Steen Steensen Blicher var præst i Spentrup 1825 til 1847
Skibsprædiken som vielestale

Steen Steensen Blichers

Skibsprædiken den 28. juli 1825


I Spentrup Kirke nord for Randers er ophængt et kirkeskib, et 3-mastet fuldrigget koffardiskib Tordenskjold. Dette kirkeskib blev i sin tid skænket af købmand Brun fra Randers til Steen Steensen Blicher, som var præst ved Spentrup kirke i 22 år fra 1825 til 1847. Kirkeskibet blev modtaget, ophængt og indviet den 28. juli 1838, samme dag som Blicher viede sin datter Malvina og forpagter Berg. Ved den lejlighed holdt Steen Steensen Blicher skibsprædikenen herunder. Blicher var født i Vium den 11. oktober 1782 og døde i Spentrup den 26. marts 1848. Hans gravsted findes stadig på Spentrup kirkegård.

Mine kjære Venner!

Et ikke saa kort Tidsrum er henrundet, siden jeg første Gang talede Herrens Ord til Eder! Hvor Mange af dem, der da modtog mig, maa jeg ikke idag savne! Ogsaa jeg skal engang tælles blandt de Savnede. Den Tid vil komme - hvor snart veed Ingen af os - da min Røst ikke mere skal høres. Men jeg har det Haab, at den vil mindes endnu en Stund efter at jeg er lagt til Hvile, og I hverken høre eller see mig mere. Og vil jeg da paa denne Dag tale nogle særdeles Ord til mine elskelige Sognebørn, med det inderlige Ønske: at de maae bevares længe i kjerligt Sind hos Eder alle!

Dette Skib, mine Venner!

er en Gave fra een af vore Medreisende paa Livets urolige Hav. Han haver her ophængt det, ikke til en blot Prydelse; men deels for sig selv som et Taknemmeligheds Offer til den Stormens og Havets Herre, der fører ham gennem Farer tryggelig til hans sidste Ankerplads, og deels for os, til en saavel advarende som opmuntrende Lærdom. Dette Skib viser vel ved det første flygtige Øiekast som et blot Billedværk; men ved nøiere Beskuelse og Eftertænkning faaer det en mangfoldig og dyb Betydning. Det forholder sig hermed som med en fremmed Skrivt, paa hvis sælsomme Træk den Ukyndige stirrer med kort Nysgerrighed eller kold Ligegyldighed; men hvo der forstaaer at læse denne Skrivt, at udtyde disse Tegn, han faaer Mening derudaf.

Fæster nu for det første Eders Opmærksomhed paa Skroget!

I see da her et Stykke Træarbejde, bestaaende af mange Dele, kunstigen sammenfattede, fast forenede, saaledes at det udgjør et eneste Heelt. Herved tænke vi os det menneskelige Legeme, der er sammenføiet af mange og ulige artede Dele til et saadant Heelt, at vi med fuld Føie kalde det Skabningens Mesterstykke. Thi hvad ere vel alle vore beundrede Kunstværker andet end Fuskeværker mod dette? Hvad er vel den Pynt og Prydelse, med hvilke vi søge at skjule Manglerne ved vore egne Arbejder med den samstemmende Skjønhed, der viser det menneskelige Legeme som Skaberens Mesterværk? Men under et andet Hensyn er Ligheden mellem Skibet og Menneskelegemet lige saa træffende - om end mindre opmuntrende for den menneskelige Forfængelighed. Skibet er med al sin Fasthed og Styrke, alligevel skrøbeligt, forgængeligt og vorder ofte - selv under den største Forsigtighed - et Bytte for Elementernes seirende Magt. Ja, om det endog nok saa heldig trodser disse, om det dog omsider skjørnes, opløses, forgaae af Ælde. Saaledes ere og vore Legemer udsatte for utallige forstyrrende Paavirkninger af Vold og Sygdomme. Og om de nu heldigen undvige og overvinde alle disse Farer, skal dog Alderen ufeilbarlig svække deres Kræfter, udslette deres Skjønhed, og tilsidst overgive dem til Død og Forkrænkelse. Visselig! naar vi tænker derpaa, da maae vi vel sukke med Job:’Du gjorde mig som Leer, og Du vil gjøre mig til Støv igjen’.

