Anekdoter fra Besættelsestiden
Den finsk-russiske vinterkrig 1939-40

Vinterkrigen 1939/40

Her i Danmark fulgte vi meget med i den krig, der fra efteråret 1939 udkæmpedes mellem Finland og den store Sovjetunion. Der var overalt i Danmark en stor medfølelse med den lille David, der så tappert holdt stand over for kæmpen Goliat. Finnerne havde fundet på at angribe russiske kampvogne med en hjemmelavet benzinbombe. Med en flaske fyldt med benzin sneg de finske soldater sig ind på en fjendtlig kampvogn, antændte lunten om flasken og kastede den mod kampvognen. Den største og stærkeste kampvogn var værgeløs mod en sådan brandbombe, som fik navnet Molotov-cocktail. Fra Danmark fik finnerne hjælp af forskellig art. Der blev indsamlet varmt, gammelt, men brugbart tøj, som kunne være godt i den finske kulde. Der blev indsamlet aviser, som finnerne kunne bruge til at lægge ind i knap så varmt og tæt tøj, så de bedre kunne holde kulde ude. Hjemme ved os havde vi to tykke og lange kørekapper, som før havde været brugt, når man om vinteren skulle rejse med hestevogn. De to kapper sendte mor af sted til Finland, så de kunne gavne dér.

Den tyske besættelse begynder

Tirsdag den 9. april 1940

Dagen var en tirsdag og en ganske almindelig skoledag. Men det skulle blive anderledes. Så snart der var ringet ind til første timer, stillede vi som sædvanligt på klassevis ude foran indgangen; men herfra kom vi ikke længere. Skoleleder Otto Kjædegaard havde en vigtig meddelelse til os. Han kunne fortælle, at tyske tropper havde besat hele Danmark og også var kommet til Aalborg. Vi fik at vide, at vi ikke kunne komme i skole, for tyske soldater skulle overtage skolen, bo der og være der indtil videre. Sådan blev det. Vi blev sendt hjem på ubestemt tid; vi ville få at vide, hvornår tyskerne ikke mere havde brug for skolen. Det betød, at vi ikke kunne gå i skole et par måneder. Så vidt jeg ved, overtog tyskerne alle de større skoler i området.


Mors sidste appelsin

Den 9. april blev altså en kort skoledag. Da vi kom hurtigt hjem fra skole, syntes min mor, at vi skulle tage os noget nyttigt for. Min bror Ole og jeg blev sendt i skoven efter brænde. Når min mor vaskede storvask og brugte gruekedlen, brugte vi altid noget kvas som brænde. Dette kvas hentede vi oppe i Hvorup plantage i nærheden af Gilsiggård. Min bror og jeg drog til skovs; her samlede vi hver sin mængde kvas, bundtede grenene i det medbragte rebstykke. Kvasbundtet bar vi på ryggen eller slæbte det efter os, som det nu faldt for. Efter nogen tid nåede vi hjem med hver sit bundt kvas. Og her ventede belønningen: Mor kom ud på trappen med en appelsin; det var den sidste appelsin, vi havde. Den delte hun, så der blev et stykke til hver af os, som var der. Herefter skulle der gå mindst fire år, før vi smagte appelsin igen.


Evakueret til Torsted

Nogle få dage efter den 9. april rejste vi hjemmefra for at søge beskyttelse hos min mors familie i Torsted. Det var som for at søge i sikkerhed på landet. Der kunne måske blive meget farligt i Aalborg og omegn. Da vi ankom til familien i Torsted hos moster Kathrine og onkel Kristian, husker jeg tydeligt, at der under træerne ved indkørslen stadig lå en del sne; jeg lagde mærke til, at det var snerester med sort jord i. Vi boede hos familien en uges tid eller lidt mere

Tirsdag den 9. april 1940 Dagen var en tirsdag og en ganske almindelig skoledag. Men det skulle blive anderledes. Så snart der var ringet ind til første timer, stillede vi som sædvanligt på klassevis ude foran indgangen; men herfra kom vi ikke længere. Skoleleder Otto Kjædegaard havde en vigtig meddelelse til os. Han kunne fortælle, at tyske tropper havde besat hele Danmark og også var kommet til Aalborg. Vi fik at vide, at vi ikke kunne komme i skole, for tyske soldater skulle overtage skolen, bo der og være der indtil videre. Sådan blev det. Vi blev sendt hjem på ubestemt tid; vi ville få at vide, hvornår tyskerne ikke mere havde brug for skolen. Det betød, at vi ikke kunne gå i skole et par måneder. Så vidt jeg ved, overtog tyskerne alle de større skoler i området.
Hærværk mod sommerhus

Else Maries sommerhus blev beslaglagt

Ovre i Klitmøller i Thy har Else Maries familie haft sommerhus i mange år. Fordi dette sommerhus havde en fordelagtig strategisk beliggenhed med en god udsigt over Vesterhavet, tog tyskerne det i besiddelse lige fra besættelsens begyndelse. Fordi sommerhuset var af den gammeldags slags, var der ikke indlagt elektricitet, i køkkenet var det et komfur til fast brændsel, og rummene blev opvarmet fra en pejs. Uden for huset var der gravet en brønd, hvorfra man pumpede vand op. Disse forhold var imidlertid ikke efter tyskernes behov, og derfor begik de faktisk hærværk på huset. De havde brug for at indlægge strøm, og i den forbindelse borede de huller i murværk og bjælker. Med deres jernbeslåede støvler anvendte de dørtræet som en fodskraber, så de blev flænset op og ødelagt. Allerværst var det, at de ødelagde brønden; ned i brøndens skakt smed de alle former for affald, ja selv deres latrinære affald. Da tyskerne ved besættelsens ophør omsider forlod sommerhuset, forestod der en større oprydning og renoveringsarbejde, før det kunne benyttes til sit formål igen. (Ifølge Else Marie Johansen)

Flyvevepladser omkring Aalborg

Flyvepladser ved Aalborg

Fra 1936 havde Aalborg haft anlagt en flyveplads nord for Rørdal Cementfabrik, men fra 1938 blev den opgivet til fordel for Rødslet flyveplads ude vest for Lindholm. Måske fandt man ud af, at cementfabrikkens skorstene var til fare for flytrafikken. Begge disse flyvepladser overtog tyskerne straks efter besættelsen. Rødslet flyveplads, som overvejende lå i Vadum, udvidede tyskerne efterhånden ret voldsomt hen imod Lindholm og kaldte den Flyveplads Vest. Fyvepladsen ovre ved Rørdal benyttede tyskerne også i et vist omfang, men den blev ikke udvidet væsentligt. Den tredje flyveplads var en vandflyveplads i Limfjorden ud ved Cementfabrikken Norden, altså omtrent over for Flyveplads Vest i Lindholm. Den var – som dens betegnelse siger – beregnet for flyvemaskiner med pontoner under sig i stedet for hjul. Disse vandflyvere var formentlig beregnet til at bringe forsyninger til marinefartøjer.

Flyvepladser ved Aalborg. Fra 1936 havde Aalborg haft anlagt en flyveplads nord for Rørdal Cementfabrik, men fra 1938 blev den opgivet til fordel for Rødslet flyveplads ude vest for Lindholm. Måske fandt man ud af, at cementfabrikkens skorstene var til fare for flytrafikken. Begge disse flyvepladser overtog tyskerne straks efter besættelsen. Rødslet flyveplads, som overvejende lå i Vadum, udvidede tyskerne efterhånden ret voldsomt hen imod Lindholm og kaldte den Flyveplads Vest. Fyvepladsen ovre ved Rørdal benyttede tyskerne også i et vist omfang, men den blev ikke udvidet væsentligt. Den tredje flyveplads var en vandflyveplads i Limfjorden ud ved Cementfabrikken Norden, altså omtrent over for Flyveplads Vest i Lindholm. Den var – som dens betegnelse siger – beregnet for flyvemaskiner med pontoner under sig i stedet for hjul. Disse vandflyvere var formentlig beregnet til at bringe forsyninger til marinefartøjer.
Dannebrog i stedet for Hagekors
I Spentrup præstegård mellem Randers og Mariager tog modstandskampen mod tyskerne sin begyndelse umiddelbart på besættelsedagen den 9. april 1940. Præsten i Blicher-sognet hed dengang Hans P. Christensen, og hans 10-årige søn Jørgen Oluf var som sædvanlig gået i skole fra morgenstunden. Mens han var i skole, var tyskerne kommet til byen og havde okkuperet en del af præstegården, idet de havde indrettet en art kommandocentral i præstegårdens konfirmandstue; for at markere deres tilstedeværelse havde de hejst det tyske flag med hagekors op i præstegårdens flagstang. Da Jørgen først på eftermiddagen vendte hjem fra skole, så han til sin bestyrtelse hagekorsflaget hejst op i deres flagstang. Det ville han ikke finde sig i. Resolut gik han ind efter deres dannebrogsflag, gik ud og hev hagekorsflaget ned og skiftede det ud med dannebrogsflaget. Hvad han gjorde ved det tyske flag, melder historien intet om. Der meldes heller ikke om nogen form for repressalier mod Jørgens modstandskamp. (Frit gengivet efter Jørgen Christensens beretning, tidl. sognepræst i Ulsted)
Tysker soldater i Blenstrup

