Harboøre-ulykken i november 1893
Beretning og præsternes ligtaler

Harboøre-Ulykken
den 21. November 1893


Det følgende er en Afskrift af haandskreven Beretning 
nedskrevet af Jens Peter Jensen Vrist:

Om Sommeren   var der ikke noget Fiskeri fra Kysten, hvorfor næsten alle søgte Fiskeri paa anden Maade. Nogle tog til Sjælland med Aalevaad eller ogsaa ned i Limfjorden. Der var ogsaa - ikke saa faa, - som havde faaet Kuttere paa ca. 30 Tons, som fiskede i Nordsøen baade ud fra Thyborøn, Esbjerg, Skagen, Frederikshavn. Fra August blev Fiskeriet forlagt til Kattegat, men omkring 1. November begyndte Kullerfiskeri fra Kysten med 2 Tons aabne Baade, hvorfor alle vendte Hjem. Der var ingen Motor den Gang, men der var Sprydsegl og Fok og fire Aarer paa 11-12 Alen. Der var 6 Mand til et Baadlaug: Føreren, Degnen (ikke synge) og 4 til Aarerne, som altid brugtes, naar Krogene skulde tages ind. Sejlene brugtes til og fra Fiskepladserne, naar der var Vind. Det var baade et strengt og farligt Arbejde, og dog længtes alle efter at komme Hjem, særlig hvem der var gift eller havde Lovning paa at blive det, og andre for at faa Lovning. For det var som Regel en af Sognets Døtre, man vilde have; saa fik man da et kendt Menneske. Der var ogsaa mange Fridage, fordi det var vanskeligt at komme ud fra aaben Kyst paa Grund af Sø. Det var ofte for at komme ud, at vi var helt gennemblødt og de lange Træskostøvler fulde af Vand, som - efter at vi var kommet uden for Revlen - blev trukket af og tømt og Strømper vreden godt af. Og naar vi saa fik Strømper og Støvler paa igjen, sagde vi ofte: ‘Aa-ja, det var enda en god Vederkvægelse.’ Naar det var stille Vejr, og vi skulde ro fra eller til Fiskepladsen, skiftedes vi til Aarerne, saa vi roede i 20 Minutter og havde fri i ti. Og naar Fiskepladsen laa 4-5 Mil ude, kunde der skiftes mange Gange.

Den 20. November 1893   skulde vi være ved Havet Kl. 10 Aften. Naar det havde været Fiskevejr i flere Dage, var der Kappestrid om at være den første Baad. der kom ud, fordi den første Line, der kom i Vandet, fik flest Fisk, hvorfor Mødetiden blev sat ½ eller hel Time frem hver Dag. Hver kom med sin Rygkurv, hvorpaa der var bunden 5 Truge med 2000 ejrede Kroge, og der hørte 6 Mand til et Baadelaug; det blev 12.000 Kroge, som, naar de blev lagt i Vandet, kunde række en god dansk Mil. Det var stille og stjerneklart og Maaneskin, Havet helt roligt. Vi plejede ved vort Laug, - hvad ogsaa nogle af de andre Laug gjorde - at samles ved Bagstavnen, hvor en bad en Bøn om, at Gud vilde hjælpe os at arbejde sammen og velsigne vor Gerning, bevare vore kære i Hjemmet, og - dersom det var hans Vilje - føre os vel i Land igjen eller gøre os beredt til at dø.

Vi havde saa tit set,   at det kunde se saa smilende ud, og efter en Time eller to være et Guds Under at komme i Land igjen. Vi roede først et Stykke, saa kom der lidt Luft, hvorfor Sejlet sattes, og efter at være kommen 1½ Mil sydvest fra Landingspladsen sattes Kroge ud. Noget over Midnat gik Maanen ned og Skyet overtrukken, hvorfor det blev saa mørk, og Vinden friskede op. Der kom ikke saa lidt Undersø lige mod Land. Vi talte om, at der blev Sø paa Kysten, og om vi skulde lade Krogene staa og sejle mod Land, - blev enige om at oppebie Morgenen, hvorfor vi gav os til at tage Krogene ind igjen. Der var ogsaa Fisk; men Vinden blev ved at friske, saa vi maatte have Stavnen op mod Søen atter og atter, naar Bølgerne kom, for ikke at faa Baaden fuld af Vand. Og vi ventede med Længsel efter Morgenen, og saa snart det dagedes, slap vi Resten af Krogene og satte det tre-rebede Storsejl. Vinden var N.N.V. Vi styrede N.O. ind for at komme nord for Bovbjerg, da dér ikke kan landes. En ½ Mil fra Land saaes en Baad sejle for ind mod Land, og den holdt vi Øje med. Hvis den kom vel i Land, vilde vi ogsaa holde for Land dér, fordi det havde stor Betydning, at der var Folk paa Land, hvis Baaden skulde kæntre i Landingen. Og da vi saa, at det lykkedes for ham, holdt vi ind og fik Svømmebælter paa og Træskostøvler af og noget af Tøjet. Der var vel ikke meget Haab. Søen var saa høj, at den kunde lukke Bovbjergfyr, naar vi var nede i Bølgedalen, og vi var dog kun ½ Mil fra den, og den ligger paa en høj Skrænt. Enhver af os havde vel nok den Tanke: ‘I Dag gaar det nok ikke!’ A.Røn, Føreren, gav P. Røn, Degnen, Rorpinden lidt, mens han bøjede sine Knæ i Bøn et Øjeblik, tog Roret igjen og sagde: ‘Saa i Guds Navn, saa fortsætter vi.’ Det gik godt til nær Land. Da løb den i et Braad, saa Bagstavnen gik helt under Vand, saa Føreren sad i Vand til Armhullerne.

