Min barndoms Nr. Uttrup
Kirkelighed for voksne og børn

Fra Nr. Uttrup omkring 1940 

Den følgende beretning er hovedsageligt skrevet for at fortælle om det kirkelige arbejde blandt børn og voksne i Nr. Uttrup, som var inspireret af Indre Mission.



Nr. Uttrup var stadig i min barndom, d.v.s. fra sidst i 1930’erne og op gennem besættelsesårene og tiden umiddelbart derefter, en lille by nord for Nørresundby. Beliggende i Hvorup sogn var Nr. Uttrup derfor indtil kommunesammenlægningen i 1970 en del af Sundby-Hvorup kommune i Kær herred og Aalborg amt. Tilbage i tiden synes Nr. Uttrup som landsby at være opstået omtrent dér, hvor Hjørringvej og Gl. Kongevej mødes. Mens Hjørringvej som hovedvej 10 var belagt med brosten, var Gl. Kongevej asfalteret; begge disse veje havde grusbelagt fortov. Ud over de jord- eller markveje, der førte ud til de forskellige gårdes jorder, fandtes der kun et par sideveje, nemlig Rosenvænget, som dengang kun var bebygget på nordsiden, samt Gartnervænget og Strandvej. Disse veje var grusveje uden fortov. Langs Hjørringvej og Gl. Kongevej lå gårde og beboelseshuse samt virksomheder som Nr. Uttrup Teglværk, Røgilds Lervarefabrik, en betonvarefabrik, en kridtfabrik samt en kødfoderfabrik.

Midt i byen lå Nr. Uttrup skole, hvis leder i min skoletid hed Otto Kjædegaard. Andre lærere ved skolen var Alfred Dahl, Færgemann, Grønborg, Gunnar Pedersen, frk. Abildtrup, frk. Hjermitslev, frk. Holsko, frk. Krogsgaard og frk. Paula Rasmussen.



Lærerinde Paula Rasmussen

Hver gang, jeg hører beretning om den barmhjertige samaritaner, kommer jeg til at tænke på frk. Paula Rasmussen. Hun var en meget rar skolefrøken, og selv om hun aldrig underviste i de klasser, jeg gik i, kendte jeg hende udmærket, bl.a. fordi hun boede i tagetagen i skolens hus ud til Hjørringvej, hvor skolelederen, Otto Kjædegaard, havde sin bolig. En dag havde jeg været nede i Brugsen for at hente forskellige varer til min mor, ikke flere end jeg sagtens kunne bære i mine arme, troede jeg. Mellem varerne var en pose sukker, og netop som jeg gik på fortovet lige over for skolen, gled sukkerposen fra mig med det resultat, at den faldt ned på fortovet og gik i stykker, og meget af sukkeret rendte ud på fortovets grus. Det var ikke så godt. Jeg var virkelig i knibe. Hvad skulle jeg gøre? Så dukkede den barmhjertige samaritaner op i frk. Rasmussens skikkelse. Hun havde oppe fra sit kvistvindue været vidne til mit uheld. Selv om jeg ikke just var faldet iblandt røvere, så tror jeg nok, hun kunne forestille sig min situation, hvis jeg vendte hjem uden sukker. Frk. Rasmussen åbnede et vindue, og derfra kastede hun en stor spiseske og en hel pose ned til mig. Så kunne jeg redde så meget af sukkeret, som jeg formåede at skovle over i den hele pose. Jeg kom naturligvis hjem med så meget af sukkeret, som jeg fik reddet. Om jeg fik utak, husker jeg intet om; men jeg fik senere på min skoledrengekejtede måde leveret spiseskeen tilbage til frk. Rasmussen med tak for lån. Én ting erindrer jeg lidt skamfuldt; jeg fik aldrig sagt hende rigtig tak for den godhjertede hjælpsomhed, hun viste mig, og nu er det for sent
.



