NORDEN RUNDT 2006

Dette er beretningen fra en to-ugers rejse med bus gennem det sydlige Sverige over Ålandsøerne til Finland gennem Lapland og Finmark til Nordkap og gennem Norge tilbage til Danmark.

De kursiverede tekster er faktiske oplysninger om historiske og andre forhold samt oplysninger om enkeltpersoner.



Første dag, onsdag den 28. juni: Aalborg til Västerås:

Efter flere dages forberedelser begyndte dette års ferieeventyr med, at vi først blev hentet af en taxa, som kørte os op til opsamlingsstedet ved Aalborg Kunstmuseum. Kun to andre par skulle med fra Aalborg. Alle de øvrige deltagere var blevet samlet op af bussen op gennem Jylland. Den bus, som skulle være alles base gennem de følgende to uger, befordrede os til Frederikshavn, hvorfra vi sejlede over til Göteborg. Overfarten var særdeles behagelig. Göteborg er Sveriges næststørste by og har som venskabsby Århus, Danmarks næststørste by.


Det er vanskeligt at komme til Sverige uden at komme til at tænke på gode solide biler, enten det er SAAB eller Volvo. Ordet volvo er latin og betyder "jeg ruller". Siden 1915 har det rullet for Volvo-koncernen i Göteborg. Foruden personvogne af mange slags og størrelser, fabrikerer man varevogne, lastbiler, busser, traktorer, gravemaskiner, skovmateriel, landbrugsmaskiner, bil- og båd- og industrimotorer, jetmotorer m.m., i alt omkring 100 forskellige produkter. SAAB er mere end en bilfabrik. Navnet står for Svenska Aeroplan Aktiebolaget. Industrivirksomheden blev oprettet i Linköbing i 1937, men har i dag fabrikker i Trollhättan og Södertälje. Som navnet antyder, fremstiller saab foruden biler af de kendte mærker, lastbiler og busser altså fly; flytyper er "Tunnan", "Draken" og "Viggen". Saab er en af verdens førende højteknologiske virksomheder, som hovedsageligt beskæftiger sig med område inden for forsvar, fly og rum.

Mens vi kørte gennem det svenske landskab lagde vi mærke til, at de offentlige vejskilte besynderligt nok var malet i rød-gule farver, i hvert fald i Skåne. Skovene, som vi passerede igennem, bestod i overvejende grad af gran, fyr, birk, bævreasp, ask, bøg og eg. Hvor der var skove langs vejene, var der opsat trådhegn i ca. halvanden meters højde; disse hegn er det for at hindre elge i at trænge ind på vejene, til fare for sig selv og trafikanterne. Vi iagttog, at svenskerne overvejende bygger huse af træ, selv om stenhuse også bygges. Træhusene var overvejende malet i farverne rød, grøn, gul, grå og blå. Vi blev bekendt med, at farven svenskerød også kaldes falun-rød, fordi malingen stammer fra byen Falun i Dalarne, 90 km vest for havnebyen Gävle. Turens udmærkede guide, Herdis Pedersen, holdt os undervejs orienteret om de lokaliteter, vi passerede igennem, og vi blev orienteret om landenes geografi, historie, litteratur og øvrige kulturliv, ligesom væsentlige kulturpersonligheder blev omtalt.


Den betydningsfulde svenske opfinder og humanist, Alfred Nobel (1833-1896), blev omtalt. Ud over at have opfundet sprængmidlet dynamit, er han ophavsmand til hen mod 300 andre opfindelser til gavn for menneskeheden. Dynamitten var egentlig og alene tænkt som et hjælpemiddel for bjergværksarbejderne; men det kraftige sprængstof fandt hurtigt anvendelse som ødelæggende og farligt sprængstof i militæret. Alfred Nobel blev en rig mand. En væsentlig del af hans kapital blev omdannet til en fond, og renterne heraf blev til de kendte Nobel-priser, den prestigefyldte Nobels Fredspris, den attråværdige Nobels Litteraturpris samt mange priser til belønning og opmuntring for videnskabsfolk inden for mange områder. Disse priser uddeles årligt. Mens uddelingen af Nobels Fredspris foregår i Oslo, finder uddelingen af alle de øvrige sted i Stockholm. Det sydlige Sverige har fostret to kvindelige forfattere.

Selma Lagerlöf (1858-1940) skrev bl.a. "Gösta Berglings Saga", "Kristuslegender" og børnebogen "Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige"; hun modtog Nobels pris i litteratur 1909.

Astrid Lindgren (1907-2004) skrev bl.a. "Pippi Langstrømpe", "Emil fra Lønneberg" samt bøger om Bulderby-børnene; til manges fortrydelse opnåede hun ikke æren af at modtage Nobels pris i litteratur.  

Pär Lagerkvist (1891-1974) er også blandt Sveriges store forfattere; har skrevet barndomsskildringer, novellesamlinger og romaner som "Bøddelen" og "Barrabas". Modtog Nobels pris i litteratur 1951.



Som en østlig forstad til Jönköbing ligger Huskvarna. Denne by er hjemsted for produktion af et væld af forskelligartede varer. På Husqvarna Våbenfabrik fremstiller bl.a. maskinpistoler, cykler, motorcykler, symaskiner og støvsugere.



Göta kanal er 182 km lang og forbinder søen Vänern med Østersøen; de 87 km er gravet, men resten udgøres af elv og søer. For at bringe mindre skibe op og ned ad kanalen, har den 58 sluser. Göta kanalen består af Göta älv og Trollhätte kanal; den blev bygget allerede i årene 1810-32. Dagens mål var Västerås 100 km vest for Stockholm. Vi nåede til hotellet i løbet af eftermiddagen efter at have kørt 374 km.

Anden dag, torsdag den 29. juni: Västerås til Mariehamn:

Nord for Västerås og Uppsala ligger området Dalarne, som gennemstrømmes af Dalelven og dens bielve. Området er hjemsted for og har lagt navn til den udskårne og bemalede hest, kaldet Dalar-hest, kirkebåd til befordring af folk, der skal i kirke, maj-stang, som rejses til fejring af midsommer, Vasa-løb, som finder sted 1. søndag i marts, og som samler op mod 20.000 deltagere. I Dalarnes østlige del ligger byen Falun, som har lagt navn til falun-rød, den røde farve, der også kaldes svenske-rød.

Carl Larsson (1853-1919) var maler og grafiker; kendt er hans særdeles detaljerede tegninger af interiører af svenske bondehjem i Dalarne i årene omkring 1900.

Egnens rige forekomst af skov danner grundlag for skovbrug og alle former for træproduktion. Elvene leverer vandkraft, vinden leverer vindkraft, og moderne teknik danner kernekraft. Egnen har også rige forekomster af mineraler. I tidligere tid anvendtes straffefanger som arbejdskraft bl.a. i kobberminerne; for hurtigt at kunne kende disse, fik de et øre skåret af.


Vigtig i Øst-Sverige er universitetsbyen Uppsala. Ærkebispesæde fra 1273. Universitetet er det ældste i Norden, oprettet i1477.

Mange kendte personer har virket her. Anders Celsius (1701-44) var astronom og fysiker. Han foreslog 1742 at dele termometerskalaen i 100 grader således, at 0 skulle angive vands kogepunkt, mens 100 skulle angive vands frysepunkt; senere indførte man dog den omvendte ordning. Graderne kaldes efter ham Celsius (grader), forkortet ° C.

