Virring sogn ligger godt 10 kilometer øst for Randers. I sognet ligger lokaliteten Ammelhede. På Ammelhede findes en langdysse uden kammer samt tre høje. I en af disse fortæller sagnet, at kong Hamlet skal være begravet. En udgravning gav imidlertid ikke noget positivt resultat. Alligevel er der på stedet rejst en sten med denne indskrift: AMLED YPPERSTE OLDTIDS-SNILLE TEED SIG TAABE TIL HÆVNENS TIME KAARET PAA TING AF JYDER TIL KONGE HØJSAT HAN HVILER PAA AMMELHEDE

Skibelund Krat ligger syd for Vejen umiddelbart nord for Kongeåen. I dette krat blev i 1898 Magnusstenen rejst til minde om Magnus den Godes kamp på Lyrskov Hede i 1043. Magnusstenen er en granitsten, hvori er udhugget en relief: Kong Magnus og hans flok i kamp med venderne. På bagsiden står: "Magnus, tvende Rigers Pryd, Unde Gud din Kongesjæl At se Nordens Grænsepæl Atter rykket frem mod Syd". Fra stenen er der vid udsigt mod syd.

Thorning sogn ligger ca. 20 kilometer syde fir Viborg. Den hvidkalkede Thorning Kirke bærer stærkt præg af en ombygning i 1743; den består af kor og skib fra romansk tid med forlængelse. Tårnet er et såkaldt styltetårn; dets nederste del står som stylter og danner en portal for kirkens indgang. Digterpræsten St. St. Blicher var præst ved Thorning og Lysgaard kirker fra 1819, indtil han i 1825 fik præstekald i Spentrup mellem Randers og Mariager. En mindesten for Blicher med portrætmedaljon blev rejst i sognet i 1919. Kompedal Plantage dækker et areal på 2666 ha og blev anlagt tilbage i 1791 på en meget tarvelig hedeflade, Grathe Hede, efter en hedebrand i 1783. Bækmarksdiget Kong Knaps Dige, som har navn efter Kong Knap alias Svend Grathe, er ca. 200 m langt, indtil 6,6 m bredt og ca. 1 m højt og ca. 1 høj jordvold (se yderligere TRAP, Viborg amt, side 445). Diget og et tilstødende stykke af den gamle hærvej er fredet. På Grathe Hede er der udkæmpet flere slag i 1100-tallet. Ved Gedbæk, der danner skel mellem Thorning og Hørup sogne, udkæmpedes 1151 et slag mellem kong Svend over Knud; her sejrede kong Svend. Den 23. okt. 1157 udkæmpedes endnu et slag, denne gang mellem kongerne Valdemar og Svend; her blev Svend dræbt. En tvivlsom tradition henlægger slaget til Bækmarksdiget, Kong Knaps Dige. På stedet, hvor man mener, Svend blev dræbt, blev opført Grå Kapel, og tæt på menes han også begravet straks efter drabet. I 1892 fandtes her skelettet af en mand, der var blevet dræbt ved hug i hovedet. Den 23. oktober samme år afsløredes en 5 meter høj mindestøtte af granit med kors, krone scepter, sværd og våbenskjold, med inskriptionen: Minde om Slaget paa Grathe Hede 23. Oct. 1157. Rejst ved Svend Eriksens Grav”. Der er ofte funder økseblade på Grathe Hede. Selv besøgte jeg stedet under en hærvejsvandring efteråret 1957. Blandt fredede oldtidsminder i sognet findes på Thorning Vestermark en 40 m lang langhøj, Mads Doss’ Høj el. Dåshøj.

Både hovedlandevej og jernbane går i dag sikkert hen over Skjern-engene. Sådan har det ikke altid været. På Kong Hans' tid (han var konge af Danmark 1481-1513) var det noget af en usikker prøvelse at passere engene mellem Tarm og Skjern, især om vinteren og om foråret. Der ude i Skjern-engene er der et sted, som man i umindelige tider har kaldt "Kong Hans' Hul". Det hul ligger der naturligvis en historie bag. Kong Hans havde ved nytårtid 1513 overværet en bispevielse i Ribe. Herfra agtede han sig til Aalborg, hvor han havde stævnet rigets stormænd sammen. Da han på rejse fra Ribe til Aalborg ville ride over et vadested i Tarm Kær, styrtede hesten med ham, og han befandt sig meget ilde efter den kolde dukkert. Dog nåede han i løbet af nogle dage til Aalborg, men måtte de følgende dage være sengeliggende. "Hans Sygdom formerede sig mere og mere, indtil Gud kaldte hannem den 20. Februarry 1513" . Kong Hans blev 58 år gammel. Stedet kaldes Kong Hans’ Hul den Dag i Dag. Kong Hans var iøvrigt også født i Aalborg, nemlig søndag den 2. februar 1455, altså på årets Kyndelmissedag