Nr. Uttrup Brugsforening

Lidt syd for skolen lå Nr. Uttrup Brugsforening, som dengang var byens største dagligvareforretning. Her kunne man på et skilt på butiksdørens inderside læse: "Er De tilfreds, sig det til andre. Er De utilfreds, sig det til os!". Brugsuddeleren hed i min barndom Knudsen. Desuden var der to købmandsforretninger; købmand Sørensen på hjørnet af Hjørringvej og Rosenvænget og købmand Adolf Mortensen på den nærmeste del af Gl. Kongevej (sønnen Kaj var FDF-leder). Uden for købmand Sørensens butik var der en avisautomat, hvor man kunne trække dagens udgave af Aalborg Stiftstidende for en ti-øre. Ved siden af købmand Sørensen lå Wittrup Sørensens bageri og bagerbutik. Der var også nogle murermestre og nogle tømrer- og snedkerforretninger, en cykelsmed samt en enkelt frisørsalon.



Gartner Bramwell Sanden på Gartnervænget

Umiddelbart syd for brugsen førte Gartnervænget ned til Agathe og Bramwell Sandens gartneri (Frelsens Hærs-folk); de havde datteren Betty. Fra Gartnervænget gik en jordvej længere ned mod fjorden og banen; her havde Justesen også et gartneri. Endnu et gartneri lå nærmere inde mod Nørresundby, på Pottemagervej. Denne gartner hed Albøge. Han og hans kone var missionsfolk, og de havde sønnerne Svend og Gordon. Næsten helt inde ved sognegrænsen til Nørresundby lå alderdomshjemmet Uttrupgård.



Arbejdsdreng og avisbud

Fra jeg var omkring 10 år gammel og et par år frem havde jeg hver dag efter skoletid arbejde nede ved Bramwell Sandens gartneri. Gartneren og hans kone Agathe kom i Frelsens Hær. Når de skulle til møde i Frelsens Hær havde de uniform på. Jeg tror også, at Sanden spillede i et Frelsens Hær’s orkester, for han havde for vane at gå og daske med en hånd på sit lår og komme med nogle trutlyde, som om han blæste på basun. Ved siden af det egentlige gartneri med avl på friland, i mistbænk og i drivhuse havde Sanden et lille landbrug med en hest, et par køer og nogle grise. På alle hverdage, når jeg var færdig i skolen kl. 2 eller kl. 3, var jeg lige en tur hjemme for at få eftermiddagskaffe. Så benede jeg ned til gartneren og kunne nå at arbejde dér 2½ time, inden vi kunne holde fyraften. Arbejdet bestod mest i udplantning af små planter i kasser eller i mistbænk, bortlugning af ukrudt samt andet forefaldende arbejde. På en eftermiddag kunne jeg tjene 25 øre. Når der var ferie fra skolen, arbejdede jeg hos gartneren næsten alle hverdage fra morgen til aften, ca. 10 timer dagligt.

For at tjene noget mere kom jeg til at gå med aviser. Det var den socialdemokratiske avis Ny Tid. Avisturen gik inde fra Østergade i Nørresundby og helt ud til Gildsiggård på Hvorupvej; i alt 52 aviser skulle afleveres hver dag, men så tjente jeg også 6 kr. om ugen – plus drikkepenge, for når jeg skulle modtage betaling for avisen, ugevis eller månedsvis, faldt der ofte en 10-øre eller en 25-øre af til mig. Den avistur havde jeg, indtil jeg fra april 1942 skulle begynde i mellemskolen på Gl. Lindholm skole.


Nr. Uttrup ligger i Hvorup sogn

Nr. Uttrup har altid ligget i Hvorup sogn, som frem til 1970 dannede pastorat med Nørresundby købstad. Hvorup kirke lå, hvor den ligger på sin bakke oppe i Hvorup, men nogle kilometer fra Nr. Uttrup. Kirkesøgningen var ret beskeden, som den vel havde været det gennem generationer. I byen og sognet fandtes flere trosretninger og -samfund repræsenteret. Blandt de folkekirkelige var grundtvigianerne i flertal, men der var en del missionsfolk. Frikirkefolk var der også, bl.a. fra Baptistkirken, Pinsekirken, Frelsens Hær samt enkelte mormoner. Den kirkelige interesse var dog så stor, at der tidligt i 1930’erne opstod et ønske om at få bygget et menighedshus i Nr. Uttrup.



