Her er vist det runealfabet, der kaldes futhark. Det består af 16. tegn. Flere af tegnene er ret genkendelige. Det gælder b, f, i, r, t og måske s. Det ret forenklede alfabet gør, at flere lyde må dele tegn; det f.eks. o og u.

Ved Gallehus i Sønderjylland blev i 1639 og 1734 fundet to guldhorn af hhv. kniplersken Kirsten Svendsdatter og husmand Erik Lassen. Begge guldhorn blev imidlertid i 1802 stjålet af guldsmeden Niels Heidenrich, som omsmeltede dem. Til alt held var der lavet en nøjagtig tegning af guldhornene og de illustrationer, der var på dem. Derfor lod det sig gøre at lave kopier af begge guldhornene. Foruden de forskelligartede motiver af geometriske figyrer, menneske-, dyre- og fabelfigurer, havde det korteste guldho

Asferg er en sogne- og kirkeby, som ligger i det nordlige Østjylland midtvejs mellem Randers og Hobro. I sognet blev der i 1795 på Ejstrup mølles mark fundet en runesten, da man var i færd med at sløjfe en gravhøj. Efter nogen tid at have tjent som dørtrin ved møllen kom stenen i 1825 til København, hvor den stadig står i Nationalmuseets runehal. Runeindskriften er tydet: ”Thoger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, - - meget - - ”. Måske kommer runestenen en dag tilbage til stedet, hvor den har hjemme.

Der findes flere Århus-runesten, men dette eksemplar kom frem i dagens lys i 1905; den havde ligget i fundamentet under en del af Århus Klosterkirke, alias Frue Kirke. Runestenen overførtes til museeut i Århus, senere til Moesgård. Runeindskriften har denne tydning: "Toste og Hove og Frebjørn de rejste denne sten efter Asser Saxe, deres fælle, en meget anset ung mand. Han døde som den største unidding af mænd; han ejede skib sammen med Arne".

Bjerring-stenen er fundet i Bjerring kirke, som er beliggende i den vestlige udkant af Bjerringbro. Her har runestenen antagelig ligget, siden kirken blev bygget i 1200-tallet. Selv om runestenen således er af gammel dato, er den Danmarks yngste, idet den først blev fundet og fremdraget i november 1996. Under en gennemgribende restaurering af Bjerring kirke, skulle der føres et el-kabel under den mere end 800 år gamle indgangsportal. Her stødte murermester Finn Jensen på en stor og flad granitblok. Denne viste sig at være en runesten, som siden kirken blev bygget for mere end 800 år siden har fungeret som en art trædesten. Den store sten havde murermesteren dog stødt på allerede for 25 år siden, da der skulle installeres elektricitet i kirken; men da opdagede man ikke, at der var tale om en runesten. Den nyfundne runesten er tæt beskrevet med runer, som står ristet i fem linier. Straks da runestenen var fundet, strømmede det til med runeeksperter og lægfolk, som gik i gang med at tidsfæste stenen og tyde dens tekst. En stribe mejslede huller på langs af stenen fortæller, at den på et tidspunkt er forsøgt flækket, men delingen blev aldrig gennemført. Museumsinspektør Mette Iversen fra Viborg mener, at stenen i sin tid blev anbragt foran indgangen til kirken, fordi den var en runesten, som stadig nød en vis respekt. Tydelige spor af slid viser, at stenen de første mange år har ligget udækket, og kirkegængerne har gået på den. Det er museumsinspektørens håb, at stenen vil blive gravet fri og rejst. Selv om kirkeportalen granitsøjler hvilede direkte på runestenen, mente murermester Finn Jensen, at det ville være en forholdsvis enkel sag at frilægge stenen og med understøbning sikre, at portalen nok skal blive stående. Den 2,2 meter høje runesten står nu oprejst i våbennhuset. Stenens noget mangelfulde indskrift er tydet: ”Thorgunn, Karuks datter, rejste denne sten efter Thore, sin husbond, Tholfs søn, på St . . men Tue Smed, hans frænde, . . . huggede . . .stenen fra sin plads, Ingulf . . Runerne fortæller altså, at enken Thorgunn Karuksdatter i sidste halvdel af 900-årene rejste den smukke sten over sin mand, Tore Thulfssøn, en af egnens mægtigste mænd. Slægtningen Tue mejslede runerne over fem lodrette linier på stenens flade – og hidtil kendte – side. En genrejsning af stenen vil umiddelbart afdække den del af runeteksten, som hidtil har været skjult af den ene af portalens søjler. Frilæggelsen af den store runesten vil tillige afsløre, om der også er runeindskrift på stenens anden side. Omtrent samtidig med Bjerring-stenens tilblivelse begravedes en lokal stormand ved Mammen, et par kilometer fra Bjerring. Udgravninger i 1800-taller og senere i 1986 har vist, at denne stormand med sig i gravkammeret af lodretstillede egestolper fik et rigt udstyr, bl.a. to jernøkser, hvoraf den ene var udsmykket med sølvornamenter. Selv var han iklædt sin kostbareste dragt, delvis i silke, og et stort vokslys skulle vise vej på den sidste rejse. En opkastet jordhøj over kammeret fuldendte stormandens begravelse. Begravelsen i Mammen blev en af de sidste, der foregik på vikingemanér. Ud fra årringene i gravkammerets egestolper har man kunnet fastslå, at de anvendte træer er fældet i vinteren 970-71. Mit foto af runestenen stammer fra besøg i kirken sommeren 2007.

Bække-stenene, Godt 10 km nord for Vejen ligger Bække. I sognet findes to runesten; en ved Bække kirke og en anden ude på Bække mark. I 1810 skulle her anbringes en ny port i kirkegårdsdiget. Kromanden, der hed Lund, lagde mærke til, at en stor grårødsten var forsynet med en mærkelig indskrift. Han sørgede for, at stenen blev flyttet fra sin hidtidige skjulte plads i diget og opstillet i den udvendige side ved kirkegårdslågen, så indskriften kunne ses af alle vejfarende. Senere blev stenen flyttet ind på kirkegården, hvor den havde sin plads ved det nordre våbenhus, indtil den endelig rejstes på den lille høj mellem kirken og vejen, hvor den står nu. De tydelige runer lader sig let læse: Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”. Videnskaben stiller sig noget skeptisk over for den antagelse, at Thyre, som nævnes på runestenene i Læborg og Bække, skulle være den samme, som mindes på Gorms og Haralds runesten i Jelling. Det anføres, at Thyre vistnok har været et af Vikingetidens almindelige navne, og at ordet ”drotning”, som læses på Læborg-stenen, ved siden af ”dronning” også har haft den jævnere betydning ”frue”. Retfærdigvis må det dog fastholdes, at den mulighed stadig ikke lader sig afvise, at Ravnunge-Tue (og hans fæller Funden og Gnuble på Bække-stenen roser sig af at have opført den ene af Jelling-højene og da snarere den nordlige, som Gorm menes at have ladet bytte ved Thyres død. Ravnunge-Tue, som åbenbart har været den førende i laget og tilmed runemester, har da tillige i Læborg ristet minderuner for dronningen, og alle tre høj-entreprenører må antages at have været i kongens tjeneste eller at have hørt til den nærmeste kreds om kongehuset. Foruden runestenen ved kirken findes der en ude på Bække mark. Selvom indskriften ikke giver anledning til betragtninger over Danmarks kongehistorie, er den dog en omtale værd, både på grund af sin fundhistorie og interessante plads, og fordi dens indskrift er vanskelig at tolke på grund af den måde, runemesteren har valgt at stave og skrive sine ord. Husmand Johannes Kæstensen på Bække mark kendte det gamle sagn om et åar temmelig store høje, de såkaldt ”Kalægums Høje” nord for kirken. Man sagde, at en kæmpe eller konge lå begravet her. Desuden vidste han selvfølgelig, at mange allerede tidligere havde set lys brænde i højen, som over en skat, ja, så sent som vinteren 1857 havde en mand og hans bekendtskab set det. Denne mand havde imidlertid ikke kunne tie, men gjorde andre opmærksomme på synet, der så selvfølgelig – som den slags har for skik – øjeblikkelig forsvandt. Så skete det en sen aften, at katten kom ind i Kæstensens stue, hvor den ikke havde noget at gøre. Under sin og pigens jagt på katten, kom Kæstensen tilfældigt til at kaste et blik i retning af højen, og så ser han da selv lyset klart og stærkt lige sud for den. Kæstensen, som mindes sin nabos uheld, og som frygter for, at lyset – og dermes skatten – skal forsvinde lige som sidst, tier klogelig stille; og pigens snak efter endt kattejagt, om at hujn har set ligesom lys vedhøjen, overhører han. I tavshed, som man jo skal, for at skatten ikke skal synge i jorden, gravede man der da, hvor lyset var set. Den store, grårøde sten, som lå så dybt, at kun en kant af den var synlig, måtte lettes, og da kom runeskriften, en skat af anden art end den ventede, for dagens lys. Runestenen på Bække mark står nu på sin gamle plads, den yderste i en delvis ødelagt stanrække, der udgår fra den mindste af de ti høje. De ret tydelige rune kan tydes således: Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder.

Danevirke var et system af forsvarsvolde ved Danmarks sydlige grænse. Den ældste del af voldsystemet er påbegyndt anlagt i kong Godfreds dage omkring år 800. Gennem de efterfølgende århundrede blev voldsystemet viderebygget fra byvolden omkring Hedeby i øst til Hollingsted i vest, hvor voldsystemet fik kontakt med Trene å. Voldsystemets forskellige afsnit er Forbindelsesvolden, Hovedvolden, Krumvolden og Kovirke eller Kograven. De fleste af voldene er jordvolde. Valdemarsmuren, som var en del af Hovedvolden, var dog bygget af brændte sten; rester af denne kan stadig beses. Danevirke-stenen, som også kaldes Skarthes runesten, har sin plads ved Bustrup i udkanten af Slesvig by Stenens runeindskrift lyder: ”Svend Konge satte Sten efter Skarthe sin Hirdmand, som var faret vesterud, men nu blev død ved Hedeby”. Svend Tveskæg satte stenen 983 over nordmanden Skarthe, der faldt under kampen om Hedeby. Han er den ældste navngivne kriger her i landet med gravsten sat af selve kongen. Runestenen forsvandt åbenbart, men blev genfundet 1797 af stenhugger Peters; han meldte sit fund og fik en liden dusør af landsgreve Carl, statholderen i hertugdømmerne. Runestenen blev siden sat op på en gravhøj overbygget med et uskønt pagodeagtigt hus, og sådan fremstod den i mange år. Under Anden Verdenskrig blev det kostelige dokument nedgravet ved Jyske Hærvej og på den måde beskyttet mod beskydning fra fly. Efter krigen blev Skarthe-stenen ført hjem på sin plads, nemlig dér, hvor kongen satte den for tusind år siden ved Bustrup i udkanten af Slesvig by. Fra stenens høj kan man se Forbindelsesvolden. Danevirke-stenen er den eneste blandt Hedebys fire runesten, som står på sin oprindelige plads. De øvrige tre Hedeby-sten er anbragt på Gottorp Slot. Adskillige gange har jeg besøgt Skarthe-stenen på dens plads i Bustrup, og jeg har mange gange været på Gottorp Slot og set runestenene dér.