Carl von Linné (1707-78) var naturforsker og læge. Bl.a. gennem sit værk "Fundamenta botanica" er han kendt for at sætte al plantevækst i system således, at man ud fra hans anvisning kan bestemme enhver plantes plads i floraen. Han har angivet 365 klare grundregler for planteverdenen og planters terminologi. Det var Linné, der påviste, at hvaler ikke er fisk, men hører til den højeste klasse dyr, som han gav navnet pattedyr.

Blandt egnens personligheder kan tælles Greta Garbo(1905-90); hun, som egentlig hed Greta Lovisa Gustafsson, var som skuespillerinde 1930-ernes ubestridte stjerne.

Olof Palme
(1927-86) var socialdemokratisk politiker og opnåede 1969 og senere i 1982 at blive Sveriges statsminister. Mordet på Olof Palme i 1986 er aldrig blevet opklaret.



Inden afsejlingen til Ålandsøerne fra Grisslehamn besøgte vi Väddö kirke. Her lykkedes det mig at komme i besiddelse af "Den svenska Psalmboken" i smuk rød indbinding; den kvindelige kirkeværge lod sig overtale til at sælge mig et eksamplar for 120 svenske kroner. Det blev en særdeles rolig og behagelig sejltur til/gennem Ålandsøerne; uafbrudt sejlede vi mellem de mange øer og holme af alle tænkelige størrelser, beboede og ubeboede. Dagens mål var Ålandsøernes hovedstad, Mariehamn. Inkluderet en lille orienterende rundtur i den lille by nåede vi frem til hotellet i løbet af eftermiddagen efter at have sejlet mange sømil og kørt 227 km. Vor aftentur gik om ad byens kirke, St. Görans kirke, som er fra 1927; den er doneret af Johanna og August Troberg.

Tredje dag, fredag den 30. juni: Mariehamn til Helsingfors

Ålandsøerne har på grund af sin beliggenhed haft en omskiftelig historie. Forskellige magthavere har set øernes strategiske beliggenhed som en bro eller springbræt til omverdenen. Siden 1947 har Åland været et afmilitariseret område. Siden 1951 har Åland haft et vidtstrakt selvstyre, og siden 1954 har Åland haft sit eget landskabsflag, en blå dug med et gult kors som det svenske, men med et rødt kors i det gule. (Det lykkedes mig at opdrive et Ålandsflag i ministørrelse). Siden 1969 har Åland haft sæde i Nordisk Råd. Selv om Ålandsøerne er finsk territorium, er øernes officielle sprog svensk.



Fredagens formiddag bød bl.a. på besøg på Finlands mindste fængselsmuseum samt fæstningen Bomarsund. Vi aflagde besøg i Wårdö kirke, en middelalderlig stenkirke. Undervejs blev vi beværtet med Ålandspandekager og kaffe.


Opskriften på Ålands pandekager er: 1 liter mælk, 1 kaffekop risengryn, ¾ kaffekop hvedemel, 2 æg, ½ kaffekop sukker, ½ teskefuld salt, lidt kardemomme. Mælk og risengryn koges til en grød. Æggene piskes med sukkeret og tilsættes. Melet, saltet og kardemommen røres i og mere mælk tilsættes, dersom massen er for tør. Kagemassen hældes i en smurt stegepande eller ovnform. Pandekagen bages i ovn i 45-60 minutter ved 210°. Er især velsmagende med sveskemos og flødeskum. Ålands pandekagen, der vil være passende til 6-6 personer, kan også bages som små "klatkager" i en almindelig stegepande på komfurets kogeplade.



Dagens sejlmål var Åbo=Turku i Finland. Efter ilandsætningen dér fortsatte vi over land mod vort Helsingfors, men den fortsatte buskørsel bød på oplevelse i form af endeløse skove og søer, afbrudt af enligt liggende huse og mindre byer. Præcist kl. 22,10 observerede jeg en elg ude til højre, ganske tæt ved vejen; der var tale om et ungdyr uden opsats og med mørk pels. På denne tid af aftenen var der stadig solskin. En ø-lokalitet uden for Turku=Åbo hedder Naantali=Nådensdal; stedet er bl.a. hjemsted for Mumitroldenes verden.



Undervejs var vi blevet belært om, at Finland på finsk hedder Suomi; det betyder faktisk "land", underforstået "vort land". Det finske flag er en hvid dug med et blåt kors. Den hvide farve symboliserer nyfalden sne, mens den blå farve symboliserer havet. Fra at være et meget fattigt land, betragtes Finland nu for at være et af de rigeste lande i EU; med sine 337.032 km² og ca. syv gange så stort som Danmark. Finland tillige et af de største, kun Spanien og Frankrig er større.

Vi nåede til hotellet i Helsingfors hen på aftenen efter at have kørt 267 km.



Fjerde dag, lørdag den 1. juli: Helsingfors til Jyväskyla:

Dagen bød på opdagelse i den finske hovedstad. Det var især dejligt for Dagny og mig at være her igen; vi var her første gang i 1998 til Y’s Men International’s Verdenskonvent. Vi kom om ad den store hvide Storkyrkan, Helsingfors’ domkirke. På pladsen foran står en statue af zar Nicolai II, som trods russisk regent var en ret populær zar for finnerne, fordi han gav love, der respekterede finnernes egenart, ikke mindst deres sprog. Ikke så langt fra domkirken ligger den ortodokse kirke, Uspenskij-katedralen, bygget i røde sten og med irgrønne løgkupler.


Det finske sprog er helt sit eget. Det kan på en måde undre i en moderne verden, hvor kommunikation er et nøgleord. Uden for Finland er sproget ganske ukendt. For at kunne kommunikere, må man bruge enten svensk eller engelsk. For århundreder siden kom der hunner til denne egn, og deres sprog har sikkert efterladt sig spor. Ophavsmanden til det moderne finske sprog er den finske kirkes reformator, Michael Olavi Agricola (1508-57). Han var biskop i Åbo; ud over at oversatte bibelen til finsk, lavede han en finsk ABC. Han betragtes af mange som grundlæggeren af den finske litteratur. I moderne tid sørger Finlands Sprognævn for at godkende ethvert nyt ord eller udtryk, før det kan anerkendes som finsk.


På havnefronten neden for domkirken har byen sit alsidige torv. Her forhandles frugt og grønt af enhver slags. Her kan man købe mange slags fisk, æg, ost og konserves. Her kan man i serveringsteltene købe mange slags varme retter af pølse, fisk og frikadeller, drikkevarer, nybagte pandekager eller vafler med syltetøj, og her kan man får sig en tår kaffe med lækker kage til. Simpelthen et rigtigt levende torv. Herefter gik turen op til Tempelpladsens kirke. Denne kirke må kaldes en rundkirke, jeg tror, den er cirkelrund; den er ganske enkelt hugget ned i den underliggende klippe. Den rå klippe ses hele vejen rundt inde i kirken, som forventeligt er smagfuldt og moderne indrettet og møbleret.


Eftermiddagen bød på besøg i mindeparken for Finlands store komponist, Jean Sibelius (1865-1957). Det meget enestående mindesmærke, der er lavet af Eila Hiltunen (1922-) og fuldført1967, består af to dele, hvoraf den ene er en samling lodretstillede metalrør, der leder tanken hen på orgelpiber, mens den anden del er en stor portrætbuste eller "ansigtsmaske" af komponisten, også udført i metal. Jean Sibelius er ubestridt Finlands største komponist. Han har bl.a. lavet musik til Karelia- og Lemminkäinen-suiterne, heltedigtene Kalevala, komponeret 7 symfonier; hans kendteste og mest betydningsfulde komposition må være Finlandia.