Og da Baaden tabte Søen,   løb vi fem op paa Stævnen, saa kunde Baaden lige bære det Vand, som var kommen ind. Og Sejlen trak den til Land, og de fra den anden Baad tog imod os. Da vi derefter saa ud over Revlen, forstod vi, at det var et Gudsunder, at en lille aaben Baad var kommen vel igjennem det Braad. Og som vi stod og saa ud, fik vi Øje paa en Baad ude i Braaddet, som kom roende, og det viste sig, at de havde taget Mast og Sejl og kastet i Havet og slæbte det som Bølgedæmper efter Baaden; vist en god Foranstaltning, naar man ingen Olie har. Vi saa, at den vilde lande noget syd for os, hvorfor vi tre yngste, P. Bødker, P. Røn og mig, løb med bare Fødder og naaede ogsaa at tage mod den og fik fat i Baaden, jeg lige bag ved Far. Og jeg raabte da: ‘God Maar Faar!’ Det var det gamle Laug fra Vrist, J. Mollerups, hvor P. Jensen, L. Jensen, Kr. Brun, P. Røns Far, Kr. Røn, P. Bødker og min Far, Kr. Bødker. Far sagde siden, han havde aldrig faaet et saa glædeligt Godmorgen før. Som vel er forstaaelig, - efter selv at være bjerget - at blive modtaget af sine to Drenge, som han vidste ogsaa at være paa Havet.Der var lidt nord for os en Baad, som havde kastet Anker mellem Revlen og Land. Der var sendt Bud efter Lilleøre Redningsbaad, men hvis Mandskab - mange af - var paa Havet. Derfor var der sendt Bud til Ferring efter Mandskab. Men som Redningsbaaden kom kørende til Stranden, var der en Baad, som kom i Land, P. Røns Baadlaug. Det var ved den Lejlighed, da den sejlede over Revlen, at Føreren P. Røn, Vejlby, sagde, - da Baaden løb i et Braad paa Revlen, og han styrede og vidste, at det mindste Fejl var Kæntring - sagde hen for sig: ‘Det er enda godt bette Jesus, at du er her!’ Saa snart de naaede Land og saa Redningsbaaden, løb de fire, som hørte til dér, hen og kom med ud at bjerge deres Kammerater, som var M. Knaks Laug. Han var Broder til P. Røn, og det lykkedes de fire og nogle, som ikke hørte til. Redningsmandskabet fik Medalje. De druknede alle tre Aar efter, i 1897. Den anden Ulykkesnat. Der var landet to Laug for Fjaltring, Kr. Mollerups, hvor P. Mollerup var med, ved egen Hjælp, og Kr. Jensens, som Redningsbaaden bjergede. Kr. Mollerups Baadelaug bøjede Knæ paa Stranden og takkede Gud for Redning. Fjaltringfolkene forundrede sig, men forstod, at der var sket et Under. Der gik nu Telefonbud fra vor Baad Hjem, at vi var landet for Ferring en halv Mil syd for vor Landsted og om at sende Vogn til Fisk og Redskaber. Og først efter at vi kom Hjem fik vi hel Rede paa, hvor mange der var druknet, 26, og de var alle fra Langerhuse og Tøt, Landsteder, som laa en kvart til en halv Mil nord for Vrist, og de havde alle søgt imod Land før det blev lyst.

Siden da var der ingen,   som druknede, som vist ogsaa maa regnes med, at alle kom op og fik at vide, hvad der var sket, og endnu var mange derude. Der var mange, der bad Gud om at skaane dem, som endnu var i Live, og Gud frelste dem i Land. Der forefaldt mange Ting. For de første, som kom op til Stranden, hvor den ene Baad laa kæntret paa Revlen og andre i Landingen, hvor nogle af Mandskabet sad paa Bunden og nogle laa paa Aarer, andre som Lig paa Stranden. Fra en Baad var en skyllet op, som var levende, men knap ved Bevidsthed. Det var jo mørkt endnu; han kravlede op paa Stranden, indtil han naaede Bjergskraaningen, som han gav sig til at grave sig ind i. Samtidig skreg han: ‘Det brænder, det brænder!’ Saadan blev han funden. Det kan vel ikke forklares paa anden Maade, end at Gud havde talt til ham om at give ham sit Hjerte, og det havde han ikke gjort, og nu troede sig død og fortabt i Ildsøen.