Præster i Hvorup sogn i den beskrevne periode:

Fra 1934 til 1954 var Carl Nielsen sognepræst og tillige provst for Nordre provsti

Fra 1934 til 1939 var Aage Johannes Pape Lynghøft kaldskapellan

Fra 1940 til 1954 var Niels Stenfeldt Westergaard residerende kapellan (senere sognepræst og provst)



Menighedshuset på Hjørringvej

Nr. Uttrup Menighedshus var beliggende på den østre side af Hjørringvej omtrent lige neden for Rosenvænget og mellem Stegenborgs gård og Nr. Uttrup skole. I min barndom lå der mellem Stegenborgs gård og menighedshuset et meget langt stråtækt beboelseshus, velsagtens stuehuset til en gård, som engang havde ligget der. Menighedshuset, der vendte sine gavle mod øst og vest, blev bygget i 1936. En af de drivende kræfter bag bygningen af menighedshuset var pastor Aage Johannes Pape Lynghøft, som fra 1934 til 1939 var præst i Nørresundby og Hvorup pastorat. Huset var ikke et missionshus, men fungerede på det nærmeste som missionshuset på Østergade i Nørresundby. Huset var et samlingssted for mange forskellige folkekirkelige aktiviteter for børn og voksne. Det bestod af et rummeligt indgangsparti med garderobe og adgang til toiletter, køkken og en stor mødesal. Desuden var der et lille mødelokale bag køkkenet. Da krigen kom, hvor der bl.a. også skulle spares på brændsel, blev den store mødesal delt op i to mindre sale med foldedøre imellem således, at man ved møder, hvor der ikke forventedes at komme så mange, kunne nøjes med at varme den ene sal op. Allerede fra midten af 1950’erne blev menighedshuset benyttet til konfirmationsforberedelse, og fremme i 1960’erne, da behovet for en kirke i Nr. Uttrup begyndte at trænge sig på, kom menighedshuset over en årrække til at fungere som kirkesal. Som sådan fungerede huset, indtil Nr. Uttrup kirke blev taget i brug i 1977. Selv om menighedshuset var indviet til gudstjenestebrug, blev der ind imellem holdt private fester i lokalerne. I 1969, da min far fejrede sølvbryllup med min mor nummer to, blev festen holdt i huset.



Nr. Uttrup Søndagsskole

De fleste søndage året rundt blev der holdt søndagsskole i menighedshuset. Søndagsskolen var et arbejde, som blev drevet ud fra Indre Mission. Gennem de år, jeg og mine søskende kom i søndagsskolen, blev søndagsskolen ledet af en lærer Gunnar Pedersen ved Nr. Uttrup skole; han tog senere navneforandring til Gunnar Naurbo. Ud over den ugentlige søndagsskole året igennem blev der holdt en årlig sommerudflugt, som meget ofte gik til Hammer Bakker. Hvert år blev der også holdt en årsfest, hvor børn og voksne deltog. Til den fest kom der en indbudt taler, og der blev vist en film eller en serie lysbilleder. Endelig blev der naturligvis også holdt juletræsfest for både børn og voksne. Ud over dans omkring juletræet, en juletale, en julehistorie samt uddeling af godteposer til børnene viste Gunnar Pedersen en morsom film. Ved juletræsfesten var der også uddeling af "flidspræmier": De børn, der i det forløbne år havde været mest flittige til at komme i søndagsskole, fik en præmie. Det var mest børnebøger, men et år fik jeg en flaske, hvori der var indbygget et skib. Jeg tror, det var et flaskeskib, Gunnar Pedersen selv havde lavet. Til alle samvær med voksendeltagelse var der kaffebord, hvortil kage og lagkage/æblekage – efter datidens skik og brug – var blevet givet fra de forskellige hjem. I forbindelse med kaffebordet blev der solgt lodder til amerikansk lotteri. Gevinsterne hertil var foræringer fra byens forretningsdrivende og private. Der kunne således blive et pænt overskud til søndagsskolens arbejde.