Vi kørte forbi Olympiske Stadion i Helsingfors. Det blev bygget til anvendelse til OL 1940, som jo blev aflyst på grund af krigen. Finland blev vært for OL i 1952. Her udfoldede den finske langdistanceløber Lasse Virén sig stærkt, idet han vandt guld i både 5000 meter og 10.000 meter. Den danske rytterske Lis Hartel (1921-) deltog også i disse lege, og skønt hun var ramt af polio, vandt hun sølv i disciplinen svær skoleridning.


Blandt landets store arkitekter og multikunstnere er Hugo Alvar Henrik Aalto (1898-1976). Oven på de ufattelige ødelæggelser, som Finland ramtes af i krigsårene, måtte der en omfattende genopbyggelse til af udbombede byer overalt i landet. Her kom Alvar Aalto som sendt fra himlen. Gennem sin rene arkitektur satte han sit præg på både bygninger og på byplanlægning. Ikke alene i Finland gjorde man brug af hans geniale evner. Et eksempel på hans arkitektur er Aalborg Kunstmuseum. Inden for glaskunst har Alvar Aalto også gjort sig gældende; vi kender alle hans vase, tulipanen, som findes i mange farver og størrelser.

På vej mod nord gennem Finland passerede vi bl.a. Aalborgs venskabsby Riihimäki, men der var ikke tid til at stoppe og hilse fra Aalborg. Vi kom også gennem byen Hämeenlinna (Tavastehus), som er Jean Sibelius’ fødested. Det foreløbige mål var Tampere/Tammerfors. Her havde vi lejlighed til at komme op i et højt udsigtstårn, hvorfra vi kunne overskue hele byen og dens omegn. Den videre fart gik gennem næsten endeløse strækninger med skove af gran, fyr, slanke birk og bævreasp (esp/espeløv) afvekslende med søer, spredt bebyggelse og ensomt beliggende bosteder, blev vi oplyst om Finlands historie og kultur.


Finland blev ramt urimelig hårdt som følge af krig. Først førte landet den heroiske Vinterkrig 1939-40 mod Sovjet-Rusland, bl.a. fordi den store nabo mod øst krævede mere land ved Finskebugten. Selv om finnerne ved den lejlighed opfandt og i stort omfang anvendte "molotov-cocktailen", en flaske, der er fyldt med benzin og olie, lukket med en tot vat; ved anvendelsen sættes der ild til vattotten, og sprængflasken kastes mod sit mål. Ved brug af molotovcocktail tilføjede finnerne stor skade på sovjetiske kampvogne, kanonstillinger m.m. Trods den finske modstand fik russerne deres vilje – i fuldt mål. Ud over Karelske Næs ved Ladoga-søen med byen Viborg måtte finnerne afstå dele af Østkarelen samt landets hidtidige landkorridor til Barentshavet, tilsammen et areal omtrent så stort som Danmark. Oven i denne forsmædelse måtte finnerne yderligere tåle, at de skulle betale en krigsskadeserstatning til Sovjet-Rusland. Da Anden Verdenskrig tog sin begyndelse, og Nazi-Tyskland angreb Rusland, havde Tyskland og Finland en fælles fjende. Derfor forværredes og forlængedes Finlands nød. Især to kloge og højt respekterede politikere, som gennem de mange år har hjulpet finnerne til overlevelse, er general Carl Gustaf Mannerheim (1867-1951) og Urho Kekkonen (1900-86). De var begge både regeringsledere og præsidenter i Finland over lange perioder


Dagens endelige mål var den midtfinske by Jyväskyla godt 300 km nord for Helsingfors. Vi nåede til hotellet i løbet dagen efter at have kørt 370 km.

Femte dag, søndag den 2. juli: Jyväskyla til Rovaniemi:

Især i det vestlige Finland taler og forstår mange finner svensk, og de lærer det i skolen. Derfor har man en talemåde, der lyder: Et sind, to tungemål. I løbet af formiddagen nåede vi frem til en klokkesamler. Manden, der kaldte sin samling for "Vaskikello", hvilket er finsk for bronzeklokke, har opbygget en samling af små og store klokker fra mange forskellige lande. Besøget indledtes med, at vi fik formiddagskaffe; ved den lejlighed fik vi demonstreret nogle specielle "klokker", hvis svingninger satte vand i bevægelse. Efter kaffen var der tid til at bese samlingen, hvori også indgik klokkeblomster! Der var også mulighed for i en butik at købe pyntelige klokker, eventuelt til at hænge på juletræet.


Hvad turisme angår, har Finland meget at byde på. Året rundt, fra syd til nord. Vintersport er indlysende selvfølgeligt. Ødemarksturisme i Lapland vil være en fristende mulighed, rigtig noget for fjeldvandrere, eller en ekstrem oplevelsesmulighed for fjeldklatrere; her kan også jagtfolk få tilladelse til at nedlægge visse dyr. Sejlsport i landets søer og langs dets kyster giver mange muligheder. Dagens langtur gik gennem typisk finsk landskab med skove, elve og åbne blå søer. Men vi kom også tæt på den nordlige ende af Botniske bugt. Her ligger bl.a. byen Oulu, svensk Uleåborg, ved Uleelvens udløb; byen, der har haft købstadsrettigheder siden 1605 og universitet siden 1958, er handelscenter for træprodukter, fabrikation at cellulose og læder. Nordligst ligger byen Kemi ved Kemielvens udløb; byen er eksporthavn for træ. I havnen ligger en privatejet isbryder "Sempo", som fungerer som turistbåd til vinterkrydstogt langs kysten. Sempo blev efterhånden for smal til at fungere som rigtig isbryder. Nutidens store fragtskibe kræver meget brede og kraftige isbrydere i de finske farvande, som er tilisede mange af årets måneder.

Den videre færd gav os ikke mulighed for at komme til et sted, hvor vi kunne spise frokost. Derfor arrangeredes måltidet lokalt, idet der i bussens mikrobølgeovn blev opvarmet frikadeller, som vi nød sammen med rugbrød og rødkål. Denne ordning blev gentaget flere gange senere; den var rimelig god – og billig.


Finland er rig på råstoffer. De overvejende små landbrug frembringer kartofler og sukkerroer samt havre, byg, rug og hvede, men mest græs til kvæg. Hornkvæg og får er af stor betydning. Skovbrug og fiskeri er også af stor betydning. Minedrift frembringer mineraler som kobber, nikkel, zink, jern samt sølv og guld. I Lapland er der tilbage i 1868 fundet guld. Måske var det ikke i store mængder. Et gammelt ord vil vide, at "Hvis et par finder guld og får lavet ringe af det, vil deres ægteskab vare evigt!" Det lykkedes mig at købe nogle få gram guld i et lille glas.

Dagens endelige mål var byen Rovaniemi, som ligger præcist på polarcirklen. Vi nåede til hotellet i løbet dagen efter at have kørt 370 km. Om aftenen besøgte vi Rovaniemis meget store og smukke, men ret nye kirke fra 1950, idet den tidligere blev ødelagt i 1944 sammen med det meste af byen. Kirken skulle have plads til 1000 mennesker og er den 3. største kirke i Finland; hele dens korvæg er udsmykket med én stor fresco. Som en hæder og trøst til sognets mødre er der i våbenhuset ophængt et indrammet dokument vedhæftet en Mannerheim-medalje.