Henvender hernæst Eders Øine til Skibets Tougværk!

hvis Mangfoldighed opvækker Eders Forundring, hvis indbyrdes Sammenhæng, hvis forskjellige og sælsomme Virkninger synes at spotte Eders Nysgerrighed, og give Eders Spørgsmaale ubesvarede tilbage. Herved forestille vi os Bevæggrundene – Drivefjederne til de menneskelige Handlinger. Hvor mangfoldige ere ikke disse? men dersom ofte hvor uforklarlige? stundom samvirkende, stundom krydsende hverandre, stundom modvirkende, hævende hverandre, hvis de ikke forbin-des med Kløgt, ledes med Forstandighed, og styres med Sindighed. Disse Touges Bestemmelse er: at heise Seilene, give den bedste Stilling for Vindene, og aller at stryge eller nedlade dem. Saaledes fremmer Menneskets Villie Tanker til Handlinger, forbinder og adskiller, forandrer og retter, fremskynder og undertrykker dem. Men hvor hyppigen skeer det ikke, at disse Handlinger forstyrres, ligesom Seilene sønderrives af Stor-mene? Og til Slutning standse, ophøre de alle, ligerviis som Seilene synke, naar Skibet er kommet i Havn. Men ogsaa i denne Lighed , mine Elskelige! er der Noget, som, hvorvel belærende dog tillige nedbøier vor idelig opstræbende Stolthed: dette tilsyneladende Vildrede af Touge, Reeb og Linier regieres af enhver udlært Søemand med Lethed og Sikkerhed.

Men hvo er det Menneske,

om han endog troer sig udlært i Livets Skole, som saaledes formaaer at lede alle sine Handlinger til et viist og værdigt Maal, ved forstandigen at styre, og samvirkende at forbinde Bevæggrundene til disse! Ak! jeg frygter, han har ikke det fulde Herredømme over dem; ja, jeg frygter, at han ej engang rigtig kjender dem; jeg frygter - nei! meer endnu: jeg veed det, jeg veed, hvor ofte vi, med al vor Klogskab, med Tilgivt af al vor Erfaring - hvor ofte vi dog bringe vore egne Planer, vore Handlinger, vort hele Selv i Vildrede. Denne kunstige Maskine kan jeg lære, paa det nøieste at kjende, paa det sikkreste at styre; men mit eget Selv - om jeg end lærte herpaa i hundrede Aar, jeg maatte dog - ude en høiere og viisere Lærers Hjælp - udgaae som halvbefaren, som gammelt Barn af Livets Skole.

Der er nu noget meget Vigtigt,

ja egentlig det Allervigtigste i hele Skibet, hvilket vi ikke see, undtagen naar det indføres og udbringes derfra; det er Ladningen, de Vare, som det bærer fra eet Land til et andet. ‘Hvad mon det Skib har at føre? spørge vi, naar vi see en Seiler nærme sig. Ja! der ere mange Slags Varer til at frembringe. Der kunde være gode Varer, og slette, falske og ægte, nyttige og skadelige; der kunde være farlige Varer, som endog ere istand til at fordærve og ødelægge det Skib, der fører dem.