En Kone fortæller,   hun var afskaaret fra at kunde komme til Stranden. Hendes Mand var paa Havet. Hun var uden for Huset mange Gange og kunde høre, de raabte, som sad paa Bunden af Baaden, og det skar saa dybt ind i hende, at Sommeren derefter, hvis hun en Aften hørte et Faar eller en Ko brøle, gav det et Jag i hende. Der er Skriget fra den 21. November. Vi har ogsaa gode Efterretninger fra nogle af dem, som laa i Vandet. To laa sammen paa Aarer, og de talte. P. Hav og P. L. Bæk havde ligget en Tid, saa siger P. Hav: ‘Nu kan jeg ikke længere!’ ‘Aa, jo,’ siger P. Larsen, ‘jeg synes. jeg kan mærke Bunden"! ‘Nej,’ siger P. Hav, ‘jeg kan ikke, men kommer du i Land, saa hils min Kone og min gamle Mor og sig, at jeg nok gik Hjem til Jesus’. P. Larsen kom i Land. P. Rytter laa paa Kølen af Baaden sammen med nogle. Der var en, som skreg saadan. ‘Du skulde hellere bede!’ P. Røn og mig gik til Langerhuse Dagen efter for at se dem, som var druknet. Det var tungt at staa og se paa den døde og hvor en Enke med flere Børn ved deres kæres Lig, og vi var bjerget.



Saa kom Begravelsen,
som blev landskjendt. Et vældigt Følge. Der var Repræsentant for Kongen, Rigs-dagen og Amtet foruden mange andre, og en Masse Referenter, hvoraf de fleste godt kunde have bleven Hjemme. De skrev saadan i Bladene. Man var nær ved at tro, at det ikke var den samme Begravelse, man selv havde været med til. Pastor Moe, som nylig var flyttet til Skanderup herfra, kom og holdt Ligtale foruden Sognepræsten Pastor Madsen. Moe havde til Tekst ‘Mesteren er her og kalder ad dig. Denne Tale blev stærkt kritiseret af Referenterne; men det var uden Grund.

Efter Begravelsen   blev det bekendtgjort, at Rigsdagens Repræsentant gerne vilde mødes med Fiskerne i Skolen, og der var mange mødt i Betragtning af, at der var saa mange gaaet væk. Han spurgte, om vi havde nogle Ønsker eller Forslag til at afvende en lignende Katastrofe. Og der blev fremført flere Ting. Faresignaler for at advare Fiskerne, naar de var ude, at der kom Sø paa Kysten. Og der blev lavet en Overenskomst, at ingen maatte tage ud før Kl. 3 Nat. For havde der været en saadan, saa havde der ingen kommen paa Havet den 21. Men saa var der en ældre Fisker fra Vrist, Th. Klemmensen, som sagde: ‘Og jeg tror, det var en Guds Tanke. I en Storm af Vest kommer der altid nogen af os i Land. Men i en Storm af Øst, naar vi ligger 4-5 Mil til Søs, saa bliver vi der alle. Men dersom der var en Damper, som laa i Kanalen, der kunde sendes Bud til, at nu skulde han gaa ud og bjerge os i Land, for nu var der Fare. Det vilde være en vældig Betryggelse.’ Der gik en Mumlen gennem Forsamlingen, om han troede, at vi fattige Fiskere var saa meget værd, at der kunde ligge en Damper til Raadighed for os. Men dette Forslag tog Rigsdagsrepræsentanten vel imod, og inden to Aar var gaaet, havde vi ‘Vestkysten’, som har bjerget mange Fiskere, saa længe Kystfiskeriet brugtes. Og den fik Kaptajn Mortensen som Fører, som var en ualmindelig dygtig og god Mand for Fiskerne her og for at faa en Havn i Thyborøn. Han blev siden, hvad man kan kalde Fiskeriminister.

Nu er Kystfiskeri ophørt,   siden der er kommen Havn i Thyborøn, hvor der kan bruges større Baade, almindeligt omkring 30 Tons med stærke Motorer og vældig sødygtige Baade. Og Fiskeriet foregaar til Tider over hele Nordsøen. Men derfor er Faren ikke mindre, hvad Mindeparken paa vor Kirkegaard vidner om med de mange Navne paa, som blev derude. Men der er ogsaa mange, som gaar iblandt os, som kunde fortælle om forunderlig Redning og som har det saadan, at den Gang og den Gang var det Gud, der greb ind. Lad dem takke Herren, siger Guds Ord, og i mange Kvinder, ældre som yngre, naar eders Mænd og Kærester kommer hjem fra Havet og fortæller, hvad Fare, de har været i, men blev frelst paa underlig Maade; da tak Herren og giv ham eders Tak, at ikke en Gang I sammen eller enkelte skal staa overfor Døden og raabe i Dødsangst: ‘Gud Herren har forladt mig, og jeg gaar fortabt nu, skjøndt jeg kunde have været frelst.’ Lad os takke Herren for hans underfulde Gerninger.