Sjette dag, mandag den 3. juli: Rovaniemi til Saariselkä:

I byen Rovaniemi har de opført et enestående Arktikum. Det er dansk bygget. I Arktikum er samernes historie og kultur udstillet på enestående vis. Under besøget dér havde vi lejlighed til at se en naturfilm, der viste naturscenerier i Lapland, bl.a. også nordlysvirkninger. Vi købte og har hjembragt filmen som dvd. Rovaniemi kalder sig Julemandens by, vel fordi den ligger netop på polarcirklen, 66º 26’. På et stort torv er polarcirklen vist ved en hvidmalet linie. På et tidspunkt stillede vi op til fotografering og til at hilse på hinanden med champagne. Vi fik løfte om senere at få udleveret et personligt diplom for at have krydset den magiske cirklen. På vor videre rejse mod Nordkap ville det fra nu af være muligt i længere og længere tid at se midnatssol. Rundt om på torvet var der massevis af boder og butikker, hvor man kunne købe al slags julestads og tingeltangel. Der var også muligt at poste julehilsner, som modtageren ville få til jul. Der var også rig lejlighed til at købe mad, så vi nød dagens frokost her. På den videre vej mod nord kunne vi nært have kørt to rener ned, for de befandt sig pludselig ude midt på vejen foran bussen.


Dagens kulturbelæring bestod bl.a. af følgende: Finlands nationaldyr er bjørnen, nationalfuglen er sangsvanen, nationaltræet er birken og landets nationalplante er liljekonvallen. Vi fik at vide, at sauna er et finsk-samisk ord og at ordet sisu er finsk og betyder sej udholdenhed, vilje til sejr, ja, det dækker egentlig begrebet urkraft. Et fænomen inden for finsk litteratur er Kalevala. Der er tale om en samling af middelalderlige heltedigte, som udkom første gang 1835. Kalevala skildrer bl.a. helten Väinämönens færd til jætteverdenen Pohjola. Andre hovedpersoner er smeden Ilmarinen, den muntre Lemminkäinen og ulykkesfuglen Kullervo. I folkedigtningen er Kalevala uden modstykke i kraft af sin fine naturforståelse og menneskelighed. Jean Sibelius har komponeret musik til dette heltedigt.

Dagens endelige mål var byen Saariselkä, som ligger i det nordligste Finland og altså i Lapland. Undervejs stoppede vi i Sodankylä, hvor vi tog stedets beskedne kirke fra 1859 i øjesyn; kirkens orgel var dansk bygget. Vi nåede frem efter at have kørt 272 km. Aftenens tre-retters middag, som bestod af en suppe, vistnok fiskesuppe, rensdyrkød med kartoffelmos samt en frugtgrød med creme, indtog vi i hotellets efterligning af et sametelt. Vi havde en særlig oplevelse der, men vi sad ganske tæt pakkede, og der var meget varmt, ikke mindst på grund af den åbne ild midt i "teltet".

Syvende dag, tirsdag den 4. juli: Saariselkä til Honningsvåg:

Vort overnatningshotel var beliggende i byen Saariselkä, som ligger lige uden for den nationalpark, der er opkaldt efter landsfaderen Urho Kekkonen, den hedder ganske enkelt Urho Kekkonens Nationalpark. Nationalparken udgør netop det areal, som ligger mellem Saariselkä og grænsen til Rusland. Rundt om i Finland ligger flere sådanne nationalparker, hvis ide er at beskytte den eksisterende natur med dens plante- og dyreliv. Med tilladelse fra myndighederne og på naturens betingelser kan man få lov til at færdes der.


Om Urho Kekkonen og hans mesterlige politiske balancegang, især med den sovjetiske kollega Nikita Khrusjtjov, forefindes en del historier. Når de mødtes under politiske forhandlinger kunne de begge lide at gå i sauna, og de kunne også lide en dram vodka, finsk eller russisk. Efter en dags forhandlinger i venskabelig atmosfære fremkom Khrusjtjov med et overraskende forslag:
"Kære Urho, der er egentlig ikke nogen grund til, at Finland og Rusland skal være to nationer; hvad med at slå dem sammen til én stor nation?" Kekkonen blev unægtelig noget overrasket over forslaget og svarede tøvende:
"Kære Nikita, dit forslag kommer bag på mig, men jeg vil gerne have lov til at tænke det igennem og sove på det"
Da de to mødtes næste dag, spurgte Khrusjtjov, hvad Kekkonen syntes om gårsdagens spørgsmål. Kekkonens svar kom prompte:
"Kære Nikita, selv om dit forslag overraskede mig, synes jeg dog, at jeg er blevet lidt for gammel til at styre så stort et land!" Det svar måtte Khrusjtjov tage til takke med.


Efter endnu et par hundrede kilometers kørsel mod nord og vest sluttede nogle dages interessant bekendtskab med Finland. På dette sidste stykke vej oplevede vi den meget store sø, Inari-Järvi, som for samerne er en helligdom, samt Laplandets rene ødemark: skov, skov og atter skov. Søer, søer og atter søer.


Internationalt har Finland spillet en aktiv rolle. Finske politikeres kløgtige måde at takle koldkrigsperioden på over for den store nabo, har man kaldt "finlandisering", også i tilfælde, hvor andre lande har taklet lignende situationer. De såkaldte Helsingfors-aftaler af 1980 omfatter
1) forholdsregler mod alkoholsmuglere,
2) samarbejdsaftaler mellem de fem nordiske lande,
3) konvention mellem østersø-staterne om miljøbeskyttelse i Østersøen og 4) europæisk erklæring af 1975 om afspænding og respekt for menneskerettighederne.
Indgåelsen af disse aftaler blev underskrevet af alle 35 deltagende lande.

Hen på formiddagen aflagde vi besøg hos "pandekagedamen". Her blev serveret pandekager med multebær og dertil kaffe. Efter at have passeret den finsk-norske grænse kom vi til Karasjok, som er de norske samers hovedstad. Her besøgte vi en ret ny trækirke, kaldet polarkirken, bygget som en ottekant med et firkantet spir på tagets top. På stedet er målt ret store temperaturudsving: 31º varme og 51º kulde. I nærheden af Karasjok ligger en guldgraver-lejr, hvor man kan vaske guldspåner ud af elvsandet. Det havde jeg ikke tid til, så jeg købte nogle få gram guldspåner i et lille glas.


Her i Lapland er samerne at betragte som ur-befolkningen. Det samiske sprog er særdeles varieret; på samisk findes der f.eks. 400 forskellige ord for en ren. Deres førsteret bliver respekteret af alle de implicerede nationer, både Finland, Norge, Rusland og Sverige. Denne førsteret gælder såvel græsningsmuligheder for samernes renflokke og fiskeri i elvene. Samerne har oprettet deres eget Sameting, og selv om samerne de fleste fylker og kommuner er i mindretal, skal de spørges i visse sager. I kirkerne rundt om i Laplandet er salmebøgernes tekster tillige anført på samisk.

Den norske del af Lapland hedder Finmark. Her kørte vi nu ad Nord-Europas smalleste europavej. Vi kom til Lakseelv, som ligger inderst inde i Porsangen. Lufthavnen her blev anlagt af tyskerne. Nordvest for Lakseelv ligger Stabbursdalen, som er en nationalpark. Vi kørte på Porsangerhalvøen langs Porsangen og kom til Russenes. Her blev der tid til en tår kaffe. På den videre færd så vi mange stativer beregnet for tørfisk eller stokfisk, men tiden for fisk på stativerne var ovre for i år. Idéen med at tørre fisk er naturligvis at gøre den holdbar gennem lang tid. Disse nordnorske egne havde strategisk betydning for tyskerne under krigen. Derfor var russerne interesseret i at fordrive tyskerne derfra. Tyskerne kunne ikke modstå det russiske pres. Men før tyskerne fortrak, anvendte de "den brændte jords taktik". Alle indbyggere blev evakueret fra deres hjem, hvorefter alle huse blev brændt af, så russerne ikke havde noget at komme der efter.