Naar et Menneske, til hvem vi kjende slet Intet,

eller ikkun ganske Lidet, nærmer sig med et vigtigt Ærinde, da spørge vi og: ‘hvad mon denne fører i sit Skjold?’ Ja, vel er det en høistnødvendig Forsigtighed, saavidt vi maae og kunde, at anstille en nøie Undersøgelse; men en Saadan er ligesaa vanskelig, som den er vigtig. Et Skibs Ladning kan den, som hertil er bemyndiget, lære at kjende; men hvo er vel det Menneske, om han endog havde den udstrakte Fuldmagt hertil, som kan gaae ind i en andet, og gjennem-skue dets Tanker, Hensigter og Sindelag? De angiver vel Alle, deres Hjerters Ladninger at være Guds-frygt, Sandhed, Ærlighed; men det bliver dog først ved Udlosningen, ved deres Gjerninger, ‘paa deres Frugter’ vi skulde kjende dem. Ak! det er ofte for silde for vor egen Sikkerhed, vor egen Rolighed, at vi erholde denne Kundskab. Hvad vi skulde havt iforveien, det kommer først bagefter, og bringer os stundom Bedrøvelse, Harme og Anger. Men Enhver kan dog, naar den vil, kjende sine egne Planer, Hensigter og Sindelag. Enhver kan vogte sig selv for at føre falske, forbudne, farlige Vare - ak! Gud bedre det! Hvo haver ikke nogle af saadanne? Og hvormange findes der ikke, som tillade - overlæsse deres Hoveder med daarligt, med farligt Hjernespind? som ‘besværer deres Hjerter med overdreven Omsorg for deres Livs Næring?’ deres hele indre Væsen med nedtrykkende - undertrykkende Sorger? med fordærvende Lyster og Lidenskaber? Og hvad have de saa Alle i Fragt? hvilken Løn have de for at slæbe disse tunge Vare med sig gjennem Livets oprørte Farvande? Ved Reisens Ende - Græmmelse og Anger over det Forbigangne, Frygt og Forfærdelse for det Tilkommende; men Haab og Trøst vorde hver den tildeel, som har havt at føre hine eneste sande Rigdomme, dem hverken ‘Rust eller Møl’ eller Døden selv er mægtig at berøve os.

Seilene, mine Venner!

dem vi nu ei heller see, betegne Menneskets ligeledes usynlige Kræfter; hvilke vi alene kjende af deres Virkninger. Vinden som virker i Seilene, saaledes at disse igjen virke paa Skibet, see! den betegner vor fri Villie, uden hvis Ytringer og Bestemmelser Legemets Kræfter vilde være blinde og livløse. Uden Vind hænge Seilene slappe, til unyttig Byrde for Skibet; men naar Vinden vaagner, da vækker den de slumrende Kræfter. Saaledes er det ogsaa, naar Villien, som sætter vort Legeme i Bevægelsen brin-ger Haanden til at røre sig, Foden til at flytte sig, Tænkeevnerne til at anstrænge sig. Men stundom skeer det, naar Vinden vorder for stærk, og voxer til Storm, at Seilene sønderrives; hvis de ikke betids vorde rebe-de, eller helt sammenrullede. Ligesaaledes kan en altfor heftig og haardnakket Villie - hvis de ej itide tæmmes og indskrænkes - lamme vore Kræfter, vel endog aldeles forøde dem. Ja, ligesom Stormen kan virke saa voldsom paa Seilene, at Skibet omkastes, og vorde Afgrundens Bytte: saaledes see vi og, at en ubøielig og uklog Villiefasthed fører det hele Menneske til Undergang.

Men endnu i een Henseende

finder en mærkelig Lighed Sted mellem Vinden og Villien - den vi gjerne kalde ‘fri’. Vel synes det ved første Blik at fremvise en reen Ulighed: at næmlig Villien, men ikke Vinden er i vor Magt. Men mon vi ogsaa kunde trøste os til at paastaae: at vi altid ere Herrer over vor Villie? eller at denne altid fører os didhen, hvor vi agtede at styre? didhen, hvor vi ret egentlig ville? Ak! mine Børn! lader os oprigtigen tilstaae det! den menneskelige Villie kan ei allene, som Vinden, slumre ofte - længe slumre; men der er og, som Vinden, flygtig, ustadig, stundom fordærvelig. Nei! Nei! lad os ikke stole paa, langt mindre hovmode os af, at Villien er saa fast i vor Magt! eller at den altid stemmer med vor bedre Overbeviisning? Maae vi da ikke ofte sukke med den ædle Apostel: ‘Det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men derimod det Onde, som jeg ikke vil!’ Ak! jeg elændige Menneske! jeg svage, flygtige, ustadige Væsen! Hvor afmægtig, hvor usikker er min Villie! Herre, styre og regjer mig efter Din Villie!