Mindesten for Lars Dyrskjøt I Skanseparken øverst oppe i Nørresundby er rejst en bauta for én frihedskæmper blandt mange, der op igennem tiden har kæmpet på dette sted. Hans navn var Lars Dyrskjøt, en 84 årig bonde fra Aaraad i Ørum. Han var de vendsysselske bønders fører og samlede her vendelboerne for at hindre svenskerne i at gå over fjorden, og her i dette område gav han sit liv. Det var d. 18. januar 1644. Den svenske general Wrangel og hans tropper lå ved Aalborg slot. Fjorden var frosset til og man ventede deres overgang hvert øjeblik. Endnu før daggry blev Lars Dyrskjøt hentet på Aagaard af nogle bønder. Han græd, da han tog afsked med sin hustru. Det var som om han var klar over, at han ikke skulle vende tilbage. Kort efter at Lars Dyrskjøt var nået til Nørresundby, begyndte svenskerne overgangen. Først satte rytterne over fjorden i fuld fart. Bagefter fulgte fodfolket. De vendsysselske bønder kunne ikke stå for modstanden og måtte trække sig tilbage. Lars Dyrskjøt lagde sig ind i en have, hvorfra han skød tre svenskere, men så stormede en anden svensker ind på ham: - Vil du have pardon? Råbte han. –Nej, svarede Dyrskjøt og ladede sin bøsse. Det gik så hurtigt, at han fik en finger slået af. I samme øjeblik blev han skudt af svenskeren. Lars Dyrskjøt var den slags dansker, som vi kender som frihedskæmper fra andre krige. Det er på grund af hans ukuelige sind, han mindes og derfor blev der d. 5. maj 1950 rejst en bauta for ham på det sted, hvor han så ned over fjorden mod fjenden på den anden side. Bautaen, som skal minde om fortidens mod og bedrifter, har følgende indskrift af Hans Poulsen: Lars Dyrskjøt, f. 1560; faldt ved Nørresundby d. 18. Januar 1644. I svare Landsens Nød / Da Spær og Skanse brast / Stod her Lars Dyrskjøt fast / og fandt sin Død. Som Fjordens Vand vil Tiden rinde/ Men fast i Sten staar god Mands Minde. Rejst af Sundby-Folk og Historisk Samfund 1950. Skanseparken, Skansen, Skanseanlægget, Wallensteins Skanse, Clements Skanse er nogle af de navne som park- og fæstningsanlægget har fået igennem tiderne. Parken er på ca. 4,5 ha. Området er offentligt parkområde med bl.a. staudehave og en spændende naturlegeplads. Op igennem tiderne er folk strømmet hertil for at nyde de mange arrangementer der foregik her. Grundlovsmøder, skydekonkurrencer, festarrangementer, tivoli, skøjtebane m.m., og ikke mindst udsigten til fjorden når man ville se solnedgangen, eller solopgangen pinsemorgen. Udsigten mod Aalborg er jo også fantastisk og mod vest limfjordsøen Egholm. I klart vejr kan man længere mod vest se Nibe og toppen af Aggersundbroen. Selve skanseanlægget syner ikke af meget i dag, eftersom det blev tilplantet i 1860’erne. Skansen blev anlagt med udgangspunkt i Sundby Bjerg (Sukkertoppen), som var byens højeste punkt (51 m) og derfor havde en militærstrategisk betydning, hvorfor den tyske feltherre Albert von Wallensteins tropper forskansede sig deroppe under den tyske kejsers besættelse af Jylland. Senest i forbindelse med 2. verdenskrig blev anlægget taget i anvendelse til krigsformål. Skanseparken er i dag et multifunktionelt grønt område med vigtige udsigtspunkter og det stjerneformede Skanseanlæg og bunkeranlæget bringer minder om områdets krigshistorie. Skanseanlæget er fredet

Ved Gallehus i Sønderjylland nord for Møgeltønder fandt kniplersken Kristine Svendsdatter fra Østerby den 20. juli 1636 det første guldhorn. Den 21. april 1734 fandt husmand Erik Lassen fra Gallehus det andet guldhorn. Begge guldhorn er fra germansk jernalder i 400-tallet e.Kr., men de var af nordisk oprindelse. Det først fundne guldholn målte 71 cm og vejede 3 kg. Det sidst fundne guldhorn manglede den tynde ende, men menes at have været længere end det første. Begge guldhorn var dekoreret med mange forskellige tegn og figurer, og det korte horn havde tillige en runeindskrift, der sagde: "Jeg, Lægæst af Holt gjorde hornet". Begge guldhornene opbevaredes på Det Kongelige Kunstkammer, datidens Nationalmuseum, men derfra blev de i 1802 stjålet af guldsmeden Niels Heidenrich; han omsmeltede begge hornene. Desværre fandtes der ingen afstøbning af hornene; men heldigvis fandtes der en meget detajleret tegning af dem, så det har været muligt at lave en næsten nøjagtig efterligning.

