VAND ER BETINGELSEN FOR LIV
Vand er livsnødvendigt

Det livsnødvendige vand

Forudsætningen for menneskeliv på vor klode, er tilstedeværelsen af vand. Oprindeligt har menneskene hentet det nødvendige vand fra bækkene og floderne. Derfor er også alverdens tidligste større menneskesamfund opstået i nærheden af vandløb. Ifølge Bibelen lå Paradis ved floderne Eufrat og Tigris. Det egyptiske oldtidssamfund opstod ved Nilen. Det indiske oldtidssamfund opstod ved Indus, Ganges og Bramaputra. Det kinesiske oldtidssamfund opstod ved floderne Hwangho og Yangtzekiang. Det samme har gentaget sig overalt i verden; floderne med det nødvendige vand har udgjort betingelsen for at et menneskesamfund kunne dannes.  

Der findes imidlertid egne af verden, som er så fattige på vand – eksempelvis i Afghanistan – at vandet og ikke jorden er den egentlige rigdomskilde. Her betragtes vandet som en Guds gave, som ikke kan tilhøre den enkelte, og vand kan hverken købes eller sælges. I Afghanistan og andre tilsvarende meget vandfattige lande har man i århundrede hentet grundvand op ved hjælp at kareze-system; 

Karezer kendes i en vandfattig zoner, bl.a. i Afghanistan  fra Nordafrika og Vestkina. En kareze anlægges ved, at man ved en bjergside graver én dyb skakt, som når ned til grundvandet, og ved hjælp af mange gravede skakter – måske op til hundrede – som nederst er forbundet med vandrette underjordiske kanaler eller vandledninger, ledes vandet ned til de steder og oasemarker og landsbyer, hvor det skal anvendes til overrisling og andre nødvendige behov.

Karezer anlægges ved, at man fx i en bjergsides løssjord udgraver en lodret skakt ned til grundvandet. En svagtskrånende tunnel med en sådan diameter, at en person netop kan arbejde sig igennem og vedligeholde den. Karezekanalen tapper grundvandet nær bjerge eller wadier og har et ringere fald end terrænet. Derved når vandet ved tyngdens hjælp efterhånden frem til overfladen i først en dyb grøft, senere en markkanal. Vandføringen svarer til en lille bæks. Udgravet jord fjernes via lodrette "brønde" eller skater, der på overfladen afslører karezens forløb; man har kendskab til brønde el. skakter, der er indtil 300 m dybe.

I meget vandfattige lande er det vandet og ikke jorden, der anses for at være den egentlige rigdomskilde. Meget let opstår der stridigheder, og der findes fra gammel tid meget detaillerede regler, vandet må benyttes, hvor tæt man må anlægge karezer ved siden af hinanden, og hvem der skal haveoveropsyn med, at disse traditioner overholdes. Her skal gengives nogle af de vigtigste regler inden for denne sædvane ret, som i gammel tid har været gældende blandt Tadsjikerne i Nord-Afghanistan:

Vandet er en Guds gave og kan ikke tilhøre den enkelte. Undtaget er kun det vand, der fremskaffes eller ”skabes” ved en persons midler. Det tilhører ham.

Vand kan hverken købes eller sælges.

Ethvert tyveri af vand ved afledning eller uden for den tillagte tidsperiode betragtes som en alvorlig forbrydelse og straffes strengt.

Retten til at plante træer langs kanaler eller grøfter tilhører den, der har retten til det pågældende vand. Træplantningsretten er usælgelig og kan ikke overdrages, undtagen i forbindelse med vandretten.

Til at føre opsyn med vandingen i er oasesamfund vælges et vandtilsyn bestående af et antal agtede byborgere, som udmærker sig ved stor fysisk styrke.

Vandtilsynet får ingen bestemt løn, men efter høsten får det – alt efter hvor retfærdigt det har optrådt i foreliggende sager – en større eller mindre andel af høsten.   


Befolkningstilvækst medførte imidlertid, at samfund også dannedes, hvor der ikke var direkte adgang til rindende bække og floder. Menneskene fandt ud af – selv i ret tørre landområder – at hente ferskvand op fra det underliggende grundvand. Tidligst gravede man brønde ned til grundvandet, mest bygget af sten som en cirkulær skakt, hvorfra man kunne hente vandet op ved hjælp af et hejseværk. Da det blev teknisk muligt, hentede mand vandet op ved hjælp af en gårdpumpe anbragt på dækslet over brøndskakten. Dette system blev meget udbredt, så hver familie i by som på land var selvforsynende med ferskvand. Inden bysamfundene voksede sig store, fandtes rundt om i byerne på centrale steder fælles pumper, hvor borgerne selv kunne pumpe det vand op, de havde brug for.

Efterhånden som byerne voksede, og behovet for ferskvand steg, indså myndighederne nødvendigheden af en fælles vandforsyning for en by eller et byområde. Der blev ført vandledninger ud til samtlige forbrugere, og vandet hentedes fra et fælles vandværk, fra hvis boring vand blev pumpet op i et højtliggende vandtårn, i hvis øverste del fandtes en vandcisterne. Vandtårnets højtliggende position havde den naturlige virkning, at vandet kunne presses ud gennem vandrørene til samtlige forbrugere. Rund om i større og mindre byer ser man stadig disse vandtårne beliggende på lokalitetens højeste bakke.   

De fleste af de vandtårne, der stadig står rundt omkring i landets byer, fungerer ikke længere som vandtårne, men blot som et levn og minde fra fortiden. Teknisk formåen har efterhånden gjort det muligt ved hjælp af pumper at sende vand ud til forbrugerne. Men fordi mange af vandtårnene fremstår som bevaringsværdige arkitektoniske perler, er mange af vandtårnene blevet fredet, og flere af dem anvendes i museumsagtigt øjemed.    

Der findes imidlertid egne af verden, som er så fattige på vand – eksempelvis i Afghanistan – at vandet og ikke jorden er den egentlige rigdomskilde. Her betragtes vandet som en Guds gave, som ikke kan tilhøre den enkelte, og vand kan hverken købes eller sælges. I Afghanistan og andre tilsvarende meget vandfattige lande har man i århundrede hentet grundvand op ved hjælp at kareze-system; man har gravet én dyb skakt, som når ned til grundvandet, og ved hjælp af mange gravede skakter – måske op til hundrede – som nederst er forbundet med vandrette underjordiske kanaler eller vandledninger, hvorved vandet kan ledes ned til de steder og oasemarker og landsbyer, hvor vandet skal anvendes til overrisling og andre nødvendige behov.
PONT DU GARD



Et af verdens mest imponerende vandforsyningsanlæg er Pont du Gard. Stedet har jeg besøgt nogle gange og har hver gang gået på Pont du Gard. Der er tale om en romersk akvædukt nær Nimes i Syd-Frankrig. Netop den del af akvædukten, der krydser floden Gardon står stadig uskadt.

Akvædukten stod færdigopført 19 år f. Kr., og den skulle forsyne Nimes med vand oppe fra bjergene. Det gjorde den så i en længere årrække. Den bevarede del af Pont du Gard er 169 meter lang og består af tre rækker buer over hinanden, hvor den krydser floden. Denne del har altså stået der i over 2000 år.

Den øverste del af akvædukten var vandingskanalen, og det har været en ingeniørkunst uden lige at bygge broen med et ganske lille fald hele vejen fra bjergene ned til byen Nimes, hvor det skulle bruges. Pont du Gard har været ude af brug som akvædukt siden 4. århundrede, men har siden været benyttet som bro.
 

Akvædukten stod færdigopført 19 år f. Kr., og den skulle forsyne Nimes med vand oppe fra bjergene. Den bevarede del af Pont du Gard er 169 meter lang og består af tre rækker buer over hinanden, hvor den krydser floden. Denne del har altså stået der i over 2000 år.
ET VANDTÅRN ER EN VANDBEHOLDER

Et vandtårn er en vandbeholder, hvor vandet opbevares i tilstrækkelig højde til at skabe tryk i et vandforsynings-system. Arkitektonisk kan deres udformning være ganske forskellig efter hvilken periode, de er blevet opført. Flere ældre vandtårne er i dag indrettet til andre formål, og mange vandtårne er fredede. Deres formål er i et stort omfang overtaget af centrale pumpesystemer.


Fysikken bag vandtårne
er, at et
vandtårn udnytter tyngdekraften til at lagre mekanisk potentiel energi til senere brug. Et vandsystem der leverer vand, som kommer ud af vandhaner, afhænger af at der er et tryk i vandledningerne, sådan at det eksempelvis kan bevæge sig flere kilometer fra vandværket og op igennem etageejendomme. Dette tryk opnås typisk med pumper.


I slutningen af 1800-tallet og i første halvdel af 1900-tallet,
hvor mange eksisterende vandtårne er fra, pumpede man fra vandværker ud til vandtårne som havde deres egne pumper, der fik vandet op i tårnets vandbeholder. Når vandet bliver pumpet op i tårnet, bliver den kinetiske energi omdannet til potentiel energi, og den potentielle energi koster ikke penge at bevare, modsat et pumpesystem der ikke udnytter et vandtårns højde til at bevare trykket, kun i form af den slid trykket har på bygningen. Derfor behøver vandtårnets pumpe kun at være aktivt når vandstanden er for lav, hvilket også får trykket til at falde lidt Mindre vandtårne er meget fordelagtige hvis man bor langt fra et vandværk eller til midlertidige formål. Et manuelt påfyldtvandtårn til brusebad er eksempelvis et godt projekt at bygge til en spejderlejr.

Et vandtårn er bygget på et relativt højt sted, og i tårnets øverste del findes en vandbeholder, hvor vandet opbevares i tilstrækkelig højde, så der skabes tryk i et vandforsynings-system. Arkitektonisk kan udformningen af vandtårne være ganske forskellig efter hvilken periode, de er blevet opført - og naturkligvis afhængig efter hvilken fantasi der er lagt for dagen. Flere ældre vandtårne er i dag indrettet til andre formål, og mange vandtårne er fredede. Deres formål er i et stort omfang overtaget af centrale pumpesystemer.
BRØNDERSLEV VANDTÅRN




Brønderslev Vandtårn er et 15 meter højt vandtårn beliggende i den nordlige ende af Brønderslev, Vendsyssel. Tårnet, der opførtes i 1955 og er udsmykket af maleren Niels Kølkjær, var det første af sin art, da det blev opført, men siden er mange lignende kommet til, blandt andet i Granhøj i Aalborg, Kaltoftevej i Fredericia og Pedersborg i Sorø.

