dr. Best

I Anledning af, at De i Dag har henrettet 8 danske Mænd, føler jeg Trang til at sige Deres Excellence min Mening, ikke for min Families Skyld, som i Dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter dem, for nogen kommer, det ved vi. Deres Excellence maa kunne forstaa, at fordi der sker Sabotage ude i Byen, og der bliver henrettet 8 Mænd, som ikke har haft noget med det at gøre, saa vil Uroen ikke holde op, den vil tværtimod blive værre.

Deres Excellence har jo været saa længe i Danmark, og maa efterhaanden kunne forstaa dansk Tankegang, det Arbejde, vore Mænd har gjort, er ikke gjort i Had til Tyskland, men fordi Danmark er i Krig, for i Krig er Danmark. Men jeg er ogsaa bange for, at der efterhaanden vil blive et saadant Had til Tyskland, ikke hos os, som sidder indespærret, vi har lært at forstaa Tyskerne en lille Smule, men af alle de Mænd, som er væk, hvis Børn engang vil blive voksne Mænd, og hvad de vil tænke og føle, det ikke svært at gætte sig til, og jeg ved, at disse Børn vil blive opdraget til at være stolte af deres Far.

Jeg har selv en lille Pige, som i Dag har mistet sin Far, Morfar og Morbroder, hun kan heldigvis ikke forstaa det, men kunde hun, ville hun alligevel være stolt af dem. De havde et Maal her i Livet og var ikke bange for at dø for det, for min Bror sagde den sidste Gang, jeg saa ham: "Vi ved, at Fjæld kan sprænges og tvinges kan en Elv, men aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv."

Det vil Danmark ikke, for Danmark og alle dem, der gav deres Liv for Danmark, vil vidne om, at selv etr lille Land som Danmark maa have Lov til at tænke selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på Hjerte, kun dette vil jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en Mand, Far og Broder, der var værdige til at dø for Danmark.



De havde et Maal her i Livet og var ikke bange for at dø for det, for min Bror sagde den sidste Gang, jeg saa ham: "Vi ved, at Fjæld kan sprænges og tvinges kan en Elv, men aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv."
Likvidering af Henning Røge

Likvidering af modstandsmand den 11. oktober 1944

Når jeg skulle hjem fra skolen i Lindholm gik jeg som regel ind gennem Nørresundby. Der var altid et eller andet at opleve undervejs. Onsdag den 11. oktober 1944 skete der noget ganske særligt. Da jeg kom til torvet i Nørresundby var der en vældig sammenstimlen oppe ved brolandingen. Da jeg kom derop, stod der en tysk officer med en pistol i hver hånd, og lige ved hans fødder lå en død mand, som var blevet skudt. Det viste sig at være en modstandsmand ved navn Henning Røge. (Han var fra Randers, var født 3/11-24 og blev altså kun næsten 20 år). Likvideringen af Henning Røge var en følge af, at han havde begået attentat mod en tyskerhåndlanger, en stikker, som hed Henry Meister. Samtidig drønede nogle sortklædte Hipo-folk rundt på motorcykler, vistnok på jagt efter Henning Røges formodede hjælpere. Af og til sprang nogle af Hipo-folkene af deres køretøj og op i nogle opgange, fordi de troede, de kunne finde modstandsfolk dér.

Onkel Alfred

Onkel Alfred

Min fars yngste bror hed Alfred. Vi kaldte ham onkel Alfred, ikke farbror Alfred. Han hed Carl Alfred Nielsen og var født den 10. august 1908. Han havde en uddannelse som ingeniør og havde bl.a. virket i forbindelse med opførelsen af Radiohuset på Rosenørns Allé i København. Det var ikke så meget, vi så til onkel Alfred og hans familie. Han var gift med tante Methe, og de havde tre børn, Ole, Per og Mette, altså mine fætre og kusine.


Ganske tidligt under besættelsen tilsluttede Carl Alfred sig Dansk Samling, hvis forkyndelse af en kristen danskhed må have tiltalt min onkel og inspireret ham til at handle i en politisk og åndelig fornyelses tjeneste. Derfor gik Carl Alfred aktiv ind i modstandsbevægelsen, tilsluttet modstandsgruppen Holger Danske.