Kettrup sogn ligger i Vester Han Herred i det gamle Thisted Amt. Sydøst for Kettrup kirke ligger højdedraget Skt. Jørgensbjerg. Stedet var skueplads for slaget den 6. juni 1441 mellem Christoffer af Bayern og de oprørske nordjyske bønder. Bakkedraget består af en nordlig og en sydlig bakke, hvorimellem landsbyen Husby ligger. Den nordlige bakke ender i kløften Husby Hole. Bønderne, der førtes af adelsmanden Henrik Tagesen Reventlow, dannede vognborg, men led et blodigt nederlag. Folkevisen beskylder morsingboerne og tyboerne for at have svigtet vendelboerne, men herom er intet nærmere fastslået. ”Først da rømmer de Morsing og der Forrædere fra Ty. Efter da stod de Vendelboer; de ville ikke fly”. eller ”Først da rømte de Morsingboer og så de Forrædere fra Thy. Efter stod de ædle Vendelboer; de ville ikke fly”. Med støtte fra Ny Carlsbergfondet afsløredes den 15. juli 1945 ved Husby Hole et mindesmærke for slaget med et relief af Axel Poulsen. Af fredede oldtidsminder i sognet er en langdysse uden kammer, jættestuen Klovenshøj medet 3½ meter langt kammer med to dæksten samt 19 høje syd for Kettrup, hvoraf to er ret anselige. Sløjfet el. ødelagt er ikke mindre end 126 høje, de fleste på højdedragene i sognets østlige del. Ved Husby Hole har været en hellig kilde, Skt. Jørgens Kilde

Frihedsstøtten på Vesterbrogade ved Københavns Hovedbanegård er en 20 meter høj obelisk, rejst som et monument til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Grundstenen nedlagdes af kronprins Frederik (senere Frederik VI) 31. juli 1792, og monumentet stod færdig i september 1797. Det står i dag på omtrent samme sted, men det var i 1792 uden for Københavns volde. De fire statuer, der er rundt om obelisken, symboliserer troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd. På støtten læser man en inskription, forfattet af Thomas Thaarup: Et retfærdigt Styre, der giver Borgeren Frihed, kan forvente at Borgeren vil være tro mod sit Fædreland, arbejde til Gavn for Medborgeren, være ansporet til Flid, en Flid, der vil give Landet Velstand, og at Borgeren er villig til at forsvare sit Fædreland. På støtten ses følgende inskription på østsiden: "Kongen kjendte at Borgerfriehed bestemt ved retfærdig Lov over Kierlighed til Fædreland mod til dets Værn, Lyst til Kundskab, Attraae til Flid, Haab om Held" På støtten ses følgende inskription på vestsiden: "Kongen bød Stavnsbaandet skal ophøre Landboe Lovene gives Orden og Kraft at den frie Bonde kan vorde kiek og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig"

ALMINDINGEN PÅ BORNHOLM Skovrider Hans Rømer må tilskrives det meste af æren for, at Almindingen blev omdannet til det enestående skovområde, vi kender i dag. I århundreder havde området været brugt til bøndernes fælles græsning, og enhver form for bevoksning var gnavet ned. Omkring 1800 blev det besluttet at genskabe skoven, og Hans Rømer blev ansat til opgaven. Han var bornholmer, men tjenestegørende som løjtnant i Jægerkorpset på Kronborg. Første opgave var at indhegne arealerne, så de nyplantede træer kunne beskyttes mod kvæget. Populær var den beslutning ikke, bønderne mistede jo græsningsarealer, men Rømer besad den fornødne stædighed. Da det viste sig, at Staten ikke ville eller kunne betale, hvad en indhegning kostede, så påtog Rømer sig at udføre arbejdet for 10.000 rigsdaler. Sammen med en beskeden flok medhjælpere og otte heste som trækkraft omkransede Rømer i løbet af få år den kommende skov med et stengærde. Gærdet blev anlagt i helt lige linjer, yderst med et højt, lodret stengærde, inderst med en tilkastet og beplantet jordvold. Dette første stengærde, som stadig eksisterer, var otte kilometer langt. Siden blev der anlagt yderligere gærder, og i dag er der 20 kilometer Oprindelig førte kun en vej ind i Almindingen. Den gik fra Aakirkeby og endte ved området omkring Koldkilde. Efter Rømers opfattelse skulle der anlægges flere veje, og han tegnede et vejnet, der udgik fra Koldkilde og gik i retning af øens fire herreder. Hvor vejene gennembrød stengærdet omkring skoven, fik Hans Rømer bygget ledvogterhuse: Segenhus, Ravnebro, Bastemosehus og Viskeledhus. Med 3.800 hektarer udgør Almindingen Danmarks tredjestørste, sammenhængende skovområde, og den frembyder et væld af oplevelser af både naturhistorisk og kulturhistorisk art, ikke mindst de mange fortidsminder. Almindingen er endvidere rig på mindesmærker. Det største er Kongemindet på Rytterknægten. Det er et godt 12 meter højt granittårn tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll til minde om Frederik VII's besøg på øen i 1851. Efterhånden lukkede skoven af for udsigten, hvorfor man i 1899 fik arkitekt Thorvald Bindesbøll til at forhøje tårnet med et ni meter højt jernstativ. Almindingen har gennem århundreder været et yndet udflugtsmål. For eksempel var det populært at samles på det 125 meter høje Jomfrubjerg. Her var bygget en træpavillon, forøvrigt på skovrider Hans Rømers initiativ. Den nuværende pavillon, Kyllingemoderen, har hørt under restaurationen Christianshøj siden 1929. Træpavillonen er bemærkelsesværdig, ikke mindst tagkonstruktionen. Mange bygninger i Almindingen er kalket i skovvæsenets farve - den røde farve. Skovriderboligen Rømersdal er den mest interessante i området. Ejendommen, der er en bindingsværksejendom, blev opført til Hans Rømer i begyndelsen af 1800-tallet.Bygningerne ligger i det flade landskab ud til brede engarealer. Ejendommen er meget velholdt, og den er interessant som eksempel på bornholmsk byggeskik. I Almindingen finder man også Bornholms travbane samt dyrskueplads. Bygningerne her er enkeltvis ikke bemærkelsesværdige, men takket være især en ensartet farvesætning skaber bygningerne et værdifuldt miljø. Almindingen er et stærkt kuperet skovområde midt på Bornholm. Her stikker Bornholms urfjeld op og skaber dramatiske landskabsformer. For de fleste vil det nok være overraskende at blive konfronteret med den besked, at det meste i Almindingen er menneskeværk - lige bortset fra landskabsudformningen! På en klippevæg i Almindingen på Bornholm er følgende mindeord mejslet ind, forfattet af Vilhelm Bergsøe, der foruden at være forfatter også var zoolog: HANS RØMER 1770 – 1800 – 1836 VILDTET SKABTE HAN HJEM OG MENNESKET SKYGGE – TUSINDE SANGFUGLE NU I HANS LYSE HØJSALE BYGGE – DØDE NATUR! VED HAM FIK DU LIVET TILBAGE – HVO, SOM AF DØD VÆKKER LIV, KAN DØDEN IKKE TAGE

