En rejse med bus fra Dover til Land's End
Rejsen begynder her



VÆR VELKOMMEN
til at kigge med i beretningen
fra vor busrejse sommeren 2009

fra The White Cliffs of Dover, gennem det kystnære Syd-England og Cornwall til Land’s End og retur via Bath og Stonehenge
Fra Calais sejlede vi over The Channel, indtil vi kom til The White Cliffs of Dover.
Oplevelsaer venter forude



Første dag, 24. juli


Sommerturen 2009 blev for Dagny og mig en busrejse med Gislev Rejser, som startede i Aalborg.

Vi fortsatte ned gennem Jylland og samlede efterhånden medrejsende op i Haverslev, Hobro, Randers, Århus, Skanderborg, Horsens, Vejle og Kolding; her stødte nok en bus til med passagerer fra Øst-Danmark, og med dem blev rejsedeltagerne fuldtallige. Sammen fortsatte vi gennem Nordtyskland, Holland, Belgien.

Da vi nåede frem nær den hollandsk/belgiske grænse fandt vi frem til hotellet, hvor vi skulle overnatte.

Fra Calais sejlede vi over The Channel, indtil vi kom til The White Cliffs of Dover.
Vi er på farten



Anden dag, lørdag den 25. juli


Videre gennem det nordvestlige Frankrig nåede vi til Calais, hvor der var ret lang ventetid. Mens vi ventede på færgen i Calais oplevede vi en flot opvisning af franske flyvere fra landets luftvåben. Vi fik oplyst, at anledningen var at mindes 100 året for den første kanalflyvning, som fandt sted i 1909.

En plakat fortalte: “Louis Blériot pioneer of the first channel crossing by plane on 25th July 1909 a feat he accomplished in 37 minutes”.

The White Cliffs of Dover



Fra Calais sejlede vi over The Channel,

indtil vi kom til The White Cliffs of Dover.


Her begyndte så den egentlige ferietur, idet busrejsen fra Dover nu hovedsagelig gik gennem de sydengelske små og større byer. Vi gjorde holdt i en lille by ved navn Rye, et hyggeligt sted med mange gamle bindingsværkshuse og interessante forretninger.

Fordi jeg fandt så mange motiver at tage billeder af, og fordi jeg ikke var hurtig nok på mine ben, blev jeg væk fra flokken, så jeg kom lidt for sent til opsamlingsstedet. Fy-Fy-skamme dig!

Her begyndte så den egentlige ferietur, idet busrejsen fra Dover nu hovedsagelig gik gennem de sydengelske små og større byer. Vi gjorde holdt i en lille by ved navn Rye, et hyggeligt sted med mange gamle bindingsværkshuse og interessante forretninger.
Langs Englands sydkyst mod Portmouth



Gennem Hastings
 
og videre mod Portmouth


Under den videre færd nåede vi til den historiske by Hastings. Det var her i nærheden, at William the Conqueror i Slaget ved Hastings år 1066 besejrede den engelske konge Harold Godwinsson og dermed lagde grunden til en anderledes engelsk kongerække.


Formodentlig spillede egnen omkring Hastings en væsentlig rolle under Anden Verdenskrig og var måske genstand for tyskernes forhåbninger om dér at gå i land for at gøre William the Conqueror kunsten efter. Men som bekendt forblev det en drøm i Hitlers hjerne.


Gennem de senere år har vi på tv fulgt serien ”Foyle’s War”, hvor politimanden Foyle med sæde i Hastings opererer under krigen, idet han må klare forekommende forbrydelser, af hvilke mange har relation til tyskernes bombninger af egnen og menneskers udnyttelse af hinanden og situationen i det hele taget.


I moderne tid er Hastings kendt som fiskerby og badested. Efter nok et stop i den lidt større by Brighton  – bl.a. for chaufførens skyld – nåede vi i løbet af dagen frem til vort hotel i Portsmouth.

 


Mange af de sydengelske byer har i deres navn en endelse på –mouth: Bournemouth, Exmouth, Falmouth, Portsmouth, Sidmouth, Weymouth og måske flere. Denne endelse kan gå på mund eller munding, for alle byerne ligger ved en fjord- eller flodmunding, hvor der fra tidernes morgen har været optimale muligheder for at anlægge havn og for byudvikling. Resultatet foreligger i dag. De samme steder og mange flere er med til at gøre den sydengelske kanalkyst til en engelsk riviera.

Her er en rigtig engelsk landevejskro, THE COACH & HORSES; her holdt vi ind for at få noget at spise. Mange af de sydengelske byer har i deres navn en endelse på –mouth: Bournemouth, Exmouth, Falmouth, Portsmouth, Sidmouth, Weymouth og måske flere. Denne endelse kan gå på mund eller munding, for alle byerne ligger ved en fjord- eller flodmunding, hvor der fra tidernes morgen har været optimale muligheder for at anlægge havn og for byudvikling. Resultatet foreligger i dag. De samme steder og mange flere er med til at gøre den sydengelske kanalkyst til en engelsk riviera.
Flere oplevelser venter



Vor rejse bød på halvpension,
hvilket betød, at vi ret hurtigt efter ankomsten til hver dags bestemmelsessted kunne gå til aftenspisning, som fra sted til sted var ret varieret. Inden afrejse næste dags morgen indtog vi ”English Breakfast”,
som hvert sted bød på en herlighed af god mad – dog aldrig rugbrød – som vi kunne forsyne sig med efter hvad ens appetit tillod.


Full English Breakfast:
Med hensyn til breakfast, så fik vi for det meste et virkelig storslået måltid at starte dagen på. Fra buffet’en kunne vi normalt hente efter behag: boiled egg, fried egg, scrambled egg, bacon, sausage, butter/margarine, cake, cheese and meat, coffee/tea, croissant, fresh fruit or preserved, toast or not toast.