Men Søemanden styrer og regjerer sit Skib med Vinden,

med Siden af Vinden, ja selv imod Vinden.

Hvormed udretter han dette? Det er kun et lidet Redskab, han hertil bruger; men paa dets Styrke og rette Styrelse beroer hele Skibets Sikkerhed. Hvad nu Roret er for Skibet, det er Forstanden for Mennesket. Forstanden maae lede alle vore Bevægelser, styre alle vore Drivter, beherske vore Lyster, og ofte arbeide dem lige imod. Men ak! ligesom Skibet undertiden ikke vil lystre Roret, og tumles som en Bold for Vinden: saaledes tager en ustyrlig Villie Magten fra Forstanden; ja, hvad der er endnu sørgeligere, gjør den til Slave, til et foragteligt Redskab for sine fordærvelige Beslutninger. Og var endda dette saaledes blot med den svage Forstand; men desværre! det skeer ligesaa ofte med den stærke. Hvad er selv en Salomons Viis-dom mod hans endnu større Sandselighed? kunde en Davids Forstand betrygge ham mod den onde Villies tyranniske Magt?

O Menneske!

ihvor Du end est, udrustet med Lærdom, Klogskab, Viisdom, Erfaring, o Menneske! stol ikke fast paa din Forstand! men søg dig et Lys, som er klarere! en Støtte, som er stærkere! Søg Dig en Viisdom, som overgaaer menneskelig Forstand! Og hvor denne er at finde, skal det Følgende vise Dig.

Nogle af Eder, mine Venner!

have vel seet, og de Fleste hørt tale om en højst mærkelig, ja ret underfuld Ting: en Naal, som altid vender Spidsen mod Nord. Ved Hjælp at dette lille Redskab seer Søemanden stedse, hvorledes han er vendt, hvorhen han skal styre sit Løb. Naar Skyerne skjule Solen, viser Compasset ham dog, hvor den befinder sig. I Nattens tykkeste Mørke, naar baade Maane og Stjerner ere borte, da er Compasset den Søefarendes ufejlbarlige Veileder - en Veileder, paa hvem hverken Vind eller Veir, hverken Storm eller Bølger have mindste Indflydelse. Midt paa Havet, midt i Mulmet, under Stormens Vrede, mellem Bøl-gernes Rasen, beholder Magnetnaalen sin bestemte Stilling, og viser med uforstyrrelig Sikkerhed den usynlige Pol. Saaledes, o Christne! eie ogsaa vi i den himmelske Lære, i vor christelige Tro et aandeligt Compas, en ufeilbarlig Veiviser over Livets farlige Hav. Skjuler sig de jordiske Glæders Sol - og det gjør den ofte - bag Sorgens Skyer: da straaler stedse denne himmelske i ufordunklet Glands. Er der ellers Mørke trindt omkring os, der er dog Lys i vor Sjæl, som aldrig formørkes. Naar Modgangsstorme bruse, naar Afgrundens Magter true at opsluge os .

Religionen er vor Skjerm,

vort Skjold, vort uigjennembrydelige Værn. Slipper vor egen Viisdom, fordunkles vor egen Forstands Lys: da skinner det himmelske, forjager Tvivlens Skygger, og opklarer Uvishedens frygtelige Nat. Men der er endnu en høist mærkelig Beskaffenhed ved hiin menneskelige Opfindelse:

Compassets Virkninger ere aabenbare,

uimodsigelige; men Aarsagerne til disse ere skjulte for vore Øine, ufattelige for vor Forstand, usporlige for vore skarpeste Undersøgelser. At Magnetnaalen alletider allevegne vender sig mod Norden - det see vi; men hvorfor - det vide vi ikke. Denne Egenskab hos Naalen kjende vi; men Aarsagen hertil, den hemmelige Kraft, som her virker - den hyller sig i uigjemmentrængeligt Mørke. Og dog troe vi med Rette paa dette blinde, villieløse Redskab for den usynlige Almagt. O! mine Dyrebare! hvi skulle vi da tvivle paa Religionens guddommelige Opfindelse, fordi vi ikke begribe denne? Kjende vi ikke dens Virkninger? Hvi skulle vi da miskjende dens Aarsag?