Ud over at fungere som vandbeholder, tjener tårnet også som udsigtstårn. Brønderslev Vandtårn er stadig er i drift; det har en kapacitet på 1000 kubikmeter, og udgør ca. 35 % af Brønderslev vandforsynings beholdervolumen.

Historie: Det første vandværk i Brønderslev etableredes i 1911. Det blev udvidet i 1954 og 1958 med hjælpeværk ved Statshospitalet. Sidst i 1950’erne havde Brønderslev Vandværk en produktion på ca. 898.000 kubikmeter. Men efter fortsat stigning i vandforbruget de følgende år, oprettelsen opførtes det eksisterende vandtårn i forbindelse med bygningen af det nye Nordre Vandværk.Vandtårnet er det eneste i Brønderslev-Dronninglund kommune.

Historie: Det første vandværk i Brønderslev etableredes i 1911. Men efter en stigning i vandforbruget de følgende år, opførtes det eksisterende vandtårn i forbindelse med bygningen af det nye Nordre Vandværk. Vandtårnet er det eneste i Brønderslev-Dronninglund kommune.
DYBVAD - EN BY OG DENS VANDTÅRN

Dybvad er en mindre by

i det østlige Vendsyssel med blot 695 indbyggere (2010). Dybvad er beliggende 9 kilometer sydvest for Sæby. Byen ligger i Region Nordjylland Region og hører under  Frederikshavn Kommune. Kirkeligt set er Dybvad beliggende i Skæve Sogn.



I privatbanernes tid var Dybvad en station på strækningen Nørresundby – Sæby – Frederikshavn. Netop den periode, hvor Dybvad var stationsby, gav en vis udvikling i byen med flere tilflyttere, erhvervsdrivende og håndværkere, som nød godt af stedet som stationsby, og som havde brug bor arbejdskraft. Hotel og kro kom der også til. Siden banens nedlæggelse har udviklingen i Dybvad i nogen grad stået i stampe; senest har kroen måttet lukke.



Dybvad Vandtårn


Dybvad Vandværk blev grundlagt i 1917 og i 1919 blev det smukke vandtårn bygget, så det passede ind i ”Den røde Stationsby”, som Dybvad kaldes. Vandtårnet er 16 meter højt og bæev formentlig tegnet af I. P. Hansen og opført af lokale håndværkere. Tårnet var i drift indtil 1995, hvor al den originale indvendige teknik stadig virkede. Øverst oppe på toppen af tårnet findes en vindfløj i form af en svane.
     

Dybvad Vandværk blev grundlagt i 1917 og i 1919 blev det smukke vandtårn bygget, så det passede ind i ”Den røde Stationsby”, som Dybvad kaldes. Vandtårnet er 16 meter højt og bæev formentlig tegnet af I. P. Hansen og opført af lokale håndværkere. Tårnet var i drift indtil 1995, hvor al den originale indvendige teknik stadig virkede. Øverst oppe på toppen af tårnet findes en vindfløj i frm af en svane.
ESBJERG - EN BY OG DENS VANDTÅRN



 

Esbjerg by er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnen i Hamburg/Altona, der havde været det danske monarkis vigtigste Nordsø-havn, men som var gået tabt i forbindelse med hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.

I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede fire år tidligere havde man fået sin første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. I 1899 fik byen status af købstad. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.


Esbjerg Vandtårn
blev opført 1896-1897 på en gravhøj fra bronzealderen, Bavnehøj, på toppen af klinten, lige ovenfor den nyanlagte havn.

Som bygningsværk betragtet er et vandtårn noget ganske særligt. Alene begrebet ”tårn” giver bestemte associationer og sætter begrænsninger i arkitektens udfoldelser – opgaven er så at sige meget bunden. Bygningen skal rejses på et lille grundareal i forhold til højden. Til overflod er vandtårne af tekniske grunde altid anbragt på højtliggende steder, og de virker derfor meget iøjnefaldende. Således er det også med Esbjergs Vandtårn fra 1897. Da tårnet ligger på byens markante højdepunkt, Bavnehøj, ud mod havet, blev det meget hurtigt byens vartegn.

Arkitekten var C. H. Clausen (1866-1941), der klart har ladet sig inspirere af tysk forlæg: Hans Nassau i Nürnberg, som han har kendt fra samtlige tyske arkitekturværker. I 1894-1895 havde de ca. 9000 indbyggere i Esbjerg endnu ikke fået vandværk. Vandforsyningen klaredes ved brønde og vandposter spredt over byen. At få en offentlig vandforsyning var således ret påtrængende, særligt da befolkningstallet steg meget voldsomt. Efter flere forgæves boringer fandt man brugeligt vand i Vognsbølparken. Årsforbruget i 1897 var for hver indbygger 31. liter vand om dagen. Allerede året efter var forbruget pro persona steget til 51 liter pr. dag.

Til sammenligning tjener, at det gennemsnitlige dagsforbrug af husholdningsvand i 1995 var 145 liter pr. person. Uanset at man i Esbjerg i året 1894 efter et borgermøde havde udskudt anlæggelsen af det ønskede gasværk, indså man i 1895 det fornuftige i at nedlægge vand- og gasrør i samme arbejdsgang. Vandtårnet rummede ikke mere end 131 kubikmeter vand. Årsforbruget var i 1897 mere end 130.000 kubikmeter, og det steg i de følgende syv år med mere end 400 %. Derfor blev den store beholder på 525 kubikmeter bygget ved Nygårdsvej allerede. Derfor blev den store beholder på ca. 525 m3 ved Nygårdsvej bygget allerede i 1904.

Vandtårnet i byparken var således allerede fra starten for lille – set i relation til en udvikling, som ingen kunne forudse: befolkningstallet steg fra 9.280 i 1895 til 14.022 i 1902. Vandforsyningen blev siden sådan, at man pumpede vandet direkte til forbrugerne, og kun det overskydende vand tilgik de to vandbeholdere.


I det hele taget kom stigningen i indbyggertallet nok noget bag på sognerådet, for alene i femårsperioden 1894-1899 måtte man anlægge gasværk, vandværk, 3 nye skoler, ligkapel, kirkegård, brandstation, kloakledninger samt gennemføre asfaltering og brolægning for næsten 1 mio. kroner. Både beløbet og anlæggenes omfang viser, at sognerådet fandt det nødvendigt at give Esbjerg en moderne bys infrastruktur.


Esbjerg Vandtårn blev opført i 1897
med et tysk middelaldertårn som forbillede. Det røde vandtårn er Esbjergs vartegn og fra toppen af tårnet kan I nyde den flotte udsigt over byen og havnen. Tårnet fungerer som et lokalhistorisk museum og indeholder en udstilling om vandtårne i Europa. Der arrangeres desuden skiftende udstillinger på stedet.


Esbjerg Vandtårn blev opført 1896-1897 på en gravhøj fra bronzealderen på toppen af klinten, lige ovenfor den nyanlagte havn. Da tårnet ligger på byens markante højdepunkt, bavnehøj, ud mod havet, blev det meget hurtigt byens vartegn. Arkitekten var C. H. Clausen (1866-1941), der klart har ladet sig inspirere af tysk forlæg: Hans Nassau i Nürnberg, som han har kendt fra samtlige tyske arkitekturværker.
FARSØ - EN BY OG DENS VANDTÅRN


FARSØ – EN BY OG DENS VANDTÅRN

Farsø er en lille by i Vest-Himmerland  beliggende i et kirkesogn af sammen navn.  Farsø kirke var viet til Vor Frue og består af romansk kor og skib, sengotisk tårn i vest samt våbenhus i nord. De romanske dele af kirken er opført af velhugne granitkvadre. Mens koret har bjælkeloft, har skibet tre fag ottedelte krydshvælv fra middelalderesn slutning. Det hvidkalkede tårn har teglhængt pyramidetag. Tårnrummet, der har oprindeligt krydshvælv, står i forbindelse med skibet ved en spidsbuet arkade. I våbenhuset er opstillet en runesten, som bærer indskriften: ”Toste og Asbjørn rejste denne sten efter Tue, broder  . . ” samt et billede af et skib; stenen blev fundet i gulvet foran kirkens norddør ved kirtens restaurering i 1955. I byen er der sygehus med tilhørende lægeboliger, sygeplejebolig, møbelfabrik m.m. I Farsø sogn findes 2 langhøje og 46 høje; sløjfet og ødelagt er 80 høje.


Syd for byen er rejst en stor mindesten for forfatteren Johannes V. Jensen med relief fra ”Bræen” samt en strofe fra digterens Danmarkssang: Alvorligt taler ved Alfarvej med Grønsvær tækket de Gamles Grave . . . I søanlægget findes en mindemur med relief for to faldne modstandsfolk, Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen; de var begge tilknytte Farsøegnen.


Farsø Vandtårn er et 14 meter højt vandtårn i Farsø beliggende ved den nordøstlige indfaldsvej til byen. I en rapport om beboelseskvalitet i de nordjyske byer fra 2003 blev vandtårnet karakteriseret som et af de karakterskabende elementer i byen. Vandtårnet ligger sammen med et pumpehus, som i 2002 fik installeret ny trykforøger.Tårnet er placeret på en lille høj omgivet af træer.

Historie: Den offentlige vandforsyning i Farsø blev etableret i 1905, men først i 1930'erne var forbruget steget så meget, at der var behov for en ny vandbeholder. En anbefaling fra et århusiansk ingeniørfirma gjorde, at vandtårnet blev etableret i 1935.

I den senere tid har vandtårnet fået en del opmærksomhed: I 1999 blev det restaureret,og i august 2005 var det åbent for offentligheden i forbindelse med Farsø Vandværks 100 års jubilæum.I den anledning skænkede Sparekassen Farsø 25.000 kroner til at oplyse vandtårnet, som fra december 2006 er belyst med projektører.
 