Portsmouth er en vigtig havneby og flådestation



Tredje dag, søndag den 26. juli


I Portsmouth overnattede vi på hotel Holiday Inn.
Byen er en meget vigtig kanal-havneby med skibtsværfter, dokker, søfartsskole m.m.


Som flådehavn var byen i 1944 hovedudskibningshavn for de tropper, der skulle til Frankrig. Byen blev stærkt beskadiget ved bombardementer under krigen.


Portsmouth er fødeby for forfatteren Charles Dickens (1812-1870), som har skrevet et utal af spændende romaner, Pickwick Klubben, Oliver Twist, David Copperfield og mange andre.

Som flådehavn var byen i 1944 hovedudskibningshavn for de tropper, der skulle til Frankrig. Byen blev stærkt beskadiget ved bombardementer under krigen.
Lord Nelsons by


Den britiske søhelt admiral Lord Horatio Nelson (1758-1805) er også knyttet til og mindet i byen; hans linjeskib HMS Victory, verdens ældste og nok mest berømte, fungerer i dag som museum. Det var den Lord Nelson, som under kamp i Middelhavet mistede synes på sit højre øje, og ved de Canariske øer mistede sin højre arm, men det var også den Lord Nelsen, som afviste sin overordnedes ordre ved at sætte kikkerten for sit blinde øje og nedkæmpede den danske flåde i Slaget på Reden den 2. april 1801. Lord Nelson mistede livet i slaget ved Trafalgar; postumt blev han tildelt titlen Jarl Nelson of Trafalgar. En statue af Lord Nelson er rejst nær havnen, og på dens sokkel kan læses

 

LORD NELSON’S PRAYER

MAY THE GREAT GOD WHOM I WORSHIP
GRANT TO MY COUNTRY

AND FOR THE BENEFIT OF EUROPE IN GENERAL
A GREAT AND GLORIOUS VICTORY

AND MAY NO MISCONDUCT IN ANY ONE TARNISH IT.

AND MAY HUMANITY AFTER VICTORY BE THE PREDOMINANT FEATURE IN THE BRITISH FLEET.

FOR MYSELF INDIVIDUALLY I COMMIT MY LIFE
TO HIM THAT MADE ME

AND MAY HIS BLESSING ALIGHT ON MY ENDEAVOURS FOR SERVING MY COUNTRY FAITHFULLY.

I RESIGN MYSELF AND THE JUST CAUSE WHICH IT IS ENTRUSTED TO ME TO DEFEND.

AMEN. AMEN. AMEN.

På sokkelen til statuen af Lord Nelson kan læses denne bøn, Lord Nelsons bøn: LORD NELSON’S PRAYER MAY THE GREAT GOD WHOM I WORSHIP GRANT TO MY COUNTRY AND FOR THE BENEFIT OF EUROPE IN GENERAL A GREAT AND GLORIOUS VICTORY AND MAY NO MISCONDUCT IN ANY ONE TARMISH IT. AND MAY HUMANITY AFTER VICTORY BE THE PREDOMINANT FEATURE IN THE BRITISH FLEET. FOR MYSELF INDIVIDUALLY I COMMIT MY LIFE TO HIM THAT MADE ME AND MAY HIS BLESSING ALIGHT ON MY ENDEAVOURS FOR SERVING MY COUNTRY FAITHFULLY. I RESIGN MYSELF AND THE JUST CAUSE WHICH IT IS ENTRUSTED TO ME TO DEFEND. AMEN. AMEN. AMEN.
Katedralen i Portsmouth


Til gudstjeneste i byens katedral

Fordi det var søndag, fandt vi om formiddagen vej til byens katedral, hvor vi deltog i en meget festlig gudstjeneste. Denne søndag var tilsyneladende afslutningen på en særlig festuge; hele den store kirke var fyldt med blomster- og frugtdekorationer og tegninger udført af børn. Selv om hele gudstjenesten var lidt fremmedartet, ikke bare på grund af sproget, men fordi gudstjenesten foregik efter den anglikanske kirkes skik og måde, var det dejligt at deltage i den; vi forsøgte efter bedste evne at synge med på salmerne. Vi fik udleveret materiale, så vi kunne følge med i tjenestens gang og de anvendte tekster. I forlængelse af gudstjenesten var der optræden af en gøgler i et af kirkens lokaler.

Fordi det var søndag, fandt vi om formiddagen vej til byens katedral, hvor vi deltog i en meget festlig gudstjeneste. Denne søndag var tilsyneladende afslutningen på en særlig festuge; hele den store kirke var fyldt med blomster- og frugtdekorationer og tegninger udført af børn. Selv om hele gudstjenesten var lidt fremmedartet, ikke bare på grund af sproget, men fordi gudstjenesten foregik efter den anglikanske kirkes skik og måde, var det dejligt at deltage i den; vi forsøgte efter bedste evne at synge med på salmerne
Rundt i Portsmouth




Senere på dagen aflagde Dagny og jeg besøg på byens museum. Det var et rigtigt bymuseum, som bl.a. viste en udvikling i, hvordan stedets mennesker havde levet gennem det seneste hundrede års tid, idet der vistes hjemmets indretning i køkken og stuer, deres klædedragt, børnenes legetøj m.m. En særlig afdeling var helliget den lokale fodboldklub med der skiftende hold og hvordan holdet havde klaret sig i forekommende turneringer.





