Måltider beskrevet i Bibelen og i den profane litteratur
ET MÅLTID ER ET BORDFÆLLESSKAB

Et Måltid er et Bordfællesskab

 

Gennem mange år boede jeg i Vestjylland.
Her lærte jeg en præst at kende, som havde den vane, hver gang han skulle sige måltid, udtalte han ordet med et langt å. Dermed ville han formodentlig tilkendegive, at begrebet måltid er en måde at inddele en dag på; når der er gået et mål af tid, er der igen tid til at spise, noget rart at se frem til. Jeg kom også til at kende en tømrermester i Skjern, som inddelte arbejdsdagen i ”kvarter” således, at der i dagens forløb var indbygget tre pauser. Efter første ”kvart” var der tid til en pause i arbejdet og indtage en bid brød og en kaffetår; efter andet ”kvart” var der nok en pause – lidt længere måske – med tid til at indtage en større bid brød med kaffetår eller – hvis mesteren og hans svende boede i nærheden – til at nå hjem og indtage et måltid varmt mad sammen med familien. Inden sidste ”kvart” kunne der holdes en kort pause til indtagelse af dagens sidste kaffetår.

 

Det at spise er en livsbetingelse for enhver af os; men begrebet måltid er forbundet med bordfællesskab, altså fællesskab omkring det at indtage maden. Måltidet – med kort eller langt å – kan altså i det daglige være i hjemmet, på arbejdspladsen, i skolen, i spejderlejren på ferieturen eller hvor som helst, man er en del af et fællesskab omkring indtagelse af maden. Men ved visse begivenheder i familien, på arbejdspladsen eller ved andre lejligheder kan der være anledning til at gøre noget særligt ved måltidet, så der bliver tale om et festmåltid.

 

Rundt omkring i mange hjem, i forsamlinger eller klubber af kristne mennesker samt på spejderlejre hører det med til bordfællesskabet, at man inden indtagelsen af den tilberedte mad – og måske også efter – synger et bordvers, altså et vers, som på en eller anden måde giver udtryk for glæden ved og taknemligheden for den mad, man skal nyde. Eksempler på et gode bordvers:


Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

Alle gode gaver, de kommer ovenned.

Så tak da Gud, ja pris dog Gud

for al hans kærlighed!


Folder med 31 bordvers: Selv har jeg tilvirket en lille folder med 31 egnede nummererede bordvers således, at der er et vers til hver af månedernes dage. Når man i et klub- eller foreningssamvær spiser sammen på skiftende datoer, kan man vælge synge det versnummer, som falder sammen med mødedatoen. På den måde stifter man bekendtskab med mange bordvers.

  

Den engelske statsmand, filosof og forfatter Thomas More (1478-1535), har formuleret følgende helt særlige bordbøn (som nok ikke er egnet på en spejderlejr):

Herre, skænk mig en god Fordøjelse,
og glem ikke at give mig noget at fordøje.

Skænk mig et sundt Legeme og befri mig for det fromme Hovmod, der finder det nødvendigt at forsage dine Gaver, jordiske Glæder og legemlig Sundhed. O Herre, giv mig ogsaa en ydmyg Sjæl,
der holder sig det for Øje, som er godt og rent,
så jeg ikke forarges ved Synet af en Synder.

Herre, hjælp mig at finde paa Udveje,
der genopretter det gode Forhold.

Skænk mig et Sind, der er fremmed for Kedsomhed,
og som ikke kender til Muggenhed og ikke giver sig af
med at klynke og klage. Find dig ikke i, at jeg bekymrer mig for meget om det anmassende JEG i mit Indre.

Herre, giv mig Sans for Humor,
giv mig den Naade at kunne forstaa en Spøg.

Giv Lykken en rimelig Plads i Livet, i mit eget og i andres.

Skænk os alle en smule Lykke nu og da.

 

Den danske filolog Johan Ludvig Heiberg (1854-1928) tilkendegav sin formel for, hvor stort et middagsselskab bør være, nemlig: Flere end gratierne, færre end muserne (mindst fire, højst otte); hans mening var denne, at ”kun i en saadan Kreds boer den sande Selskabelighed, den frie Meddelelse, den Udvexling af Tanker og Følelser, den Opmuntring og Befrielse fra de daglige Bekymringer, kort sagt den Sympathie, som jo er Det, man søger i Samfund med andre Mennesker”.

 

En sådan norm kan vel sagtens overholdes ved et hjemligt gæstebud. Men vil man fejre en eller anden familiebegivenhed, kommer deltagernes antal for det meste meget højere op. Problemet med det store antal deltagere vil naturligvis være, at det egentlige bordfællesskab forsvinder, idet man under måltidet kun får lejlighed til at kommunikere med de relativt få, man sidder ved bordet sammen med. Forhåbentlig bliver der ved sådanne gæstebud mulighed for at ”strække ben” og tale med andre af gæstebuddets deltagere.  

 



I det følgende vil jeg omtale nogle ganske særlige og bemærkelsesværdige måltider. De fleste findes omtalt enten i Bibelen eller i den profane litteratur. Deltagerantallet ved de beskrevne måltider lever ikke op til andre normer end dem, den aktuelle situation krævede.

 



Johan Ludvig Heibergs norm for, hvor mange deltagere, der må være i et middagsselskab, kan vel sagtens overholdes ved et hjemligt gæstebud. Men vil man fejre en eller anden familiebegivenhed, kommer deltagernes antal for det meste meget højere op. Problemet med det store antal deltagere vil naturligvis være, at det egentlige bordfællesskab forsvinder, idet man under måltidet kun får lejlighed til at kommunikere med de relativt få, man sidder ved bordet sammen med. Forhåbentlig bliver der ved sådanne gæstebud mulighed for at ”strække ben” og tale med andre af gæstebuddets deltagere.
HERREN BESØGER ABRAHAM

Herren åbenbarede sig for Abraham
ved Mamres lund
 

Ifølge Første Mosebog kapitel 18, versene 1-8:

 

Siden åbenbarede Herren sig for Abraham ved Mamres lund, engang han sad ved teltåbningen på den hedeste tid af dagen. Da han så op, fik han øje på tre mænd, der stod foran ham. Så snart han fik øje på dem, løb han dem i møde fra teltåbningen, kastede sig til jorden for dem og sagde: ”Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi! Lad der blive hentet noget vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så vil jeg komme med noget mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener; siden kan I drage videre.” De svarede: ”Gør blot, som du siger!”

Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: ”Tag hurtigt tre mål fint mel, ælt det og bag brød deraf!” Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem; selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet.

I Førstre Mosebog kapitel 18 kan vi læse: Siden åbenbarede Herren sig for Abraham ved Mamres lund, engang han sad ved teltåbningen på den hedeste tid af dagen. Da han så op, fik han øje på tre mænd, der stod foran ham. Så snart han fik øje på dem, løb han dem i møde fra teltåbningen, kastede sig til jorden for dem og sagde: ”Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi! Lad der blive hentet noget vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så vil jeg komme med noget mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener; siden kan I drage videre.” De svarede: ”Gør blot, som du siger!”
The Three Visitors
The Three Visitors From Genesis 18:1-8: The Lord appeared to Abraham near the great trees of Mamre while he was sitting at the entrence to his tent in the heat of the day. Abraham looked up and saw three men standing nearby. When he saw them, he hurried from the entrance of the tent to meet them and bowed low to the ground. He said: “If I have found favour in your eyes, my lord, do not pass your servant by. Let a little water be brought and then you may all wash your feet and rest under this tree. Let me get you something to eat, so you can be refreshed and then go on your way – now that you have come to your servant.” “Very well,” they answered, “do as you say.” So Abraham hurried into the tent to Sarah. ”Quick,” he said, “get three seahs of fine flour and knead it and bake some bread.” Then he ran to the herd and selected a choice, tender calf and gave it to a servant, who hurried to prepare it. He then brought some curds and milk and the calf that had been prepared, and set these before them. While they ate, he stood near them under a tree.
AF GAMMEL JEHANNES HANS BIVELSKISTAARIE

Stur’ Fremmed te Abraham

Fra Jeppe Aakjærs
”Af Gammel Jehannes Hans Bivelskistaarie”:

 

Det war en møj skjøn Sommerdaa, a tinker, det haaj wot søen omkring ved Se-Hans – Abraham haaj lig’ wot henn’ og hjælp æ dreng med aa faa æ kyer kobbelt ud; nu haaj han saat sæ ved æ Husend’ for aa dums’ en jenje Ywblik, inden han ijen skuld’ te Affensiren. Han haaj ett sæt manna Minutter, saa begynder æ Hund aa søg’. ”Jow; det ska’ en nok pass; nær ennaan jen sku ha’ en bette Blûnd! Det lied Maag! Der er da aaltid søen Molør ved den Hund – Ih, ti nu still, Mine!” Æ Mand war jo ett tepas mej, te han søen sluld’ forstyrres i hans Soven. Men æ hund bløw ved gjelster. Abraham slaar æ Brikker op og ska rigtig te aa taal’ Donner te æ Hund; men saa fæ’ han helsen no andt aa kikk’ atter. ”Ih, Død og Verden! Hwem war endda det, der kam higend’ niedøwer æ Tovt? Trej Persowner, den jen hans Hued hywer end de anner.” Nu haaj Abraham da aalle sit saa skjønn’ Kaa’l i hans Daw’! Hwem kund’ endda æ Mennesker vær’? Lig’ med jet slaar æ nied i ham som en Lyssen: ”Det er Worherr’!”

Og han løver imod dem, som han gik og sto’ og kaster sæ nied i æ Dôg for dem: ”Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i aal’ mi Løw’daw’. Gud ske Tak, te I endle kâm! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø’ Wand op, te I kan faa jer Fødder wasked; æ Vej’ er saa støwed i æ Daw’, jens kuld da hôf, der snaar maatt’ komm’ nø Regn.”

Og imen’ de kam hen te æ Kleld’ og kam aa æ Støwl’, smutted han ind te æ Kuen: Da er æ helsen stur’ Frenned, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ Spiskammer?”

”Ih, er der Fremmed? Hvem er det da?” - ”Ja, blyw nu ett hiel hentavn: Worherr’ og tow af hans Engle!”

Aae Jøsses endda! Tror du, de ka’ spis’ Kal’kjød? Ja, det er fæsk og nydele nok. A slagter iguer. Huer er de?” hwisked Sara, og vild’ kikk’ ud aa æ Vinni.

”De staar og wasker dje’ Fedder derud’ ved æ Kjeldtrow. Vil du’ett mej ud aa hels’ paa dem?”

”Nej, nej, a staar her i mi’ davle Pløger!”

”Jaja, da; læd mæ nu si, du lawer æ det bejst’ du kan. – Aae, bette Sara,” saâ han og slo’ hans Aarmer om hinne Hals, ”det er den skønnest’ Daa i mi’ Lyw!” Han ud te de Fremmed og fæk dem te Sæd’, og ind te Sara ijen, lisse snor’, te ett hun sku’ gaa hen aa glemm’ nøj’. I ka’ trow, te der bløw brast op!

”Nu skal I snaar faa en Bej te æ Fød’. I haar gavn en laang Vej. I ka gjân vær sulten.” saâ Abraham.

Og dér kam en nøj Dug paa æ Burd, det war da’tt sær. Der war migi ingen small’ Stejer. Han haaj jo en Gord i Mamre dengaang, haaj Abraham, og han war aaltid godt øwer hans Sager; og sjel om Sara war nøj aaldre – hun haaj lig’ fyldt de niog fis’ – saa war hun sgi endnu en hwell’ Kvind i en Gord.

Nu, som de er kommen te ø Skyw’ – de fæk Kal’stieg og Tykmjælk med en ordenle Law Flød’ og Sukker paa, saa det war karenmæ en gued Løwmaad – saa sejer Worherr’: ”Hwor haar du æ Kuen henn’, for Bø’n er her jo ingen aa?”

”Sara er ud’ i æ Frammers,” sejer Abraham. Hun vil’ jo ett ind; hun tyt jo ett, hun war snøg nok, forstaar I. Men hun holdt jo æ Dar paa Klem, for nhun vild’ jo iløwle godt hør atter, hwad de saâ. De er jo nysgjerre, æ Kwindfolk!

”Om en Aars Mued, nær a sejjer her ijen,” saâ Worherr’, ”saa ska du’tt vær’ saa baanløs, som du er i Daa, Abraham.” Saa høt de jen, der grinned baag æ Frammersdar. Det ynd’ Worherr’ ett.

”Hwofor grinner Sara?” saâ han. Nu kam Sara søen hal’ hen i æ Darkarm, og hinne Forklæ’ haaj hun opp’ for hinne Mund. ”Aa, du maa ett vær’ vred, men a kund’ ett baar’ mæ for aa li ved det, du sidst saâ. Herreguj, vi er da en Par aaldre Mennesker, og saa skuld’ søen en gammel hejring som mæ gaa den Plasir!”