Durup er en sogne- og kirkeby, som ligger i Himmerland mellem Hobro og Aars. I haven til herregården Nøragergård er Durup-stenen opstillet. Den oprindelige runesten lå som grundsten i Durup kirke, men ved en restaurering i 1885 blev stenen taget ud og slået i mange stykker. Det bevarede brudstykke bærer den ufuldstændige indskrift, som er tydet: - rejste denne Sten efter Toke - - en velbyrdig - -. Ud over runestenen er der i sognet af fredede oldtidsminder en lille jættestue og 30 høje, hvorag flere er anselige; der er sløjfet eller ødelagt 42 høje.

Egaa er en sogne- og kirkeby i det gamle Randers amt, men beliggende umiddelbart nord for Århus. I er stengærde i Egaa by blev der i 1814 fundet en runesten; den skal være bragt dertil fra Brobjergbakke nord for Egaa. Topstykket til Egaa-stenen, der manglede, blev fundet ved gærdets omsætning i 1830, og det er blevet sat på sin rette plads. Indskriften på Egaa-stenen er tydet således: ”Alvkil og hans sønner rejste denne sten efter deres frænde Manne, som var landsbestyrer hos Keld den norske”. Egaa-stenen befinder sig på Nationalmuseet.

Farsø-stenen: Farsø ligger i det sydvestlige Himmerland i det gamle Aalborg amt, ca. 10 kilometer sydvest for Aars. Så sent som i 1955 blev der fundet en runesten i gulvet foran norddøren til Farsø Kirke; her havde den antageligt fungeret som tærskel. Nu er stenen opstillet i kirkens våbenhus. Farsø-runestenens indskrift, som løber stenen rundt, er skrevet med det yngre runealfabet og lyder i oversættelse: ”Toste og Asbjørn rejste denne sten efter Tue, broder til . .” . Resten mangler. Forneden på stenen findes hugget et vikingeskib, som kyndige mener skal fortolkes ud fra Ragnarok-fortællingerne om Naglfar, dødsskibet. Selv om Himmerlands hjemstavnsdigter Johannes V. Jensen var fra Farsø, oplevede han altså ikke at se Farsø-runestenen. Ifølge ”Kirken i Farsø” færdedes han og den ældre bror Hans Otto da ellers meget i og omkring kirken; de fandt f.eks. på at benyttet kirketårnets mure som klatrevæg. Johannes V. skriver bl.a. ”aldrig er et kirketårn blevet udtømt for svimlen, gru og forvovenhed som det gamle kirketårn i Farsø”, og han fortæller, at hans ældre bror favnede vejrhanen, mens han selv ikke nåede længere end til murhullerne under tagrenden.

Ferslev ligger i Øst-Himmerland omkring 10 kilometer syd for Aalborg. Fra Ferslev sogn kendes to runesten, begge fra Vikingetiden ca. 800-1000-tallet. Den ene runesten findes indmuret i Ferslev kirkes våbenhus; den har indskriften: ”Toke Lutaris Søn satte denne Sten efter sin Søn Aaste”. Den anden runesten, der tidligere sad i præstegårdens havedige, er nu forsvundet; dens korte indskrift lød: ”- ristede disse runer”.

Flejsborg er en sogne- og kirkeby, som ligger i Vesthimmerland i det gamle Aalborg amt, 10-12 kilometer sydøst for Løgstør. Her blev i 1851 under klokkestabelen på kirkegården ved Flejsborg kirke fundet en runesten, som nu står nu i kirkens våbenhus. De ufuldstændige runer på Flejsborg-stenen fortæller: ”Thorkil satte Stenen efter sin Fader . . Søn”. Foruden runestenen findes i sognet af fredede oldtidsminder en hellekiste og 17 høje, deriblandt den store Kodhøj ogStorhøj lige nord for kirken.

Funder er en lille sogne- og kirkeby, som ligger få kilometer vest for Silkeborg. På en søjlefod i portalen i Funder kirke mellem våbenhus og kirke, altså kirkens oprindelige sydportal, er indhugget en zikzaklinje, og i vinklerne står med pyntelige middelalderruner: niklas-, l og a er, som det kunne ske med to eller flere runer, både i ældre og nyere tid, slået sammen til et enkelt tegn, en såkaldt binderune. Indskriften gengiver den middelalderlige form af navnet ”Niels”, formodentlig kirkens bygmester. Under alle omstændigheder må runerne være så gamle som kirken (foto fra besøg i kirken 1. aug. 2008)).

Galtrup ligger på Nord-Mors ca. 12 km nordvest for Nykøbing. I sydmuren ved Galtrup kirkes tårn findes to romanske gravsten/ligsten. Den ene – en næsten to meter lang, rødlig granitsten – bærer på den indrammede indskriftflade, foruden runerne, et ganske løst hugget omrids af en korsfigur, og ved fodenden af stenen en dyreskikkelse med halen mellem benene; den synes at skulle forestille en løve. Runeindskriften, der er anbragt i tre linier ved stenens hovedende, er tydet: Her ligger Isulv Thorkils (eller Troels) søn”. Tilsvarende rune-ligsten er indmuret i tårnet ved Vester Velling kirke, i Sahl kirkes tårnmur og i Thisted kirkes tårnmur.

Gesing er en sogne- og kirkelandsby i det nordlige Djursland 25-30 kilometer øst for Randers. I Gesing kirke findes en romansk ligsten med indristede runer. I sognet ligge det store gods Løvenholm, som formentlig førhen var kirkeejer; ved døren til godsets kapel lå i sin tid en runesten, hvis indskrift et tydet: ”þuæþ gjorde dette hvalv over Thyri Ebbesøn Lave - - Nikolaus skærme (sjælen) Horder (huggede stenen)”. Gesing-runestenen kan nu ses på Nationalmuseet. Af fredede oldtidsminder findes i sognet en runddysse, 4 langdysser, 2 små høje og 3 røser. Sløjfet eller ødelagt er 15 høje.

Giver-stenen er en runesten Kirkelandsbyen Giver ligger midt i Himmerland, hvor den tidligere dannede kommune med Skivum sogn. Ved sognets kullede kirke står en runesten, som blev fundet i 1895. Ved istandsættelser af Giver kirke blev stenen opdaget halvt inde under sokkelen under kirkens tilmurede norddør, hvor den havde fungeret som tærskel. Runestenen har talrige skålgruber på bagsiden, hvilket vidner om, at den omkring 2000 år tidligere, i bronzealderen, har været anvendt som kultsten. Runestenen blev opstillet i våbenhuset. Senere blev den overført til museet i Aars, men kom tilbage til sognet i 1970 og blev opstillet uden for kirken til højre for våbenhuset. Stenens runetekst er tydet: "Kale satte denne sten efter sin fader Thorsten, en meget velbyrdig thegn". Jeg besøgte Giver kirke og dens runesten sommeren 2006; som det ses, stod stenen dengang uden for kirken. Giverstenen er imidlertid igen kommet ind i varmen. Nordjyske Stiftstidende fortæller 26. juni 2015: Vikingemanden Torstens mindesten er kommet til ære og værdighed. Fra tagdryp og kummerlighed er den nu helt inde i Giver kirkes velsignede omgivelser, restaureret og med runerne tydeligt opmalet. Museumsinspektør Bjarne Henning Nielsen beretter om Giver-runestenen: Runestenen er den allerførste kristne mindesten. Der var engang en mægtig stormand, der hed Torsten. Han boede på Nedergård, der siden jernalderen havde været den mægtigste gård ved Giver. Gården lå yderst på højdedraget mellem to ådale (i dag Halkjær å og Sønderup å) i det centrale Himmerland. Senere i tiden vendte en flok kimbrere hjem fra udlandet med den største skat, egnen endnu havde set, nemlig den sølvkedel, som vi kalder Gundestrupkarret. Dette kar blev fundet i Rævemosen ved Gundestrup under tørvegravning i 1891. Da kong Harald havde underlagt sig hele Danmark og Norge fandt han, at kristendommen hørte en centralmagt til. Torsten gik i hans tjeneste sammen med stormanden Gisl den Kloge fra Skivum. Akkurat som kong Harald fik en mindesten i Jelling, da han døde, fik både Torsten fra Giver og Gisl fra Skivum hver en markant mindesten. Det var deres respektive nærmeste familier, der hyrede en runerister til at forsyne begge sten med deres runebudskab. Gisls runesten var den mest interessante af de to, fordi navnet Danmark nævnes på denne sten, og det er kun tilfældet blandt alle verdens runesten på de to Jellingesten. I romanen ”Kongens Fald” lader den Himmerlands hjemstavnsdigter Johannes V. Jensen væsentlige dele af beretningen foregå i Skivum og Giver, hvor personerne helt sikkert har kendt til egnens runesten.

Grensten-stenen Som den første af runestenene i Jyllands rigeste runestensegn, der strækker sig fra Djursland over Randers-Viborg til Struer og mod nord afgrænses af Limfjorden, skal her omtales en sten, som står i det sydlige hjørne mellem skib og tårn ved Grensten kirke ca. 10 km sydvest for Randers. Grensten-stenen kendtes allerede i 1600-tallet. Dengang lå den uden for kirkedøren og fungerede formodentlig som trædsten, men forsvandt senere, for i 1842 at blive genfundet under våbenhusets gulv; dette bekræfter formodningen om dens funktion som trædsten. Stenens tekst er tydet: ”Toke Smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørns søn. Gud hjælpe deres sjæl” . Runemesteren Toke Smed kendes også fra Hørning-stenen, som nu har sin plads på Moesgård Museum

Glenstrup ligger sydøst for Hobro. Siden 1890 har Glenstrup-stenen stået i våbenhuset i Glenstrup kirke syd for Hobro. Men indtil 1855 sad runestenen som hjørnegrundsten i det sydøstlige hjørne af den gamle ‘ødekirke’ i Handest godt 8 kilometer fra Hobro ad Randersvejen. Denne kirke havde ikke være i bru i flere hundrede år, ogomkring midten af 188-tallet var dens murkvadre for længst ført bort til anden anvendelse; men fundamenterne stor der endnu. Herfra tog en gårdmand fra Hadest den store sten oganbrsgte den som hjørnesten i sit tørvehus, hvor den sad indtil stedets skolelærer i 1877 opdagede runerne på den. Et parår efter skænkede ejeren stenen til Nationalmuseet (der i forvejen ejede en runesten fra Glenstrup), hvorefter Handest-stenen fik sin nuværende plads i våbenhuset i Glenstrup kirke. Indskriften begynder forneden til venstre i det bueformede bånd på forsiden af stenen og afsluttes med de syv fritstående runer på på stenens højre smalside. Stenens budskab indeholder sønnens simple mindeord over sin fader: Toke satte denne sten efter sin fader Ulfa, en meget velbyrdig thegn. En anden runesten fra sognet befinder sig i Nationalmuseets runehal. Denne sten fortæller: Toke satte denne Sten efter sin Fader Uflaa, en meget anset Frimand. Stenens bagside har omridsene af hjort og hind. Det er tilfældet med runesten som med andre minder, at de – som det bør ventes efter naturens orden – for det meste sættes af yngre efterlevende for ældre afdøde. Begge de to runesten, som er hjemmehørende i Glenstrup, er eksempler på denne naturens orden.

