Geografisk
og slægtsmæssigt udgangspunkt

På de følgende sider har jeg – bl.a. til oplysning for børn og børnebørn – gjort rede for min og dermed også jeres slægts oprindelse i det omfang og så langt tilbage, som jeg har kunnet finde spor. Derudover har jeg berettet om nogle vigtige og mindre vigtige oplevelser og begivenheder fra min tidligste tid. Det er tildragelser fra en tid, der ikke er mere, og om forhold, som tiden er løbet fra. Med det faktiske tidsforløb som ramme, dokumenteret af forskellige attester og kopier fra kirkebøger, har jeg hægtet begivenheder og egne oplevelser på i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Alt hvad jeg har berettet, er mine oplevelser, sådan som jeg har oplevet og husket dem. Enhver anden, mine søskende og andre, som var med i de samme oplevelser og begivenheder, vil forhåbentlig kunne genkende, hvad jeg har skrevet, men vil sandsynligvis have beskrevet hændelserne anderledes. Jeg kan stå inde for, at jeg har oplevet dette og hint som beskrevet. "Hvad jeg skrev, det skrev jeg!"


Gundestrup er en lille landsby i Himmerland

Selv om Gundestrup kun er en lille plet på landkortet, bærer det himmerlandske landskab omkring min fødestavn vidnesbyrd om, at her har boet mennesker meget længe.Det umiddelbare grundlag for menneskelig eksistens har været, at Gundestrupegnens er forholdsvis frugtbar morænelandskab.

  • Der er mange oldtidshøje overalt i landskabet, og de fortæller, at her har boet mennesker i årtusinder, som har sørget smukt for deres døde.

  • Ved udgravninger Rævemosen ved Gundestrup i 1891 fandt arkæologer et stort sølvkar, som straks fik navnet Gundestrupkarret. Dette sølvkar har været hensat itubrudt og må antages at være en offer-bolle, der er blevet ofret til guderne. Sølvkarret menes at være fra tiden lidt før Kristi Fødsel. Det er ca. 42 cm højt og 69 cm i diameter og vejer næsten 9 kg. Karret består af en rund, skålformet bund og en cylindrisk overdel bestående af tolv firkantede plader med drevne, meget detajlerede relieffigurer både udvendig og indvendig. Selv om karrets oprindelsessted ikke er klarlagt, tyder de keltisk, romersk og orientalsk inspirerede motiver en mellemeuropæisk oprindelse.
  • Mod slutningen af det andet århundrede før vor tidsregning drog kimbrerne fra Himmersyssel sammen med teutonerne fra Thy mod syd langs floderne Oder og Donau og nåede ad snørklede veje ned gennem Øst- og Centraleuropa til Gallien. Historien fortæller også, at omkring 113-105 før vor tidsregning angreb kimbrerne romerne og sejrede over dem og drog videre til Spanien. I året 101 – stadig før vor tidsregning - vendte kimbrerne tilbage til Norditalien i den hensigt at storme og indtage byerne dér. De blev imidlertid slået af den romerske feltherre Marius i et slag ved Vercelli 60 km nord for Torino. Det blev kimbrernes endeligt på disse egne.
  • Ved Lille Binderup sydøst for Aars blev på en holm i Borremose fundet – antageligt i forbindelse med tørvegravning – og udgravet en befæstet landsby fra førromersk jernalder, dvs. ca. 100 år f. Kr. Stedet kaldes Borremosefæstningen.
  • På en lille høj på Aars kirkegård er rejst en anselig runesten, som er egnens fornemste. Stenen er fra vikingetiden, altså fra omkring år 1000 e. Kr., og dens runer er tydet: "Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke. Stenen forkynder, at den længe vil stå her. Den skal nævne Valtokes varde".
  • Som tærskel under den tilmurede norddør, kvindedøren, i Giver Kirke blev i 1895 fundet en runesten, hvis indskrift er tydet: Kale satte denne Sten efter sin Fader Thorsten, en meget velbyrdig Thegn. Nogle år stod Giver-stenen i kirkens våbenhus, og atter en årrække stod den på Aars Museum. Nu står den igen i Giver, idet stenen er anbragt i krogen mellem kirkens skib og våbenhus.


    Gundestrupegnens frugtbare morænelandskab har også i nyere tid været eksistensgrundlaget for de større og mindre landbrug, som findes her. Af betydning for landsbyen var også Gundestrup Teglværk, som vist egentlig hed Aars Teglværk. Som så mange andre steder i landet blev tidligt fundet tilgængeligt ler tæt ved overfladen og i mængder, at det gav mulighed for produktion af tegl i form af mursten, tagsten og drænrør, og gav samtidig arbejde for en del mennesker og dermed eksistensgrundlag for nogle familier. Til betjening af egnens mennesker i dagligdagen var der købmanden, som kunne forsyne hjemmene med de varer, som de ikke havde derhjemme, landsbysmeden, som kunne beslå bøndernes heste og reparere deres arbejdsvogne og landbrugsredskaber. Landsbysmeden var i min tidligste barndom identisk med min far, Anton Christian Nielsen.                                                                                                             

  • Den lille landsby Gundestrup blev mit fødested og udgangspunkt for mit liv                                                                 


  • Efterretninger fra min tidligste tid

  • Barsel, begravelse og dåb

  • Fordi min mor lå i barselseng efter at have født mig, kom hun ikke til at deltage i sin egen mors begravelse. Men min far og storesøster Elly deltog. De kørte sammen med min morbror Niels som kusk i hans enspænderjumbe fra Gundestrup til Aarestrup og tilbage. Med sig hjem havde de en "barselpotte" til min mor. Den barselpotte indeholdt færdig suppe, som blot skulle varmes op.

  • Barselpotten var en flot mønstret krukke med hank og med låg til. Den var gennem hele min barndom og endnu længere en vigtig brugsting i mit hjem. Hvert år, når der skulle laves syltetøj af bær, blev denne krukke sammen med andre krukker og glas fyldt med enten ren ribssyltetøj eller blandingssyltetøj af ribs og hindbær. Dette syltetøj blev for det meste anvendt, når mor bagte "kaffekage". Først blev den færdige kagedej bredt ud, så blev der lagt en passende mængde syltetøj derpå, og dejen blev foldet om syltetøjet. Der blev for der meste drysset sukker hen over kagen inden bagningen. Hvis der ikke blev drysset sukker på kagen, blev der smurt glasur på den efter bagningen.

  • Min bedstemor hed Karen Marie, og hun døde blot to dage efter min fødsel, altså den 7. juli. Derfor blev jeg tillagt navnet Karl Marius, og med det navn blev jeg døbt søndag den 11. august 1929.i Aars kirke af provst A. H. Egeløv. Vor nabo, købmand Jørgen Nielsen og hans kone Marie var vore gode venner og naboer, og Marie havde sagt ja til at være fadder ved min dåb. Men hendes navn står ikke nævnt i kirkebogen. I fadderrubrikken står blot "Købmand Jørgen Nielsens Hustru". Den anden fadder var min morbror Niels.


  • Den gamle barselskrukke fra 1929 eksisterer endnu. Da min søn Stefan og min svigerdatter Jette den 8. oktober 1986 fik deres førstefødte, som samtidig var mit første barnebarn, gik derfor den gamle barselskrukke i arv til dem, altså egentlig til Jesper. Nu vil jeg så håbe, at de passer på den, så den kan gå videre i slægten.


  • Børnerim fra min førskoletid, som den kærlige mor eller barnepige brugte at fornøje den lille baby med.

    Ride, ride ranke hen til møllerens hus.
    Der var ingen hjemme uden rotter og mus
    og to små hunde, som lå under bænken og sled i lænken,
    og så sagde de: Vip, vap, vov, vi er ene hjemme!

    Skow, skow, skow min hejst, hvem ka bejst? De ka wo præjst.
    Nej han kan æ, de ka wo smej,
    han bower ve byens wejsterlej.
    Nap nelliker o, - nap nelliker o.

    Oversættelse til almindeligt dansk:
    Sko, sko, sko min hest, hvem kan bedst? Det kan vor præst.
    Nej, han kan ej, det kan vor smed, han bor ved byens vestre led.
    Nap nelliker af, nap nelliker af.

    Forklaringen til det med nelliker er, at når en hestesko bliver sømmet fast til hestens hov, vil spidsen af de lange hesteskosøm gå op gennem hoven og ud på dens yderside. Først bøjes den spidse ende ned langs hestehoven, og bliver så nappet af, og den lille rest files til. De ender af hesteskosømmene, der blev nappet af, ligner grangiveligt hele nelliker. En anden forklaring kan være, at på tysk hedder små søm nelke, og krydderinellikker ligner små søm ligesom blomsten på havenellike kan ligne større søm.

    Veje mødes i Gundestrup

    Selv om Gundestrup er og var en meget lille landsby, var den et mødested for forskellige små veje. Den "hoved-vej", som gik gennem byen kunne kaldes Aarsvej eller Givervej, og Gundestrup var blot en lille station på vejen mellem disse to større steder. Netop dér, hvor smeden boede og smedjen var, gik en vej hen til teglværket. Pladsen foran smedjen lå netop ud til teglværksvejen. Omtrent dér, hvor teglværksvejen gik østpå fra Givervejen, gik til mod vest en mindre grusvej hen til nogle gårde, hvoraf den nærmeste hed "Kærgaard", og her hentede vi mælk. Ved vejen gennem Gundestrup lå først og fremmest købmandens hus med butik og bolig m.v. Der lå også en del almindelige familiehuse med deres haver. Her boede familier, hvor husfaderen kunne være teglværksarbejder. Der boede også en murer og nogle pensionister, og der var koner, der syede for folk. Alle de omkringliggende gårde og mindre landbrug var naturligvis også en del af landsbyen Gundestrup, og de udgjorde sammen med familierne, der boede i husene, eksistensgrundlaget for både købmand og smed. Men i Gundestrup var der ingen bager. Det meste af det brød, folk skulle bruge, bagte de selv. En gang om ugen, så vidt jeg husker om lørdagen, kom en bager i sin lille varebil med en kringle malet på siden. Han solgte al slags brød og forskellige slags kager. Jeg husker især hans kanelsnegle, som vi kaldte jødekager, og de kostede den gang kun 5 øre stykket; derfor kaldte vi dem også for 5 øres-kager. Når der var råd til det, fik vi børn en jødekage hver. I det daglige kunne man købe rugbrød hos købmanden. Én af den nærmeste gårde havde i et særligt hus indrettet en ovn, og her bagte de deres eget rugbrød. Det skete en gang imellem, at vi fik et af disse hjemmebagte brød, og det smagte vidunderligt.


    Omkring hus og hjem

    Vort hus i Gundestrup var ikke noget stort hus, og det var ret almindeligt. Udvendigt var det hvidkalket. Ved husets nordside var der to indgange, én vi brugte til daglig og en anden, der kun blev benyttet, når der kom fremmede. Ad den daglige dør, køkkendøren, kom man ind i et bryggers. Herfra gik et trappe op til loftet og en dør ind til køkkenet. Fra køkkenet førte én dør ind i soveværelset og en anden ind i en spise- og altmuligstue. Herfra igen førte én dør ind i den pæne stue og en anden ud i gangen og den pæne indgang.

    Bryggerset var den daglige indgang, hvor vi stillede vore træsko og skiftesko, og her blev der også pudset sko, når det var aktuelt. Loftstrappen førte op til et stort loft, hvor der i den vestre ende var et kammer med to senge. Ude på loftet stod forskellige gamle ting, og her kunne tørres tøj. Køkkenet var et meget anvendt rum, for her var altid en god varme fra komfuret, hvor der kunne laves mad på tre ildsteder med ringe. Ved siden af komfuret stod en tørvekasse, som blev fyldt op efter behov. Alt vand skulle hentes ude ved en vandpumpe i gården, og der stod en stor vandspand i køkkenet, som blev fyldt, når det trængtes. I komfurets lille vandtank blev vandet opvarmet, og derfra kunne tages varmt vand i ny og næ. Når der skulle bruges vand det ene eller det andet sted fra brugtes et pottemål af blik. Det brugte vi også som drikkekrus, når vi blev tørstige.


    Primus

    I sommermånederne, når komfuret ikke var i brug, brugte vi en primus til madlavning. En primus er et kogeapparat med petroleum som brændstof. Når den skal tændes, skal der først sættes ild til lidt sprit, og så skal der pumpes, så petroleum’en kommer under tryk og forstøves op gennem en lille dysse. Flammen ligner flammen fra et gasapparat. Efterhånden som petroleum’en brænder op, skal primussen fyldes op med ny petroleum, og der skal pumpes igen ind imellem. Når en primus er ved at løbe tør for petroleum eller trænger til at pumpes, lyder den skiftevis svagere og kraftigere, og så må man skynde sig at pumpe eller fylde mere petroleum på. Engang lå jeg på stuegulvet uden at fortage mig noget særligt. Jeg fik fat i døren ud til køkkenet og lå og trak den frem og tilbage, og jeg kunne godt høre, at det lød, som når primussen skulle pumpes. Mor var inde i den pæne stue og troede virkelig, at primussen var ved at gå ud, så hun kom farende ud for at ordne den. Da hun fandt ud af sammenhængen, fik jeg bebrejdelser; men det var lidt uretfærdigt, for jeg syntes ikke jeg havde gjort noget galt.


    Køkkenet var ikke noget spisekøkken. Vi spiste måske morgenmad og andre småmåltider dér. Men de fleste mål-tider blev indtaget i den stue, der var ved siden af køkkenet. Her sad vi også og ordnede lektier og meget andet. Den pæne stue blev kun benyttet, når der kom fremmede. Her var nogle pænere betrukne møbler og en masse blomster. Mor var god til at holde blomster. Soveværelset ved siden af køkkenet var fælles for mor og far og de yngste børn. Jeg må have sovet der, indtil jeg begyndte at gå i skole.


    Syd og øst for huset var der have med tjørnehæk og lætræer omkring. Når mor vaskede storvask, kunne det godt være, at hun bredte sengelinnedet ud på tjørnehækken, både for at tørre det og for at blege det. Her var græsplæne med rosenbede, og ude langs siderne var bede med alle mulige stauder. Jeg husker, at der somme tider blev byttet stauder med naboerne, så efterhånden måtte alle have de samme planter i staudebedene. Omme bag smedjen lå den del af haven, hvor der var frugttræer, solbær-, stikkelsbær- og ribsbuske, samt rækker med jordbær, og her blev dyrket kartofler og forskellige grøntsager, jeg husker især persille og sølvbeder.

    Bordbøn

    Når vi skulle spise til middag, bad far en lille bordbøn, vist altid: "I Jesu navn går vi til bord at spise, drikke på dit ord, dig, Gud, til ære os til gavn, så får vi mad i Jesu navn. Amen. Når vi så havde spist, læste far et stykke til dagen fra en andagtsbog, og så bad far endnu en bøn, der også formede sig som en forbøn for familie og venner, og som altid sluttede med "Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: Vi går til Paradis!

    Aftenbøn

    I min barndom brugte vi en fast aftenbøn, som vi bad højt sammen eller hver for sig. Den lille, fromme bøn lød:

    Søde Gud, din engleskare alle dine små bevare.
    Ja, forlad os, Fader milde, hvad vi gjorde, som var ilde.
    Hjælp os, at vi vorde fromme, så vi i din himmel komme.
    Smile sødt i englefavn. Hør du os i Jesu navn. Amen

    . Mens jeg stadig sov i fars og mors soveværelse – jeg var vel i 5-6 års alderen og var endnu ikke begyndt at gå i skole – havde jeg en aften gjort mig parat til at sove og lå allerede i sengen. Næsten hele familien var samlet dér, og nogle af mine ældre søskende troede ikke, at jeg kunne sige aftenbønnen udenad, men det ville jeg vise dem, at jeg kunne. Derfor begyndte jeg at sige aftenbønnen, men altså bare for at vise de andre, at jeg kunne. Lige som jeg var begyndt, blev der så stille omkring mig, og alle stod andægtigt stille, vist med foldede hænder, mens jeg sagde bønnen. Jeg blev noget forlegen, for det var første gang nogensinde, jeg førte an i en fællesbøn. Men jeg fuldførte, og først bagefter gik det op for dem alle, at det bare havde været en slags prøve.

    Gundestrup Smede- og Maskinforretning

    Smedjen i Gundestrup var en hvidkalket værkstedsbygning i ét stort rum med en port som indgang og med 4-5 vinduer, jernvinduer som i stalde, til begge sider. Højt oppe over indgangen til smedjen var ophængt en stærekasse, som hvert år var "befolket" af fløjtende stære. Når man trådte ind ad indgangen var der til højre langs med den ene langside en arbejdsbænk hen under vinduerne. Her var anbragt et par skruestikker, hvori et emne kunne holdes fast, mens det blev bearbejdet, og her lå for det meste en bænkhammer eller flere parat. På vægge mellem vinduerne var forskelligt værktøj ophængt, og under arbejdsbænken stod kasser med forskellige reservedele, gammelt som nyt. Ved den modsatte side var anbragt en maskinhammer, som virkede ved remtræk fra en motor, men den blev ikke brugt ret meget. Længst inde i smedjen, altså lige ud for indgangen, var der to hjælpemidler, som gjorde rummet til en smedje:

    • Essen,
    • hvori alt jern blev opvarmet og gjort glødende, for at det kunne forarbejdes. Til denne opvarmning brugtes kul, og for at få kullet til at gløde, var der en håndbetjent blæsebælg, der blæste ilt ind under kullet.
    • Ambolten, hvor det glødende jern blev bearbejdet med smedens hammer, mest en mukkert, måske en bænkhammer, sjældent en forhammer. Det varme jern holdt smeden fast i med en gribetang.

    Enten det var heste, der skulle beslås, en plov, en harve eller et andet landbrugsredskab, der skulle repareres, så måtte hestesko eller reservedele bearbejdes i essen og på ambolten.

    Et tredje og meget vigtigt hjælpemiddel stod ved siden af essen; det var et stort vandtrug. For hver gang et eller andet emne var blevet bearbejdet i essen og bagefter på ambolten, skulle det holdes ned i vandet for at køles af, så man kunne røre ved det.

    Smedeplads og legeplads

    Den vigtigste plads i Gundestrup var uden tvivl smedepladsen, som lå mellem smedjen og teglværksvejen. Den ret store plads var mod nord begrænset af et maskinhus, hvor det ikke var maskiner, men nogle gamle hestevogne og så det lager af tørv, vi i vinterens løb skulle bruge af i komfuret i køkkenet og kakkelovnene i stuerne. Mod syd var den hæk, som dannede skel mellem pladsen og blomsterhaven.

    Til daglig kom de omkringboende bønder her med deres heste, som skulle beslås, med deres plove og andre mark-redskaber, som skulle repareres, og de kom med deres arbejdsvogne, som skulle istandsættes, eller vognhjul skulle have nye jernringe, hvis ikke hele hjulet skulle udskiftes. Al den slags skulle smeden ordne inde i smedjen eller på pladsen foran. Almindeligvis sluttede fars arbejdsuge lørdag til middag. Men inden han holdt fri, blev der ryddet op både inde og ude. På smedepladsen var der tit nogle hestepærer, de skumme samles op og smides over i haven. Der var også afskårne "hestenegle" fra de skoninger, der havde fundet sted. Far havde den skik hver lørdag at rive smedepladsen, så der så pænt og ordentligt ud. Når pladsen om aftenen og lørdag eftermiddag og søndag, ikke skulle bruges i forbindelse med smedjen, kunne den bruges til legeplads for alle børn i Gundestrup.

    Arbejdsheste skal beslås med hestesko.

    Vilde hest færdes på steder, hvor det er naturligt for dem at være, og alt imens deres hove vokser, slides det overflødige af på en naturlig måde. Tamheste, der løber frit omkring, har det på samme måde; de behøver det heller ikke at blive beslået. Men så snart heste bliver brugt som arbejdsheste og trækkraft og skal gå på hård jord, veje og brosten, må deres hove beskyttes og forstærkes, og det gør man med hestesko. Før det blev almindeligt med traktorer, havde alle gårde heste, og store gårde havde mange heste. En stor gård kunne have mange karle, måske ti eller flere. For hver karl, der var på gården, måtte der være et spand heste, altså to heste, og hver karl passede sit eget spand. Hestene brugtes til al slags trækkraft. Til at trække plovene, til at trække harverne, til at trække høstmaskinerne og til at trække alle slags arbejdsvogne og andre køretøjer. På de meget store gårde kunne man have sin egen smed til at beslå hestene. Men de mindre gårde med et, to og tre spand heste tog hen til smeden for at få hestene beslået. Sådan en smed var min far; han gav sig af med at beslå heste og kaldte sig også beslagsmed.

    Heste er meget forskellige.

    Det var meget forskelligt, hvilke arbejdsheste, de forskellige gårdmænd eller gårdskarle havde og kom med, men det var ofte ret store dyr. Jeg tror, at de skimlede belgiske heste var de største. Andre store var de lysbrune jyske heste med lys manke og hale og med lange, lyse hår om koderne. De mindre landbrug havde de små og kraftige nordbakker, som anvendtes meget til enspændervogne og lille plov. Det skal der et vist håndelag til. Først og fremmest skal smeden kunne omgås heste. Når hesten skal beslås, står han med ryggen ind mod hesten. Han løfter hestens underben op, så det kan hvile på hans ene knæ. Så kan han komme til at bearbejde hesten hov.

    Jeg tror min far var en god beslagsmed.