I de samme arkivmaterialer står bl.a. "Partiets repræsentant i et tredje afsnit, ingeniør Carl Alfred Nielsen, var blevet dræbt ved en Gestapo-aktion en måned tidligere". Carl Alfred var også aktiv i den illegale presse. Han tilknyttedes i 1943 den illegale bladgruppe omkring Fri Presse, ja var faktisk medstifter af den, idet gruppen brød ud af kredsen om De frie Danske. Inderkredsen af den ny grupper tilhørte medlemmer at Dansk Samling. Under tilrettelæggelse af et nummer af bladet, blev han og måske andre overrasket; Gestapo havde omringet det hus, de var i. Han blev skudt den 27. januar 1945. (Se mere ved billedet) En tid efter fik vi en meddelelse om, at onkel Alfred var blevet skudt af tyskerne "under flugtforsøg". Fordi onkel Alfred omkom under de tragiske omstændigheder, fik alle hans børn støtte til deres skolegang og uddannelse gennem Frihedsfonden, som ydede støtte til børn af besættelsestidens ofre.

Onkel Alfred var aktiv modstandsmand Carl Alfred Nielsen (10/8-08-27/1-45). Min fars yngste bror hed Alfred. Hans hed faktisk Carl Alfred Nielsen. Vi kaldte ham onkel Alfred, ikke farbror Alfred. I bogen FALDNE I DANMARKS FRIHEDSKAMP oplyses følgende: Carl Alfred Nielsen var født den 10. august 1908 som søn af smedemester Christian Peter Nielsen (født 1857 og død 1910) og hustru Marie f. Jacobsen (født 11.12.1868 og død 1943). Carl Alfred Nielsen blev gift 27.12.34 med Methe Kathrine Gamborg (født 18.12.09 og død 1962); de fik børnene Per Gamborg Nielsen (født 1.4.36, siden ingeniør og bosat i Greve Strand), Ole Gamborg Nielsen (født 19.5.38, senere læge og bosat i Hørsholm) og Mette Gamborg Nielsen (født 25.11.40, senere gift Hannibal og bosat i Hørsholm). Efter endt skolegang kom Carl Alfred Nielsen i smedelære i Aalborg, derefter højskoleophold i Askov, præliminæreksamen og maskinteknikum i København. Han arbejdede som rådgivende ingeniør hos Birch og Krogboe i København og havde bl.a. arbejdet i forbindelse med opførelsen af Radiohuset på Rosenørns Allé i København. Carl Alfred Nielsen var medlem af Vartov Valgmenighed. Ganske tidligt under besættelsen tilsluttede Carl Alfred sig Dansk Samling, hvis forkyndelse af en kristen danskhed må have tiltalt min onkel og inspireret ham til at handle i en politisk og åndelig fornyelses tjeneste. Carl Alfred tilknyttedes i 1943 den illegale bladgruppe omkring Fri Presse, der dog brød ud af kredsen som De Frie Danske. Inderkredsen i den nye gruppe var alle medlemmer af Dansk Samling. Som modstandsmand blev Carl Alfred tilknyttet de militære grupper som civil leder af afsnit 6. Carl Alfred Nielsen benyttede i forbindelse med sit illegale arbejde en adresse på Mågevej i København til opbevaring af forskelligt illegalt materiale. Kvinden, som ejede dette hus, blev arresteret den 27. januar 1945, da det netop var aftalt, at Carl Alfred skulle afhente nogle illegale tryksager. Da han indfandt sig, var huset besat af Gestapo, der uden varsel skød ham ned, selv om han var ubevæbnet; han døde efter få timers forløb. En tid efter fik vi som familie en meddelelse om, at onkel Alfred var blevet skudt af tyskerne ”under flugtforsøg”. Fordi onkel Alfred omkom under de tragiske omstændigheder, fik hans børn støtte til deres skolegang og uddannelse gennem Frihedsfonden, som ydede støtte til børn af besættelsestidens ofre. Det var ikke så meget, vi så til onkel Alfred og hans familie. De boede på Finsensvej 46b på Frederiksberg. Onkel Alfred fik sin begravelse i Ryvangen, hvor der er en mindeplade med hans navn. Ved den sydlige ende af Biblioteksvej i Hvidovre er rejst en sten bl.a. til minde om Carl Alfred Nielsen. Under sit illegale arbejde havde Carl Alfred samarbejdet med bl.a. følgende personer. Preben Holger Larsen (15/6-18-22/11-44). Medstifter af det illegale blad ”29. august”, som udkom fra sept. 1943. Arresteret af Gestapo 7/5-44 og indsat i Vestre Fængsel; overførtes til Horserød og Frøslev, hvorfra han 13/9-44 deporteredes til Neuengamme og var derfra på udkommando i Porta Westfalica. Døde under sygetransport tilbage til Neuengamme. Mindeplade i Ryvangen. Arthur Nielsen (17/1-14-28/2-45). Premierløjtnant, tilknyttet modstandsbevægelsen som chef for Københavnsledelsen afsnit 6. Blev dræbt af Gestapo under arrestation 28/2-45. Ligger begravet i Ryvangen. Mindesten rejst for bl.a. Arthur Nielsen og Carl Alfred Nielsen ved den sydlige ende af Biblioteksvej i Hvidovre. Viggo Wedel-Brandt (13/9-19-12/2-45) arresteret af Gestapo i april 1944. Indsat i Vestre Fængsel, gennem Horserød og Frøslev 15/9-44 deporteret til Neuengamme; døde under udkommando i Porta Westfalica 12/2 -45. Efter befrielsen bisat i Ryvangen.
Holger Emil Clausen