Saa kom Begravelsen,
som blev landskjendt. Et vældigt Følge. Der var Repræsentant for Kongen, Rigsdagen og Amtet foruden mange andre, og en Masse Referenter, hvoraf de fleste godt kunde have bleven Hjemme. De skrev saadan i Bladene. Man var nær ved at tro, at det ikke var den samme Begravelse, man selv havde været med til. Pastor Moe, som nylig var flyttet til Skanderup herfra, kom og holdt Ligtale foruden Sognepræsten Pastor Madsen. Moe havde til Tekst "Mesteren er her og kalder ad dig". Denne Tale blev stærkt kritiseret af Referenterne; men det var uden Grund.

Efter Begravelsen   blev det bekendtgjort, at Rigsdagens Repræsentant gerne vilde mødes med Fiskerne i Skolen, og der var mange mødt i Betragtning af, at der var saa mange gaaet væk. Han spurgte, om vi havde nogle Ønsker eller Forslag til at afvende en lignende Katastrofe. Og der blev fremført flere Ting. Faresignaler for at advare Fiskerne, naar de var ude, at der kom Sø paa Kysten. Og der blev lavet en Overenskomst, at ingen maatte tage ud før Kl. 3 Nat. For havde der været en saadan, saa havde der ingen kommen paa Havet den 21. Men saa var der en ældre Fisker fra Vrist, Th. Klemmensen, som sagde: "Og jeg tror, det var en Guds Tanke. I en Storm af Vest kommer der altid nogen af os i Land. Men i en Storm af Øst, naar vi ligger 4-5 Mil til Søs, saa bliver vi der alle. Men dersom der var en Damper, som laa i Kanalen, der kunde sendes Bud til, at nu skulde han gaa ud og bjerge os i Land, for nu var der Fare. Det vilde være en vældig Betryggelse". Der gik en Mumlen gennem Forsamlingen, om han troede, at vi fattige Fiskere var saa meget værd, at der kunde ligge en Damper til Raadighed for os. Men dette Forslag tog Rigsdagsrepræsentanten vel imod, og inden to Aar var gaaet, havde vi ‘Vestkysten’, som har bjerget mange Fiskere, saa længe Kyst-fiskeriet brugtes. Og den fik Kaptajn Mortensen som Fører, som var en ualmindelig dygtig og god Mand for Fiskerne her og for at faa en Havn i Thyborøn. Han blev siden, hvad man kan kalde Fiskeriminister.

Nu er Kystfiskeri ophørt,   siden der er kommen Havn i Thyborøn, hvor der kan bruges større Baade, almindeligt omkring 30 Tons med stærke Motorer og vældig sødygtige Baade. Og Fiskeriet foregaar til Tider over hele Nordsøen. Men derfor er Faren ikke mindre, hvad Mindeparken paa vor Kirkegaard vidner om med de mange Navne paa, som blev derude. Men der er ogsaa mange, som gaar iblandt os, som kunde fortælle om forunderlig Redning og som har det saadan, at den Gang og den Gang var det Gud, der greb ind. Lad dem takke Herren, siger Guds Ord, og i mange Kvinder, ældre som yngre, naar eders Mænd og Kærester kommer hjem fra Havet og fortæller, hvad Fare, de har været i, men blev frelst paa underlig Maade; da tak Herren og giv ham eders Tak, at ikke en Gang I sammen eller enkelte skal staa overfor Døden og raabe i Dødsangst: ‘Gud Herren har forladt mig, og jeg gaar fortabt nu, skjøndt jeg kunde have været frelst.’ Lad os takke Herren for hans underfulde Gerninger.



Ligtalerne ved de forulykede Fiskeres Begravelse
paa Harboøre den 27. November 1893

Bragt i Indre Missions Tidende, Søndag den 31. December 1893

Pastor Madsens Tale:

Nehemias 8, 8-10: "Og de læste i Bogen, i Guds Lov, klarligen, og gave Folket Forstand derpaa, og dette forstod det Læste. Og Nehemia (det er Hattirsattha) og Esra, Præsten, den Skriftlærde, og Leviterne, som underviste Folket, sagde til Folket: denne Dag er Herren Eders Gud hellig, derfor sørger ikke og græder ikke; thi alt Folket græd, der de hørte Lovens Ord. Fremdeles sagde han til dem: gaaer, æder det Fede og drikker det Søde og sender den, som Intet har beredt, en Del; thi denne Dag er vor Herre hellig; derfor værer ikke bekymrede, thi Herrens Glæde, den er Eders Styrke".