    Fra et jernfirma i Aalborg kom der færdige hestesko i store bundter og af forskellig størrelse. Som beskrevet var hestene og dermed deres hove er forskellige i størrelse, men hesteskoene skulle jo helst passe. Når en hest skulle beslås med nye sko, så måtte de fabriksfærdige hestesko tilpasses den enkelte hest. Først blev de gamle nedslidte hestesko fjernet. Hestens hove blev dernæst gjort parat til at beslås ved, at overflødige hovdele, både på siderne og på undersiden blev skåret væk med en speciel, meget skarp kniv. Efterhånden som en hov således var gjort klar, blev også en hestesko klargjort inde ved essen – smedjens ildsted - og tilpasset, så den passede til netop den hov. Hesteskoen, som lige havde været glødende, brændte sig ned i hoven, og det lugtede stærkt, men selvfølgelig uden at hesten mærkede noget. Med det nødvendige antal hesteskosøm, som smeden under skoningen holdt i sin mund, blev hesteskoen fæstnet til hoven og de sømender, der gik gennem hoven, blev nappet af med en knibtang og filet til med en hesteskofil, så ingen sømender stak ud på hovens overside. Den fil blev også kaldt en rasp, som havde fire forskellige grovhede at file eller raspe med. Samme fremgangsmåde blev gentaget for hver hestehov. På én dag nåede far undertiden at beslå flere spand heste.

    Skow, skow, skow min hejst, hvem ka bejst? De kan wo præjst.
    Nej han kan æ, de ka wo smej, han bowwer ve byens wejsterlej
    Nap nelliker o, - nap nelliker o.

    Forklaringen til det med nelliker er, at når hesteskoen sømmes fast til hestens hov, vil spidsen af de lange søm gå op gennem hoven og ud på dens yderside. Først bøjes den spidse ende ned langs hestehoven, og nappes dernæst af, og den lille rest files til. De ender af hesteskosømmene, der blev nappet af, ligner grangiveligt hele nelliker.


    Den mest besværlige skoning, jeg har oplevet, var en skoning af to unge heste, to plage, som endnu ikke var kørevante og ikke før var blevet beslået. Hestene var meget sky og ville ikke stå roligt. Derfor blev der først lagt en bremse om mulen på den hest: det var en kort kæp med en rebslynge ved enden, og når denne slynge blev lagt fast om hestens mule, gjorde det ondt på hesten, og det skulle få den til at stå roligt. Det hjalp imidlertid ikke her. Derfor blev først den ene, så den anden af hestene lagt ned. Mens karlen, der kom med hestene, satte sig på halsen af den liggende hest, kunne min far komme til at lægge den ene sko på efter den anden, indtil alle otte hove var beslået.

    Vognhjul havde jernringe.

    Bøndernes arbejdsvogne bestod hovedsageligt af træ. En vogn havde to hjulsæt, hvor forhjulene var lidt mindre end baghjulene. De mindre forhjul gjorde, at vognen lettere kunne dreje. De to hjulsæt var forbundet med en solid stang, hvorover vognens lad lå. Dette lad bestod af tre løse planker, en bundplanke og to sideplanker, som gik skråt ud til siderne. I begge ender var der endestykker, så ladet kunne have et stort læs roer, kartofter eller andre afgrøder. Alle steder på arbejdsvognen, hvor delene skulle være slidstærke, var træet forstærket med jern. Vognhjulene var også af træ, men hjulenes nav og vognakslerne var af jern, og her blev smurt med noget fedtet vognsmørelse. Hjulene var belagt med jernringe, så de kunne køre længere på vejen, men efterhånden blev disse hjulringe slidt tynde og måtte skiftes ud med nye. Det kunne være en ret vanskelig opgave, som ikke kunne udføres af smeden alene. Der måtte en hjælper til. Jernet forefandtes i stænger leveret fra jernfirmaet i Aalborg. Et stykke jern blev skåret af i en længde lig med omkredsen til hjulet. Ved hjælp af en speciel hammer blev jernstykket rundet til, så det dannede en ring, hvorefter det blev svejset sammen. Den fremstillede ring skulle være en lille smule mindre end hjulets omkreds, men idet jernringen bliver varmet op, udvider den sig ganske lidt. På dette tidspunkt må smeden og hans hjælper handle meget hurtigt, inden jernet køler af og trækker sig sammen. Mens smeden lægger ringen til ved den ene side af hjulet, holder hjælperen den nede ved den anden side. Når ringen først er kommet lidt ned hele vejen rundt, kan den bankes på plads med en hammer. Med hurtighed og godt håndelag kom mange ringe på plads. I min barndom var det altid min mor, der fungerede som hjælperen. Når en hjulring var på plads, måtte der bores et passende antal skruehuller hele vejen rundt, så den hjulringen kunne skrues fast i selve hjulets træring.

    En lille pakke Golf.

    Det var vist ikke altid, at folk betalte kontant for det arbejde, som far havde udført. Når en kunde betalte sin regning var det næsten et fast ritual, at far bød på en cigar. Det var ikke altid, der var cigarer i huset, defor måtte en af os drenge løbe over til købmanden efter nogle. Det var altid en bestemt slags; det skulle altid være en lille pakke Golf, hvori det var tre styk. Så kunne der blive en cigar til kunden, én til far og endnu én, som far kunne nyde siden hen.

    Jeg må have syntes, det så voksent ud at ryge cigar. En dag fandt jeg et meget stort cigarskod, som en eller anden cigarryger havde smidt fra sig. Jeg samlede skoddet op og fik fat på nogle tændstikker. Så gik jeg om bag ved naboens have, og her fik jeg cigaren tændt. For mig var det en stærk cigar, og efter et par sug skulle jeg ikke nyde mere. Jeg fik også ondt i maven, forfærdelig ondt, syntes jeg, og jeg tog det vist som en straf for, at jeg havde gjort noget galt. Så vidt jeg véd, var der ingen andre, der fik noget at vide om min ugerning. Men jeg er næsten sikker på, at hændelsen blev årsag til, at jeg aldrig er blevet ryger.


    Arbejdet i smedjen var ikke renligt.

    Far havde praktisk tøj på, gerne blåt arbejdstøj, måske en kedeldragt, men barhovedet. Om sommeren gik han med skjorte og opsmøgede ærmer. For yderligere at beskytte sig mod det rustne og olierede jern havde min far ofte et forklæde for sig; det kaldte han et skødeskind. Han brugte det også og især, når han skoede heste. Sine snavsede hænder rengjorde far med vand, sæbe og kaffegrums, altså brugte kaffebønner; det var et effektivt middel til at får rust, olie og andet snavs løsnet. Fra min bror Ole og jeg var ganske små færdedes vi ude i smedjen og skulle somme tider hjælpe med at holde ved et eller andet med en tang. Vi gik med et blåt forklæde, som vores mor havde syet.

    Omkring udhuset.

    Mellem stuehuset og smedjen var der en gårdsplads, og midt på den stod et stort pæretræ. og henne i den ene ende var vandpumpen. Lige ved pumpen var vores udhus bygget til vestenden af smedjen. Her var WC, hønsehus og svinesti.
    WC’et var et sted med et sæde af træ og med en spand under, som tømtes med nødvendige mellemrum, og indholdet blev nedgravet i haven
    Hønsehuset havde en lem ud til hønsegården bagved. Hønsene leverede æg til familiens behov, og efterhånden som en hane eller høne blev for gammel, blev der kogt suppe på den
    En svinesti var der ogs, og det er et kapitel for sig.

    Om foråret

    blev der i fællesskab med en nabo eller to købt en lille gris, og i løbet af foråret og sommeren voksede den til. Grisen blev opfodret med køkkenaffald og med korn, indkøbt i fællesskab. Grisen blev slagtet i november, og det forgik i nærheden af vandpumpen, og det var lidt af et tilløbsstykke. Alle naboer skulle følge, når grisen skulle slagtes. Slagteren kom hen på dagen med et stort kar og vist også en stige. Grisen blev hentet frem fra sin sti og kom modstræbende ud på pladsen, og mens den skreg fik den benene bundet sammen parvis, og under fortsat skrigen blev den lagt på stigen og stukket på det rette sted i halsen. Mens blodet strømmede ud af den døende gris og ned i en spand, var der en, som rørte rundt i blodet, for at det ikke skulle klumpe. Blodet skulle senere anvendes til blodpølse. Når grisen var helt død, blev den skoldet over det hele, ved at skoldhedt vand blev hældt over den. Slagteren kunne så skrabe de lange børster af grisekroppen med en kegleformet skraber med skarpe kanter, og efterhånden blev grisens skind ganske fint og glat. Så blev den hængt op på stigen, som blev rejst op ad pæretræet midt på gårdspladsen. Nu kunne slagteren med sin skarpe kniv "åbne" grisens mave, så alle indvoldene kom til syne. Grisens tarme blev tømt for indhold og blev senere renset. Alt de spiselige indvolde som hjerte, nyrer og lever blev skåret fri, og efterhånden var bugen tom, og grisen skulle nu hænge natten over for at blive kold, inden den skulle parteres. Inden slagteren tog hjem, rensede han tarmene så de kunne være klar til fremstilling af medister og blodpølse næste dag. Der var travlhed på slagtedagen, men også dagen derpå, for ud over parteringen og fordelingen mellem parterne skulle der laves blodpølse, finker, grisesylte og medister.

    Føde og klæde, hus og hjem.

    Der var krise i landbruget i min barndomstid. Derfor var det var altid, fars kunder var i stand til at betale for det, de havde fået udført. Derfor var der til tider småt med husholdningspenge, og alt unødvendigt måtte spares væk. Jeg husker en gang, hvor vi over en periode ikke havde fået "fint brød", dvs. mors hjemmebagte sigtebrød, fordi der ikke var råd til at købe mel m.v. Vi fik i den tid kun rugbrød og kunne spise os mætte i det. Da der så omsider igen kom lidt penge i kassen, bagte mor sigtebrød, og så fik vi lov til at spise så meget af det fine brød, vi ønskede.

    Dagens første måltid, morgenmaden, kaldte vi "dowwer", altså en himmerlandsk dialektform for davre

  • Dagens middagsmad kaldte vi for unnen, fik vi altid bade forret og kartoffelret.

  • Dagens sidste egentlige måltid, aftensmaden, kaldte vi for "nætter", vel en himmerlandsk dialektform for nadver.

  • Når vi til hverdags spiste unnen,

    fik vi som regel først en forret, og det var altid en ske-ret, altså grød, sødsuppe, vælling eller øllebrød.
  • Grød kunne være kogt med mælk eller vand og kunne fx være rismelsgrød drysset med kanelsukker og en klat margarine eller bygvandgrød med sukker på og mælk til.

  • Kold rismelsgrød med saftsuppe, som vi kaldte salep

  • Sødsuppe kunne fx være havregrynssaftsuppe med rosiner i eller sagosuppe med svesker og rosiner.

  • Saftsuppe med tvebakker eller sukkerristede brødterninger

  • Vælling var altid kogt på mælk og kunne fx være havregrynsvælling, kærnemælksvælling med rosiner eller kirsebær i risvælling eller sagovælling.

  • Kogt mælk med tvebakker i og kanelsukker over

  • Øllebrød fik vi jævnligt, eller når der var samlet rugbrødsskorper til det.

    Efter forretten fik vi en kartoffelret, som foruden kartofler kunne bestå af: Frikadeller, kødboller, medister . Stegte rødspætter eller sild, kogt torsk.Stegt flæsk med persillesovs eller rusk-om-snusk. Hønsekødsuppe var ikke så sjælden en ret , for af og til blev der slagtet en kok eller høne til formålet. Hvidkålssuppe var ofte en god ret om vinteren, kogt på "gode ben" . Flæsketerninger stegt med masser af løg sammen med kartoffelmos. Her fik vi altid mælk at drikke til. Skidenæg med rugbrød til fik vi af og til i stedet for en kartoffelret. Brødpandekage. Pandekager eller klatkager fik vi næsten altid sammen med kærnemælksvælling

    Om søndagen, og når der kom fremmede,

    var maden noget anderledes. Her begyndte vi vistnok altid med kød- og kartoffelretten, som kunne være flæskesteg, hakkebøffer med løg, karbonader, hønsefrikassé, kalvefrikassé, kalve-steg eller andet. Især når der kom fremmede, var det meget almindeligt, at der blev serveret medister eller frikadel-ler sammen med flæskestegen; det var både for at strække stegen og for at der var noget til børnene. Jeg husker, det kunne være noget træls, når jeg havde fået er stykke steg. som jeg havde svært ved at tygge; så sad jeg med en klump tør kød i munden, som jeg havde svært ved at få ned.
  • Til tiden stod den på smalkost

    Brødpandekage var en æggepandekage med lidt flæsk, men hvori der også var lagt skiver af rugbrød og sigtebrød For at strække økonomien i familien fik vi ikke så sjældent brødpandekage.

  • Kaffefløde n kunne være sluppet op eller var blevet sur. Som reservefløde lavede mor æggesnaps i en kop som så kunne puttes i kaffen. Det havde vi ikke noget imod.

  • Klatkager blev lavet af rester af mælkegrød

    Rusk-om-snusk var en meget sparsom middagsret. Flæsketerninger blev stegt med løg på en stor pande, vandet fra de kogte kartofler blev hældt over og det hele blev jævnet. Jeg mindes denne ret som ganske velsmagende for os, som altid var sultne.

    Vandgrød var den ret jeg syntes mindst om og den mest sparsomme ret, jeg kan forestille mig. Det var bare byggryn kogt på vand og med lidt salt i. Måske fik vi sukker på og mælk at drikke til. Jeg syntes ikke vandgrød var særlig spændende, men det var da mad til en sulten mave..

    Øllebrød fik vi ikke så sjældent, men uden øl. Tørre endeskiver af rugbrød blev først sat i blød i gryden og derefter varmet op og lavet til en grødet masse, hvori der kom passende med sukker. Øst op på tallerkenen fik vi mælk på og spiste denne øllebrød med ske og velbehag. Jeg syntes, det var ekstra godt, når der var brødklumper i min øllebrød.


    Det skønneste ved, at der kom fremmede

    – det var især mors familie fra Torsted, der kom – var, at der kom fætre og kusiner med. Det var et vidundeligt afbræk i den almindelige hverdag i Gundestrup. Det var som et frisk pust ude fra den større og anderledes verden. Selvfølgelig var jeg nok også glad for at få lidt pænere tøj på, men det var ikke mindst, fordi der nu var nogle flere at lege med, måske lege noget nyt sammen med, eller måske lege på en anden måde. Når de så var taget af sted igen, var jeg lige ved at græde. Det var så trist, for nu havde vi lige haft det så dejligt.

    Søndagens efterret eller dessert

    kunne være rødgrød, æblegrød, sveskegrød eller gul budding. Hvis vi skulle have en eller anden frugtgrød, nåede mor sjældent at få den lavet før søndag formiddag. Så blev den nylavede grød hældt op i tallerkener og stillet til afkøling ude på loftstrappens trin, med én tallerken på hvert trin; så kunne man stadig benytte trappen., hvis nogen skulle op på loftet.

    Vi var ikke ret gamle,

    før vi fik lov til at hjælpe, både ude og inde. Mens jeg kun var 6-8 år gammel lærte min mor mig fx at røre fars til frikadeller: Når jeg havde lagt farsen i en skål, skulle jeg lave et kryds i farsen. Den ene fjerdedel skulle jeg tage op og lægge på resten. Det fremkomne hul skulle jeg fylde med mel eller havregryn. Løg, æg, mælk og krydderier skulle også i, og det hele kunne nu røres til den færdige fars. Når margarinen sydede på panden, kunne jeg forme frikadeller enten på kanten af skålen eller i min hånd.

    En 5-øre i halsen.

    Da min bror Ole var ganske lille lå han og legede på gulvet, og han havde en 5-øre mellem hænderne. Det var en af de store 5-ører med hul i midten. Bedst som Ole lå og legede, så tabte han 5-øren ned i sin muld, og den satte sig fast i hans luftrør, så han dårligt kunne trække vejret. Først forsøgte mor og far at dunke ham i ryggen, men 5-øren ville ikke op. Så styrtede far over til købmanden for at ringe til doktor Bjørnshave i Aars. Men inden doktoren kom, ja, inden far kom hjem fra købmanden, havde mor gjort endnu et forsøg med at dunke ham i ryggen, for pludselig kom mønten med fuld fart ud af drengen og trillede hen i den anden ende af stuen.

    Kold kaffetår.

    Det må have været noget før jeg begyndte at gå i skole. Mor var engang henne for at besøge en kone i Gundestrup og var dér sammen med flere andre koner, og jeg var der også, eller kom der måske for at hente mor. Alle konerne sad rundt om i en stue og snakkede og drak kaffe på en underlig måde. De fik godt nok kaffen hældt op i hver sin kop og fik fløde og sukker i den. Men i stedet for at drikke kaffen af koppen, hældte de fleste af konerne deres kaffe over i underkoppen, og med den balancerende på de strakte fingre i den ene hånd, nippede de af kaffen, mens de ind imellem med den anden hånd tog et stykke knaldsukker, som blev dyppet i kaffen i underkoppen og suttet af eller puttet i munden. Det var vist dengang moderne at drikke kaffe på den måde i de kredse.

    Fugleleg omkring pæretræet. Mellem vores hus og smedjen var der en mindre gårdsplads. Henne i den ene ende var vores vandpumpe, hvor vi hentede det vand, vi skulle bruge til det, man nu bruger vand til. Midt på den plads stod en stort pæretræ, som vi kunne lege omkring. Engang da jeg var ganske lille, måske kun 4-5 år gammel, var vi nogle børn, som løb rundt om det træ og legede, at vi var fugle. Vi havde alle en pind i munden som næb. Jeg var en stork og havde derfor en lang pind i min mund. Der skete så det uheldige, at jeg faldt, og jeg fik ikke grebet for mig med hænderne; pinden stødte mod jorden og trykkede sig ind bag i min mundhule. Det var ikke rart, og jeg kunne en tid ikke spise almindelig mad. Min mor lavede havresuppe til mig, - det kunne godt glide ned.

    En fåreflok af sten.

    Rundt omkring i hele vort nabolag var der gårde, så livet og arbejdet med dyrene var velkendt. Det blev derfor også en del af vor leg. Ved hjælp af sted lavede jeg omridset af en stald med kobåse, kalvebåse, grisestier og alt muligt. Dyrene kunne være sten i passende størrelser. Jeg samlede især på sten med hul i. Det var mine får. Jeg bandt snore fast i hullet på alle stenene, så kunne jeg trække med dem som en fåreflok.
  • Hæklenål i tommelfinger. Engang ville jeg lave forskellige dyr af korkpropper og tændstikker. En hel prop var dyrets krop, og hovedet var en afskåret del af en prop. Hovedet kunne sættes på ved hjælp af en tændstik, der blev boret und i begge dele. Dyrets ben og hale var også tændstikker, som blev sat på plads de rigtige steder. Jeg sad lige oven for loftstrappen og havde samlet en del propper og nødvendige tændstikker. Som redskab til at bore for i propperne, hvor hver tændstik skulle placeret. havde jeg lånt en hæklenål af mor. Jeg havde allerede fået fremstillet nogle "køer", men jeg ville lave mange. Allerbedst som jeg sad og borede hæklenålen ind i en prop, smuttede nålen helt igennem proppen og ind i min tommelfinger. Det gjorde ikke ondt, men da jeg forsøgte at få hæklenålen ud, opdagede jeg, at den havde en modhage. Jeg var klar over, at det kunne gøre ondt at få den trukket ud, så jeg begyndte at græde. og jeg tror også, at jeg kaldte på mor. Hun kom, og hun fik også trukket hæklenålen ud. Det gjorde vist slet ikke ondt.

    Hjul til trillebør slog splint af tand.

    En tid havde jeg et løst hjul til en trillebør. Hvis jeg holdt med hænderne på begge side af hjulet, kunne jeg bene af sted med mig selv som brødmotor. En anden kunne også løfte op i mine ben; så bar jeg en trillebør! En dag havde jeg fået for stor fart på, eller hjulet stødte mod et eller andet. I hvert fald stødte jeg mine tænder mod hjulet, så en mindre splint blev slået af min ene fortand. Gennem resten af min barndom og op gennem min ungdom var jeg let kendelig med den knap så hele tand. Det ses tydeligt på billeder af mig fra den tid. Skaden fik jeg først udbedret efter min soldatertid.

    Nabogårde. På en gård, som vist ikke havde noget navn, men som vi kom forbi, når vi skulle i skole, boede den gang Anton Christensen, og gårdens marker gik helt ned til os. Det var nogle meget rare mennesker på den gård, og vi færdedes der en del, både oppe på gården og ude på markerne, når der foregik spændende ting dér.

    Når det var høsttid skulle der først laves et "forskær" med le for at selvbinderen kunne køre dér uden at ødelægge kornet. Vi løb omkring selvbinderen og fulgte, hvordan neg efter neg blev kastet ud af binderen, og efterhånden satte karlene og pigerne disse neg sammen i rækker for at tørres i sol og vind. Senere blev kornnegene kørt hjem og ind i laden. Når folkene ved høsttid havde meget travlt, tog de sig ikke tid til at tage hjem for at få formiddagsmad og eftermiddagsmad. Nej. de blev ude i marken, og så kom der en pige hjemme fra gården med en madkurv, og så satte høstfolkene sig på jorden ved siden af høstvognene og indtog den bragte mad og drikke. Der var noget særligt og stemningsfuldt over sådan et måltid ude i marken. Længere hen på efteråret var der roer, der skulle høstes, og så var der igen stor travlhed ude på markerne. De fleste gårde havde to slags roer, kålroer og bederoer, som mest var rødlige runkelroer. De to slags roer blev høstet på hver sin måde.