Holger Emil Clausen

Holger Emil Clausen var født d. 30. sept. 1887 (på mindetavlen står en anden dato) og døde for Gestapos hånd d. 21. febr. 1945. Han var fra Hobro, og hans indgang til modstandsbevægelsen var hans medlemskab af konservativ vælgerforening og "Den personlige Friheds Værn". Han indtrådte således i modstandsbevægelsen som en moden mand og blev tilknyttet den første Frit Danmark gruppe, der dannedes i Hobro. Holger Emil Clausen blev som følge af en angivelse arresteret af det tyske sikkerhedspoliti. Han blev overført til Gestapos hovedkvarter på Boulevarden i Aalborg. På trods af Gestapos umenneskelig behandling tav han. Den 21. febr. 1945 bleb han myrdet med nakkeskud i Gestapo-hovedkvarterets garage, angiveligt "skudt under flugtforsøg". Liget blev begravet på flyveplads Øst ved Rørdal, og her blev det fundet efter befrielsen og blev begravet på Hobro Søndre Kirkegård.


GESTAPO i Aalborg havde sit hovedkvarter Højskolehjemmet på Bouledvarden i Aalborg fra september 1943 til 5. maj 1945. Udvendig var bygningen sikret med sandsække og pigtråd, og der stod vagtposter ved indgangen. Næppe mange kom ind i den bygning, så længe tyskerne rådede der. Men var der modstandsfolk, som tyskerne havde fået kløerne i, blev de anbragt dér. Det gjaldt Holger Emil Clausen. På bygningen er opsat en mindeplade, som fortæller:

Holger Emil Clausen, født 26-12-1887 – død 21-2-1945 –
Død for Danmark
Torteret til døde af Gestapo,
hvis Hovedkvarter var i denne Bygning 18-9-1943 – 5-5-1945


En bekendt af Holger Emil Clausen

fortæller: Siden 1989 har jeg så haft det ærefulde hverv på dette sted, det tidligere Højskolehotel senere Gestapos højborg med sine torturkamre, at hænge en krans ved Holger Emil Clausens mindeplade. Efter grusom tortur blev han slæbt ned i gården, og da han nu var så totalt ødelagt, at han var ganske nytteløs for Gestapo, blev han dræbt der med et skud. Hans mindeplade på netop dette sted er et symbol på den afskyelige tortur, som de tyske og danske gestapofolk udsatte deres ofre for.
Gennem en meget lang årrække var det min far, afdøde oberst A.J. Jørgensen, der hængte en krans ved mindetavlen for Holger Emil Clausen i maj og op under jul. Min far var den sidste byleder for modstandsbevægelsen i Aalborg fra begyndelsen af 1945 til befrielsen. Han var kendt under sit dæknavn Aabo, der var udledt af Aalborg. Han kendte som alle sine kammerater i modstandsbevægelsen til naziregimets bestialske fremfærd, og han så det som en nødvendig pligt gennem den ære, der ved kransenedlæggelse blev vist de myrdede kammerater, at vise, at vi i Danmark, dengang som forhåbentlig endnu, er parate til at bekæmpe nazisme, fascisme og alle andre ismer, der vil røve vores frihed fra os.
Selve højtideligheden med kransenedlæggelse foregår på den måde, at en række frihedskæmpere og frihedskæmperes børn og børnebørn i flok og følge kører en fastlagt rute rundt til mindepladerne. Hvert sted står vi en kort stund og mindes de døde, medens en af de endnu levende fortæller historien om den dansker, der her led døden i kamp for sit fædreland.
Jeg ved fra mit bekendtskab med de gamle frihedskæmpere, at der ikke så meget var tale om "heltemod", men en meget stærk pligtfølelse overfor fædrelandet og en dybtfølt afsky for nazismens væsen, der motiverede til modstandskampen. At vi nu om dage rejser til Tyskland som turister for at se de mange smukke ting i dette gamle kulturland, og at vi køber billigt øl hos dem, har intet med frihedskampen at gøre. Det var ikke had mod tyskerne, men derimod had mod nazismen, der drev dem. Æret være de døde frihedskæmperes minde.
Højskolehjemmet på Bouledvarden i Aalborg var hovedkvarter for GESTAPO fra september 1943 og indtil befrielsen 5. maj 1945. Udvendig var bygningen sikret næsten som en fæstning med sandsække og pigtråd, og der stod bevæbnede vagtposter ved indgangen. Næppe mange kom ind i den bygning, så længe tyskerne rådede der. Men var der modstandsfolk, som tyskerne havde fået kløerne i, blev de anbragt dér og kom under tyskernes behandling. Det gjaldt Holger Emil Clausen. Han var modstandsmand. Mens han var i tyskernes varetægt, blev han udsat for GESTAPO’s tortur i en sådan grad, at han døde den 21. februar 1945. På bygningen er opsat en mindetavle, som fortæller: HOLGER EMIL CLAUSEN, født 26-12-1887 – død 21-2-1945 DØD FOR DANMARK TORTERET TIL DØDE AF GESTAPO HVIS HOVEDKVARTER VAR I DENNE BYGNING 18-9-1943 – 5-5-1945
OLE VAGN LARSEN