Men Worherr’ vild’ nu ett læd’ sæ træd’ aa: ”Som a haar saâ jer: Næjst Aar ved samm’ Tid Aa’s da’ ska’ Sara haa’ en Søn!” Og misajn kam æ ogsaa te aa sæd’!

Og han løver imod dem, som han gik og sto’ og kaster sæ nied i æ Dôg for dem: ”Walkommen, walkommen! Nu haar a vint atter det i aal’ mi Løw’daw’. Gud ske Tak, te I endle kâm! Men kom da nu ind og hwil jer! Nu skal a slaa nø’ Wand op, te I kan faa jer Fødder wasked; æ Vej’ er saa støwed i æ Daw’, jens kuld da hôf, der snaar maatt’ komm’ nø Regn.” Og imen’ de kam hen te æ Kleld’ og kam aa æ Støwl’, smutted han ind te æ Kuen: Da er æ helsen stur’ Frenned, vi haar faat, bette Sara! Haar du nøj i æ Spiskammer?” ”Ih, er der Fremmed? Hvem er det da?” - ”Ja, blyw nu ett hiel hentavn: Worherr’ og tow af hans Engle!”
DEN FØRSTE PÅSKE

Påskens Indstiftelse

Ifølge Anden Mosebog kapitel 12:

Påskefesten er den vigtigste jødiske højtid og fejres til minde om udvandringen fra Ægypten for mere end 3000 år siden. Jøderne betragter denne begivenhed som folkets fødselsdag. Festen holdes om foråret – præcist den 14. nisan (nisan er årets første måned  i den jødiske kalender). Herefter følger fra den 15. -21. nisan ”de usyrede brøds fest.” Om aftenen ved Påskefesten vil et barn i hjemmet spørge: ”Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftener?” Familiefaderen vil så svare: ”Vi var trælle i Faraos mand, men den evige, vor Gud, førte os ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm.”

Forud for jødefolkets, hebræernes, udvandring fra Ægypten var gået mange slægtled og årelange dramatiske begivenheder. Først blev Josef af sine brødre solgt som slave til ismaelitiske købmænd. På forunderlig vis får Josef – bl.a. fordi han kan tyde drømme – en meget høj og ansvarsfuld stilling hos den ægyptiske farao. Josef  reddede ægypterne fra hungersnød, men ikke alene ægypterne. Josefs brødre kommer til Ægypten for at hente korn. Men det medfører, at de får lov til at slå sig ned i landet. Fordi hebræerne efterhånden bliver så mange, bliver Farao bange for, at de skal blive en trussel mod landet. Derfor skal alle hebræiske drengebørn dræbes. Senere bliver Moses født, og skønt han er et jødiske drengebarn og derfor skulle dræbes, bliver han reddet og får en opdragelse som en prins. Som voksen bliver Moses af Gud kaldet til at føre jødefolket ud af Ægypten. Inden det sker, må ægypterne dog rammes af ti plager:

Vand til brød og frøers mængde, myg dernæst Ægypten trængte.

Fluer, kvægpest, bylders nød, hagel, græshopper mørke, død.

Den sidste plage, døden, var den frygtelige, at dødens engel ville ihjelslå den førstefødte i hver eneste familie, høj eller lav. Kun israelitterne kunne undgå denne straf, men på betingelse af, at de, når de slagtede et lam, strøg dets blod på dørstolperne. Dette ville bevirke, at dødens engel gik forbi disser steder. Derfor kaldes også påskens indstiftelse flor ”forbigang”, idet dødens engel gik forbi.      


Derpå talede Herren til Moses og Aron i Ægypten og sagde:
Denne måned skal hos eder være begyndelsesmåneden, den skal hos jer være den første af årets måneder. Tal til hele Israels menighed og sig: På den tiende dag i denne måned skal hver familiefader tage et lam, et lam for hver familie. Og dersom en familie er for lille til ét lam, skal han sammen med sin nærmeste nabo tage er lam, svarende til personernes antal; hvor mange der skal være om et lam, skal I beregne efter, hvad hver enkelt kan spise.Det skal være et lydefrit, årgammelt handyr, og I skal tage det enten blandt fårene eller gederne. I skal have det gående til den fjortende dag i denne måned, og hele Israels menigheds forsamling skal slagte det ved aftenstid. Og de skal tage noget af blodet og stryge det på de to dørstolper og overliggeren i de huse, hvor I spiser det. I skal spise kødet samme nat, stegt over ilden, og I skal spise usyret brød og bitre urter dertil.

I må ikke spise noget deraf råt eller kogt i vand, men kun stegt over ilden, og hoved, ben og indmad må ikke være skilt fra. I må intet levne deraf til næste morgen, men hvad der bliver tilovers deraf til næste morgen, skal i brænde. Og når I spiser det, skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren.  

På den tiende dag i denne måned skal hver familiefader tage et lam, et lam for hver familie. Og dersom en familie er for lille til ét lam, skal han sammen med sin nærmeste nabo tage er lam, svarende til personernes antal; hvor mange der skal være om et lam, skal I beregne efter, hvad hver enkelt kan spise.Det skal være et lydefrit, årgammelt handyr, og I skal tage det enten blandt fårene eller gederne. I skal have det gående til den fjortende dag i denne måned, og hele Israels menigheds forsamling skal slagte det ved aftenstid. Og de skal tage noget af blodet og stryge det på de to dørstolper og overliggeren i de huse, hvor I spiser det. I skal spise kødet samme nat, stegt over ilden, og I skal spise usyret brød og bitre urter dertil.
DEN JØDISKE SABBAT

Den jødiske sabbat og Sabbatsmåltidet

I den jødiske verden holder man sabbat. Som der står beskrevet på Bibelens første blade skabte Gud alt det, der skulle skabes i løbet af seks dage, og som der står: ”På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag.”

Derfor er der for de religiøse jøder én dag i ugen, der er vigtigere end alle de andre dage. Det er sabbatten, deres helligdag, som begynder fredag ved solnedgang. Denne dag er en festdag, som de lægger vægt på bliver indledt på en særlig måde, med et Sabbatsmåltid. Sabbatten indeholder mange traditioner og ritualer, som kan synes omstændelige, men måske kan vi lære noget om at holde hviledagen hellig. Jøderne har generelt nogle bestemte regler med hensyn til, hvad de må spise og hvad de ikke må spise.