    Kålroerne

    høstede karlene med en form for kniv og hager på et langt skaft. Karlen førte kniven fremad og skar derved toppen af roen, og idet han trak redskabet tilbage igen, trak man med hagerne roen løs af jorden, så den var klar til senere at blive samlet op. Bederoerne var enten sukkerroer eller runkelroerne, og mest de sidste. De var noget mere besværligt at høste. Karlene gik krumbøjede over roerækkerrne, trak først en roe op af jorden med den ene hånd, og med en lang, skarp roekniv i den anden huggedes roen fri af toppen. Rent rutinemæssigt kom de aftoppede roer til at ligge i en række og toppen i en anden. Den senere opsamling blev derved forenklet.
  • Anton Chrtistensens gård.

    Min bror Ole var godt et år ældre end jeg. Han fik lov til at hjælpe oppe på Anton Christensens gård, vistnok med at passe dyrene i stalden, hvor han kunne fodre dyrene og muge ud bag dem. Han hjalp engang deroppe nogle dage, og for det fik han en ganske særlig belønning. Dér på gården havde de et lille hus lidt væk fra de andre bygninger, som fungerede som bageovn. Her bagte de alt det brød, som de spiste der på gården, ikke bare sigtebrød, men også rugbrød. Som belønning for sit arbejde oppe på gården fik Ole et stort flot rugbrød, som han fik med hjem. Det var ikke et almindeligt lille rugbrød, som vi dengang kaldte et halvt rugbrød, fordi vi også kunne få et helt rugbrød, der var dobbelt så stort. Nej, Oles hjemmebagte rugbrød var noget større end et helt "købt" rugbrød. Der blev nogle enorme skiver, og jeg husker, at det smagte ganske vidunderligt. Jeg husker ikke, om Ole ved andre lejligheder fik et hjemmebagt rugbrød med sig hjem.

    Et år skulle de på Anton Christensens gård have lagt nyt tag på laden, fordi det trængte til udskiftning. Det var strå-tag, og det var meget interessant at følge, hvordan det nye tag blev lagt på. Først blev alt det gamle strå taget af, og så begyndte tækkemanden og hans hjælpere at lægge nye strå på, og her nøjedes man med strå af rughalm, fordi det havde man selv. Der sad tækkefolk ude på taget, og der sad én inde under taget, og så "syede" de stråene fast til taglægterne med tækkegarn. Vi kravlede op både udvendig og inde under taget og fulgte med i, hvad der foregik. For at taget kunne blive jævnt, brugte tækkemanden et redskab, et bræt med huller i, og med det kunne han støde stråene, så taget blev jævnt. Det endte med at blive et flot stråtag; nu kunne det ligger der i mange år. 

    Hente mælk.

    Den gård, hvor vi for det meste hentede mælk, hed "Kærgaard". Den lå egentlig nærmere end Anton Christensens gård, og her skulle vi hen ad en mindre grusvej, nærmest en markvej, og vi kom der kun, når vi hentede mælken, eller naturligvis, hvis far skulle ordne noget smedearbejde på gården. De havde nogle meget gode æbler.

    Malkning tre gange i døgnet.

    Dengang malkede man der på egnen køerne tre gange i døgnet, året rundt, og det var arbejdsrytmen på en gård bestemt af. Dagens første arbejde var morgenmalkningen, som forgik meget tidligt om morgenen, allerede ved 5-tiden eller måske før, i hvert fald så snart man var kommet ud af sengehalmen, og inden man fik noget at spise. Malkningen skulle nemlig være overstået, så mælkekusken kunne få mælken med. Det kunne ske en gang imellem, at folkene på gården sov for længe, og det var slemt, for det var jo mælk fra hele tre gange malkning, der ikke kom til mejeriet. Måske kørte man selv til mejeriet med den mælk, hvis der ikke var for langt. Når al morgenrøgtning med malkning, fodring og udmugning var overstået kunne folkene gå ind og få dowwer, altså morgenmad. Næste malkning fandt sted ved middagstid, netop så tidligt, at man kunne være færdig, inden man gik ind og spiste unnen, altså middagsmad. Herefter fik alle et velfortjent middagshvil. Omkring ved kl. 4 om eftermiddagen, når dagens arbejde på marken eller andre steder var til ende, fandt sidste malkning sted. Det skete samtidig med aftenfodring og udmugning. Mælken fra både middagsmalkningen og aftenmalkningen måtte nedkøles indtil næste morgen, for først da kom mælkekusken efter den for at køre den til mejeriet.

    Om vinteren foregik malkningen mest enkelt, for da stod køerne jo hele tiden inde i deres båse. Om sommeren, når kvæget gik ude på græsmarken, var malkningen mere besværlig, for da skulle køerne først hentes ind i stalden. Efter malkningen blev køerne igen drevet ud på græsmarken. Når køerne var ude på græs, var det tydeligt at se, når malketiden nærmede sig; køerne samlede sig henne ved markledet, hvor de vidste, de blev hentet, for de længtes efter at blive malket.

    En dag, da jeg skulle hente vores mælk, ville karlene holde sjov med mig. Det må have været ved sommertid, for køerne var ikke i stalden; der stod kun en tyr, og den løftede karlene mig op på. Jeg strittede imod og begyndte at græde. Så kom nogle af malkepigerne mig til undsætning og jeg slap ned – og kom hjem med mælken.

    Lysets og lydens hastighed .

    En forårsdag stod jeg ude på vejen lige ved vort hjem. Fra stedet, hvor jeg stod, kunne jeg se ned mod "Kærgaard". Nogle karle gik nede på et græsområde mellem mig og gården. De var ved at ramme hegnspæle i jorden, så der kunne laves en indhegning til køerne. Da lagde jeg mærke til noget besynderligt. Jeg kunne se, når de ramte en pæl med deres store kølle, men først lidt senere hørte jeg kølleslaget. Den dag lærte jeg, at lysets og lydens hastighed ikke er den samme.

    Leg i bækken.

    Nede ved den samme gård løb der en bæk. En sommerdag var vi to drenge, som legede dér, hvor vi forsøgte at bygge en dæmning tværs over bækken. Vi brugte nogle store sten, der lå der, og vi brugte grene og fyldte ud med græstørv, jord og mudder. Efterhånden gik dæmningen hele vejen over, og mens vi stod på den lave side med ganske lidt vand, hobede vandet sig op på den anden side og begyndte at styrte ned som et vandfald. Vi arbejdede på de projekt flere timer, synes jeg. Det var en dejlig dage ned ved bækken.

    Tørvegravning.

    I nærheden af de samme bæk var der et sted, hvor dem fra gården gravede tørv til eget forbrug. Jeg husker, det var en meget varm sommerdag, og tørvegraverne havde bar overkrop, mens de brugte en speciel spade til at grave den våde tørvejord op med. Med den spade skar de sig næsten lodret ned i tørveengen, mindst en meter. Så trak de en lang stang tørvejord op på enggræsset og et stykke vær. Med et andet skarpt redskab delte de den våde tørvestang i passende stykker som tørv skal være, og så skulle disse stykker ligge og tørre i solen. Det var hårdt arbejde der i solen at grave vådt tørvemuld fri, trække det op og skære det ud, så de svedte, og de var tørstige. De havde nogle store flasker hjemmelavet øl stående til afkøling nede i tørvedyndet, og en gang imellem tog de sig en tår af det kolde øl. Vi brugte også tørv derhjemme. Men dem fik vi fra en større tørvemose længere væk.

    Alma og Anders Gundersen.

    Lidt nærmere Giver boede nogle menneske, der hed Gundersen. Manden hed Anders og konen hed Alma. De havde en dreng på min alder, som hed Anders lige som faderen. Vi gik ikke i skole sammen, for de boede i Giver sogn, men han gik også i søndagsskolen ovre ved købmandens, og han forældre kom også til de voksenmøder, som var der. Det skete somme tider, at vi besøgte hinanden og legede sammen.

    Over en periode

    samlede Anders og jeg på poser af den slags, som vore hjem fik varer i fra købmanden. Poserne skulle gerne være så pæne som muligt, og gerne store og sjældne. Dengang fik købmanden mel, byggryn, havre-gryn, kaffe og sukker hjem i store sække. Derfor måtte købmanden veje varerne over i poser. Når han ikke havde så travlt med kunder, vejede han en masse poser mel, gryn og sukker op og satte disse poser op på hylderne, klar til salg. Hjemme hos os fik vi ikke så mange og store poser, som de gjorde ude i Anders’ hjem, så jeg fik aldrig så mange, så store og så flotte poser, som Anders gjorde. Især kan jeg huske, at han havde nogle meget flotte og farve-strålende poser, som man fik kaffe i.

    Anders’ far fik en gang konstateret mavesår,

    og et forår kom han på sygehuset for at blive opereret. Han fik indopereret en del af en svinemave og blev fuldstændig rask derefter. Mens han lå på sygehuset – det var nok i Far-sø – måtte Anders’ mor Alma og de store børn hjælpe hinanden med at passe landbruget derhjemme med dyr og det hele. En aften skulle Alma ud for at flytte en hest, der stod på græs lige ved gården, men da hun kom hen til hesten og ville trække tøjrepælen op af jorden, blev hesten skræmt og slog op med bagbenene, og uheldigvis blev Alma ramt af en hestehov lige i ansigtet. Det var forfærdeligt, det kunne have kostet hende livet. Men hun kom på sygehuset i Farsø, hvor hendes mand allerede lå, og hun kom under kyndig behandling. Min far og mor besøgte dem begge på sygehuset, og jeg husker, at de fortalte, at det var slet ikke til at kende Alma, sådan som hun var forbundet om hele hovedet.

    Det var i forårstiden, hvor der skulle ske så meget ude på markerne med klargøring af jorden til såning og tilsåning af markerne og meget mere. Men nu lå både Anders og Alma på sygehuset, og børnene kunne ikke klare disse ting. Der skete så det fantastiske, at naboerne på gårdene der omkring trådte til. De hjalp simpelthen hinanden med at pløje og harve, hvor der skulle klargøres til såning, og da det var gjort, sørgede de også for, at der blev sået byg og havre, kålroer og bederoer, og de satte også kartofler. Jeg har altid syntes – lige fra jeg hørte om det – at Gundersens vel nok havde nogle gode naboer. Men det var måske lige så meget, fordi Gundersens selv altid havde været gode naboer.

    Efter den tid, der skulle til, kom både Anders og Alma hjem fra sygehuset, og de var fuldstændig raske og helbredte. De fortsatte med at drive deres gård som hidtil, og jeg kan tænke mig, at de holdt en lille fest sammen med naboerne som tak til alle for den gode hjælp. De blev begge to rimeligt gamle, og Anders Gundersen levede fint med sin "grisemave" og Alma med ar af hestespark i ansigtet. Men desværre fortsatte jeg ikke med at se til dem, efter at vi flyttede fra Gundestrup. Heller ikke sønnen Anders har jeg siden set noget til. Med ad omveje véd jeg, at han læste til lærer og har udfoldet sig som kunstmaler. Han var i mange år gift og boede i Aalborg, men hans kone døde. Herefter mødte han en anden kvinde, som besynderligt nok bar navnet Alma lige som hans mor.


    Man kan godt pløje med en ko.

    En gang i forårstiden var jeg ude ved nogle mennesker, som drev et lille landbrug lidt længere væk end vore nabogårde. Jeg husker ikke, hvorfor jeg skulle derhen; men de havde en dreng, som jeg gik i skole med, og en pige og måske også flere børn, så jeg legede sikkert med dem. Jeg havde hørt noget om, at det var nogle ret fattige mennesker, og det kunne jeg også se, da jeg kom derhen. Manden og konen gik ude på en lille mark og pløjede. Men det var ikke en hest, der var spændt for ploven, heller ikke en stud, nej det var en ko! Manden gik og styrede ploven, mens konen gik foran og førte koen med et reb og fik den til at trække ploven. Jeg tror ikke den ko gav ret meget mælk. Jeg har aldrig andre steder set folk bruge en ko som trækdyr, og jeg vil tro, deres fattigdom havde tvunget dem til at skille sig af med deres hest.

    Jeg husker, at jeg besøgte de samme mennesker ved en anden lejlighed. Det var, fordi deres pige skulle konfirme-res, og jeg blev sendt derhen for at aflevere et telegram, måske med en to-krone i. Da jeg kom derhen, var de ikke kommet fra kirke, så jeg afleverede bare telegrammet, men inden jeg gik, blev jeg bedt om at tage en småkage, og jeg fik et lille glas vin. Det var første gang, jeg smagte sådan noget.


    Tung kone med jumbe.

    En dag kom en af mine forældres bekendte, en meget kraftig kone, på besøg. (Jeg mener, at hun boede henne i nærheden af dem, der brugte koen som trækdyr). Hun var kørende i en jumbe forspændt en lille trind nordbagge. Måske skulle hun have hesten beslået, eller måske havde hun været ved købmanden og var bare inde for at snakke med mine forældre og få en tår kaffe. Jeg lagde mærke til, at da hun skulle af sted og skulle stige op i jumben, gik far hen foran ved hesten og holdt den ved hovedtøjet. Jeg tror, jeg tænkte, at det var nok for at holde hesten ved jorden, mens den kraftige kone trådte op på trinbrættet bagest på jumben. Det løftede i hvert fald op i vogn-stængerne. Da hun var oppe, gav far hende tømmerne, så hun kunne køre.

    Vi legede "fiel-kuk".

    Til enhver tid kunne vi lege skjul, både ude og inde. Vi kaldte den leg for "fiel-kuk". Når man havde gemt sig, skulle man sige "kuk" fra sit skjul, så finderen havde noget at gå efter. Der var mange gode steder at gemme sig. Men alle kendte dem jo, så det var hele tiden om at gøre at finde nye. En eftermiddag var far og mor på besøg hos nogle bekendte et eller andet sted, så vi søskende var alene hjemme. Sammen med en del nabobørn skulle vi så lege "fiel-kuk". En omgang skjul var ikke forbi, før alle var fundet, men det gik fint i lang tid. På et tidspunkt havde jeg fundet et rigtig godt gemmested, nemlig oppe på loftskammeret. Her stod to senge op i et hjørne, og jeg gemte mig længst inde i den mørke krog under sengene. Efterhånden var alle andre fundet, så kun jeg var tilbage, men der gik nogen tid. Efterhånden troede alle de andre vist, at jeg var blevet helt væk, og jeg hørte, at de råbte efter mig, men jeg syntes, de skulle have lov til at finde mig. Tiden gik, og far og mor kom hjem, og de fik at vide, at jeg var helt væk. Jeg hørte, at de var ængstelige for, hvor jeg kunne være, og jeg tror, der blev iværksat en egentlig eftersøgning. Jeg kunne høre det meste af, hvad de snakkede om, og jeg var næsten bange for at komme frem, så ængstelige lød de. Men omsider kom jeg listende og fortalte, at her var jeg. Det blev lidt af en blandet fornøjelse. På den ene side var de da glade over, at jeg kom frem. På den anden side fik jeg bebrejdende ord for, at jeg havde udsat dem for ængstelse. Ikke så langt hjemmefra var der en gammel mergelgrav eller lergrav. Tænk, om Karl skulle være faldet i den. Men det var han altså ikke!

    Sneboldkamp på smedepladsen.

    Også om vinteren var det godt at lege på pladsen foran smedjen. Når der var meget sne var det lige stedet for er par hold at afvikle en sneboldkamp. Der blev lave to hold, som i hver sin side af pladsen lavede en slags borg eller borgmur at stå bagved. På et givet signal efter at begge holdene havde fremstillet et rimeligt lager af snekugler begyndte kampen, og kuglerne føg genne luften. Lige så hurtigt som kuglerne blev affyret blev der fremstillet nye. Ammunition var der nok af. Jeg nåede jo aldrig at være blandt de store i de dage. Jeg husker engang, at bedst som jeg kastede en snebold, fik jeg selv en, ikke bare mist i ansigtet, men lige i munden. Det var en kold mundfuld, og jeg tror nok, at jeg begyndte at tude.

    Antonius over stuehuset.

    Vores hus i Gundestrup var et godt hus at lege "Antonius" ved, for der kunne man komme hele vejen rundt. "Antonius-"legen er en boldleg mellem to hold. Holdene er placeret på hver sin side af huset, som bolden skal kastes over. Inden bolden kastes, skal der råbes "Antonius" så højt, at det andet hold kan høre det. Rammer bolden jorden dér uden at være grebet, samles den bare op og kastes tilbage, efter at der er råbt "Antonius". Bliver bolden grebet, begynder det spændende; for så skal griberen liste sig over mod det andet hold og dér forsøge at ramme en af dem. Lykkes det, bliver den ramte medlem af rammerens hold, og spillet går videre. Hvis et hold både har gode gribere og rammere, kommer de hurtigt i overtal og vinder. Men hvis holdene er jævnbyrdige kan spillet kan blive ved i lang tid.

    Spille pind på smedepladsen

    . Til enhver tid, når smedepladsen ikke var i brug, og når der var rimeligt vejr, kunne vi spille pind. Der skel være to hold på 4-6 personer eller flere på hvert hold. Det ene hold er inde, og det andet er ude. For at spille pind var der brug for to mursten, som stilles på kant mindre end en halv alen (30-35 cm.) fra hinanden, en kort kæp på en halv alen (knap en halv meter) til at lægge hen over stenene, en længere kæp på en god alens længde (75 cm.) til at slå eller slynge den korte kæp ud med, to jævnbyrdige hold på 4-6 deltagere eller flere og en afgrænset bane, eventuelt med en pind i hvert hjørne.Ved lodtrækning eller plat-og-krone afgøres, hvem der skal være inde og ude, kan kampen begynde

    1. Første spiller på indeholdet anbringer den korte pind på de to mursten, og med den lange pind slås den ud over udeholdet. Hvis udeholdet griber pinden, har de grebet sig ind. Men det drejer sig jo om at kaste pinden godt ud, så den er svær at gribe. Det er klogt for udeholdet at være spredt over hele banen. Hvis pinden slås ud over banen, er der omslag.

    2. Hvis indeholdet ikke bliver grebet ud, fortsætte samme spiller med et nyt slag, "palje". Ved palje-slaget holder slåeren den korte pind i sin ene hånd og den lange pind i den anden og slår den korte pind ud. Gribes pinden, bytter holdene plads. Gribes den ikke, måles afstanden ud til nedslagsstedet med den lange pind. Et point for hver gang der måles pindens længde.

    3. Den næste måde at slå på kaldes "hundpalje". Her holdes begge pinde i samme hånd, idet man griber om den lange pind og med tommel og pegefinger holder om den korte pind. Dernæst slynger man den korte pind i luften og slår til den med den lange pind. Gribes denne pind, bytter holdene plads. Gribes pinden ikke, foretages opmåling som ved palje-slaget. og den næste spiller i rækken kommer til.

    4. Den lange pind anbringes hen over de to sten, og udeholdet forsøger med den korte pind at slå den lange ned af stenene. (Hvornår bruges dette slag, og hvilke konsekvenser ?)

    5. Det hold, der er inde, fortsætter, indtil det bliver grebet ud.

    For at det kan blive en god kamp, skal holdene være jævnbyrdige og have gode slåere og gode gribere. Det kræver øvelse, og det kræver både færdighed og dristighed, både at slå pinden godt ud og at gribe en pind, der kommer susende gennem luften. Er holdene jævnbyrdige kan en kamp sagtens tage en hel eftermiddag.


    Gundestrup Teglværk.

    Teglværket blev i sin tid grundlagt, fordi der var fundet tilgængeligt ler i så store mængder, at det ville være rentabelt at grundlægge det. Gundestrup Teglværk var en filial af Aars Teglvark, som antageligt havde filialer rundt omkring på Aarsegnen. På Gundestrup Teglværk lavede de, så vidt jeg husker, kun mursten og drænrør. Henne på teglværket kunne de arbejde fra frosten var af jorden om foråret til hen på efteråret, indtil frosten indfandt sig igen. For i vintertiden var det muligt at hente ler op af lergraven. Teglproduktionen foregik i flere tempi.

    • Et arbejdshold gravede leret frem i lergraven med skovl og spade og læssede på tipvogne

    • En togfører kørte toget af fyldte tipvogne ad jernbanespor hen tit teglværket

    • I en æltemaskine blev leret her æltet til en ensartet masse i passende konsistens

    • Den æltede lermasse var nu parat til fremstilling af lerblokke Ved et bord i passende arbejdshøjde stod et par teglværksarbejdere og omdannede lerklump efter lerklump ved presse klumpen ned i en lille boks af størrelse, som hver lerblok skulle have. Et strøg med en bræt hen over boksen fjernede overflødigt ler, og de formede lerblokke blev efterhånden lagt over på en trillebør

    • Et par andre teglværksarbejdere kørte trillebøren over til tørreladerne, og lagde de nystrøgne lerblokke til tørre på hylder af brædder. Tørreladerne var lange åbne lader med tag af tegl, og her kunne nu i læ for sol og regn, men ved vindens hjælp, i løbet af nogle dage blokkene tørre ind til den størrelse, som en mursten skal have. Efter denne indtørring og indskrumpning var lerblokkene klar til brænding

    • Når der var en mængde tørrede sten parat blev disse kørt ind til ovnene i teglværkets indre, hvor der fandtes adskillige af dem, og hver ovn kunne rumme nogle tusinde sten, som blev stablet op på en måde, så alle sten kunne brændes.