Tyskerne lagde beslag på Blenstrup Skole

I alle klasseværelser blev der langs væggene bygget køjesenge i flere etager til soldaterne. Lige syd for Blenstrup ligger Galgebakken, et gammelt Tingsted, hvor der i årene 1850 og 1851 blev afholdt Grundlovsmøder. Året efter blev disse møder flyttet til Terndruplund, hvor de stadigvæk afholdes. Men tilbage til Galgebakken. (Om der nogensinde har været en galge på stedet, endsige foretaget hængninger, ved jeg ikke). Tyskerne rådede over et større antal køretøjer, og for at skjule dem for fjenden, blev der ind i kanten af Galgebakken gravet en række huller, som blev overdækket med græstørv. Inde i disse huller blev køretøjerne så parkeret, godt skjult fra luften. På vejen forbi Galgebakken gik jeg i skole - 2 timer 2 dage om ugen - i et lille lokale, der blev skånet, og som skulle danne ramme om alle klasser. Jeg gik således forbi disse biler, der blev godt bevogtet, og det var ret spændende for en 8 års dreng.
(Ifølge Aage Drastrup)


Oprydning efter tyskerne

Som det fremgår, mærkede vi ikke meget til krigens rædsler på min hjemegn, det er mit indtryk, at de på skolen stationerede soldater for det meste var familiefædre, der kun ønskede, at tiden skulle gå på fredelig vis. Da krigen sluttede og soldaterne pludselig rejste, gik lærer Andersens Niels og jeg straks ind i klasselokalerne og så køjerne, der blev endevendt af os, og jeg husker, jeg fandt en lille lommekniv under en madras. Desværre har jeg ingen erindring om, hvad der blev af den.
(Ifølge Aage Drastrup)



Stegt flæsk og persillesovs

De udstationerede tyskere var egentligt meget fredelige, og de kom - så vidt jeg ved - ikke i kamp på noget tidspunkt. De gik og hyggede sig, og forsøgte at få det bedste ud af det med befolkningen. De holdt en del øvelser, og en morgen meget tidlig vågnede vi på den lille landejendom ved, at der blev rumsteret uden for. Jeg husker tydeligt min far, der kom op i en fart - og vi så, at soldaterne havde lukket ladeporten op og skubbet vores nyindkøbte tærskemaskine helt op i et hjørne for at give plads til et af deres køretøjer. Hvad denne øvelse gik ud på fandt vi aldrig ud af, men de blev på stedet hele dagen. Samme dag skulle der stakkes hø på ejendommen, og som en slags undskyld for ulejligheden tilbød flere af soldaterne at hjælpe med dette. Så allerede inden middag var høet stakket. Som tak for hjælpen fik de middagsmad, der bestod af stegt flæsk og persillesovs, og det kan nok være, der blev spist! (Ifølge Aage Drastrup)

Aalborg Bilslagteri
Omkring ved krigsudbruddet i 1940, måske allerede i 1939 påbegyndtes et initiativ med at lave landbrugsvogne af gamle biler. Umiddelbart på den østre side af brolandingen i Aalborg havde virksomheden Indius Petersen til huse. Her lavede man gamle personbiler om til landbrugsvogne. Man opkøbte de gamle biler, fjernede karosseriet, så kun understel og hjul var tilbage. Hjul og understel blev grundigt efterset, og rust blev fjernet. Der blev påmonteret trækanordning til hammel og vognstang eller –stænger, og det hele blev nydeligt malet. Den køreklare undervogn blev forsynet med et vognlad i træ, og dette vognlad blev også malet i passende farve. Et svagt punkt i denne vognfabrikation var formentlig vogngummien, både dæk og slanger. Men Indius Petersens virksomhed fungerede dog op gennem besættelsesårene. Her arbejdede nogle smede og nogle malere, og virksomheden skaffede brød på bordet i mange hjem, bl.a. mit. Min far arbejdede der hen ved et års tid, indtil han fik mere stabilt arbejde. Så snart det blev muligt at opdrive nye dæk og slanger, og da landmændene fik mulighed for at anskaffe sig traktor, blev der fremstillet helt nye og bedre arbejdsvogne til traktorer.
Mørklægning

Mørkelagte byer

Straks fra besættelsestidens begyndelse kom der et offentligt dekret fra Statens Civile Luftværn om, at der skulle etableres mørkelægning overalt. Alle vinduer i private hjem, på arbejdspladser og i offentlige bygninger skulle forsynes med mørkelægningsgardiner, så det tændte lys ikke kunne ses udefra. Ordningen, som helt sikkert var blevet beordret af den tyske besættelsesmagt, blev nøje overvåget af myndighederne. Man kunne blive idømt bøde, hvis man overtrådte bestemmelsen om mørkelægning. Gennemførelsen af mørkelægning var formodentlig en ren militær foranstaltning. Når en større by eller bymæssig bebyggelse var mørkelagt, ville det være vanskeligere for tyskfjendtlige fly at lokalisere sig frem til deres bombemål. Når gadebelysningen aldrig var tændt, måtte folk efter mørkets frembrud gå rundt i mørke gader. For at folk bedre at kunne finde rundt i de mørkelagte gader, blev fortovskanterne og det nederste af lygtepæle m.v. bemalet med hvid maling.

Mørkelagte lygter

Det lyder selvmodsigende. Men det var ikke alene vinduerne i husene, der skulle holdes mørkelagt. Biler, motorcykler og trædecykler skulle naturligvis køre med lys efter mørkets frembrud, men det lys skulle dæmpes temmelig meget. Lygterne på biler og motorcykler skulle males over med sort eller blå maling, så der kun var en 3-4 cm bred vandret sprække, som lyset kunne komme ud gennem. Til cykellygter blev der fremstillet en slags sort hætte med elastik i kanten, så den kunne sidde fast på en almindelig cykellygte; i denne hætte var der en 2-3 cm bred vandret sprække, så det kunne komme en smule lys ud. Sprækkerne ved både bil- og cykellygter var undertiden forsynes med en lille "kasketskygge", så lygtens skær ikke kunne ses oppefra. Hensigten med den mørkelagte lygter var naturligvis den samme som med den almindelige mørkelægning, at der fra flyvemaskiner ikke skulle kunne observeres, at der lå en større eller mindre by under dem.
Mørkelagte byer Straks fra besættelsestidens begyndelse kom der et offentligt dekret fra Statens Civile Luftværn om, at der skulle etableres mørkelægning overalt. Alle vinduer i private hjem, på arbejdspladser og i offentlige bygninger skulle forsynes med mørkelægningsgardiner, så det tændte lys ikke kunne ses udefra. Ordningen, som helt sikkert var blevet beordret af den tyske besættelsesmagt, blev nøje overvåget af myndighederne. Man kunne blive idømt bøde, hvis man overtrådte bestemmelsen om mørkelægning. Gennemførelsen af mørkelægning var formodentlig en ren militær foranstaltning. Når en større by eller bymæssig bebyggelse var mørkelagt, ville det være vanskeligere for tyskfjendtlige fly at lokalisere sig frem til deres bombemål. Når gadebelysningen aldrig var tændt, måtte folk efter mørkets frembrud gå rundt i mørke gader. For at folk bedre at kunne finde rundt i de mørkelagte gader, blev fortovskanterne og det nederste af lygtepæle m.v. bemalet med hvid maling.
Luftslag over Aalborg 13. august 1940

Luftslaget over Aalborgegnen

Ved et luftangreb den 13. august 1940 mod flyvepladsen Aalborg Vest deltog 11 bombefly alle af typen Blendheim. (Egentlig startede 2x6 fly fra deres hjembaser i hhv Watton og Bodney i England, men ét fly fik vanskeligheder og måtte vende om). På grund af en fejlnavigering var de 11 fly kommet ind over Jylland ved Søndervig. Herfra begav flyene sig nordover; men tyskerne havde afsløret dem og gjorde sig klar til at modtage dem. De engelske fly fik derfor en varm velkomst, da de nåede frem til luften over Aalborg. Her var ni tyske énmotores jagerfly Messerschmidt 109 kommet på vingerne, og det tyske luftværnsskyts var i alarmberedskab. Tyskerne kaldte deres luftværn for flak, en forkortelse af Flugabwehrkanone. Der blev mildest talt tale om en massakre, som Aalborg Stiftstidende refererede i avisen dagen efter. De engelske fly, der ikke blev skudt ned af det tyske flak, blev et relativt let bytte for Me-109’erne. At alle engelske fly blev tyskernes bytte, betegnes som en sand massakre, der i dramatik og blodighed ikke blev overgået af noget angreb på mål i Danmark under Anden Verdenskrig. Det eneste fly, der kom til at anrette egentlig skade, var blevet ramt og faldt ned på selve flyvepladsen. Her eksploderede det med hele sin last af bomber; alle tre besætningsmedlemmer omkom ved nedstyrtningen, som forårsagede betydelig skade. Hver af de 11 Blendheim’ere havde en besætning på tre mand. Af disse 33 besætningsmedlemmer var der kun de 13, der reddede livet, enten ved hjælp af deres faldskærm eller fordi de mavelandede på landjorden eller faldt i Limfjorden. De 20 omkomne blev tre dage senere, dvs. den 16. august, begravet på Vadum kirkegård med fuld militær honnør fra tysk side.
Æresbevisningen fra tysk side hænger sandsynligvis sammen med, at angrebets udfald blev en triumf for tyskerne. Senere i krigen, da tyskerne ikke havde så meget at triumfere over, skortede det på deres æresbevisninger over for omkomne engelske flyvere.