En del af vore rejsefæller besøgte det spektakulære Spinnaker Tower, som også kaldes D-dagsmuseet; her kan man se en moderne parallel til Bayeux-tapetet, nemlig det 83 m lange Overlord Embroidery, som skildrer D-dagens begivenheder fra overfarten fra de sydengelske havne til landsætningen i Normandiet samt de intense kampe dér.
  

"Portsmouth’s D-Day Museum is Britain’s only museum dedicated solely to covering all aspects of the D-Day landings in Normandy, France, on 6 June 1944. D-Day was a turning point in the Second World War, and a moment when the course of world events depended on the Allied troops taking part”.

Senere på dagen aflagde Dagny og jeg besøg på byens museum. Det var et rigtigt bymuseum, som bl.a. viste en udvikling i, hvordan stedets mennesker havde levet gennem det seneste hundrede års tid, idet der vistes hjemmets indretning i køkken og stuer, deres klædedragt, børnenes legetøj m.m. En særlig afdeling var helliget den lokale fodboldklub med der skiftende hold og hvordan holdet havde klaret sig i forekommende turneringer.
Besøg på Isle of Wight




Fjerde dag, mandag den 27. juli

Med afrejse fra hotellet i Portmouth begav vi os mod Isle of Wight. Vi sejlede med færge ud af havnen og kom over til et lille sted, der hedder Fishbourne.

Herfra bussede vi mod det egentlige mål, Osborne House. Dette sted var det foretrukne feriested for Dronning Victoria og Prins Albert.

Det var interessant af gå rundt i de majestætiske gemakker, men allerskønnest var det at spadsere rundt i den enorme park med farvestrålende blomsterbede og mange fremmedartede træer. Parkanlægget omkring Osborne House bærer præg af Prins Alberts store interesse for eksotiske blomster og træer. Det er efterhånden er mange år siden, det royale par havde deres gang i og ved Osborne House.
 
Men resultatet af deres og vel især prinsens virke og interesse præger stadig den store part. Mange af træerne har vokset sig kæmpestore, så det er en fryd at se. Et stykke vej fra det egentlige Osborne House lå en mindre hytte kaldet Swiss Cottage.

Den var bygget til regentparrets prinser og prinsesser; omkring Swiss Cottage var anlagt noget, der minder om en botanisk have med massevis af forskellige blomster samt bærbuske og frugttræer.

I Swiss Cottage kunne man købe sig til en kop te eller kakao samt muffins eller sandwiches.

Det var interessant af gå rundt i de majestætiske gemakker, men allerskønnest var det at spadsere rundt i den enorme park med farvestrålende blomsterbede og mange fremmedartede træer. Parkanlægget omkring Osborne House bærer præg af Prins Alberts store interesse for eksotiske blomster og træer. Det er efterhånden er mange år siden, det royale par havde deres gang i og ved Osborne House.
Her begyndte spejderbevægelsen



Fra en lille havn på øens vestside blev vi igen befordret over til fastlandet til en lille by ved navn Lymington. Herfra kørte vi videre ud i det engelske landskab.

Efter en ikke så lang køretur dukkede den blomsgterrige, viktorianske by Bournemouth op, og her blev vi indkvarteret på Belvedere Hotel.

Opholdet i Bournemouth strakte sig kun til en overnatning, men der kunne være brugt meget mere tid dér – af spejdermæssige årsager. I et fjordlignende område sydvest for byen, som benævnes Poole, ligger Brownsea Island.

Her afholdt stifteren af verdensspejderbevægelsen, Robert Baden Powell i 1907 den allerførste spejderlejr, en slags prøvelejr. Året efter – altså i 1908 – blev spejderbevægelsen stiftet.
 

Lord Robert Stephenson Smyth Baden Powell - senere: Baron of Gilwell, (22. februar 1857 - 8. januar 1941) er en engelsk nationalhelt, der bl.a. startede spejderbevægelsen efter at have afsluttet en lang militærkarriere, der førte ham til flere lande. Han var i Indien i to perioder og ligeledes to perioder i det sydlige Afrika. Han er militært mest kendt for sin indsats i den anden Boerkrig, hvor han bl.a. forsvarede Mafeking. Historien fortæller, at han under en belejring fandt ud af, at han kunne aflaste sine regulære soldater ved at anvende børn som medlemmer af signalkorps, som udkiksposter, hospitalshjælpere og i andre funktioner, hvor våbenbrug ikke var nødvendig. Disse børn udgjorde "The Mafeking Cadets". Det må understreges, at det ikke dengang ansås som forkert at bruge børn i krig, men at det faktisk var normalt med børnesoldater, selv om børnene ikke kunne håndtere datidens tunge geværer. Kvaliteten af det arbejde, børnene udførte, imponerede ham, og han brugte disse erfaringer i sit første spejderarbejde i civilt regi. En af de ting, der fik Baden Powell til at realisere sine ideer, var en opvisning med Boys Brigade, hvor han overværede drenges eksercits. Han mente, at raske drenge burde have andre og sundere interesser, så han begyndte at omskrive sit lærestof Aids for Scouting, der var beregnet på militære spejdere, altså rekognoscering. Resultatet var en række hæfter – Scouting for Boys – der blev revet væk hos bladhandlerne.En god ven gav Baden Powell lov til at holde en lejr med nogle udvalgte drenge på Brownsea Island i 1907 for at ideen om en større bevægelse kunne afprøves. At spejderne senere blev uniformerede, har intet med militær tankegang at gøre. Formålet var en synliggørelse af bevægelsen, en praktisk påklædning, og ikke mindst at der så ikke synligt var forskel på de rige drenge og de fattigere. (Drenge)spejderbevægelsen grundlagdes i 1908. Baden Powell skrev en række bøger gennem livet. Indtil sidst i 1890’erne var det mest lærebøger for hæren samt skitser (han var en habil tegner og i øvrigt også ivrig amatørskuespiller), mens de senere værker mest var til inspiration for drenge og – senere – spejderledere. Som det ses var pigespejderbevægelsen næsten samtidig med drengene. Allerede ved et af de første store stævner (jamborees) stødte Baden Powell på en lille flok piger, der havde taget Scouting for Boys til sig. Det var nyt for Baden Powell, der ikke havde tænkt den tanke, at det kunne være interessant for piger. Efter nogle diskussioner gik hans søster Agnes i 1910 ind i spejderbevægelsen for at tage sig af pigerne, og det førte til oprettelsen af pigespejderne (Girl Guides).I 1912 mødte han en ung pige, Olave Soames (22. februar 1889 - 19. juni 1977), på en sørejse. De faldt hurtigt i snak og fandt ud af, at de havde mange ting til fælles, og de giftede sig 30. oktober 1912 med en aldersforskel på 32 år. Med tiden fattede Olave Baden-Powell dybere interesse for pigespejderne og overtog pigespejderkorpset fra Agnes. Deres fælles fødselsdag 22. februar kaldes blandt spejdere Tænkedag og fejres verden over. Til deres død var de verdensspejderchefer for hvert deres korps (WOSM og WAGGGS). I 1939 indstilledes Baden Powell til Nobels fredspris. KFUM-Spejderne i Danmark og Det Danske Spejderkorps var blandt anbefalerne, idet de i fællesskab skrev en indstilling til Nobelkomiteen. Da 2.verdenskrig netop brød ud i 1939, valgte Nobelkomiteen ikke at uddele prisen dette år. En af de kendteste biografier om Baden Powell er skrevet 1946 af Green-bar-Bill (William Hillcourt), en højt anset spejderleder i USA. Sit efternavn tog han for nemheds skyld, da han var født i Danmark med navnet Bjerregaard.
Over Dartmoor