    • Efterhånden som en ovn var fyldt, blev den muret til, for under brændingen skal ovnen være helt lukket. Når alle ovnene var fyldt op med sten, satte fyrbøderen varmeanlægget i gang, og han måtte i døgndrift holde det varmeanlæg i gang over den tid, som brændingen ville tage. Den erfarne fyrbøder vidste, hvor lang tid brændingen ville tage, og nogen tid før var han ophørt med at lægge brænde i varmeanlægget, så varmen i ovnene langsomt blev mindre.

    • Når brændingen var tilendebragt, blev hver enkelt ovn åbnet ved at slå hul dé, hvor den før var blevet muret til, og de færdigbrændte mursten kunne køres ud på en trillebør, som netop passede til sit formål.

    • Ude på lagerpladsen blev murstenene nu stablet, parat til at hentes af dem, der ville bygge et hus af godt tegl.

    • Det er lige præcis brændingen af tegl, sådan som mennesker har gjort det i tusinder af år, som gør et teglværk til et teglværk.

    Leg på teglværket.

    Om vinteren blev der ikke arbejdet på teglværket, og da kunne hele området være en god og lun – vist også lovlig - legeplads Teglværksbestyreren hed Skov, og han havde en søn, som hed Henning, som vist var på alder med Ole. Jeg kan huske, at han havde to flag, nemlig et for nordstaterne og et for sydstaterne, og så legede vi Nordamerikansk Borgerkrig. Hvert hold havde til huse i hver sin ovn, og så fór vi rundt i hele teglværket, og holdene kæmpede imod hinanden og forsøgte at tage nogle af de andre til fange. Henning havde også en anden leg. Han havde en hel pakke store søm, som han bankede lidt ned i jorden eller en stor træplade på en måde, så de dannede skillerum som i et hus.

    Skibe på dam i mark ved teglværket.

    På en bestemt mark henne i nærheden af teglværket var en lavning, og her dannede der sig hvert år i tøbrudstiden en stor dam. For os børn var det et helt lille hav. Derfor lavede vi legetøjsskibe; et sådant skib var blot var et tilspidset bræt forsynet med en mast. På masten blev fæstnet en hvid klud som sejl. To ting var derefter spændende: kunne skibet holde balancen, og kunne det ved vindens kraft nå over til den anden side af dammen? Så benede vi i gummistøvler over på den anden side af "havet" for at modtage skibet, og en ny sejlads kunne begynde. Jo ældre man blev, jo bedre og mere stabile skibe kunne man bygge.

    Morbror Niels og tante Agnes på Nøsset. Lidt længere væk end teglværket lå et lille landbrug, som blev kaldt Nøsset, og det betyder vist bare "stalden". Før jeg blev født, boede morbror Niels og tanta Agnes der, og fordi et var et meget lille landbrug, hjalp Niels lidt henne i smedjen, når far havde brug for hjælp. Senere flyttede Niels og Agnes til Hvorvarp vest for Aars, hvor vi besøgte den jævnligt.

    Bilnumre.

    Der kom ikke så mange biler i Gundestrup. Derfor lagde vi mærke til dem, der kom. Ud over teglværkets lastbil, købmandens bil var der vist ikke flere lokale biler. Læreren havde visk ikke bil, men det havde doktor Bjørnshave og provst Egeløv, men dem så vi ikke så meget til. Men om sommeren og nok mest om søndagen kørte en del bilende sommergæster gennem Gundestrup. Det er ikke til at vide, hvor de skulle hen. Men så kunne det være interessant at ligge ude i vejgrøften med et skrivehæfte og en blyant og notere numrene op på de biler, der kom. Vi fik da nogle stykker og fandt ud af, at bogstavet på nummerpladen fortalte, hvilket amt bilen kom fra. Jeg tror nok, at jeg inddelte mit nummerhæfte i alfabetisk orden, men der var mange bogstaver, jeg ikke fik numre til.

    Vor nærmeste nabo var købmanden.

    I al den tid, vi boede i Gundestrup hed købmanden Jørgen Nielsen, og hans kone hed Marie. Det var hende, der havde stået fadder til mig. Købmand Jørgen Nielsen var en meget venlig og rar mand. Det var rart at komme ind i hans butik. Når man købte forskellige ting af dagligvarer, blev de pakket ind, men inden fyldte han et lille kræm-merhus med bolcher og lagde det ved. Havde man som barn fået en 2-øre, kunne man ved købmanden få et helt kræmmerhus bolcher for den. Købmanden og hans kone Marie hjalp hinanden i butikken. Købmanden fik dengang varerne hjem i store og små sække, kasser, dunke, tønder eller tromler.

    • Mel, gryn og sukker
    • kom i store sække, så inden det kunne sælges, måtte det vejes over i poser af passende størrelser og sættes op på hylderne. Var der nogen, der ville have større mængder, fik de det vejet af, når de købte det. Man kunne også gå havregryn i pakker, "Solgryn" med en sol uden på pakker, og midt i den sol løb en dreng med en pakke solgryn med en sol uden på pakken og midt i den sol løb en dreng med en pakke solgryn med en sol uden på pakken osv.

    • Kaffe
    • var et kapitel for sig. De rå eller ubrændte kaffebønnerne kom hjem i store sække. Men før kaffen kunne sælges, måtte købmanden først brænde eller riste bønnerne. Det var ikke til at skjule, når han ristede kaffe, for så bredte kaffeduften sig over hele området. De ristede bønner opbevarede købmanden i nogle store blanke dåser, og hver gang en kunde skulle have en portion kaffe, blev en passende mængde bønner formalet i en kaffemølle, og en behagelig kaffeduft bredte sig i butikken. Til at afveje kaffebønnerne i havde han nogle særlig flotte poser, mest røde. Når vi købte kaffe fik vi samtidig tilsætning. Her brugte vi Rich’s, men man kunne også få Danmark’s eller cikorie.

    • Rosiner, svesker og tørrede frugter
    • fik købmanden hjem i kasser, for de var kommet fra lande langt væk. Jeg kan huske, at han havde både rosiner og svesker i skuffer under disken; derfor måtte de vejes af ved hvert køb.

    • Margarine
    • fik han hjem i tønder eller dritler og havde en træslev at tage den op med, når den skulle vejes af. Der kunne også fås margarine i pakker, når man købte en blikdåse med 10 pakker i.

    • Sirup
    • fik han hjem i en stor dunk, vist en hel tromle, og derfra hældte han det over i en mindre beholder med hane på. Folk kom med deres sirupsflaske og fik den fyldt op. Sirup er ret sejtflydende, så det kunne tage tid at fylde en flaske. Hvis købmanden gik hen og ordnede noget andet, så kunne det uheldige ske, at siruppen flød over og ned på gulvet. Det var ikke rart!

    • Grøn eller brun sæbe
    • havde købmanden i nogle tønder og vejede af derfra så meget, som folk ville have.

    • Bolcher og slikpinde
    • havde købmanden i nogle små, men høje metaldunke eller dåser, flere forskellige. For en 2-øre kunne man få et kræmmerhus bolcher, og havde man bare købt en pakke varet, blev der altid lagt et kræmmerhus bolcher ved. De bedste slikpinde var dem med chokoladeovertræk.

  • Når butikken var lukket eller når der ikke var kunder i butikken, kunne Jørgen Nielsen og Marie måske få tid til at veje nogle varer af og sætte de afvejede varer på hylderne. Det var de almindeligste dagligvarer som mel, sukker, kartoffelmel og gryn, der blev vejet af i poser. Når kunderne skulle ekspederes, hentede købmanden alle varerne selv og vejede det af, som skulle vejes af. Det var godt, at han havde sin kone til at hjælpe sig. Allerbedst som de stod og ekspederede, kom der én, som skulle have benzin; så måtte købmanden ud til benzinstanderen og pumpe den op. Den købmand havde meget travlt med mange ting. Han havde bil og kørte også ud til folk med varer, de havde bestilt pr. telefon.

    Vi havde ikke telefon. Hvis vi derfor absolut skulle ringe til nogen, f.eks. til lægen, så kunne vi låne købmandens.

    Købmanden var i det hele taget en aktiv mand, som overkom det helt utrolige, og han var meget respekteret. Han havde også en del bistader nede i sin have. Her kom jeg af og til og så, hvordan han bar sig ad med at røgte bierne og se til bitavlerne og måske tage dem op for at undersøge dem. Når købmanden røgtede sine bier, havde han en slags beskyttelsesdragt på, så bierne ikke kunne stikke ham; samtidig røg han på en pibe med bi-tobak; det skulle holde bierne væk. Omme i sit baghus havde han et rum, hvor der stod en honningslynge. Når bitavlerne var fulde af honning blev de sat ned i honningslyngen, og honningen blev slynget af tavlerne og flød ned i glas til senere salg i butikken. Når der lige var slynget honning, kunne det ske, at vi ovre hos os fik et glas. Det var lækkert.

    Møntfund.

    Ved vejen gennem Gundestrup var der ikke noget, der hed fortov. Vejen var en grusvej, og langs med den var der græskanter, hvor vi kunne gå, hvis der kom nogen kørende på vejen. Men lige foran købmandsbutikken var der et gruset område, hvor folk, der kom kørende, kunne holde. Købmanden solgte også benzin, så lige ved vejsiden stod benzinstanderen. En dag, hvor jeg vel skulle hente nogle ting til mor ovre ved købmanden, fandt jeg pludselig nogle mønter i gruset neden for købmandens trappe, et par 10-ører, 2-ører, jeg husker ikke hvor mange. men det var næsten en lille formue for mig, der aldrig havde penge. Nogen må have tabt dem, men ingen kunne vide hvem. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte om mit fund derhjemme. Det kan også være, at jeg holdt det hemmeligt. Jeg husker i hvert fald, at jeg brugte pengene til at købe slik for.

    Købmandens mødesal.

    Købmandens hus var ret stort, ikke bare fordi en del af det var butik, men ud over deres almindelige stuer og andre værelser og rum havde de en meget stor stue, eller faktisk en sal. Her blev holdt søndagsskole for alle egnens børn hver eller hver anden søndag. Og det var købmanden, der var søndagsskolelærer. Men ikke nok med det. Når der blev holdt kristelige, indremissionske, lægmands- og vækkelsesmøder, foregik det også i den sal. Selv om jeg ikke blev mere end 7-8 år, mens vi boede i Gundestrup, oplevede jeg – ud over selvfølgelig at gå i søndagsskole – at være med til ungdoms- og voksenmøder i salen. Hvert år i januar blev der holdt missionsuge, også i Gundestrup.

    Købmanden havde en datter, som hed Dagny, og som i min barndom og i mine øjne var voksen. Ved en sådan missionsuge, da jeg kan have været 6-7 år, lagde jeg mærke til, at hun og nogle jævnaldrende unge piger oplevede en kristen omvendelse. Jeg oplevede dette på den måde, at de var så ivrige med bruge deres bibel og gøre notater ud fra talerens forkyndelse, og jeg oplevede også, at de græd og trøstede hinanden.


    Citronfromage julen 1936.

    Hvert år blev der holdt juletræsfest i søndagsskolen ovre i købmandens mødesal. Det var selvfølgelig altid festligt. Et år husker jeg, at der foruden boller og andet kage ikke blev serveret lagkage, men citronfromage. Jeg husker det, fordi jeg det år fandt et lille stykke ståtråd i fromagen. I mange år gik jeg og spekulerede på, hvordan dette stykke ståltråd befandt sig i en citronfromage. Ingen havde sagt noget om, at den, der fandt et stykke ståltråd, fik en præmie. Efterhånden har jeg fundet ud af mysteriet. Citronfromage har man kunnet lave i mange år, også længe før man fik elektricitet. Når man før i tiden skulle piske æggeblommer med sukker og piske æggehvider stive, brugte man et piskeris, som var lavet af noget tyndt ståltråd, som var viklet om selve risets kraftigere tråd. Når sådan et piskeris blev slidt af lang tids brug, kunne de tynde trådviklinger slides helt i stykker. Det var lige hvad der var sket, da man lavede citronfromage til julefesten i 1936.

    Paulus var blind.

    Foruden Dagny havde købmandens også en lidt ældre søn, som hed Paulus. Han var blind, og sådan var han født. Mens de to stadig boede hjemme, hjalp Dagny sin broder på mange måder. Fordi han var blind og samtidig musikalsk, fik han en uddannelse som organist.

    Den første undevisning fik han ved en lærer i Aars. Når han skulle dertil, cyklede han, men selvfølgelig ikke alene. Dertil var blevet anskaffet en tandemcykel, og så cyklede Dagny og Paulus sammen til Aars, hun forrest for at styre og han bagerst, så han kunne bruge sine mange kræfter til at trampe i pedalerne.

    Selv om Paulus var blind lærte han at komme rundt på de kendte steder, ikke bare derhjemme, men også over til os. Mellem købmandens og os var der en lille sti mellem deres hæk og vores hønsehus, og den vej lærte Paulus at kende. Det skete, at han spiste sammen med os, så kunne det godt være, at han skulle hjælpes med at skrabe maden op på ske en eller gaffelen. Når Paulus mente, det var ved tiden, at han skulle hjem igen, tog han sit lommeur frem, åbnede det, så han kunne mærke urviserne. På den måde kunne han altid vide han, hvad klokken var.

    Efterhånden som Paulus voksede til,

    kom han på en skole for blinde, og her lærte han bl.a. børstenbinderi. Han havde jo fra barnsben lært musik og uddannede sig efterhånden som organist. Han blev ansat som organist ved Binderup kirke ikke langt fra Aars i Himmerland. Jeg havde ikke mulighed for at følge ham i hans tilværelse, men jeg tror, han trods sin blindhed var en klog og dygtig mand, ligesom hans far havde været. Der var mange, der havde tillid til ham, og jeg ved, at han gennem mange år var formand for Blinde Organisters Forening.
  • Købmandens kommis. Om det var fordi købmand Jørgen Nielsen og hans kone Marie blev ældre, eller det var, fordi der var for meget at lave, ved jeg ikke. Men de ansatte en kommis til at hjælpe i forretningen. Han hed Vagn Kahr Pedersen. Han var en meget dygtig og rar ung mand, som vist alle kunne lide, både købmanden og hans kones, men ikke mindst Dagny. Det varede ikke så længe, før de blev kærester og forlovede.

    Jeg kunne tænke mig, at købmanden havde håbet, at hans kommis måske ad åre ville overtage Gundestrup købmandshandel, men sådan kom det ikke til at gå. Efter en tid, da han og Dagny havde giftet sig, rejste de til Stjær vest for Århus og overtog en købmandsforretning dér.

    Skrift på himlen.

    Selv om vi boede meget langt ude på landet, kom der en del personbiler og motorcykler kørende ad vejen. Der kom også en del lastbiler. I hvert fald kom teglværkets orangefarvede lastbil tit forbi. Men en dag skete der noget fantastisk. Oppe i luften over os kom en flyvemaskine. Det i sig selv var en sjældenhed. Men det mest fantastiske var, at flyvemaskinen begyndte at skrive oppe i luften. Den kunne sende hvid udstødning ud fra sig, og når den fløj u bugter deroppe, fremkom der bogstaver. Det endte med, at der stod "Persil". Det var altså reklame for vaskemidlet Persil. Det var en fantastisk oplevelse, som vi snakkede om i mange dage. Vaskemidlet kunne siden købes hos købmanden, og hver gang, nogen købte det, tænkte vi på reklamen i luften.

    Skolegang i Gundestrup.

    Før jeg begyndte i skolen. havde jeg derhjemme lært at skrive tallene og bogstaverne, og jeg kunne også læse lidt. Nu var der det, at jeg var kejthåndet. Men det blev der ikke taget hensyn til. Jeg måtte have blyanten eller griffelen over i højre hånd. Det kostede lidt besvær. Når vi havde besøg af min bedstemor fra Vodskov, kunne det ske, at hun hjalp mig med at skrive. Ud over at være kejthåndet husker jeg, at jeg havde besvær med at skrive et k. Jeg skrev det først som et h, og så lavede jeg en lille rund bolle inde i det h.

    Selv om jeg blev tvunget til at skrive med højre hånd, var der ingen, der forhindrede mig at foretrække at bruge en saks eller en hammer med venstre hånd. Jeg har også altid holdt højre hånd forrest, når jeg brugte kost og skovl.

    Gundestrup skole var en meget lille skole. Det meste af bygningen var lærerens bolig. I den østlige ende lå skolestuen. Der var kun brug for én skolestue, for børnene var delt i to klasser, som ikke gik i skole samtidig.

    Lille klasse for de tre yngste årgange gik i skole mandag, onsdag og fredag, mens store klasse for de fire ældste årgange gik i skole tirsdag, torsdag og lørdag. Om sommeren var der skolegang fra kl. 7 til kl. 13, og om vinteren fra kl. 8 til kl. 16. Pigerne gik længere i skole end drengene, for de havde håndgerning en time én dag om ugen med lærerens kone, som blev kaldt lærerinden.

    Det må have været til april 1936, jeg begyndte i Gundestrup skole, nogle måneder før jeg fyldte 7 år. Dengang gik et skoleår fra 1. april til næste års 31. marts, og sådan blev det ved i mange år frem. Læreren hed Jørgensen, Anton Jørgensen, men vi kaldte ham altid lærer Jørgensen. Lærer Jørgensen fortalte engang, at i det hjem, han kom fra, var de flere brødre, og de havde alle sammen navne, der begyndte med A: Alfred, Anders, Anton og Arnold Lærer Jørgensen havde to børn, Henning, og Ina. Henning var vist på min alder og Ina var et år eller to ældre. Lærer Jørgensen spillede på violin, når vi sang morgensang og ellers. Fra denne tidligste skoletid husker jeg især morgensangene Nu vågne alle Gudsfugle små og Morgenstund har guld i mund, og når der var fødselsdag, så sang vi fødselsdagssangen Hvem er finest, hvem er mest fornøjet. Vi sang jo kun fødselsdagssangen for de børn, der havde fødselsdag i skoletiden. Derfor blev mit navn aldrig puttet ind i sangen.

    Teksten til Fødselsdagssangen:

    Hvem er finest, hvem er mest fornøjet
    her i Dag blandt Klassens hele Flok?

    Ser I Anna dér i Søndagstøjet!
    Der er noget ved dig, ser vi nok,

    fra din Haartop til din Lakskonæse
    og dit Smil bag Klassens fine Flag.

    Ja, fra Top til Taa der staar at læse:
    det i Dag er Annas Fødselsdag!

    Alt for langsomt gaar en Uges Dage!
    Det er svært at ha’ Taalmodighed!

    Ventetiden er en rædsom Plage;
    naar man spørger, faar man ej Besked.

    Men i Dag er vældig højt Humøret
    hos vor lille glade Fødselar.

    Mon din Fa’r har hvisket dig i Øret,
    han dit bedste Ønske opfyldt har?

    Vil mon Mo’r derhjemme lave Gilde?
    Chokolade, Kager, Kaffetaar!

    Det er ikke let at sidde stille;
    men husk paa, du er nu otte Aar!

    Vi vil ønske for dig mange flere,
    - men af Gaver først en vældig Stak!

    Vi vil alle pænt dig gratulere –
    ja, til Lykke Anna – Mange Tak!

    Skifertavler. Både når vi skulle skrive og regne brugte vi skifertavler og griffel. Hvert barn havde sin tavle og en klud til at viske ud med, og jeg kan huske, jeg også havde en lille flaske med vand, så jeg kunne fugte kluden og lettere viske tavlen ren. Det var sådan en lille snild flaske med skruelåg, der havde været vaniljeessens i. Når vi sad og skrev, kunne det ske, at vi satte griffelen forkert mod tavlen, så den gav en hvinende lyd fra sig.

    Mens vi var små,

    gik vi med korte bukser, og så gik vi med lange strømper, der gik op over knæene. På en eller anden måde skulle strømperne holdes oppe; derfor gik vi med en slags "seletøj", et livstykke, som vi havde på lige over en undertrøje. Nederst i livstykker var der nogle knapper, og der sad også en knap øverst på hver strømpe. Ved hjælp af strømpeelastik med knaphuller i blev der skabt forbindelse mellem der to beklædningsgenstande, og strømperne blev holdt oppe. Var disse lange strømper ikke hullede på knæene, så var der stoppesteder.

    Da jeg begyndte i skolen, var jeg stadig klædt i dette "seletøj", og det var jeg efterhånden ked af, og jeg syntes, det var for barnagtigt. På et tidspunkt surmulede jeg så meget over det, at min mor gav mig lov til at få lange bukser på, og så var jeg tilfreds.

    Jeg nåede at gå i skole i Gundestrup i to år,

    altså begge år i bette klasse. Men når vi gik tre årgange sammen måtte læreren variere undervisningen, så både de mindste og de største fik noget lært. Hvis vi små var blevet sat i gang med at skrive tal på skifertavlen eller måske lave regnestykker, så kunne læreren tage de største op til katederet og høre dem i tabel eller lignende. Når de stod der oppe ved læreren, sagde de en remse i kor med hele talrækken Jeg var vældig imponeret af, at de kendte så store tal, men vi små kunne ikke undgå at høre med, - og lære den, og den lød sådan:

    1-2-3-4-5-6-7-8-9-10

    10-20-30-40-50-60-70-80-90-100

    100-200-300-400-500-600-700-800-900-1000

    1.000-2.000-3.000-4.000-5.000-6.000-7.000-8.000-9.000-10.000

    10.000-20.000-30.000-40.000-50.000-60.000-70.000-80.000-90.000-100.000

    100.000-200.000-300.000-400.000-500.000-600.000-700.000-800.000-900.000-1000.000.