Frivilligt Drenge Forbund,
F.D.F. Aalborg 6. Kreds

Lige fra menighedshuset stod færdigbygget i 1936 blev det hjemsted for FDF Aalborg 6. Kreds. Blandt lederne i denne kreds var pastor Aage Lynghøft. I de år, jeg kom i Nr. Uttrup FDF, hed kredslederen Alf Bechmann Sørensen; vi skulle kalde ham "hr. Sørensen". Han var lærer ved Skansevejens skole i Nørresundby. Dengang var FDF opdelt i en poge-klasse for de mindste drenge. Derefter fulgte tre pilteklasser, hver af et års varighed, senere en væbner-elev klasse, som forløb over en vinter, og sidst en væbner-klasse. I væbnerklassen kunne man gå i flere år, indtil man holdt op med at være FDF’er eller blev leder. Så vidt jeg husker, blev der holdt klassemøder en gang om måneden. Der blev også holdt møde én gang om måneden for hele kredsen, altså for alle poge, pilte, væbnerelever og væbnere på én gang. Jeg husker, at kredslederen, hr. Sørensen, var glad for korsang. Hver gang vi kom og skulle deltage i det store kredsmøde, var han allerede i gang med at øve korsang med en gruppe drenge; de stod og øvede ude i menighedshusets køkken. Jeg var lidt småmisundelig på de drenge; jeg syntes, det lød så flot, når de sang, og jeg ville gerne have været med i koret. Ved festlige lejligheder optrådte koret med sange, de havde lært. Jeg kom med i FDF i 1939 og begyndte i første pilteklasse og rykkede op år for år i de forskellige klasser, indtil jeg foråret 1943 blev væbner. Det kan jeg specielt huske, fordi jeg blev konfirmeret den 3. oktober 1943, og jeg har stadig det konfirmationstelegram, jeg fik fra FDF 6. Kreds; det er underskrevet af A. Sørensen.

En af lederne hed Kaj Mortensen. Sammen med sin far drev han en købmandsforretning på Gl. Kongevej. Han fungerede som det lokale FDF-depot; hos ham kunne vi købe nye eller brugte FDF-uniformer og alt FDF-udstyr.

I min FDF-tid lærte jeg – især den vinter, jeg gik i væbnerelev-klassen – om FDF, Frivilligt Drenge Forbund, som i sin opbygning og arbejdsform er en dansk efterligning af det skotske Boys’ Brigade. FDF stiftedes i Danmark i 1902 af arkitekt Holger Thornøe. Ledere på landsplan hed dengang Ludvig Valentiner og Gunnar Tjalve. I min FDF-tid oplevede jeg i 1942 forbundets 40 års jubilæum.

Om sommeren dyrkede vi noget, der hed "fri idræt". Det bestod af løb, stafetløb, længdespring, højdespring, boldkast, spydkast og vist også bueskydning. Aktiviteterne foregik ude på Nr.Uttrup Fælled, som lå lidt længere ude ad Hjørringvej. Især til møderne om vinteren sang vi en del. En af de smukkeste sange, jeg lærte som FDF’er var Væbnersangen af Rudolf Bruhn:

1) Væbner er vi, du og jeg – Væbner kan vel Ridder vorde,

men dog ej fra Gadens Horde, kun ad Pligtens lige Vej.
Skjold og Værge her vi vandt: "Ret kun Ryggen og tal sandt!"
2) Væbner er vi – du og jeg – vi vil vinde Ridderspore
ved at tjene kun den store paa de mindste Pligters Vej.
Den som byder lyder først; den som tjener han er størst.
3)Væbner er vi – du og jeg – vi faar Len i Danmarks Rige,
hvad vi naar kan ingen sige; bare fremad gaar vor Vej.
Væbner! følg din Herres Bud! Væbner! gaa din Gang med Gud

Om vinteren lavede vi forskellige praktiske ting, Vi sad og arbejdede med saks og papir, løvsav og krydsfinér. Et år arbejdede vi med farvede serpentiner-bånd, som vi rullede sammen til en cirkel op til tallerkenstørrelse. Når cirklen var stor nok, blev den formet til en lille skål eller bare en flad bordskåner, og for at den kunne holde formen, blev den overpenslet med vandglas; det gjorde også det mangefarvede "kunstværk" modstandsdygtigt over for støv og fugt.