Spentrup er en landsby mellem Randers og Mariager. På Spentrup kirkegård ligger digterpræsten Steen Steensen Blicher begravet. Blicher blev født i 1782 og døde i 1848. Et års tid, 1824-25 var han præst i Thorning og Lysgaard; men fra 1825 til 1847 var han præst ved Spentrup Kirke. På gravstenen findes en omskrivning af et vers fra Blichers egne sange: "Dit Navn skal i de fjerne Dage mindes og Fremtids Børn dit Kvad forlyste vil. Naar ingen veed, at her din Gravhøj findes, og ingen af din Slægt er mere til". Billedet af Blichers grav stammer fra mit besøg i Spentrup i 2006.

Wolle Faarbak hed egentlig Ole Fjeldgaard Christoffersen Kører man fra Bouet mod nord ad Vodskovvej kan man lige nord for Engholm i den vestre vejside og grøftekant se et groft tilhugget granitkors. Vejkorset eller mindekorset er rejst for en mand, som blev kaldt Wolle Faarbak. Man kan undres over, at der i vejsiden er rejst et kors. Men der ligger også en tragisk historie bag vejkorset. I et særtryk af Historisk Samfunds årsskrift ”Fra Himmerland og Kjær Herred” 1957-58, bind 20, fortæller lokalhistoriker Kr. Værfelt, hvordan han første gang så korset i 1890’erne. En gammel kone fortalte ham senere, at her kørte Ole Fjeldgaard Christoffersen, kendt som Wolle Faarbak, galt med sin hestevogn 5. november 1856 og druknede efter at være væltet i den dybe grøft. Wolle var på vej hjem fra marked i Aalborg til sit hjem i Gammel Kirk. Dagen efter fandt man ham under vognen, mens hestene stod lige så pænt foran. Årsagen var tragisk nok. Wolle var drikfældig og sagde aldrig nej til en dram eller tre, og den novemberaften havde han fået mere end sædvanligt – så meget, at det gik galt med styringen af hestekræfterne. Selv dengang var promillekørsel ikke af det gode. En anden forklaring tilbyder forfatteren Thorkild Gravlund i ”Herredsbogen” fra 1930. Her står at læse, at det skulle være to svenske karle fra den nærliggende gård Engholm, der skulle have slået Wolle ihjel. Efter at have lagt ham i grøften væltede de vognen hen over ham for på den måde at få drabet til at ligne et uheld. Det var nemlig almindelig kendt, at Wolle gik hårdt til datidens billige brændevin. Senere skulle en af svenskerne på sit dødsleje have bekendt drabet, men der foreligger intet til motivet til ugerningen. Wolle Faarbak blev begravet på Øster Hassing kirkegård, og senere fik hans enke, Catrine Margrethe, født Carstens, Jørgen Jensen Stenkløver til at lave granitkorset ved ulykkesstedet. På mindekorset er der hugget en tekst, som efterhånden er næsten ulæselig, men den skulle stå: Paa dette Sted fandt jeg min sidste Levevandring Aar 1856. Ole Fjeldgaard Christoffersen. Og det er jo så sandt – uanset om der var tale om en ulykke eller et drab. Men for at gøre denne historie knap så trist og tragisk, så plantede en venlig mand ved navn Anders Bach påskeliljer ved korset, så de foråret 1997 stod i fuldt flor. Et oldebarn til afdøde, læge Olav Asholt, Bjerringbro, takkede 20. maj 1997 i Nordjyske Stiftstidende for denne smukke tanke og gestus. Senere har andre plantet løgvækster ved vejkorser, Et billede af korset i avisen viste, at der var vintergækker i fuldt flor.

