Oldtidsgrave og oldtidsfund
Fortidens spor i landskabet

Spor i det jyske kulturlandskab

I takt med, at indlandsisen fortrak fra det område, vi i dage kender som Danmark, skete der en langsom bosættelse af landet. De mennesker, som bosatte sig her, har på forskellig vis efterladt sig spor. Ikke overraskende bosatte de første mennesker sig ved vand, ved fjorde, søer og åer.



Kendt fra Stenalderen er Ertebølle-kulturen, en stenalderkultur, som eksisterede fra ca. 5200-4200 f.Kr. Ertebølle-kulturen har navn efter den store køkkenmødding ved Ertebølle ved Vesthimmerlands Limfjordskyst. Hvor som helst i andre sydskandinaviske lande denne bopladsform er fundet, kalder man denne kultur for Ertebølle-kulturen.



Et kulturspor fra Bronzealderen er Helleristninger. Den tids mennesker har evnet at indhugge billeder af skibe, dyr, fisk, redskaber og menneskefigurer på klippeoverflader, udelukkende på overflader, som indlandsisens slid har gjort glatte. I Danmark er sådanne helleristninger fundet på Bornholm. I Odsherred i Nordsjælland er fundet helleristning på en løs sten, kaldet Engelstrup-stenen.



På mange andre måder har mennesker op gennem tiden efterladt sig spor i landskabet. Tydeligt ses, hvor fornemt, fortidens mennesker har taget vare på deres døde. Over hele landet han man se gravhøje, stendysser, rund- og langdysser, gravkamre og skibssætninger .



Gravpladser i det åbne landskab
Tilstedeværelsen af de forskellige typer gravpladser ude i det åbne danske kulturlandskab dokumenterer, at der på disse steder i sin tid har været en levende kultur. Det er derfor ikke så underligt, at der netop langs landets gamle landeveje ses særlig mange oldtidshøje. De gamle veje har jo netop fra de ældste tider dannet forbindelsen mellem de allertidligste menneskelige beboelser. Som et udslag af bøndernes iver efter at få mest muligt ud af deres landbrugsjord, har de ikke taget det så nøje, om deres iver gik ud over oldtidsgrave, som lå i vejen. Enormt mange af oldtidens gravminder er på den måde blevet sløjfet ved overpløjning og anden form for hærværk. Ved at læse i det topografiske værk TRAP-Danmark, hvor alle sogne i Danmark er beskrevet, får man en indsigt i, hvor omfattende denne sløjfning af oldtidsgrave har været. I Tømmerby sogn i Vest Hanherred er der bevaret 39 høje af forskellig størrelse, mens der er sløjfet eller ødelagt 48. I Solbjerg sogn i Øst-Himmerland er bevaret 4 langhøje og 60 høje, mens 32 høje er sløjfet eller ødelagt. I Mårslet sogn på Århus-egnen er ingen oldtidshøje bevaret, mens 5 dysser og andre stengrave og 30 højeer er sløjfet eller ødelagt. I Sønder Starup sogn nær Haderslev er der kun bevaret én mindre høj; tidligere var der 5 stengrave og 26 gravhøje. Ud fra disse oplysninger fristes man til at læse, at jo federe en egns landbrugsjord er, jo ivrigere har egnens bønder været med at ødelægge oldtidshøjene på deres jord. Resultatet af ødelæggelserne er heller ikke udeblevet: Rundt omkring på Danmarks dyrkede land er der fundet tusindvis af flinteredskaber og andre former for indhold fra de ødelagte oldtidshøje.

Dette emne besynger Johannes V. Jensen på sin poetiske måde i "DANMARKSSANGEN"
Hvor smiler fager den danske kyst:

Hvad hånden former er åndens spor,
med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån, du finder i Danmarks jord 
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte dit væsens rod
skøn på de skatte, de efterlod