I den senere tid har vandtårnet fået en del opmærksomhed: I 1999 blev det restaureret,og i august 2005 var det åbent for offentligheden i forbindelse med Farsø Vandværks 100 års jubilæum.I den anledning skænkede Sparekassen Farsø 25.000 kroner til at oplyse vandtårnet, som fra december 2006 er belyst med projektører.
HADERSLEV - EN BY OG DENS VANDTÅRN

 

Haderslev Vandtårn

eller Det Røde Vandtårn
 

bliver ikke længere brugt som vandtårn, er beliggende på Marielystvej i Haderslev. Vandtårnet er blevet et vartegn for byen og er symbol for blandt andet Kløften Festival.

Haderslev Vandtårn er på det seneste blevet restaureret med blandt andet installering af toilet og køkken, så det nu kan huse forskellige udstillinger og andre arrangementer. Blandt andet lavede Per Vers et show i tårnet i april 2009.


Historie:
Da den nordlige del af Haderslev i begyndelsen af 1920'erne skulle udvides, blev leveringen af et tilstrækkeligt vandtryk, der i forvejen var et problem, til et centralt emne, hvorfor man besluttede at lade et vandtårn opføre.I beslutningsprocessen var der dog en del kontrovers,

omkring hvor tårnet skulle placeres, men byrådet vedtog med 8 stemmer mod 7 at det skulle stå på Marielystvej. 164.000 kroner blev bevilliget til bygningsværket.

Haderslev Vandtårn, hvis arkitekt er Peder Gram, har en højde på 38 meter og en vandkapacitet på 250 kubikmeter; det blev opført i 1924 og kom i drift i 1925.

Arkitektur: Vandtårnet er cylinderformet båret af 12 betonsøjler og opført i røde mursten dækket af et kegleformet kobbertag. Øverst prydes det af en vindfløj. En trappe fører op til indgangspartiet. Bygningen af tegnet af arkitekten Peder Gram.


Det Røde Vandtårn: I forbindelse med decemberorkanen i 1999 tog taget skade, hvorfor hele tagkonstruktionen måtte hejses ned og repareres. I 2003 solgte Haderslev Kommune tårnet til den selvejende institution Det Røde vandtårn for et symbolsk beløb, hvorefter der kom gang i ideerne, og det blev blandt andet muligt at leje sig ind i tårnet til en privat fest med maksimalt 40 gæster.

HALS - EN BY OG DENS VANDTÅRN


Hals er en havne- og turistby
 

Her lever og bor 2.505 indbyggere (2010). Byen er beliggende i det sydøstligste hjørne af Vendsyssel ved Limfjordens udmunding i Kattegat. Byen har færgeforbindelse til Egense på fjordens sydside. Hals, der frem til kommunalreformen var hovedby i en primærkommune i Nordjyllands Amtskommune med nabobyerne Ulsted, Hou, Vester og Øster Hassing som opland. I dag er byen er en del af Aalborg Kommune og derfor en del af Region Nordjylland. Hals er beliggende 31 kilometer øst for Aalborg og syv kilometer syd for nærmeste by Hou. Skønt vigtig havne- og fiskeriby har Hals aldrig kunnet smykke sig med betegnelsen stationsby.



Hvalkæben, kaldet Hvalgabet:
Denne gamle portal er et af byens vartegn. I min barndom havde jeg en farbror samt fætre og kusiner, der boede i Hals; hver gang vi besøgte dem, skulle vi hen og se Hvalkæben. Oprindeligt er der tale af kæbeknoglerne fra en blåhval (Boryvalus) skudt i Ishavet i 1868. Kæben blev dog i 1955 erstattet af en ny, da den oprindelige, lidt mindre, blev påkørt af en lastbil i 1953. Den nuværende er desværre ved at forgå og trænger til fornyelse, så hvis du har en liggende, så kontakt venligst Hals Museum.



Seværdigheder i Hals: Skansen i Hals
er Danmarks bedst bevarede enkeltskanse og er fra begyndelsen af 1600-tallet. Under 2. Verdenskrig benyttede den tyske besættelseshær skansen som militært hovedkvarter fra 1943-45. Hals Museum har udstilling i Tøjhuset (fra ca. 1812, der sammen med Krudtkammeret, der er indbygget i jordvolden (opført 1676) er de eneste bevarede bygninger i Hals Skanse. Desuden kan man se Hals Barre Fyr, Bent Exners skulptur "Smykket", Hals Kirke kaldes Danmarks største landsbykirke – måske mest af dem, der ikke har været i Vestervig!



Hals Vandtårn,
som jeg besøgte lørdag den 7. august 2010, er bygget 1919 efter tegninger af I. P. Hansen. For selve opførelsen stod murer Hansen fra Hals. Tårnet er bygget af røde teglsten; den nederste del af tårnet er stort ser firkantet med solide støttepiller i hjørnerne, mens murværket oppe omkring stedet, hvor vandtanken var, er ottekantet. Tårnet er omkring 16 meter højt. Øverst oppe på det ottekantede tegllagte pyramidetag er tårnet udstyret med en vindfløj i form af en havmand; den blev i sin tid udført af Rasmus ”Smed”. I midten af 1990’erne blev tårnet gennemgribende renoveret og huser i dag blandt andet vandværkets kontor.

Hals Vandtårn, som jeg besøgte lørdag den 7. august 2010, er bygget 1919 efter tegninger af I. P, Hansen. For selve opførelsen stod murer Hansen fra Hals. Tårnet er bygget af røde teglsten; den nederste del af tårnet er stort ser firkantet med solide støttepiller i hjørnerne, mens murværket oppe omkring vandtanken er ottekantet. Tårnet er omkring 16 meter højt. Øverst oppe på det ottekantede tegllagte pyramidetag er tårnet udstyret med en vindfløj i form af en havmand; den blev i sin tid udført af Rasmus ”Smed”. I midten af 1990’erne blev tårnes gennemgribende renoveret og huser i dag blandt andet vandværkets kontor.
HASLE OG STEDETS VANDTÅRN



 

HASLE – ET STED OG DETS  VANDTÅRN

Hasle Vandtårner beliggende på Bispehavevej i Hasle, Århus, næsten ud til Hasle Ringvej/Viborgvej. Vandtårnet er opført i jernbeton og har en kapacitet på 2100 kubikmeter. Tårnet blev opført i 1970 i stilen ekspressiv modernisme og er det eneste vandtårn i Århus, der stadig er i funktion.Det er samtidig områdets vartegn og kan ses omkring 10 km væk. Vandtårnets funktion er som trykskaber for Århus Kommunale Værker. Tårnet blev i 2005 renoveret med reparation af betonskader og pålægning af nyttagpap samt udskiftning af vinduer.


Hasle Vandtårn er paddehatformet, hvilket har været et brugt tema til formen af vandtårne siden 1950'erne, hvor et af de første af slagsen kaldet Svampen blev opført i Örebro, Sverige i 1958. Heraf blev lavet en 33 % større kopi i Saudi Arabiens hovedstad, Riyadh, men også andre paddehatformede modeller er opført, heriblandt Vandtårnet i Roihuvuori i Finland og Vandtårnet i Leverkusen-Bürrig i Tyskland.


Kulturelle tiltag:
Under en lysfestival tjente vandtårnet som kunstobjekt, idet det blev belyst, så det lignede et glas med champagne.

Hasle Vandtårn er paddehatformet, hvilket har været et brugt tema til formen af vandtårne siden 1950'erne, hvor et af de første af slagsen kaldet Svampen blev opført i Örebro, Sverige i 1958. Heraf blev lavet en 33 % større kopi i Saudi Arabiens hovedstad, Riyadh, men også andre paddehatformede modeller er opført, heriblandt Vandtårnet i Roihuvuori i Finland og Vandtårnet i Leverkusen-Bürrig i Tyskland.
HASSERIS . EN BY OG DENS VANDTÅRN



HASSERIS VANDTÅRN

Betegnende nok ligger Hasseris Vandtårn på Vandværksvej i Hasseris. Allerede da I/S Hasseris Ny Vandværk i 2002 forærede vandtårnet på Vandværksvej i Hasseris til Aalborg Kommune, var tårnet i en elendig forfatning. Faktisk var det derfor, at foreningen skilte sig af med vandtårnet. Den havde ikke selv råd til at vedligeholde den gamle bygning.



Siden har juridiske uklarheder om ejerskabet udskudt en renovering af vandtårnet. De kom af vejen i januar 2010, men stadigvæk har Aalborg Kommune ingen planer om at renovere det gamle vandtårn. Ifølge konsulent ved kommunens skole- og kulturforvaltning, Holger Høst, er kommunen opmærksom på, at tårnet trænger til en renovering. Men det bliver ikke med det allerførste. - Når økonomien er til det, vil vi gøre det.


Meldingen skuffer formanden for Hasseris Grundejerforening, Jens Ole Christensen. Foreningen har netop på sin generalforsamling diskuteret behovet for en renovering af vandtårnet. Meget dårlig stand. Jeg håber, at kommunen finder pengene til at renovere vandtårnet i år. Jeg ved godt, at det er stramme tider, men tårnet er i meget dårlig stand. Fugerne er ved at falde ud, og hvis der ikke snart gøres noget, ender det som en ruin. Jens Ole Christensen kalder vandtårnet et smukt murstensbyggeri, der kunne være et fantastisk fint vartegn på netop Vandværksvej. 


Når kommunen i 2002 accepterede at få tårnet overdraget følger også, at de står for den almindelig vedligeholdelse. Overdragelsen af vandtårnet har været kompliceret, fordi ejerforholdet ikke blev registreret i tingbogen, da vandtårnet i sin tid blev opført. Derfor kunne kommunen ikke få sin ejendomsret til vandtårnet tinglyst. 12. januar 2010 blev den forhindring ryddet af vejen, da Retten i Aalborg i en ejendomsdom slog fast, at Aalborg Kommune er den retmæssige ejer.