Dramatisk luftakrobatik
Mange nordjyder, der boede i nærheden af flyvepladsen ved Rødslet blev rent faktisk øjenvidner til det fantastiske luftslag lørdag den 13. august 1940
over den flyveplads, der jo var mål for det englændernes angreb. For at være vidne til det dramatiske luftslag, var der helt sikkert mange, der undlod at gå i beskyttelsesrum. Øjenvidner har beskrevet, at selv om de britiske fly skød fra sig, var deres kamp nådeløs. De små tyske Me109-jagere opførte en ren luftakrobatik og var hele tiden over briterne. Det første engelske fly blev ramt kl. 12,17 og styrtede til jorden ved Restrup enge. Det sidste – og ellevte – var så hårdt medtaget, at det måtte mavelande på en mark øst for Vust; da var klokken 12,30. Det intensive luftslag havde altså taget mindre end et kvarter. Folk på Egholm havde spændte fulgt med i luftslaget. Da en af Blendheim-flyene styrtede ned i Limfjorden 50-100 m fra land ved nordsiden af Egholm, blev maskinen fuldstændig knust, fordi den ramte fjordbunden. Egholm-folk vadede ud og fik bjerget de tre tilskadekomne og mere eller mindre bevidstløse besætningsmedlemmer i land. (side 166)Men efter sigende var mange af øboerne mere interesserede i at få fat i vragdele af flyet end at redde menneskeliv. På intet tidspunkt under Anden Verdenskrig har danskere på landjorden oplevet en luftkrig, som der fandt sted den 13. august 1940.
Krigergrave på Vadum Kirkegaard, både for de britiske flyvere, som blev skudt ned og omkom den 13. august 1940 og senere.
Livsvilkår under krigen

Lus i håret

En dag, da jeg sad i skole, mærkede jeg, at det kildrede lidt i min forreste hårbund. Da jeg kløede på stedet med en finger, sad der pludselig en lus ved min negl. Jeg tror ikke, at min sidemand så det, og jeg fik i en fart lusen klemt ihjel mellem mine negle. Jeg var lidt flov, og da jeg fortalte det derhjemme, tror jeg, at mor skammede sig og syntes, det var hendes skyld. Men det var det ikke. Det var et problem, som mange hjem og børn kendte til. På et tidspunkt – måske et par gange – kom der nogle sygeplejersker og efterså alle børns hår og almene renlighed. Alle børn, der fik konstateret lus, fik håret smurt i sabadilleeddike og blev kæmmet med en særlig kæmmekam med meget smalle tænder og mellemrum. Hjemmene blev tilrådet at anskaffe sig både kæmmekam og sabadilleeddike.


Arbejdsløs

I nogle kortere perioder under krigen var far arbejdsløs. Det betød, at han nogle gange om ugen skulle stille til kontrol for at få et stempel i en kontrolbog som dokumentation for, at han var arbejdsløs og kunne få understøttelse. I en sådan periode måtte hjemmet eksistere på et eksistensminimum. Så der var glæde i hjemmet, når der var arbejde igen. Om vinteren blev de arbejdsløse sendt ud på vejene for at skovle sne væk, så vejene blev farbare.
Sivsko Gennem hele min barndom brugte vi hjemmesko syet af kraftig klæde, men med såler af nedslidt cykeldæk. Når vi var ude, gik vi til daglig med træsko, men når vi kom ind, skiftede vi til disse hjemmesko. Det kunne vi formodentlig have fortsat med krigsårene igennem, for nedslidte cykeldæk var der vel nok af. Men på et tidspunkt begyndte vi at bruge sivsko som indesko. Fordelen ved dem var, at de var meget varme om vinteren, og der skulle jo spares på brændsel til opvarmning. Også sivskoene, som var lavet af lange sammensyede halmfletninger skulle og kunne repareres. Blev tråden mellem fletningerne slidt op, måtte en ny sys i. Det lærte vi alle store og små.
I stedet for benzin

Gengas i steder for benzin

Straks efter, at Anden Verdenskrig var brudt ud, og tyskerne havde besat Danmark, blev der store indskrænkninger med hensyn til bevilling af benzin. Indtil da havde der i Nørresundby kørt en hyrevogn med U 1 på nummerpladen. Bogstavet U var dengang kendingsbogstav for Aalborg amt. Man måtte finde på andre former for drivkraft. Alle slags biler, rutebiler, store og små lastvogne, ambulancer og hyrevogne fik påmonteret en slags lodret ovn eller generator. Heri opstod ved ufuldstændig forbrænding af små bøgestykker gengas eller generatorgas. Nogle få minutter efter, at der var tændt op i generatoren, opstod der gengas, og denne kunne drive bilmotoren, og bilen kunne køre. Efterhånden skulle der naturligvis fyldes mere bøgebrænde på generatoren, og derfor måtte man altid have en sæk bøgebrænde eller to med sig i køretøjet.


Hestekraft
Brugen af heste som trækkraft var under besættelsen stadig den mest udbredte på gårdene ude på landet. Ethvert ordentligt landbrug havde mindst et spand heste; jo større gård, des flere spand heste. Det var på de tider et flot syn at se en frisk gårdskarl stå på ladet af sin arbejdsvogn og dér holde balancen, mens hestene travede rask af sted til eller fra marken. Transporten af morgenmælken ude fra gårdene og ind til mejerierne i de større og mindre byer foregik i overvejende grad med hestevogne, flade vogne, der var indrettet til transport af mælkejunger. I byerne var det anderledes. Her havde den motoriserede trækkraft efterhånden været dominerende, selv om man dog fortsat så ølkuske, som leverede produkterne ud til restauranter og til købmænd, med solide jyske heste som forspand. Men da benzinrationeringen ramte overalt, måtte man igen i overvejende grad ty til hestekræfter. Man kunne se omkonstruerede biler, hvor den tunge motor var fjernet, med påmonteret hamler og vognstænger. Med en hest eller et hestespand som trækkraft kunne mælkemanden eller firmaet, der transporterede mindre varepartiet på kortere afstande benytte denne transportform.


Pedalkraft
I Aalborg og andre byer så man også pedaldrevne hyrevogne, hvor chaufføren selv leverede trækkraften. Mange småhandlende kørte rundt med en ret stor varecykel med et bredt varelad på to hjul; de kom med deres udbud af fisk eller frugt og grøntsager. Utallige raske skoledrenge tjente gode lommepenge ved at fungere som cykelbud for slagtere, købmænd eller andre handlende; en budcykel kunne enten være en almindelig stærk cykel med et solidt lad på styret, eller det kunne være en såkaldt "longjohn", en lang varecykel med lille forhjul og et lavt varelad mellem forhjul og styr. Mange mindre firmaer havde et cykelbud, der hurtigt kunne bringe mindre varepartier ud til kunderne. I mange tilfælde var varecyklen forsynet med reklame, der viste, hvor cykelbudet kom fra.
Brugen af heste som trækkraft var under besættelsen stadig den mest udbredte på gårdene ude på landet. Ethvert ordentligt landbrug havde mindst et spand heste; jo større gård, des flere spand heste. Det var på de tider et flot syn at se en frisk gårdskarl stå på ladet af sin arbejdsvogn og dér holde balancen, mens hestene travede rask af sted til eller fra marken. Transporten af morgenmælken ude fra gårdene og ind til mejerierne i de større og mindre byer foregik i overvejende grad med hestevogne, flade vogne, der var indrettet til transport af mælkejunger. I byerne var det anderledes. Her havde den motoriserede trækkraft efterhånden været dominerende, selv om man dog fortsat så ølkuske, som leverede produkterne ud til restauranter og til købmænd, med solide jyske heste som forspand. Men da benzinrationeringen ramte overalt, måtte man igen i overvejende grad ty til hestekræfter. Man kunne se omkonstruerede biler, hvor den tunge motor var fjernet, med påmonteret hamler og vognstænger. Med en hest eller et hestespand som trækkraft kunne mælkemanden eller firmaet, der transporterede mindre varepartiet på kortere afstande benytte denne transportform.
Arbejdsløshed bekæmpes

L.A.B. = Landsorganisationen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse
Under den tyske besættelse opstod der megen arbejdsløshed. På grund af denne besættelse kunne vi ikke have forbindelse med det store udland; det forhindrede krigen. Udenlandske varer som metal, bomuld, gummi, tobak, krydderier og meget andet fik vi ikke længere forsyninger af. Mennesker, der tidligere havde været beskæftiget på virksomheder, der forarbejdede disse råprodukter, stod uden arbejde. For i nogen grad at bekæmpe denne arbejdsløshed, oprettedes L.A.B. Organisationen aktiverede de arbejdsløse på forskellig vis.


Med forhåndenværende befordringsmidler som trækvogne, cykler med lad, hestekøretøjer, lastbiler blev der systematisk indsamlet affald af enhver art med henblik på at genbruge det. Det indsamlede affald blev sorteret efter sin art. Metal blev sendt til omsmeltning og genbrugt, hvor der var brug for det. Papir af enhver art blev sendt til papirfabrikker, hvor det blev til en ny generation af papir. Noget af det gendannede papir blev tvundet til snor til erstatning for sejlgarn. Alt efter tykkelse kunne det eksempelvis anvendes til at binde om pakker eller som høstbindegarn m.m. Af tyndt papirsnor blev der vævet materiale, de bl.a. blev brugt til indlæg i jakker m.v.