Allerede i Første Mosebogs 1. kapitel siger Gud i forbindelse med skabelsesberetningen: ”Jeg giver jer alle urter på hele jorden, som bærer frø, og alle træer, som bærer frugt med kerne; de skal være jeres føde.” Yderligere kan man læse om i Bibelens Femte Mosebog, som man kan opfatte som jødernes lovbog. I kapitel 14 opremses, hvad jøderne må spise, og hvad de ikke må spise, altså hvad der er rent og hvad der er urent. Der står f.eks., at kvæg, som har spaltede klove og tygger drøv må spises; det gælder bl.a. okser, får og geder. Af alt, hvad der lever i vandet, må spises det, som har finner og skæl, men alt det, der ikke har finner og skæl – f. eks. rejer og hummer – er at betragte som urent. Der er også regler for, hvordan maden må tilberedes; man må f.eks. ikke koge et kid i sin moders mælk.

 

Den jødiske sabbat er en familiefest, hvor familierne samles i hjemmene og gerne inviterer gæster, for ingen skal være alene på sabbatten: ”Et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på sabbat.” (Abba Kovner).Sabbatten fejres på ugens sidste dag, der i jødisk tradition er lørdag, og påbegyndes ved solnedgang fredag, når tre stjerner lyser på himlen, og varer til solnedgang lørdag. Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer dagen, især afhængig af hvilken retning inden for jødedommen de tilhører, men for de fleste gælder det, at sabbatten er en fridag, der tilbringes med familien, og ortodokse jøder følger et fast skema for, hvordan sabbatten skal forberedes og fejres. Alt arbejde skal gøres, inden sabbatten begynder. Huset gøres rent og pyntes, maden laves, brødet bages, og bordet dækkes meget omhyggeligt. Før middagen klæder alle om, og mændene tager deres kippa (kalot) på hovedet.
Sabbatten indledes ved det veldækkede bord med, at moderen tænder og velsigner de to sabbatlys. Hun står op, og for at kunne koncentrere sig helt, holder hænderne for øjnene, mens hun beder den gamle bøn: ”Velsignet være Du, o Herre (…).” Derefter velsigner faderen børnene, og måltidet indledes med kiddush (jødisk lovprisning) over vin og brød og afsluttes med en bordbøn sunget på hebraisk. Kiddush priser Gud som den, der helliger folket og dets højtider.
Annonce Derefter spises det festlige måltid, der er forberedt af moderen, og senere synges zmirot, der er sange om sabbattens glæder. Sabbatlysene skal brænde helt ned.

Den jødiske sabbat er en familiefest, hvor familierne samles i hjemmene og gerne inviterer gæster, for ingen skal være alene på sabbatten: ”Et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på sabbat.” (Abba Kovner).Sabbatten fejres på ugens sidste dag, der i jødisk tradition er lørdag, og påbegyndes ved solnedgang fredag, når tre stjerner lyser på himlen, og varer til solnedgang lørdag. Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer dagen, især afhængig af hvilken retning inden for jødedommen de tilhører, men for de fleste gælder det, at sabbatten er en fridag, der tilbringes med familien, og ortodokse jøder følger et fast skema for, hvordan sabbatten skal forberedes og fejres. Alt arbejde skal gøres, inden sabbatten begynder. Huset gøres rent og pyntes, maden laves, brødet bages, og bordet dækkes meget omhyggeligt. Før middagen klæder alle om, og mændene tager deres kippa (kalot) på hovedet. Sabbatten indledes ved det veldækkede bord med, at moderen tænder og velsigner de to sabbatlys. Hun står op, og for at kunne koncentrere sig helt, holder hænderne for øjnene, mens hun beder den gamle bøn: ”Velsignet være Du, o Herre (…).” Derefter velsigner faderen børnene, og måltidet indledes med kiddush (jødisk lovprisning) over vin og brød og afsluttes med en bordbøn sunget på hebraisk. Kiddush priser Gud som den, der helliger folket og dets højtider. Annonce Derefter spises det festlige måltid, der er forberedt af moderen, og senere synges zmirot, der er sange om sabbattens glæder. Sabbatlysene skal brænde helt ned.
Fem bygbrød og to fisk blev et festmåltid for 5000

Jesus Bespiser Fem Tusinde Mennesker

Ifølge Johannes evangeliets kapitel 6, versene 5-15:

 

Da Jesus nu så op og fik øje på en stor folkeskare, som kom hen imod ham, sagde han til Filip: ”Hvor skal vi købe brød, så alle kan få noget at spise?” Men dette sagde han for at sætte dem på prøve; thi selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: ”For to hundrede denarer brød er ikke nok til dem, så de hver kan få blot en smule.” En anden af hans disciple, Andreas, Simon Peters broder, siger til ham:

”Her er en lille dreng, som har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: ”Lad folkene sætte sig ned.” Og der var meget græs dér på stedet. Da satte mændene sig ned, omtrent fem tusinde i tallet. Jesus tog nu brødene, takkede og delte dem ud til dem, som havde sat sig; ligeledes også af fiskene så meget,  som de ville have. Og da de var blevet mætte, siger han til sine disciple: ”Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet skal gå til spilde.” Så samlede de sammen og fyldte tolv kurve med de stykker, som de, der havde fået mad, havde levnet af de fem bygbrød.

Da nu folkene så det tegn, han havde gjort, sagde de: ”Han er i sandhed den profet, der kommer til verden.” Da Jesus nu mærkede, at de ville komme og føre ham bort med magt for at gøre ham til konge, trak han sig tilbage op i bjergene, ganske alene.

(I Ulsted kirke i Vendsyssel hænger en gammel altertavle – malet af Lucie Ingemann – som viser ”Kristus i bøn på bjerget)

”Her er en lille dreng, som har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?” Jesus sagde: ”Lad folkene sætte sig ned.” Og der var meget græs dér på stedet. Da satte mændene sig ned, omtrent fem tusinde i tallet. Jesus tog nu brødene, takkede og delte dem ud til dem, som havde sat sig; ligeledes også af fiskene så meget, som de ville have. Og da de var blevet mætte, siger han til sine disciple: ”Saml de tiloversblevne stykker sammen, så intet skal gå til spilde.” Så samlede de sammen og fyldte tolv kurve med de stykker, som de, der havde fået mad, havde levnet af de fem bygbrød.
Nadveren indstiftes Skærtorsdag

Indstiftelsen af Nadveren
Ifølge Lukas evangeliets kapitel 22, versene 7-20:

 

Så kom dan dag under de usyrede brøds fest, da påskelammet skulle slagtes. Og Jesus sendte Peter og Johannes af sted og sagde: ”Gå hen og forbered det påskemåltid, vi skal spise.” De spurgte: ”Hvor vil du have, at vi skal forberede der?” Han svarede dem: ”Når I kommer ind i byen, vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke. Følg efter ham til det hus, han går ind i, pog sig til husets ejer: Mesteren siger til dig: Hvor er det rum, hvor jeg skal spise påskemåltidet sammen med mine disciple? Så vil han vise jer et stort rum ovenpå med hynder; dér skal I forberede det. De gik og fandt det sådan, som Jesus havde sagt, og de forberedte påskemåltidet.

Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige,” Så tog han et bæger, takkede og sagde: ”Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.” Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det log sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.”

De ord af Jesus der danner grundlaget for nadveren - indstiftelsesordene, "verba testamenti" - kan findes i Det Nye Testamente i de tre evangelier, Mattæus (26,26-29), Markus (14,22-25 og Lukas (22,17-20) samt i Paulus' første brev til korintherne (1. Kor. 11,23-26).Til praktisk brug i gudstjenesten sammenskrives disse tekststeder, så det passer med nadveren og øvrige teologi. Det er nemlig kun Lukas og Paulus der nævner, at det er til minde om Jesus: Gør dette til ihukommelse af mig! ..." . Og det er kun Matthæus der kæder det sammen med syndernes forladelse:  "... som udgydes for mange til syndernes forladelse. ...". Et eksempel på en sådan sammenskrivning kan lyde: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: "Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!"

Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: ”Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige,” Så tog han et bæger, takkede og sagde: ”Tag det og del det imellem jer. For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.” Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det log sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.”
The Last Supper

The Last Supper

Luke 22:7-19:

 

Then came the day of Unleavered Bread on which the Passover lamb had to be sacrificed. Jesus sent Peter and John, saying: “Go and make preparations for us to eat the Passover.”

 “Where do you want us to prepare for it?”, they asked. He replied, “As you enter the city, a man carrying a jar of water will meet you. Follow him to the house that he enters, and say to the owner of the house, ‘The Teacher asks, Where is the guest room where I may eat the Passover with my disciples?’ He will show you a large upper room, all furnished. Make preparations there.” They left and found things just as Jesus had told them. So they prepared the Passover.

When the hour came, Jesus and his apostles reclined at the table. And he said to them, “I have eagerly desired to eat the Passover with you before I suffer. For I tell you, I will not eat it again until it finds fulfilment in the kingdom of God.” After taking the cup, he gave thanks and said, “Take this and divide it among you. For I tell you I will not drink again of the fruit of the wine until the kingdom og God comes.” An he took bread, gave thanks and broke it, and gave it to them, saying, “This is my body given for you, do this in remembrance of me.” In the same way, after the supper he took the cup saying, “This cup is the new covenant in my blood, which is poured out for you.”

When the hour came, Jesus and his apostles reclined at the table. And he said to them, “I have eagerly desired to eat the Passover with you before I suffer. For I tell you, I will not eat it again until it finds fulfilment in the kingdom of God.” After taking the cup, he gave thanks and said, “Take this and divide it among you. For I tell you I will not drink again of the fruit of the wine until the kingdom og God comes.” An he took bread, gave thanks and broke it, and gave it to them, saying, “This is my body given for you, do this in remembrance of me.” In the same way, after the supper he took the cup saying, “This cup is the new covenant in my blood, which is poured out for you.”
Verdens længste bord


Måltid ved verdens længste bord

Så længe kristendommen har eksisteret har nadveren været en del af den kristne gudstjeneste. Derfor kan vi, der i dag går i kirke og deltager i gudstjenestens nadver, forestille os, at når vi knæler ved alterbordets runding og modtager brødet og vinen, så deler vi bord og åndsfællesskab med alle dem, der forud for os gennem talløse generationer har knælet ned og modtaget brødet og vinen.

Vi befinder os blot ved den nederste ende af et fantastisk langt nadverbord; ved resten af bordet, som vi kun kan forestille os, knæler henfarne generationer af kristne. Det er en fantastisk tanke, at vi alle er ét i Kristus.
Så længe kristendommen har eksisteret har nadveren været en del af den kristne gudstjeneste. Derfor kan vi, der i dag går i kirke og deltager i gudstjenestens nadver, forestille os, at når vi knæler ved alterbordets runding og modtager brødet og vinen, så deler vi bord og åndsfællesskab med alle dem, der forud for os gennem talløse generationer har knælet ned og modtaget brødet og vinen.
BRYLLUPPET I KANA
Brylluppet i Kana Ifølge Johannes Evangeliet kapitel 2, versene 1-11: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin -- han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op -- kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Vandringen til Emmaus


Vandringen til Emmaus

Ifølge Lukas evangeliets kapitel 24, versene 13-32:

 

Og se, to af dem vandrede den samme dag til en landsby, som ligger tresindstyve stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus. Og de talte med hinanden om alle disse tildragelser. Medens de samtalede og drøftede det indbyrdes, skete det, at Jesus selv kom hen til dem og fulgtes med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham. Og han sagde til dem: ”Hvad er det, I går og taler med hinanden om?” De standsede og så bedrøvede ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: ”Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disser dage?”
Han spurgte dem: ”Hvad da?” De svarede ham:
Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord for Gud og hele folket; og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer har overgivet ham til dødsstraf og ladet ham korsfæste. Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete. Men også nogle af vore kvinder har forfærdet os; de var ude ved graven tidligt i morges, og de fandt ikke hans legeme, men de kom tilbage og sagde, at de endog i et syn havde set engle, der sagde, at han lever. Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men ham så de ikke.”

Da sagde han til dem: ”Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?”
Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om om ham. Og da de nærmede sig landsbyen, som de gik til, lod han, som han ville gå videre. Men de nødte ham og sagde: ”Bliv hos os; thi det går mod aften, dagen hælder allerede.”
Så gik han ind for at blive hos dem.

Og det skete, da han havde sat sig til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede det og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de kendte ham; men så blev han usynlig for dem.

Og de sagde til hinanden: ”Brændre ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os.”  