Gunderup-stenene findes i Gunderup kirke i det nordlige Øst-Himmerland. De er fra Vikingetiden, fra ca. 800-1000-tallet. Begge runestenene står i våbenhuset til Gunderup kirke. Den største Gunderupsten stod oprindelig – ifølge optegnelser fra 1627 – på en høj på Fjellerad mark, men i midten af 1800-tallet blev den ført ind på kirkegården og senere rejst i våbenhuset. Dens omfattende runetekst er tydet: Toke rejste disse Stene og gjorde disse Kumler efter Abe, sin Maag, og Tove, sin Moder. De ligger begge i denne Høj. Abe undte Toke sit Eje efter sig. Den mindre Gunderupsten – hvis oprindelige plads er ukendt – blev fundet indmuret som byggemateriale i kirkeladen og lå indtil 1895 på kirkegårdsdiget. Dens ret små runer er tydet: Østen satte denne Sten efter Asulv sin Fader

Gunderup-stenene findes i Gunderup kirke i det nordlige Øst-Himmerland. De er fra Vikingetiden, fra ca. 800-1000-tallet. Begge runestenene står i våbenhuset til Gunderup kirke. Den største Gunderupsten stod oprindelig – ifølge optegnelser fra 1627 – på en høj på Fjellerad mark, men i midten af 1800-tallet blev den ført ind på kirkegården og senere rejst i våbenhuset. Dens omfattende runetekst er tydet: Toke rejste disse Stene og gjorde disse Kumler efter Abe, sin Maag, og Tove, sin Moder. De ligger begge i denne Høj. Abe undte Toke sit Eje efter sig. Den mindre Gunderupsten – hvis oprindelige plads er ukendt – blev fundet indmuret som byggemateriale i kirkeladen og lå indtil 1895 på kirkegårdsdiget. Dens ret små runer er tydet: Østen satte denne Sten efter Asulv sin Fader

Hammel-stenen er at finde i Hammel kirke, som ligger ca. 20 km. Nordvest for Århus. I mands minde har stenen med runer haft sin plads som tilhugget sokkelsten, den femte til højre for kirkens nu tilmurede søndre indgang. At også den lige som Starup-stenen i Sønderjylland, engang har måttet tjene som rørtrin, er umiddelbart let at se. Netop der, hvor disse runesten står, er den ellers grove, blågrønne granit afslidt og glat. Tilhugningen af stenen i Hammel har desværre fjernet slutningen af indskriften, sandsynligvis tre runetegn, uden dog at vanskeliggøre læsning og tolkning. Teksten siger: ”Ulvs sten”.

Hanning sogn ligger i Vestjylland nordøst for Skjern. I Hanning Kirkes kor findes en tilmuret præsteindgang, og umiddelbart over den findes indmuret en runesten, hvis tekst er tydet: "V ..., Tues sønrejste denne sten over sin moder Gyde ..." Runeindskriften tyder på, at stenen ikke altid har været indmuret der, hvor den sidder; den kan oprindeligt have stået oprejst et sted i kirkens nærhed.

Hune kirkesogn ligger i Vendsyssel ud til Vesterhavet eller Jammerbugt. I Hune Kirkes tårnrum står en runesten. Så tidligt som i 1600-tallet stod runestenen i kirkegårdsdiget lige over for kirkedøren, men hvor den før den tid har haft sin plads, vides ikke. Runestenens indskrift begynder på forsidens nederste venstre hjørne, står i en bue langs stenens kant og afsluttes i et lille bånd midt på indskriftsfladen. Runeindskriften siger: "Hove, Thorkil, Thorbjørn satte Runulf den Rådsnilde, deres faders, sten". Der er al god grund til at tro, at Hune-stenen har nær samhørighed med Jetsmark-stenen og at det er Hove, der er runemesteren for begge sten. (Foto er taget under besøg i kirken 27. juni 2008.

Hurup er en sogne- og kirkeby i Thy godt 20 kilometer syd for Thisted. På Hurup kirkegård står Hurup-stenen, dvs., der er tale er et stort fragment af en runesten. Runestenen er en såkaldt vikingesten med indristet vikingetidsindskrift. Den er tydet: Thormod, en velbyrdig Dreng, rejste dette Minde efter NN sin Fader (el. Broder). Der er grund til at tro, at denne runesten har nær samhørighed med andre runesten i den nordjyske vesteregn, som også har vikingetidsindskrift, se Hune, Jetsmark og Vang (Sjørring). Af fredede oldtidsminder findes i sognet 29 høje, hvoraf flere er anselige, bl.a. Brunhøj, Grønhøj, Ashøje og Eshøj. Men sløjfet eller ødelagte er 46 høje.

Jelling: ”Navnet alene vækker et Mylder af Forestillinger, Gravhøjenes Opmarch over Terrainet taler om ældgammel Kultur, men mest af alt bidrager dog de to mægtige Jordsmonumenter ved Jelling Kirke og Gorms og Thyres prægtige Runestene til at fremhæve Stedets usædvanlige Betydning”. Fra bogen Hærvejen, skrevet af Hugo Mathiesen. Runestenene i Jelling: Der er nok mange, der er af den opfattelse, at der kun er én Jellingsten, men der er faktisk to. Den mindste af dem er opført af Gorm den Gamle, som et minde over hans hustru Thyra; på den står: ”Gorm Konge gjorde disse Kumler efter Thyre sin Kone, Danmarks Pryd”. Den mest interessante og den mest omtalt er imidlertid den store Jellingsten. Den blev rejst af Harald Blåtand, som et minde om hans fader, Gorm den Gamle. Den bliver også kaldet for Danmarks dåbsattest pga. runeindskriften: Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyrvi(Thyra), moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne. Nærmere undersøgelser har vist, at den er udført i tre ombæringer. Informationen om Haralds kristning af danerne er altså blevet tilført på et lidt senere tidspunkt. Hvorvidt der er tale om, at Harald var konge over hele Danmark, er dog tvivlsomt. Der er snarere tale om, at han har regeret over store dele af Jylland, måske endda hele Jylland. Jelling-stenene er det største og mest betydningsfulde monument, der er bevaret fra vikingetiden.

Jelling runesten: Jelling kirke med sin beliggenhed mellem de to vældige Jellinghøje føles ret uanselig. Jellingestenene og højene bekræfter den gamle beretning, at stedet i slutningen af oldtiden og den tidlige middelalder har haft stor betydning og været et hyppigt opholdssted for de jyske konger. Harald Blaatands Jellingesten er tresidet, og på den ene side er udmejslet et Kristusbillede (det billede, som er afbilledet i danske pas), mens runerne på en anden side fortæller: Harald Konge bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald, som vandt sig Danmark helt og Norge og gjorde danerne kristne”. Det er denne runeindskrift, der har givet stenen betegnelsen ”Danmarks Dåbsattest”. I 1999 etablerede Folketinget År 2000 Fonden med tidligere formand for Folketinget, Erling Olsen, som formand. Fonden havde bl.a. til opgave at tilrettelægge en værdig officiel markering af årtusindskiftet. Rammerne for den officielle markering blev Jelling Kirke, hvor År 2000 Fonden donerede en indvendig kunstnerisk udsmykning. Der blev til lejligheden komponeret et orgelmusikværk, ”Det er så favrt i Jelling at hvile” af Pelle Gudmundsen-Holmgren. Udsmykningsarbejdet blev gennemført i perioden april til december 2000. Den 3. december 2000 blev kirken igen taget i brug ved en årtusindgudstjeneste med deltagelse af Dronning Margrethe, Prins Henrik, Statsminister Poul Nyrup Rasmussen samt en lang række repræsentanter for det officielle Danmark. I februar 2011 bemalede en 16-årig psykisk syg dreng den store Jellingesten med graffiti. Efter at have fundet ud af, hvilket farvestof, graffitien bestod af, lykkedes det at få stenen renset for bemalingen. Drengen slap for frihedsstraf, men skal under ambulant psykiatrisk behandling. Til beskyttelse af Jellinge-stenene mod vejr og vind i almindelighed og mod mulig overmaling og anden beskadigelse er stenene nu blevet overdækket af glasmontrer således, at direkte berøring ikke længere er mulig.

På kirkegården ved Jelling Kirke står vel Danmarks mest berømte runesten. På den ene af dens tre sider er indhugget et Kristus motiv omgivet af slyngornamenter. Dette motiv findes afbildet i alle danske pas.

Harald Blaatands Jellingesten på Jelling kirkegård må absolut betegnes som Danmarks mest berømte runesten. På den ene af dens tre sider er vist et motiv af en løve og en drage sammenslynget af ornamenter.

Hærulf-stenen Hærulf-stenen er en runesten ved Hærvejen midtvejs mellem Immervad og landsbyen Hovslund. Stenen er en af de først kendte af Danmarks ca. 200 runesten fra vikingetiden og omtales allerede i 1592. Hærulf-stenen el. Hovslund-stenen har denne enkle runetekst: "hairulfR". Øster Løgum sogn ligger i Sønderjylland som den nordligste del af det tidligere Aabenraa amt. Midt igennem sognet fra nord til syd går den gamle hærvej eller oksevej. Ved denne vej findes en ganske særlig runesten, Hærulf-stenen eller Hovslund-stenen, som altid har haft sin plads i et dige ved Hovslund mark i Øster Løgum sogn ikke langt fra Immervad Bro. Stenen blev opdaget af den senere runeforsker Ludvig Wimmer i 1852, da han som 13-årig dreng rejste med dagvogn fra Kolding til Flensborg. Runeteksten på Hovslund-stenen består af kun ét ord, nemlig ordet ”hairulfR”, Hærulv. Stenen er formodentlig rejst over personen Hærulf, men hvem denne Hærulf var, ved ingen. Runekyndige har tidsfæstet runerne så nogenlunde til omkring år 900 og således ældre end Jellinge- stenene. Stenen stod oprindelig ved Hovslund nær Aabenraa og omtales første gang i historiske kilder i 1592. Stenen blev fredet i 1854 og overgik derefter fra privat eje til den arkæologisk interesserede Frederik 7., der samme år lod stenen anbringe ved Hærvejen omgivet af et lille anlæg. Stenen kunne tolkes ind i den nationale strid som dokumentation for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag. Hærulf-stenen har altså været kendt siden 1852, og dens oprindelige plads har altid været ved Hærvejen i Øster Løgum sogn. Den har imidlertid fra 1864 til efter Anden Verdenskrig været i eksil. Efter krigen i 1864 forså den historisk interesserede prøjsiske prins Friedrich Carl sig på runestenen og tog den med sig som krigsbytte sammen med andre historiske mindesmærker, bl.a. Istedløven og Nydambåden fra Nydam Mose, og lod krigsbyttet transportere til Berlin. Prins Friedrich Carl lod et par år senere Hærulf-stenen opstille ved sit nye jagtslot Dreilinden mellem Potsdam og Berlin. Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl blev omdøbt til Düppel-Dreilinden. Han fik den placeret i parken ved sit jagtslot "Dreilinden" i Potsdam ved Berlin. Efterfølgende blev der jævnligt gjort krav på en tilbagelevering af stenen, bl.a. ved Genforeningen i 1920, men uden resultat. Først i 1951 lykkedes det takket være en stor diplomatisk indsats af konrektor Jes Christensen fra Flensborg og daværende overborgmester i Berlin Ernst Reuter, der var født i Aabenraa. Runestenen blev transporteret med jernbanen fra Berlin til Hovslund vest for Aabenraa. Den 12. november 1951 blev stenen genrejst på sit oprindelige sted i overværelse af flere hundrede mennesker. Stenen er således ikke blot et forhistorisk mindesmærke, men samtidig et minde over Europas bevægede historie i 1800- og 1900-tallet.