Skamlingsbankestøtten. På Skamlingsbanken sydøst for Kolding blev i 1863 rejst en 16 m høj obelisk af 25 blokke af svensk Uddevalla-granit. Skamlingsbankestøtten, der blev rejst som symbol for danskheden i Sønderjylland, blev efter krigen i 1864 sprængt af preusserne den 21. marts 1864, men efter krigen tilfaldt de otte sogne omkring Skamlingsbanken Danmark, og derfor kunne skamlingsbankestøtten genrejses, hvilket skete allerede i den 1. maj 1866. Mange af obelisken granitblokke bærer præg af preussernes sprængning; men da den skulle genrejses, blev man enige om, at de beskadigede blokke burde genbruges og stå som et minde om hændelsesforløbet. Obeliskens nederste blokke har indgraveret navne på danskehedens forkæmpere i Sønderjylland samt datoer for søjlens rejsning, sprængning og genrejsning. De otte sogne: Skamlingsbanken ligger på grænsen mellem Sønder Bjert sogn og Vejstrup sogn, der sammen med sognene Sønder Stenderup, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps og Hejls udgør de såkaldte "otte sogne". Oprindelig var sognene en del af hertugdømmet Slesvig, men efter fredsslutningen i 1864, hvor Danmark måtte afstå Sønderjylland/Slesvig til Preussen og Østrig, blev de otte sogne udskilt fra Sønderjylland/Slesvig og forblev danske som en del af Vejle amt. Forklaringen skal søges ved Sønderjyllands vestkyst. Her - syd for Ribe - lå siden senmiddelalderen nogle spredte områder, der, selv om de var beliggende i hertugdømmet, var dele af den danske konges besiddelser og altså statsretsligt en del af kongeriget Danmark. Disse 'kongerigske enklaver', som Preussen ønskede indlemmet i Slesvig, blev mageskiftet med de otte sogne, et område omkring Ribe og øen Ærø, således at den nye landegrænse mellem Danmark og Tyskland blev entydig. Efter Genforeningen i 1920 forblev de otte sogne en del af Vejle amt, indtil kommunalreformen i 1970. Da flyttede de tre (Taps, Vejstrup og Hejls) til det nyoprettede Sønderjyllands amt. Et 106 år gammelt skæbnefællesskab mellem de otte sogne blev hermed brudt. Efter kommunalreformen i 2007 blev alle kommunerne indlemmet i Kolding Kommune.

Rundt omkring i Danmark findes mange mindesmærker for stifteren af Det Danske Hedeselskab, Enrico Mylius Dalgas (1828-94). Det viste billede er fra Tirslund Plantage nær Holsted. I forlængelse af og aftvunget af tabet af Sønderjylland i 1864 satte Dalgas gang i opdyrkningen af hedestrækninger og vådområder. Mottoet "Hvad udad tabes skal indad vindes", var ikke Dalgas egne, men ordene kom til at stå symbolsk for hedens opdyrkning og tilplantning. Brugt blev også træplantningsopråbet: "Hvor Ploven ei kan gaae, og Leen ei Jubel faae, der bør er Træ at staae"

På Rubjerg gamle kirkegård er der stadig en del gamle gravsten tilbage. Første gang jeg besøgte kirkegården, fandt jeg en særlig gravsten. På den står nemlig, at Willum Hansen døde den 31. april 1877. Det forlyder, at da stenhuggeren blev gjort opmærksom på den ikke-eksisterende dato, tilbød han at rette fejlen; men de pårørende mente, det var bedst at lade den stå.

Uden for kirkegården ved den nedstyrtningstruede Maarup Kirke er rejst en lille spidspyramideformet mindesten til minde om et kongebesøg. Den 16. august 1871 besøgte Christian IX den stormomsuste kirke.

I Dejbjerg bakker i Vestjylland blev der 30. maj 1898 på en opkastet høj afsløret en over 4 meter høj mindestøtte - to granitsten på en muret sokkel - for Enrico Mylius Dalgas, stifteren af Det Danske Hedeselskab.

Kongenshus Mindepark, hvis fulde navn er Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere også omtalt som Kongenshus Hede er en mindepark 25 km sydvest for Viborg i Resen Sogn, Fjends Herred. Der er tale om en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Til formålet havde Hedeselskabet i 1942 opkøbt ca. 1200 ha uopdyrket hede, der i dag udgør mindeparken, og 10. juni 1953 blev mindeparken åbnet. I Kongenshus Mindepark finder man Mindedalen, hvor der står 39 herredssten, der er omgivet af tilsvarende sognesten med navnene på 1.200 hedeopdyrkere, samt deres hustruer. Ved de fleste navne står manden med efternavn, med konens fornavn under. Mindedalen munder ud i en mødeplads, der er omgivet af sten med navnene på personer, der havde særlig betydning for hedeopdyrkningen, bl.a. Ludvig von Kahlen og Jens Jensen, hedeopdyrker. Parkens indretning blev foretaget af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen (1893-1979) og arkitekt Hans Georg Skovgaard (1898-1969). Renpark: Området var fra 1913 og cirka ti år frem en velbesøgt turistattraktion, da købmand Hans Dall lod 400 rensdyr transportere dertil fra Lapland sammen med en samefamilie. Imidlertid blev dyrene ramt af sygdom, og i 1923 var der kun tre rener tilbage.