Hver eneste samling, sommer eller vinter, blev altid sluttet med salmesang fra FDF’s Danske Drenges Sangbog, oplæsning af et andagtsstykke og bedt en aftenbøn. Efterhånden voksede FDF 6. kreds sig ganske stor, og dens mødeaktiviteter fyldte meget på menighedshusets mødekalender. Hr. Sørensens sangkor blev med tiden afløst af et særdeles velspillende hornorkester.



Bibelkreds i Indre Mission

Til det indremissionske arbejde hører overalt i landet, at missionsfolkene samles i små bibelkredse, eller man siger, man holder samtalemøder. Størrelsen af en sådan bibelkreds er bestemt af, hvor mange mennesker, der kan samles i et almindeligt hjem, for det er rundt om i hjemmene, man mødes. Her synger man sammen, samtaler om et stykke fra bibelen og beder sammen. Forud for en vinters møderække er man blevet enige om, eller der er kommet forslag fra Indre Missions landskontor, hvilke bibeltekster man kan benytte ved vinterens sammenkomster, og man har også fået aftalt, hvor møderne kan holdes, samt om mødet skal være den første tirsdag i hver måned klokken 19,30 eller hvornår. En mødeaften begynder formodentlig med, at man synger en sang eller salme fra "Indre Missions Sangbog" eller "Hjemlandstoner" , og der bedes en bøn. Herefter indleder aftenens vært over et kapitel fra Ny Testamente; først læses kapitlet, som det står i bibelen, og derefter følger på god lægmands vis og efter evne en udlægning af det læste. Efter denne udlægning synger man måske igen, og alt efter deltagernes snakkelyst og frimodighed skulle der nu komme en drøftelse af aftenens bibeltekst. Det er ikke altid, det sker. Men nogle aftener kommer der en god drøftelse i gang. Som afslutning på drøftelsen – eller på manglende drøftelse – beder værten en bøn, og der synges igen en sang, som de fleste kan synge med på. Herefter kommer et af aftenens højdepunkter, kaffebordet, det hellige almindelige kaffebord. Hvis drøftelsen ved mødets første del gik lidt trægt, kan det nok være, der nu kommer gang i snakketøjet, mens kaffen drikkes til værtindens lækre bagværk. Her er alt på det jævne og efter hjemmets formåen. Men derfor kan det da godt være både lækkert og spændende.



Arbejdernes Bibelkreds

I Nr. Uttrup og Nørresundby fandtes mange sådanne bibelkredse, som formentlig alle holdt møde på den beskrevne måde. Mine forældre, Kirstine og Anton Chr. Nielsen, Rosenvænget 11, Simoni Jørgensen, Rosenvænget 29, Madsen, Bakkelygade i Nørresundby, samt Anton Andersen samledes i en bibelkreds, der blev kaldt "Arbejdernes Bibelkreds". Deltagerne var værftsarbejdere, lagerarbejdere, fabriksarbejdere o.a. Samtalemøderne i den kreds fandt sted som ovenfor beskrevet. Normalt var vi børn blevet sendt i seng, når mødet var hos os; men det var ganske hyggeligt at høre de voksnes sang nede fra stuen.

Der var endnu en indremissionsk bibelkreds i Nr. Uttrup. Her mødtes ægteparrene Albøge og Bæhrenz på Pottemagervej og Strandvej med andre ægtepar, hvis navne jeg ikke husker.

Så længe, jeg kan huske tilbage, modtog vi i mit hjem medlemsbladet "Vort Folk" fra Kristeligt Dansk Fællesforbund. Mindst én gang om året, nemlig i månederne op til jul, fik vi besøg af en indremissionær eller en kolportør fra Indre Mission, som ville sælge julebøger og andre bøger til os. Han medbragte altid nogle små blå hæfter, som kaldtes "For mine små venner", et indremissionsk børneblad med opbyggelige og oplysende fortællinger. Samlede man mange af de hæfter, kunne man siden få dem indbundet, så hæfterne blev til en bog. Vi købte tit hæfterne, men vi havde ikke råd til at få dem indbundet.