Jetsmark er det kirkesogn, som byen Pandrup ligger i; sognet ligger ud til Jammerbugt. I våbenhuset til Jetamark Kirke står en runesten, som blev fundet i 1855 i forbindelse med gravearbejde på gården Bisgård i Pandrup. Stenens ret korte indskrift siger: "Hove satte stenen efter sine brødre Thorlak og Ride". Den nævnte Hove menes også at være mester for runestenen i Hune. (Foto er taget under besøg i kirken 27. juli 2008).

Kongens Tisted Kirke (ligger ca. 5 km sydøst for Aars). Lille Rørbæk-stenen, der er en smuk grå og rød granitsten, blev fundet 1847 liggende på en lille høj ved landsbyen Lille Rørbæk i Ravnkilde sogn. Præsten i Kongens Tisted, Jørgen Fr. Jørgensen, lod stenen flytte til sin præstegårdshave, hvor den blev rejst i diget og kan beses dér endnu. De let læselige runer er tydet: ”Asgot, Tygotes Søn, rejste Stenen efter Esge, sin Broder”.

Kolind er en sognekirke- og stationsby beliggende ved Kolindsund midt i Djursland med ca. 20 kilometer til Grenaa. I Kolind kirkes våbenhus står en stor runesten, der blev fundet som tærskelsten fra våbenhuset til kirken. Runestenen har denne indskrift: ”Toste, Asveds smed, rejste denne sten efter sin broder Tue, som fandt døden østpå”. Af fredede oldtidsminder findes – ifølge TRAP-Danmark – det smukke dyssekammer Romle Stenovn sydvest for byen; sløjfet eller ødelagt er en dysse og 3 høje.

Kragelund er en sogne- og kirkeby, der ligger vest for Silkeborg, umiddelbart nord for Engesvang. Granitportalen til Kragelund kirke, som i dag befinder sig inde i våbenhus er, er næsten overdådig; Den jernbeslåede egetræsdør fra 1689 er omgivet af rigt dekorerede granit-sidesøjler med udhuggede figurer, og buen under portalens overliggende hvælving udfyldes af en halvcirkelformet dekoreret tympanon. Det er her, der er fundet runer, som utvivlsomt fortæller, hvem der var Kragelund kirkes bygherren og bygmesteren, idet deres navne er bevaret. Allerede i 1700-tallet omtales og afbilder et par forfattere en runeindskrift over døren til denne kirke. Men ikke desto mindre eftersøgtes runerne senere forgæves og ansås længe for at være gået tabt, indtil den i 1878 genfandtes. Den prægtigt udhugne granitportal blev renset for den tykke overkalkning, som længe havde dækket den. Den tydelige indskrift kom igen til syne på undersiden af portalens halvcirkelformede tympanon. Hvert ord er skilt fra det efterfølgende med et kors; runerne fortæller: Æse bad, Vagn ristede. Der kan næppe være tvivl om, at Æse er navnet på bygherren, som lod Vagn opføre kirken; det var Vagn, som har ristede runerne til minde om dem begge og deres fælles værk (foto fra mit besøg i kirken 1. aug. 2008).

Laurbjerg er en lille sogne- og kirkeby umiddelbart sydøst for Langaa. I Laurbjerg kirkes våbenhus står en runesten, der er flyttet derind fra kirkegården. Stenens mangelfulde indskrift er tydet: ”Bolnøds (?) sande sten (?). Ville - -”.

Lime er en lille sogne- og kirkeby beliggende i der vestlige Djursland ca. 10 kilometer sydvest for Randers. Allernordligst i signet, ved Sjelbro kro, hvor der allerede i oldtiden har været et broanlæg over Alling å, er der fundet en stor sten med en ansigtsmaske, udført i vikingetidens stil; stenen står nu opstillet ved broen. I sognet har der – ifølge TRAP Danmark – været 15. høje, men der er alle sløjfet eller ødelagte

Læborg-runestenen står på kirkegården i Læborg 5 km nord for Vejen. Stenen har oprindelig stået ude på en mark nord for Læborg kirke, hvor den gamle hærvej gik. Her blev den i hvert fald fundet tilbage i 1600-tallet. Siden 1820erne har den befundet sig på kirkegården, hvor den dogen tid lang henlå ved diget. I mange år lå stenen på kirkegården inden for hovedindgangen, men i 1935 blev den rejst op, og et frasprængt stykke af runestenen, som var blevet fundet i 1888, blev fastgjort på sin plads. Den store st

Malt er en sogne- og kirkeby, som ligger nogle få kilometer vest for Vejen. Så sent som i april 1987 blev der i Malt på nordsiden af Kongeåen gjort et usædvanligt fund af en stor runesten. Stenen stammer fra den tidlige Vikingetid og bærer en mystisk mytologisk indskrift beslægtet med Edda og sene urnordiske indskrifter. Den over to meter høje og tre tons tunge sten havde længe ligget dybt i jorden, da den blev fundet under dybdepløjning. Først da den tilfældigt rullede rundt, opdagede man, at der var runer på stenen. Runologer fra Nationalmuseet er endnu ikke færdige med at tyde den særlige runetekst. Malt-runestenen, der består af lagdelt gnejs, som har en tendens til at slå revner, kan beses på Sønderskov Egnsmuseum. I april 1987 blev verden bekendt med en enestående fund. En helt overvældende interesse fra pressen og offentligheden blev vist for denne runesten. Meget stille virker sagen om Malt-stenen i dag. Hvad står på stenen? Inskriften er anbragt i lodrette og vandrette linier. Maltstenen gengiver et runealfabet, som kun kendes fra Gørlev-stenen, der blev fundet i 1921. Et lille mandshoved er indridset ved siden af Gørlevs-futharken. Det anvendte alfabet stammer fra forskellige perioder. Vistnok står den oldnordiske futhark i den lodrette linie, men på stenen blev brugt to variationer af runen "N". Den ældre form med den til højre hældende tværsteg (bistav) og den yngre form, den såkaldt kortkvist-rune, som findes i futharken. Den vandrette placering af linier har parallellen med den store Jellingsten. Den vigtigste del af indskriften - ordvalg - viser manglende kendskab til datidens sprog. Brug af fremmed ord kan ses tydeligt. Den kendte runolog Marie Stoklund mente, at det ikke er nødvendigt at diskutere for og imod indskriftens ægthed. Hendes opfattelse af indskriften er, at indholdet er mystisk mytologisk og beslægtet med Edda sagaen. Mange runeindskrifter starter ikke med det første ord i den første linie. To gode eksempler er Tryggevæld- og Glavendrup-stenen. Begge indskrifter, som er skrevet i lodrette linier, starter med det første ord i den tredje linie. "RAKNHILTR". På Malt-stenen starter indskriften med det første ord af den anden linie. "UIFRDUR"

Mejlby ligger ca. 7 km nordvest for Randers. Her fandtes en runesten, som nu besinder sig på Randers Museum. Den knap halvanden meter høje runesten, som længe havde siddet i et dige omkring Rasmus Andersens have i Mejlby, uden at nogen havde lagt mærke til den. Men en af byens interesserede og belæste gårdmænd, Christian Horn, fik øje på indskriften og henledte fleres opmærksomhed på den, så det efterhånden blev almindelig kendt, at der i byen fandtes en runesten. En doktor Lassen i Randers købte runestenen at Rasmus Andersen for den sum af 15 kr. og skænkede stenen til Randers Museum; nu står stenen i haven til Randers Museum. Indskriften lyder: ”Aane rejste denne sten efter Eskil, sin søn, som fandt døden sammen med Thore i Øresund”. Denne runesten bekræfter det gamle ordsprog lyder: De gamle skal dø, de unge kan dø. Nu og da sker det, at det ikke er sønnen, der har sat mindet over sin fader, men faderen, der må rejse runestenen efter sin døde søn.

Store Rygbjerg-stenen, også kaldet Randbøl-stenen er blevet kaldt Danmarks grimmeste runesten; det kræver en forklaring. Da jeg sammen med et par spejdervenner i efterårsferien 1957 vandrede ad Hærvejen, kom vi til Randbøl Hede ude vest for Vejle, og her – en kilometers vej øst for landsbyen Frederikshåb – fandt vi frem til Store Rygbjerg-stenen. I forbindelse med vejarbejde i 1874 var en stenhugger i færd med at kløve en stor grå granitblok, som lå halvt nedsunket i en sandbanke. Stenen var allerede sprængt i flere stykker, da han opdagede, at der var runer på den side, som havde ligget nedad. Alligevel blev det ham, der reddede den interessante indskrift, idet han indberettede sagen til Amtshuset i Vejle. Selvom lodsejeren gjorde visse indsigelser, lykkedes det at erhverve resterne af stenen sammen med højen, hvor stenen havde stået, og som sikkert havde været stenens oprindelige plads. Da man gravede i højen blev der funder menneskeknogler, men ingen oldsager. I dag er stedet et fredet minde. Trods den barske medfart, stenen havde fået, var dens interessante indskrift intakt, og de forskellige granitstumper blev på dygtig håndværksmæssig vis klinet sammen. Selv om stenen var et sørgeligt syn, en ruin af det oprindelige monument, er indskriften fuldstændig bevaret og meget tydelig. Den kendsgerning, at den store runesten gennem et ukendt åremål har ligget med skriftsiden nedad, har ganske sikkert gjort, at indskriften er så velbevaret og tydelig, som tilfældet er. Både ved sit indhold og ved sin opbygning er stenens indskrift ganske usædvanlig. Runeteksten er noget speciel, idet den består af tre lodrette linjer, en lang midterlinie omgivet af to kortere. Læsning af indskriften begynder nederst i den lange midterlinje, fortsætter, stadig nedefra, i linjen til venstre og slutter med linjen til højre. Den tydede indskrift er oversat til: Tue Bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil for Thorgun meget længe leve. På grund af Store Rygbjerg-stenens uheldige medfart og lidt klodsede sammenflikning har den måttet bære betegnelsen ”Danmark grimmeste runesten”. Stenen er dog flere gange blevet restaureret, i 1982-83 blev stenen taget ned for at gennemgå en grundig konservering, derefter blev de 10 brudstykker samlet. Stenen blev genopstillet 1984, forsynet med en ny arkitekttegnet betonsokkel, der klart viser, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt. Mit første besøg besøg ved Store Rygbjerg-stenen var i efterårsferien 1957. Sidst jeg besøgte stenen var Valdemarsdag 2014.

Ravnkilde er en landsby i det sydlige Himmerland, ca. 10 kilometer nord for Hobro. I sognet findes tre runesten. Der står en på toppen af en oldtidshøj nordøst for Ravnkilde kirke. Den lå ved kirkens indgang, da den i 1859 blev opdaget, men nu er den opstillet på en høj på kirkegården. Stenens runeindskrift er tydet: Asser Landbestyrer, Kugges Søn, ristede disse Runer efter Dronning Asbod. Den anden Ravnkildesten blev fundet på en lille høj ved Lille Rørbæk, men står nu i en lille niche i diget til Kongens Tisted præstegårdshave (Se Lille Rørbæk-stenen). Den tredje runesten er blot et brudstykke af en teglsten fundet på en mark i Skaarup. Runeindskriften er tydet: Peder. Den findes nu på Nationalmuseet.