Tøj og klude af enhver art blev sendt til virksomheder, hvor man flænsede det op i taver og fremstillede nye garner, så der kunne laves nyt klæde af det. En speciel type genbrugsklæde blev betegnet som maksimaltøj, fordi det skulle være af en lovbestemt standardiseret kvalitet. Vi kunne købe sokker strikket af maksimaluld; det var elendige sokker, der slet ikke var slidstærke, men måtte stoppes ustandseligt med lige så elendigt stoppegarn. Til min konfirmation efteråret 1943 fik jeg et sæt tøj, købt hos Boston i Aalborg. Det var noget elendigt tøj; indlægget i reversen var af vævet papir, og første gang jakken blev lidt regnvåd, mistede jakkeeopslaget helt sin facon.
Sukkerroer Besynderligt nok var sukker rationeret under krigen. For vi avlede jo selv sukkerroer; men sagen var jo nok, at det meste af det sukker, vi kunne producere, skulle afsættes til Tyskland. For at få sukkerrationerne til at strække længere, brugte man andre sødemidler eller fandt på andre ting. Skulle man eksempelvis sylte rødbeder, kunne man helt spare at bruge sukker under syltningen; man kunne ganske enkelt koge nogle små sukkerroer sammen med rødbederne. Resultatet var dobbelt. Sukkerroerne afgav den nødvendige sukkersmag til syltemængden, og de små sukkerroer fik rødbedefarve, og de kunne udmærket spises som rødbeder. Kaffe og kaffeerstatning Straks fra krigens begyndelse var det slut med at importere kaffe, for kaffebønnerne kom jo fra fjerne, oversøiske lande. Derfor måtte der laves kaffeerstatning. Allerede kendte vi Rich’s og Danmark’s, som va havde brugt at blande i de rigtige kaffebønner. Den bedste kaffeerstatning blev lavet af ristet korn, f.eks. rug og byg. Hver gang en dansk borger fyldte 100 år, fik vedkommende tilsendt en hilsen fra Christian X, nemlig 1 kg. rigtig kaffe; kongehuset må jo have haft et pænt lager af de ædle bønner at dele ad af. Gaven har sikkert vakt begejstring, hvor den kom.
Mange måder at sare på

Høkasse

Under krigen og den tyske besættelse skulle der spares på alverdens ting. Også på brændsel. Derfor gjaldt det om at bruge så lidt brændsel som muligt, også til madlavning. Derfor var det en fiks ting med en høkasse. Her kan være tale om en stor trækasse eller kiste – en alen på hvert led – og øverst med et låg med hængsler. Høkassen skal være foret med hø eller halm, der er lagt nederst i kassen som en stor rede, passende til en stor gryde.


Har man først bragt en gryde kartofler, en gryde mælkegrød eller lignende i kog, stiller man gryden ned i høkassens fordybning, og over gryden anbringer man en pude som et låg – måske en sæk med hø eller halm i. Dette låg skal slutte tæt over gryden. Maden i gryden vil så koge færdig i løbet af tre kvarter til halvanden time.


Har man ikke en høkasse, vil den nemmeste løsning være at sætte den varme gryde med maden ind under dynen i soveværelset. Før man sætter gryden ind under dynen, vil det være praktisk at pakke den ind i et par aviser; aviserne holder på varmen og hindrer eventuelle urenheder fra gryden i at grise sengen til.


Gevinsten ved at anvende en høkasse-systemet er ikke blot energibesparende; der bliver aldrig tale om, at den forberedte mad brænder på.


En høkasse brugte man i krigens tid for at spare på det brændsel, man skulle bruge ved madlavningen. Når vi taler om en høkasse, så er der normalt virkeligt tale om en kasse eller kiste, som man kunne bruge til at færdigkoge brød, kartofler eller anden mad, som er forkogt på komfur, gasblus eller el-komfur. Kassen kan være fyldt halvt med hø eller halm. For en ordens skyld kan dette hø eller halm være fyldt i en sæk, som netop passer til og fylder kassens nederste tredjedel. Dette nederste indhold danner underlag for den grydefuld, som skal anbringes i kassen til færdigkogning. Gryden dækkes dereftermed  en anden sæk eller pude, som skal gå helt ud til kassens kanter.

Det vil forresten altid være en god idé at pakke gyden med grøden eller kartoflerne ind i et par gamle aviser.  Avispapiret holder på varmen, og samtidig snavser man ikke høkassen til med eventuet sod på gryden.

Selv om man ikke ejer en høkasse, og selv om der ikke i dag er de samme sparetider som under krigen, kan det godt være meget praktisk at gøre brug af høkasse-princippet. Hver gang jeg skal lave risengrød, bringer jeg grøden i kog på el-komfuret; herefter pakker jeg gryden ind i et par numre af Nordjyske Stiftstidende og stiller den indpakkede gryde ind under en dyne i soveværelset, idet jeg sørger for, at dynen slutter tæt til hele vejen rundt.

Den helt store gevinst, som jeg ser ved at anvende høkasseprincippet er, at grøden aldrig koger over eller brænder på. 



Kaffebriketter

Næsten alt det, der kan brænde, kan også give varme. Hjemme hos os fandt vi på at lave kaffebriketter. Selv om der ikke var megen kaffe i det pulver, vi brugte som kaffeerstatning, kunne det afbrugte pulver anvendes en gang til. Når vi havde lavet den såkaldte kaffe på pulveret, tømte vi kaffeposen over i et par avissider, og efterhånden som der var poseindhold nok, lavede vi en pakke af størrelse som en almindelig briket. Briketter af den slags fungerede som et supplement til det mere ordinære brændsel.

Cykelproblemer under krigen

Flere slags cykelgummi

Efterhånden kunne der ikke opdrives cykelgummi, så man måtte bruge fantasien for at afhjælpe problemet. Da mine gamle cykeldæk både blev nedslidte og begyndte at revne, så slangen kunne ses, klarede jeg midlertidigt problemet ved at vikle sejlgarn om de værste steder. Efterhånden som sejlgarnet blev slidt, skiftede jeg det bare ud; med tiden var der sejlgarn hele hjulet rundt. En cykelsmed i Nørresundby førte en smart idé ud i livet. Af nedslidte bildæk skar han strimler ud, så de kunne nå rundt om en cykelfælg og tjene som dæk. Med metalkramper satte han de løse ender sammen, og for at de interimistiske dæk kunne sidde fast på en cykelfælg, skar cykelsmeden så meget gummi væk, så der opstod den nødvendige vulst. Var bildækkene meget nedslidt, kunne der lægges en cykelslange ind i den. Men var de for tykke til det, kørte man bare på det hårde dæk uden slange; det kunne især mærkes, når man kørte på ujævn vej. Gennem meget lang tid kørte jeg på disse hårde og nærmest uopslidelige gummiringe.




Med cykel og rutebil til Vesthimmerland
En sommer midt under krigen besøgte jeg min morbror Niels og tante Agnes i Hvorvarp vest for Aars; jeg havde to fætre og to kusiner dér. Jeg havde taget rutebilen fra Aalborg til Aars, men havde min cykel med til transport i begge ender af busrejsen. Det var altid spændende og rart at besøge familien dér. Min morbror havde en mælketur og hentede mælk hos egnens bønder, og det skete, at vi børn kom med ind til mejeriet i Aars, hvor mælken skulle leveres, og hvor de også lavede is, Himmerlandsis, og det svigtede aldrig: når vi kom der ind, blev vi trakteret med en god is. Egentlig tror jeg ikke, min morbror Niels var nogen særlig dygtig landmand. Men min tante Agnes var dygtig til at få havesagerne til at gro; også på mindre markstykker dyrkede hun grøntsager og jordbær. Havens og markens mange produkter syltede og henkogte hun til senere brug i husholdningen. Tante Agnes lærte mig bl.a., at når hun havde haft ærter i et stykke jord, udplantede hun nye jordbærplanter i det stykke, fordi ærterødderne efterlader kvælstof i jorden. Efter at have tilbragt et par dage hos familien i Hvorvarp skulle jeg hjemad igen. Det første stykke vej mod Aars skulle jo foregå på cykel; men det blev lidt besværligt, for på grund af mine cykeldæks dårlige tilstand punkterede jeg flere gange undervejs. Jeg havde naturligvis lappesager med. Hver gang et hjul blev fladt, måtte jeg i gang med lapningen: af med dækket, finde hullet i slangen og en lap på. På turen fra Hvorvarp til Aars punkterede jeg tre gange. Heldigvis havde jeg rimelig god tid, og jeg blev også hurtig til at ordne lapningerne. Jeg nåede ind til Aars rutebilstation og kom med rutebilen til Aalborg. Cykelgummiproblemerne varede krigen ud.


Dumdristig cykeltur til Hobro
På et tidspunkt sidst i besættelsestiden – vistnok i sommeren 1944 – skulle jeg til Hobro. Fra Aalborg Rutebilstationen kunne jeg have valgt at tage rutebilen, men for at spare penge besluttede jeg at cykle hele vejen. Det blev dog en anderledes cykeltur, end jeg havde planlagt, fordi jeg dristede mig til at gøre noget dumt – og farligt. Jeg forlod Rutebilstationen samtidig med rutebilen, og så hægtede jeg mig fast til rutebilens bagende, idet jeg holdt fast ved den stige, der var dér. Rutebilen skulle holde mange steder undervejs, for der var folk, der skulle stå af, og der var andre, der ville stå på bilen. Hver gang holdt jeg mig ude ved siden; men så snart rutebilen startede, fulgte jeg med. Specielt farligt blev det, da rutebilen med mig på slæb kørte gennem Rold Skov. Op og ned ad de bakker, der findes dér, gik det i susende, nærmest voldsom fart. På et tidspunkt tænkte jeg godt nok, at det ville gå frygtelig galt, hvis cykelhjulene ikke kunne holde til den høje fart, men ville brase sammen. Jeg var åbenbart heldig; det endelige resultat blev, at jeg nåede til Hobro lige så hurtigt som rutebilen, fordi jeg på en måde havde været blind passager. Hvordan turen tilbage til Nr. Uttrup formede sig, kan jeg ikke huske. Men selv om jeg slap fra min dumdristige kørsel med livet i behold, havde oplevelsen den virkning, at jeg ikke siden har turdet hægte mig bag på en bil.
Avisdreng ned NY TID