    Det lød vældig stort, når de til sidst næsten råbte én milliom!

    Leg i skoven

    . I min erindring forestiller jeg mig, at vi i skolen havde nogle enormt lange frikvarterer. Det kan godt være, at det har været et stort spisefrikvarter, hvor lærer Jørgensen spiste til middag og fik sig en middagslur. Det synes i hvert fald forbavsende, hvad vi kunne nå mellem to skoletimer. Lige vest for skolen lå en granplantage. Her måtte vi gerne rende over og lege, og det gjorde vi. Her kunne vi lege gemmeleg, og vi kunne klatre i træerne så meget vi havde lyst til, og komme så højt op, som vi nu turde. Når vi klatrede højt op i træerne kom vi derop, hvor krager og skade havde bygget reder, lagde æg og rugede unger ud. Nogle af de større drenge plyndrede rederne for æg. Det var en form for "skadedyrs"-bekæmpelse!

    Jeg glemte mine tøjsko´.

    Gundestrup skole var ikke beliggende i vores landsby, men nogle kilometer derfra ved den vej, der fører til Aars. Det var en almindelig jysk landsbyskole, som var bygget som ét langt hus med skole-lokaler i den ene ende og lærerbolig i den anden ende. I skolen var børnene delt i en lilleklasse for de tre første årgange og en storeklasse for de fire ældste årgange. Læreren dengang og så længe skolen vist kom til at eksistere, hed Jørgensen, og han havde børnene Henning og Ina. Det blev ikke til mere end et års tid, jeg kom til at gå i skole i Gundestrup, men jeg husker alligevel en hel del fra den tid.

    Når vi skulle i skole, måtte vi gå på vore træskoben det par kilometer, skolevejen var. Nå vi skulle ind i skolestuen, skiftede vi fra træsko til medbragte tøjsko. Jeg husker, at jeg havde nogle tøjsko med påsyede såler af nedslidte cykeldæk. De samme tøjsko brugte vi jo også derhjemme. Men en dag havde jeg glemt mine tøjsko henne i skolen. Det var ikke så godt. Så snart vi havde spist middagsmad, blev jeg sendt tilbage til skolen for at hente mine tøjsko. Selv om jeg måtte gå den lange tur alene, blev det alligevel en god og spændende tur.

    For da jeg kom hen til skolen, kom jeg til at lege med lærerens børn, Henning og Ina. Det må have været meget tidlig sommer, for vi legede gemmeleg, og nede i et engdrag nær ved skolen var der noget dejlig langt græs, som endnu ikke var slået til hø, men som vi kunne gemme os i. Vi havde det dejligt, og jeg synes, vi legede meget længe. Men jeg skulle jo hjem igen inden aften. Lige da vi kom op til skolen, fik jeg fat i mine tøjsko, men så skete der noget meget spændende.

    Hanen løb væk uden sit hoved!

    Lærer Jørgensen stod ved en huggeblok med en økse på. Han skulle nemlig til at slagte en stor hane. Først holdt han om hanens vinger, så den ikke skulle rende fra ham. Så slyngede han hanens hoved ind mod huggeblokken, så hanen blev bedøvet. Straks efter tog han øksen og huggede hovedet af hanen, men samtidig begyndte den hovedløse hane at baske kraftigt med vingerne, så den slap fra læreren. Den hovedløse hane benede ned over skolepladsen, indtil den blev stoppet af den hæk, der begrænsede skolepladsen ud mod vejen. Her kunne lærer Jørgensen så hente den aflivede hane og bagefter give den til fru Jørgensen, som senere skulle koge suppe på dyret.

    Søndagsispind.

    Et godt stykke hjemmefra, noget længere væk end skolen, var der et ishus. Her kunne man købe ispinde, der kostede 10 øre og 25 øre, og man kunne købe kræmmerhus med isklumper i til forskellige priser. Det kunne være, at vi en gang eller to i løbet af en sommer fik lov til at får en af de billigste ispinde til 10 øre, men sådan, at hver ispind skulle deles mellem to af os.

    Brune kager.

    Et år omkring ved den tid, da folk bagte til jul, besøgte jeg nogle mennesker på en gård nærmere hen mod Giver. Jeg tror, at folkene dér hed Krog, og jeg tror, at gården "Toftagergaard". Vi hentede vist mælk det ind imellem. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg skulle derhen. Måske var mor ikke for rask, og så kunne jeg være henne ved konen på "Toftagergaard". Hun var ved at bage småkager, og jeg gik og hjalp hende, så godt jeg kunne og måtte, med at rulle dej ud og stikke kager ud med et glas. Jeg var der vist en hel eftermiddag. Da jeg skulle hjem fik jeg en lille pose kager med mig, men jeg glemmer aldrig, hvad konen sagde, da hun gav mig posen: "De her kager må du få med hjem, Karl. De er blevet lidt mørke, men det er dem, du har lavet!"

    Julegaver

    . Til jul fik vi naturligvis julegaver. Tit var det praktiske gaver, tøj og ligninde. Måske havde bedstemor i Vodskov strikket en trøje eller et par strømper. En af de tidligste julegaver jeg kan huske, at jeg fik var en brun træhest med lys hale. Far havde lavet en hestevogn af en cigarkasse, hjulene var afsavede ender af sytrådsruller, og der var sat stænger på, som hesten kunne stå imellem. En anden gang fik jeg en gave, som jeg syntes var fræk: Det var en lille fed gris med et hul under halen, og der var en lille æske med piller, som skulle stoppes ind i hullet på grisen. Når jeg så strøg en tændstik og satte den til pillen, kom der en pølse ud af grisen.

    Et år, da jeg var blevet lidt ældre, fik jeg et postkontor som legesæt med små frimærker, stempel, blanketter og vist også en disk eller ekspeditionsluge. Den gave var jeg meget glad for, og jeg legede meget med den sammen med enhver, der skulle være kunder. Jeg er overbevist om, at det postkontor gjorde sit til, at jeg senere blev frimærkesamler og langt senere igen valgte at blive kontormand.

    Med tog fra Aars til Vodskov.

    Bedstemor boede i Vodskov. Vi havde kun den ene bedstemor, og hun var fars mor. Mors mor døde jo to dage efter min fødsel. Når vi besøgte hende, tog vi først til stationen i Aars, og det kørte over Nibe og Svenstrup til Aalborg. På en af disse togrejser lagde jeg mærke til nogle unge voksne mennesker, som havde madpakker med, og da var der en af de unge mænd, der spiste et æg i én mundfuld. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Nej hvor han frådser! Derhjemme var vi vant til at spare, og som børn fik vi vist aldrig mere end et halvt æg hver.
    I Aalborg skulle der skiftes tog, og i den ventetid, der var, kunne vi se os lidt omkring. Der var en luftbro ved banegården i Aalborg. Henne ved siden af banegårdsbygningen førte en trappe op på luftbroen, og i den anden ende førte en trappe ned til Kildeanlægget. Det var sjovt at gå oppe på luftbroen og se ned på de tog, der kørte neden under. Ved trapperne i begge ender af luftbroen lå der kiosker, hvor man kunne købe bananer og anden frugt, is og chokolade, men vi havde ikke råd til at købe sådan noget. Når vi kom på besøg hos bedstemor i Vodskov, var der ikke så meget plads oppe i hendes lejlighed. Hun boede ovenpå hos en cykelsmed. Men for os, som boede ude på landet, var det spændende at gå over til Vodskov station, hvor det jævnligt kom tog. Engang mens vi var der, gik vi op til kirken. Men det var kun de voksne, de skulle til gudstjeneste. Imens legede vi uden for kirkegårdsdiget. Det må have været efter at vi var flyttet til Bouet, for der var nogle cykler der. Jeg havde endnu ikke lært at cykle, men jeg øvede mig dér ved kirkegårdsdiget, og det endte med at jeg fik lært at holde balancen.

    BOUET FRA SOMMEREN 1938

    Opbrud fra Gundestrup.

    Da vi fik at vide, at vi skulle flytte fra Gundestrup og bo et sted i nærheden af Aalborg, spekulerede jeg ikke på hvorfor. Umiddelbart var det spændende at skulle bo et nyt sted og i nærheden af en stor by som Aalborg. Vi kendte kun Aalborg fra banegården, hvor vi skiftede tog, når vi skulle til Vodskov for at besøge bedstemor. Ellers kendte vi ingen byer større end Aars.

    Havde flytningen noget at gøre med mors sygdom? I smedjen var det tit et arbejde, der krævede to mand for at kunne udføres, og hvis mor var for svag til at hjælpe, og der ikke var råd til at have en ekstra mand ansat, så var der måske ikke andet end at finde arbejde til familiens eksistens et andet sted.

    Muligvis var far ikke dristig og driftig nok til at gøre Gunderstrup Smede- og Maskinforretning til en levedygtig forretning. For en landsbysmed måtte der være behov for i det landbrugsområde. Men skulle smedevirksomheden være levedygtig, måtte der være flere i smedjen, og jeg er ikke sikker på, at far havde nemt ved at arbejde sammen med andre. Kendsgerningen var, at vi flyttede fra Gundestrup, og det var et mærkbart opbrud, også for os børn. Siden efter – i mine drømme og min indre bevidsthed – længtes jeg tit efter Gundestrup og stederne der.


    Fars forskellige arbejdspladser.

    I de følgende år havde far forskellige arbejdssteder.

    Indius Petersen. Det første sted var hos et smedefirma, hvor indehaveren hed Indius Petersen. Firmaet havde til huse på havnen i Aalborg – lige neden for Limfjordsbroen på pladsen lige inden for Goliath-bugsérbådenes anlægsplads. Firmaet opkøbte gamle og udrangerede personbiler og lavede dem om til landbrugsvogne. Man fjernede bilens motor og hele overdel for at anvende bilens ramme og hjul. Dette blev renset og efterset og gjort køreklart med vognlad. Den færdige landbrugsvogn skulle være hestetrukket, og derfor fik den påmonteret hamler, og forhjulene blev gjort drejelige ved hjælp af en vognstang. Den færdige landbrugsvogn blev fint malet. .

    Aalborg Værft.
    Da krigen begyndte, kom far over på Aalborg Værft. Der var vist ikke så mange nybygninger på det tidspunkt, men der var mange reparationer. Var der ikke danske skibe, der skulle repareres, så blev der efterhånden reparationer på tyske krigsskibe. Et par gange var jeg nede i et tysk skib, hvor far var i gang med nogle småreparationer.

    Fabrikker.
    I kortere eller længere perioder arbejdede far på Cementfabrikken Norden, M. Kjærs Maskinfabrik og andre steder. Men det var langt at køre til Aalborg hver dag, og derfor var far på udkig efter arbejde, der lå nærmere ved.

  • Smed igen.
  • En kort periode arbejdede far på et lille smedeværksted i Nørresundby, hvor han igen kom til at beslå heste.

    Iltfabrik. Senere blev han maskinpasser på et gasværk i Nørresundby, hvor man fyldte ilt og gas på jernflasker, den slags man bruger til svejsning. For tyskerne var denne produktion så vigtig, at tyske soldater gik vagt omkring fabrikken for at forhindre sabotage.

    Syrefabrikken. En mere stabil og blivende arbejdsplads fik far, da han fik ansættelse på "Syren", altså Svovlsyrefabrikken i Nørresundby. Det var vist en rimelig god arbejdsplads, og her kom far til at være i mere end 25 år, og så længe han var på arbejdsmarkedet. Det var så stor en arbejdsplads, at de til stadighed havde en gruppe smede og maskinarbejdere ansat. De havde fx også en større gruppe elektrikere og malere ansat. Hver af disse faggrupper udgjorde hver sin klub, og på et tidspunkt var far formand for smedenes klub og akulle ordne noget kontorarbejde vedrørende deres akkorder. Men da han mente, at det kunne jeg ordne, så blev jeg på en måde sekretær i smedenes klub på Svovlsyrefabrikken i Nørresundby.

    Arbejdsløs. I nogle kortere perioder under krigen var far arbejdsløs. Det betød, at han nogle gange om ugen skulle stille til kontrol for at få et stempel i en kontrolbog som dokumentation for, at han var arbejdsledig. I en sådan periode måtte hjemmet eksistere på et eksistensminimum. Så der var glæde i hjemmet, når der var arbejde igen.

    Bouet Skole.

    Efter at vi sommeren 1938 var flyttet fra Gundestrup til Aalborg-egnen boede vi et års tid i Bouet på en vej, der lå tæt ved Bouet skole. Den skole var som den i Gundestrup en to-klasset landsbyskole med en "lilleklasse" for de tre første årgange og en "storeklasse" for de fire ældste årgange. Her hed læreren Engelbrecht-sen, og han var en ganske rar lærer, men jeg husker ikke så meget derfra og, om jeg lærte noget dér, men det gjorde jeg vel nok. Jeg husker, at det var noget forvirrende for mig at skifte skole og få andre skolekammerater. En dag med regnvejr kom jeg farende ind i skolestuen med vådt fodtøj. Jeg havde for travlt og gled på gulvet og slog mit venstre øre mod kanten af et skolebord, og jeg fik en grim flænge i øret. Der blev sendt bud efter læge, og jeg fik nogle klemmer i såret, og måtte gå med bind om hoveder nogle dage. Jeg kan mærke arret i øret endnu.

    Det skete en dag,

    at skolen fik et ejendommeligt besøg. - Det var selvfølgelig noget, læreren havde aftalt - I en større bil, måske var der flere, var der et helt menageri af eksotiske dyr: en ret stor abe, nogle små aber, farvestrålende fugle, slanger og alligatorer. Alligatorerne var vist ikke farlige, for de blev sluppet løs inde i skolestuen og fik lov til at kravle rundt på gulvet mellem skolebordene. Den store abe sad og ruskede i sit bur, og når vi gik forbi, strakte den sine lange arme ud mellem tremmerne. Jeg kom for tæt på, og aben greb i min strikketrøje og hev et hul i den. Det var ellers en trøje, min bedstebor i Vodskov havde strikket til mig.

    Klapjagt.

    Lærer Engelbrechtsen kunne lide at gå på jagt, og på visse tider, når en eller anden jagt gik ind, skulle læreren på jagt sammen med nogle jægervenner. Her trådte de store skolebørn til som klappere. Når børnene mødte ude ved jagtterrænet fik de at vide, hvad de skulle gøre. De skulle være klapjægere og gå i nogle hold, og ind imellem skulle de klappe i hænderne og derved skræmme vildtet op, så det rendte hen mod det sted, hvor jægerne lod det opskræmte vildt stå for skud.

    Kartoffelferie.

    Længe før der var noget, der hed efterårsferie, kaldte man de dage om efteråret, hvor der skulle tages kartofler op, for kartoffelferie, altså børnene fik fri fra skole for at hjælpe med kartoffeloptagningen. Omkring Bouet lå der - og ligger stadig – flere ret store gårde, og de dyrkede mange kartofler, fordi de leverede dette råmateriale til Aalborg Spritfabrik. De store skolebørn kom ud til kartoffelmarkerne, og to og to blev de forsynet med en kurv, som de var imellem sig. Hestetrukne maskiner kørte hen over kartoffelrækkerne, løsnede kartoffelplanterne og strøede kartoflerne ud over jorden. Derfra samlede børnene så alle kartoflerne op i deres kurve. Efterhånden som en kurv blev fuld, blev den tømt på et aftalt sted på jorden, hvor en dynge af kartofler voksede sig stor i løbet af en dag.

    Sild i massevis.

    Bouet ligge langs hovedvej 11, og der var ind imellem ret megen trafik. Store lastbiler med nedisede fisk kom fra Frederikshavn på vej direkte til Sydeuropa eller blot til Esbjerg og derfra videre med skib til Sydeuropa. Nordligste i Bouet slår hovedvej 11 et ret skarpt sving på samme sted, hvor hovedvej 14 faktisk går lige mod nord mod Hjørring. Det skete ikke så sjældent, at når fiskebilerne fra Frederikshavn med højt læs af tunge, dryppende fiskekasser kom til dét sving, at så røg nogle fiskekasser udenbords. En sommerdag skete det igen, og det var sild, der faldt i grøften. Vi blev klar over det og rendte derud med nogle spande og samlede så mange sild op, som vi kunne bære. Vi havde ikke noget isskab og heller ingen fryser, så de følgende dage levede vi af sild. Det var jo gratis mad. Men de sidste måtte vi smide væk, for de begyndte at lugte.

    Teltmøder.

    Lige ved siden af Bouet skole, kun med "vores" vej imellem, lå Bouet Møllegård, og her kom egnens bønder og fik deres korn formalet i den store vejrmølle. Foran møllegården ud mod vejen var der en lille græsbevokset plads, hvor der var et ishus, som kun holdt åbent om sommeren. Pladsen var stor nok til, at der kunne rejses et mødetelt. Lige som i Gundestrup blev her en gang imellem holdt missionsmøder med indremissionærer, præster og andre talere.

    Næsten en spand mælk.

    Brødudsalget i Bouet lå lige over for skolen. Her kunne man købe rugbrød, sigtebrød og kage, mælk, smør og vist også ost. De solgte også slik og bolcher. En dag blev jeg sendt derned for at hente skummetmælk i en spand, som jeg havde med. Skummetmælk kostede 4 øre for en liter, og jeg havde fået en 10-øre med og skulle have to liter i spanden. Jeg fik altså en 2-øre tilbage, men den købte jeg en lille pose bolcher for. Da jeg kom hjem, løj jeg for min mor og fortalte, at jeg fik mælk for hele 10-øren. Min mor havde straks set, at det kunne ikke passe, og hun gik mig nærmere på klingen. Jeg måtte gå til bekendelse, og jeg måtte aflevere de bolcher, jeg ikke havde spist. Men ikke nok med det; min mor gik ned til brødudsalget og lagde en 2-øre – og vist også bolcherne – på disken. Det var den 9-årige Karl, der skulle have en lærestreg.

    Fastelavn.

    Det må have været fastelavnsmandag 1939, og vi havde fri fra skole. Nogle af mine skolekammerater havde klædt sig ud og skulle ud for at rasle med bøsser og tigge ved folks døre. Det syntes jeg også kunne være sjovt at prøve, så uden at spørge nogen fandt jeg noget gammelt tøj og tog over mig. Men lige som jeg skulle til at rende hen til de andre børn, blev der banket på ruden. Det var mor, som havde set mig på vej ud i det ejendommelige kostume. Jeg måtte ind igen, og fik besked på af mor, at jeg ikke skulle gå rundt og tigge, og jeg skulle ikke klæde mig ud, - færdig!

    Storvask og skoldet ben.

    Når der skulle vaskes storvask var der røg og damp i vaskehuset. Meget af vasketøjet var blevet sat i blød dagen før for at løsne skidtet. På vaskedagen blev der tændt op i gruekedlen, så der kunne varmes vand eller ligefrem vaskes i den kedel. Noget af det blødgjorte tøj blev vasket i "vaskemaskine" med "vugge", i hvis nederste del en passende del vasketøj blev lagt i varmt vand. "Vuggen" førtes nu frem og tilbage, indtil tøjet var vasket og klar til skylning. Lidt finere vasketøj, der ikke kunne tåle den omgang, blev vasket i en balje, der stod på en vaskebænk. Her blev tøjet stykke for stykke gnubbet og gnedet på et vaskebræt indtil det var rent og klar til skylning. Ting som senge-linned, der skulle kogevasket, kom i gruekedlen og kogte der en tid, indtil det var rent og klar til skylning. Skyl-ningen skete for at frigøre vasketøjet for sæberester. Hvidevarer fik en endelig skylning i koldt vand, der var tilsat blåelse. Ved købmanden kunne man få blåelse som faste blå piller indsvøbt i et lille stykke tøj, som gjorde, at man kunne holde i tøjstykket, mens man gjorde vander lidt blåt.

    Foråret 1939 skulle jeg hjælpe med at tænde op under gruekedlen. Da der var kommet ild og vandet var ved at være varmt, sad jeg stadig og lagde brænde ind i ilden. Jeg sad også og legede med et halmstrå, som jeg røg på som en cigaret. Pludselig skulle vaskekonen tage en spand kogende vand op af gruekedlen, men hun stødte spanden mod gruekedlens kant, så det varme vand skvulpede over, og en stor slant faldt ned over mit ene ben. Det gjorde forfær-delig ondt, og jeg skreg. Bagefter svulmede benet op, og der kom store vabler. Vablerne blev der prikket i, så vandet i dem kom ud, men benet var hævet i lang tid, så jeg ikke kunne gå med almindelig sko på den fod.

    Uheldet skete nogle få dage, før vi skulle til Egons konfirmation. Så dér deltog jeg næsten som en krøbling, der kun med nød og næppe kunne humpe rundt. Fordi det var så besværligt for mig at komme rundt, var jeg ikke med i kirken og oplevede derfor ikke Egon blive konfirmeret.

    Egons konfirmation.

    Min storebror Egon var født den 2. februar 1925 i Torsted, fordi hans mor ikke var gift på det tidspunkt. Han blev døbt i Aarestrup kirke den 5. april 1925 som Egon Børge Jensen, og som udlagt barnefader står i kirkebogen anført Anton Christian Nielsen, Aalborg. Far og mor blev gift før den 17. oktober 1925 i Aarestrup kirke. Men Egon fik ikke sin fars efternavn før 31. marts 1933, nemlig da han skulle til at gå i skole.