Da sagde han til dem: ”Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?” Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om om ham. Billedet viser Emmaus-motivet på en nu udskiftet altertavle i Ulsted kirke i Vendsyssel.
BARBETTES GÆSTEBUD

Barbettes Gæstebud

 

Ifølge Isak Dinesen – alias Karen Blixen: Den unge kvinde Barbette, som er flygtet fra Frankrig, bliver hushjælp hos to enlige kvinder, Filippa og Martine, døtre af en afdød provst. I taknemlighed insisterer Barbette på at festligholde provstens 100 års dag med en middag for menighedens medlemmer. Barbette har nemlig arvet en mindre formue, 10.000 france; men hele formuen bruger hun på middagens afholdelse.     

 

Da alle var kommet til sæde, bad den ældste i menigheden bordbøn med provstens egne ord:

”Må mit brød i dag mit legem nære,

må mit legem sjælens tjener være,

må min sjæl gå fremad, Gud til ære!”

Ved ordet ”brød” erindrede gæsterne, der sad med de gamle hoveder bøjet over de foldede hænde, deres løfte om ikke at sige et ord om dette emne, og de fornyede nu løftet i deres hjerter – end ikke en tanke ville de skænke det. De var gået til bords for at indtage et måltid – det samme havde man gjort ved brylluppet i Kana. Og havde den Helligånd ikke valgt at åbenbare sig dér så fuldt og helt som noget andet sted – ja, endog i vinen. Barbette’s dreng skænkede i et lille glas foran hver. De hævede det højtideligt til deres læber – som bekræftelse på deres løfte.

General Loewenhielm, der nærede en vis mistanke til vine her i huset, nippede forsigtigt til sit glas. Det gav et sæt i ham – han holdt glasset først op til næsen og så til øjnene og satte det så fra sig, forbløffet og forvirret. Såre mistænkeligt! tænkte han. Amontillado! Og den bedste Amontillado, jeg nogensinde har drukket! For at prøve sine sanser tog han efter et øjebliks betænkning en forsigtig skefuld af suppen – tog endnu en og lagde skeen fra sig. Højst mærkværdigt! sagde han til sig selv. Dette er jo afgjort ægte skildpaddesuppe – og hvilken skildpaddesuppe! – Han blev grebet af en forunderlig panik og tømte sit glas.

General Loewenhielm – der jo skulle beherske samtale ved bordet! – havde fortalt, at provstens prædikensamling hørte til dronningens yndlingsbøger, men blev tavs, da den næste ret blev serveret. Utroligt! sagde han til sig selv. Det er jlo Blinis Demidoff! – Han så rundt på sine bordfæller. De sad alle roligt og spiste deres Blinis Demidoff ude tegn på hverken overraskelse eller særlig behag, som havde de gjort det hver eneste dag i tredive år. 

Drengen skænkede atter i glassene. Men denne gang vidste brødrene og søstrene, at hvad de fik cat drikke ikke kunne være vin. for den boblede. Det måtte være en slags limonade. Og limonaden viste sig at harmonere med deres ophøjede sindsstemning – det var, som om den løftede dem frta jorden op i en højere og renere sfære.  General Loewenhielm satte på ny glasset fra sig, vendte sig til sin sidemand på højre hånd og sagde: ”Jamen – dette er da bestemt en Veuve Cliquot 1860?” Sidemanden så venligt på ham, smilede lidt genert og kom med en bemærkning om vejret. Drengen havde fået bestemte ordrer af Barbette: han skænkede kun én gang i brødrenes og søstrenes glas, men fyldte generalens, så snart det var tomt. Og generalen drak hurtigt ud, gang på gang. Thi hvad skal en mand, der hylder fornuften, gøre, når han ikke kan stole på sin egen fornuft? – Det er bedre at være fuld end gal.

General Loewenhielm holdt brat op med at spise og sad aldeles ubevægelig. På ny følte han sig hensat til en middag i Paris, han havde tænkt på i kanen. En utrolig udsøgt og velsmagende ret var blevet serveret dér – han havde udbedt sig dens navbn hos en bordfælle, oberst Galliffet, og denne havde smilende svaret, at den kaldtes ”Cailles en Sacophage”. Obersten havde videre fortalt, at denne ret var opfundet af køkkenchefen på netop denne restaurant, hvor middagen blev afholdt – en bordets mester, der – endskønt forbløffende nok kvinde – var kendt over hele Paris som epokens største kulinariske geni.

General Loewenhielm vendte sig nu til sin bordfælle på sin venstre hånd og sagde: ”Jamen, dette er jo Cailles en Sarcophage!” Sidemanden, der havde siddet og lyttet til beskrivelsen af et mirakel, så på ham med et fraværende blik, smilede, nikkede og svarede: ”Ja, ja, naturligvis! Hvad skulle det ellers være?”

Den gamle broder, der først havde istemt provstens salme, citerede nu hans ord: ”Det eneste, vi får lov til at tage med os fra dette jordeliv, er det, vi har givet bort!” Gæsterne smilede lyksaligt – hvilke Nabob’er ville ikke de kære, fattige piger blive i det næste liv!

General Loewenhielm følte, at tiden var kommet for ham til at holde en tale og rejste sig:”Miskundhed og sandhed mødes!” sagde generalen. ”Retfærd og fred skal kysse hinanden!” Mennesket tror i sin svaghed og kortsynethed, at han må og skal træffe sit valg her i livet – og skælver ved den risiko, han løber derved. Men skælv ikke! Thi vort valg er uden betydning! Det, vi har skænket bort, gives os tilbage – ja, vi får endog det tilbage, som vi har kastet bort! Thi miskundhed og sandhed mødes, og retfærd og fred skal kysse hinanden!

Ifølge Isak Dinesen – alias Karen Blixen: Den unge kvinde Barbette, som er flygtet fra Frankrig, bliver hushjælp hos to enlige kvinder, Filippa og Martine, døtre af en afdød provst. I taknemlighed insisterer Barbette på at festligholde provstens 100 års dag med en middag for menighedens medlemmer. Barbette har nemlig arvet en mindre formue, 10.000 france; men hele formuen bruger hun på middagens afholdelse.
FREDERIK TAPBJERGS PLOVGILDE

Frederik Tapbjergs Plovgilde

Fortalt af Jeppe Aakjær 1911

 