Teltmøder

Ud over de regelmæssige månedlige møder, som bliver holdt i indremissionske sammenhænge, har man, så længe jeg har kendt til Indre Mission, hvert år i januar måned indbudt til noget, man kalder "missionsuge". Over en uge er der hver aften i missionshusene blevet afviklet en møderække, måske over et fælles tema, men med vekslende talere. Hensigten med en missionsuge har altid været at indbyde andre mennesker end dem, der sædvanligvis sætter deres ben i missionshuset. På steder, hvor der ikke fandtes et missionshus, har man gennem tiderne med samme hensigt indbudt til teltmøder, måske en møderække over en uges tid. I sagens natur er disse møder blevet holdt på en lunere tid af året. Jeg har aldrig oplevet sådanne teltmøder i Nr. Uttrup, for herfra var der jo ikke så langt ind til missionshuset i Nørresundby. Men i Bouet, hvor jeg boede og gik i skole et par år før besættelsen, blev der nogle år afviklet møderækker i et stort telt. Det blev hver gang rejst på et lille grønt område umiddelbart nord for Bouet skole. Selv om jeg på det tidspunkt var en lille dreng på 9-10 år, var jeg dog med til nogle af møderne dér både i 1938 og i 1939. Jeg husker, at den ene af gangene talte den daværende provst i Nørresundby, Carl Nielsen. Andre talere var tilrejsende indremissionærer eller kendte mennesker blandt egnens indremissionske ledere. Teltmøderne husker jeg som rimeligt velbesøgte.



Fælles bibelkredsmøder

Som et afvekslende indslag i rækken af møder i de små bibelkredse blev der både i efterårs- og i forårssæsonen holdt møder, hvortil alle bibelkredse i Nr. Uttrup og Nørresundby var indbudt. Til disse fællesmøder var man samlet for at mødes med venner fra de øvrige bibelkredse, for at høre stedets indremissionær eller en fremmed prædikant, for at høre nyt fra centralt hold i Indre Mission samt for at få en snak under aftenens kaffebord. Det er mig ikke bekendt, at disse fællesmøder har været afholdt i Nr. Uttrup menighedshus. Her var man sammen i Nørresundby Missionshus i Østergade.



Nr. Uttrup Kvindekreds

Ved siden af de bibelkredse, der var i Nr. Uttrup, eksisterede der tillige en enkel kvindekreds. Min mor var med i den så længe, hendes helbred strakte; hun døde allerede i 1941 i en alder af 39 år. Mens det i bibelkredsene var ægtepar samt enkelte enlige, der mødtes om aftenen, var kvindekredsen – som navnet antyder – kun for kvinder, og man samledes rundt i de deltagendes hjem midt på eftermiddagen, omkring kaffetid. Der var ikke tale om en bibelkreds som sådan; men det, man samledes om, var ydre mission. Man hørte nyt om kirkens missionsvirksomhed rundt omkring i verden. Gennem min mor erfarede jeg, at man i hendes kvindekreds især hørte nyt om Armenien-missionen, et missionsarbejde, som den gang fandt sted blandt armeniske flygtninge i Grækenland, samt et dansk skolehjem i Libanon ved navn Fuglereden; skolehjemmet var – og er stadig – både skole og hjem for armeniske flygtningebørn. Kvinderne kunne naturligvis ikke holde hænderne i ro under et helt møde. Mens de lyttede til beretninger, som blev fortalt i Armenien-missionens blad, brugte de deres flittige hænder til at strikke og sy og fremstille forskellige nyttige klædningsstykker og andre brugsting samt meget andet, som på et senere tidspunkt kunne bortsælges eller bortloddes ved en basar, hvorfra overskuddet naturligvis kom til at gå til Armenien-missionens arbejde.



Månedsblad

For at holde orden på en sæsons mødeaktiviteter blev der hver måned udgivet et "Månedsblad". Bladet, der var fælles for alle bibelkredsene i Nørresundby-området, var et lille fir-sidet blad. På forsiden og måske også inde i bladet fandtes et opbyggeligt stykke, og på bagsiden fandtes en oversigt over månedens møder rundt om i de forskellige bibelkredse samt andre relevante oplysninger med angivelse af dato, klokkeslæt samt den bibeltekst, man agtede at samles om. Det faldt meget ofte i min lod at omdele månedsbladet til medlemmerne af bibelkredsene i Nr. Uttrup. En gang om året blev medlemmerne bedt om at yde et økonomisk bidrag til trykning af månedsbladet. I flere år blev også hvervet med at gå tiggergang overdraget til mig; jeg var dengang 10-13 år gammel.