Ole Vagn Larsen var født i Tolne den 18. maj 1911 som søn af stedets sognepræst, Carl Christian Larsen. Blev uddannet som dyrlæge og praktiserede som sådan. Der foreligger ikke noget om, at Ole Vagn Larsen var aktiv i modstandsbevægelsen. Blev likvideret af nazisterne natten til den 13. januar 1945 nord for Bouet. Der var tale om et clearingsmord. På stedet for likvideringen er ved Hjørringvejens vestre side rejst en mindesten. I Tolne kirke er opsat en mindetavle.

Ole Vagn Larsen var født i Tolne den 18. maj 1911 som søn af stedets sognepræst, Carl Christian Larsen. Blev uddannet som dyrlæge og praktiserede som sådan. Blev likvideret af nazisterne natten til den 13. januar 1945 nord for Bouet. På stedet for likvideringen er ved Hjørringvejens vestre side rejst en mindesten. I Tolne kirke er opsat en mindetavle.
Ole Vagn Hansen - En lille biografi

En lille biografi over sønnen Ole Vagn skrevet af hans mor Marie

En biografi, som jeg vil tillade mig at kalde... "De 3 klokkeslag"

Brevet er skrevet på noget meget tyndt pergamentpapir, så Marie kunne skrive mange ark på skrivemaskinen - på een gang. Jeg spurgte min mor Else, som fortæller, at brevet blev skrevet kort tid efter Ole Vagns begravelse.