Betegnende nok ligger Hasseris Vandtårn på Vandværksvej i Hasseris. Allerede da I/S Hasseris Ny Vandværk i 2002 forærede vandtårnet på Vandværksvej i Hasseris til Aalborg Kommune, var tårnet i en elendig forfatning. Faktisk var det derfor, at foreningen skilte sig af med vandtårnet. Den havde ikke selv råd til at vedligeholde den gamle bygning. I baggrunden ses Hasseris kirke.
HERNING - EN BY OG DENS VANDTÅRN


Herning Vandtårn er enestående

Til Sankt Johannes kirkens bygning slutter sig et 35 meter højt og kraftigt tårn, hvis øverste del fungerer som vandtårn, og som afsluttes af en kuppel med balustrade  med ørne i hjørnerne. Når man går ad trapperne op i kirke-vandtårnet, går man simpelt hen rundt om tårnets vandbeholder, hvor der er plads til 400 kubikmeter vand.



I et jubilæumsskrift for 75 året for Herning Vandforsyning kan man bl.a. læse følgende:

"... I 1950 skulle man bygge en ny kirke på Fredhøj og et nyt vandtårn. På god vestjysk manér byggede man et fælles tårn, således at Sankt Johannes kirkens tårn øverst rummer 400 m3 vand..."

"...Kirkekomiteen for en kirke i den vestre bydel barsler med en lys ide. Det er jo sparetider,og man er jo vestjyder, derfor fore­­spørg­er man, om den projekterede kirkes tårn ikke kan an­vend­es som vandtårn. Udvalget lader ideen gå videre til ud­tal­else hos ingeniør Øllgaard. Denne svarer så igen, at det er teknisk muligt..." "...I slutningen af året havde man forhandlinger med arkitekt Packness, Aalborg, om indretningen af vandtårnet ind­en i kirke­tårn­et. I løbet af foråret 1947 nåede man til enighed om byg­ning­en af vand- og kirketårnet. Ingeniør Øllgaard ud­arbejdede de bæren­de konstruktioner m. v., og arkitekt Packness tog sig af det arki­tekt­oniske islæt..."
"...Ved licita­tionen den 28. oktober 1948 vedtog man at lade entreprenør Klostergård fra Århus fore­stå betonentreprisen..."
"...Fordelingen af udgifterne til vand­tårn­et blev, at vandværket be­talte 150.000 kr. plus tekniske in­stal­la­tion­er; resten skulle be­tales af menighedsrådet. Dette var en ord­ning, som alle var til­fredse med. Hvis man byggede et vandtårn, ville udgifterne blive omkring 190.000 kr. plus de tekniske installationer, jovist, man for­stod at spare på skillingerne herude vestpå. I 1950 kunne vand­tårnet så tages i anvendelse..."


Svensk kommentar:
Kombinationen vattentorn och kyrka kan även ses i staden Merseburg, Tyskland. Sixti-Kirche, grundad 1045, blev ruin under trettioåriga kriget. Dess västtorn ombyggdes 1888/89 till vattentorn, men har numera mist denna funktion.

 

Herning Vandtårn er enestående: Til Sankt Johannes kirkens bygning slutter sig et 35 meter højt og kraftigt tårn, hvis øverste del fungerer som vandtårn, og som afsluttes af en kuppel med balustrade med ørne i hjørnerne. Når man går ad trapperne op i kirke-vandtårnet, går man simpelt hen rundt om tårnets vandbeholder, hvor der er plads til 400 kubikmeter vand.
LANGHOLT - ET GODS OG DETS VANDTÅRN

 


Nord for Limfjorden

er der et kirkesogn

ved navn Horsens


Men der er ingen kirkelandsby, ved navn Horsens; sognets hovedby hedder Langholt, som i privatbanernes tid opnåede værdigheden af at kaldes stationsby. Denne værdighed betød, at der omkring stationen skød en lille stations- og kirkelandsby, hvor foruden kirken og skolen kom hotel, mejeri og forskellige håndværksvirksomheder, dagligvarebutikker m.v. til gavn for den øgede befolkning, som i 1955 nåede op på 469 personer.




 

Horsens Kirke , der er tækket med bly, består af romansk kor og skib, tårn i vest, kapel mod syd samt et nyere våbenhus mod nord.
LANGHOLT - ET GODS OG DETS VANDTÅRN


Langholt er et gods

som ligger nordøst i sognet. Godset eller Hovedgården har gennem århundrederne haft skiftende ejere. Gennem de seneste godt 150 år har ejerne været af slægten Ahlmann eller Ahlmann-Lorentzen. En af disse, M. S. H. Ahlmann, udrettede et stort arbejde for egnens landbrug. Derfor blev der rejst et monument af ham ved indkørslen til godset, hvor denne indskrift står:
”Tak for Dit store uegennyttige Arbejde i Landbrugets Tjeneste”.  



Langholt Vandtårn skal man ikke lede efter i kirkelandsbyen. Nej, det står netop henne på Langholt Gods. I forbindelse med en renovering af gården i 1919 etableredes et vandværk, og der opførtes et vandtårn, altså alene til gårdens ferskvandforsyning. Vandtårnet, der blev opført af lokale håndværkere, er 20 meter højt, men tiden e for længst løbet fra dets betydning.



Under et besøg på stedet søndag den 8. aug. 2010 så jeg blot et tomt og noget forsømt tårn, hvor det var muligt med forsigtighed at bestige tårnets trappe, men dets vandtank er fjernet. Kun tårnet ydre skal er nogenlunde intakt.

Langholt Vandtårn skal man ikke lede efter i kirkelandsbyen. Nej, det står netop henne på Langholt Gods. I forbindelse med en renovering af gården i 1919 etableredes et vandværk, og der opførtes et vandtårn, altså alene til gårdens ferskvandforsyning. Vandtårnet, der blev opført af lokale håndværkere, er 20 meter højt, men tiden e for længst løbet fra dets betydning. Under et besøg på stedet søndag den 8. aug. 2010 så jeg blot et tomt og noget forsømt tårn, hvor det var muligt med forsigtighed at bestige tårnets trappe, men dets vandtank er fjernet. Kun tårnet ydre skal er nogenlunde intakt.
NØRRESUNDBY - EN BY OG DENS VANDTÅRN

 

NØRRESUNDBY VANDTÅRN

På Skansebakken

Højt oppe over byen ligger Nørresundby Vandtårn som et vartegn for byen. Tårnet i sig selv er ganske højt, og det synes endnu højere, fordi det et rejst øverst oppe på Skansebakken, og fordi det er malet i lyse farver, gullig for neden og grønlig for oven. Tårnets grønlige øverste del, som rummer vandcisternen, er kun lidt bredere end tårnets nederste gullige del.

Nørresundby Vandtårn ligger som nærmeste nabo til Den Hedegaardske Stiftelse, bygget 1935 som bolig for ældre

Nørresundby Vandtårn ligger som nærmeste nabo til Den Hedegaardske Stiftelse, bygget 1935 som bolig for ældre
"SYREN"'s VANDTÅRN



NØRRESUNDBY VANDTÅRN

Syrens Vandtårn på Engvej

 

Dette vandtårn, som fremstår i en lidt kedelig betongrå farve, ligger lavt i byen ved den nuværende Engvej. Vandtårnet var oprindelig privat, ikke kommunalt, idet tårnet blev bygget af Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik til virksomhedens egen vandforsyning.
Da Syrefabrikken indstillede sin virksomhed i Nørresundby, ophørte også vandtårnet med dets tilhørende vandværk at fungere. Vandtårnet står nu blot som et tomt tårn til minde om en stor og glorværdig virksomhed og arbejdsplads. Vandtårnet ejes af Aalborg kommune.

 

 
Dette vandtårn, som fremstår i en lidt kedelig betongrå farve, ligger lavt i byen ved den nuværende Engvej. Vandtårnet var oprindelig privat, ikke kommunalt, idet tårnet blev bygget af Dansk Svovlsyre- og Superfosfatfabrik til virksomhedens egen vandforsyning.
SILKEBORG - EN BY OG DENS VANDTÅRN


Silkeborg har sin beliggenhed

i det naturskønne område af krydsende tunneldale, som gennemskærer det midt- og østjyske moræneland, og som er særdeles rig på søer. Gudenåen gennemstrømmer stedet og udbreder sig især omkring Silkeborg Langsø. 



Silkeborg Slot
lå tilbage i 1400-tallet i Kong Hans’ tid og nogle århundreder frem, på slotsholmen, en lille holm, der ved en kunstig grav er skåret fri af det flade næs, der dannes, hvor Gudenåen falder ud i Langsø. I dag er der kun rester af borgens fundament tilbage. Ordet silke har ikke noget med stoffet silke at gøre, men relaterer til fugtighed el. sump.



Silkeborg er en ung by, som fik købstadsrettigheder i 1846;
men de eksisterende kommunestørrelser har begrebet købstad ingen betydning. Muligheden for sejlads på Gudenåen og udnyttelse af vandkraft inspirerede tidligt iværksættere til at etablere virksomheder. Brødrene Drewsen grundlagde i 1844 Silkeborg Papirfabrik, som gennem generationer bl.a. fremstillede det papir, hvorpå de danske pengesedler blev trykt. Efterhånden fulgte mange flere efter.



Silkeborg er en skole- og uddannelsesby.
Ud over de nødvendige børneskoler, er der i Silkeborg mange andre videreuddannelsesinstitutioner som lærerseminarium (tidl. både Th. Langs Sem. og Silkeborg Sem., nu kun Silkeborg Sem.) med tilhørende øvelsesskole, sygeplejeskole m.m.fl. Silkeborg er tillige kendt for Silkeborg Bad, Kuranstalten G. Skovriddergård og Gudenå Kurbad.



Silkeborg har flere kirker.
Byens ældste kirke er Silkeborg kirke, som er opført 1876-77. Alderslyst kirke blev indviet 1929, og Mariehøj kirke er opført 1952-58. Desuden er der uden for folkekirken den romersk-katolske Vor Frue kirke,Metodistkirken, Adventistkirken, Irvingianernes kapel, Frelsens Hær samt Jehovas Vidner. 



Silkeborg Jernbanestation
kom til i 1871 med jernbaneforbindelse til Skanderborg-Aarhus i øst og Skjern i vest med statsbanerne. Forbindelsen Silkeborg-Herning kom i 1877, og Silkeborg-Langaa. Flere andre kom til efterhånden – også privatbaner.