Den Hvide Hest En dag i 1921 bragede et skud i en østjysk egn. Skuddet gjorde en ende på hesten Malgré Touts liv. Hesten havde fået dårlige ben og måtte aflives. Efter lang tids diskussion om, hvad man skulle gøre med den døde hest, endte det med, at man skar hestens hove af til senere konservering, og dens korpus blev begravet i nærheden af godset Visborggaard, som ligger lidt nord for Hadsund. Den hvide hest Malgré Tout ejedes af grev Danneskjold-Samsøe, Visborggaard, og det var ham, der stillede hesten til rådighed til de historiske ridt. På mindestenen for hesten kan man læse denne inskription: DEN HVIDE HEST JEG KONGEN BAR OVER GRÆNSEN HEN DA SØNDERJYLLAND BLEV DANSK IGEN 10. JULI 1920 Før hesten blev begravet, blev alle dens hove skåret af, og de blev konserveret, beskoet og omdannet til en art askebægre. Den forhov, som først trådte over grænsen til Sønderjylland, blev monteret med forgyldte beslag og skænket til kongen. De øvrige tre hove blev monteret med forsølvede beslag og forblev i slægten Danneskjold-Samsøe. På alle de fire konserverede hove og på mindestenen over den hvide hest er indgraveret dette rim: "Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen". Den hvide hest var den, som Christian 10. benyttede, da han i forbindelse med Genforeningen den 10. juli 1920 red ind i det genvundne land over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld. Ingen var i tvivl om, at hesten var noget helt særligt, og det blev sågar foreslået at udstoppe den. Med tiden blev hesten endda genstand for et rygte: "Den hvide Hest" sagde man, var slet ikke hvid. Den var blevet malet til lejligheden. Rygtet blev startet af prins Knud, kongens yngste søn. Han erindrede at have fået noget hvidt på sit ene bukseben, da han havde ramt sin faders hest. Det blev hen ad vejen til myten om, at hesten var blevet kalket. Grunden skulle være at få en gammel spådom, fremsat af den synske Aabenraa-kvinde Jomfru Fanny (1805-1881), til at gå i opfyldelse. Jomfru Fanny havde i et syn set en konge komme ridende ind i landsdelen på en hvid hest, når Sønderjylland ikke længere var tysk. Er der så hold i myten? Det kommer an på, hvordan man ser det. Slås fast skal det, at hesten var hvid og ikke nok med det – den var albino. Albinoer kan imidlertid komme til at fremstå med et lyserødt skær, og for at fremhæve hestens ægte farve fik man den smurt ind i rensevæske. Da prins Knud havde ramt sin fars hest, var det derfor ikke maling, der smittede af, men rensevæske. Er det snyd? Måske, måske ikke! Tankevækkende er det imidlertid, at den ridende konge, der modtages af sønderjyderne, blev så stærkt et billede, at episoden står med et nærmest mytologisk skær i dansk historie. Mon en smule rensevæske mindre havde ændret på det? Selv har jeg flere gange aflagt besøg ved mindestenen for den hvide hest, senest i forsommeren 2011. På det tidspunkt var der pyntet pænt op omkring mindestenen, og stenens tekst var blevet malet op. Anledningen var, at man i Hadsund og omegn ventede besøg af Dronning Margrethe.

Ved Frederikshøj kro i Taps, hvor der tidligere var grænsetoldsted, begyndte den 10. juli 1920 Christian X's højtidelige indtog i Sønderjylland. Ved det sted, hvor han besteg den hvide hest, blev der i 1921 afsløret en 3 m høj genforeningssten, som bærer teksten: "Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen". Den samme indskrift står på mindestenen over den hvide hest, som er rejst i nærheden af Visborggård, hvor hesten kom fra. Umiddelbart efter det historiske ridt blev hesten aflivet og begravet. Se mere under beskrivelsen af "Den hvide Hest".

Ved Maarup Kirkes vestgavl har der siden 1940 været opstillet et meget stort skibsanker. Ankret stammer fra det engelske skib The Crescent, som strandede ved Lønstrup Klint i 1808. De druknede søfolk fra The Crescent blev begravet på Maarup kirkegård. På grund af nedskridning af klinten er efterhånden store dele af kirkegården skredet i havet, og skeletrester er fulgt med. På en sten ved siden af ankret kan læses: "Anker fra den engelske Fregat "The Crescent" ilanddrevet fra Vraget 1939. Lønstrups trofaste Ven Grosserer Opmandus Jensen, København, skænkede det og lod det opstille 1940". Skønt forliset fandt sted i 1808 kan det undre, at ankret først drev i land i 1939, efter 131 år.