Det var just ikke noget mageligt Liv, Frederik Tapbjerg førte derude paa Fleskjær Hede, en Fjerdingvej fra Hovedbyen, for stod han ikke i tunge Træskostøvler og ælted Døj i Tørvemosen, gjorde han Daglejerarbejde rundt om hos Gaardmændene. Saadan havde han nu henslæbt halvtredsindstyve Aar. Der forlyder dog ikke noget om, at Slægt og Velyndere i den Anledning lod udgaa Indbydelse til Jubilæumsmiddag med Tilbehør af Skaaltaler og Sølvtøj. Han var en af disse tusinde Grovslidere, der gaar  navnløse gjennem Livet og ligesom Regnormene gjør deres gavnlige Dont i Mørke. Han stammed  nok derude fra Grønhøj-Egnen og var en Ætling af de saakaldte Kartoffeltyskere. Saa snart det var gaaet op for Frederik Tapbjerg, at hans Jord ikke gjemte Spor af Trolddomskræfter i Dybet, men kun var idel fattig Overflade, blev det ham klart, at Spaden maatte erstattes med Ploven, saa Rugen kunde strentes over et stort Areal; for blev den først saaet, kom der dog altid noget op. Men han fattedes jo enhver Art af Trækkraft. Der var ganske vist dem, der raaded ham til at gjøre Brug af Koen, den sidmavede, men hun havde sandelig ondt nok at gjøre med at flytte sin Hængevom over de knortede Heder paa de lange, krydsvoksede Klove, endsige at trække Plov eller Harve. Der var da ikke andet for, end at han, saavel som hans Standsfæller, maatte gaa Tiggergang til Egnens Gaardmænd og overtale dem til at gjøre ham et Béd, naar det faldt dem bekvemmest. Og saaledes blev den Dag, da Frederik Tapbjerg havde Plovfolk, til Hedehyttens store Dag. Ganske vist imødesaa Frederik den altid med blandede Følelser, for der var ingen Dag i Aaret, der som denne bragte Regningen til at svulme hos Kjøbmanden. Derimod glæded Børnene sig til den af et uskrømtet Hjærte, thi Synet af de mange glinsende fede Gaardmandsøg med de bølgende Manke og det klirrende Seletøj her paa deres Fars fattige Jordstykke, - var det ikke en kongelig Adspredelse midt i deres daglige afstængte Lyngensomhed! Og selv for en enkelt Dag at omgaas og beføle saa sjældne Redskaber som Vogne, Plov og Harve, ja, maaske endogsaa blive betroet en Kjørepisk - thi vidste vel nogen, hvilke eventyrlige Overraskelser en saadan Dag kunde byde paa - det var rigtignok noget andet end altid at grave i samme Askedynge med samme Potteskaar eller kjøre i Stadskjørsel over Sandbrinkerne med den samme rustne Jærnpande.

 

Line, der nu saa, hun havde sine Folk samlede, kaldte stille Manden ud i Kjøkkenet og sa: "Aa, Frederik, a vild endda gjan, te du bløw fræ æ Burd te baagatter, hvis det nu ett skuld slaa te. Søen nø nyrle Kalvkjød det er der jo ingen Drywels i. Og a hower helsen nok, hvordan det gik ifywr te Per Simmelkjærs Plovgild, hvor æ Kuen bløw skammet snaar for aal hinne Tid, ved det æ Mad slap op mødtvejs. Og der sejjer nu søen en Slughals som den Movns. Det er jo som en Ulv aa sætt te en Fad. Han kan saagu aaljenn ed en halv Kalv, nær han kan faa'et for ett". Efter disse Bemærkninger udenfor gik Line ind og sa:"Aa, vær nu saa gued aa sejj om te æ Burd, saa I kan faa en Bej og løw aa. Maaskisæ en Par kund sejj her paa æ Skammel," føjed hun til. Movns havde allerede opdaget, hvor det bedste Fad havde sin Plads, og sa:"Tho ladmæsaa slæng mæ paa æ Skammel". Med megen Pusten fik han omsider de tykke Ben med de tunge Træsko hevet over Langskamlen, hvorpaa han nedlod sig med det Hjærtesuk:"Aaja! en blywer gammel - og tungrøvet." Imens kasted han et altfortærende Blik rundt paa Fadene.

 

"Hvad, Frederik, skal du ett te æ Burd?" sa Movst. "Jow; men de fremmed først. MinTid kommer nok. Se I nu kun og forsyn jer!" svared Frederik. En Opfordring, de ikke lod sig sige to Gange. De langed kraftigt ud efter Fadene og laded op paa deres Tallerkner mægtige Hjumplinger af skinnende Kalvesteg og ufordærvede Kartofler, som de overøste med Søer af Sauce og Syltetøj. Efter al Sommerens ramme Saltmad, dens lædersejge Spegelaar og Stegeflæsk og gule, harske Faareskanker var saadant et Maaltid nyslagtet Kalvekjød for Gudekost at regne. Ingen kan da undre sig over, at de maalte Kjødstykkerne med breden Tand. Movns var især svært optaget. Han havde endnu ikke opdaget Gaflens Betydning, men holdt med et solidt Tag Kjødet mellem de fem Fingre, mens han med de tiloversblevne fem skar til, saa det skreg i Underlaget.

 

Han havde ikke spist en halv Time, før de afgnavede Ben laa spredte foran ham som Vragstumper. Ogsaa de andre tre søgte paa bedste Maade at holde sig skadesløse for den ædle Sved, som deres velnærede Øg havde udgydt paa Frederik Tapbjergs tidselbærende Ager. Under den første Del af Spisningen var det kun Movst, der sa noget, saasom han nu umuligt kunde holde Mund selv i Livets alvorligste Øjeblikke. Men hans Vittigheder lønnedes paa dette Tidspunkt kun slet, snart med et aandsfraværende "Hwad?" snart med et intetsigende "Naa", snart endelig med et utaalmodigt Grynt, der sa saa meget som: ja, hvad kommer det mig ved! Men efterhaanden som Lines fortrinlige Kalvesteg mere og mere løste sin Opgave, blev Trangen til Meddelsomhed større, og Tankerne søgte fjernere Maal. Kun Movnses var endnu lige slavisk lænkede til Fadet og de saftige Kjødben.

 

"A er, Dælenmæ, lig glaa, ihvad I kalder dem," vedblev Movst stædig, "for som der staar i Skriften: Af deres Gier-rr-ninger skulle I kjende dem! Og som a sejer: sin' det lied Kram er kommen te æ Land, er jens Tjennestfolk bløwen saa vringled og vraang, te det gir stywt for, baare en vil ha et te aa gaa øwer en Dørtræ." "Ja, da war æ en sand Urd, du saa'," mumlede Movns fra den anden Side af Bordet. Han havde nu beroliget sin Forslugenhed saa vidt, at han troed at kunne skjænke Samtalen nogen Opmærksomhed uden derfor helt at forsømme den stadigt vinkende Kalvesteg.