Femte dag, tirsdag den 28. juli

Med afgang fra Bournemouth straks efter morgenmad begav vi os vestover gennem det grevskab, som hedder Dorset. Men vi skulle nå langt denne tirsdag, så snart kom vi ind i et nyt grevskab, som kaldes Devon. Undervejs kørte vi gennem det sydengelske varierende landskab, og vi passerede små landsbyer og større byer.

Enkeltre steder gjorde vi holdt, både for chaufførens og for vor skyld. På et tidspunkt midt på dagen befandt vi os ”in the outsskirts of nowhere”; vi kørte faktisk gennem Dartmoor, et enormt hedeområde, hvor der tilsyneladende ikke boede mennesker. I dette ingenmandsland så vi flokke af geder, får og ponyer. Disse dyr lever åbenbart her af den bevoksning, heden byder på, altså hovedsagelig lyng. Der fandtes her og der stendiger rundt i terrænet, velsagtens en slags skel mellem ejerlav; men der var intet, der kunne forhindre dyrene i at krydse vejbanen.

Men der må vel være mennesker, som ejer disse dyr og som ser til den ind imellem. Midt i de store vidder gjorde vi holdt ved en slags kro, og det var en ganske interessant landevejskro, hvor man kunne få serveret retter af forskellig slags; vi fik serveret en varm kødsuppe med brød til.

I kroen fandtes et ildsted, og der blev sagt, at ilden her til stadighed skulle holdes ved lige, og at den havde brændt i umindelige tider. I ildstedets sten var fastgjort et træskilt, som forkyndte:


”Beers – wines – spirits –

Notice pursuant to the licencing act 1953.

Liquors are to be sold in theese premises:

Between 10.00 – 3.00 & 5.30 – 10.30

on the days located that is to say
every day at the year

exept Sunday, Christmas & Good Friday”.

 

Inden vi drog videre, blev der tid til at tage billeder af de dyr, der kom på nært hold.  

Længere fremme ad dagens rute nåede vi til det lille fiskerleje Polperro. Vi var omsider kommet ind i grevskabet Cormwall, Englands vestligste. Det var begyndt at regne – igen – men vi fik da lidt ud af opholdet i den lille by. Vi benyttede os af tilbuddet om at få en køretur med hestevogn, om ikke for andet, så for en stund at være i tørvejr.

Fra Polperro var der ikke så farlig langt til det fashionable feriested Falmouth. Her skulle vi bo i tre nætter på det meget fine og berømte, næsten historiske Falmouth Hotel.

I kroen fandtes et ildsted, og der blev sagt, at ilden her til stadighed skulle holdes ved lige, og at den havde brændt i umindelige tider. I ildstedets sten var fastgjort et træskilt, som forkyndte: ”Beers – wines – spirits – Notice pursuant to the licencing act 1953. Liquors are to be sold in theese premises: Between 10.00 – 3.00 & 5.30 – 10.30 on the days located that is to say every day at the year exept Sunday, Christmas & Good Friday”.
Gode dage i Falmouth



Sjette dag, onsdag den 29. juli


Den  ældste del af The Falmouth Hotel stammer fra 1865. Siden er der bygget meget til og står i dag som et særdeles moderne hotel. Under Anden Verdenskrig kom hotellet til at spille en central rolle på flere forskellige områder. Straks efter krigens udbrud i 1939 blev hotellet inddraget til militært formål. Bl.a. blev hotellet center for den britiske nationale sikkerhedstjeneste, og derfor blev hele Falmouth følsomt område på allerhøjeste plan. Derfor blev bygningerne bemalet med camuflagemaling, så de på – set fra luften – mentes at falde i et med det omgivende terræn. Bombning af Falmouth-området forekom forholdsvis sjældent.