Avisdreng

Det må have været 1941/42, jeg fik tilbudt eller blev overtalt at blive avisdreng. Jeg er sikker på, at det må have været, fordi jeg kunne tjene flere penge ved det, end at arbejde nede ved gartner Sanden. Det var den socialdemokratiske avis i Aalborg, Ny Tid, jeg kom til at gå med, og jeg fik en avistur på 52 abonnenter, og lønnen for det var 6 kr. om ugen. Min tur lå ret spredt; den begyndte øverst oppe på Østergade i Nørresundby, og så gik den ud gennem Nørre Uttrup og et stykke vej ud ad Hvorupvej mod Gilsiggård. Til at begynde med skulle jeg hente aviserne helt ovre på Ny Tids avistrykkeri på Boulevarden i Aalborg. Senere blev det sådan, at alle de aviser, der skulle udbringes nordenfjords, kunne hentes hos en dame nede på Dronningensgade i Nørresundby. Almindeligvis havde jeg en slags cykel at køre på, men når den svigtede, eller vejret gjorde cykling umuligt, måtte jeg gå hele turen. Der var forskellige former for abonnementer. Nogle betalte pr. uge, andre pr. måned og der var vist også nogle få, der betalte kvartalsvis. Det var mig som avisomdeler, der skulle modtage betalingen for avisen, og når jeg skulle det, måtte jeg jo banke på eller ringe på. Et sted boede der en enlig gammel kone, og en dag, da jeg bankede på, mente jeg at hun sagde "Kom ind!, og jeg lukkede op. Men det stod hun kun næsten uden tøj, og hun bad mig om at gå ud igen, for hun påstod, at hun havde sagt: "Der må ingen komme ind!" Det kunne jeg jo ikke vide. Men jeg ventede lidt, og så fik jeg de penge, jeg skulle have og vist lidt mere. Der var mange steder, at jeg fik ekstra penge til mig selv, så på den måde tjente jeg gode og tiltrængte lommepenge. Noget af det værste med at gå med aviser var, at der et par steder var nogle glubske hunde. For det meste var hundene der ikke, når jeg kom med avisen, eller folk var hjemme. Men det skete også, at pludselig var hunden der. Jeg blev aldrig bidt, men jeg måtte flere gange snige mig forsigtigt baglæns, måske med avistasken foran mig som et skjold. Først når jeg var uden for lågen, var jeg i sikkerhed og kunne trække vejret frit.

Tilflugtsrum

Underjordiske beskyttelsesrum

Ikke alle havde kælder i deres hus eller andre rimelige beskyttelsesmuligheder. Inde i byerne, i Nørresundby og i Aalborg, hvor der er meget etagebyggeri, kunne man måske gå i de kældre, der her fandtes. Men der var ikke tilstrækkeligt med beskyttelsesrum. Mange steder i byerne mellem husblokke af etageboliger og på pladser og områder, hvor de kunne etableres, blev der støbt beskyttelsesrum i svær beton. Først blev der foretaget en udgravning, så en beskyttelsesbunker kunne blive delvis underjordisk. Så snart der blev meldt luftalarm, skulle man hurtigst muligt begive sig ned i disse sikre betonbunkere. Folk, der var offentligt udpeget, havde ansvar for hver sin betonbunker; de skulle bl.a. sikre, at ingen begav sig ud, før luftalarmen blev afblæst.

Besættelsestidens  beskyttelsesbunkere i Aalborg

Under den tyske besættelse af Danmark 1940-45 blev der i landets større byer bygget bunkere til beskyttelse af civilbefolkningen, når der var luftalarm, d.v.s. når britiske fly angreb tyske installationer på jorden.

I Aalborg var tyskernes store udvidelse af Rødslet flyveplads og tyske skibe i Aalborg havn hyppige mål for britisk angreb.

Rundt om i Aalborg findes stadig disse beskyttelsesbunkere. Adresserne for disse nævnes her i alfabetisk orden:

Annebergvej – Budolfi Plads (forlængst fjernet) – Kastetvej – Kong Christians Allé – Lollandsgade – Prinsensgade – Saxogade – Skipper Clements Plads – Vor Frue Kirke (fjernet for få år siden) samt Aalborg Arrest.   

Skodder for vinduet

Hver aften, inden det blev helt mørkt, satte vi en stor træskodde for vinduet til spisestuen. Så var det vores beskyttelsesrum, hvis der var luftalarm om natten. Når sirenerne hylede om natten, løb vi ind i stuen, hvor skodden var for, og der kunne vi så opholde os under luftalarmen. Hvis kanonerne tordnede meget voldsomt, lagde vi os ude langs med ydermuren eller under spisebordet, for hvis huset blev ramt, ville her være mest sikkert. Det kunne også være spændende at være ude, når der var mørkt. Så forsøgte tyskerne med deres lyskastere at finde ud af, hvor de fjendtlige flyvemaskiner fløj. Så snart én lyskaster ramte en flyvemaskine med sin lysstråle, var der straks en anden der også gjorde det. Mens de to lyskastere holdt flyvemaskinen fast i deres stråle, forsøgte tyskernes antiluftskyts at ramme den. Jeg så aldrig, at det lykkedes. Når antiluftskytset tordnede løs, kunne man også se det, for nogle af projektilerne var lysende; der opstod ligesom en lang punkteret linie oppe i luften. På vej til skole om morgenen efter en nat med luftalarm, kanontorden og bombenedslag kunne det ske, at vi fandt nogle større eller mindre granatsplinter af aluminium; de var altid krøllede og skarpkantede.

Luftalarm over Aalborg

Ret hurtigt efter, at tyskerne havde besat Danmark, blev Aalborg et mål for engelske flyangreb. Det skyldtes hovedsageligt, at tyskerne etablerede hele tre flyvepladser ved Aalborg, men det var også på grund af de tyske skibe, der ofte lå i havnen. Når der kom engelske fly ind over områder, blev befolkningen advaret ved luftalarm, et signal fra luftværnssirener. Så skulle alle gå i beskyttelsesrum, hvis man havde det. Mange havde jo kælder i huset; det blev betragtet som et udmærket beskyttelsesrum. Vi havde ingen kælder på Rosenvænget 11; hver aften, når mørket faldt på, blev der sat en træskodde for vinduet til den stue, vi mest benyttede. Men vi kunne også gå over til naboen i nr. 13, hvor de havde kælder; her kunne vi så sidde, indtil der kom et sirenesignal, som betød, at luftalarmen var afblæst. Hvis luftalarmen indtraf om natten, blev vi for det meste hjemme hos os selv og opholdt os i den stue, hvor der var skodde for vinduet. Men det skete også, at vi søgte over til naboen; på vej derover kunne vi iagttage, hvordan de tyske lyskastere med lysstrålen søgte at finde et fly, så antiluftskytset kunne forsøge at ramme det. Jeg så aldrig et fly blive skudt ned om natten. Når luftalarmen indtraf om dagen, søgte vi normalt over i naboens kælder. Det var dog mere spændende at blive oppe på vejen; her kunne vi følge med i, hvordan de engelske fly søgte at undgå at blive ramt af tyskernes antiluftskyts. Engang var det nogle små fly, biplaner, altså dobbeltvingede fly, som angreb, vistnok med vandflyvepladsen som bombemål. Et af disse fly blev ramt af tyskernes antiluftskyts og styrtede brændende til jorden. Vi talte somme tider om, at vores hjemlige stue ydede lige så stor beskyttelse som naboens kælder. Hvis en bombe faldt ned i et hus, ville den ødelægge det hele, også selv den bedste kælder. Når vi opholdt os i stuen under en luftalarm og der lød store eksplosionsbrag udenfor, kunne vi måske befrygte, at huset faldt ned over os. Derfor brugte vi enten at lægge os på gulvet helt ude ved ydermuren eller inde under spisebordet.

Et overskueligt billede, som viser, da der blev støbt betonbunkere på Budolfi Plads. De færdigstøbte bunkere blev efterfølgende sækket med sand og muld, og de blev besået med græs, så de tog sig nydelige ud. Budolfi-bunkerne fik ikke lang funktionstid; efter et par år blev de fjernet, velsagtens fordi de tog for megen plads, og fordi man fandt andre tilflugtsrum. Et senere billede fra krigstiden viser nemlig, at tyskerne holdt parade på Budolfi Plads.
Mønter af kobber og letmeral

Småmønter af letmetal

Lige så længe de fleste danskere kan huske tilbage, havde vi Danmark haft en, to og femører som kobberpenge. Det kunne tyskerne åbenbart ikke unde os, og man kan spørge hvorfor. Det var vist i 1942, at vi i stedet for de kendte kobberpenge fik nogle andre småmønter af let-metal, nemlig af aluminium. Det var en mærkelig fornemmelse at stå med disse lette mønter i hånden. Når vore hidtidige kobbermønter skulle udskiftes med aluminiumsmønter, fik vi at vide, at tyskerne skulle bruge kobberet til militært formål. Man kan så spørge, hvad Danmarks gode gamle kobbermønter har med Tysklands militær at gøre. Første gang, jeg kom i besiddelse af en letmetals to-øre, ville jeg prøve noget farligt. Lige neden for gartner Sandens marker gik Sæby-banen. En dag gik jeg ned til banen; der var ikke noget tog i sigte, hverken den ene eller den anden vej. Jeg lagde mit øre mod togskinnen, og kunne høre, der var et tog i vente inde fra Nørresundby; så lagde jeg min to-øre på skinnen og sprang væk i sikkerhed. Jeg ventede lidt, så kom toget. Der var ikke store chancer for, at toget ville blive afsporet. Da toget var passeret, fandt jeg min to-øre igen mellem svellerne, men den var ganske ukendelig: den var i omfang blevet så stor som en fem-øre, men selvfølgelig ganske flad og tynd. Længere hen i besættelsestiden blev også mønterne af aluminium skiftet ud med nogle, der var fremstillet af en mere kedelig grå metallegering.


Frimærker som småpenge

Måske var det på grund af metalmangel, at ikke blev fremstillet tilstrækkeligt med små-mønter. I forretningerne mærkede man efterhånden denne mangel på de små skillemønter; besynderligt nok var der især en-ørerne, der var mangel på. Var der for få en-ører, måtte der gøres noget, for forretningerne måtte jo have mulighed for at give kunderne penge tilbage, selvom det var den allermindste mønt, vi havde. På en snild, men lidt besværlig måde rådede man bod på mangelen. Man fandt på at anvende en-øres frimærker, og for at de kunne anvendes igen og igen, blev der lagt gennemsigtigt cellofan om det enkelte en-øres frimærke.