Ertebøllekulturen (5.400-3.900 f.Kr.) En stor skaldynge – køkkenmødding – ved Ertebølle i Himmerland har givet navn til den sidste og uden sidestykkeykke bedst belyste jæger/samler kultur før overgangen til agerbruget. Kulturen er udbredt over hele Sydskandinavien og Nordtyskland, især med bopladser beliggende ved kysten. Indlandsbopladser beliggende ved vandløb og søer kendes også – især i den yngre del af Ertebøllekulturen – men de er klart i undertal i forhold til kystnære bosættelser. Knoglefund fra nogle bopladser viser, at de har været beboet på alle tider af året (om end ikke nødvendigvis kontinuerligt), mens andre lokaliteter har været anvendt sæsonvist. Som der er tilfældet i Kongemose-kulturen, er der heller ikke i Ertebølletiden påvist skudsikre rester efter hytter eller huse. Klimatisk falder Ertebøllekulturen sammen med den sidste del af atlantisk tid. Vejret var mildt med en gennemsnits- temperatur, der lå højere end i dag. Som følge heraf var livsbetingelserne optimale for planter og dyr – og dermed selvfølgelig også for ertebøllefolkene. Et arkæologisk kildemateriales overlevering og tilvejebringelse er altid underlagt tilfældigheder, så det er yderst vanskeligt og problematisk at sammenligne perioder med hinanden. Vover vi forsøget her og ser på Ertebølle i forhold til de øvrige mesolitiske kulturer, er der meget der tyder på, at vi i denne periode har den hidtil største befolknings-tæthed med de største gruppe-enheder på de største bopladser. Eller udtrykt med moderne terminologi: Ertebøllekulturen synes at repræsentere et samfundsmæssigt opsving. Teknologisk var der tale om en tilsvarende blomstringstid. Redskaber af såvel sten og flint, som er af organisk materiale, er rigt repræsenteret på flere bopladser. Sidstnævnte er især fremkommet i skaldyngerne samt på en række af periodens mange undersøiske bopladser, der er et resultat af de landskabsmæssige forandringer, der har fundet sted siden Ertebølletiden. Generelt set – for der er lokale forskelle - har landet hævet sig nord-nordøst for en linje trukket sådan ungefær imellem Nissum Fjord og Grønsund syd for Møn. Syd-sydvest for linjen ligger bopladserne tilsvarende lavere og - for kyst-bopladsernes vedkommende - under havet. Set med arkæologiske øjne er det absolut ingen ulempe, at bo-pladserne sank ned under havets overflade, for her er bevarings-forholdene ofte helt enestående. Ertebøllekulturens ophør falder sammen med overgangen til agerbrug fra en jæger/samler kultur med 8.000 års erfaringer. Denne overgang synes at have foregået over relativ kort tid - måske 100 år - eller sågar kun det halve eller mindre. Mange – ofte meget ret fantasifulde - teorier omhandlende dette emne har været lagt på bordet igennem årene, men sandheden er nok snarere, ganske som det langt senere kan iagttages med ”mystikken” omkring Roms fald, at der er tale om ikke én enkelt udløsende årsag, men om en række forskellige og samspillende faktorer.
LINDHOLM HØJE

LINDHOLM HØJE

På højdedraget Lindholm Høje i Lindholm sogn vest for Nørreesundby blev i årene 1952-58 afdækket og undersøgt en gravplads fra yngre stenalder og vikingetid samt rester af an landsby, eller by, hvis yngste deler fra 1000-tallet. Gravpladsen var dækket af et op til fire meter tykt lag flyvesand. Mindre undersøgelser var tidligere foretaget både i 1889 og i 1896 af Nationalmuseet. Det 7 ha store areal blev i 1902 købt og beplantet med den klausul, at det skulle være grønt område, og således indgår det nu, efter udgravningerne, som en turistattraktion i byen parkanlæg. I alt er blevet undersøgt 700 grave, for største delen brandgrave indrammet af stensætninger i forskellige former. De skibsformede, skibssætningerne, er de yngste og fra den egentlige vikingetid; de ligger som en hel flåde ved foden af bankens sydskråning.

De ældre former, der er runde, firkantede eller tresidede og ofte med en bauta i midten, ligger fortrinsvis på bankens top og er som helhed fra 6-700-tallet, mens de ovale skibssætninger, der udfylder midterpartiet af banken, i tid ligger de tresidede og skibssætningerne. Brandgravenes indhold af fuldt bevarede oldsager var sparsomt, hvilket skyldes, at gravgodset kom med på ligbålet. Meget er derfor smeltet eller helt destrueret. I brandpletterne, dvs. de sammenfejede rester af ligbålet, fandtes mere eller mindre smeltede glasperler, jernsøm og beslag til småskrin. Tilsandingen af gravpladsen er sket gradvis, hvilket fremgår af, at stensætningerne i flere tilfælde ligger over hinanden. De seneste grave er fra sidste halvdel af 900-tallet. Oplysningerne er hentet fra TRAP-Danmark for Aalborg amt.