Siden begyndelsen af 1960’erne er der rundt omkring i Norge oprettet 15 nationalparker. En nationalpark er et større urørt eller næsten urørt naturområde. Formålet med nationalparker er at bevare og værne om naturmiljøet. De større og mest muligt urørte områder ligger overvejende i fjeldområder. Man har efterstræbt at få nationalparkerne til at repræsentere alle de naturtyper, man i Norge traditionelt forbinder med norsk vildmarksnatur, både hvad den geologiske struktur angår, alle former for plantevækst samt alle former for dyreliv. De norske nationalparker, vi kørte igennem eller kom tæt på, var Stabbursdaler, Rago, Børgefjell, Dovrefjell og Rondane.

Vi nåede efterhånden til Honningsvåg, som betragtes som verdens nordligste bysamfund. Vor kørsel blev ind imellem forsinket, snart af får og snart af rener. Den meget øde egn, vi kørte igennem, mindede for mig ganske meget om Island. Honningsvåg skulle være vort overnatningssted og udgangssted for vor færd til Nordkap. Hen på aftenen blev vi transporteret ad de snoede veje op til Nordkap. Nordkapklippen ligger 300 meter over Ishavets overflade, og den ligger på positionen 71º 10’ 21’’ nordlig bredde. Inden vi skulle opleve midnatssolen var der meget andet at opleve deroppe på klippen og nede i den. Vi så bl.a. en meget smuk film i Supervideografen om nordkalottens natur, og vi så på storskærm Italien besejre Tyskland i fodbold. Da omtrent midnat oprandt, blev vi vidne til et enestående skue. På vej i bussen op mod Nordkap-klippen var der gråvejr, og lige som vi stod af bussen, regnede det trist og koldt. Men vejret skiftede brat, og da tiden var inde, forsvandt både uvejr og skyer. Solen skinnede fuldstændig klart, vel at mærke her midt om natten. Det var midnatssol, når den er flottest. I løbet af den dag oplevede vi at køre 514 km.

Ottende dag, onsdag den 5. juli: Honningsvåg til Alta:

Efter Honningsvåg og midnatssol gik dagens tur mod syd over Porsangerhalvøen og langs kysten mod byen Alta. Undervejs blev der tid til fotostop for at tage billeder af rener og vilde planter. Oppe på klippen iagttog jeg en rovfugl, som jeg dog ikke kunne kende.


Et af dagens kulturindslag handlede bl.a. om gamle vægtenheder; 10 kg hvede kaldtes en våg, det kaldtes også 10 kg fisk; der var nemlig en ivrig tuskhandel mellem nordmænd og russere. Et andet handlede om den norske øgruppe Svalbard ude i Ishavet. Selv om vi fik at vide, at Svalbard og Spitsbergen er to betegnelse for det samme, er sandheden, at Svalbard er en øgruppe, hvoraf Spitsbergen er den største ø på 39.000 km² (altså næsten så stort som Danmark). Andre øer i Svalbard er Noraustlandet, Barentsöya og Edgeöya; en "by" kaldes Ny Ålesund, en anden med flyveplads hedder Longyearbyen. Der er store forekomster af kul på øerne; den brydes af både Norge og Rusland. Andre forekommende mineraler er bl.a. aspest, gips, jern, zinkblende.

Kirkenæs kom vi jo ikke til. Men denne by ligger meget tæt på Rusland, og her er af normændene rejst et monument for den russiske soldat Ivan. Den kendte nordmandThor Heyerdahl (1914-2002) var med i det norske kontingent soldater – som sammen med russerne – befriede Finmarken for tyskerne.


Det var Thor Heyerdahl (1914-2002), der i 1947 gennemførte sin "Kon-Tiki"-ekspedition ved at sejle over Stillehavet fra Peru til Polynesien. Han gjorde det for at påvise, at Stillehavsøerne kunne være blevet befolket fra Sydamerika. "Kon-Tiki" lod han bygge af det lette balsatræ, som netop findes i Peru. I 1969 forsøgte Thor Heyerdahl at krydse Atlanterhavet fra Marokko til Mexico i sivbåden "Ra"; forsøget mislykkedes, men i 1970 gennemførte han færden med sivbåden "Ra2". Med sine "Ra"-ekspeditioner ville Thor Heyerdahl påvise, at det samme kunne ægyptere have gjort tilbage i tiden og på den måde f.eks. have bragt idéen om og evnen til at bygge pyramider med sig til Mexico.

På grund af min fødselsdag tillod jeg min at sende noget chokoladegodter rundt i bussen; det udløste, at der senere blev sunget fødselsdagssang og venlige gratulationer dagen igennem. I løbet af dagen indløb flere kærlige sms-beskeder.


I nærheden af Alta havde vi lejlighed til rigtig at se og studere helleristninger. Disse oldtidstegninger af stiliserede mennesker, dyr og redskaber var alle indgraveret i glatte klipper, nemlig steder, hvor i sin tid en fremadskridende bræ havde gjort underlaget glat, men dog med skurestriber. Lignende fænomen findes på Bornholm.

Inden vi nåede frem til hotellet i Alta, havde vi kørt 175 km.

Niende dag, torsdag den 6. juli: Alta til Narvik:

Dagens blide afgang skete kl. 8,00. Med Narvik som mål skulle vi køre langs kysten af Kåfjorden, som er en "blindtarm" på den noget større fjord, Lyngen. Kåfjorden var under den tyske besættelse base for tyske krigsskibe. Briterne var klar over dette og udførte et enkelt dristigt angreb med mini-u-både. Mange af de tyske krigsskibe blev ødelagt, mens én af de britiske u-både gik tabt. I dag er der mere fredeligt ude i Kåfjorden.


Den norske polarforsker Roald Amundsen (1872-1928) forskede både omkring Nordpolen og Sydpolen. Over årene 1903-06 gennemførte han Gjøa-ekspeditionen, idet han med jagten "Gjøa" som den første gennemsejlede Nordvestpassagen. Amundsen startede 1910 med det gode skib "Fram" en sydpolsekspedition; den 14. december 1911 nåede han som den første Sydpolen og satte det norske flag dér, fire uger før englænderen R. F. Scott nåede frem. Efter afgang fra Spitsbergen passerede Amundsen 12. maj 1926 Nordpolen med luftskibet "Norge" og landede to dage senere i Alaska.

Ved siden af fiskeri ude på det store hav, driver norske fiskere "fjordbrug"; det sker i cirkelrunde net, der fungerer som en art dambrug, idet der er fiskeopdræt i "damme", der er ringformede net, hvori fiskene er indespærret. Vi fik oplyst, at den norske stat forlanger en ret høj betaling for, at fiskere kan drive den form for fiskeri. I Kåfjorden fanges også laks på gammeldags facon, og oppe i fjeldet findes ørne.


En molbo-historie slap vi ikke for: Der fanges rigtig mange fisk ved de norske kyster. Disse, bl.a. torsk, skal fileteres, og det kan godt blive dyrt i Norge med høje norske lønninger. Derfor sender man norsk fangede fisk tik Kina for at få dem fileteret dér for kinesiske lave lønninger. Selv om man beregner transport frem og tilbage plus lønninger til kineserne, bliver omkostningerne kun det halve sammenlignet med lønningerne i Norge. Tro det, hvem der vil.

Undervejs holdt vi ind på et same-marked. Her kunne vi købe et væld af ting, som samerne havde lavet og ville sælge. Rensdyrskind i forskellige farvenuancer, ting fremstillet af rentakker og knogler, ting af træ og meget andet. Dagny købte en hue/hat af renpels af en samisk pige, som fortalte, at hun selv havde syet den. Efter en køretur på 526 km nåede vi til Narvik, hvor vi skulle overnatte.