Husmændenes digter Johan Skjoldborg fødtes i Øsløs, Vester Han Herred, i 1861 (død 1936). En mindesten med portrætrelief er rejst af Han Herred Husmandskreds i Øsløs by. Gennem flere år (1908-15) ejede Johan Skjoldborg halvøen Dynæs i Julsø ved Laven. Her inspireredes han til at skrive "Dynæs-Kilderne". Allerede i 1897 skrev Skjoldborg den kendt husmandssang "Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav" På mindestenen er indgraveret nogle linier fra sangen "Ja, vi mødes alle unge": VI VIL REJSE NYE HUSE, NYE HJEM FRA STRAND TIL STRAND, MED DE HUNDRED TUSIND HAVER SMYKKET SKAL DU STÅ, VORT LAND

KNUDSEN, Jakob Knudsen, mindesten på Rødding Højskole, rejst i 100 året for Jakob Knudsens fødsel i Rødding, mens hans far var lærer på højskolen. Selv var han højskolelærer på Askov Højskole 1882-90. Inskriptionen er af Ole Wivel: JAKOB KNUDSEN 1858 14. SEPTEMBER 1958 SÅDAN HUSKER VI DIG HÅRD MOD ANDRE KRÆVENDE FORDI DET VÆLDIGE LIV HAVDE LAGT SINE LÆBER MOD DINE OG INDVIET DIG TIL OPRETHOLDER AF GUDSKABT MENING. STORSLÅET FORTÆTTET AF VÆSEN SKØNT ANGREBET INDEFRA. FØRST I DØDEN FANDT DU UFORSONLIGE DEN FRED SOM HERREN IKKE UNDTE SIN NEDKÆRE TJENER

Sagfører A. Olesen, Nørresundby, var meget begejstret for Hammer Bakker. Han skænkede den grund, som Vodskov Kirke er bygget på, men ikke nok med det. Han beskostede i det væsentlige opførelsen af Vodskov Kirke.

Ved vejen lidt syd for Farsø nær en oldtidshøj er rejst en mindesten for digteren Johannes V. Jensen. Den store natursten, en vandreblok fra istiden bærer indskriften "Alvorlig taler ved Alfarvej med Grønsvæt tækket de Gamles Grave". Johannes V. Jensen fødtes i Vesthimmerland 1873 (død 1950). Han var søn af dyrlægen i Farsø og broder til Thit Jensen. Johannes V. Jensens forfatterskab spænder meget vidt lige fra poetisk og sangbare digte som Danmarkssangen "Hvor smiler fager den danske kyst", hans Himmerlandshistorier om "Tordenkalven" eller "Syvsoverne" eller det store værk "Den lange rejse"

Vest for Silkeborg i Hørbylunde står der ved Herningvejens nodre side et groft tilhugget granitkors. Det er et mindekors for Kaj Munk. Det var her, han blev myrdet af tyskerne natten til den den 5. januar 1944. Meget ofte sker det, at forbipasserende gør holdt ved mindekorset og lægger en buket friske blomster.

På Ravnsbjerg syd for Linde mellem Holstebro og Lemvig er rejst en mindesten for Kaj Munk. På den egn havde digterpræsten jagtret gennem mange år. Selv om Kaj Munk slet ikke var missionsmand, blev der hvert år holdt "jagtgilde" i Linde Missionshus, til nogle missionsfolks betænkelighed, og med pressens store bevågenhed. Hardsyssel Årbog for 1977 giver en fyldig beretning om Kaj Munks jagt og jagtfester på de kanter

I haven ved Hvidsten Kro står en mindesten med et portrætrelief af kroejer Marius Fiil. Sammen med familiemedlemmer og venner udgjorde han under den tyske besættelse Hvidsten-gruppen. Deres væsentlige opgave var at modtage containere med våben, sprængstof og ammunition, som blev nedkastet fra engelse fly. Hvidsten-gruppen blev afsløret, og alle dens otte medlemmer blev henrettet af tyskerne den 29. juni 1944. På mindestenen for Marius Fiil er indhugget denne Blicher-strofe: Læ wos ålti blyw ve de! Fåer sin båen ka kjennes ve! Søen et sind da hær i Noer håll sæ ve, te ålt fågoer!