 

Saa gled Ordet lidt efter lidt over paa andre Hænder , og Lines Kalvesteg og Frederiks Brændevin forvandled sig gjennem sære Processer i Gjæsternes Indre efterhaanden til bevingede Udtalelser om Slægtens Forfald og Midler til dens Oprejsning. Under hele denne Samtale havde Line løbet affentov mellem Bordet og det lille Frammers og fyldt i Fadene, saa godt hun evned. "Gud fri os, hvor de æder!" sa hun forskrækket til sin Medhjælperske, da hun for syvende Gang kom ud i Kjøkkenet med den tømte Tallerken. "Blot det maa slaa til! Vorherr skal endda legg møj Velsignelse i, om der skal blyw nok te saadanne Slughalse." Men hun var aldrig saa snart kommen ind til Bordet, før hun uden Ophør gjentog: "Aa, vær nu endda saa gued og ta det, I haar behov!"

 

Det gjaldt for enhver Pris at bevare Skinnet af, at der var langt til Bunden i Sulegryden. Børnene gik og dulred om og fik ingenting, skjønt Duften af den liflige Sauce uafladelig kildred dem i Næsen. Med langeligt skjævende Øjne saa de efter enhver Bid, Gjæsterne førte til Munden. "Lad mig nu se, I er nogle rare Børn," havde Moderen sagt, da hun begyndte at sætte Maden frem, "saa skal I nok faa nøj baagatter, - hvis de da levner nøj," føjed hun forsigtigt til. En lille Stump, der havde udkaaret sig Movns at se paa og lige siden Maaltidets Begyndelse havde stirret paa hans Indgaflinger med stive Øjne, kom ud og trak Moderen i Skjørtet, mens hun under stride Taarer hulked:"Muer, mæ faar ett! Dem spiser det altsammen!" I denne Meddelelse var der ikke Spor af Overdrivelse. Alt, hvad det fattige Hus formaaed i Retning af Sulevarer, var gaaet med. Da Line indbar sit sidste Stykke og stille lod det glide fra Indbæringsskaalen ned paa "den lange Tallerken," haabed hun, at de skulde ha ladet det  urørt. Men nej, Movns hugged det og la det Bid for Bid under sine brede Kindtænder. Heldigvis havde de andre dog nu lagt Gaflerne, og ogsaa Movns saa efter dette sidste Indhug ud, som "haaj han fjedtet hans Gummer tilstrækkeligt." Dette Udtryk var Lines.

 

Sidste Ret bestod af en Kaffeknægt, deri saakaldte Swot, Nationaldrikken i disse Egne. Det var nu allerede mørk Aften, og Lysene tændtes. Samtalen gik ikke mere saa livlig som forhen.

 

Først da han havde afgivet dette Løfle, fik han Gjæsterne paa Døren. Forinden var Børnene sendt halvsultne i Seng. Frederik kom nu ud i Kjøkkenet, hvor de afskrabede Potter og Pander flød over Bordet. "Ett saa jen Bej, di haar levnet!" sa Line. "Det er ved Gud en Synd, men du faar ta til Takk med en Stykk Wost-og-Brød. Der er wal saa møj Brændvin tebaag, te du kan faa dæ en Dram te'et." Frederik satte sig tavs til at spise den bentørre Ost til Grovbrødet.

Det gjaldt for enhver Pris at bevare Skinnet af, at der var langt til Bunden i Sulegryden. Børnene gik og dulred om og fik ingenting, skjønt Duften af den liflige Sauce uafladelig kildred dem i Næsen. Med langeligt skjævende Øjne saa de efter enhver Bid, Gjæsterne førte til Munden. "Lad mig nu se, I er nogle rare Børn," havde Moderen sagt, da hun begyndte at sætte Maden frem, "saa skal I nok faa nøj baagatter, - hvis de da levner nøj," føjed hun forsigtigt til. En lille Stump, der havde udkaaret sig Movns at se paa og lige siden Maaltidets Begyndelse havde stirret paa hans Indgaflinger med stive Øjne, kom ud og trak Moderen i Skjørtet, mens hun under stride Taarer hulked:"Muer, mæ faar ett! Dem spiser det altsammen!" I denne Meddelelse var der ikke Spor af Overdrivelse. Alt, hvad det fattige Hus formaaed i Retning af Sulevarer, var gaaet med. Da Line indbar sit sidste Stykke og stille lod det glide fra Indbæringsskaalen ned paa "den lange Tallerken," haabed hun, at de skulde ha ladet det urørt. Men nej, Movns hugged det og la det Bid for Bid under sine brede Kindtænder. Heldigvis havde de andre dog nu lagt Gaflerne, og ogsaa Movns saa efter dette sidste Indhug ud, som "haaj han fjedtet hans Gummer tilstrækkeligt." Dette Udtryk var Lines.
AGERHØNEN

Agerhønen  blev

Haabets Festmaaltid. 

Faderen satte sig igen med Avisen, men straks efter kom han alligevel ud i Køkkenet til de andre. Næsten hele Familien fældede Taarer over det, men død var Agerhønen jo, og plukkes skulde den, det var jo Meningen med den. Den var ingenting at se til, da Fjerene kom af, sørgelig lille. Smaa krøllede Tarme, Lever, Kraas, et ufatteligt lille, fast Hjerte kom frem og det var i sit Indre, Fuglen havde de lysende Farver. Faderen gik ud i Vejret, han kom hvid og tilsneet ind igen med en haandfuld frisk Persille. Fedt kom paa Panden, det sidste maaske, men nu tog Moderen resolut til de yderste Reserver, Kartoflerne kom i en Kasserolle og paa Ilden, og Bunden blev ikke skrabet i Selvopgivelse, for hun beredte et Haabets Festmaaltid. Og skønt det var langt over Sengetid, blev der bredt Dug paa Bordet, hvid og skøn, selv i Karbidlygtens Lys. Men saa blev Lygten baaret udenfor, hvor den kunde hvæse af, og et dyrt Tællelys blev tændt paa Bordet. Ude i Mørket bruste Blæsten. De vaskede sig, redte Haaret, pyntede sig. Saa satte de sig ved Højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle. 

Fra Martin A. Hansens ”Agerhønen”.

Men saa blev Lygten baaret udenfor, hvor den kunde hvæse af, og et dyrt Tællelys blev tændt paa Bordet. Ude i Mørket bruste Blæsten. De vaskede sig, redte Haaret, pyntede sig. Saa satte de sig ved Højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle. Fra Martin A. Hansens ”Agerhønen”.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side