Silkeborg Vandtårn Tårnet er beliggende i Amaliegade i Silkeborg. Tårnet er tegnet af Anton Rosen, der stod bag en række bygningsværker i Silkeborg i begyndelsen af 1900-tallet. Vandtårnet blev opført i tilknytning til C. Commichaus Fabrikker og er i stilarten historicisme. Det blev opført i 1902 og blev fredet i 1986. Efter at C. Commichaus i 1883 havde grundlagt sin tekstilfabrik medfulgte en dyr brandforsikring, idet brandslukning var besværliggjort med det daværende vandtryk.Utilfredsheden over denne omkostning fik Commichaus til at opføre eget vandtårn til fabrikken. Det er således lidt af en tilsnigelse at kalde tårnet Silkeborg Vandtårn; egentlig skulle det hedde Commichaus’ Vandtårn. Vandtårnets grundform er cirkulær, og vertikalt er det opdelt i tre dele: Den nederste del af tårnet er enkel i udtrykket udført i hvidkalkede mursten; herover følger en ottekantet bindingsværksdel adskilt fra den nederste del af korte cementsøjler, hvorimellem en frise med et blomster- og vandmotiv er malet – denne del indeholder vandtanken; tredje del er teglstenstaget, som øverst prydes det af en vindfløj udformet som en hane og årstallet 1902, nemlig det år, hvor tårnet blev opført. Med Silkeborg Vandtårn som centrum er der i dag i Amaliegade bygget boligblokke. Foto: Ingolf Høyland, Gjern
SILKEBORG OG BYENS VANDTÅRN

Silkeborg Vandtårn

Tårnet er beliggende i Amaliegade i Silkeborg. Tårnet er tegnet af Anton Rosen, der stod bag en række bygningsværker i Silkeborg i begyndelsen af 1900-tallet. Vandtårnet blev opført i tilknytning til C. Commichaus Fabrikker og er i stilarten historicisme. Det blev opført i 1902 og blev fredet i 1986.

Efter at C. Commichaus i 1883 havde grundlagt sin tekstilfabrik medfulgte en dyr brandforsikring, idet brandslukning var besværliggjort med det daværende vandtryk.Utilfredsheden over denne omkostning fik Commichaus til at opføre eget vandtårn til fabrikken. Det er således lidt af en tilsnigelse at kalde tårnet Silkeborg Vandtårn; egentlig skulle det hedde Commichaus’ Vandtårn.


Vandtårnets grundform er cirkulær,

og vertikalt er det opdelt i tre dele: Den nederste del af tårnet er enkel i udtrykket udført i hvidkalkede mursten; herover følger en ottekantet bindingsværksdel adskilt fra den nederste del af korte cementsøjler, hvorimellem en frise med et blomster- og vandmotiv er malet – denne del indeholder vandtanken; tredje del er teglstenstaget, som øverst prydes det af en vindfløj udformet som en hane og årstallet 1902, nemlig det år, hvor tårnet blev opført. Med Silkeborg Vandtårn
som centrum er der i dag i Amaliegade bygget boligblokke.  
Silkeborg Vandtårn er beliggende i Amaliegade i Silkeborg. Tårnet er tegnet af Anton Rosen, der stod bag en række bygningsværker i Silkeborg i begyndelsen af 1900-tallet. Vandtårnet blev opført i tilknytning til C. Commichaus Fabrikker og er i stilarten historicisme. Det blev opført i 1902 og blev fredet i 1986. Efter at C. Commichaus i 1883 havde grundlagt sin tekstilfabrik medfulgte en dyr brandforsikring, idet brandslukning var besværliggjort med det daværende vandtryk.Utilfredsheden over denne omkostning fik Commichaus til at opføre eget vandtårn til fabrikken. Det er således lidt af en tilsnigelse at kalde tårnet Silkeborg Vandtårn; egentlig skulle det hedde Commichaus’ Vandtårn. Fofo: Ingolf Høyland, Gjern
SKJERN - EN BY OG EN STATION PÅ VEJEN


 Skjern var oprindeligt en lille landsby ved Skjern Å

Siden middelalderen har der været et vadested over åen. Dette vadested blev efterhånden til noget mere, idet hovedvej 11, der går fra den dansk-tyske grænse op gennem det vestlige Jylland gennem Ribe, Varde, Tarm, Skjern, Ringkøbing, Holstebro og videre gennem Thy, Hanherred og Vendsyssel helt til Frederikshavn, fik sit forløb her.



Skjern Kirke,
der nu ved talrige tilføjelser til den romanske kerne er blevet en anselig og rummelig bygning, bestod i sit oprindelige anlæg af kor og skib opført af granitkvadre, og begge de oprindelige døre er bevaret. Kirkens ydre rammer tager sig ud som en korskirke, idet to tværskibe går ud fra midterskibet umiddelbart neden for koret. Kirkens orgel har været henstand for udvidelser og flytning; nu har det stærkt udvidede orgel sin plads i det nordre tværskib. I midterskibets loft er ophængt en skibsmodel, fuldriggeren ”Immanuel” fra 1915. Skjern er også blevet præget af de kristne vækkelsesbevægelser, idet både Indre Mission og Luthersk Mission står stærkt på egnen; begge bevægelse har missionshuse i byen, ligesom også KFUM og KFUK samler de unge.
 


Industrialisering og byvækst:

I 1875 blev Skjern stationsby, og i løbet af de følgende år blev byen jernbaneknudepunkt for strækningerne til Herning, Varde og Ringkøbing. Der udvikledes efterhånden et bysamfund med handlende og håndværkere, og der oprettedes også mindre industrivirksomheder. Byen havde dog ikke mistet sit rurale præg helt, da det stadigvæk i 1890 var landbrug mv., der beskæftigede flest personer i byen.


Industribyen 1900-1970:

Byen blev i begyndelsen af 1900-tallet oplandsby for de nærmeste landområder, og befolkningstallet voksede støt. I 1958 fik Skjern officielt status af købstad, og var dermed den sidste by, der opnåede købstadstatus i Danmark. I 1960 var den vigtigste erhvervsgruppe industri og håndværk, men også landbruget var fortsat stærkt repræsenteret i forhold til andre købstæder. Store industrier var på dette tidspunkt især Skjern Svineslagteri og Skjern Trikotage-Farveri. Handelsmæssigt udviklede byen sig til et centrum for økonomiske virksomheder og havde således et stort antal pengeinstitutter.


Efter industrien 1970 til i dag:
Indbyggertallet fortsatte med at vokse, men dog ikke med helt samme hastighed som i den forgående periode og havde således 7.105 indbyggere i 2004. I Skjern har er serviceerhvervene ikke vokset sig så dominerende som i mange andre danske købstæder, og erhvervsstrukturen er derfor ret alsidig. F.eks. er ’landbrug mv.’ stadig en relativt stor erhvervsgruppe. Med strukturreformen i 2007 mistede byen sin kommunale administration, da Skjern Kommune blev en del af den nye Ringkøbing-Skjern Kommune, i hvilken administrationen er placeret i Ringkøbing.

Skjern Kirke, der nu ved talrige tilføjelser til den romanske kerne er blevet en anselig og rummelig bygning, bestod i sit oprindelige anlæg af kor og skib opført af granitkvadre, og begge de oprindelige døre er bevaret. Kirkens ydre rammer tager sig ud som en korskirke, idet to tværskibe går ud fra midterskibet umiddelbart neden for koret. Kirkens orgel har været henstand for udvidelser og flytning; nu har det stærkt udvidede orgel sin plads i det nordre tværskib. I midterskibets loft er ophængt en skibsmodel, fuldriggeren ”Immanuel” fra 1915. Skjern er også blevet præget af de kristne vækkelsesbevægelser, idet både Indre Mission og Luthersk Mission står stærkt på egnen; begge bevægelse har missionshuse i byen, ligesom også KFUM og KFUK samler de unge.
SKJERN STATION OG DENS VANDTÅRN

SKJERN – EN BY OG DENS STATIONSVANDTÅRN

Skjern var oprindeligt en lille landsby ved Skjern Å, og der har siden middelalderen været et vadested over åen. Dette vadested blev efterhånden til noget mere, idet hovedvej 11, der går fra den dansk-tyske grænse op gennem det vestlige Jylland gennem Ribe, Varde, Tarm, Skjern, Ringkøbing, Holstebro og videre gennem Thy, Hanherred og Vendsyssel helt til Frederikshavn, fik sit forløb her.


Industrialisering og byvækst:

I 1875 blev Skjern stationsby, og i løbet af de følgende år blev byen jernbaneknudepunkt for strækningerne til Herning, Varde og Ringkøbing. Der udvikledes efterhånden et bysamfund med handlende og håndværkere, og der oprettedes også mindre industrivirksomheder. Byen havde dog ikke mistet sit rurale præg helt, da det stadigvæk i 1890 var landbrug mv., der beskæftigede flest personer i byen.



Når man kører med tog
og passerer Skjern Station kan man vanskeligt undgå at få øje på stationens vandtårn. Som alle andre vandtårne på jernbanestationer hører funktionen af disse til den tid, hvor togene var lokomotivdrevne. Så tit det var nødvendigt måtte lokomotiverne have både kul og vand påfyldt, så lokomotivets dampmaskine kunne fungere. Til en stations vandtårn hører derfor en såkaldt vandkran, et drejeligt rørsystem, hvormed vandet kunne fyldes over i lokomotivets vandtank. Vandtårnet på Skjern Station er bygget af røde mursten og med tolvkantet træbeklædt cisterne med pyramidetag.

Vandtårnet på Skjern Station er af den såkaldte jysk/fynske type, som var meget udbredt rundt tårn opført i gule eller røde sten. De fleste tårne var lave, men også høje sås. Tårnet havde små firkantede, stjerneformede eller runde glughuller. Nogle tårne havde også elliptisk grundplan og på nogle kunne beholderhuset være forlænget opefter for at forøge cisternens kapacitet. Typen er forbillede for Heljans vandtårn. Af vandtårne kan udover Skjern nævnes Aalestrup, Brande, Gjerlev, Langå, Randers, Skanderborg, Skørping, Thisted og Østerild. Når vandtårnene på Skjern Station og andre steder stadig står der, er det fordi vandtårnene er fredede.