Den ældste del af The Falmouth Hotel stammer fra 1865. Siden er der bygget meget til og står i dag som et særdeles moderne hotel. Under Anden Verdenskrig kom hotellet til at spille en central rolle på flere forskellige områder. Straks efter krigens udbrud i 1939 blev hotellet inddraget til militært formål. Bl.a. blev hotellet center for den britiske nationale sikkerhedstjeneste, og derfor blev hele Falmouth følsomt område på allerhøjeste plan. Hotelbygningerne blev bemalet med camuflagemaling, så de - set fra luften – mentes at falde i et med det omgivende terræn. Bombning af Falmouth-området forekom forholdsvis sjældent.
Dramaet omkring Kurt Carlsen og Flying Enterprise

Flying Enterprise

Flying Enterprise var et såkaldt Liberty-skib, bygget i 1944 i USA. Det blev oprindelig døbt Cape Kumakari og gjorde konvojtjenste under 2. verdenskrig.

I 1947 blev fartøjet solgt til det amerikanske rederi Isbrandtsen Company, hvor navnet blev ændret til Flying Enterprise. Skibet gjorde herefter tjeneste på den nordlige del af Atlanterhavet de følgende fem år som almindeligt fragtskib.

Da skibet i december 1951 forlod England med destination New York, blev der medbragt en last bestående af bilerog råjern, en ukendt mængde af kontanter, samt ubekræftet fem tons radioaktive  materialer til anvendelse på den første amerikanske atomdrevne ubåd USSNautilus.

Tidligere var alle skibe nittede, men den nye og hurtige teknik under 2. verdenskrig var svejsede skibe. Liberty-klassen var således også svejsede. Imidlertid viste det sig, at de især på skrogets midte havde et problem med svejsningen. Flying Enterprise var ingen undtagelse. Således opdagede man den 28. december i meget hård sø og ca. 300 sømil fra England begyndende revner i skroget, umiddelbart agter for overbygningen. Besætningen foretog interimistiske reparationer, hvorefter man forsøgte at fortsætte sejladsen.

Den næste morgen begyndte skibet at krænge kraftigt med en slagside på 45°, hvorefter det blev besluttet at forlade skibet. Nødsignaler blev afsendt og det amerikanske troppetransportskib General A.W. Greely og det amerikanske dampskib Southland reagerede og kom til undsætning. Besætning og passagerer blev evakueret og reddet, dog med tab af et enkelt menneskeliv. Skibets kaptajn, den danskfødte Kurt Carlsen, valgte at blive om bord. Han nægtede at forlade skibet, før det enten sank eller var blevet bugseret til en sikker havn.

Den engelske slæbebåd Turmoil ankom den 3. januar og flere forsøg blev gjort for at etablere et slæb - men uden resultat. Næste dag den 4. januar fik Carlsen selskab af slæbebådens styrmand Kenneth Dancy, og sammen fik de etableret et slæb og påbegyndte bugsering med England som destination. På dette tidspunkt var slagsiden på skibet mellem 60 og 65°.

Bugseringen var en succes, indtil 40 sømil fra den engelske by Falmouth. På dette tidspunkt sprang slæbetovet. Der blev gjort flere forsøg på at genetablere forbindelse med slæbebåden, men alle uden resultat. Krængningen var nu omkring 80°, og skibet lå så lavt i vandet, at Carlsen og Dancy så sig nødsaget til at forlade skibet, som sank den 10. januar 1952.

Lige siden har der været mangfoldige spekulationer over, hvorfor kaptajnen holdt ud så længe. Der har bl.a. været teorier om, at lasten indeholdt stats- eller militærhemmelige sager.

Skibets hemmelige atomare last . Mens store coastere blev slynget langt op på strandene ved den engelske kanalkyst, og mens ikke mindre end fem orkaner passerede ind fra Atlanten, blev Kurt Carlsen mere og mere ensom. Og berømt. I 13 døgn fulgte verdenspressen dramaet i blade, radioer og i biografernes Ugerevyer. Højest målte vindhastighed var 166 km i timen. Myterne tog form. Hvad kunne der være i lasten, siden kaptajnen nægtede at forlade sit skib? Nogle blade fortalte om millioner af schweizerpund, der skulle til hemmelige modtagere i USA.  Andre ville, med kilder i Tyskland vide, at der var noget atomisenkram i lasten...

Det er nu kommet frem, at skibet var lastet med zirconium - et metal, som tyskerne kunne udvinde under 2. verdenskrig. Det skulle benyttes som en del af en brændselscelle i atomreaktoren i den atomdrevne ubåd USS Nautilus

Den engelske slæbebåd Turmoil ankom den 3. januar og flere forsøg blev gjort for at etablere et slæb - men uden resultat. Næste dag den 4. januar fik Carlsen selskab af slæbebådens styrmand Kenneth Dancy, og sammen fik de etableret et slæb og påbegyndte bugsering med England som destination. På dette tidspunkt var slagsiden på skibet mellem 60 og 65°. Bugseringen var en succes, indtil 40 sømil fra den engelske by Falmouth. På dette tidspunkt sprang slæbetovet. Der blev gjort flere forsøg på at genetablere forbindelse med slæbebåden, men alle uden resultat. Krængningen var nu omkring 80°, og skibet lå så lavt i vandet, at Carlsen og Dancy så sig nødsaget til at forlade skibet, som sank den 10. januar 1952.
Fornem hotelgæst



På et tidspunkt sent på året  i 1942 var der af Post Office Engineering Depaertment blevet etableret en særlig teleforbindelse til The Falmouth Hotel.

Senere på året dukkede Prins Bernhard af Holland op på hotellet i fuld marineuniform, og han fik straks anvist hotellets kongelige suite.