Lindholm Høje består af stensætninger fra 600-1000 tallet og en oldtidslandsby fra 1000-tallet Stensætningerne udgør ca. 700 gravpladser. De skibsformede er de yngste og er fra den egentlige vikingetid, mens de runde, firkantede eller tresidede er fra 6-700 tallet. Stensætninger såvel som oldtidslandsbyen har været dækket af et op til fire meter tykt lag flyvesand, fordi egnen gennem tiderne har været hjemsøgt af sandstorme og jordfygning; herved blev alle gravpladserne fuldstændig overdækket. Da tyskerne under besættelsen ville anlægge kanonstillinger på højdedraget Lindholm Høje, blev arkæologer opmærksomme på fænomenet. Men først efter krigen kunne man gå i gang med at afdække gravpladserne. Den systematiske afdækning foregik i årene 1952-58. Gravpladsen på Lindholm Høje er et af Danmarks smukkeste fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid. Flere hundrede stensætninger markerer brandgravene. Fra toppen af bakken er der en formidabel udsigt over Limfjorden, der allerede i oldtiden var af stor betydning. Ved de store udgravninger i 1950’erne blev også dele af landsbyen og en nypløjet mark fra vikingetiden udgravet. I slutningen af vikingetiden blev hele området dækket af flyvesand og derfor bevaret til vore dage. Museet viser de arkæologiske fund fra de store udgravninger på stedet. På en utraditionel måde fortælles historien om, hvordan man i jernalder og vikingetid levede og døde på Lindholm Høje. De originale oldsager er udstillet sammen med rekonstruktioner, panoramaer, illustrationer, kort og tekst, så der både er mulighed for en umiddelbar oplevelse og for en saglig fordybelse. Der berettes også om verden uden for Lindholm Høje.
Troldkirken i Sønderholm


TROLDKIRKEN

Dette er Troldkirken fotograferet i forsommeren 2007. Troldkirken ligger ude i det nordvestlige Himmerland ikke langt fra Sønderholm. Fra Troldkirken er der en vid udsigt over landskabet til alle sider. Måske netop derfor blev Troldkirken for de tusinder af år siden anlagt her.
Langdyssen "Troldkirken" går for at være en af Danmarks smukkeste dysser, ikke mindst i kraft af sin høje beliggenhed i landskabet. Den er ca. 50 m lang og omgivet af 47 randsten. Omtrent i midten ligger det seks-kantede dyssekammer med den store flade dæksten over. Troldkirken var et af de første oldtidsminder, der blev fredet. Det skete i 1809, men fredningen blev først tinglyst i 1850.
Umiddelbart efter at tyskerne havde besat Danmark i 1940, henvendte nogle tyske officerer sig til sognepræsten i Sønderholm og Frejlev; han hed Svend Aage Reerslev. Tyskerne ønskede at besigtige kirkerne i begge sogne med henblik at benytte kirketårnene som udkigssteder. De insisterede også på at se tårnet i Troldkirken! Selv om pastor Reerslev forsøgte at forklare, hvad Troldkirken var, forlangte de alligevel at bese den. Pastor Reerslev guidede dem ud til Troldkirken, og så kunne de nok se, at den ikke havde noget tårn, de kunne bruge.

Dette er Troldkirken fotograferet i forsommeren 2007. Troldkirken ligger ude i det nordvestlige Himmerland ikke langt fra Sønderholm. Fra Troldkirken er der en vid udsigt over landskabet til alle sider. Måske netop derfor blev Troldkirken for de tusinder af år siden anlagt her. Langdyssen "Troldkirken" går for at være en af Danmarks smukkeste dysser, ikke mindst i kraft af sin høje beliggenhed i landskabet. Den er ca. 50 m lang og omgivet af 47 randsten. Omtrent i midten ligger det seks-kantede dyssekammer med den store flade dæksten over. Troldkirken var et af de første oldtidsminder, der blev fredet. Det skete i 1809, men fredningen blev først tinglyst i 1850. Umiddelbart efter at tyskerne havde besat Danmark i 1940, henvendte nogle tyske officerer sig til sognepræsten i Sønderholm og Frejlev; han hed Svend Aage Reerslev. Tyskerne ønskede at besigtige kirkerne i begge sogne med henblik at benytte kirketårnene som udkigssteder. De insisterede også på at se tårnet i Troldkirken! Selv om pastor Reerslev forsøgte at forklare, hvad Troldkirken var, forlangte de alligevel at bese den. Pastor Reerslev guidede dem ud til Troldkirken, og så kunne de nok se, at den ikke havde noget tårn, de kunne bruge.
Poskær Stenhus på Mols