Brevet er her renskrevet

En lille Biografi over vor store Dreng, som vi nu ikke har mere iblandt os.
-------------------
Ole Vagn Larsen var født 18' Maj 1911 i Tolne Præstegaard, og da hans Far blev sent gift, var der stor Glæde, da den lille Dreng kom. Desværre vilde han ikke rigtig trives de første par Måneder, men saa fik han flaske, og saa skal jeg love for, han blev tyk,altfor tyk, men vi syntes jo, han var dejlig. En kær Nabokone Kristine vilde gerne sige mig, at min dreng var for tyk, men kunde ikke nænne det, hun kom da med følgende Vending: "Tror De, at De behøver at give ham slet saa meget at spise" Ole Vagn blev en rask og dygtig lille dreng, hvad også var godt og man synes nødvendigt, da der inden han var fyldt eet Aar, kom en lille Pige (Signe). De to, som altsaa var omtrent lige gamle, blev meget gode venner, og det holdt saa længe han levede. Da Ole Vagn var 3-4 Aar, havde han en Søndag været i Kirke. Far havde den dag talt om de 10 spedalske. Ole Vagn gik et Par Dage derefter ind til en Nabo, hvor han i Eftermiddagens Løb spurgte, om de ikke syntes, det var forfærdeligt, den Gang der kom 10 syge Mænd til Jesus, de var saa fulde af Saar, saa ingen vilde røre ved dem. Jesus gjorde dem raske, og tænk, saa var der kun een, som sagde tak. Omtrent i samme alder var han og hans søster Signe paa Besøg hos Bedstefar og Bedstemor i Vraa, og der var Tøjlerne slappe, naar det gjaldt Børnebørnene. Efter de var kommet hjem, maatte der igen Irettesættelser til, men det blev en Dag for meget for Ole Vagn. Vi sad og spiste til Middag; Ole Vagn og Signe sad ved deres lille Bord. Pludselig siger Ole Vagn: "Mor, hvis Far døde", "ja, det vilde være forfærdeligt", svarede jeg, han spurgte saa, om vi saa ikke skulde have en ny Mand til Far, vi kunde maaske faa Bedstefar. Da Ole Vagn var 6½ Aar gl., kom han i Tolne Skole, hvor vi da havde Lærer Nielsen (nu Gerslev) og Frk. Møller (nu Asaa). Der blev god Forstaaelse, og Ole Vagn klarede sig godt, han kom i 4. Kl. inden han var fyldt 10 Aar. Da han var fyldt 11 Aar og Signe var 10, begyndte de i Hjørring højere Almenskole, det var en drøj Skolegang. De to smaa Purke skulde gaa i Mulm og Mørke 2 km. til Toget, som gik kl. 5.54. En Morgen kom de tilbage, de havde set en "Bisse" paa vejen og turde ikke gaa, de blev saa fulgt nogle Morgener og fik saa igen Mod. I Hjørring Skole gik det ikke saa godt som i Tolne, men han kom da igennem Mellemskolen. Hans Maal var nu at blive Dyrlæge, og han fik lov at komme i Gymnasiet; han havde al sin Tid stor Kærlighed til Heste. Der var en gang som Barn, han spurgte, hvor mange Heste en professor havde, han troede nok, han vilde være professor, han havde forstaaet, at en professor var noget stort, og saa matte han ogsaa have mange Heste.

I 1.G. indtraf hans første Uheld. En Morgen, de kom med Toget til Hjørring, havde der været Isslag, og der var ikke strøet Sand paa perronen saa tidligt. Ole Vagn gled og brækkede sit ben. Det skete i Begyndelsen af Aaret 1926, og i April skulde han og Signe konfirmeres. Ole Vagn matte ved Hjælp af en Stok humpe over i Kirken. Vi fik dog en god Festdag, hvor vi havde stor familiemiddag.  Lærerne og Lærerinden samt Faddere har al Tid været med til vore Børns Fester. Vi var saa ca. 50, saa flere kunde vi ikke indbyde.

Da Ole Vagn var i 2.G. "ringede klokken 2. gang".
Det var min Fødselsdag, og det var Pinselørdag, jeg havde lige faaet en hjertelig Omfagnelsen samt en undskyldning for,
han ingen Gave havde til mig; men han vilde nu cykle ud i en Eng efter Engblommer til mig. Lidt efter kom der en stor Lastbil ind i Præstegaarden, jeg havde travlt ved mit komfur og saa ikke, hvad han bragte. Ak, saa var Ole Vagn styrtet med sin cykle ude paa Flyvbjerg Bakke, hans Forgaffel var knækket, og han blev nu bragt bevidstløs hjem. Vi fik hurtig fat i en Læge, som erklærede, at der var baade Hjernerystelse og Kraniebrud. Sten og Grus var slaaet ind i hans Ansigt, saa han var helt ukendelig. Jeg holdt saa min Fødselsdag og Pinse ved min bevidstløse Drengs Seng paa Sygehuset.
Vi fik ham dog ret hurtigt hjem, men Følgerne varede længe. Overlægen gav mig en Pincet med hjem, som jeg hver dag skulle pille i de forskellige Saar med, for om der var Sten og andre Ting, som skulde fjernes. Saa sent som tre Uger efter pillede jeg en bensplint ud paa hans Næse. Ole Vagn blev igen rask og stærk og fik sin Studentereksamen, men ak, saa blev den ikke stor nok, saa han kunde blive optaget paa Landbohøjskolen; det blev en meget stor Skuffelse for ham.
Far mente nu, at han matte prøve noget andet, og han kom paa Holmrødgaard som Landvæsen-elev. Herr og Fru Larsen var gode imod ham og de andre elever, han var dog tit ked af Elevstuen, der blev absolut ikke holdt Bordskik - og Bordkultur var et ukendt Ord. Herr Larsen sagde til Ole Vagn, at han hellere skulde slaa de Dyrlægetanker ud af Hovedet og saa blive Landmand; nu kunde han blive der 1½ Aar, saa gaa ind som Foderelev et ½ Aar. Saadan blev det, og jeg husker, han skrev hjem, hvor dejligt der var hos Fodermesterens, de havde rigtig Dug på Bordet og Spiseservietter ligesom hjemme.