"Denne Dag er hellig for Herren",   saaledes tilraaber jeg ogsaa Eder. – Det er en stor Dag for Herren, derfor græder ikke, men værer stille for Herren. Der er jo Graad i mange Hjærter i Dag; thi her staar saa mange Hustru-er, der nu have mistet deres Mænd, og saa mange faderløse Børn, og her er gamle Forældre, hvis Sønner blev derude, og Mange have mistet deres Brødre og Venner hin Morgen. Der er faa Mennesker iblandt os, som ikke er ramt af Sorgen. Men jeg vil ikke male et Billede af den store Sorg og Smerte, der har ramt os, men siger med Her-rens Ord: "Græder ikke, værer stille for Herren". Saaledes talte fordum Esra og Nehemias til det Folk, der nylig var hjemkommet fra Fangenskabet, det Folk, der havde lidt saa forfærdeligt under Nebukadnezars Hovmod og Grusomhed, og hvoraf nu en hel Slægt var død i Babylon, til det Folk, som nu hjemkommet stod paa det hellige Sted og hørte Lovens Ord. Folket græd, thi hvorhen de vendte Blikket, var der Ødelæggelse, og de hellige Steder vare vanhelligede af Hedningerne. Alting mindede dem om Ødelæggelsens Dage, om Mandefaldet og Landflyg-tigheden. Følelsen af deres egen Svaghed overfor alt det, som nu laa for dem, greb dem, og Bekymring og Sorg fyldte dem.

Og Venner! der er saa meget i Eders Stilling, I, som i Dag staa sørgende her, der minder om det anførte Træk af Israels Historie. Hvorhen I vende Eder, hvadenten det er derhjemme i Eders smaa Hjem eller det er her paa dette Sted, se I Spor af Ødeløggelsen og bliver mindede om de Kjære, som I have mistet, og Følelsen af Eders egen Svaghed overfor den Fremtid, der ligger for Eder, og Sorg fylder Hjærterne. Men der var ogsaa en anden Aarsag til Israels Børns Graad, og det var den stille inderlige Glæde over atter at staa paa det gamle Sted og høre det kjære, gamle Guds Ord. Er dit Hjærte saaledes stemt, at der klinger en Glædestone derinde ved, at Du nu maa staa paa dette hellige Sted og høre Herrens dyrebare Ord, saa der midt i din Sorg kan falde en Glædens og Tak-kens Taare, saa er jeg vis paa, at Du skal faa Trøst og Husvalelse igennem Herrens Ord. Men har Herren ikke dit Hjærte, saa Du har dit Liv i Guds Ord, saa er Du et ulykkeligt Menneske, der ingen Trøst kan faa, og det er for-færdeligt at staa ene med en saa knusende Sorg uden at finde virkelig Trøst, at græde Rachels Graad, om hvem det hedder, at hun vilde ikke lade sig trøste (Matth. 2,17). Vi vide, hvad Apostelen Paulus siger om Verdens Bedrøvelse, at den virker Død (2. Cor. 7,10).

I staa her overfor Herrens uransagelige Domme, ramte af det haarde Slag. Hvad skal denne store Gjerning fra Herren føre til for Eder? Skal den føre til Frelse for Eder? Dertil er den sendt; thi om end hans Veje ere usporlige og hans Domme uransagelige for os Mennesker, saa kjende vi dog hans Tankers Maal. Derfor har han rystet Træet iblandt os, for at der skulde falde modne Frugter i hans Skjød. Jeg véd ogsaa, at der er et helt Baadelav, som i hin Havsnød raabte til Jesus: "Dersom Du fører os levende i Land i Dag, saa ville viomvende os og evig høre Dig til!" Og maaske er der Flere, der have gjort det Samme. Jeg har hørt med mine egne Øren, at mange af de Sørgende have raabt til Herren over deres Afdøde: "Nu skal det være Alvor, nu vil jeg væredin." Til Eder siger jeg: I skulle holde Herren Eders Løfter (Job 22,27).

Maa dette ske, da glæder han sig; thi da er just hans Hensigt naaet. Da bliver der Glæde i Himmelen; der er jo Glæde iblandt Guds Engle over hver Synder, som omvender sig. Og da skal Du blive stærk til at bære din Sorg. Det giver Kraft i al Verdens Nød og Sorg at være et helligt Guds Barn; thi Herrens Glæde er hans Helliges Styrke. Og det giver Kraft i Døden.