    Der var ikke noget godt forhold mellem Egon og hans far, hvorfor kan jeg kun gisne om. Måske hidrører det fra, at han blev født i "utide". Egon var eller blev en meget egensindig, stædig og stejl dreng, men han havde også humoristisk sans. Når han sad og læste en bog med morsomme situationer, lagde han ikke skjul på det, men grinede lydeligt. Jeg tror, at han trivedes godt ved mors familie i Torsted og havde det vist meget fint med sin morfar. Hele hans sidste skoleår kom han til at gå i Torsted og kom også til at gå til præst dér. Samtidig var han en slags mindstekarl på gården ved sin morbror. Da tiden kom, blev også hans konfirmationsfest holdt dér på gården, og vi kom dertil som gæster. Konfirmationen var den 16. april 1939. Det blev en fin fest, som altid, når vi besøgte mors familie.


    Egon døde ganske ung

    Egon ville ud i verden og opleve noget. Allerede under krigen kom han ud at sejle, vist også med tyske skibe. Efter krigen sejlede han med skibe på langfart og kom ud i den store verden. Under et ophold i New York i 1947 gik det galt. I forbindelse med en landgang dér faldt han over bord og druknede. Det var, hvad vi fik underretning om, og vi fik ikke andet end en urne med hans aske sendt hertil. Den urne blev nedsat i det samme gravsted, hvor hans mor allerede lå. Egon blev kun godt 22 år.


    På besøg i Torsted.

    Det var altid sjovt og spændende at besøge mors familie på slægtsgården i Torsted. Det var jo her min mor og alle hendes søskende var født. Når vi var sammen dér, kom alle de andre familier, hvoraf de fleste boede i Torsted og der omkring. Det var morbror Jens, der var mand på gården, og hans kone var tante Betty, og de havde børnene Edith, Henny og Evald. Det var en gammel og ret stor gård. Stuehuset var en ret lang bygning, og kom man ind ad bryggersdøren, kom man ind i et stort bryggers, hvor der også var en ovn til brødbagning. Der var et meget stort køkken med en dør ud til haven, men der var to ting i det køkken, som for mig var noget særligt. Ved køkkenvasken fandtes en vandpumpe, og her kunne de pumpe det vand op, de skulle bruge indendørs. I køkkenbordet var der en klap, og når man åbnede den, kunne man ad en lille trappe gå ned i en lille kælder under køkkenet. Her kunne mælk og andre ting holdes kolde. Jeg var nede i den kælder engang, og da stod der store fade med mælk, som trak fløde. På et senere tidspunkt blev fløden skummet af, og så kunne den bruges som kaffefløde eller piskes til flødeskum. Den skummede mælk brugtes til at drikke og i madlavningen. Nede i køkkenkælderen var der også hylder med saft, syltetøj og henkogt frugt og kødvarer. I huset var der selvfølgelig forskellige stuer og andre rum, og der var lavloftet overalt.

    Enten det blot var til et søndagsbesøg, vi kom, eller det var i en eller anden festlig anledning, så fik vi altid dejlig og rigelig mad, og måske lidt bedre end derhjemme. For det meste var det flæskesteg, som altid var suppleret med medister eller frikadeller. Dertil var der altid asier eller græskar, gele og syltetøj. Når vi havde spist godt af kødmad, blev der serveret frugtgrød, budding eller en anden dessert. Efter en god middag skete der tre ting.

    1. Konerne ryddede ud fra bordene og rykkede ud i køkkenregionerne, og her gik de i krig med opvasken ved vaskebaljen eller med viskestykker, alt imens de udvekslede indtrufne eller kommende familiebegivenheder, madopskrifter, strikke-opskrifter, modeller til børnetøj og meget mere.

    2. Mændene satte sig om det ryddede bord, og så kom spillekortene frem. Kortspillet gik ikke stille af. Hver gang én demonstrerede, at han havde en trumf, bekræftedes det ved, at kortet blev smidt på border, eller han bankede i bordet og grinede stort samtidig med at cigarrøgen bredte sig i stuen. Den eneste, der ikke var med i dette glade lag af kortspillende mænd, var min far. Han ville eller kunne ikke spille kort. Det havde han sine kristelige grunde for.

    3. Alle fætre og kusiner fandt et andet sted, hvor vi kunne lege. Måske legede vi en eller anden selskabsleg, eller vi spillede ludo i mindre grupper. Hvis det var sommer og rigtig godt vejr, legede vi selvfølgelig ude, gemmeleg eller tag-fat.

    Hen ved 4-tiden om eftermiddagen var der en del af mændene, der måtte bryde op, for nu var tiden inde til aftenrøgtning. Køerne skulle fodres og malkes, og der skulle måske muges komøg ud. Hvis de ikke skulle tidligt hjem og blive hjemme, vendte de tilbage efter røgtningen, og så blev der først serveret aftensmad og senere aften-kaffe som afslutning på en festlig familiedag.

    Det var meget spændende at komme hen i den ende af huset, hvor bedstefar boede. Gården havde oprindelig været hans, eller rettere, han havde giftet sig til den. Men da bedstemor døde – kun to dage efter at jeg var født, - var han i hvert fald mand på gården, skønt han vist ikke havde ret meget lyst til at drive landbrug. Han var mere interesseret i biler og mekanik, og han var den første der på egnen, som fik bil. Meget tidligt havde bedstefar fået lavet et krystalapparat, men i min barndom havde han et mere moderne radioapparat. Tidligt lod han sin søn, morbror Jens, om at passe gården sammen med de karle, der skulle til. Jeg oplevede i min barndom kun min bedstefar som aftægtsmand. Han var flyttet hen i den aftægtsbolig, der var indrettet til ham i den ene ende af gårdens stuehus, og her havde han indrettet sig med radio og stor højttaler. Det var spændende at besøge ham dér. Han havde også et rygebord eller tobaksbord med to skuffer. I den ene skuffe havde han pibetobak, og for at det ikke skulle blive for tørt, havde han lagt nogle skiver af en rå kartoffel i tobakken. I den anden skuffe var der en pakke skråtobak og en æske med cigaraske. Havde han taget en frisk skrå og gået med den et stykke tid, "friskede" han den skrå op ved at dyppe den i cigarasken. Over tobaksbordet var der ophængt en knagerække til hans lange piber. Under knage-rækken og som pynt bag piberne var et sort filtstykke broderet med farvestrålende blomster. Fra bedstefars radio var der ført ledninger ind til de andre, og her stod en højttaler, så de kunne høre radioudsendelser inde ved sig selv.

    Ude på gårdspladsen var der henne i det ene hjørne mellem laden og en staldbygning rejst en vindmølle. På et højt jernstativ var anbragt møllevinger, og når de drejede rundt, førtes omdrejningen ad en akse ned midt i møllestativet og derfra ad en vandret akse ind i laden. Her inde kunne man ved remtræk overføre møllens omdrejninger til forskellige maskiner.

    • Man kunne sætte et tærskeværk i gang og tærske kornneg.

    • Man kunne sætte en kværn i gang og kværne korn til svinefoder.

    • Man kunne sætte en roerasper i gang og raspe roer til kreaturfoder

    Men møllen kunne naturligvis kun anvendes i blæsevejr. Derfor, når der satte ind med blæsevejr og der var noget, der skulle tæskes eller kværnes og det ellers passede med alt andet arbejde, så blev møllen sat i gang og så kunne man bruge vindkraften til det, der var brug for. En sådan vindmølle var et stort monstrum, og både når den var i brug, og når den stod stille, kunne det hyle og pibe oppe i jernkonstruktionen og møllevingerne. Vindmøllen blev senere taget ned og erstattet med en petroleums-motor i et maskinhus på det samme sted. Med petroleum som brændstof leverede den samme kraft, som vindmøllen havde gjort, og så kunne den anvendes uden hensyn til vejret.


    Vinterkrigen 1939/40.

    Vi fulgte meget med i den krig, der fra efteråret 1939 udkæmpedes mellem Finland og den store Sovjetunion. Der var overalt i Danmark en stor medfølelse med den lille David, der så tappert holdt stand over for kæmpen Goliat. Finnerne havde fundet på at angribe russiske kampvogne med en hjemmelavet benzinbombe. Med en flaske fyldt med benzin sneg de finske soldater sig ind på en fjendtlig kampvogn, antændte lunten om flasken og kastede den mod kampvognen. Den største og stærkeste kampvogn var værgeløs mod en sådan brandbombe, som fik navnet Molotov-cocktail. Fra Danmark fik finnerne hjælp af forskellig art. Der blev indsamlet varmt, gammelt, men brugbart tøj, som kunne være godt i den finske kulde. Der blev indsamlet aviser, som finnerne kunne bruge til at lægge ind i knap så varmt og tæt tøj, så de bedre kunne holde kulde ude. Hjemme ved os havde vi to tykke og lange kørekapper, som før havde været brugt, når man om vinteren skulle rejse med hestevogn. De to kapper sendte mor af sted til Finland, så de kunne gavne dér.

    Mors sygdom.

    Allerede mens vi boede i Gundestrup var mors sygdom begyndt, men man vidste vist ikke hvad hun fejlede. Senere fandt man ud at, at det var kræft i underlivet. I første omgang kom mor på Amtssygehuset i Aalborg, men senere blev hun indlagt til behandling på Radiumstationen i Århus. Mens vi endnu boede i Bouet og mor var på hjemmeophold, aflagde sognepræsten besøg. Han hed Carl Nielsen og var provst. Jeg havde været nede omkring skolen, og det var henad aften og lidt mørkt. Mens jeg gik hjemad, kom en fin frakkeklædt mand op på siden af mig og begyndte at snakke til mig. Han spurgte, hvad jeg hed, og jeg fortalte som sandt var, at jeg hed Karl Nielsen, og han fortalte, at det hed han også. Vi fulgtes ad hjem, hvor han besøgte mor og fik en samtale med hende. Det må have været om foråret 1939, og dér om sommeren flyttede vi til Rosenvænget 11 i Nørre Uttrup. Det blev ikke mere end et års tid, vi kom til at bo i Bouet. Dér havde vi boet til leje, men huset på Rosenvænget var vort eget.

    Erindring om min mor.

    Min mor var født den 11. september 1901 i Torsted, hvor hun fik sine barndomsår, og hun fik sin skolegang i Torsted skole. Hun fortalte mig en gang, at når de i hendes skole nævnte bogstavet "J", kaldte den det for "je", hvor vi kaldte det for "jåd". Mor har sikker opnået almindelige skolekundskaber ved at gå i Torsted skole, og hun lærte i hvert fald at skrive både pænt og i et korrekt og forståeligt sprog.

    Mor skrev i august 1935:et postkort til sin svigermor Til Enke Marie Nielsen, Vodskov St., Gundestrup den 7. august 1935. "Kære Svigermor. Lige et Par Ord for at lade dig vide at Elly kom godt hjem og var ved godt Mod efter Rejsen, men det var da heller ikke Grund til andet saadan en dejlig Frakke hun havde faaet. Du faar rigtig mange Tak for den og Tak for alt godt. Hvis alt gaar efter Bestemmelsen kommer Egon Lørdag den 17. med Aftentoget. Kærlig Hilsen fra os alle baade smaa og store."

    1914 eller 1915 blev mor konfirmeret i Aarestrup kirke, og derefter kom hun ud at tjene. I sine ungdomsår gik mor til gymnastik sammen med andre unge piger på egnen, hvor hun var. I vort barndomshjem var ophængt et foto, som viste mor på et gymnastikhold. I nogle år frem til 1924 tjente mor i Mejlby i Himmerland, og her må hun have truffet en ung mand, som hun troede hed Christian Ugerholt-Nielsen. Han var i tjeneste i Ravnkilde hos den lokale smed – måske som lærling – og de kendte hinanden så godt, at mor blev gravid. Hun måtte rejse hjem til Torsted, hvor hun stadig som ugift den 2. februar 1925 fødte en dreng, som blev døbt i Aarestrup kirke den 5. april 1925 med navnet Egon Børge Jensen. Barnets far var ikke med ved dåben, men som barnefader havde moderen ud-lagt nævnte Christian Ugerholt-Nielsen, som viste sig at hedde Anton Christian Nielsen, og han var i mellemtiden flyttet til Aalborg. Faderen vedgik sig dog faderskabet, og den 17. oktober 1925 blev de to viet i Aarestrup kirke.

    Den noget bratte start på deres ægteskab prægede efter min oplevelse hele deres tid som ægtefolk. Far slog sig ned som smed i Gundestrup, men lige meget, hvor meget far sled i det, blev det aldrig en god forretning. Egon fik hurtigt flere søskende, Elly i 1926, Jens Ole i 1928 og Karl Marius i 1929, senere kom også Signe Marie i 1932 og Marie Elisabeth i 1937. Den bratte start på mine forældres ægteskab og en smedeforretning, der ikke gav det nød-vendige afkast, gjorde sikkert sit til, at der tit lød knubbede ord og skænderi. Far var altid meget hård over for Egon og fik aldrig et godt forhold til ham. Vi andre fik også fars strenghed at føle, og der gjorde mor. Jeg synes, at hun blev underkuet, og det var ikke rart at være vidne til. Jeg tror, at hun i et forsøg på at skåne Egon en smule, sendte hun ham på små ferier til hans morfar i Torsted eller til hans farmor i Vodskov.

    Fars og mors uenighed om Egon blev vist aldrig løst. Da han som 8-årig i 1933 skulle til at gå i skole i Gundestrup blev det ordnet sådan, at han fik sin fars efternavn, og da han skulle gå i sit sidste skoleår og derefter konfirmeres, blev han sendt til Torsted for at gå i skole og gå til præst dér, og hans konfirmation blev holdt i mors hjem.

    De mange børnefødsler og de økonomiske genvordigheder og skænderier har sikkert gjort sit til, at mors helbred – hendes ret unge alder til trods – allerede i midten af 1930’erne begyndte at skrante.

    Med hensyn til kristendom og kristentro, så var vort hjem da præget af en grad af fromhed. Der blev bedt til bords, og der blev læst et stykke i en andagtsbog efter middagsmaden, og vi lærte at bede aftensbøn. Vi børn gik i søndagsskole, og var glade og tilfredse med det. Vore forældre gik ikke så tit i kirke, men når de gjorde – og skulle deltage i nadveren – spiste de ikke morgenmad, før de tog hjemme fra. De fulgte en skik med at gå til alters "på fastende hjerte". De deltog i de møder, der blev holdt ovre i købmandens mødesal, og der var hvert år en uge med vækkelsesmøder. På skift i hjemmene blev der også holdt samtalemøder, hvor deltagerne sang sammen og delte bibelord med hinanden. Jeg har også oplevet mine forældre knæle sammen i bøn derhjemme i soveværelset. Det kristne budskab må altså have præget dem en del. Jeg har i hvert fald altid tænkt på min mor som et fromt menneske, men jeg har savnet at opleve dem glade sammen. På samme væg stuen, hvor stueuret hang, var der også ophængt ordet "Jesus", et ophæng i udhamret kobber, som far et år havde lavet som en gave til mor.

    I den sidste tid, mor levede, oplevede jeg et rart fællesskab om aftenen, før vi skulle til ro. Vi sad alle søskende om bordet, hvor der stod en lille kurv med "mannakorn" i; det var bittesmå sedler hver med et bibelsted påtrykt. Vi søskende trak hver et "mannakorn", og så blev hvert bibelsted fundet i bibelen og læst et for et. Når alle havde fået sit bibelsted læst, bad vi en aftenbøn, og så sang vi en aftensang, som mor en gang havde fundet i avisen og klippet ud.


    NØRRE UTTRUP FRA SOMMEREN 1939

    Nørre Uttrup skole

    . Det var vist sommeren 1939, jeg begyndte i Nørre Uttrup skole. Det var en stor omvæltning af komme til så stor en skole, og jeg græd meget over de store forandringer. Der var så mange børn, at der var en klasse for hver årgang, og jeg kom til at gå i fjerde klasse. Jeg var vant til kun at have én lærer, nu var der mange. Når den elektriske skoleklokke ringede til time, stillede alle skoleklasser op på række. Var det om morgenen, gik vi først ind i skolens forhal, hvor vi havde fælles morgensang. Jeg synes. det var en rar begyndelse på dagen, og vi fik lært så mange sange.

    Her er nogle af de almindeligste morgen- og årstidssalmer vi benyttede ved morgensangen i Nørre Uttrup skole:

    Alt, hvad som fuglevinger fik – Befal du dine veje – Den mørke nat forgangen er – Du Herre Krist – Giv mig Gud, en salmetunge – Gud du som lyset og dagen oplod – Gud ske tak og lov – I østen stiger solen op – Lille Guds barn, hvad skader dig – Lysets engel går med glans – Morgenstund har guld i mund – Nu titte til hinanden – Nu vågne alle Guds fugle små – Op al den ting, som Gud har gjort – Til himlene rækker – Vågn op og slå på dine strenge.

    Klasselæreren,

    som vi havde til dansk og træsløjd, hed Alfred Dahl. Han kunne være en højtråbende og voldsom buldrebasse, som jeg i begyndelsen var bange for. Men efterhånden fandt jeg ud af, at han egentlig var rar nok. Lærer Dahl var især god til at lære os dansk grammatik. Mens jeg gik i 4. og 5. klasse i Nørre Uttrup skole fik jeg lært at sætte komma efter lærer Dahls metode: Vi skrev tavlediktat. Alle skrev diktaten i et skrivehæfte, men på skift var vi oppe ved tavlen og skrive et stykke tekst, og bagefter skulle der "analyseres": vi satte kryds og bolle under henholdsvis grundled og udsagnsled, og derefter var det en let sag at placere et komma mellem hvert sæt kryds og bolle. Der blev også sat tegn under forholdsordsled, genstandsled og hensynsled. Vi lærte det hele, og de fleste af os blev ganske sikre i at sætte komma og kende de forskellige led i en tekst. Det var ikke mindst på grund af denne lærdom, at jeg efter sjette klasse klarede mig pænt til optagelsesprøven til mellemskolen, og jeg har været sikker i tegnsætning lige siden.

    Lærer Alfred Dahl

    kunne også lide at fortælle historier. Hans højre hånd var speciel. Han havde mistet det meste af tre fingre på den hånd og fortalte, at det skete, mens han var dreng ude på landet. En dag, mens de voksne var henne og sove til middag, ville han og en kammerat prøve at bruge den hakkelsemaskine, hvori man snittede halm i små stykker til hestefoder. På et drivhjul sidder to knive, og samtidig med, at drivhjulet drejes rundt, bliver der ført halm frem til snitning. De to drenge lagde halm i maskinen, men for lidt; lille Alfreds hånd kom for langt frem, og de tre fingre blev skåret af i stedet for halm. Der var nogle, der fik afbrudt deres middagssøvn!

    Andre lærere.

    En anden meget rar lærer var Gunnar Pedersen. Vi havde ham til naturhistorie, og så var han også søndags-skolelærer. På et tidspunkt tog han navneforandring og hed så Gunnar Naurbo. Skolelederen hed Otto Kjædegaard. Jeg tror, vi kaldte ham overlærer Kjædegaard. Han var en lille fin mand, og i sjette klasse havde jeg ham til Danmarkshistorie. Det var han egentlig god til, men når han berettede om Danmarks nederlag til tyskerne i 1864 og andre for Danmark sørgelige hændelser, så græd han ligefrem.

    En enkelt dag mindes jeg ganske særligt. Det var den 9. april 1940. Om morgenen derhjemme var vi blevet vækket ved, at der kom flyvemaskiner hen over os. Vi kunne ikke se, hvad de var for flyvemaskiner. Da vi kom i skole og stillede op på række, blev vi ikke vist ind, som vi plejede. Kjædegaard stod oppe på trappen og fortalte os, hvad det var sket. Danmark var blevet besat af tyskerne, og de skulle bruge skolen som kaserne indtil videre. Vi fik besked på at gå hjem, og at der ville komme besked, når vi kunne komme i skole igen. I løbet af nogle måneder fik tyskerne bygget barakker til deres soldater, og så kunne vi komme i skole igen.

    Den 9. april 1940.

    Det var altså her, vi kom til at opleve den 9. april 1940. Nogle dage forinden havde vi lagt mærke til, at nogle flyvemaskiner, der fløj hen over Rørdal flyveplads, men det var først bagefter, at vi tænkte, at det måske havde været tyske spionflyvere. Om morgenen derhjemme den 9. april var vi blevet vækket ved, at der kom mange flyvemaskiner hen over os. Vi kunne ikke se, hvad land, de kom fra, men vi gættede på Finland.

    Da vi kom i skole og stillede op på række som sædvanligt, blev vi ikke vist ind, som vi plejede. Lærer Kjædegaard blev stående oppe på trappen og fortalte os alvorsfuldt, hvad det var sket. Danmark var blevet besat af tyskerne, og der var nu tyske soldater overalt i Aalborg og Nørresundby. Vi fik også at vide, at tyskerne skulle bruge skolen som kaserne indtil videre. Derfor fik vi besked på at gå hjem. Der ville komme besked, når vi kunne komme i skole igen. Da vi kom hjem fra skole, fortalte vi, hvad vi havde fået at vide. Men mor syntes, vi ikke skulle gå og drive, men have noget fornuftigt at lave.