Landsbyen Rimsø ligger i de østlige Nord-Djursland omtrent10 kilometer nordvest for Grenaa. En meget stor runesten blev oprindelig fundet i sydsiden af Rimsø kirkes mur. Efter at den blev udtaget er den nu anbragt på en gravhøj på kirkegården øst for kirken. Et brudstykke af stenen er flækket fra og forsvundet; derfor er indskriften noget defekt: Thore Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og - - ku - - auþi som værst for sønnen (?). Den højt beliggende Rimsø kirke er i højgrad et besøg værd. Bl.a. har kirken en særdeles flot sydportal, som dog er tilmuret, idet man har fortrukket at bygge våbenhuset i forbindelse med kirkens norddør; denne er slet ikke så flot som sydportalen. Hvor Rimsø-runestenen oprindeligt har stået vides ikke, men det kan ikke afvises at den har sammenhæng med gravhøjen, hvor den nu står. De fleste af de godt 200 runesten som er bevaret til i dag, står også ved eller i kirker, men de er flyttet hertil i løbet af vikingetiden, efterhånden som den kristne tro vandt indpas. I Århus Amt kan du ved kirkerne i Ålum, Sønder Vinge, Øster Bjerregrav, Laurbjerg, Grensten, Vester Tørslev, Spentrup, Virring, Kolind, Øster Alling og Gylling opleve andre af vikingetidens flotte runesten. Vikingetiden var en brydningstid mellem årtusinder gammel hedensk tro og den ”importerede” kristendom, og det er i den tid, at de første danske kirker grundlægges. Udgravninger ved f.eks. Hørning og Lisbjerg kirke har vist, at vikingetidens kirker var små træbyggede kirker, som i middelalderen ofte blev erstattet af solide romanske stenkirker. Ved Moesgård Museum kan du se en rekonstruktion af den træbyggede stavkirke fra Hørning Kirke, hvorfra der også kendes en meget rigt udstyret kvindegrav - en såkaldt kammergrav - anlagt i et træbygget kammer. Rimsø-runestenen omtales første gang i 1832. Frem til 1875 var den muret ind i kirkens sydside nær soklen, og i 1889 fik den sin nuværende placering ved gravhøjen. Indtil 1814 fandtes der også en anden og mindre runesten, som nu er forsvundet. Runestenen er en blålig granit, og Rimsø-runestenen er den eneste danske runesten med såkaldt ”lønskrift”, hvor enkelte ord skal læses bagfra. Den udmærker sig også ved, at runeteksten modsat de fleste andre runesten starter på stenenes smalside. Det er kun lykkedes, at oversætte en del af runeteksten, som på nudansk lyder: ”Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og......... som værst for sønnen”. Teksten må forstås sådan, at moderens død var den værste ulykke, som overgik sønnen. Det er typisk for vikingetidens runesten, at den som satte stenen (Thore) også nævner sig selv på stenen, samt at der er en direkte henvisning til hans slægtsbånd (Enrådes bror) - og indtil gravhøjen evt. engang måtte blive undersøgt, kan det i al fald ikke udelukkes, at den rummer graven med Thore´s moder. Runeskriften er vikingetidens såkaldte ”futhark”- alfabet, som har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Dette daterer runestenen til omkring midten af vikingetiden omkring år 900. Det 16-tegn lange Futhark-alfabet er runeskriftens 2. fase. I vikingetiden afløste det jernalderens 24-tegns runealfabet. Runeskriften kan opfattes, som et selvstændigt skandinavisk modstykke til det latinske alfabet som opstod omkring 200 e. Kr., men som først vandt indpas i Norden i løbet af middelalderen i 1400-tallet.

Klejtrup er en sogne- og kirkeby, som ligger i det sydligste Himmerland, ca. 10 kilometer sydvest for Hobro. Uvist hvornår er der nord for Klejtrup sø fundet en runesten, som efter indskriften må have haft en tvilling: "Og efter Åmund sin sønnesøn". Stenen har aldrig båret anden indskrift og skønnes derfor at have måttet indgå i en helhed sammen med en eller flere sten. Disse er endnu ikke fundet, men talrige folkesagn fortæller om en sådan anden sten: Ved sydenden af søen, lidt uden for Klejtrup, ligger voldstedet Brattingsborg, der stammer fra tidlig middelalder. Ifølge sagnet beboet af en ond dronning. Denne ønskede ved sin død at blive ført til Viborg. Båren nåede ikke længere end et stykke nord for Klejtrup, hvor dronningen blev kulet ned under en sten med mærkelig skrift. Åmund og hans bedstefar har levet på Harald Blåtands og Svend Tveskægs tid. Af fredede oldtidsminder er der i sognet 2 langdysser, en hellekiste og 36 høje, hvoraf flere er anselige; men sløjfet eller ødelagt er 59 høje.

Sall er en sogne- og kirkeby, som ligger omtrent 5 kilometer syd for Bjerringbro. I sognet har der været to runesten. ”Fra den ældste tid bør også nævnes de to runesten. Den ene lå som tærskel op til koret, men blev i 1882 flyttet til Forhistorisk Museum i Århus. Den bærer indskriften: "I fred hviler Narve i sin grav under jorden". Den anden sten findes endnu ved kirken. Den er muret ind i vestmuren af det senere opførte kapel. Den har sværd med korshæfte i lavt relief og navnet "Ingrth" i runer”. Den sidstnævnte runesten, nu kaldet Sall-stenen, har siden 1756 siddet indmuret i vestmuren af det Rostgårdske kapel ved Sall kirke. Der er tale om en rune-ligsten, som stadig sidder på den plads, hvor den har siddet siden 1756. På stenens overflade er i relief udhugget et såkaldt processionskors (malteserkors) på en bærestang. Runerne står ved hovedenden af stenen. Men omvendt, så de står på hovedet i forhold til korset. Stenens korte runeindskrift siger: Inger . Tilsvarende rune-ligsten er indmuret i tårnet ved Vester Velling kirke, i Galtrup kirkes tårnmur og i Thisted kirkes tårnmur. I mange kirker findes ligsten, som intet har med runer at gøre. I Sall kirkes kor står to sådanne ligsten, der oprindeligt har ligget i gulvet. Indskriften på stenen i nordsiden er næsten slidt af. Men den skal være over en "ærlig mand Niels Mikkelsen", som boede på Ormstrup og døde den 23. januar 1622 med "sin kære hustru Dorthe Ibsdatter". Niels Mikkelsen menes at have været den kongelige embedsmands foged. Indskriften på stenen i sydsiden af koret er derimod lettere at løse. Stenen er rejst over ovennævnte Rosborgs svigermoder, Anne Elisabeth Niim der døde i 1758. Indskriften omtaler afdøde yderst rosende. Det berettes andetsteds, at samme Anne Elisabeth Niim kort før sin død syede messehagler til Sall og Gullev kirker, som endnu er bevarede. Stoffet til haglerne skal ifølge traditionen stamme fra en fløjelsbeklædning, som Frederik IV skænkede Anne Sophie Reventlov (af kronprinsen betegnet som hendes "horekjole"), men efter dennes død solgt på auktion.

Skivum er en lille landsby i det vestlige Himmerland ca. 5 kilometer nordøst for Aars. I kirkegårdsdiget ved Skivum kirke stod i 1654 en anselig runesten. Stenen omtales saaledes i Pontoppidans danske Atlas: "Ved Ostre Siden af Kirkegaardsmuren findes en stor Sten med Runeskrift, som ved Tidens Ælde er beskadet, og ikke vel kan læses." Den store runesten er nu anbragt i kirkens våbenhus. Indskriften på Skivum-stenen er også blevet tydet, og runernes budskab lyder: Moderen Thyre og Sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre rejste disse Kumler efter Ki .. den huÞska; han var den bedste og første af Landsmænd i Danmark.

Skjern runesten: Ved siden af et ubetydelig brudstykke af en runesten øst for våbenhuset på Skjern kirkegård (i Viborg amt - en lille snes kilometer fra Randers ad den gamle Viborgvej over Aalum og Tabdrup) står en næsten to meter høj, velbevaret gråblå granitsten. Mens det lille brudstykke for godt hundrede år siden fandtes i kirkens grundmur, stammer den store sten fra det gamle Skjern Slot, en middelalderborg, som lå kort syd for den nuværende landsby. Middelalderborgen ødelagdes engang i 1600-tallet og henlå siden som ruin. En senere ejer af Skjerngaard fremdrog runestenen af ruinerne, hvor den havde tjent som grundsten for en trappe. Stenens indskrift begynder forneden til højre og danner en spiral som indramning om det ondtafværgende troldehoved, for endelig, på toppen af stenen, at slutte med en kraftig forbandelse mod den, som vover at bryde eller beskadige mindesmærket. Runestenens indskrift er tydet: ”Sasgerd, Finulvs datter, rejste stenen efter Odinkar, Osbjørns søn, den dyre og hin drottro. En sejdkarl skal den mand være, som bryder disse kumler!”

Starup-stenen står på kirkegården ved den lavtliggende Øster Starup kirke umiddelbart øst for Haderslev ved sydsiden af Haderslev fjord. Starup-stenen står på kirkegården. Under en hovedreparation af kirken fra 1914 og fremefter blev runestenen fundet en halv meter under den nuværelse jordoverflade lige i den sydlige kirkedør. Under en stormflod i 1872 blev de lavtliggende enge overskyllet og mudder trængte også ind i kirken. Det er antagelig ved den lejlighed, at runestenen, som indtil da gennem århundreder havde tjent som dørtrin, blev tildækket af opfyldning og glemt. Engang har Starup-stenens runer stået bredt og klart indhugget, men mange slægtleds fødder har slidt på indskriften, så den nu kun tegner sig som tågede spor i den blågrå granit. Den korte runetekst, der er de såkaldt ”venderuner”, som imod sædvane skal læses fra højre mod venstre, i dette tilfælde nedefra og opad; den er tydet til ”airiks kubl”, altså Eriks kummel, Eriks mindesten.

Suldrup er en sogne- og kirkeby i Himmerland 10-12 kilometer nordvest for Aars. På Suldrup kirkegård står Suldrup-stenen, der blev opdaget på kirkegården i 1895; stenen har denne indskrift: ”Rysk rejste denne Sten efter sin Broder Ufej”. Af fredede oldtidsminder findes jættestuen Stenshøj med et 7,4 meter langt kammer, bygget afc 14 bæresten og 4 dæksten; der er et lille sidekammer, og højen har store randsten. Der findes også en langhøj, 2 stenkredse og60 høje. Sløjfet eller ødelagt er 55 høje.