Der var en af de hellige Fiskere, som ligger her i en af disse sorte Kister, der raabte før han tog sit sidste Tag i Aaren: "Herre Jesus! Du maa frelse min Hustru og mine Børn og mine gamle Forældre." Han vidste, at hans egen Sjæl var frelst. Herrens Glæde var hans Styrke i Døden. Dersom Herrens dybe Frelsestanker maa blive til Virkelighed for Dig, da skal ogsaa Du faa Styrke i din Sorg og Styrke i din Død. Værer derfor stille for Herren, og hans Glæde være Eders Styrke! Amen.



Pastor C. Moes Tale

"Mesteren er her og kalder ad Dig!"

Saaledes lød Marthas Ord til Søsteren Maria, der sad hjemme og græd over Tabet af sin Broder Lazarus. Mesteren, hvorom der tales, er Jesus, Guds hellige Søn, som kom til Verden for at gjøre Syndere salige. Denne store Mester over Synden, for hvilken han gjorde Forsoning med sit Blod paa Korset, denne store Mester over Døden, hvis Vælde han tilintetgjorde ved sin Opstandelse fra de Døde, og over Dommen og Djævelen og Helvede, hvorfra han alene er mægtig at fri os faldne Mennesker – denne Mester over alle vore Fjender, Jesus, er nu ogsaa her og kalder ad alle Eder, som her ere forsamlede.

Alleførst kalder han paa Eder, I hans Hellige, som tro paa ham; thi Jesus elsker fremfor Alt sine Troende, om hvem der staar skrevet, at "den, som rører ved Eder, rører ved hans Øjesten" (Zach. 2,12), og blandt Eder igjen er der da særligt de hellige Enker og Slægtninge, som her staa, for hvem han har Omsorg. Han kalder paa Eder for at sige Noget til Eder, for at gjøre Eder dette Spørgsmaal: Kunne I nu ogsaa tro, at Alt det, som er sket i disse Dage, komme fra Guds Kjærlighed? I have jo selv saa tidt talet med hiananden og vidnet for Andre om, hvor skjønt det er at være et Guds Barn, hvordan det alene er i Troen paa Jesus, at der er Fred i Striden, Frimodighed i Trængselen, Trøst i alle Sorger, men hvad nu? Kan det nu slaa til for Eder selv, hvad I have talet om til Andre?

I gode og lykkelige Dage er det jo ikke saa svært at tro paa Guds Godhed; men paa Nødens Dag, naar det ser saa mørkt ud rundt omkring, da er det, det skal vise sig, om Troen har Bærekraft. Har Eders Tro nu det, saa at I kunne sige uden Knur og Bitterhed: Ogsaa dette er fra Herren! Saa har Herren noget mere at sige til Eder, det Samme, som han sagde til Martha, da hun stod grædende ved sin Broders Grav: "Dersom Du kan tro, saa skal Du se Guds Herlighed." Det er Forjættelsen, Herren knytter til den ydmyge, enfoldige Tro: at "se Guds Herlighed," det vil sige erfare Guds Omsorg for Dig i alle Ting, erfare Guds Naades Magt til at frelse Dig og trøste Dig og netop gjennem disse Prøvelsens Tider bringe Dig en stor Velsignelse. Der er jo visse Frugter, som Herren saa gjærne vil se i sine Helliges Liv, det er først Ydmyghed, som mere end alt Andet smykker et Menneske i Guds Æjne, dernæst Taalmodighed, der uden at knurre tager mod Herrens Tilskikkelser, det hellige rene Sind, der vender sig i Afsky fra alt Ondt, Lydighed til at bøje sig helt ind under Guds Vilje og lade ham raade, Kjærlighed og Sandhed og mange flere. Alt dette vilde Herren gjærne have bedre og bedre frem i sit Folk, og dersom I kunne tro, at det er med det for Øje og alene af den Grund, han har sendt denne Sorg, saa skulle I se hans Herlighed aabenbare sig deri, at det ikke skal blive til Ulykke for Eder, men til Velsignelse, til et dyrebart og inderligt Liv i Herren med al den Fred og Lykke og Salighed, som dermed følger, saa I kunne takke ham af Hjærtet netop for det, som nu gjør saa ondt. Og saa skulle I se hans Herlighed en Gang hisset, naar han opvækker de Døde og giver alle dem, som døde i Troen, et nyt forklaret Legeme, og de, som elskede den Herre Jesus, skulle finde hin-anden der, hvor Døden ikke er mere. Og Venner, dette er Trøsten, den store Trøst, som Guds Evangelium rækker os, og som Jesus saa gjærne ogsaa vil række Eder i Dag. Thi er der Nogen, der kan føle med et Menneske og tage Del i hans Sorg, da er det virkelig Jesus. Det er ikke vanskeligt for os Andre, om vi have lidt Hjærte i Livet, at forstaa, hvor svært det maa være paa en saa brat Maade at miste det, man elsker højest paa Jorden, i det Mindste fyldte det mig, da jeg hørte derom og i Aanden kunne se nogle af disse kjendte Skikkelser synke i Havet, med inderlig Vemod, der gjorde mit Øje vaadt; men hvor langt smerteligere for Eder, der staa tilbage som Enker, Forældre eller Søskende, hvor det vil gjøre ondt at mindes den tunge Nat og se den tomme Plads i Hjemmet, hvor der vil storme mange Tanker ind: Havde jeg dog blot faaet sagt rigtigt Farvel, da han gik – havde jeg dog bare faaet det Ønske opfyldt, det var det sidste, han bad mig om – ak, havde jeg dog ikke gjort ham imod den Gang – og sværest af Alt maaske, naar den lille Søn eller Datter ser op med sine barnlige Øjne og spørger: "Moder, kom-mer Fa’er ikke snart hjem? Men i alt dette har den Herre Jesus Trøst.