Anton Andersen og hans kartofler
 

En af mine forældres gode venner var en ældre enkemand, som hed Anton Andersen. Alle børn, der kom i søndagsskolen, kendte Anton Andersen, for det var ham, der holdt regnskab med, hvem der kom i søndagsskolen og hvor tit. Han var også blandt dem, som kom i Arbejdernes Bibelkreds. Han gik også rundt og indkasserede penge hos dem, der sparede op gennem "Julens Glæde". Jeg har kun kendt ham som en gammel mand, som levede af sin aldersrente. For at supplere den havde han gennem flere år en aftale med gårdmanden på "Henrikshvile" i Hvorup, Daniel Christensen. Når der om efteråret skulle tages kartofler op, skulle Anton Andersen tage kartoflerne op på et aftalt kartoffelstykke. Hans løn herfor bestod i hans årsforbrug af kartofler. Mine forældre ville være hjælpsomme over for Anton Andersen, derfor "udlånte" de mig til at hjælpe ham de dage, han tog kartofler op. Efter skoletid drog jeg op til hans kartoffelstykke. Så længe, der var lyst, hjalp vi hinanden med at samle kartofler. Min "arbejdsgiver" løsnede jorden omkring kartoffel-planterne med en greb, og han og jeg kravlede med en sæk under knæene mellem kartoffelrækkerne og samlede kartofler op med de bare næver. Vi smed dem hen i en stor kurv foran os, og efterhånden som den blev fuld, hjalp vi hinanden med at bære den fulde kurv over i en dynge af kartofler, som efterhånden tog skikkelse af en lang kartoffelkule. Inden vi drog hjem, bredte vi noget halm over kulen, så kartoflerne var beskyttet mod eventuel nattefrost. Anton Andersen var trods sin høje alder en slider. Før jeg hen på eftermiddagen kom derud, havde han arbejdet med kartoffeloptagningen nogle timer. Alligevel, syntes jeg, at det par eftermiddagstimer, jeg hjalp ham, var længe nok for mig! Min løn? Anton Andersen var en fattig mand, så jeg modtog aldrig nogen løn; måske bestod lønnen blot i glæden ved at hjælpe den gamle mand.

 

HVORUP SOGN ligger nord for Nørresundby og dannede tidligere kommune sammen med Lindholm, Sundby-Hvorup kommune. Hvorup Kirke ligger højt på sin bakke og består af romansk skib og kor med en apsis tilbygget i 1898, dertil kom senere et tårn i vest og et våbenhus i syd. Kirkens klokke er fra 1300-tallet. Arealet omkring Hvorup kirkegård er fredet. En kendt sagnsten, kaldet Kællingestenen, som tidligere stod 300 meter nord for Kammerdalshøjene, på toppen af en lynghøj, men stenen blev fjernes i 1928 og flyttet til indkørslen til gården Hvoruptorp, hvor den ifølge folkemindesamleren Tang Kristensen stadig står. Tidligere udgjorde Nørresundby sogn og Hvorup sogn ét pastorat; det fik bl.a. den betydning, at jeg blev konfirmeret i Nøresundby Kirke. Det skete søndag den 3. oktober 1943, netop den dag, den danske kirke ved et hyrdebrev protesterede mod tyskernes forfølgelse af danske jøder. Pastoratets præster, mens jeg stadig boede der, var provst Carl Nielsen (før 1934-53), Aage Lynghøft (1934-39?), N. Stenfeldt Westergaard (1954-71). I det meste af min skoletid boede jeg i Nr. Uttrup, som ligger i Hvorup sogn; derfor var Hvorup Kirke den kirke, vi hørte til og af og til kom til gudstjeneste dér. En af mine lærere i mellemskolen, Frost Larsen, var kirkesanger i Hvorup.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side