Fra dette sted førte prinsen højt fortrolige og følsomme telefonsamtaler, men med hvem blev man aldrig klar over.

IN MEMORIAM By Order in Council (Koninklijk Besluit) nr. 1 of September 3rd 1944 His Royal Highness Prince Bernhard was nominated commander of the Netherlands Armed Forces. Two days later, by Order in Council E62 of September 5th 1944, the (Netherlands) Interior Armed Forces, the BS, were founded. The prince got a remarkable military unit in addition to the ones he had. All members of these Interior Armed Forces were men of the resistance, scarcely armed, not trained and nota bene present in the territory occupied by the Germans, which hampered the communication seriously. The resistance organizations, characterized by great diversity in political nature and aim, could be coordinated with difficulty, let aside placing them under the leadership of one man. It testified the great political insight of Her Majesty Queen Wilhelmina to appoint prince Bernhard as commander of the Netherlands Armed forces and to place the Interior Forces under his command. The prince stood above all parties and was very much respected. Moreover a man with great charisma. Already in England the prince had proven to be a very courageous man by taking part in air-raids over Germany. One also had to bridle him not to cross over with his staff too early to the liberated part of the continent. Starting from the moment that the Stoottroepen took more shape it became evident soon that equipment, armament and training left a lot to be desired. The prince knew how to change this for the better. Great esteem he gained by his visits to the Stoters on the front line. These visits took often place under the most inclement (weather) circumstances and sometimes under enemy fire, like on 2nd Christmas day 1944 at Wamel on the Waaldike. Although maybe not meant so explicitly by the prince, he indicated herewith that he was prepared to undergo the same hardships and to run the same risks as his men. It requires moral and physical courage to fly in a plane through enemy air defence fire or to sit, together with a Stoter, in a gunner's pit during an enemy mortar attack. He could have been staying in his command post in relatively comfortable and secure Brussels. Many people will throw a light on other sides of this charismatic and versatile man. For us, Stoottroepers, he will continue to exist as the commander of the Netherlands Armed Forces, the commander of the Stoottroepen in 1944/1945. We are proud that we may keep the remembrance of him alive through the name that has been given to our regiment: Regiment Stoottroepen Prins Bernhard
Besøg på Pendennis Castle



Syvende dag, torsdag den 30. juli


Oppe på et højdedrag over Falmouth ligger Pendennis Castle. På denne torsdag, som var afsat til fri disposition, begav Dagny og jeg os op til dette fæstningsanlæg, Cornwall’s Greatest Fortress, som har eksisteret gennem 450 års, altså siden Henrik VIII’s tid.

Ikke uden grund betegnes Pendennis Castle som hørende til ”English Heritage”. I dag fungerer hele alægget som en art museum over tidligere tiders engelsk forsvarstjeneste.

Trods anstrengelserne ved at trave op til borgen, frembød der sig en enestående udsigt især ud over havbugten uden for Falmouth. Men det var tillige en spændende oplevelse at gå rundt deroppe.

Et tårn kaldet The Keep anses for at være Henrik VII’s 1500-tals fæstning. De mest moderne dele af borgkomplekset er en kasernebygning kaldet Barrack Block, som fungerede som belægningsstuer under Første Verdenskrig. Stillede man sig på et bestemt sted, satte det en båndoptage til afspilning, og man kunne høre en fortidig korporal eller sergent komme med sine ordrer til de menige på stuen.

Langs kanterne af det omfattende areal var anbragtforældede kanoner. Andre steder fandtes nok så moderne og skydeklare kanoner; vi så og hørte disse blev affyret. Stedet fungerede senest under Anden Verdenskrig med opgaver inden for radiomeldetjenesten. Som på ethvert museum var det også her mulighed for at få stillet sulten med lækre engelske muffins skylles ned med twinings tea.

Både under vort ophold oppe på Pendennis Castle og på hjemturen mod vort hotel var der rig lejlighed til få billeder i kameraet.

Oppe på et højdedrag over Falmouth ligger Pendennis Castle. På denne torsdag, som var afsat til fri disposition, begav Dagny og jeg os op til dette fæstningsanlæg, Cornwall’s Greatest Fortress, som har eksisteret gennem 450 års, altså siden Henrik VIII’s tid.
Besøg i Trebah Garden


Onsdagens udflugtsprogram rundedes

af med et besøg i Trebah Garden
.

Et areal på præcist én acre kuperet terræn har nogle energiske mennesker, ægteparret Mawman Snith, der tillige holder af eksotiske planter og har forstand på at passe dem, indrettet en enestående park, som de inviterer alle til mod betaling at opleve.

Det gjorde vi også, men desværre var der regnvejr, mens vi var der, og det tog lidt af fornøjelsen med at studere de mange sjældne planter og træer.

Især gik det ud mine forsøg på at tage billeder af planterne og deres omgivelser.
Et areal på præcist én acre kuperet terræn har nogle energiske mennesker, ægteparret Mawman Snith, der tillige holder af eksotiske planter og har forstand på at passe dem, indrettet en enestående park, som de inviterer alle til mod betaling at opleve.
Vi nåede til Land's End


I løbet af dagen nåede vi ud til den yderste vestlige del af de britiske rige, Land’s End.

Vejen dertil var vist typisk for den del af Cornwall.  Samtidig med, at vejene var ret smalle, var de på begge sider bevokset med lave træer; ofte var det vanskeligt for vor bus at komme frem, hvis det samtidig kom modkørende biler. Men frem kom vi.

Den store oplevelse ved at være ved Land’s End var det storslåede syn ud over havet, og bølgernes bryden mod de standhaftige klipper, som har holdt stand gennem århundreder.