Ja, der tales ofte ved Gravene om de Dødes gode Gerninger og Egenskaber, og man roser dem til Trøst for de Efterladte; men hvad Nytte er det til? De Døde kunne jo ikke høre det, det er som ville man gjøre Nar ad dem, de Levende have ingen Trøst af det, det er som en Spand koldt Vand over dem. Nej, men i dette: De, som dø i Troen, skulle hvile fra deres Møje, de ere gaaede ind til Gud, ind til Jesus, hvor de skue hans Herlighed, og der skulle de Tilbageblevne, Enker, Børn og Slægtninge, som leve og dø i den samme Tro, se dem igjen, deri er der Trøst.

"Mesteren er her og kalder ad Dig,"

Det gjælder ikke alene de Hellige, men ogsaa de Vantro, ogsaa dem blandt Eder, Enker og Slægtninge, og blandt alle Eder her forsamlede, som endnu ikke have givet Gud Eders Hjærter i Troen. Ogsaa Eder elsker Jesus, og han vilde saa inderlig gjærne, at det, som er sket i disse Dage, skulde blive til Velsignelse for Eder, derfor kalder han ad Jer, om han nu maatte faa Lov til at vække Jer op af den aandelige Død til et evigt Liv i Gud. Et vantro Menneske er nemlig levende død. Saalænge Du lever i Synden, uden Gud, er Du blind som Mulvarpen for Sand-heden og for Alt, hvad der angaar Guds Rige. Saalænge Du er vantro, er Du kold overfor det Vigtigste af Alt, optagen kun af denne Verdens Ting, men uden Sands for det ene Fornødne, et Stykke Kjød uden Aand.

Saalænge Du er vantro, er Du en Fange, en Syndens Træl uden virkelig Frihed, bundet i Hovmod, Gjerrighed og Kjødets Lyst – og det Liv, der fortsættes og sluttes paa den Maade, kan aldrig ende med Andet end evig Fortabelse. Men Herren vil ikke nogen Synders Død, han er kommen for at frelse Menneskene og kalder nu paa Eder i denne Tid med sin stærke, alvorsfulde Røst, om han maatte faa Lov til at føre Eder fra Mørket ind i Lyset, fra Synden ind under Naaden, fra Fortabelsens Tilstand til det evige Liv.

Og der er ikke givet Frelse i noget andet Navn end hans. Kun den, der har Jesus i Troen, har Sandheden, som han selv har sagt: "Hvo, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys." Kun den, der har Jesus, har SyndernesForladelse med Fred og Glæde for sin Sjæl. Kun den, der har Jesus, har Trøst i Livets Sorg og Strid, og kun den, der tror paa ham, har den sande Frihed paa Jorden og en Gang den evige Salighed i Himmelen. Ja, sandelig, om I ville tro det, skulde ogsaa I se Guds Herlighed og komme til at erfare, hvordan netop det hellige Liv i ham, som Verden spotter, og som I hidtil have været saa bange for, er det Eneste, der er værd at leve.

Saa lad dog ikke Herren kalde forgæves paa Eder – og særligt henvender jeg mine Ord til Eder, som, da I var i Havsnød, gjorde Herren det Løfte, at I vilde omvende Eder, dersom han førte Eder i Land. Hvordan kunde I komme i Tanker om at gjøre det, uden fordi I længe have vidst og den Gang følte, at uden Omvendelse og Tro paa Jesus kan intet Menneske dø i Fred? Men husk nu paa, hvad Guds Ord siger: "Naar Du lover Gud et Løfte, saatøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Daarer."