    Det var sådan, at når mor skulle vaske storvask, skulle der bruges brænde i gruekedlen for at varme vaskevand, og derfor blev min bror Ole og jeg sendt op i Hvorup plantage for at hente kvas, altså løse grangrene, som vi samlede op fra skovbunden Det kan godt være, at mor ikke skulle vaske netop den dag; men den 9. april 1940 sendte hun altså os to brødre til skovs efter brænde. Som vi plejede tog vi hver et stykke reb med og vandrede de få kilometer til Hvorup plantage. Vi fik hver samlet så stort et bundt kvas, som vi hver for sig kunne bære, og vi kom også hjem med brændet. Da vi kom hjem, var vi måske lidt trætte. Vi fik i hvert fald en ganske særlig belønning og opmuntring. Mor kom ud på fortrappen med en appelsin i hånden. Det var den sidste appelsin, der var tilovers fra julen, for vi fil aldrig appelsiner uden til jul. Der stod hun i forårssolen med sit ternede forklæde og skrællede appelsinen. Den delte hun i stykker, så der blev ét til hver. Bagefter har jeg tænkt, at dette appelsinmåltid var ganske højtideligt Det var i hvert fald den sidste appelsin, vi havde, og der skulle komme til at gå mange år, før vi kom til at smage appelsin igen.

    Tyskerne på skolen.

    Da tyskerne blev indkvarteret på skolen, benyttede de alle klasseværelser som soverum. Der blev lagt halm på alle gulvene, så soldaterne kunne ligge der. Da de omsider ikke havde brug for skolen mere, skulle klasseværelserne ryddes for halm og hele skolen gøres klar til undervisning igen. Der var store mængder halm. der skulle fjernes, og Bramwell Sanden fik det hele, for han kunne bruge det til strøelse ved sine grise og andre dyr. Jeg var med til at køre halmen over til gartneren. Da vi fjernede halmen fra gulvene rundt om i skolen, fandt vi en masse ting, som de tyske soldater havde efterladt eller glemt. Der var tyske penge, patroner og mange andre småting. Èn fandt en tysk bajonet. Det var kun lige i starten af den tyske besættelse, at tyskene okuperede skoler og andre offentlige steder, hvor der kunne indkvarteres soldater. Ret hurtigt fik tyskerne fremstillet træbarakker, og der blev forskellige egnede steder anlagt kaserner af sådanne barakker. Straks efter at tyskerne var kommet til Nr. Uttrup, begyndte et tysk tømmerfirma, Fuchs & Gröne, at etablere en barakfabrik næsten lige over for Brugsen. Firmaet overtog simpelthen en hel mark, der vist tilhørte Bramwel Sanden. Hele marken blev indhegnet med et højt stakit, og inden for dette blev der indrettet tømmerplads, pladser til fremstilling af barakelementer, værksteds- og kontorbarakker. Der var en vældig aktivitet hos Fuchs & Gröne, og hele tiden kom nye forsyninger af tømmer, og færdige barakelementer kørtes bort til steder, hvor der skulle bygges barakker. Døgnet rundt gik tyske soldater vagt ved og inde på pladsen, og om natten gik løse hunde rundt inde på pladsen. Det tyske firma havde formodentlig tysk ledelse, men danske arbejdere kom til at fremstille de elementer, som skulle blive til barakker..

    Arbejde efter skoletid.

    Lige fra vi var flyttet til Nørre Uttrup. da jeg var omkring 10 år gammel og et par år frem havde jeg og min bror Ole arbejde nede ved en gartner. Han hed Bramwell Sanden, og han og min far havde kendt hinanden fra deres tidlige ungdom i Østvendsyssel. Bramwell Sanden og hans kone Agathe kom i Frelsens Hær, og de havde en datter, der hed Betty. Når de skulle til møde i Frelsens Hær havde de uniform på. Jeg tror også, at Sanden spillede i et Frelsens Hær’s orkester, for han havde for vane, når han gik, at gå og daske med en hånd på sit lår og komme med nogle trutlyde, som om han blæste på basun. Ved siden af det egentlige gartneri med avl på friland, i mistbænk og i drivhuse havde Sanden et lille landbrug med en hest, et par køer og nogle grise. Desuden havde gartneren to flotte collier, som blev kaldt Maggie og Birk, i en hundegård. På alle hverdage, når vi var færdige i skolen kl. 2 eller kl. 3, var vi lige en tur hjemme for at få eftermiddagskaffe. Så rendte vi ned til gartneren og kunne arbejde dér 2½ time, inden vi skulle hjem igen. Så havde vi tjent 25 øre hver. Vi hjalp med mange forskellige ting.

    I skolesommerferien kunne vi være nede ved Sanden fra morgen til aften. Vi begyndte dernede kl. 7 om morgenen og arbejdede til kl. 6 om aftenen. Vi var selvfølgelig hjemme til middag og havde pause til kl. 1 eller halv 2. Vi holdt en pause midt på formiddagen og midt på eftermiddagen, hvor vi spiste et par stykker brød eller kage til noget lunkent eller koldt kaffe, som vi havde i en sodavandsflaske med patentprop. Netop i sommertiden, hvor vi arbejdede hele dagen, traf vi sammen med de voksne, som også arbejdede der. Der var en meget gammel mand, som arbejdede der. Han hed Kristian Petersen og boede på Gartnervænget, altså vejen ned til gartneriet. Han var slet ikke nogen kristelig eller kirkelig mand, og han bandede ind imellem. Men hver eneste dag, når han vendte tilbage efter middagshvilet, eller når han dukkede uventet op, så hilste han os med et "Gu’ hjelp jæ!", altså "Gud hjælpe Jer!", altså på hans gammeldags vendelbomål.

    Udplantning.

    Forår og sommer var der altid små frøplanter, der skille plantes ud i kasser inde i et drivhus. Her blev også plantet tomater, som voksede, blev beskåret, blomstrede og gav frugt sommeren igennem. Og her skulle vandes hver dag og tiere, når der var varm sommer. Ude blev der sat småplanter af mange slags i mistbænke med glas over eller ude i åben jord. Der var også hele tiden steder, hvor der skulle luges ukrudt væk.

    Lugearbejde.

    Der var store område med lange rækker af alle slags planter, som stod og voksede sommeren igen-nem; men ukrudt voksede også. Derfor kom der af og til nogle gifte koner og gjorde planterækkerne rene for ukrudt. Ole og jeg hjalp også til med lugningen.

    En dag først på sommeren

    skulle Ole og jeg luge mellem jordbær-planterne, og det var vanskeligt, for der var meget senegræs og der var mange blomster på planterne og allerede små jordbær på vej. Bedst som vi lå og krav-lede på skrævs over hver sin jordbærrække, kom Sanden himself og inspicerede. Jeg havde været så uheldig at rive en stilk med blomster og bær af sammen med noget ukrudt. Det var Sanden utilfreds med og skældte ud og daskede mig oven i hovedet med stilken og sagde: "Karl, du skal luge ordentlig! Der kunne være blevet et helt pund jordbær af dem, du har revet af!". Vist kunne der ej. Problemet var bare, at det var alt for sent der i juni måned at luge mellem jordbærplanterne. Vi lå der i flere dage, Ole og jeg. Det skete en dag, at vi lå og skændtes om et eller andet. Jeg havde måske drillet ham, så han blev gal på mig, tog sin lugegaffel og kastede den hen imod mig. Det kunne have gået gruelig galt, men jeg blev bare ramt på mit venstre lår. Det blødte en del, men det holdt snart op igen. Nogle dage derefter skulle jeg i bad derhjemme, og mor hjalp mig og så, jeg havde et sår på låret. Hun spurgte, hvad det var kommet ved, og jeg måtte komme med en nødløgn om, at jeg bare havde slået mig. Såret kom sig ret hurtigt, men arret er der stadig og minder mig om Bramwell Sandens beskidte jordbærplanter og Oles temperament.

    Blomster i bundter.

    Hen på sommeren og om efteråret var der tit blomster, der skulle afskæres og bundtes. Det foregik mest om aftenen, og så sent på dagen som muligt, for at blomsterne kunne holde sig friske til næste dag. Somme tider skar vi blomster til efter solnedgang. Når vi skar blomster og bundtede, kunne vi tjene gode penge, for vi fik 10 øre for hver bundt afskårne blomster, vi bandt, og vi kunne nå at lave ret mange bundter. Meget tidligt næste morgen kørte gartneren over til Aalborg på gartnerauktionen for at afsætte de blomster, vi nåede at bundte.

    Karsebakker.

    Hen på efteråret og vinteren igennem arbejdede vi naturligvis mest inde. Drivhuset blev varmet op fra et fyr, og her dyrkedes massevis af grøn karse. God sphagnumjord blev blandet og lagt i flade kasser med seks pap-bakker i hver. Karsefrøene, der ligner hørfrø, blev rørt med vand til en grød i et stort fad og derefter i et bredt lag smurt ud over et passende antal kasser med papbakker. Inde i drivhusvarmen blev karsebakkerne vandet dagligt og voksede hurtigt til. Inden en uge var de klar til at sælges ovre på GASA i Aalborg. Der blev "smurt" karsebakker nogle gange om ugen.

    Jordskorker.

    Et sted havde gartneren stående nogle jordskorkeplanter, som satte jordknolde om efteråret. Jordskorker ligner lidt kartofter og bruges meget af mennesker med sukkersyge. Gartneren var en snu og noget nærig mand og skulle have mest mulig arbejdskraft ud af os. Derfor sørgede han næsten altid for, at jordskorkerne skulle graves op, lige før vi skulle til at gå hjem

    Oprydning.

    Var der ikke andet at tage sig til, så kunne der altid fejes her og der eller ryddes op på hylder og andre steder. Gartneren havde fundet ud af, at jeg var god til at rydde op, så det blev jeg tit sat til. Han sagde, at hver ting har sin plads, og at orden er det. at hver ting er på sin plads.

    Krigspenge

    . De danske 1-ører, 2-ører og 5-ører var af kobber. Men tyskerne skulle bruge al det kobber, de kunne skrabe sammen til militært formål. I 1942 blev alle danske kobbermønter inddraget og erstattet med tilsvarende mønter af letmetal. De første mønter, der blev fremstillet, var af ren aluminium, og de var meget lette. En dag ville jeg gøre et forsøg med en 2-øre af aluminium. Jeg gik nede på gartnerens mark, der gik helt ned til jernbanen. Jeg listede mig helt op mellem skinnerne, mens der ikke var noget tog i sigte, og så lagde jeg 2-øren på en skinne. Lidt efter kunne jeg høre, at toget kom inde fra Nørresundby, så jeg rendte lidt væk fra skinnerne og ventede. Toget kom susende og kørte over min 2-øre. Da toget var væk, løb jeg op på skinnerne igen og fandt det, der havde været en 2-øre, en meget tynd metalskive, på størrelse med en 5-øre, og der kunne ikke ses det mindste at møntens tal. Desværre mistede jeg den deformerede 2-øre, jeg husker ikke hvordan.

    En dag, hvor jeg var helt nede på en af gartnerens marker, som gik helt ned til den jernbane, der dengang gik dér, fandt jeg på noget, som jeg syntes kunne være spændende og måske farligt. Der var kommet nogle nye 2-ører, og de var lavet af alluminium og var særdeles lette.

    Jeg havde en af disse 2-ører i lommen, og så gik jeg op på skinnerne, lagde 2-øren på den ene skinne og ventede på toget. Hvis jeg havde ventet, at toget væltede, blev jeg skuffet, men 2-øren var ikke til at kende igen. Den var blevet fladet ud, så den var lige så stor som de 5-ører, vi dengang havde. Desværre blev den store 2-øre væk for mig, men jeg havde heller ikke kunnet købe noget for den, for ingen kunne se, den skive skulle være penge.

    Rosenvænget.

    Da vi flyttede til Rosenvænget var denne en grusvej med græskant i begge sider, og der var kun bygget huse ved den nordre side, alle med ulige numre fra 1 til 39. Ud til den anden side var der bare landbrugsjord, som tilhørte en landmand, Ejler Stegenborg. Allerførst i 1940’erne ville han sælge en strimmel jord langs med Rosenvænget og udstykke det til haver. Så kunne køberne efterhånden bygge huse dér. Vi boede på Rosenvænget nr. 11, og lige over for købte far et stykke jord, som vi kunne benytte som en ekstra have. Men far havde ikke tid til at passe en sådan have, og Ole arbejdede vist allerede dengang netop hos Ejler Stegenborg, så enden på det blev, at pasningen af jordstykket kom til at hænge på mig. Vi avlede kartofler på det stykke jord, men det blev aldrig rigtig renset for ukrudt og senegræs. Det var mere, end jeg kunne klare, så enden på det blev, at den ekstra have blev solgt igen.

    Nørre Uttrup Brugsforening.

    Brugsen var næsten nabo til skolen og den lå lige på hjørnet af Hjørringvej og Gartnervænget. Uddeleren der ked Knudsen, og hans søn, som hed Pedro Knudsen var kommis i forretningen. De fleste "købmandsvarer", vi skulle bruge, hentede vi i brugsen. På en almindelig huskeseddel kunne der stå:

    2 kg. flormel, 1 pk. margarine, 1 pk. gær, 2 kg. melis, bagepulver, ½ pund kaffe, 1 Rich’s, 5 liter øl

    Dengang kunne man få øl – hvidtøl – i store flasker til 5 eller 10 liter. Den store flaske var anbragt i et stativ af træ og med hank, så den var til at bære. Der var nogen, der kaldte disse store øller for "stakit-øl", for den store ølflaske var jo indhegnet af noget, der kunne ligne et stakit Vi købte mest flasken med 5 liter, for den store var for tung at bære, og øllet kunne blive for gammelt og surt.

    En dag var jeg nede i brugsen efter nogle varer til mor, bl.a. sukker, som jeg bar på armen. På vej hjemad faldt suk-kerposen fra mig ned på jorden, og posen gik i stykker. Det var ikke så godt.! Hvad skulle jeg gøre? En af skolens lærerinder, frøken Rasmussen, boede på første sal i det hus, hvor også Kjædegaard boede, og hun havde set mit uheld oppe fra sit vindue og kastede en spiseske og en hel pose ned til mig. Så kunne jeg samle det meste af sukkeret op.

    Brugsbutikken var et stort rum med diske på tre sider. I et hjørne, hvor to diske mødtes, var anbragt en spyttebakke, som mest brugtes af mænd, der brugte skråtobak, men det var ikke alle spytterne, der var lige gode til at ramme hullet i bakken, så der var spytklatter rundt omkring bakken. Når man forlod butikken, fik man en venlig hilsen, som stod på et skilt på dørens inderside: Er De tilfreds, sig det til andre. Er De utilfreds, sig det til os.

    Menighedshuset.

    Nede på Hjørringvejen, næsten lige over for Rosenvænget, lå et forsamlingshus. Det var ikke et missionshus, men et menighedshus, hvor alle slags kirkelige møder blev holdt. Huset, der var blevet bygget nogle år før krigen, bestod af en forgang, hvorfra man kunne komme til toiletter, køkken og et lille mødelokale. Det meste af huset var en stor sal, som dog tidligt i krigsårene blev delt i to. Man kunne ofte nøjes med den halve sal og således spare på brændsel til opvarmning.

    • Det var her, vi gik til søndagsskole, normalt hver søndag, og der blev naturligvis holdt juletræsfest. En af lederne var lærer Gunnar Pedersen, som senere antog navnet Naurbo.

    • Her holdt også FDF Aalborg 6. kreds sine klasse- og kredsmøder. FDF betyder Frivilligt Drenge Forbund. FDF blev stiftet 1902, og jeg kan tydeligt huske, at vi fejrede 40 års jubilæum i 1942. Jeg blev FDF’er vist allerede i 1939 og gik i 1., 2. og 3. pilteklasse. Som pilt havde man en grå bluse og et grønt tørklæde. Efteråret 1942 blev jeg væbnerelev, og om foråret 1943 aflagde jeg væbnerløfte og kom i væbnerklassen. Som væbner bavde man stadig en grå bluse, men med et blåt tørklæde. Jeg fortsatte med at være FDF’er, til kort tid efter min konfirmation i oktober 1943. Jeg husker, at jeg fik et konfirmationstelegram fra FDF 6. kreds. Det telegram hart jeg endnu.

    • For de voksne blev der holdt menighedsmøder af forskellig art, og fester. Når man samledes i bibelkredse eller til samtalemøde, skete de rundt om i hjemmene.

    Dengang blev der ikke udgivet et egentlig kirkeblad. Alle de forskellige kirkelige og indremissionske forsamlinger og foreninger udgav i fællessskab et menighedsblad, hvor alle møder var bekendtgjort. For at spare blev dette blad omdelt af frivillige hjælpere. Gennem flere år fungerede jeg som bladomdeler.

    Anton Andersen og hans kartofler!

    En af mine forældres venner hed Anton Andersen. Han hjalp også til i søndagsskolen. Her havde han som opgave at føre en slags protokol; han satte et kryds, for hver gang vi kom, og når et år var omme, blev der uddelt præmie til dem, der havde været flittigst til at komme i søndagsskole. Jeg har kun kendt ham som en gammel mand; han var enkemand og boede på en sidevej til Gl. Kongevej. Jeg tror, at det før i tiden var ham, der cyklede rundt og fordelte menighedsbladet, men efterhånden blev han for svagelig til det, og derfor tog jeg over som bladuddeler. Det var lidt af et generationsskift. Anton Andersen var trods sin alder en praktisk og arbejdsom mand. Hvert efterår indgik han en aftale med Daniel Christensen på "Henriksshvile", en stor gård i Hvorup, at han skulle tage en vis mængde kartofler op, så han derved tjente til sit eget kartoffelforbrug det følgende år. For at spare ham for lidt af besværet med kartoffeloptagningen lovede min far, at jeg kunne hjælpe ham nogle dage efter skoletid. Anton Andersen var en udholdende mand. Mens han løsnede kartoffeltoppene og knoldene, lå jeg og kravlede på mine knæ, og med de bare hænder samlede jeg kartofler op i en stor kurv. Når kurven var fuld, hjalp vi hinanden med at bære dem hen i en kartoffelkule, hvor kartoflerne skulle ligge indtil videre. Dag efter dag fortsatte vi, indtil de aftalte rækker var taget op, hver dag indtil det blev så mørkt, at vi næsten ikke kunne se mere, og jeg var træt.

    Lus i håret.

    En dag, da jeg sad i skole, mærkede jeg, at det kildrede lidt i min forreste hårbund. Da jeg kløede på stedet med en finger, sad jeg pludselig en lus ved min negl. Jeg tror ikke, at min sidemand så det, og jeg fik i en fart lusen klemt ihjel mellem to negle. Jeg var lidt flov, og da jeg fortalte det derhjemme, tror jeg, at mor skammede sig og syntes, det var hendes skyld. Men det var det ikke. Det var et problem, som mange hjem og børn kendte til. På et tidspunkt – måske et par gange – kom der nogle sygeplejersker og efterså alle børns hår og almene renlighed. Alle børn, der fik konstateret lus, fik håret smurt i sabadilleeddike og blev kæmmet med en særlig kæmmekam med meget smalle tænder og mellemrum. Hjemmene blev tilrådet at anskaffe sig både kæmmekam og sabadilleeddike

    Mors sygdom og død.

    Foråret og sommeren gik, og i oktober blev mor igen indlagt, først på Aalborg Amtssygehus. Den 7. november fik mor besøg af sin far, altså bedstefar fra Torsted, og han var der sammen med min ældste bror Egon. Da de to forlod Aalborg Amtssygehus for at gå ned til rutebilstationen, fik bedstefar - lige ved Kildeparken - et hjerteanfald. Han blev kørt ned til Aalborg kommune hospital - der var ganske vist nærmere til Amtssygehuset, men fordi hans ildebefindende fandt sted i Aalborg by, skulle han bringes til Kommunehospitalet – og her døde han samme dag. Den 8. november blev mor overflyttet til Radiumstationen i Århus, uden at blive orienteret om, hvad der var sket med bedstefar. Mor kom til at ligge i Århus julen over, men hendes tilstand blev ikke bedre. Længere hen på foråret kom mor hjem, men blev igen indlagt på Aalborg Amtssygehuset. Ingen behandlinger hjalp, så mor kom hjem og lå en ret kort tid. Hun døde den 12. juni 1941, altså da jeg var knap 12 år.

    Avisdreng.

    Det må have været 1941/42, jeg fik tilbudt eller blev overtalt at blive avisdreng. Jeg er sikker på, at det må have været, fordi jeg kunne tjene flere penge ved det, end at arbejde nede ved gartner Sanden. Det var den socialdemokratiske avis i Aalborg, Ny Tid, jeg kom til at gå med, og jeg fik en avistur på 52 abonnenter, og lønnen for det var 6 kr. om ugen. Min tur lå ret spredt; den begyndte øverst oppe på Østergade, og så gik den ud gennem Nørre Uttrup og et stykke vej ud ad Hvorupvej mod Gildsiggård. Til at begynde med skulle jeg hente aviserne helt ovre på avistrykkeriet på Boulevarden i Aalborg. Senere blev det sådan, at alle de aviser, der skulle udbringes nordenfjords, kunne hentes hos en dame nede på Dronningensgade i Nørresundby. Almindeligvis havde jeg en slags cykel at køre på, men når den svigtede eller vejret gjorde cykling umuligt, måtte jeg gå hele turen.

    Der var forskellige former for abonnementer. Nogle betalte pr. uge, andre pr. måned og der var vist også nogle få, der betalte kvartalsvis. Det var mig som avisomdeler, der skulle modtage betalingen for avisen, og når jeg skulle det, måtte jeg jo banke på eller ringe på. Et sted boede der en enlig gammel kone, og en dag, da jeg bankede på, mente jeg at hun sagde "Kom ind!, og jeg lukkede op. Men det stod hun kun iført meget lidt, og hun bad mig om at gå ud igen, for hun påstod, at hun havde sagt: "Der må ingen komme ind!" Det kunne jeg jo ikke vide. Men jeg ventede lidt, og så fik jeg de penge, jeg skulle have og vist lidt til. Der var mange steder, at jeg fik ekstra penge til mig selv, så på den måde tjente jeg gode og tiltrængte lommepenge..