Naturligvis forefindes et fyrtårn på denne yderste forpost, men i vor moderne tider bliver skibene hjulpet på langt sikrere og mere effektive måder. Men det gamle fyrtårn var der stadig.

I løbet af dagen nåede vi ud til den yderste vestlige del af de britiske rige, Land’s End. Vejen dertil var vist typisk for den del af Cornwall. Samtidig med, at vejene var ret smalle, var de på begge sider bevokset med lave træer; ofte var det vanskeligt for vor bus at komme frem, hvis det samtidig kom modkørende biler. Men frem kom vi. Den store oplevelse ved at være ved Land’s End var det storslåede syn ud over havet, og bølgernes bryden mod de standhaftige klipper, som har holdt stand gennem århundreder. Naturligvis forefindes et fyrtårn på denne yderste forpost, men i vor moderne tider bliver skibene hjulpet på langt sikrere og mere effektive måder. Men det gamle fyrtårn var der stadig.
St. Michaels Mount minder om Mont-St. Michel i Frankrig


Sydvest for Falmouth ligger fiskerlejet Penzanse

Herfra kan man ved ebbetid gå nogenlunde tørskoet ud til den lille ø St. Michaels Mount – og bestige den; en del af rejseselskabet vovede turen og fik en fornøjelse ud af det.

Der er flere lighedspunkter mellem St. Michaels Mount og Mont-St. Michel ved den franske kanalkyst; bl.a. er man begge steder afhængig af ebbe for at kunne komme frem.

Først og fremmest gør man begge steder, hvad man formår, for at få turister på besøg.
     

Har man tid, er der meget at iagttage på St Michael's Mount. Der er et middelalderligt slot, som er beboet af en familie, som passer der. Til slottet eller borgen hører også en kirke, og ud over turister besøges stedet af pilgrimme. For interesserede er der mulighed for ay sætte sig ind i historien bag St Michael's Mount. Værterne tilbyder rundtur både i slottet, kirken og den tilhørende have, som efter engelsk skik har en rigdom af blomster. Spisesteder er der også. Island Café serverer fast food, te med muffins m.m. På Sail Loft Restaurant severes friske lokale fødevarer.

Har man tid, er der meget at iagttage på St Michael's Mount. Der er et middelalderligt slot, som er beboet af en familie, som passer der. Til slottet eller borgen hører også en kirke, og ud over turister besøges stedet af pilgrimme. For interesserede er der mulighed for ay sætte sig ind i historien bag St Michael's Mount. Værterne tilbyder rundtur både i slottet, kirken og den tilhørende have, som efter engelsk skik har en rigdom af blomster. Spisesteder er der også. Island Café serverer fast food, te med muffins m.m. På Sail Loft Restaurant severes friske lokale fødevarer.
Besøg i City of Bath



Ottende dag fredag den 31. juli

Dagens første og egentlige mål var City of Bath, som er beliggende i grevskabet Somersetshire.

Vi nåede dettil i løbet af et par timers kørsel.
Vort tilholdssted i Bath var Hotel Hilton Bath.

Vi besøgte den gamle katedral Bath Abbey, hvor King Edgar blev kronet i 973. Det er en prægtig katedral med enormt flotte hvælvinger og vinduer med farvestrålende mosaikker.

Vi besøgte også det, som byen er mest berømt for, nemlig de årtusindgamle romerske bade; her ser man indretningen af badefaciliteterne og rundt om står opstillet romerske statuer. Det er bemærkelsesværdigt, at disse romerske efterladenskaber stadig er i rimelig god stand.

Der blev tid til sightseeing i den ganske interessante by. Langs Avon-floden er der smukke parklignende anlæg med prægtige blomsterarrangementer; her kan enhver slå sig ned og nyde omgivelserne. Fra tid til anden passerer en turistbåd forbi.

Vi besøgte den gamle katedral Bath Abbey, hvor King Edgar blev kronet i 973. Det er en prægtig katedral med enormt flotte hvælvinger og vinduer med farvestrålende mosaikker.
Det var en oplevelse at besøge Stonehenge



Niende dag, lørdag den 1. august


Som den sidste event på vor rundtur i Syd-England stoppede vi ved Stonehenge.

Dette forhistoriske monumentet er det mest enestående i De Britiske Øer og hører ikke alene til ”English Heritage”, men rangerer på listen over det, man kalder ”World Heritage”.

Stonehenge
er et af de mest mærkværdige steder i England. Man er overbevist om, at anlægget har haft en form for religiøs funktion, og at der bag opførelsen har stået velorganiserede stenaldersamfund, måske ledet af en præstestand. Stenene er flyttet og lagt på plads ved hjælp af simple teknikker og ikke mindst muskelkraft.

Den stenkonstruktion, vi i dag kan se resterne af ved Stonehenge, blev opført for mellem 4000 og 4500 år siden. Den har bestået af følgende elementer, beskrevet i den rækkefølge, man møder dem, når man udefra bevæger sig ind mod monumentets midte: En ydre stenkreds af ret veltilhuggede, oprejste sten, som hæver sig til en højde af 4 m over jorden. Stenene, der kaldes sarsens, er omkring 2 m brede og 1 m tykke, og mellemrummet mellem de enkelte sten er ca. 1,5 m. Der har oprindelig stået 30 sten i kredsen. Der er tale om en meget hård sand sten, som bygherrerne har hentet i omegnen af Avebury godt 30 km nord for Stonehenge. Stenkredsen, hvis diameter er godt 30 m, har været kronet af i alt 30, 1 m tykke overliggere af samme stenart. De har udgjort en ubrudt ring hele vejen rundt.
På besøg ved Stonehenge



Set ud fra det synspunkt, at Stonehenge rangerer så højt som World Heritage, han det forbavse en, at man har anlagt en meget trafikeret vej så tæt på anlægget, som tilfældet er.