Flying officer E. L. Germain blev med sin Mustang FX955 skudt ned ved Lundby krat den 6. maj 1944. Den 17. maj blev han begravet på Frederikshavn kirkegård. Denne begravelse blev saluteret af RAF. Den 17. maj udførtes nemlig den mest vellykkede og vel-timede mission af Ranger/Intruder typen i Danmark. Tidligt om morgenen den 17. maj lettede 8 Mustang-fly fra Funtington og Coltishall i England og satte kurs mod Aalborg. Planen var at flyve i minimun højde over Nordsøen, men kraftige regnstorme tvang formationen op i 3000 fod. Kort før indflyvningen observeredes tyske fly i samme højde. De tyske fly var tydeligvis overraskede over tilstedeværelsen af britiske fly; derfor blev der gjort kort proces over for tyskerne, nogle Ju 88, en He 177 og nogle Me 109. Mindst en halv snes tyske fly blev skudt ned eller ødelagt på jorden, fordelt på flyvepladserne Rørdal og Rødslet. To Mustang-fly gik tabt, og den ene af piloterne, Flight Lieutenant Barret, blev dræbt; den anden pilot, Flight sgt. Rowland Williams, måtte nødlande nær Hjallerup. Williams’ flyvehøjde var på det tidspunkt så lav, at et tørvegraversjak i mosen måtte dukke hovederne; en af tørvegraverne indrømmede bagefter, at han var blevet så rædselsslagen, at han havde knust pibespidsen mellem tænderne. For Flying officer E. L. Germain er rejst en mindesten i Lundby krat sydøst for Aalborg på det sted, hvor hans fly styrtede ned. Hvert år den 6. maj bliver der lagt en mindebuket ved stenen.

Denne granitflise med et kryds på ligger på Bornholms sydkyst. Når du står ved den, kan du sige: "Her står jeg!" Du kan også vide, at du står på det geografiske sted, hvor den 15. længdegrad krydser den 55. breddegrad. Denne præcise lokalitet er et sommerhusområde på Bornholms sydkyst, Slusegårds Mølle, ca. 5 km. vest for Due Odde.

Kongenshus Mindepark, hvis fulde navn er Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere også omtalt som Kongenshus Hede er en mindepark 25 km sydvest for Viborg i Resen Sogn, Fjends Herred. Der er tale om en mindepark for opdyrkerne af heden i Jylland. Til formålet havde Hedeselskabet i 1942 opkøbt ca. 1200 ha uopdyrket hede, der i dag udgør mindeparken, og 10. juni 1953 blev mindeparken åbnet. I Kongenshus Mindepark finder man Mindedalen, hvor der står 39 herredssten, der er omgivet af tilsvarende sognesten med navnene på 1.200 hedeopdyrkere, samt deres hustruer. Ved de fleste navne står manden med efternavn, med konens fornavn under. Mindedalen munder ud i en mødeplads, der er omgivet af sten med navnene på personer, der havde særlig betydning for hedeopdyrkningen, bl.a. Ludvig von Kahlen og Jens Jensen, hedeopdyrker. Parkens indretning blev foretaget af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen (1893-1979) og arkitekt Hans Georg Skovgaard (1898-1969). Renpark: Området var fra 1913 og cirka ti år frem en velbesøgt turistattraktion, da købmand Hans Dall lod 400 rensdyr transportere dertil fra Lapland sammen med en samefamilie. Imidlertid blev dyrene ramt af sygdom, og i 1923 var der kun tre rener tilbage.

Rundt omkring i landet, somme tider på ret upåagtede steder, finde man mindesmærker for kendte såvel som mindre kendte personer - og dyr.



På min færden i syd og nord, øst og vest har jeg fundet nogle af disse upåagtede mindesmærker, og jeg har forsøgt at finde historien bag minderne



Der vises billeder af disse mindesmærker:

Ammelstenen på Ammelhede i Virring  
Blichers grav i Spentrup
Dalgas-monument i Tirslund
Dalgas-støtte i Dejbjerg
Den Hvide Hest-sten i Visborg
Frihedsstøtten i København
Geografisk sted på Bornholm
Germain-sten i Lundby Krat
Gravsten i Rubjerg 
Guldhorn-sten
HANS RØMER, Almindingen på Bornholm
Husby Hole i Vester Han Herred
Jakob Knudsen, Rødding Højskole
Johannes V. Jensen-sten i Farsø
Johan Skjoldborg-minde i Vesløs
Kaj Munk-kors i Hørbylunde
Kaj Munk-minde i Linde
Kongebesøg i Maarup
Kongenshus Mindepark
Kong Hans' Hul
Lars Dyrskjøt-bauta på Skansen i Nørresundby
Magnus-stenen i Skibelund
Marius Fiil-relief ved kroen i Hvidsten
Olsen-minde i Hammer Bakker
Skamlingsbankestøtten
Svend Grathes Mindestøtte på Grathe Hede
"The Crescent"-anker ved Maarup Kirke
Wolle Faarbak-kors




Klik på billedet af et mindesmærke, og du vil få serveret historien bag det.



God fornøjelse

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

02.10 | 12:29

Leder efter "Pilgaard Mølle" el. "Pilgaards Mølle" i trekanten fra Hjallerup over Hals til Vodskov med centrum så nogenlunde i Vester og Øster Hassing.

...
11.09 | 17:20

Der står også en runesten i Hobro (Hobro-stenen), hvis du vil have den med på listen. Den blev opdaget i 1623 på Hobro Kirkegård, og står nu på biblioteket.

...
10.09 | 19:30

Fantastisk spændende og flot side.

Jeg undre mig dog over, at Snekkerstenen ikke er nævnt. Den ligger ud for kysten nord for Snekkersten.

Mvh Mickala

...
05.07 | 20:35

Kære Poul Erik: Du må prøve at finde ud af, hvem der har ejet det, før du gik det. Held og lykke med det!

...
Du kan lide denne side