Narvik er Norges nordligste jernbanestation, men der er kun togforbindelse over mod øst, mod Sverige. Norges øvrige jernbaner fra syd går ikke længere nordpå end til Bodø. På grund af store forekomster af fin jernmalm omkring svenske Kiruna og Gällivare blev Ofotbanen åbnet 1902. Ofotbanen på 42 km går fra Narvik og til den svenske by Riksgränsen; her får den forbindelse til det svenske jernbanenet. Siden banens anlæggelse har det svenske jernmalm kunnet udskibes fra Narvik. Fordelen ved denne havn er, at den på grund af golfstrømmen er isfri det meste af året.

Kirken i Narvik var ikke noget smukt syn, malingen på træværket var både udvendigt og indvendigt afskallet. På vej derfra kom jeg tæt på en måge og fik et par billeder. Midnatssolen gjorde, at der var solskin til langt ud på natten. Vi nåede et besøg i en Rema-butik, mest for at få vekslet euro til norske kroner, men vi fik købt et par glas syltede multebær. Vi oplevede også at komme op til bjergets top med svævebane.


Fiskeri har gennem alle tider været en af livsbetingelserne for nordmændene. Men tilbage i 1970’erne blev der fundet store mængder af olie i den norske sektor af Nordsøen. Produktionen af olie og gas har haft stigende betydning for Norges økonomi. I dag er Norge Europas største olie- og gasproducent; der var i 1997 beskæftiget 22.000 mennesker, og valutaindtjeningen var da ca. 176 mia. n.kr. Norges olieplatforme har navne, som er hentet fra den norrøne mytologi, f.eks. Gullfaks, Draugen. Det sidste nye er, at man vil erstatte pumpning af olie fra bemandede boreplatforme med ubemandede undersøiske pumpestationer, hvorfra oliepumpning sker gennem pipelines direkte ind til land. Alt mandskab vil derefter alene kunne operere inde på land.

Tiende dag, fredag den 7. juli: Narvik til Svolvær

: Dagens program skulle komme til at stå i Lofotens tegn.


Når vi taler om Lofoten gør vi det ofte ud fra, at hele øgruppen vest for Narvik er Lofoten, men det er en misforståelse. Kun de sydligste øer Austvågøy med byen Svolvær og de nærmeste øer udgør Lofoten. De nordligere øer bl.a. omfattende Langøya med byen Sortland, Hinnøya og Andøya udgør Vesterålen. Før i tiden foregik forbindelsen mellem alle de forskellige øer alene med båd. Men i dag er de indbyrdes forbundet med broer, smukke og dristige broer, hængebroer og broer på pæle. Disse broer gav os mulighed for at komme rundt på alle øerne.

Den lille by Sortland fandt for nogle år siden på, at den ville være en blå by; mange huse blev derfor malet blå. På en havnefront fandtes et hus, hvorpå der stod "Engelskmannens Hus", altså ikke Tyskebryggen som i Bergen.


Selv om vi ikke kom dertil, fik vi fortalt, at en svenske by Riksgränsen ligger netop lige på den anden side af den norsk-svenske grænse; derfra her den sit navn. Stedets højeste temperatur ligger om sommeren på +15ºC. Det medfører, at der her kan foregå og afholdes alpint skiløb hele tiden – året rundt. Tager man med jernbanen mod øst fra Riksgränsen vil den næste station være Björkliden; her er verdens nordligst beliggende jernbanestation.

I løbet af dagen nåede vi frem til Svolvær, hvor aftensmad og hotelsenge ventede os. Fordi vi sejlede en del af turen, kom vi denne dag kun til at køre 230 km.

Ellevte dag, lørdag den 8. juli: Svolvær til Mo i Rana:

På vor tur rundt i ø-systemet blev vi gjort bekendt med, at tidevandsforskellen kunne være op til ca. 3 meter. Vi kom undervejs til den lille ø Henningsvær; indtil 1983, da der blev bygget en bro, havde denne ø aldrig haft bilende folk på besøg. Mens vi var der, kørte det bilende postbud rundt med dagens post. I den lille fiskerby fandtes der nogle gamle fiskerhuse, kaldet "rorbu’er", som var rejst på pæle.


Vi besøgte Vågan kirke, som er bygget 1898. På grund af sin størrelse kaldes den "Lofotkatedralen". På et skilt skulle der som en indbydelse have stået "Åpen Kirke", men en knap så kirkevenlig person havde fundet det morsomt at lave op på skiltets tekst, fjernet bollen over å-et og n’et i åpen; resultatet var, at skiltet forkyndte "Ape Kirke"!
I den store kirke fik vi lov til at se det eksemplar, man dér havde af Christian II’s bibel fra 1589l. Her havde også Hans Povelsen Egede (1686-1758) i sin tid været præst (1708-18), og der hang et portrætmaleri af ham. Vi kender ham under betegnelsen Grønlands apostel. Kirkens altertavle er malet 1869-70 af præst ved kirken, Fred. Nik. Jensen og viser Jesus i Getsemane, hvor han får besøg af en engel. For at male engelen brugte kunstneren en levende model, en ung kvinde ved navn Sara Lund. For ikke så mange år siden kom en kvinde på besøg i kirken og sagde, at hun ville se sin oldemor; kirketjeneren foreslog hende at gå ud på kirkegården, men det viste sig, at den besøgende var oldebarn af Sara Lund, og hun fik set billedet af sin oldemor. Den store kirke er bygget efter behovet for kirkegang. Der er eller var den kirkegangspraksis, at fiskerne havde førsteret til at komme til gudstjeneste dér; andre måtte, om nødvendigt, overlade deres plads til dem.

Fra Svolvær fik vi en flot sejltur. Vi sejlede bl.a. ind i den sydlige del af Raftsundet mellem Austvågøy og Hinnøy; herfra kom vi ind i Trollfjorden, som sine steder er så smal, at skibet slet ikke kan vende, den virker næsten som en udgravet kanal, men inderst inde breder den sig ud, så en vending er muligt.


Under sejladsen i Trollfjorden skulle vi have set spækhuggere. De har for vane at komme her for bl.a. at forsyne sig med sild, men de var andre steder henne for at "hugge spæk". Disse havdyr, som svenskeren Carl von Linné bestemte til at henhøre under pattedyr, kan opnå en længde på 9-10 meter, lever af sæler, marsvin og fisk; i folk kan de angribe de store bardehvaler og med deres skarpe tænde forsyne sig af det langt støtte havdyrs spæklag.

Den videre sejlads førte os til fastlandet igen, idet vi efterhånden nåede frem tik Skutvik på Hamarøy, som vel er en ø, men som har solid broforbindelser til det egentlige fastland.


Den norske forfatter Knut Hamsun (1859-1952) er født på Hamarøy, på gården Hamsund. Egentlig hed han Knud Pedersen, men angiveligt på grund af en trykfejl (Hamsund/Hamsun) antog han det navn, han er blevet kendt under. Inspireret af både Dostojevskij og Nietzsche var Hamsun i sit rige forfatterskab meget kritisk over for det moderne samfund. Modtager af Nobels litteraturpris 1920. Hans sympati for nazismen gav ham under og efter 2. verdenskrig en tragisk alderdom; i det underfundige forsvarsskrift . På gjengrodde stier fra 1949 redegjorde han åndsfrisk for sit standpunkt.