Vandet og dets vej
:
Vandet skaffede man typisk fra brønde nær tårnene og i nogle tilfælde fik man vandet fra det kommunale vandværk. Det hændte også at der blev stukket en "snabel" i en nærliggende å eller sø. Vandet fra søen kunne dog være ganske beskidt, men til gengæld var det ofte blødt vand. Det bedste var dog en kilde. Problemer med at skaffe godt vand har på visse strækninger givet store problemer. Man har da måttet bore nye brønde, som kunne ligge et godt stykke fra stationen. Nogle gange måtte man oven i købet flytte vandforsyningen til den nærliggende station. Til oppumpning af vandet brugte man i starten håndpumpe, senere hestekraft, pulsometer (lokomotivets egen dampkraft), vindmølle, damp- og dieselmaskine eller en elektrisk drevet pumpe. Sidstnævnte blev med årene den mest anvendte. Der var ofte tilknyttet et pumpehus til tårnet.

Af den type vandtårne kan udover Skjern nævnes Aalestrup, Brande, Gjerlev, Langå, Randers, Skanderborg, Skørping, Thisted og Østerild. Der er ikke mere behov for jernbanestationernes vandtårne. Når tårnene stadig står på Skjern Station og de andre steder, er det, fordi tårnene er fredede.
Skørping Stations Vandtårn


SKØRPING – EN STATIONSBY OG DENS VANDTÅRN

Skørping Station blev anlagt i 1889. I løbet af sidste halvdel af 1800-tallet anlagdes stykke for stykke op gennem Østjylland, den banestrækning, man kalder den østjyske længdebane. Fra jernbanedriftens start anså man Fredericia for det vigtigste trafikknudepunkt i Jylland; hertil nåede jernbanetrafikken fra det østlige Danmark, og herfra blev den ført videre op gennem Jylland. Strækningen Aarhus-Randers var færdiganlagt 1862; strækningen Fredericia-Aarhus var færdiganlagt i 1868, mens strækningen Randers-Aalborg først toges i brug 1869. Hermed var den østjyske længdebane etableret, og man kunne køre med tog fra helt fra København (Den første jernbanestrækning i Danmark, København-Roskilde, åbnedes 26. juni 1847) over Sjælland via Fyn og Fredericia helt til Aalborg, naturligvis med færgefart over både Storebælt og Lillebælt.

Som en begyndelse var der på denne måde etableret jernbaneforbindelse mellem de østjyske købstæder, hvor der alle steder blev bygget banegårde. Efterfølgende blev der bygget jernbanestationer på nødvendige og passende steder mellem købstæderne. Beslutningen om at bygger mindre stationer mellem købstæderne er sikkert i alle tilfælde sket på politisk plan; hvor anlægning af en station blev besluttet, fik efterfølgende stor betydning for udviklingen på det pågældende sted og dets egn. I Skørping blev der bygget jernbanestation i 1889, men på det tidspunkt var der ikke ret megen beboelse på dette sted. Gl. Skørping ligger ikke dér, hvor jernbanen var anlagt; men anlæggelse af stationen betød, at der kom skred i udviklingen i det nye Skørping, idet tilstedeværelsen af jernbane og station betød, at driftige virksomheder og aktive forretningsfolk slog sig ned, hoteller kom til, og der kom skred i boligbyggeri, behov for skole, læge m.v.. Skørping Nykirke blev bygget i 1913-14.
 

Banetrafikken foregik naturligvis ved hjælp af damplokomotiver. Dette betød, at der på de fleste stationer skulle forefindes kuldepoter, remiser til eftersyn af lokomotiver og togvogne samt vandtårn med tilhørende vandkran.

Vandet og dets vej : Vandet skaffede man typisk fra brønde nær tårnene og i nogle tilfælde fik man vandet fra det kommunale vandværk. Det hændte også at der blev stukket en "snabel" i en nærliggende å eller sø. Vandet fra søen kunne dog være ganske beskidt, men til gengæld var det ofte blødt vand. Det bedste var dog en kilde. Problemer med at skaffe godt vand har på visse strækninger givet store problemer. Man har da måttet bore nye brønde, som kunne ligge et godt stykke fra stationen. Nogle gange måtte man oven i købet flytte vandforsyningen til den nærliggende station. Til oppumpning af vandet brugte man i starten håndpumpe, senere hestekraft, pulsometer (lokomotivets egen dampkraft), vindmølle, damp- og dieselmaskine eller en elektrisk drevet pumpe. Sidstnævnte blev med årene den mest anvendte. Der var ofte tilknyttet et pumpehus til tårnet.

Vandtårnet ved Skørping Station er et af elleve fredede vandtårne i Danmark. Det er opført i forbindelse med ombygningen af jernbanestationen i Skørping i 1898 efter tegninger af den afdøde overarkitekt N.P.C. Holsøe, som var involveret i opførelsen af en stor del af stationsbygningerne i sidste halvdel af 1800-tallet hos Statsbanerne. Tårnet er en kopi af Vandtårnet ved Skjern Station fra 1874 af samme arkitekt – denne type er ret almindelig inden for DSB's vandtårne og er også lavet som model af Heljan. Tårnet er opført i gule mursten med tanken øverst kamoufleret af blåt træværk. Det er rundt og i tre etager. På tårnet er en vandstandsmåler, hvilket er et træk, der går igen på mange af statsbanernes vandtårne. Tårnet blev i 1992 fredet sammen med stationsbygningen.

Vandtårne af den jysk/fynske type - Meget udbredt rundt tårn opført i gule eller røde sten med tolvkantet træbeklædt cisterne med pyramidetag. De fleste tårne var lave, men også høje sås. Tårnet havde små firkantede, stjerneformede eller runde glughuller. Nogle tårne havde også elliptisk grundplan og på nogle kunne beholderhuset være forlænget opefter for at forøge cisternens kapacitet. Typen er forbillede for Heljans vandtårn. Af tårne kan nævnes Aalestrup, Brande, Gjerlev, Langå, Randers, Skjern, Skanderborg, Skørping, Thisted og Østerild.

Vandtårne af den jysk/fynske type er et meget udbredt rundt tårn opført i gule eller røde sten med tolvkantet træbeklædt cisterne med pyramidetag. De fleste tårne var lave, men også høje sås. Tårnet havde små firkantede, stjerneformede eller runde glughuller. Nogle tårne havde også elliptisk grundplan og på nogle kunne beholderhuset være forlænget opefter for at forøge cisternens kapacitet. Typen er forbillede for Heljans vandtårn. Af tårne kan foruden i Skørping nævnes Aalestrup, Brande, Gjerlev, Langå, Randers, Skjern, Skanderborg, Thisted og Østerild.
SÆBY - EN BY OG DENS VANDTÅRNE


SÆBY – EN BY OG DENS VANDTÅRNE

Sæbys Historie: Seeby (Søby) er Sæbys oprindelige navn. Byen ved havet er opstået omkring udmundingen af Sæby Aa, som har givet naturlige læ- og havnemuligheder. Der er således fundet spor af bolværker af træ i det yderste af å-løbet, som stammer helt fra vikingetiden.

 

Sæbygård var ejet af Børglum-bispen, den suverænt største jordbesidder og magtfaktor i Nordjylland frem til Reformationen.

Biskoppens hovedsæde var præmonstratenserklosteret Børglum Kloster ved Nordjyllands vestkyst. Men ved Sæby havde biskoppen sine "lysthuse", Sæbygaard og Voergaard. Herfra kunne biskoppen holde øje med Sæby Havn, hvorfra han eksporterede en stor del af de landbrugsvarer, han fik ind i "tiende" eller skatter fra bønderne. Herfra blev også den vigtige salt fra Læsø eksporteret, mens der bl.a. blev indført tjære, træ og jern fra Norge.


Klostertid og købstadsprivilegier:
I 1460'erne fik biskoppen Pavens tilladelse til at opføre et karmeliterkloster ved havnen. Karmelitermunkene, som kom fra hele Europa, udvidede sognekirken betydeligt i længden og højden som én af fire fløje i det store klosteranlæg, hvoraf i dag kun Sæby Klosterkirke, Sct. Mariæ Kirke, står tilbage. Klosteret tilførte byen stor aktivitet i form af håndværk, skole og hospital. I 1524 sørgede den magtfulde Børglum-bisp Stygge Krumpen for, at Frederik I, som bispen netop havde hjulpet til magten, tildelte Sæby de eftertragtede købstadsprivilegier, som yderligere kunne bidrage til byens betydning og velstand.

Købstadsrettighederne betød, at byens borgere nu fik monopol på al handel og håndværk i området. De store købmandsgårde opstod, og der blev endog opkrævet told ved bygrænsen. Byen fik samtidig sin egen lov og byret. I klostertiden fik Sæby navnet Mariested på foranledning af karmeliter-munkene, som var Maria-tilbedere. Fra denne tid stammer også Sæbys byvåben, der viser Jomfru Maria med Jesus-barnet.

Klostertid og købstadsprivilegier: I 1460'erne fik biskoppen Pavens tilladelse til at opføre et karmeliterkloster ved havnen. Karmelitermunkene, som kom fra hele Europa, udvidede sognekirken betydeligt i længden og højden som én af fire fløje i det store klosteranlæg, hvoraf i dag kun Sæby Klosterkirke, Sct. Mariæ Kirke, står tilbage. Klosteret tilførte byen stor aktivitet i form af håndværk, skole og hospital. I 1524 sørgede den magtfulde Børglum-bisp Stygge Krumpen for, at Frederik I, som bispen netop havde hjulpet til magten, tildelte Sæby de eftertragtede købstadsprivilegier, som yderligere kunne bidrage til byens betydning og velstand.
SÆBYBANEN og FJERRITSLEV-FREDERIKSHAVNSBANEN


Sæbybanen

De første baneplaner opstod i 1882 og gik ud på anlæg af en bane gennem det vestlige Vendsyssel til Thisted, og da der i 1887 også viste sig interesse for en bane fra DSB’s banestrækning gennem det østlige Vendsyssel til Frederikshavn, enedes man om et samarbejde. Den fælles komite var først interesseret i Hvorup(gård) som udgangspunkt, men det ændredes hurtigt til Nørresundby og ved den store jernbanelov af 8/5 1894 var medtaget en bane fra Fjerritslev over Nørresundby og Sæby til Frederikshavn. 