Det var dog ikke Landvæsenet, han brød sig saa meget om, selv om han nu havde erhvervet baade Diplom og præmie. Ole Vagn blev nu Soldat; men Dyrlægetankerne havde han stadig i Hovedet, han mente dog ikke, Far vilde give ham Lov at studere og han saa ikke anden Udvej end blive Officer. Han blev Kornet ved Artilleriet i Aarhus og havde faaet Lov at faa et Officerskursus, der var indbetalt Indbetalingsgebyr, og alt var i Orden; men den morgen han skulde rejse, sagde han saa til mig: "Mor, nu spørger jeg Far en Gang til, om jeg må læse til Dyrlæge". Jeg mente, det var omsonst; men Far turde ikke sige nej mere, og Glæden var stor hos Ole Vagn; han tog det lange Præstegaards-stuehus, fra fars Kontor og ned i Køkkenet til mig, i faa skridt. Han kom nu paa akademisk Kursus i Skindergade og tog Adgangseksamen til Landbohøjskolen. Nu var Signe blevet Lærerinde paa Maria-Forbundet, og hun fik udvirket, at Ole Vagn kom der ind. Det var Skik, at de havde en studerende boende, han skulde passe centralfyr, banke Tæpper, rive havegange og ellers Kaarene for de unge Piger. Ole Vagn var lykkelig for at have denne Plads, han fik nu Kost og Logi gratis og boede der i tre Aar. De unge Piger maatte den unge Mand ikke se til, men der var dog een, som Ole Vagns Øjne og Hjerte aldrig kunde glemme; hendes navn var Lis Thiel Nielsen. Ole Vagn fik sin Eksamen i Sommeren 1944, og endelig oprandt dagen den 23. September, da Ole Vagn kunde hjemføre sin Brud. han var blevet Assistent hos Dyrlæge Møller i Brønderslev og havde faaet en pæn lille Lejlighed i et helt nyt Hus.
Hvor var det en dejlig Bryllupsfest, og hvor var de glade og pæne de to unge, fulde af Haab om en lang og lykkelig Fremtid. Den 1. Oktober blev Birte konfirmeret, og da havde vi den store Glæde at samle alle vore 10 Børn og 6 Svigerbørn, Knuds Aase maatte vi desværre savne, da hun i den nærmeste Fremtid ventede sin lille Birgitte.
Det var vel nok den største Fest, Forældre kan opleve, naar de kan samle hele deres flok om sig.
Vi besøgte Ole Vagn og Lis i slutningen af Oktober, de havde et dejligt, lille Hjem. Lis' far og Mor havde givet dem alt, hvad der hører til et ungt, kønt Hjem. Hvor var de glade og lykkelige. 2. Søndag i Advent besøgte de os hele dagen, vi var til Højmesse i Sct. Catrine Kirke, vi sang Salmen: "Rejs op dit Hoved al Kristenhed" o.s.v. - Om Aftenen, da vi sang nogle Salmer her hjemme, vilde Ole Vagn, at vi igen skulde synge nævnte Salme, og da vi havde sunget den, sagde han til Lis, at den skulde synges til hans begravelse. Saadan er det nu blevet; men ingen tænkte den gang, at Dagen var saa nær. Julen tilbragte de to unge i Kellerup, hvor de havde haft det saa dejligt.
Søndag efter Nytaar vilde vi gerne samle vore Børn og Svigerbørn. Ole Vagn kom, men Lis var desværre ikke med, hun var ikke rigtig rask. Vi havde en god dag, og Ole Vagn spurgte om aftenen, om jeg ikke havde lidt godt, han kunde faa med hjem til Lis. Det blev saa sidste Gang, vi saa vor store dreng. Et Par dage efter fik vi Brev fra ham med Tak for sidst, han var glad som sædvanlig, Lis havde det bedre, og han skrev bl.a.: Hvor er det godt, at min Chef og jeg arbejder saa godt sammen.