    Noget af det værste med at gå med aviser var, at der et par steder var nogle glubske hunde. For det meste var hundene der ikke, når jeg kom med avisen, eller folk var hjemme. Men det skete også, at pludselig var hunden der. Jeg blev aldrig bidt, men jeg måtte flere gange snige mig forsigtigt baglæns, måske med avistasken foran mig som et skjold. Først når jeg var uden for lågen, var jeg i sikkerhed og kunne trække vejret frit.

    Under krigen kunne vi hverken få cykeldæk eller slanger. Derfor måtte vi klare os, så godt, det kunne lade sig gøre. Hvis dækkene på min cykel var begyndt at revne i siderne, fandt jeg noget sejlgarn og viklede det om dækkene, hvor det var værst. Så kunne den omvikling vare et stykke tid, indtil en ny blev nødvendig. Efterhånden kunne dækkene ikke dækkes mere. Så opstod der en anden løsning. En cykelsmed havde fundet på at skære gamle og ned-slidte bildæk op, så de kunne sættes fast på en cykelfælg, men der blev et par sammensyninger hjulet rundt, og der var altså tale om faste dæk, som var hårde at køre på. Den slags dæk kørte jeg med under resten af krigsårene.

    En vinterdag var der det forfærdeligt snevejr, og det var umuligt at gennemføre hele turen, så jeg kom ikke helt ud på Hvorupvej og måtte vende om. Da jeg var ved at være hjemme, mødte jeg far. Han var blevet bekymret for lille Karl og gik ham i møde. Vi nåede hjem, og jeg fik varmen igen. Jeg beholdt avisturen til marts 1942, for til april det år skulle jeg begynde i mellemskolen, og så ville der ikke blive tid til at gå med aviser om eftermiddagen.

    Luftalarm og luftkamp . Der var meget tysk militær i Aalborg og Nørresundby. Især havde tyskerne flyttet meget luftvåben til området ved Aalborg. Det lille flyveplads Rødslet ude ved Lindholm og Vadum udbyggede tyskerne til en vigtig krigsflyveplads. De udbyggede også flyvepladsen ovre ved Rørdal Cementfabrik. Derudover brugte de også fjorden vest for Aalborg som vandflyveplads, for de havde mange vandflyvere, der var monteret med ponto-ner, så de kunne gå ned på vandet der. Alt det fandt englænderne selvfølgelig hurtigt ud af. Derfor kom de ikke så sjældent på "besøg". De ville ødelægge både de tyske flyvemaskiner og de start- og landingsbanerne, som tyskerne anlagde. Så snart tyskerne blev klar over, at der var fjendtlige flyvere i luftrummet, hylede luftværnssirenerne. Det kaldtes luftalarm, og det var signal til alle danskere, at vi skulle gå i beskyttelsesrum. Mange steder havde man kælder under huset, og det var et godt sted at søge beskyttelse, hvis da ikke hele huset blev ramt af en bombe og styrtede sammen over hovedet på dem, som var der. Vi havde ingen kælder, men vi kunne rende over til en nabo og opholde os i kælderen der under luftalarmen.

    En dag over middag hylede sirenerne igen, og vi løb over for at komme ned i naboens kælder. Men det var egentlig sjovere at blive oppe. Den dag var de angribende flyvemaskiner canadiske biplaner, altså dobbeltdækkere. Tyskernes antiluftskytskanoner dundrede, og de forsøgte at skyde de angribende flyvemaskinerne ned. Tyske flyvemaskiner kom også op, så vi kunne se, der var en slags luftkamp ude vest for Aalborg. Pludselig blev en af de canadiske flyvemaskiner ramt, enten af en tysk flyver eller af tysk antiluftskyts. Den faldt brændende mod jorden, mens den cirklede rundt. Vi kom ned i naboens kælder, men inden længe lød sirenerne igen, og det betød, at luftalarmen var slut for den gang, og vi kunne gå hjem.

    Hver aften, inden det blev helt mørkt, satte vi en stor træskodde for vinduet til spisestuen. Så var det vores beskyttelsesrum, hvis der var luftalarm om natten. Når sirenerne hylede om natten, løb vi ind i stuen, hvor skodden var for, og der kunne vi så opholde os under luftalarmen. Hvis kanonerne tordnede meget voldsomt, lagde vi os ude langs med ydermuren eller under spisebordet, for hvis huset blev ramt, ville her være mest sikkert. Det kunne også være spændende at være ude, når der var mørkt. Så forsøgte tyskerne med deres lyskastere at finde ud af, hvor de fjendtlige flyvemaskiner fløj. Så snart én lyskaster ramte en flyvemaskine med sin lysstråle, var der straks en anden der også gjorde det. Mens de to lyskastere holdt flyvemaskinen fast i deres stråle, forsøgte tyskernes antiluftskyts at ramme den. Jeg så aldrig, at det lykkedes. Når antiluftskytset tordnede løs, kunne man også se det, for nogle af projektilerne var lysende; der opstod ligesom en lang punkteret linie oppe i luften. På vej til skole om morgenen efter en nat med luftalarm, kanontorden og bombenedslag kunne det ske, at vi fandt nogle større eller mindre granatsplinter af aluminium; de var altid krøllede og skarpkantede.

    Mellemskolen.

    Ret tidligt på året 1942 – det må have været i februar måned – skulle der være optagelsesprøve til kommunens før-ste eksamensskole. Skolens officielle navn var Sundby-Hvorup Kommunale Mellem- og Real-skole. Optagelses-prøven fandt sted på Gl. Lindholm skole, og vi var til prøve to gange med nogle dage imellem. Den ene dag blev vi prøvet i skriftlig dansk og den anden dag i skriftlig regning. Børnene, der kunne gå til opta-gelsesprøven, kom fra 4., 5. og 6. klasse fra alle skolerne i Sundby-Hvorup kommune, Bouet skole, Hvorup skole, Hvorupgaard skole, Nørre Uttrup skole og fra Gl. Lindholm skole. Jeg var mellem dem, som var blevet udtaget til at gå til prøven fra Nørre Uttrup skole. Det var meget spændende at skulle op til prøve, for det var første gang, jeg var med i en sådan konkurrence. Selvfølgelig blev jeg optaget, for jeg gik jo allerede i 6. klasse, og jeg havde haft lærer Dahl til dansk. Men der var da mange, der gik i 5. klasse og en del, der kun gik i 4. klasse, der blev optaget. På den måde blev det aldersmæssigt en sammensat mellemskoleklasse. I mellemskolen kom jeg til at gå i fire år, og her lærte jeg meget om mange ting.

    Hjemlige forandringer.

    Unde mors sygdom kunne familien ikke have klaret sig igennem uden storesøster Ellys enestående indsats. Elly var blevet konfirmeret i oktober 1940, og kort efter kom mor på sygehus, først i Aalborg og senere i Århus, hvorfra mor kom hjem og døde sommeren 1941. Skønt Elly kun var en stor pige på 14-15 år, fortsatte hun, efter at mor var død, med at passe hjemmet og holde sammen på det hele. Men det var i længden for stor en byrde for Elly. Så vi fik efterhånden forskellige husbestyrerinder. Nogle var der kun et par måneder, andre noget længere, og de var meget forskellige. Så kom Katrine. Hun var fra egnen ved Hobro, og hun blev og giftede sig med far, og vi fik en mor nummer to. Det fik forskellige konsekvenser.

    • Det ret beskedne hus på Rosenvænget 11 blev udvidet med en tværfløj med en stue forneden og et soveværelse oven på. Gennem de måneder, det tog at bygge tilføjelsen til huset, fungerede jeg som murerhåndlanger og tjente lidt ved det.

    • Ole kommer til at tjene hos Katrines far, Chr. Sørensen, i Hald Tostrup Nogle år tidligt i sommerferier kom jeg der også og lærte lidt landbrug. Jeg måtte meget tidligt op om morgenen for at hjælpe til med morgenrøgtningen. En lørdag-søndag, hvor jeg troede, at jeg skulle besøge Ole, tog han hjem til Nr. Uttrup. Jeg blev der og sørgede for køerne sammen med Katrines far

    • Flere år i starten af skolesommerferien arbejdede vi ude på markerne for at rense roer anden gang. Vi var også nede i engen for at bjerge hø og kør det hjem. Her blev høet forket op på høloftet i bagende sol og brændende pandeplader. Til hjælp for høets holdbarhed blev der strøet salt ind over hølagene. Der var den gang rationering på salt, men ikke for landmænd.

    Min konfirmation. På grund af aldersspredningen i mellemskolen kunne hele klassen ikke konfirmeres det samme år. De af os, som havde gået i 6. klasse, før vi blev optaget i 1. mellemskoleklasse, kom til at gå til præst allerede i 2. mellem i 1943. Så gik vi glip af en del skoleundervisning. Jeg gik til præst hos provst Carl Nielsen inde på Nørregade i Nørresundby. Han var præst for Nørresundby sogn og Hvorup sogn. Først gik jeg til præst nogle måneder frem til sommerferien, og derefter gik jeg igen nogle måneder, indtil konfirmationen den 3. oktober 1943.

    Konfirmationen fandt sted i Nørresundby kirke, og de salmer, vi sang, var: Gør Døren høj, gør Porten vid – Herren han har besøgt sit Folk – Han som paa Jorden bejler – Lad Verden ej med al sin magt – Paa Jerusalem det ny – Lad denne Dag, o milde Gud

    Af min bedstemor fik jeg – inden vi gik i kirke – en salmebog, og foran i den står: Hjertelig til Lykke paa Højtidsdagen3/10-43 ønskes fra Bedstemor i Vodskov. Senere skrev provsten mit konfirmationsord i den: Kære Karl! Jeg er Vejen, Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Johs. Evang. 16,4.

    Der var et problem med konfirmationenstøj til mig. Jeg skulle gave haft et jakkesæt, men det kunne ikke opdrives, så jeg lånte Oles jakkesæt fra hans konfirmation året før. Jeg fik godt nok et sæt nyt tøj, såkaldt andendagstøj, men det var noget krigstøj, som kaldtes maksimaltøj, som vist var lavet af klæde, som var blevet vævet af optrævlet gammelt tøj, og indlæggene var af vævet papirtråd. Men bortset fra det havde vi en festlig dag med nogle få gæster. Af gaver fik jeg nogle bøger og nogle kontante penge, ikke mange, måske 100 kr. i alt.


    Jødeforfølgelse

    I alle de lande, som Nazi-Tyskland besatte, blev jøderne forfulgt. De danske jøder gik heller ikke ram forbi. Men de kom alligevel til at have en særstilling. Ad visse kanaler var det sivet ud, at tyskerne ville internere alle danske jøder. Selv om en del jøder nægtede at tro, at de ville blive taget af tyskerne, lykkedes det langt de fleste at komme i sikkerhed ved at flygte til Sverige. De blev hjulpet af nordsjællandske fiskere. Som protest imod, at tyskerne ville gøre alvor af også at internere danske jøder, udsendte Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard et hyrdebrev dateret den 29. september 1943. Dette hyrdebrev blev læst op i alle Danmarks kirker søndag den 3. oktober 1943, altså på min konfirmationsdag. Desværre kan jeg ikke huske, hvorvidt provst Carl Nielsen gennemførte oplæsningen; måske undlod han det på grund af konfirmationen.


    Biskoppernes hyrdebrev:

    Den danske Kirkes Stilling til Jødespørgsmaalet.

    Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod.

    Fordi vi aldrig vil kunne glemme,

    at Kirkens Herre, Jesus Kristus fødtes i Bethlehem af Jomfru Maria i Følge Guds Forjættelse til hans Ejendomsfolk, Israel. Jødefolkets Historie indtil Kristi Fødsel rummer Forberedelsen til den Frelse, Gud har beredt alle Mennesker i Kristus. Dette kendetegnes ved, at det gamle Testamente er en Del af vor Bibel.

    Fordi Forfølgelse af Jøder

    strider imod den Menneskeopfattelse og Næstekærlighed, som er en følge af det Budskab, Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde. Kristus kender ikke Personsanseelse, og han har lært os at se, at ethvert Menneskeliv er dyrebart i Guds Øjne: "Her er ikke Jøde eller Græker; her er ikke Træl eller fri; her er ikke Mand og Kvinde; thi alle er een i Kristus Jesus." (Gal. 3, 28.)

    Fordi det strider imod den Retsbevidsthed,

    som raader i det danske Folk, nedfældet i vor dansk-kristne Kultur gennem Aarhundreder. I Henhold hertil har alle danske Statsborgere efter Grundlovens Ord lige Ret og Ansvar for Loven og Religionsfrihed samt Ret til at udøve vor Gudsdyrkelse efter Kaldelse og Samvittighed og saaledes, at Race og Religion aldrig i sig selv kan blive Anledning til, at et Menneske berøves Rettigheder, Frihed eller Ejendom. Uanset afvigende religiøse Anskuelser vil vi kæmpe for, at vore jødiske Brødre og Søstre bevarer den samme Frihed, som vi selv sætter højere end Livet. Der findes hos den danske Kirkes Ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten og protestere imod enhver Krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker.
    29/9 1943 Paa Biskoppernes Vegne, H. Fuglsang Damgaard


    Lærere og fag på Gl. Lindholm skole

  • Holger Ascanius var skoleleder og lærer i geografi. Havde tidligere være en "slagfærdig" lærer, men efter hans kones død var han blevet en mildere mand og et rart menneske. Han gik meget på jagt, og når han havde skudt harer eller ænder blev dette bytte hængt ud ved hans kvist til modning. Ikke mindst på grund Ascanius blev geografi et af mine bedste fag. Mens hovedparten af klassen skulle gå til præst i 3. mellem, havde vi, der var blevet konfirmeret året før nogle hyggetimer med Ascanius som lærer. Her læste han op af fortællinger, hans broder havde skrevet om sin tid som ingeniør i Bagindien og Grønland.

    Viggo Hare Hansen

    var klasselærer og lærer i dansk alle fire mellemskoleår. Hare Hansen var almindeligvis en rar og dytig dansklærer, som vi lærte meget ved. Men han kunne også være noget hidsig og kunne være "slagfærdig". Hjemme i sin have havde Hare Hansen pelsdyr, som han kaldte nutria. Hans søn Niels gik i klassen. Blev senere skoleinspektør på Thistedvejens skole.

    Hilda Oppenländer

    var en særdeles dygtig, myndig og respekteret lærer i engelsk gennem alle fire år. Var tillige et fint menneske. Ved en voldsom leg i skolegården, som den gang var belagt med groft grus, faldt jeg og slog mit knæ ret slemt, og jeg skulle til læge. For at jeg ikke skulle gå alene ind til læge Steinø i Nørregade, gik hun den hele vej sammen med mig. Ikke nok med det, hun stak mig en krone som "tapperhedsbelønning".

    Kirkensgaard

    var regnelæreren de første to år. Han var både dygtig og ganske rar og lun. Han brugte stangskrå så diskret, at han ikke troede, at vi vidste det. Men ved en eller anden særlig lejlighed gav klassen han en æske stangskrå som gave. Hans søn Per havde vi som klassekammerat.

    H. Mygind Sørensen var lærer ved Thistedvejens skole, vi fik ham fra 1944 til både regning og matematik samt i 1945 til fysik; meget kompetent, men streng. Blev senere, i 1959, skoleinspektør i Bælum.

    N. C. Thomsen Nielsen

    var en inspirerende lærer i historie, og vi sang i alle hans timer. Han var næstformand i Danmarks Lærerforening, kom derfor ofte for sent til timerne, fordi han ofte snakkede i telefon. Når han endelig kom skrev han et sangnummer på tavlen og begyndte selv at synge, og vi måtte skynde os at finde nummeret og synge med. Somme tider havde vi vikar. En af dem var Krog Jensen, søn af daværende skolebestyrer af Nørresundby private Realskole. Den unge Krog Jensen, var dengang "nybagt" lærer, og en dage havde han en meget spændende ting med i klassen, en konserveret hestehov med forsølvet hestesko og tilvirket som askebæger med forsølvet låg. Jeg opfattede det sådan, at det var den ene hestehov af den hest, Malgret Tout, som Christian X havde redet på den 10. juli 1920.

    Frost Larsen

    var lærer i geografi og naturhistorie (botanik og zoologi) samt i sang. Fordi stemmen gik i overgang hos de fleste af os drenge, blev sangtimerne kun med pigerne. Han var i det hele taget pigeglad. Han var kirkesanger i Hvorup kirke. Supplerede sin lærergerning og kirkesang med både hønseri og hestestutteri.

    Svend Færgemann

    fik vi til fysik og kemi. Han var netop hjemkommet fra Argentina og fik ansættelse i Nr. Uttrup, hvor jeg havde haft ham til tysk. Men han en blev overført til Gl. Lindholm skole. Ved mere afslappede samvær med Færgemann ville han gerne berette fra sine år ved den danske skole i Tandil i Argentina

    Frk. Nørgaard

    var muligvis dygtig til tysk, men hendes undevisning var middelmådig; hun var vist mere optaget af kæresteri med en gift mand.

    Ørnbøll

    var sløjdlærer, og jeg husker ham som en lille rar lærer, der i sløjdtimerne altid bar kittel..

    Til og fra skole. Mellem Rosenvænget i Nr. Uttrup og Gl. Lindholm skole er der godt 2 kilometer i luftlinie. Den luftlinie kunne man dengang omtrent følge ved at gå til bens ad markskel og småveje op over den bakke, der ligger mellem Nørre Uttrup og Lindholm. I godt vejr var det en dejlig tur at gå om morgenen, selv om den kunne synes lidt lang. Efterhånden var det slut med at cykle. Om vinteren var det ikke så let at gå over bakken; da gik vejen ind gennem Nørresundby.

    Lige neden for Rosenvænget var der en håndværker, der hver morgen skulle af sted på samme tid som jeg. Derfor fik jeg tit lov til at køre med ham. Ingen kunne dengang få benzin, så drivkraften i hans bil var gas fra en ovn, der var monteret på bilen. Der skulle puttes brænde i den ovn, helst bøgetræ, og så snart træet begyndte at brænde, udviklede der sig gas, som kunne drive motoren. Om vinteren kom jeg også tit op at køre med en mælkekusk, som kom ude nord fra og skulle ind til et mejeri i Nørresundby. Der kunne jeg køre med og sad lunt mellem de varme mælkejunger. Fra Nørresundby torv og resten af skolevejen måtte jeg bruge mine egne ben.

    Når jeg om eftermiddagen skulle fra skole, gik jeg næsten altid gennem Nørresundby. Det tog lidt længere tid, men der var altid noget at se og opleve. Det skete gang på gang, at jeg så en længere kolonne tyske soldater i marchkolonner gennem gaderne, meget ofte smukt syngende. Nogle dage havde et tysk militærorkester taget opstilling foran Nørresundby Postkontor og holdt koncert dér. Længere hen i besættelsestiden virkede tyskerne ikke helt så charmerende. En dag drønede nogle Hipo-korps-folk i deres sorte uniformer op gennem gaderne i åbne biler og på motorcykel på jagt efter mennesker, de ville anholde. En dag var jeg vidne til en skudveksling, hvor først en stikker blev likvideret, og straks efter blev hans drabsmand selv skudt. Midt i sceneriet stod en tysk officer med pistol i begge hænder.

    Kontorelev. Efter bestået Mellemskoleeksamen marts 1946 var der mulighed for at fortsætte et år mere og få real-eksamen. Men jeg ville gerne ud af skolen for økonomisk at aflaste mit hjem og for selv at lære noget, jeg kunne leve af. Jeg fik plads som kontorelev på kommunekontoret i Sundby-Hvorup. Min klassekammerat, Knud Gade-gaard, blev ansat som kontorelev samtidig med mig. Den pedel, som havde været på Gl. Lindholm skole, mens jeg gik der, hed Chr. Dahl, og jeg havde fået at vide, at han var fætter til den lærer Alfred Dahl, jeg havde haft i Nr. Uttrup. Ved kommunalvalget det år var Chr. Dahl blevet valgt ind i Sundby-Hvorup sogneråd og var blevet sogne-rådsformand. Samme dag, som jeg begyndte på kommunekontoret, tiltrådte han som sognerådsformand.

  •  

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

  • Skriv en ny kommentar: (Klik her)

    123hjemmeside.dk
    Tegn tilbage: 160
    OK Sender...

    Niels ove Pedersen* | Svar 09.12.2015 09.00

    Karl Maksten når jeg sedder og læser om din barndomlege bliver jeg sat 70 år tilbage. Legene var mangfoldige.Legede også fugle, min mor så det og forbød det,

    Karl Maksten | Svar 09.11.2015 15.25

    Salep er et stivelsesholdigt pulver af rodknoldene fra forskell. gøgeurter. Især tidl. brugt fx til jævning af madretter eller som lægemiddel mod diaré.

    Ivan Chrístensen | Svar 09.11.2015 11.50

    Kære Karl Maksten.
    Jeg har læst lidt af din hjemmeside, jeg faldt over ordet salep. I min fars familie bruges det om Kirsebærsovs, hvor stammer ordet fra.

    Se alle kommentarer

    | Svar

    Nyeste kommentarer

    03.10 | 23:16

    Det er en spændende sten.

    ...
    17.08 | 11:33

    Tak for venlig opmærksomhed

    ...
    14.08 | 09:58

    Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

    ...
    23.07 | 09:11

    Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

    ...
    Du kan lide denne side