 
Provokerende smykke: Tyskerne kunne naturligvis ikke tvinge danskerne til at aflevere alle deres kobberpenge. Havde man de rigtige af slagsen, kunne man lave sig et protest-smykke af fire mønter: en femøre, en to-øre og to en-ører; de udgjorde tilsammen ni ører, og de skulle alle være fra 1940. De udgjorde dermed budskabet 9. april 1940. Man kunne bære disse mønter sammenbundet med et rød-hvidt bånd på sin jakke. Tyskerne opfattede imidlertid smykket som en demonstration, og derfor var det forbudt at gå med det.
Sparsommelighed og fantasi

Hjemmelavet kartoffelmel

Selv om kartoffelmel ikke var en rationeret vare, var der alligevel hjem ude på landet, hvor man fandt på selv at fremstille kartoffelmel. Man skrællede en større mængde kartofler. De rå kartofler blev revet på et groft rivejern, og den afrevne kartoffelmasse skulle så stå i en balje med vand. Efterhånden ville det fine materiale, der skulle blive til kartoffelmel, bundfælde sig i baljen. Kartoffelafrivningen blev lagt i et nyt hold vand, og yderligere bundfældning fandt sted. Når der var udvasket mest muligt af den fine kartoffelmasse, blev vandet forsigtigt hældt væk, og den bundfældede kartoffelmasse tørredes ind og blev til det mel, vi kender som kartoffelmel. Havde man kartofler nok og tid nok, var kartoffelmelet gratis. Men den omfattende og tidkrævende arbejdsindsats synes ikke at stå mål med resultatet, eftersom kartoffelmel aldrig har kostet ret meget. (Ifølge Dagny og Gunnar)

Billedet viser, at mens ølkusken holder sig en pause, får hestene sig også et hvil og noget ædelse fra muleposen. Ikke bare i krigsårene, men langt op i tiden derefter, brugte man heste til transport af øl til købmænd og andre forhandlere, udskænkningssteder og restauranter rundt omkring i byerne. Det var normalt meget store og kraftige heste, der var spændt for ølvognene.
Nørresundby Ilt- og Gasfabrik

Nørresundby Ilt- og Gasfabrik

Gennem nogle år under krigen arbejdede min far som maskinpasser på Nørresundby Ilt- og Acetylengasfabrik. Her fremstillede man ilt og acetylengas og pumpede det på jernflasker. Når ilten og gassen pumpedes på jernflaskerne blev den komprimeret, så den faktisk blev flydende; man kunne høre, at den flydende luft klukkede inde i flasken. Rundt omkring på mange større og mindre arbejdspladser og autoværksteder, hvor man havde brug for at svejse, skulle man bruge disse flasker.



Til svejseprocessen hørte en flaske med ilt og en med gas samt naturligvis et svejseapparat. Det var en meget vigtig produktion, så vigtig, at fabrikken, fordi den var så lille, måtte arbejde i døgndrift. Det betød så, at der hele tiden skulle være en maskinpasser til stede for at overvåge, at maskineriet gik korrekt og at flaskerne under påfyldningen fik den kompression, de kunne tåle.



For tyskerne var denne produktion også vigtig; derfor gik tyske soldater vagt omkring fabrikken døgnet rundt for at forhindre sabotage. Flere gange var jeg henne på min fars arbejdsplads, vist mest om aftenen. Det skete somme tider, at de tyske vagtsoldater kom ind på fabrikken for at få en sludder.



Jeg tror ikke, min far var begejstret for arbejdet som maskimpasser. For det første larmede kompressionsmaskinerne meget; man kunne ikke føre en almindelig samtale i maskinhallen. For det andet gik man jo dér helt alene i larmen; der kunne pludselig ske sabotage eller andet.  

Rundt omkring på mange større og mindre arbejdspladser og autoværksteder, hvor man havde brug for at svejse, skulle man bruge disse flasker. Til svejseprocessen hørte en flaske med ilt og en med gas samt naturligvis et svejseapparat. Det var en meget vigtig produktion, så vigtig, at fabrikken, fordi den var så lille, måtte arbejde i døgndrift.
Tyske skibe i Limfjorden

Tyske krigsskibe i Limfjorden

Havneområdet i Aalborg og Nørresundby blev benyttet meget af tyskerne. Ikke så sjældent kunne man iagttage ret store kamuflerede troppetransportskibe komme sejlende og lægge til i havnen. Muligvis var der tale om videretransport af tropper og udstyr til Norge. Det skete også, at nogle af disse store skibe havde spærreballoner fortøjet til masterne. Disse balloner havde til formål at forhindre britiske fly at komme for tæt på skibene. Mindre krigsskibe kom her også. Ved flere lejligheder så jeg, at de med blinklys signalerede med morse til hinanden, dog uden at jeg havde mulighed for at tyde signalerne. Det skete også, at krigsskibe kom på værft og skulle have udbedret nogle skader. Min far var smed på Aalborg Værft dengang, og nogle gange besøgte jeg ham nede ved maskineriet i et tyske skib.

Tyske krigsskibe i Limfjorden Havneområdet i Aalborg og Nørresundby blev benyttet meget af tyskerne. Ikke så sjældent kunne man iagttage ret store kamuflerede troppetransportskibe komme sejlende og lægge til i havnen. Muligvis var der tale om videretransport af tropper og udstyr til Norge. Det skete også, at nogle af disse store skibe havde spærreballoner fortøjet til masterne. Disse balloner havde til formål at forhindre britiske fly at komme for tæt på skibene. Mindre krigsskibe kom her også. Ved flere lejligheder så jeg, at de med blinklys signalerede med morse til hinanden, dog uden at jeg havde mulighed for at tyde signalerne. Det skete også, at krigsskibe kom på værft og skulle have udbedret nogle skader. Min far var smed på Aalborg Værft dengang, og nogle gange besøgte jeg ham nede ved maskineriet i et tyske skib, hvor et eller andet skulle repareres.
Krig i Vestjylland

Banearbejdere blev angrebet

Jernbaneforbindelse mellem Tarm og Nr. Nebel, kaldet Nr. Nebel-banen, blev nedlagt sidst i 1930’erne. I stedet var der blevet etableret rutebilforbindelse på strækningen. Umiddelbart vest for Tarm var i foråret 1940 nogle arbejdsfolk i færd med at fjerne de skinner, Nr.Nebel-banen havde kørt på. (Måske fandt angrebet sted den 25. april 1941). Det hidtidige baneareal kunne benyttes til andet formål. (På strækningen mellem Vostrup og Hemmet blev banevolden endda udbygget og gjort til almindelig landevej til erstatning for den tidligere og ringere vej). Allerbedst som disse arbejdere gik og udførte deres absolut fredelige og fornuftige arbejde, kom engelske fly hen over Tarm. Da de blev opmærksomme på banearbejdet under sig, troede de muligvis, at arbejderne var i færd med at anlægge en jernbane, og det ville de forhindre. Derfor gik de til angreb og skød på de intetanende banearbejdere, som måtte springe for livet. Jeg er ikke bekendt med, at nogen af dem kom noget til. (Delvis ifølge Bernhard Lauridsen i Tarm)

Bomber over Skjern Svineslagteri

Det var onsdag den 16. april 1941. Engelske fly ville den dag rette bombeangreb mod mål i Vestjylland. Ud over mål i Ringkøbing kom det til at gå ud over Skjern Svineslagteri. Her ramte to bomber ned i selve slagteriet, som led betydelig skade, og bygningerne kom til at ligge i ruiner. Ud over at et stort antal svinekroppe blev ødelagt, blev køleanlægget beskadiget. Herfra strømmede ammoniak ud og var skyld i, at slagteriets dyrlæge omkom. Flere andre blev kvæstet, to af dem så hårdt, at de sene døde. Det er muligt, at angrebet på Skjern Svineslagteri var et led i en britisk offensiv mod den danske fødevareeksport til Tyskland. Fra britisk side har det siden forlydt, at bombardementet af slagteriet var forårsaget af en enkelt Blendheim på afveje. "Because of one wayward Blendheim". (Delvis ifølge Bernhard Lauridsen i Tarm)

Bomber over Tarm og Vostrup

Det var fredag den 25. april 1941. Her rettede britiske Blendheim-fly bombeangreb mod spredte mål. Bl.a. påstod briterne, at de havde bombarderet Vostrup jernbanestation, hvad de så er for en størrelse. Jernbanen mellem Tarm og Nr. Nebel var jo blevet nedlagt allerede før krigen. Der blev også kastet bomber i nærheden af Tarm station, hvor både nogle godsvogne blev ramt, og banelinien blev beskadiget. Også bygninger nær jernbanen blev ramt. Dette bombardement skal måske sættes i forbindelse med beskydning af fredelige banearbejdere, der var i færd med at rydde skinner væk ikke så langt fra Tarm station. (Delvis ifølge Bernhard Lauridsen i Tarm)

Bombe mod Tatertroppens hus

KFUM-spejderne i Tarm blev oprettet i 1937. Under navnet Tatertroppen havde spejderne mange år til huse i et lille stråtækt hus, "Æ Hyt", på hjørnet af Fusgaardvej og Gadegaardsvej. I starten af tyskernes besættelse af Danmark okkuperede de også det lille spejderhus. De afleverede det i en så miserabel tilstand, at det måtte genopbygges for at blive anvendeligt til sit formål. På et tidspunkt, mens tyskerne havde huset i deres besiddelse, faldt der en bombe på spejdernes grund; den eksploderede og efterlod et stort bombekrater. Lige så længe spejderne havde stedet i deres besiddelse, forblev dette bombekrater en del af terrænet på spejderhusets grund. (Delvis ifølge Bernhard Lauridsen i Tarm)