Der er dog bevægelser blandt arkæologer, der arbejder på, at vejen skal flyttes, så hele Stonehange-området kommer til at fremstå som i fortiden.

Uden at være en del af Stonehenge-anlægget kan man observere andre levn fra oldtiden ikke ret langt fra Stonehenge, bl.a. oldtidshøje, som vi kender fra Danmark.


Mens vi opholdt os ved Stonehenge, småregnede det det meste af tiden, hvilket bevirkede, at det var besværligt at tage billeder. Men regnen gjorde det også til en særlig oplevelse at være der. Pyt så med, at der kom nogle vanddråber på linsen, så billederne blev regnvåde.

En indre stenkreds af betydeligt mindre, oprejste sten uden overliggere. Disse sten kaldes bluestones – en lidt misvisende betegnelse, da der rent faktisk er tale om flere forskellige stenarter. De kommer fra den samme lokalitet, Preseli Mountains i det sydvestlige Wales. Arbejdet med at transportere stenene til Stonehenge har været et gigantisk foretagende. En ydre hestesko (inden i bluestone-kredsen) oprindelig bestående af 10 opretstående sarsens arrangeret i 5 par hver forsynet med én overligger. De opretstående sten i hesteskoen er anlæggets største; den højeste hæver sig 7 m over jorden og vejer 45 tons. En indre hestesko af oprejste sten – de mere beskedne bluestones – uden overliggere. En enkelt sten af walisisk sandsten, som nu ligger fledtr på jorden inde i den inderste hestesko. Denne sten har i nyere tid fået navnet Alter Stone. De mange elementer er symmetrisk arrangeret omkring en akse med orienteringen sydvest/nordøst. Stenkonstruktionerne ligger midt på et cirkelrundt plateau, ca. 100 m i diameter, omkranset af en vold med grav. Mod nordøst brydes vold og grav af en jordrampe, som giver adgang til anlægget.
Farvel til Stonehenge og England



Fra Stonehenge kørte vi den hurtigste vej mod Dover.

Noget af vejen kørte vi ad motorvejen syd om London.
Mens vi startede kanalfærden ad søvejen, kom tilbagevejen til det europæiske fastland til at foregå med tog via kanal-tunnelen.

Ombord i toget fik vi suppleret oplysningerne fra flyopvisningen i Calais. Anledningen var jo at mindes 100 året for den første kanalflyvning, som fandt sted i 1909.

En plakat i toget fortalte: “Louis Blériot pioneer of the first channel crossing by plane on 25th July 1909 a feat he accomplished in 37 minutes”.

Louis Blériot (1872-1969) var tillige fransk flvkonstruktør og som sådan måske selvskrevet til at forestage den første flyvning over Kanalen.

En plakat i toget fortalte: “Louis Blériot pioneer of the first channel crossing by plane on 25th July 1909 a feat he accomplished in 37 minutes”.
Kort ophold i Bruxelles



Efter den hurtige togrejse via kanaltunellen
nåede vi også hurtigt Bruxelles. Her blev vi indkvarteret på et fint og centralt beliggende hotel.

Efter aftensmaden var der pæn tid til at gå en aftentur. Denne skulle naturligvis gå til byens store torv med de mange prægtige bygninger.

På vej hen til torvet passerede vi forbi fontænen med drengestatuen ”Manneken Pis”.

Fontænefiguren ”Manneken Pis” viser en lille dreng, der står og lader sit vand. Figuren er udført af Jérôme Duquesnoy, ifølge traditionen på bestilling af en borger, hvis søn var løbet bort. Faderen havde lovet at bekoste en skulptur af drengen i den stilling, hvori han måtte blive genfundet. I 1965 blev skulpturen ødelagt og delvis fjernet, men senere blev den rekonstrueret. En kopi af ”Manneken Pis” blev opstillet i Bogense i 1933.
Oplevelser i Bruxelles



Da vi kom hen til torvet, var der stadig lyst nok til, at vi kunne tage billeder af de berømte bygninger.

Lidt efter lidt mørknede det, men så blev bygningerne belyst, og det blev de ikke mindre prægtige af.

Prægtigst og mest overdådigt af alle bygninger er Rådhuset, som blev påbegyndt allerede i 1402.

Det er ufatteligt, at man for så mange år siden var i stand til at bygge så smukt og spændende detailleret og samtidig så solidt, at Rådhuset altså står der endnu.

Men hele vejen rund er torvet kranset af smukke bygninger af allerhøjeste klasse.

Prægtigst og mest overdådigt af alle bygninger er Rådhuset, som blev påbegyndt allerede i 1402.
Hjemad mod Danmark



Tiende dag, søndag den 2. august


Efter en god nats søvn i Belgien forlod vi tidligt på formiddagen vort hotel i Bruxelles.

Kun med nødvendige ophold undervejs var det blot om at køre mod nord og hjemad.


Et af opholdene var ved den dansk-tyske grænse, hvor der var lejlighed til at handle og få noget at spise.


Da vi nåede til Kolding, tog vi afsked med de rejsedeltagere, som skulle til Fyn og Sjælland.

Ellers fortsatte bussen op gennem Jylland, hvor efterhånden de forskellige blev sat af ved de steder, hvor de var hjemmehørende eller blev afhentet.

Omsiden nåede vi til Aalborg, hvor vi blev sat af ved Kunstmuseet, hvorfra Dagny og jeg blev bragt helt hjem med hyrevogn.

Tilbage står mindet om en enestående rejse gennem Syd-England og mindet om at have stået ved Stonehenge

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side