Søndbjerg ligger på Thyholm nogle få kilometer nord for Oddesund. I Søndbjerg kirke findes runetekst to steder. Soklen i det nye tårns sydvest hjørne har runetekster. På oldnordisk: ”Iakop uulæ skialm gurÞæ, Jacob bød. Skjalm voldte”. Vist nok den eneste middelalderkirke, der nævner bygherren og bygmesteren. På hjørnesokkelstenen ved kirkens romanske alter findes ristet runer. Oversat til latin lyder teksten: - ubi ara ibi okulus”. Oversat til dansk lyder teksten: Hvor Alteret er , der er Øjet, hvilket forklarer, at den berømte Søndbjerg-runesten oprindelig har siddet i alterbordets nordvestlige hjørne. Højen Kathøj er sognets eneste fredede oldtidsminde, men der er sløjfet eller ødelagt 15 høje.

Danmarks mindste runesten, kun en halv meter høj, befinder sig i Thy, nærmere betegnet i våbenhuset til Vang Kirke. Sjørring ligger i Thy nogle få kilometer vest for Thisted. Længe havde man vidst, at der fandtes en runesten i Sjørring sogn. Sjørring-stenen omtales 1741 af Pontoppidan, idet den da befandt sig nær Sjørring kirkegård. Kort efter fundet blev stenen fjernet af en mand, der brugte den som grundsten i sit hus. Skønt runestenen måtte anses for tabt, blev den bragt frem igen. Under et besøg i Sjørring fandt i 1841 pastor Madelung til Vang runestenen ”i en Bondes Besiddelse hvorfra Præsten udfriede den mod en Species Erlæggelse.” Præsten tog sin nyerhvervelse med hjem og lod den opstille i våbenhuset til Vang kirke, hvor den siden har haft sin plads. Runestenen, der med sin ringe højde på kun godt en halv meter er Danmarks mindste egentlige runesten, er en såkaldt vikingesten med indristet vikingetidsindskrift. Dens runer er tydet: "Aase satte denne Sten efter sin Ægtefælle Ømunde som var Finulvs Hirdmand". Der er grund til at tro at denne runesten har nær samhørighed med andre runesten i den nordjyske vesteregn som også har vikingetidsindskrift, se Hune, Hurup og Jetsmark

Thisted-runer: Thisted er hovedbyen i Thy og tidligere amtsby. I Thisted kirke er indmuret en runeligsten ved foden af tårnets sydmur. Thisted-stenen er formodentlig en ligsten, og som må betragtes som ”låget” af kisten, hvori de døde var blevet gravlagt. Runerne fortæller formentlig noget om kirkens alder. Ligstenen har indhugget et stort kors og en runeindskrift langs øverste kant, som er tydet: "Thord Amdis Søn hviler her". De enkelte runer er gennemgående velbevarede og tydelige, men da der i indskriften forekommer et par ikke helt sædvanlige binderuner, gav de første tolkningsforsøg omkring midten af 1800-tallet mærkelige resultater; man mente, at stenen havde ligget over en smuk piges grav, idet man tolkede indskriften således: ”Thora, Thys Sol, hviler her”. Den rette læsning og tolkning er knap så poetisk: ”Thord, Amis søn, hviler her”, en ganske jævn, kristelig indskrift af almindelig type over en nu ukendt mand. Uden at være særlig runekyndig vil man hurtigt kunne se, at ligstenens runer er vendt på hovedet; da man indmurede stenen i kirkemuren, burde man have vendt den med runelinjen nederst. Tilsvarende rune-ligsten er indmuret i kirketårnene i Vester Velling, i Galtrup og i Sahl

Vejerslev ligger syd for Bjerringbro, omtrent midtvejs mellem Århus og Viborg. Ved Vejerslev kirkes sydlige mur er indmuret en flad, uornamenteret, godt halvanden meter lang/høj ligsten af rødlig granit; den har indristede runer, og den haråbenbart altid hørt til på Veterslev kirkegård, hvor runerne iagttoges allerede i slutningen af 1700-tallet. Vejerslev-stenen, som menes at have været en liggende ligsten, blev fundet i 1769 i kirkegårdsdiget. På stenen findes denne indskrift: Iver huggede disse Runer over Skalme, sin Broder.

Vester Velling ligger 10-15 km sydvest for Randers. I kirketårnets sydmur sidder indmuret en halvanden meter lang grå og rød granitsten, på hvis overflade der ses et reliefhugget Skt. Georgskors. På kanten af den afrundede hovedende læses runerne: "Loddens grav". Denne gravsten med runer betragtes som en af de smukkeste i landet. Eget foto.

Skivum runesten Skivum er et lille kirkelandsogn i Midthimmerland nord for Aars, som i sin tid dannede kommune sammen med Giver. I Skivum kirkens våbenhus står en anselig runesten. Stene blev omtalt første gang i 1654; den stod da i kirkegårdsdiget. I 1850 blev runestenen flyttet fra kirkegårdsdiget og fik sin plads i kirkens våbenhus. Stenens runer er tydet: ”Moderen Thyre og sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre rejste disse kumler efter ki.. den huthska (Gisl den Kloge); han var den bedste og første af landsmænd i Danmark” . Da kong Harald havde erobret hele Danmark og Norge fandt han, at kristendommen hørte en centralmagt til. Torsten fra Giver gik i hans tjeneste sammen med stormanden Gisl den Kloge fra Skivum. Akkurat som kong Harald fik en mindesten i Jelling, da han døde, fik både Torsten fra Giver og Gisl fra Skivum hver en markant mindesten. Det var deres respektive nærmeste familier, der fik en runerister til at forsyne begge sten med deres runebudskab. Stenen efter Gisl er den mest interessante af de to, fordi navnet Danmark nævnes på hans sten, og det gør det ellers kun blandt alle verdens runesten på de to Jellingesten.

Virring er en sogne- og kirkeby beliggende ca. 10 kilometer øst for Randers. I Virring kirkes våbenhus står en runesten. Virring-stenen, der fandtes liggende som tærskelsten foran våbenhuset, har indskriften: ” Germund ? Søn gjorde disse Minder efter Sasser. Star (el. Stær) rejste stenen efter den døde. Thor vie disse Kumler”. Af fredede oldtidsminder er der i sognet en langdysse uden kammer på Ammelhede og 3 høje. I en af disse fortæller sagnet, at kong Hamlet skal være begravet. Sløjfet ellerødelagt er 28 høje.

Vester Tørslev er en sogne- og kirkeby, som ligger 5-6 kilometer sydøst for Hobro. I kirkens våbenhus står en runesten, der isin tidblevfundet ved den gamle vej mellem V. Tørslev og Gettrup. Runestenens indskrift er tydet: ”hala, litu søn rejste denne sten efter sin broder Asulv” . Af fredede oldtidsminder er der i sognet en langdysse uden kammer, ogvest forV.Tørslev dyssekamret Tørslevstenen med polygon dæksten; sløjfet ellerødelagt er en runddysse, en jættestue og 37 høje.(

Øster Alling er en lille sogne- og kirkeby på Djursland ca. 20 kilometer øst for Randers. I Øster Allingkirkes våbenhus står en runesten, der blevfundet som hulvsten i døråbningen. Runeindskriften er tydet: ”Thore rejste denne sten efter Fastulv Myge”. Ifølge TRAP-Danmark er af fredede oldtidsminder i sognet 5 høje, deriblandt Øster Bjerghøj. Sløjfet eller ødelagt er 34 høje.

Øster Bjerrregrav ligger ca. 10 km nordvest for Randers, umiddelbart nord for den gamle Viborgvej. Der står to runesten i kirkens våbenhus. Om ingen af stenene i Bjerregrav kirkes våbenhus vides det, hvor de har haft deres oprindelige plads. Den største af dem, hvis top er slået af, og hvis indskrift er næsten udslettet, lå under portalen mellem våbenhus og kirke og blev taget ud i 1884. Under den fandtes den mindre sten. Den tydelige indskrift på den mindste lyder: Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand. Men Thord ristede disse runer. Den større stens mangelfulde inskrift lyder: Tove rejste denne sten efter sin mand . . . Findestedet for begge sten med den store sten øverst vidner om, at den store sten med de udslidt runer, gennem lange tider har fungeret som trædsten ved kirkens indgang. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.

Aadum – tidligere kaldet Oddum – er en landsby beliggende en halv snes kilometer sydøst for Tarm. Ved Aadum kirke står Aadum-stenen i hjørnet mellem kirkeskib og våbenhus. Runestenen er af grovkornet, blåsort granit, og både ved sine runer og ved sin smukke ornamentik er den i overensstemmelse med Vikingetiden runeskik, og dog allerede ved første øjekast væsensforskellig derfra. Indskriften er nemlig holdt i stil med Vikingetidens indskrifter, men afsluttes med en middelalderlig gudssformel: Thorulv satte stenen efter Toke Tokes søn, den ypperte (?). Gud hjælpe hans sjæl (ånd)”. Fra Aadum sogn beretter et sagn, at manden i herregården Bindesbøl, der var meget rig, havde nedgravet en stor skat i nærheden af kirken, og at skyggen fra kirkespiret på et bestemt tidspunkt af dagen viser, hvor skatten er nedgravet (Kirkens nuværende tårn er meget lavt og har et lavt pyramidetag, men tidligere var tårnet højt og anseligt ned blå og røde tagsten). En anden variation af sagnet føjer til, at skatten vil blive fundet af en, der har tre fingre på den ene hånd, ligesom herremanden havde.

Aalum er en lille landsby, som ligger 12-13 kilometer vest for Randers nær den gamle Viborgvej. Da jeg besøgte Aalum i forsommeren 2007, spurgte jeg en gammel kone om vej, og om de havde en runesten ved kirken. ”Nej”, svarede hun, ”der er ikke en, men fire runesten oppe i og ved kirken”. Dér fandt jeg alle fire Aalum-sten. De står alle fire i og ved Aalum kirke. I våbenhuset står to: Én sad indmuret i våbenhuset, kløvet i tre stykker og har indskriften: ”Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . .” En anden sten kan ikke tydes, fordi der er tale om et fragment af en forsvundet runesten. Til højre for det rødkalkede våbenhus langs kirkens sydmur står disse to: 1) Den store sten, der blev fundet i 1890 neden for Aalum kirkebakke, hvor den vel havde sin oprindelige plads. Dengang lå den med bagsiden opad, men da der på denne side sås en udhugget rytterfigur, en kriger med skjold og lanse, blev stenen vendt, og runerne kunne ses; de har dette budskab: ”Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel. 2) Den mindre sten på Aalum kirkegård, som blev fundet 1902 i forbindelse med omsætning af diget omkring kirkegården. Dens indskrift lyder: ”Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn”. Den Thyre, der engang lod stenen rejse, var, som indskriften oplyser, gift med Vigot, der satte den første Aalum-sten over sin søn. Runeformerne på de to sten kunne tyde på, at det er samme runemester, der har udført begge stens indskrifter. Aalums gamle beboere må i det hele taget have været glade for runerne; foruden de to sten, der står på kirkegården, rummer våbenhuset brudstykker af to andre. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.