Englændergraven ved Aadunvej

Lidt øst for Tarm ved Aadum-vejen er rejst en mindesten for to engelske flyvere. Mindestenen er altid i lokalsamfundet blevet benævnt som Englændergraven, og det er det en vis mening i, for de to engelske flyvere ligger begravet netop dér, hvor stenen er rejst. De to flyvere, hvis navn står på mindestenen, blev med deres maskine skudt ned af tyskerne i 1943, og nedstyrtningen skete på en mark i Aadum. De døde flyvere blev umiddelbart efter nedskydningen bragt ind til Tarm sygehus. Herfra blev de hentet af tyskerne, og en Tarm-vognmand, Aksel Meiner Mikkelsen, blev tvunget til at befordre ligene ud til et sted i en skov ikke langt fra nedstyrtningsstedet. Her blev de døde flyvere blot kulet ned i et jordhul (uden militær honnør!). Folk i Tarm syntes, den behandling var lidt tarvelig og ukristelig. Ved kommunens mellemkomst blev de døde englændere gravet op igen og fik en værdig begravelse dér, hvor stenen står. De fik altså ikke deres sidste hvileted på nogen kirkegård. Så længe stenen har stået der, har der altid været holdt pænt rent omkring den, og ofte ligger der friske blomster ved stenen. Gennem årene har pårørende til de to flyvere aflagt besøg ved "Englændergraven". (Delvis ifølge Bernhard Lauridsen i Tarm)
Min skolevej fra Rosenvænget til Gl. Lindholm Skole

Min skolevej

I 1942 skulle der begynde en kommunal eksamensskole i Sundby-Hvorup kommune. Derfor blev der holdt optagelsesprøve for elever i alle kommunens skoler. Elever fra skolernes 4., 6. og 6. klassetrin kunne gå op til prøven. Så vidt jeg husker blev prøven holdt i februar måned 1942, og vi, som var blevet det anbefalet af vore lærere, stillede op til prøven på Gl. Lindholm skole. Vi, der bestod optragelsesprøven, begyndte i 1. mellemskoleklasse til april 1942 på den ret store skole i Lindholm.
Min skolevej fra Nr. Uttrup til Lindholm kunne have forskellig længde, nemlig varieret af, hvilken vej jeg valgte. For det meste havde jeg ingen cykel, og derfor måtte jeg gå på mine egne ben. Om sommeren tog jeg den korteste vej, som gik over bakken oven for Rosenvænget og videre ad markveje og markskel, indtil jeg nåede over til Skolevej i Lindholm, som jo hedder sådan, fordi den går lige ned til skolen. Efter skoletid brugte jeg for det meste at gå den længere vej ind gennem Nørresundby. Det var mest for at opleve et eller andet i byen. Her kunne jeg se på butikker og opleve, hvad der kunne indtræffe af spændende hændelser. (Se anekdoten om likvideringen af Henning Røge den 11. oktober 1944)



Om vinteren kunne der være ret ufremkommeligt at gå over bakken og markerne. Derfor benyttede jeg den længere vej ind gennem byen og videre ud ad Lindholmsvej. Af og til gik jeg ad Gl. Kongevej, hvorfra jeg fulgtes med en af mine klassekammerater, som hed Flemming Sonne Larsen. Han og hans familie boede på 1. sal til et hus, hvor der var bageri og bagerforretning i stueetagen. Det skete ikke så sjældent, at vi dér fik en friskbagt og ganske varm smørkage at starte dagen på.



Om vinteren, nar der rigtig koldt,
lykkedes det meget ofte for mig at komme op at køre med en mælkekusk. Han kom ude fra landet og havde et forspand af to små heste, vistnok nordbakkere. På lang afstand kunne jeg høre, når mælkevognen var i anmarch; man kunne nemlig høre de små hestes hurtige, men uregelmæssige trav. Mælkevognen var fuld af mælkejunger, der var ganske varme endnu efter morgenmalkningen, og jeg kunne altid få en plads mellem et par af de lune junger. Med den befordring kom jeg ind til Nørresundby og måtte så spadsere resten af vejen til Lindholm. Det skete ofte, at jeg fik kørelejlighed med en mand, der boede lige neden for Rosenvænget. Han havde en mindre lukket varevogn, som oprindeligt naturligvis havde kørt på benzin. Men i stedet for at køre på benzin, som ikke længere kunne opdrives, var motoren omstillet til at køre på gengas. Vognen var lige bag ved førerhuset påmonteret en slags ovn, en generator. Når jeg kom derned, var han for det meste i lag med at tænde op i generatoren. Så snart der var god ild i generatoren, kunne den levere gengas til motoren, og vi kunne køre. Også med denne kørselslejlighed kunne jeg komme med ind til Nørresundby. Herfra måtte jeg bruge mine egne ben resten af skolevejen.

Min konfirmation, 3. oktober 1943 På grund af aldersspredningen i mellemskolen kunne hele klassen ikke konfirmeres det samme år. De af os, som havde gået i 6. klasse, før vi blev optaget i 1. mellemskoleklasse, kom til at gå til præst allerede i 2. mellem i 1943. Så gik vi glip af en del skoleundervisning. Jeg gik til præst hos provst Carl Nielsen inde på Nørregade i Nørresundby. Han var præst for Nørresundby sogn og Hvorup sogn. Først gik jeg til præst nogle måneder frem til sommerferien, og derefter gik jeg igen nogle måneder, indtil konfirmationen den 3. oktober 1943. Konfirmationen fandt sted i Nørresundby kirke, og de salmer, vi sang, var: Gør Døren høj, gør Porten vid – Herren han har besøgt sit Folk – Han som paa Jorden bejler – Lad Verden ej med al sin magt – Paa Jerusalem det ny – Lad denne Dag, o milde Gud. Af min bedstemor fik jeg – inden vi gik i kirke – en salmebog, og foran i den står: Hjertelig til Lykke paa Højtidsdagen 3/10-43 ønskes fra Bedstemor i Vodskov. Senere skrev provsten mit konfirmationsord i den: Kære Karl! Jeg er Vejen, Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Johs. Evang. 16,4. Der var et problem med konfirmationenstøj til mig. Jeg skulle gave haft et jakkesæt, men det kunne ikke opdrives, så jeg lånte Oles jakkesæt fra hans konfirmation året før. Jeg fik godt nok et sæt nyt tøj, såkaldt andendagstøj, men det var noget krigstøj, som kaldtes maksimaltøj, som vist var lavet af klæde, som var blevet vævet af optrævlet gammelt tøj, og indlæggene i jakkeopslaget var af vævet papirtråd. Men bortset fra det havde vi en festlig dag med nogle få gæster. Af gaver fik jeg nogle bøger og nogle kontante penge, ikke mange, måske 100 kr. i alt. Min konformationssøndag, den 3. oktober, var samtidig en ganske særlig søndag, for ved den gudstjeneste skulle i alle landets kirke oplæses det hyrdebrev, som Københavns biskop H. Fuglsang-Damgaard havde udsendt som protest mod den tyske besættelsesmagts forsøg på at indfange alle danske jøder. Jøderne var dog blevet advaret, så det lykkedes for de fleste at flygte til Sverige - uden for tyskernes rækkevidde. Biskoppernes hyrdebrev: Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmaalet. Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod. Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at Kirkens Herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria i Følge Guds Forjættelse til hans Ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel. Fordi Forfølgelse af Jøder strider imod den Menneskeopfattelse og Næstekærlighed, som er en følge af det Budskab, Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke Personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert Menneskeliv er dyrebart i Guds Øjne: "Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle er een i Kristus Jesus." (Gal. 3, 28.) Fordi det strider imod den Retsbevidsthed, som raader i det danske Folk, nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder. I Henhold hertil har alle danske Statsborgere efter Grundlovens Ord lige Ret og Ansvar for Loven og Religionsfrihed samt Ret til at udøve vor Gudsdyrkelse efter Kaldelse og Samvittighed og saaledes, at Race og Religion aldrig i sig selv kan blive Anledning til, at et Menneske berøves Rettigheder, Frihed eller Ejendom. Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet. Der findes hos den danske Kirkes Ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten og protestere imod enhver Krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker. 29/9 1943 Paa Biskoppernes Vegne, H. Fuglsang Damgaard
Danske jøders særstilling

Jødeforfølgelse

I alle de lande, som Nazi-Tyskland besatte, blev jøderne forfulgt. De danske jøder gik heller ikke ram forbi. Men de kom alligevel til at have en særstilling. Ad visse kanaler var det sivet ud, at tyskerne ville internere alle danske jøder. Selv om en del jøder nægtede at tro, at de ville blive taget af tyskerne, lykkedes det langt de fleste at komme i sikkerhed ved at flygte til Sverige. De blev hjulpet af nordsjællandske fiskere.



Som protest imod, at tyskerne ville gøre alvor af også at internere danske jøder, udsendte Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard et hyrdebrev dateret den 29. september 1943. Dette hyrdebrev blev læst op i alle Danmarks kirker søndag den 3. oktober 1943, altså på min konfirmationsdag. Desværre kan jeg ikke huske det, hvis altså provst Carl Nielsen gennemførte oplæsningen; måske undlod han det på grund af konfirmationen.


Biskoppernes hyrdebrev:

Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmaalet.

Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod.
Fordi vi aldrig vil kunne glemme, at Kirkens Herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria i Følge Guds Forjættelse til hans Ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel.
Fordi Forfølgelse af Jøder strider imod den Menneskeopfattelse og Næstekærlighed, som er en følge af det Budskab, Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke Personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert Menneskeliv er dyrebart i Guds Øjne: "Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle er een i Kristus Jesus." (Gal. 3, 28.)
Fordi det strider imod den Retsbevidsthed, som raader i det danske Folk, nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder. I Henhold hertil har alle danske Statsborgere efter Grundlovens Ord lige Ret og Ansvar for Loven og Religionsfrihed samt Ret til at udøve vor Gudsdyrkelse efter Kaldelse og Samvittighed og saaledes, at Race og Religion aldrig i sig selv kan blive Anledning til, at et Menneske berøves Rettigheder, Frihed eller Ejendom. Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet. Der findes hos den danske Kirkes Ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten og protestere imod enhver Krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker.

29/9 1943 Paa Biskoppernes Vegne, H. Fuglsang Damgaard


Egentlig kunne man have ventet, at den tyske besættelsesmagt ville have skredet ind mod de danske kirkefolk på grund af det hyrdebrev, som var en meget direkte protest mod deres fremfærd mod jøderne. Men så vidt jeg er orienteret, kom der overhovedet ingen reaktion frfa tysk side. Det kan der være grund til at undres over. Måske kan det
 hænge sammen med, at tyskerne foretrak at være skånsomme over for Danmark. Det er i hvert fald sikkert, at der fra allerhøjeste sted i den tyske besættelsesmagt før den 3. oktober var udsendt en advarsel om det, der skulle ske. Derfor lykkedes det langt de fleste danske jøder at flygte til Sverige og komme i sikkerhed der.   
Omkring Niels Vangsteds begravelse

Omkring Niels Erik Vangsteds begravelse

Herunder en afskrift af privat brev fra besættelsestiden, som venligst er udlånt af Benny Kongsgaard; hun findes selv omtalt i brevet som "lille Benny". Brevskriveren er Bennys morbror, som en tid boede hos Bennys forældre i Reberbansgade 20; han var i lære hos bager Larsen, Reberbansgade 22. Når han sidst i brevet anfører i parentes "jeg skrive ingen navn den Gang", var det vel af frygt for, at brevet skulle komme i forkerte hænder. Den begravelse, som omtales i brevet, fandt sted den 23. august 1943; Aalborg-sabotøren Niels Erik Vanggaard, som var blevet dræbt af tyskerne, blev begravet fra Ansgarskirken, og en meget stor menneskemængde deltog. Tidens retskrivning er anvendt, ligesom også brevskriverens "retskrivning" er respekteret


Aalborg den 26. 8. 43

Kære Musse.
Aller først mange tak for Brevet, nu tro jeg nok at jeg er bedre tilpas med Pladsen, jeg skulde have 82 Kr., men jeg fik 90 Kr og saa sagde han at det altid kunne stige, saa den er jo fin, det gaa ogsaa fin med at komme op Klokke 4, men nu maa jeg først møde Klokken 6, for der er bleven Balade. Vi skal være inde fra Klokken 8 Aften til 6 Morgen. Der blev Balade i Mandag eftermiddag, da skulde der være Begravelse over en ung Mand som var bleven Skut, men saa begravede di ham om Mornen Kl. 8 istedet for, saa om eftermedagen samles hele Befolkningen ude ved Kilden, saa snart der kom nogle tyske Biler smed di bare Sten paa Bilerne. Senere stillede di an fra Fortovet saa du kan tro at der var skæg i Byen.
Saa kom der en Pige og en Soldat, saa sprang der nogle hen og rev Tøjet af hende saa der var næsten ingen ting tilbage, men saa kom det alvorlige, den Tyske magt Rykede ud og begyndte at Skyde paa Folk, saa kan du tro vi fik travlt, det var altsaa i Mandags da blev der Dræbt 2 og Saarede var der mindst 40.
Svend og mig stod nede i gangen saa Skød di ude fra Hjørnet og ramte Vinduet ved Bager Larsen, der kom to som skulde ud, de blev ramt bege to og maate i Ambulanse paa Sygehuset og lille Benny fik en lille Rift, saa kom Tirsdagen da blev Tyskene holt inde saa kan du tro der var Balade alle di som har hanlet med Tyskerne deres Vinduer blev knust med store Sten og mange stede tog folk hvad der var i Vinduerne, jeg var med ude og se paa naar di knalde løs men naar di saa var færdie kom Politibilerne saa maate vi løbe alt hvad man kunde.
Her i Reberbanegade var der en Frugt Forretning, hvor di slog bege Vinduer ud og smed Æbler og Pere og Blommer i kasse vis ud paa Gaden, saa om Aftenen altsaa Tirsdag skulde der være stor møde ude i det Frie, der var 30 Tusin Mennesker saa da vi skulde hjem kom der paa Vesterbro en Tysk Bil den var der nogle de Væltede Bilen saa kom Tyskene igen og begynte af Skyde løs, der blev Dræbt 3 og Saaret 20, nu er der altsaa Strejke i Alborg, alle Foretninge er Loket der er kun nogle faa der har aaben let om formidage, vi Bager inu men om vi skal blive ved ved jeg ikke inu, saa jeg tro det pase meget godt at du ikke komme før den Første men saa er det nok ogsaa ovre men det har ellers været Spændende kan du tro.
Du maa altsaa undskylde mig for at jeg ikke har skrevet for jeg ikke kunde faa noget Papir men naar du kommer til den første kan du jo selv faa noget at se. Nu ikke mere denne gang til slut mange hilsener. Skriv snart til mig lille skat. (jeg skrive ingen navn den gang)

Mindehøjtodeligheden i Ansgarskirken 23. august 1943 for den dræbte Aalborg-sabotør Niels Erik Vangsted gav anledning til omfattende demonstrationer mod voldsherredømmet. Tyskernes enorme magtopbud gjorde kun demonstranternes vilje til modstand endnu større. Se ovenstående private brev til "Kære Musse"
Overskrift 1

Fra høstbindegarn til reb

Mens min bror Ole tjente på "Hvilhøjgaard" i Hald Tostrup ved Hobro, besøgte jeg ham af og til og hjalp efter evne med at røgte kvæget og andet arbejde. Når man høstede korn med selvbinder, blev kornnegene knyttet sammen med høstbindegarn, der er lavet af fibre af sisalhamp fra troperne. På grund af krigen kunne man efterhånden ikke opdrive det gode bindegarn. Når man senere skulle tærske kornet og derfor skar bindegarnet over, plejede man formodentlig blot at smide det væk. Men i stedet for at smide det gode bindegarn væk, sørgede Chresten Sørensen, som gårdmanden hed, for, at det brugte bindegarn blev knyttet sammen og rullet sammen i store vindsler. Når der var samlet tilstrækkeligt mange vindsler, lavede Chresten Sørensen det afbrugte bindegarn om til reb. Han havde nemlig konstrueret et apparat, en tvindemaskine af aflagte cykeltandhjul, som han kunne tvinde reb med. Først blev det tynde bindegarn tvundet sammen til en tynd rebdel, en såkaldt kordel, og derefter blev tre af disse kordeler tvundet til et rigtigt reb eller tov. Hele denne proces foregik inde i stalden, som til formålet den pågældende dag blev omdannet til et rebslageri med staldens lange midtergang som reberbane. Jeg var selv med til at fremstille sådanne reb. Resultatet var ganske fortrinligt, og på gården kom man ikke til at mangle reb. Tilsvarende reb vil slet ikke kunne fremstilles af erstatningsbindegarn af papir, simpelthen fordi et papirreb ikke ville kunne tåle den fugtighed, som almindelige reb udsættes for. Om der under besættelsen blev fremstillet erstatningsbindegarn af andet end papir, har jeg intet kendskab til. 

Kornhøst gennem tiden Især med hensyn til høstarbejde er der sket en enorm udvikling inden for landbruget. Helt op til Anden Verdenskrig foregik høsten af korn stadig med le og rive: karlene skar kornet med en le, mens pigerne fulgte bagefter og bandt bundter af korn til neg, der blev bundet sammen med en tot kornstrå; de bundne neg blev bagefter rejst til tørring i hæs, indtil kornet blev kørt ind i laden til senere tærskning. Men der kom høstmaskiner til, i starten trukket af heste eller stude. Der blev opfundet en slåmaskine til erstatning af leen. Slåmaskinen havde vandrettet skær, som skar kornet af og efterlod det afskårne på marken; herfra blev det samlet i neg som tidligere ved at binde en tot strå om kornneget. Straks efter blev negene stillet op i hæs, indtil de tørrede net blev kørt i lade og efterhånden tærsket. Slåmaskinen fik en forbedring, idet der blev påmonteret en samlebakke til det afskårne korn; fra førersædet kunne man skubbe det høstede korn af bakken og ud på marken, hvorfra høstfolkene kunne samle det op og binde det til neg. Den helt revolutionerende opfindelse kom med selvbinderen. Den stadig hestetrukne høstmaskine var i stand til at samle en passende mængde afskåret korn i bindegarn, som en mekanisme var i stand til at knytte om neget, som efter knytningen blev kastet ud på marken. Efterfølgende skulle negene som tidligere rejses i hæs for at tørres, indtil høsten blev kørt i lade osv. Selvbinderen blev den foretrukne høstmaskine gennem flere årtier, idet hestene med tiden blev afløst af traktorer. Mekaniseringen medførte efterhånden, at hele processen med kornhøst kunne foregå i ét maskineri, mejetærskeren, der – som navnet siger – mejer kornet og tærsker kernerne fri, inden kernerne samles over i en korntank, hvorfra kornet transporteres hjem. Alene halmen efterlades på marken til senere bundtning i halmballer.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Steen Werner | Svar 07.02.2016 21.36

Tak for god læsning.
Min far kom selv fra Ålborg og under 2 verdens krig boede han i Jomfru Ane gade, hvor de drev et vognmandsfirma

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side