En Grubearbejder i England foer en Gang vild i Minegangene; med den visse Død for Øje raabte han til Gud om Frelse og lovede, at han vilde give ham sit Hjærte, hvis han vilde fri ham fra hans Nød. Gud friede ham, men arbejderen betalte ikke, hvad han havde lovet. En Tid derefter laa han paa sit Dødsleje, en Præst kom til ham og vilde trøste ham med Guds Ord; men til Alt, hvad Præsten sagde, fik han det Svar: "Jeg er fortabt, jeg skal i Helvede; thi jeg har lovet Gud et Løfte, men ikke betalt det!" Saaledes vil det gaa ogsaa Eder. dersom I blive i den gamle Vantro og Synd, efter at Gud nu har friet Jer af Dødsfaren, da I bad ham; thi Gud Taaler vel meget af Menneskene, men han lader sig ikke spotte. Gjør derfor Alvor af det, og giv ham Eders Hjærter!

Mesteren er her og kalder ad Eder!

Hvor vilde jeg ønske, at Kaldet ikke maatte lyde forgæves, i det Mindste for dem, som bo paa Harboøre. Her er jo ogsaa kommet Folk sammen i Dag andre Steder fra, Mange maaske blot af Nysgerrighed og uden Alvor. I Gaar rejste jeg i Kupé sammen med nogle unge, flotte Friskfyre, der grinede og fjasede og bad Fanden tage sig paa, at det vilde blive en storartet Historie i Dag paa Harboøre. Saadanne Folk er her altsaa; de betragte det Hele som et Skuespil paa Verdens sædvanlige Vis og gjør Løjer endogsaa med Døden. Lad dem nu det, om de ville; men lad os Andre betragte det, som det er, en Kaldelse fra Herren, hvis Hensigt det er ogsaa derigjennem at opsøge og frelse det Fortabte. For snart ni Aar siden, kort førend jeg som Præst forlod dette Sted, skete en lignende Begivenhed, kun i mindre Stil; da var det, som der gik et Pust fra Herrens Aand hen over Sognet, og mangen Sjæl søgte og fandt sin Frelser. Nu har Herren talet igjen paa samme Maade, kun endnu stærkere, Gud give, I maatte kunne høre det som hans Røst, ikke som en Skæbne eller som et Spil af Naturens Kræfter, saaledes som Daarerne mene, naar de i deres Hjærter sige: Der er ingen Gud; men som Herrens Røst, Jesu Røst, der kalder ad Jer for at aabenbare sin Frelses-Herlighed paa Alle dem, som ville tro! Amen!



Vilhelm Becks Efterskrift:

Det maa være flovt for disse mange Avis-Referenter at staa overfor disse to ganske almindelige Ligtaler, som man kan finde Mage til i Massevis rundt om i Landet, og hvori udtales den fulde evangeliske Trøst til dem, som kunne trøstes med Evangeliet, fordi de tro det, medens de, som ikke kunne tage imod denne Trøst, paamindes om, at tage Varsel af den store Sorg, der havde ramt dem, til at omvende sig og blive troende Mennesker, saa at ogsaa de kunne trøstes. Og disse to rolige og besindige Taler har man gjort alt det Rabalder over! Ja, det er flovt nok. "Dagbladet"s Referent trøster sig imidlertid med, at "Pastor Moes ovenfor gjengivne Ligtale er ikke den, han holdt ved Graven", - altsaa en anden Tale.

Pastor Moe har nu selv i samme Blad oplyst ved at blive mindet derom af sine Venner paa Harboøre, at i hans senere opskrevne Tale har han glemt følgende to Sætninger: Hvad nytter det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus" – og den anden (til Baadlavet, der gjorde Løftet):

Nu afgjøres Eders Sjæles Frelse; bryde I dette Løfte, kunne I aldrig frelses."

Men selv uden disse to Sætninger er der dog et lovlig langt Spring til at sige: at det er an anden Tale en den, han holdt ved Graven. Men har man baaret sig galt eller dumt ad, saa skal man jo forsvare det til det Yderste, det er jo Verdens Skik. Men mere end flovt maa det være for to gamle Præster, som Mørk-Hansen og Stiftprovst Helveg at læse disse to Taler efter at have gjort fælles Sag med Avis-Referenterne i Hylet over, hvad der var talt.
Harboøre Kirke blev opført 1910 efter at man i 1909 havde nedrevet den oprindelige kirke, fra 1500-tallet, som havde været igennem mange ombygninger. Byggeriet af en ny kirke kan også ses i lyset af den kristne vækkelse, som fandt sted og som var stærk i dette sogn. Den nuværende kirke er opført i romansk stil. Tårnets nederst del er rester af den oprindelige kirke. Herudover består kirken af skib og kor. Våbenhus er indrettet i korsarmen mod nord Den gamle kirke, som altså stod der, da den store drukneulykke fandt sted i 1893, var bygget af rullesten og munkesten, og koret var hvælvet, mens skibet havde bjælkeloft. Billedet viser altså den nuværende fra 1910.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karen Kolstrup | Svar 03.03.2017 15.51

jeg kan henvise til lokalhistorisk bog: Dagligliv og lærerkår. Kolstrup er min farfar. han refererer også til 1893 ulykken.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side