Under vor videre kørsel på fastlandet passerede vi et utal af tunneller, nogle på flere kilometers længde, op til 4450 m. Ruten var rig på naturoplevelser. Vor videre færd førte os til Fauske. Nær denne by brydes der marmor af mange slags og farver. I en butik kunne vi for store penge købe smukke ting i marmor, men udenfor i gruset kunne vi gratis samle små stykker marmor op.


Lidt før vi nåede frem til Mo i Rana, gjorde vi stop ved stedet, hvor vi krydsede igen polarcirklen. Stedet er markeret med en lille granitsokkel med en stiliseret globus på; på stenen står der POLARCIRKLEN og årstallene 1937 og 1940. Her er der kun nogle få kilometer til den svenske grænse. Inden vi nåede dagens mål og overnatningssted, Mo i Rana, blev vi gjort bekendt med, at der nær denne by siden begyndelsen af 1900-tallet har været malmbrydning, og siden 1955 har Norsk Jernverk omdannet malm til jern. Senere kom også Norsk Koksverk til. Mo i Rana er i dag et betydeligt handels- og industricenter, og herfra går E79 til Sverige. Omkring 80 km vest for Fauske ligger Bodø helt ud til Norskehavet. Bodø er sin egns stiftsby og er Norges nordligste jernbanestation, når man ser bort fra Narvik, som jo "kun" har baneforbindelse ind til Sverige.

Efter i løbet af dagen at have kørt 382 km, endda foruden den lange sejltur fra Svolvær til Skutvik, nåede vi til Mo i Rana.

Tolvte dag, søndag den 9. juli: Mo i Rana til Trondheim:

Hen på formiddagen stoppede vi et sted med henblik på toiletbesøg m.m.; her var et laksefos, hvor elvens vandmasser fossede ned ad klippegrunden, - et storslået syn. Undervejs kørte vi fra Nordland fylke og kom ind i Nord Trøndelag fylke. På grænsen var rejst en portal tværs over vejen; på den nordvendte side stod der blot Nord Trøndelag, men på den sydvendte stod der Nordland, og så vistes der noget, der lignede et nordlys som en velkomst til dem, der fra syd ville køre ind i det egentlige Nord-Norge.


Dagens faktuelle oplysninger var bl.a.: I Norge har man fremstillet margarine siden 1872. Den norske margarine skulle i starten indeholde op til 30 % smør. Begrebet "fylke" – påstod guiden – betyder folk, men jeg mener, det betyder samlig eller folkeforsamling; at fylkes = at samles. En fylking er en hærafdeling. Norge har siden 1919 anvendt ordet fylke svarende til amt i Danmark. I spidsen for hver af Norges 20 fylker står en fylkesmand.

Dagens positive oplevelse: I en tilfældig kiosk, hvor jeg blot skulle købe nogle kiks, glemte jeg mit kamera. Damen i kiosken kom heldigvis hen til bussen med det, og jeg kunne knipse videre.


Lidt øst for vejen, vi fulgte, ca. 100 km nord for Trondheim, ligger Stiklestad; her led i 1030 Olav 2. den Hellige nederlag og blev dræbt i kamp mod en danskinspireret oprørsk bondehær.

Straks ved ankomsten til Trondheim kørte vi hen til Nidaros domkirke. Til alt held var kirken åben, fordi der skulle være gudstjeneste. Vi kom ind og tog den i øjesyn, og hvilket syn! Nidarosdomen må vist siges at være Nordens smukkeste kirke. Den oprindelige kirke blev rejst over gravstedet for Olav den Hellige i 1183. De vigtigste bygningsarbejder blev afsluttet omkring 1320. Vort besøg i kirken blev kort, da vi skulle nå at komme til vort indkvarteringssted. Efter aftensmaden spadserede Dagny og jeg og flere igen hen til Nidarosdomen og dens omgivelser. Ved siden af domkirken ligger den tidligere ærkebisperesidens, som skulle være den ældste ikke-kirkelige bygning i Norden; den er fra 1160-80 og fungerer nu som museum. En bygning kaldet Stiftsgården, som er et af verdens største træpalæer, fungerer nu som kongebolig, når regenten er i byen.


Eftersom Trondheim skal være grundlagt af Olav Trygvason, er det ikke mere end rimeligt, end at der på et torv ikke langt fra Nidarosdomen, hvor Munkegade og Kongensgade mødes, er rejst en søjle med vikingehøvdingen på toppen; han står og skuer ud over hele byen. Den 18 meter høje søjle danner centrum i et gigantisk solur. Trondheims gamle bybro over Nidaelven er fra 1861 – der er kommet mindst fem broer til siden – den er forsynet med to dekorative galger, hvis funktion var at hæve de to broklapper, når skibe skulle igennem. Galgerne er bevaret, men broklapperne kan ikke mere hæves. Galgerne går under betegnelsen "lykkens portal".

Fra Mo i Rana og til Trondheim gik vor vej igen gennem mange tunneller, den længste på 8,6 km. Dagens distance blev 488 km.

Trettende dag, mandag den 10. juli: Trondheim til Oslo:

Busturen fra Trondheim og videre mod syd blev lang, men viste sig at blive en meget indholdsrig både landskabs- og kulturmæssigt. Væsentlige dele af Norges historie og litteratur knytter sig til denne centrale egn af landet. Efter nogen kørsel kom vi til Dovrefjeld.


I den nordlige del af Gudbrandsdalen nær lokaliteten Vinstra ligger Peer Gynt-gården, hvortil sagnene om Peer Gynt er knyttet; her findes også Peer Gynt-vejen. Norges store digter, Henrik Ibsen (1828-1906), skrev sit dramatiske værk "Peer Gynt" i 1867, idet han på en måde genfortalte de gamle sagn om Peer Gynt. Heri er det, Henrik Ibsen konkluderer: "At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv; at digte – det er at holde dommedag over sig selv". Andre Ibsen-værker: "Brand", "Et dukkehjem","Gengangere", "Vildanden" og mange flere. Til Henrik Ibsens drama "Peer Gynt" komponerede en anden stor nordmand, Edward Grieg (1843-1907), sine PeerGynt-suiter. Til Norges store forfattere hører også Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910); til hans kendte værker hører "Synnøve Solbakken", "Arne","En glad gut","Over evne" og ikke mindst Norges nationalsang "Ja, vi elsker dette landet"(1859); modtog Nobels Litteraturpris i 1903. Nævnes bør også den danskfødte Sigrid Undset(1882-1949), som bl.a. skrev "Kristin Lavransdatter"; modtog Nobels Litteraturpris i 1928. En meget berømt og anerkendt norsk maler og grafiker er Edward Munch (1863-1944). Ved sin død testamenterede han alle sine værker – 1200 malerier, 4500 tegninger, 18000 grafiske arbejder samt 6 skulpturer – til Oslo by, hvor Munch-museet blev indrettet. Et af hans mest kendte malerier er "Skriget"; det har være udsat for at blive stjålet fra museet.

Flere områder er her på grund af deres egenart, og fordi der forefindes særlige og udryddelsestruede planter og dyr gjort til nationalparker. I tidligere tid var det moskusokser på Dovrefjeld; man har i allernyeste tid forsøgt moskussen tilbageført hertil. Dyrene er blevet hentet fra Grønland. Langt ude mod vest ligger Nationalparken Jotunheimen; her ligger Norges to højeste punkter, Galdhøpiggen og Glittertind på hhv. 2469m og 2458m. I praksis er Glittertind den højeste top med 2470m pga. den "glitrende tind" af varierende snemasser. Fra byen Dombås kørte vi ind i Gudbrandsdalen, som er den dal, der gennemstrømmes af elven Lågen. Der er tale om en meget smuk og frodig dal, som derfor året rundt besøges af mange turister. Dalen er hjemsted for mange turistmål og har desuden lagt navn til forskelligt. Om formiddagen gjorde vi ophold ved en flot gammel bro bygget af tilhuggede sten over en elv; broen var en del af den tidligere kongevej, som gik gennem den del af riget.