Troe mig, Elskelige!

en saadan Miskjendelse, en saadan Tvivl er den giftige Frugt af menneskelig Stolthed af Daarens Tro paa - egen Viisdom. Forblindede Daare! hvi stoler Du saa fast paa din Forstand? hvorhen fører den Dig, hvis Du ikke har Tro? - Du vil vide Alt, og kan ikkun begribe saa Lidet. Du vil oplyse din Sjæls Mørke med din egen Viisdom! Afsindige Daare! lyt til den evige Viisdoms advarende Stemme: ‘Dersom Lyset i Dig er mørkt, o hvilket Mørke!’- Seer Du da ikke Vantroens nøgne, golde Strandbred? Vilt Du undgaae denne, vil Du ikke forlise din Dyd, din Ro, dit Haab: da udkast Troens frelsende Anker!

See! hvor Styrmanden hist har sit tilrede!

Men dit, det kunde endda være stærkere end hans: hiint Jern kan bøjes, hiint Toug sønderrives; men Troen er det rette Nødanker, thi det er mægtigt at frelse af Sjælens yderste Nød, ja, beseire selve Døden med alle dens Smerter of Rædsler. Og saaledes heise Du da, o Medchristen, med urokkelig Tro, med usvækkelig Villie med uforstyrrelig Glæde Korsets hellige Banner! See hisset det gamle danske Flag! under hvilket vore Forfædre tilkæmpede sig saa mangen Seier over Danmarks Fjender. Kæmp under dette Flag mod Sjælens langt grummere Fjender: Overtro, Vantro, Lyster og Laster! og en langt herligere Seier skal vorde din Løn evindelig! Disse Ord haver jeg talet til Eder, mine Elskelige! paa det I kunde mindes dem, naar jeg ikke mere er iblandt Eder. Jeg er allerede vidt befaren paa Livets Hav.

Mit Legeme ældes,

og kommer hvert Øieblik sin Opløsning nærmere. Det lakker ad Tiden, da det vil føres til sin sidste stille Havn. Den Tid kan ikke være langt borte, da I ikke see mig mere; men endog da kunde I længe høre mig, hvis I ville. I kunne mindes min Underviisning, mine Advarsler, mine Opmuntringer, min Trøst. Naar Eders Øine falde paa dette Skib, som vil blive her længe efter mig: da tænker paa, hvad jeg idag haver talet til Eder!

Betænker Livets Korthed!

Legemets Skrøbelighed! Lysternes Styrke og Villiens Svaghed! Lader Guds Ord ‘være Lyset for Eders Fødder, Lygten paa Eders Stier!’ den fuldtroe Veileder mellem Klipper og Skjær! Fæ-ster Eders Tro paa den rette Ankergrund, som er Jesus Christus! Og heiser saa trøstigen Haabets Flag, Kor-sets hellige Fane! det Tegn, i hvilket I skulde stride og vinde!

Haabets Fader, Troens Giver, Skjæbnens alviise Styrer lede og samle os Alle i den evige Glædes Havn! Amen!

I Spentrup Kirke Nord for Randers er ophængt et kirkeskib, et 3-mastet fuldrigget koffardiskib Tordenskjold. Dette kirkeskib blev i sin tid skænket af købmand Brun fra Randers til Steen Steensen Blicher, som var præst ved Spentrup kirke i 22 år fra 1825 til 1847. Kirkeskibet blev modtaget, ophængt og indviet den 28. juli 1838, samme dag som Blicher viede sin datter Malvina og forpagter Berg. Ved den lejlighed holdt Steen Steensen Blicher skibsprædikenen herunder. Blicher var født i Vium den 11. oktober 1782 og døde i Spentrup den 26. marts 1848. Hans gravsted findes stadig på Spentrup kirkegård.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Mikael Maksten | Svar 05.06.2014 16.57

Fantastisk at læse... Passer så fint med vores præst Peters konfirmationsprædiken om at leve et forankret liv med Gud som styrmand. Flot hjemmeside! Stolt søn!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side