Aalum er en lille landsby, som ligger 12-13 kilometer vest for Randers nær den gamle Viborgvej. Da jeg besøgte Aalum i forsommeren 2007, spurgte jeg en gammel kone om vej, og om de havde en runesten ved kirken. ”Nej”, svarede hun, ”der er ikke en, men fire runesten oppe i og ved kirken”. Dér fandt jeg alle fire Aalum-sten. Aalum-stenene udgør altså ikke mindre end fire i og ved Aalum kirke vest for Randers. I våbenhuset står disse to: Én sad indmuret i våbenhuset, kløvet i tre stykker og med indskriften: Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . . En anden sten kan ikke tydes. Til højre for det rødkalkede våbenhus langs kirkens sydmur står disse to: 1) Den store sten, der blev fundet i 1890 neden for Aalum kirkebakke, hvor den vel havde sin oprindelige plads. Dengang lå den med bagsiden opad, men da der på denne side sås en udhugget rytterfigur, en kriger med skjold og lanse, blev stenen vendt, og runerne kunne ses; de har dette budskab: Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel. 2) Den mindre sten på Aalum kirkegård, som blev fundet 1902 i forbindelse med omsætning af diget omkring kirkegården. Dens indskrift lyder: Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn. Den Thyre, der engang lod stenen rejse, var, som indskriften oplyser, gift med Vigot, der satte den første Aalum-sten over sin søn. Runeformerne på de to sten kunne tyde på, at det er samme runemester, der har udført begge stens indskrifter. Aalums gamle beboere må i det hele taget have været glade for runerne; foruden de to sten, der står på kirkegården, rummer våbenhuset brudstykker af to andre. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.

Aalum er en lille landsby, som ligger 12-13 kilometer vest for Randers nær den gamle Viborgvej. Da jeg besøgte Aalum i forsommeren 2007, spurgte jeg en gammel kone om vej, og om de havde en runesten ved kirken. ”Nej”, svarede hun, ”der er ikke en, men fire runesten oppe i og ved kirken”. Dér fandt jeg alle fire Aalum-sten. Aalum-stenene udgør altså ikke mindre end fire i og ved Aalum kirke vest for Randers. I våbenhuset står disse to: Én sad indmuret i våbenhuset, kløvet i tre stykker og med indskriften: Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . . En anden sten kan ikke tydes. Til højre for det rødkalkede våbenhus langs kirkens sydmur står disse to: 1) Den store sten, der blev fundet i 1890 neden for Aalum kirkebakke, hvor den vel havde sin oprindelige plads. Dengang lå den med bagsiden opad, men da der på denne side sås en udhugget rytterfigur, en kriger med skjold og lanse, blev stenen vendt, og runerne kunne ses; de har dette budskab: Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel. 2) Den mindre sten på Aalum kirkegård, som blev fundet 1902 i forbindelse med omsætning af diget omkring kirkegården. Dens indskrift lyder: Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn. Den Thyre, der engang lod stenen rejse, var, som indskriften oplyser, gift med Vigot, der satte den første Aalum-sten over sin søn. Runeformerne på de to sten kunne tyde på, at det er samme runemester, der har udført begge stens indskrifter. Aalums gamle beboere må i det hele taget have været glade for runerne; foruden de to sten, der står på kirkegården, rummer våbenhuset brudstykker af to andre. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.

Himmerlands fornemste runesten står på kirkegården i Aars. Her lå den allerede tilbage i 1600-tallet, og det er formodentlig stenens oprindelige plads. Det var imidlertid stenens bagside, der vendte opad. Da man i 1838 flyttede stenen ind i våbenhuset, opdagede man indskriften på dens forside. Bagsidens runer har lidt skade af århundreders vejr og vind, mens forsidens runer været beskyttet, fordi de vendte nedad. Stenen bærer på sin forside Assers indskrift for sin herre: "Asser satte denne sten efter Valtoke, sin herre". Bagsidens indskrift er stenens egen tale: "Stenen siger sig her at stå længe. Den Valtokes varde skal nævne".

xxHjermind er en lille landsby, som ligger et par kilometer nordøst for Bjerringbro. I den stedlige præstegårdshave står Hjermind-stenen, som endnu tilbage i 1600-tallet lå synlig på sin gamle plads ved en høj på den nærliggende Tulstrup mark, men forsvandt så en årrække. I 1809 genfandtes den samme sted et par fod under jorden. Formodentlig er den blevet nedgravet for ikke at ligge i vejen for ploven; senere blev stenen flyttet ind på sin nuværende plads i præstegårdshaven. Stenens indristede runetekst er tydet: ”Tholv rejste denne sten efter sin broder Rade, en meget agtværdig ung mand”. Stenens bagside viser omridset af et skib. En tilsvarende ”broder”-indskrift kan ses på Lille Rørbæk-stenen i Kongens Tisted og på Vejerslev-stenen.

Skjern er en landsby, som ligger ca. 20 km vest for Randers ved den gamle Viborgvej. Ved Skjern kirke finder man to runesten, et brudstykke og en hel stor runesten. Det lille brudstykke blev fundet for mere end 100 år siden i kirkens grundmur. Den store næsten to meter høje sten stammer fra det gamle Skjern Slot, en middelalderborg, som lå umiddelbart syd for den nuværende landsby. Middelalderborgen vlev ødelagt tilbage i 1600-tallet og lå siden hen som en ruin. Da ejeren af Skjerngård i begyndelsen af 1840’erne gik i gang med at køre den kalkholdige jord ud fra ruinen for at bruge den på sine marker, fandt man stenen, der havde tjent som grundsten for en trappe i det nordøstlige hjørne af slottet. Ved findestedet lå den en halv snes år for siden at blive rejst på sin nuværende plads ved Skjern kirke. Runestenens indskrift begynder forneden til højre og danner en spiral som indramning om det ondtafværgende troldehoved, for endelig på toppen af stenen, at slutte med en kraftig forbandelse mod den, som vover at bryde eller beskadige mindesmærket. Stenens budskab lyder: "Sasgerd, Finulvs datter, rejste stenen efter Odinkar, Osbjørns søn, den ypperlige og hin drottro. En sejdkarl (skal) den mand (være), som bryder disse kumler”.

Sønder Vissing-stenene finder man i Sønder Vissing kirke. Kirkelandsbyen Sønder Vissing ligger i det tidligere Skanderborg amt, nu Region Midtjylland kun ca. 35 km nordøst for Jelling. Rundt om i Sdr. Vissing sogn er der bl.a. disse fredede oldtidsminder: Et dyssekammer med dæksten, 19 høje, hvorafflere er ganske anselige; men 102 er sløjfede eller ødelagt. Sognets to runesten blev opdaget i 1836 af stedets præst, pastor Rohmann. Den ene har ganske særlig interesse på grund af sin sandsynlige samhørighed med monumenterne i Jelling. Den havde sin plads i kirkegårdsdiget, hvor den var sat temmelig langt ned i jorden og dannede sidesten til kirkegårdslågen. Når runerne først blev opdaget så sent som 1836, skyldes det, at indskriftssiden nok vendte udad, men var dækket af lågens træværk. Hvor stenens oprindelige plads har været, var der ingen, der vidste. Den blev selvfølgelig fjernet fra diget og senere anbragt inde i kirken, hvor den står ved den vestlig væg under orglet. Indskriften på stenen lyder: Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre mindesmærket efter sin moder. Selv om vi ikke fra andre kilder ved noget om, at Kong Harald ved siden af tilnavnet ”Blåtand” også blev kaldt ”den Gode”, og det heller ikke omtales, at han var gift med en datter af Venderkongen Mistivoj, er det rimeligt at tænke sig, at den Harald Gormssøn, der omtales på runestenen i Sønder Vissing, som ikke ligger ret langt fra Jelling, er selve kongen. Den anden runesten fandt pastor Rohmann ved samme lejlighed, idet den lå i selve kirkegårdslågen; her vendte indskriftsiden opad, og stenen havde fungeret som trædesten og var derfor meget slidt. Den står nu i kirkens våbenhus, og dens indskrift er tydet: Toke gjorde dette mindesmærke (disse kumler) efter Ebbe sin fader, en klog mand”.

Jellingestenenes indskrifter Det ældste skriftlige vidnesbyrd, vi har fra en dansk konge, er Gorms runesten, som han har rejst over sin hustru Thyra. Teksten lyder: ”Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd”. Ifølge den danske krønikeskriver Saxo (1160-1208) byggede Thyra forsvarsanlægget Dannevirke i Sønderjylland. Samme Saxo skriver, at hun kom fra et fremmed land, sikkert en høvdingeslægt i den østlige del af Danmark, hvilket har gjort det muligt for Harald senere at gøre krav på det samlede rige. Her er navnet Danmark nævnt for første gang. Den lille runesten kaldes derfor Danmarks Navneattest. Tilsvarende kaldes Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. På den store Jellingesten står der: ”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Den sidste del af teksten efter ”Danmark” findes på stenens to andre sider. Den store Jellingesten har stort set stået på samme sted siden 965. Den er blevet hævet et par gange siden, kom på et tidspunkt til at hælde mod vest, men blev rettet op igen i 1981. Dens vægt er da også betydelig: ca. 10.000 kg, og højden er 2,43 m. Stenens figurer og runerne er hugget i lavt relief, og man mener, at den oprindelig har været farvelagt. En kopi er opsat i Nationalmuseets gård, som netop er farvesat. På museet Kongernes Jelling findes også en model af stenen.

Runesten fundet i Ribe: Ribe runesten: Under de senere års renoveringer og udgravninger omkring Ribe domkirken fandt man i april 2011 en hidtil ukendt runesten, som dog kun et del af en større runesten, og derfor har det hidtil været vanskeligt at tyde stenens budskab. En runesagkyndig mener, at den store runesten er slået i stykker med vilje, så stykkerne har kunnet bruges til byggeri. Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, har nu foretaget en foreløbig undersøgelse af runestenen. Om tydningen af indskriften og stenens udsmykning kan du læse mere på Nationalmuseets blog, Runer og Mønter. Vi arbejder med at foretage en præcis registrering af stenens udsmykning og vender tilbage med billeder af stenen og nyt om dateringen. Runologen har været i Ribe i denne uge for at undersøge et fragment af en runesten, som blev fundet i et fundament til et hus fra 1850. Det er i sig selv en fantastisk nyhed, at der er fundet en runesten i Ribe for første gang nogensinde. Den geografisk mest nærliggende runesten i Ribe-området er Malt-stenen (dateret til 800-tallet), som nu står på Sønderskov Museum. Fragmentet er ca. 80 cm højt og er rigt dekoreret med et dyr, der er udformet i en af de senvikingetidige stilarter. Hvilken stilart, der præcis er tale om, må en stilhistoriker afgøre. Dyret er formet som en slange eller en drage, og dyrets krop udgør runebåndet, der går fra dyrets nakke og slynger sig over på den anden side af stenen. Der er desværre ikke mange runer bevaret. Indskriften ser ud til at starte på side A ved dyrets nakke, og her har vi formentlig starten på et navn, der begynder med runerne ku. Der er flere muligheder for, hvordan personnavnet kan have set ud, da k-runen kan stå for både /k/ og /g/, og u-runen kan stå for både /u/, /o/ og /v/. Det vil sige ”Ku…/Gu…”, ”Ko…/Go…” eller ”Kv…”. Det kan ikke afgøres, om de to ord har noget med hinanden at gøre. Hvis man skal bestemme det, skal der være mere bevaret af den umiddelbare kontekst, end tilfældet er her. Videre undersøgelser kan forhåbentlig hjælpe os videre med at forstå teksten på Ribe-stenen. Stenen fra Ribe har ingen direkte paralleller i det danske materiale. Stenen fra Sporup har en primitiv slangefigur på toppen af stenen, men kan ikke sammenlignes med den professionelt udførte ornamentik på Ribe-stenen. Ellers kendes runeslyngninger også fra de bornholmske runesten, f.eks. Klemensker 4. Selve skriftordningen er kendt fra andre danske eller skånske runesten, f.eks. Valleberga-stenen, hvor skriftbåndene slynger sig hen over to af stenens sider. Man kunne forestille sig noget lignende for Ribe-stenens vedkommende. Runeslanger med indskrifter, der begynder ved dyrets hoved kendes i vid udstrækning fra Uppsverige og udgør, sammen med runestenene fra Bornholm, de tætteste paralleller til stenen fra Ribe.