En hest har fået navn af gudbrandsdalshest, også kaldet østlandshest eller fra 1947 dølehest. En anden hest af norsk oprindelse er fjordhesten, nordbaggen, en ret lille, men tung hesterace fra vestnorske fjorddale; nordbaggen er oftest gullig og med en sort stribe langs ryggen; den anses for en af Europas oprindeligste hesteracer

.

Der skal særlig tilladelse til at færdes i disse nationalparker. Ind imellem, når vi kørte derudad på lange strækninger, foreslog guiden Herdis, at vi skulle synge. Det blev så til sange som Velkommen i den grønne lund, Hvornår er der dejligst i Danmark?, Der er så meget, der kan trykke og andre. Vi sang efter et bånd, som hun havde tekst til. Hun havde også en video med gymnastiske øvelser, vi kunne præstere på bussædet.


Undervejs fik vi lidt at vide om norske folkedragter. Ligesom i Danmark er der tale om dragter med tilknytning til en bestemt egn og fra tidligere tid, som i et vist omfang, især ved festlige lejligheder, anvendes af såvel mænd som kvinder, men mest af kvinder. En folkedragt kan være en kostbar anskaffelse. Men investeringen sker meste efterhånden. Hvis en ung pige får sin folkedragt, når hun gifter sig, kan hun ved passende lejligheder med tiden få foræret forskelligt tilbehør til dragten, besætning, knapper, smykker, som passer netop til hendes dragt.

Hvert sted, vi gjorde holdt, blev vi præsenteret for trolde af enhver størrelse. Mon ikke en og anden på rejseholdet faldt for fristelsen til at hjemføre et troldevæsen.


Kendt er også gudbrandsdalsost, gedeost eller myseost, som egentlig ikke er nogen ost. Almindelig ost har fra tidernes morgen været fremstillet ved, at komælken eller gedemælken tilsættes syre, hvorved vallen udskilles og anvendes enten til dyrefoder eller til fremstilling af myseost. Ved fremstilling af gudbrandsdalsost bruger man imidlertid vallen på en særlig måde; den indkoges i specielle jerngryder, hvorved den efterhånden stivner til den masse, vi kender. En af kvaliteterne ved denne "ost" er dens indhold af jern; kan man ikke indkoge ostevallen i jerngryder, må jernet tilsættes på kunstig vis. Det er der lov for. Når talen er om ost, må det understreges, at det var en nordmand, der opfandt ostehøvlen!

Midt i dalen ligger den lille by Ringebu; her findes en stavkirke fra ca. 1200, formodentlig en af Norges største stavkirker, idet den har 350 pladser. Kirkens tagdækning er smukt og præcist lagt af tilspidsede stave eller træskaller. Der findes yderligere seks stavkirker i Gudbrandsdalen, i hhv. Hegge, Høie, Øye, Lom, Lomen og Reinli. Norges bedst bevarede stavkirke er Borgund stavkirke fra ca. 1200 ligger i Sogn i Vestnorge. Heddal er Norges største stavkirke; den er rejst i 1250 og ligger ved Notodden i Telemark.


På intet tidspunkt kom vi blot i nærheden af Stavanger, men vi fik fortalt en del om den vestnorske by. I Stavanger er der megen fiskeindustri, bl.a. findes en konservesfabrik, der kan fremstille 30 dåser sardiner pr. sekund! I Stavanger ligger hovedsædet for Norsk Missionsselskab. Stavanger Y’s Mens Club er Norges første fra 1958, med Aalborghus YMC som sponsorklub. Personligt var Dagny og jeg med til fejringen af klubbens 40-års jubilæum i 1998.

I den sydlige ende af Gudbrandsdalen ligger byen Lillehammer, som var vært for XVII Olympic Winter Games 1994; åbningsceremonien fandt sted den 12. februar. Vi havde ikke tid til at holde ind, men blev orienteret om forskelligt om dette stævne. I forbifarten så vi bl.a. legenes store hal, som var bygget som et omvendt skib, hvor taget lignede kølen af skibet. Vi kunne fra bussen også se steder, hvor løjperne til skikonkurrencerne havde været; man havde den gang fældet granbevoksning i fornødent omfang, så der kunne blive plads til de bedst mulige løjper.


Der burde have været afsat tid til at holde ind i Eidsvoll; stedet indtager en stor plads i Norges historie. Eidsvoll var hjemsted for Norges gamle lagting, Eidsivatinget, frem til 1749. Efter at Frederik 6. i 1814 havde afstået Norge til Sverige, mødtes en norsk rigsforsamling til hævdelse af Norges selvstændighed i Eidsvoll-bygningen og vedtog her Norges første frie forfatning, Eidsvoll-forfatningen, den 17. maj 1814, senere kendt under navnet Eidsvolldagen. For Norge og alle nordmænd er 17. maj en festdag. Et meget stort maleri, ja, et kæmpemaleri, som gengiver den historiske begivenhed i Eidsvoll 1814, blev malet af Oscar Wergeland i 1885; det er nu ophængt i Norges Storting i Oslo, hvor det fylder væggen bag Stortingets talerstol.

På vej mod Oslo fik vi frisket forskellige historiske kendsgerninger op, bl.a. om Oslo. Den oprindelige by Oslo brændte i 1624. Christian IV, der jo også var konge af Norge, anlagde byen på ny under navnet Christiania. I 1925 antog byen sit gamle og oprindelige navn, Oslo, som vi kender det i dag. Havde vi sat næsen op efter at skulle promenere på Karl Johanns gaten i Oslo med kongeslottet øverst oppe, blev vi snydt. Heller ikke parken, der har navn efter billedhuggeren Gustav Vigeland (1869-1943), fik glæde af vort besøg – eller Holmenkollen. På grund af tidspres – vi skulle være ved færgen en time før afgang kl. 18,30 – måtte vi nøjes med tanken, men til gengæld fik vi umiddelbart efter ombordstigningen en overdådig buffet samt senere en flot afsked med Norge ved udsejlingen fra Oslo gennem den lange Oslo-fjord. Vi blev fulgt på vej af mange energiske og sultne måger. Dagens kørselsdistance blev 540 km.

Fjortende dag, tirsdag den 11. juli: Oslo til Aalborg

: Vi fik en rolig og behagelig overfart fra Oslo til Frederikshavn. Aldrig har jeg sovet så godt om bord på et skib. Derfor oplevede jeg jo egentlig ikke overfarten. På trods af, at vi skulle tidligt op og ud af køjerne – vi skulle indtage morgenbuffet’en allerede kl. 6,00 – var vi friske og udhvilede. Vi var blevet advaret om, at der kunne være stor trængsel ved morgenbuffet’en, men det var der egentlig ikke, vel fordi vort hold kom der som de første; så vi kunne indtage morgenmaden i fred og ro. Færgen var vist inde præcist – nu ledsaget af dansktalende måger. Vi kunne gå i land og sætte os i bussen og opleve den sidste del af turen på dansk grund. Nogle få af rejsefællerne blev hentet af pårørende i Frederikshavn, mens vi andre fortsatte til Aalborg. Her blev det Dagnys og min tur til at stige af og sige farvel til en flok behagelige rejsefæller. Nogle lærte vi at kende ved navn, men ikke nær dem alle.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side