Fredag Aften den 12. Januar 1945 blev der ringet til Dyrlæge Møller, om han straks vilde komme ud til en vanskelig Fødsel. Ole Vagn havde lige sat sin Bil ind og var færdig til at tage hjem til sin Kone, men saa sagde Dyrlæge Møller; "Tager De med dyrlæge ?" - "Ja, ja"! Ole Vagn var straks rede. Ja, saa ved man ikke mere, for begge Dyrlæger blev fundet som lig. Ole Vagn laa skudt ved "Bouet" mellem Brønderslev og Nr.Sundby, og Dyrlæge Møller sad i sin Bil i Aalborg. Onde Mennesker havde benyttet en anden Mands Navn for at lokke Dyrlægerne ud i en grufuld Død.
Det var en forfærdelig Meddelelse at faa, nu havde Ole Vagn naaet den Lykke og det Maal, som han havde set hen til i de mange aar. Vi synes, vi har mistet saa meget; men værst er det dog for hans lille Lis. Karens lille Dreng sagde en Dag til sin Mor: "Mor, du skal da ikke blive ved at græde, fordi Ole Vagn er Død, du kan da nok forstaa, det er fordi Gud har brug for en Engel til". Gud kan endnu aabenbare sig for de umyndige - Ole Vagn var ingen Engel, men han der sagde: "I Dag skal du være med mig i Paradiset". Han er i Gaar og i dag, ja, til evig tid den samme. Vi har i disse tunge Dage mødt uendelig megen Medfølelse og Deltagelse. Da vi Lørdag Aften kom til Tolne med Ole Vagn som død, stod de kære Tolneboere Æresvagt lige fra Kirken - Præstegaarden, hans Barndomshjem, var der Lys i alle Vinduer, oppe og nede - og ned til Else og Evald, hvor der var indrettet et smukt lille Ligkapel. -
Ole Vagn blev begravet Onsdag den 17. Der var bidende koldt, men en meget stor Skare var mødt for at vise Lis og os Deltagelse og for at vise Ole Vagn de sidste ære. Menighedsraadet har givet os en meget smuk Gravplads lige uden for Kirkedøren,  vi troede ikke, det var Børnene, men os gamle som skulde indvie den. - Nu er Ole Vagns Grav dækket af 200 smukke og kostbare Kranse og Buketter og 1100 kr. har Familie og Venner givet til en Mindesten.

Klokken har ringet for 3. gang.

Ære været Ole Vagns Minde.

*******************************************************************

Ole Vagn Larsens far
Pastor Carl Christian Larsen, Tolne Præstegaard fortalte efter hans søns død.....:

En stor sorg var det, da vor unge søn, Ole Vagn, blev skudt af tyskerne.
Den 12. jan. 1944 blev de telefonisk kaldt ud til et vanskeligt tilfælde.
Ved Hjermitslev kom 2 personer ind i bilen, og næste morgen kl. 4 ,
blev min søn fundet skudt gennem hovedet - på landevejen nord for Nørresundby, medens hans chef dyrlæge Møller sad i bilen på en gade i Aalborg. dræbt af mange skud. Det var en "udligning" for drab på en tysker.
Den dag Ole Vagn blev begravet fandt jeg i min lomme, salmen fra Ole Vagns bryllup for kort tid siden:
"Sorrig og glæde, de vandre til hobe...."" slutter faderen Carl Christian Larsen.

*******************************************************************

Dansk Veterinærhistorisk Årbog - bind 37......side 15,16,17,18....skriver:

I den sidste del af besættelsen blev den danske modstandskamp til større og større skade for tyskerne på grund af sabotageaktioner og likvideringer af danske stikkere i tyskernes sold. Som led i terroren mod befolkningen gik tyskerne over til at anvende såkaldte clearingmord, direkte hævnmord på kendte personer med klar national holdning og en vis status i befolkningen. Til at udføre disse modbydelige mord på uskyldige mennesker anvendte besættelsesmagten dansk-tyske eller rent danske terrorgrupper. Mordet på digterpræsten Kaj Munk, Vedersø, den 4. jan. 1944 blev eksponent for den type overgreb på civilbefolkningen.
Den 13. januar 1945 blev to danske dyrlæger ofre for clearingmord. det drejede sig om Axel Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen, Brønderslev. Som repressalie for likvideringen af en lokal nazileder i Aalborg, fik en dansk-tysk terrorgruppe ordre til at opsøge og dræbe Axel Møller. Sent om aftenen den 12. januar 1945 kørte morderne til Brønderslev, hvor de fra en telefonboks ringede dyrlæge Axel Møller op og på vendelbomål kaldte ham ud til en kviefødsel i Øster Hjermitslev.
Assistent Ole Vagn Larsen var tilfældigvis tilstede hos Axel Møller, og de besluttede begge at tage af sted, bl.a. fordi Ole Vagn Larsen så kunne få yderligere praktik-erfaring. Terrorgruppens bil fulgte efter dyrlægernes, stoppede denne og holdt de to dyrlæger op. Derefter fortsatte de i to biler mod Aalborg. Ved Bouet, lige nord for Aalborg standsede bilerne, og dyrlægerne blev skudt på stedet. Ole Vagn Larsen blev efterladt i vejkanten, medens Axel Møllers lig blev kørt til Aalborg og placeret i siddende stilling i hams egen bil. Denne blev efterladt i Skipper Clementgade på samme sted, hvor nazilederen var blevet likvideret. her blev liget fundet senere på natten, medens Ole Vagn Larsens lig først blev opdaget næste morgen.
Drabene udløste voldsom harme i befolkningen, således som det trods pressecensuren fremgår af den forsigtige omtale i aviserne i dagene efter mordene og bisættelserne.
Ole Vagn Larsen blev 31 år gammel. Som den ældste af ti børn i Tolne Præstegaard havde han af økonomiske grunde svært ved at få sit store ønske om at blive dyrlæge opfyldt. Efter studentereksamen blev han landvæsen-elev. Under sin militærtjeneste blev han kornet og udtaget til officersuddannelse. Under et besøg i hjemmet umiddelbart før han skulle påbegynde denne uddannelse, spurgte han endnu engang sin far om tilladelse til at blive dyrlæge. På grund af stærk støtte fra moderen fik han nu sin store glæde, faderens accept.
Under veterinærstudiet tjente Ole Vagn Larsen til kost og logi som pedel på Mariaforbundets Husholdningsskole, og her traf han sin tilkommende hustru Lis Thiel Nielsen. Straks efter eksamen i sommeren 1944, blev han assistent hos Axel Møller i Brønderslev og blev gift i september samme år. Få dage ind i det nye år 1945, beretter han i et brev til forældrene om sin lykke ved den daglige dyrlæge-gerning og samarbejdet med sin chef.
Den 13. januar fik forældrene så den frygtelige meddelelse om hans tragiske død.
Ole Vagn Larsen var et godt og retskaffent menneske med mange gode interesser og et aldrig svigtende humør. Han var altid parat til at hjælpe, hvor der var behov herfor. En lovende fremtid som dyrlæge var brutalt blevet stoppet, næsten før den var begyndt.
Ole Vagn Larsen blev begravet i familiegravstedet på Tolne Kirkegaard under massiv deltagelse af egnens befolkning.
Nekrologer i medlemsblad for Den Danske Dyrlægeforening 1945, 28, 102 af Poul Holleufer og i Dansk Veterinærhistorisk Årbog 1946, 13 102-103. På årsdagen for drabene rejstes i Brønderslev en mindesten for Axel Møller og på gerningsstedet i Bouet, et trækors for Ole Vagn Larsen. Trækorset blev senere erstattet med en mindesten.
Gerningsmændene til disse clearingmord blev pågrebet kort efter befrielsen. De blev for denne og flere tilsvarende forbrydelser dømt til døden. Det var civile danskere i tysk tjeneste.

I denne: Dansk Veterinærhistorisk Årbog slutter beretningen således:

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmarks frit.
(Mads Nielsen "Danmark Frit", 1945.

Knud Thomsen (tidligere Brønderslev) skriver den 1. juni 2008...:
Jeg er selv vokset op i Brønderslev og jeg var 11 år da Ole Vagn blev myrdet. Jeg husker ham fra samlestalden, hvor han samlede slagtekvæget. Kvæget skulle jo dyrlægekontrolleres, inden det kom på slagterierne og det var ofte Ole Vagn som stod for det. Vi var nogle drenge der elskede at gå dernede og jeg husker Ole Vagn som en venlig mand, der gerne talte med os drenge, når der var tid til det. (red.: Tak til Knud Thomsen)

Ole Vagn Larsen var født i Tolne den 18. maj 1911 som søn af stedets sognepræst, Carl Christian Larsen. Blev uddannet som dyrlæge og praktiserede som sådan. Blev likvideret af nazisterne natten til den 13. januar 1945 nord for Bouet. På stedet for likvideringen er ved Hjørringvejens vestre side rejst en mindesten. I Tolne kirke er opsat en mindetavle.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karl Maksten | Svar 01.10.2015 19.50

Ole Vagns mor skriver ret udførligt om sin søns liv, sådan som du kan læse det på min hjemmeside. Som du skriver må det have været svært for familien.

Rikke Schultz Pedersen | Svar 01.10.2015 18.13

Ole Vagn Larsen var min farmors bror. Det har rørt mig dybt at læse om den måde han blev dræbt på. Det må have været en stor sorg for min farmors familie.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side