Stenen taler: "Jeg kom til Landet, før Baalrøgen drev fra Fangstpladserne langs Kysten. Af mig og mine Frænder rejste Høvdingen Dyssen. Vi bar Bondens Husstolper og Helliglundens Gudestøtter, den Gang Sø-Danerne kaarede Fyrsten i Lejre. Tingstenene fik Glød i Skæret fra Rolfs Dødsbaal. Vel vogtede min Æt Mindernes Ring. Runeristet førte den Gorms og Tyres, Haralds og Svens Navne til sene Slægter. Den hegnede Landet, da Danevirke genrejstes. Tugtet og billedprydet gav den Gudsordet Kirkelæ, og af dens Skød sprang Daabens Kilde til Sjælefred."

En runestens korte budskab:  

Rundt omkring i Danmark er fundet omkring 200 runesten; heraf har ca. halvdelen deres plads i Jylland. Skikken med at rejse runesten falder her i landet sammen med Vikingetiden.  

En runesten er egentlig ikke et gravmæle, men den er en mindesten rejst for at bevare den afdødes navn for eftertiden. Meget ofte fortæller stenens runer, både hvem den afdøde var, hvem der rejste stenen, samt hvem runemesteren var.

Runestenenes budskab er som regel ganske kort, som for Hovslund-stenens vedkommende, hvor der kun står ”Hærulv”. Ofte er stenen et minde om en stormand, rejst af den efterlevende hustru: ”Gyde satte denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand. Men Thord risede disse runer”, står der på stenen i Øster Bjerregrav kirke. Ofte kan det være en søn, der har rejst stenen efter sin far: ”Toke satte denne sten efter sin fader Uflå, en meget anset frimand”. Det gamle ordsprog lyder: De gamle skal dø, de unge kan dø; derfor findes der runesten, hvor en far har rejst et minde over en søn: ”Aane rejste denne sten efter Eskil, sin søn, som fandt døden sammen med Thore i Øresund”, som der står på runestenen Mejlby-stenen, som nu står i Randers Museums have.

Runemesterens redskab. Som en konsekvens af, at runemesteren med sit redskab har skullet hugge eller riste runerne i den hårde granit, består så godt som alle tegnene af lige streger. At alfabetet kan nøjes med 16 tegn betyder, at det samme tegn kan have forskellig udtale, alt efter hvor i ordet det forekommer.   Rune-alfabetet har gennem tiderne undergået visse forenklinger således, at det seneste alfabet, som kaldes "futhark", rummer 16 tegn. Nogle af runetegnene som f, i, r og t kan uden vanskelighed sammenlignes med vort moderne alfabet.  




Herunder fortegnelse over de fleste af Jyllands runesten vist i alfabetisk orden. Ved hver sten er anført den oversatte runeindskrift:

Runealfabetet:  " f - u - th - a - r - k "
Guldhornene:"Jeg, Lægæst af Holt, gjorde hornet"
Asferg runesten, på Nationalmuseet:
"Thoger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, - - meget - - ".
Asser-stenen i Århus, på Moesgård: "Toste (?) og Hove og Frebjørn de rejste denne sten efter Asser Saxe, deres fælle, en meget anset ung mand. Han døde som den største unidding af mænd; han ejede skib sammen med Arne"
Bjerring-stenen:"Thorgunn, Karuks datter, rejste denne sten efter Thore, sin husbond, Tholfs søn, på St . . men Tue Smed, hans frænde, . . . huggede . . .stenen fra sin plads, Ingulf .
Bække-stenen: "Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj".
Bække mark-stenen: "Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder"
Dannevirke-stenen el. Skarthe-stenen: "Svend Konge satte Sten efter Skarthe sin Hirdmand, som var faret vesterud, men nu blev død ved Hedeby".
Durup: " - -denne sten efter Toke - - en velbyrdig - - "
Egaa runesten: "Alvkil og hans sønner rejste denne sten efter deres frænde Manne, som var landsbestyrer hos Keld den norske".
Farsø runesten: "Toste og Asbjørn rejste denne sten efter Tue, broder . ."
Ferslev runesten:
"Toke Lutaris Søn satte denne Sten efter sin Søn Aaste".
Flejsborg runesten: "Thorkil satte Stenen efter sin Fader . . Søn".

Funder: "niklas" eller "niels"
Galtrup, rune-ligsten: "Her ligger Isulv Thorkils (eller Troels) søn".
Gesing:"þuæþ gjorde dette hvalv over Thyri Ebbesøn Lave - - Nikolaus skærme (sjælen) Horder (huggede stenen)".

Giver-stenen: "Kale satte denne Sten efter sin Fader Thorsten, en meget velbyrdig Thegn".
Glenstrup-sten I: Toke satte denne sten efter sin fader Ulfa, en meget velbyrdig thegn.
Glenstrup-sten II, på Nationalmuseet: "Toke satte denne Sten efter sin Fader Uflaa, en meget anset Frimand"
Gorms Jelling-sten:"Gorm Konge gjorde disse Kumler efter Thyre sin Kone, Danmarks Pryd"
Grensten-stenen, kaldet Toke Smed-stenen:"Toke Smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørns søn. Gud hjælpe deres sjæl"
Gunderup-sten I:"Toke rejste disse Stene og gjorde disse Kumler efter Abe, sin Maag, og Tove, sin Moder. De ligger begge i denne Høj. Abe undte Toke sit Eje efter sig"
Gunderupsten II: "Østen satte denne Sten efter Asulv sin Fader"
Hammel, runer på kirken: "Ulvs sten"
Hanning-runer i kirkemuren: "Tues søn rejste denner sten over sin moder Gyde"
Harald Blaatands store Jellingesten, "Danmarks Dåbsattest": "Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyrvi(Thyra), moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne"
Hjermind-stenen:
"Tholv rejste denne sten efter sin broder Rade, en meget agtværdig ung mand"
Hune-stenen:
"Hove Thorkil og Thorbjørn satte deres Far Runolf den Raadsnildes Sten"   
Hurup runesten: "Thormod, en velbyrdig Dreng, rejste dette Minde efter NN sin Fader (el. Broder)".
Hærulv-stenen el. Hovslund-stenen: "hairulfR",  
Jetsmark-stenen:"Hove satte Stenen efter sine Brødre Thorlak of Ride"
Klejtrup runesten:"Og efter Åmund sin sønnesøn".
Kolind: "Toste, Asveds smed, rejste denne sten efter sin broder Tue, som fandt døden østpå".

Kragelund-runer i portal: "Æse bad, Vagn ristede"
Laurbjerg: "Bolnøds (?) sande sten (?). Ville - -".

Lille Rørbæk-stenen: "Asgot, Tygotes Søn, rejste Stenen efter Esge, sin Broder"
Lime: maske-tegning
Læborg-stenen:"Ravnunge Tue huggede disse Runer efter Thyre sin Dronning"
Malt-runestenen, fundet 1987:
Mejlby runesten:"Aane rejste denne sten efter Eskil, sin søn, som fandt døden sammen med Thore i Øresund"
Ravnkilde-sten: "Asser Landbestyrer, Kugges Søn, ristede disse Runer efter Dronning Asbod"
Randbøl-stenen el. Store Rygbjerg-stenen:"Tue Bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil for Thorgun meget længe leve"
Rimsø-stenen:"Thore Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og - - ku - - auþi som værst for sønnen (?)"
Sall: "Ingrth" eller "Inger"
Skjern runesten: "Sasgerd, Finulvs datter, rejste stenen efter Odinkar, Osbjørns søn, den ypperlige og hin drottro. En sejdkarl (skal) den mand (være), som bryder disse kumler"
Skivum runesten: "Moderen Thyre og Sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre rejste disse Kumler efter Ki .. den huÞska; han var den bedste og første af Landsmænd i Danmark".

Suldrup:  "Rysk rejste denne Sten efter sin Broder Ufej".
Søndbjerg:"iakop uulæ skialm gurÞæ - ubi ara ibi okulus". Oversat fra latin til dansk: Jakob voldte, Skjalm gjorde - Hvor Alteret er , der er Øjet.

Sønder Starup:
"airiks kubl", Eriks kummel el. Eriks mindesten.
Sønder Vissing sten I:"Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre mindesmærket efter sin moder"
Sønder Vissing-sten II: "Toke gjorde dette mindesmærke (disse kumler) efter Ebbe sin fader, en klog mand"
Thisted kirke, ligsten med runer:"Thord, Amis søn, hviler her"
Vang runesten:"Aase satte denne Sten efter sin Ægtefælle Ømunde som var Finulvs Hirdmand"
Vejerslev rune-ligsten:
"Iver huggede disse Runer over Skalme, sin Broder"
Vester Tørslev: "hala, litu søn rejste denne sten efter sin broder Asulv" .

Vester Velling rune-ligsten: "Loddens grav"
Virring: " Germund ? Søn gjorde disse Minder efter Sasser. Star (el. Stær) rejste stenen efter den døde. Thor vie disse Kumler".
Øster Alling: "Thore rejste denne sten efter Fastulv Myge".

Øster Bjerregrav: "Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand. Men Thord ristede disse runer"
Aadum-stenen: "Thorulv satte stenen efter Toke Tokes søn, den ypperte (?). Gud hjælpe hans sjæl (ånd)".
Aalum-sten I: "Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . ."
Aalum-sten II: Runer ikke tydet
Aalum-sten III:"Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel"
Aalum-sten IV: "Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn"
Aars-stenen:
"Asser satte denne Sten efter sin Herre Valtoke. På bagsiden står: Stenen siger sig her at staa længe. Den Valtokes Varde skal værne "


Klik på billedet af en runesten; herved forstørres billedet, og der fremkommer en forklarende tekst.

En stensikker fornøjelse   

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karl Maksten | Svar 15.07.2015 18.24

Toke Smed er runemesteren for stenen i Grensten og sandsynligvis også for stenene i Glenstrup, Gundestrup og Sønder Vissing

Jan Fagerlund | Svar 14.07.2015 11.26

Er der oplysninger om en Toge Smed, der skulle have været en flittig 'runemager' og leverandør af runesten?

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.04 | 19:14

Hej Karl.
Kender du Sengestenen ved Stenlille? Jeg omtaler den i min nye bog. Tror måske den kan gå i Top 10 i Danmark. Mvh. Jacob Topsøe, 100tingatse.dk

...
17.03 | 10:27

Vi har købt Gørlev menighedsrådskirke og er ved at ombygge den , der har tidligere siddet et kirkeskib der var en tremastet bark håbet . Hvor er det henne ?

...
11.02 | 16:39

Men hvad hedder stenen ved Hærvejen

...
01.02 | 16:29

Hej Dagny og Max
Må jeg bruge et af dine billeder i en bog om genforeningen 1920?

...
Du kan lide denne side