Poskær Stenhus   

I det stærkt kuperede landskab på Mols ligger stendyssen Poskær Stenhus. Den er blandt de smukkeste og mest kendte stendysser vi har i Danmark. Dyssen blev opført i bondesten-alderens såkaldte Tragtbægerkultur omkring 3.300 f. Kr., og har sikkert fungeret som en fælles grav- og kultplads for områdets bopladser.



Poskær Stenhus er Danmarks største runddysse. Det som særligt imponerer er størrelsen på dyssens sten. Det store sekskantede gravkammer består af 5 store bæresten, hvorpå der ligger en ca. 11,5 tons tung dæksten. Gravkammeret har en østvendt åbning, og af gangen hertil er der bevaret 2 oprejste gangsten udenfor grav-kammerets østside. Gravkammeret ligger forskudt mod øst i en omsluttende stencirkel på ca. 13 m i diameter, som indeholder 23 af oprindeligt 24 mere end mandsstore oprejste kampesten.



Dækstenen på Poskær Stenhus er særlig bemærkelsesværdig. Undersiden imod kammeret er ligesom flere af bærestenene ganske flad. Undersøgelser har vist, at dækstenen er en såkaldt "tvillingesten". Dækstenen er halvdelen af en enorm rødlig granit-kampesten som blev "fragtet" til Danmark af isen under sidste istid for ca. 15.000 år siden. Stenens anden og ca. 19 tons tunge halvdel er anvendt som dæksten i Grovlegård-dyssen ca. 2 km nordøst for Poskær Stenhus. Vi ved ikke om kampestenen er kløvet ad naturlig vej via isens tryk eller frostsprængning, eller om stenen blev kløvet af mennesker. Teknologisk er der intet som forhindrer, at stenalderfolket kan have foretaget kløvningen af stenens i dens naturlige brudlinier ved brug af ild, vand og trækiler.




Poskær Stenhus. Mols er særdeles velforsynet med oldtidshøje. En af dem - Poskær Stenhus - ligger mellem Knebel og Agri. Mange mener, at denne høj er Danmarks smukkeste runddysse. Det er i hvert fald en af de største. Højen har 23 tætstående randsten, og nogle af stenene er 2 meter høje. Oprindelig var der 24 randsten, men en af dem er blevet fjernet. Såvel dækstenen som de 5 bæresten er kløvede, således at der er opstået flade sider, som vender indad. Kammeret er ikke placeret i midten af højen, da der oprindelig har været to kamre. Af det andet kammer er der i dag kun nogle få sprængte stenrester tilbage. Dækstenen på det eksisterende kammer anslås at veje mellem 15 og 20 tons. Måske har kammeret oprindelig været dækket af en jordhøj, som nu er forsvundet. Poskær Stenhus tilhører den såkaldte Tragtbægerkultur, dvs. en periode, der begyndte ca. 3500 år før Kristi fødsel. Perioden udmærker sig ved at være den første rigtige landbrugskultur i Danmark. Det er det fine, tragtformede lertøj, der har givet navn til denne tidsalder. I 1943 blev der foretaget en mindre udgravning af højen, men man fandt ingenting. Skeletresterne er formentlig for længst formuldet, og eventuelle gravgaver er blevet fjernet. Man ved ellers fra andre dysser, at det var almindeligt, at der blev stillet gravgaver på dyssernes randsten. I øvrigt var hele dyssen ved at forsvinde i 1859, da dyssens ejermand - boelsmand Ole Hansen - ville bortsprænge de store sten. Men præsten i Knebel skred ind. Han fik hjælp af bl.a. J.J.A. Worsaae fra Oldnordisk Museum, og det lykkedes dem at få fredet runddyssen og sikre, at der fremover skulle være offentlig og gratis adgang til den smukke høj. I 1890-erne kom dyssen igen i fare, da en stenhugger fra Århus havde købt Poskær Stenhus. Men den lokale sognefoged i Agri skred ind med ordene: "A forby'r et i Kongens og Lovens navn."
Overskrift 1

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side