 

Det gamle vandtårn på Sæby Station


Fjerritslev - Nørresundby strækningen


Denne strækning blev åbnet den 19/3 1897 og Nørresundby - Sæby - Frederikshavn den 18/9 1899. Det var oprindeligt planen at såvel Fjerritslevbanen som Sæbybanen skulle have haft endestation på Nørresundby Havnestation, men driftsfællesskab med de to søndenfjordske privatbaner, Aalborg - Hadsund og Års – Nibe – Svenstrup betød at det var praktisk at etablere fælles godsstation for de 3 privatbaner i Aalborg. Dette var der dog en del diskussioner med Nørresundby kommune om, idet de havde forventet, at det blev her hovedkvarteret blev oprettet.


Banens administrationsbygning

ligger der endnu øst for Dag Hammarkskjoldsgade ved Jyllandsgade skråt over for politigården. Lokomotivremiser og værksteder for de 3 privatbaner blev etableret ved Kærby og remisen rummer i dag Limfjordsbanen. Persontrafikken var i 1898/99 150.000 og i 1910/11 524.000. 1946/47 nåedes rekorden: 1.137.000 rejsende hvorefter det igen gik ned ad bakke til  1965/66 400.000 passagerer. Godstrafikken var i mange år rimelig på trods af mangel på større industri i banens opland og der måtte hurtigt indsættes rene godstog, hvilket dog også skyldtes de meget svage lokomotiver. Foruden de ved danske baner almindelige transporter af landbrugsprodukter, byggematerialer og brændsel, havde man en hel del mergel, tørv og fisk hvoraf en del blev tilført fra Løkkenbanen i Aabybro, der blev oprettet i 1913. Godsmængden var i 1899/00 45.000 ton. Under krigen nåede FFJ sin maksimalbefordring af gods idet man i 1943/44 kom op på at transportere 614.000 t.  Efter krigen faldt godsmængden på banen og i året 1965-66 var tallet 165.000 tons gods. I 1967/68 faldt godsmængden yderligere til 144.000 tons.



Slutningen:
1. april 1968 blev strækningen Cementvej i Nørresundby - Sæby nedlagt på grund af bygningen af motorvejsanlæg ved tunnelen, der var ved at blive anlagt, så slap man for at lave broer til banen.

Hver mandag og onsdag i juli er det muligt at komme en tur op i Sæby Vandtårn. Herfra er der udsigt over hele byen og flere af nabobyerne.

Hver mandag og onsdag i juli er det muligt at komme en tur op i Sæby Vandtårn. Herfra er der udsigt over hele byen og flere af nabobyerne.
VODSKOV OG HAMMER BAKKER



Hammer Bakker ses langvejs fra


Når man sydfra nærmer sig Vodskov gennem det flade landskab nordøst for Aalborg er udsigten domineret af Hammer Bakker og Vodskov Kirke. Sydligst i Vodskov kan man køre op ad Vodskov Kirkevej. Her ligger øverst oppe Vodskov Kirke, som oprindelig var filialkirke til Hammer Kirke. Denne kirke stod færdig 1909, og dens eksistens skyldes i det væsentlige sagfører A. Olesen, Nørresundby; ikke alene skænkede han grunden til kirken, men han bekostede kirkebyggeriet, som skal have beløbet sig til 140.000 kr. samt et statstilskud på 25.000.



Bakkerne udgøres af talrige, skovklædte bakkepartier, adskilt af stejle nedskårne kløfter. Området er næsten cirkulært, isoleret som en ø, adskilt fra Vendsyssels øvrige bakkeland. Bakkerne er da også en rest af et gammelt morænelandskab, der i tiden lige efter istiden har været en ø i det hav, der dækkede alle lavtliggende dele af Vendsyssel. Jorden i bakkerne er overalt stenet og sandet, og det afspejler sig på flere måder: Søer, moser og vandløb er sjældne, bakkerne er næsten ubeboede og landskabet præges af heder eller tætte nåleskove. Området kan virke overvældende stort, men vælger man grusvejen gennem bakkerne fra Vodskov Kirke eller Grindsted, passerer man flere P-pladser med informationstavler, hvorfra der udgår afmærkede stier. Hammer Kirkevej fører mod vest gennem et smukt landskab til den ensomt beliggende Hammer Kirke.

Sydligst i Vodskov kan man køre op ad Vodskov Kirkevej. Her ligger øverst oppe Vodskov Kirke, som oprindelig var filialkirke til Hammer Kirke. Denne kirke stod færdig 1909, og dens eksistens skyldes i det væsentlige sagfører A. Olesen, Nørresundby; ikke alene skænkede han grunden til kirken, men han bekostede kirkebyggeriet, som skal have beløbet sig til 140.000 kr. samt et statstilskud på 25.000.
VODSKOV OG HAMMER BAKKER


Hammer Bakker
udgøres af talrige,
skovklædte bakkepartier.


Bakkerne er adskilt af stejle nedskårne kløfter. Området er næsten cirkulært, isoleret som en ø, adskilt fra Vendsyssels øvrige bakkeland. Bakkerne er da også en rest af et gammelt morænelandskab, der i tiden lige efter istiden har været en ø i det hav, der dækkede alle lavtliggende dele af Vendsyssel. Jorden i bakkerne er overalt stenet og sandet, og det afspejler sig på flere måder: Søer, moser og vandløb er sjældne, bakkerne er næsten ubeboede og landskabet præges af heder eller tætte nåleskove.



Området kan virke overvældende stort, men vælger man grusvejen gennem bakkerne fra Vodskov Kirke eller Grindsted, passerer man flere P-pladser med informationstavler, hvorfra der udgår afmærkede stier. Hammer Kirkevej fører mod vest gennem et smukt landskab til den ensomt beliggende Hammer Kirke.

Hammer Bakker-området kan virke overvældende stort, men vælger man grusvejen gennem bakkerne fra Vodskov Kirke eller Grindsted, passerer man flere P-pladser med informationstavler, hvorfra der udgår afmærkede stier. Hammer Kirkevej fører mod vest gennem et smukt landskab til den ensomt beliggende Hammer Kirke.
HAMMER BAKKER - VANDTÅRNET

HAMMER BAKKER – VANDTÅRNET

Bakkerne udgøres af talrige, skovklædte bakkepartier, adskilt af stejle nedskårne kløfter. Området er næsten cirkulært, isoleret som en ø, adskilt fra Vendsyssels øvrige bakkeland. Bakkerne er da også en rest af et gammelt morænelandskab, der i tiden lige efter istiden har været en ø i det hav, der dækkede alle lavtliggende dele af Vendsyssel. Jorden i bakkerne er overalt stenet og sandet, og det afspejler sig på flere måder: Søer, moser og vandløb er sjældne, bakkerne er næsten ubeboede og landskabet præges af heder eller tætte nåleskove. Området kan virke overvældende stort, men vælger man grusvejen gennem bakkerne fra Vodskov Kirke eller Grindsted, passerer man flere P-pladser med informationstavler, hvorfra der udgår afmærkede stier. Hammer Kirkevej fører mod vest gennem et smukt landskab til den ensomt beliggende Hammer Kirke.



På et af de højeste steder i Hammer Bakker er rejst et vandtårn. Umiddelbart vest for tårnet er en forhøjning, som måske er en gravhøj. Allerede mens man kommer fra Nørresundby kørende ad den gamle hovedvej mod Vodskov, ses vandtårnet øverst oppe mellem træerne i Hammer Bakker. Men når man komme nærmere og befinder sig mellem bygningerne til den tidligere Åndssvageanstalt ved Vodskov, nu Forsorgscenter for Nordjylland samt uddannelsessted for social og sundhedsassistenter, kan det være nødvendigt at spørge om vej for at finde det sidste stykke af vej op til tårnet, som ligger skjult mellem træerne. Der er tale om et ganske imponerende og højt vandtårn, hvis form er som en kæmpecylinder bygget af røde teglsten.



Vandtårnet i Hammer Bakker
, der sammen med institutionens vandværk blev etableret i perioden 1928-1940, har en højde på 24,3 meter; tårnet, hvis vandtank kan rumme 40 kubikmeter vand, og det tilhørende vandværk er etableret alene for at forsyne områdets institutioner med vand. Vandtårnet er stadig i brug og fremstår særdeles velholdt.

På et af de højeste steder i Hammer Bakker er rejst et vandtårn. Umiddelbart vest for tårnet er en forhøjning, som måske er en gravhøj. Allerede mens man kommer fra Nørresundby kørende ad den gamle hovedvej mod Vodskov, ses vandtårnet øverst oppe mellem træerne i Hammer Bakker. Men når man komme nærmere og befinder sig mellem bygningerne til den tidligere Åndssvageanstalt ved Vodskov, nu Forsorgscenter for Nordjylland samt uddannelsessted for social og sundhedsassistenter, kan det være nødvendigt at spørge om vej for at finde det sidste stykke af vej op til tårnet, som ligger skjult mellem træerne. Der er tale om et ganske imponerende og højt vandtårn, hvis form er som en kæmpecylinder bygget af røde teglsten. -------------------------------------------------------------------------------- Vandtårnet i Hammer Bakker , der sammen med institutionens vandværk blev etableret i perioden 1928-1940, har en højde på 24,3 meter; tårnet, hvis vandtank kan rumme 40 kubikmeter vand, og det tilhørende vandværk er etableret alene for at forsyne områdets institutioner med vand. Vandtårnet er stadig i brug og fremstår særdeles velholdt.
VODSKOV BLEV EN STATIONSBY


VODSKOV STATION

Til sin død i 1943 boede min farmor i Vodskov. Hun havde et hus henne midt i byen, nemlig det hus, hvor der i dag er en cykelforretning. Det var der også i min farmors tid. Selv om det var hendes hus, nøjedes hun med at bo i tagetagen; hun havde som enlig ikke bruge for så megen plads. Cykelhandleren boede til leje i stueetagen, hvor han havde bolig og forretning. I dag bebor cykelforhandleren vist hele huset, idet forretningen fylder hele stueetagen, mens han og familien bor oven på; huset er gennem årene blevet udvidet en del.



Når vi besøgte min farmor, Bedstemor i Vodskov, kørte vi med tog fra Aars over Nibe og videre til Aalborg. Her skulle vi skifte til det tog, der med Sæby-banen kunne bringe os til Vodskov. I ventetiden i Aalborg var det spændende for os landsbyboere at opleve storbyen; især var det en stor oplevelse i Aalborg at gå på den gangbro, der den gang førte fra Banegårdspladsen over stationsområdet til Kildeparken; fra gangbroen kunne vi iagttage de tog, der kom og gik, og vi kunne se, hvordan der blev omrangeret med lokomotiver og togvogne.  Fremme i Vodskov var det også en stor oplevelse at følge med i det liv, der udfoldede sig på den lille Vodskov Station.



Mens jeg som dreng boede i Nr. Uttrup oplevede jeg hvert år ved den tid, hvor der skulle være hestemarked i Hjallerup, at Sæby-banen og videre ad Østervraa-banen befordrede enorme mængder af heste til Hjallerup. Det var spændende at iagttage de tilsyneladende endeløse rækker af kreaturvogne fyldt med heste, der skulle bringes til Hjallerup Marked. Med Sæby-banens nedlæggelse i 1968 blev Vodskov Station også overflødig; en betydningsfuld og udviklende epoke måtte finde andre transportmuligheder.



Vodskov Station

Hovedbygning af Poulsen fra 1899. I årene 1924 - 1950 var stationen også endestation for banen Vodskov - Østervraa, der betød at der var store sporarealer ved stationen. I Vodskov placeredes stationen i det åbne landskab lidt sydøst for den eksisterende landsby af samme navn. Med samme hast som de fleste stationsbyer på strækningen voksede der i løbet af få år en driftig stationsby frem. Vodskov fik større trafikal betydning efter Vodskov - Østervraa banens åbning i 1924, hvor stationen blev en vigtig station med omstigning mellem Østervraa banen og Sæby banen. Stationen fik mange kunder og gods fra og til den nærliggende Åndsvageanstalt i Hammer Bakker.

Når vi besøgte min farmor, kørte vi med tog fra Aars over Nibe og videre til Aalborg. Her skulle vi skifte til det tog, der med Sæby-banen kunne bringe os til Vodskov. I ventetiden i Aalborg var det spændende for os landsbyboere at opleve storbyen; især var det en stor oplevelse i Aalborg at gå på den gangbro, der den gang førte fra Banegårdspladsen over stationsområdet til Kildeparken; fra gangbroen kunne vi iagttage de tog, der kom og gik, og vi kunne se, hvordan der blev omrangeret med lokomotiver og togvogne. Fremme i Vodskov var det også en stor oplevelse at følge med i det liv, der udfoldede sig på den lille Vodskov Station.
VODSKOV STATION - VANDTÅRN OG REMISE

VANDTÅRN OG REMISE

Som mange andre større og mindre stationer havde Vodskov Station også sit vandtårn; det lå lidt nord for stationsområdet, nemlig dér, hvor Østervraa-banen (nedlagt 1950) drejede fra Sæby-banen. Her var ikke alene et vandtårn, men også en remise, hvor lokomotiver og togvogne kunne efterses. De to funktioner var bygget sammen som en enhed.



Mens Vodskov gamle stationsbygning er fjernes, eksisterer den kombinerede remise- og vandtårnsbygning stadig. Den er i privat eje og er indrettet som en privat bolig. Det viste billede stammer fra mit besøg på stedet søndag den 18. juli 2010; desværre traf jeg ikke beboerne hjemme
.

Mens Vodskov gamle stationsbygning er fjernes, eksisterer den kombinerede remise- og vandtårnsbygning stadig. Den er i privat eje og er indrettet som en privat bolig. Det viste billede stammer fra mit besøg på stedet søndag den 18. juli 2010; desværre traf jeg ikke beboerne hjemme .
Vandtårnet i Ølgod


ØLGOD –

EN BY  OG DENS  VANDTÅRN

Ølgod Vandtårn kan man ikke undgå at få øje på, når man passerer byen ad Vardevej. Vandtårnet ligger på Egknudvej i Ølgod. Tårnet er rejst i 1904 og er en høj hvidkalket, rund og slank bygning med kegleformet rødt tegltag. Næppe noget andet bygværk i byen er højere. Tårnet fremstår særdeles velholdt; men dets vandtank synes ret beskeden, og selv om der er langt til søveje, minder det slanke tårn mest om et fyrtårn; det kan i hvert fald ses viden om.

Ølgod er en stationsby i Sydvestjylland med 3.995 indbyggere (2009), beliggende i Ølgod Sogn. Byen ligger i Varde Kommune og tilhører Region Syddanmark Region. Første led af navnet er afledt af det olddanske aluh som betyder "helligdom", mens god ligeledes kommer af olddansk (oprindelig guth) og har betydningen "gud".

Ølgod er vokset frem på heden i en egn med sandede jorde der ikke var velegnede til landbrug, og derfor ernærede lokalbefolkningen sig i høj grad ved at lave lerkrukker og andre husflidsredskaber. I forbindelse med egnens kirker ligger der en del missionshuse, som vidner om en stærk religiøs bevægelse gennem områdets historie. Køkkenproducenten HTH har hovedsæde i Ølgod. På Ølgod Museum kan man følge byens og egnens udvikling fra fattig hedebondekultur op til mere moderne tider med jernbanens fremkomst i 1800-tallet. Desuden findes en række udstoppede fugle på museet. I den vestlige del af byen ligger Ølgod Kirke som stammer fra 1200-tallet. Kirken har en gotisk malmdøbefond fra 1455, hvilket er en sjældenhed i danske kirker.

Ølgod Gamle Vandværk med pumpehus samt en udstilling om vandforsyningens historie finder man på Egknudvej, og her ligger det 28 meter høje Ølgod Vandtårn også. Tårnet regnes for at være Ølgods vartegn og blev i december 2006 reddet fra nedrivning takket være byens borgere og museumsfonden, der samlede de nødvendige penge ind til bevarelsen.

To kilometer syd for byen ligger Hjeding Mejerimuseum indrettet i Danmarks første andelsmejeri fra 1882. Her kan man se de originale mejerimaskiner i funktion bl.a. drevet af vanddamp. Fra Ølgod er der 14 kilometer til Tarm, 20 kilometer til Sønder Omme, 24 til Varde, 48 til Herning og 42 til Esbjerg.

Ølgod Vandtårn kan man ikke undgå at få øje på, når man passerer byen ad Vardevej. Vandtårnet ligger på Egknudvej i Ølgod.
AALBORG VANDTÅRN



AALBORG VANDTÅRN

Aalborg nyeste vandtårn, også kaldet Granhøj Vandtårn, er beliggende i et rekreativt parklignende grønt område i Grønlandskvarteret.

Lignende moderne vandtårne findes bl.a. i Brønderslev, hvor det første af denne type blev opført i 1955. Men siden er mange lignende kommet til, blandt andet på Kaltoftevej i Fredericia og Pedersborg i Sorø.

e-mail: vand@aalborgforsyning.dk

AALBORG VANDTÅRN Aalborg nyeste vandtårn, også kaldet Granhøj Vandtårn, er beliggende i et rekreativt parklignende grønt område i Grønlandskvarteret.
Aalborg DSB-Vandtårn

 

Aalborg DSB-Vandtårn

er fra stationens storhedstid


Det smukke og store tårn er i sin ydre skikkelse nogenlunde velbevaret, men trænger til en vedligeholdelse samt udskiftning af knuste ruder. Det store tårn ligger i dag uden for stationsområdet, idet der gennem de seneste årtier er sket en omlægning af stationens skinneareal således, at der ikke går nogen skinnevej hen i nærheden af vandtårnet. Den vandkran, der med sikkerhed har været en del af vandtårnets funktion, er fjernet. Vandtårnet, der ligger et stykke inde i Kildeparkens område, er klemt op ad et nyt parkeringshus på Aalborghallens parkeringsplads. Vandtårnet ejes i dag af kommunen

Man begyndte i 70'erne en oprydning omkring de gamle remisser, idet det gamle spor, der næsten gik ind i Aalborghallen, blev taget op. Drejeskiven, kulgården, eftersyns-, rengørings- og opstillingsspor blev fjernet og nye opstillingsspor blev anlagt nord for Vesterbro. Arealet blev i stedet tillagt Aalborghallens parkeringsplads og Aalborg Kommune overtog dette areal og DSB fik til gengæld rådighed over arealet hvor Aalborg Privatbaners remise ligger.

Vandet og dets vej
Vandet skaffede man typisk fra brønde nær tårnene og i nogle tilfælde fik man vandet fra det kommunale vandværk. Det hændte også at der blev stukket en "snabel" i en nærliggende å eller sø. Vandet fra søen kunne dog være ganske beskidt, men til gengæld var det ofte blødt vand. Det bedste var dog en kilde. Problemer med at skaffe godt vand har på visse strækninger givet store problemer. Man har da måttet bore nye brønde, som kunne ligge et godt stykke fra stationen. Nogle gange måtte man oven i købet flytte vandforsyningen til den nærliggende station. Til oppumpning af vandet brugte man i starten håndpumpe, senere hestekraft, pulsometer (lokomotivets egen dampkraft), vindmølle, damp- og dieselmaskine eller en elektrisk drevet pumpe. Sidstnævnte blev med årene den mest anvendte. Der var ofte tilknyttet et pumpehus til tårnet.

 

Foruden vandtårne til jernbanedrift er vandtårne også brugt til almindelige vandforsyning i byer og ved større institutioner (f.eks. ved hospitaler eller større industri). Vandtårnet var et tegn på fremgang og det blev ofte udsmykket og brugt som en form for status symbol for byen. For adskillige byer er vandtårnet blevet byens varetegn.

Tidligere kaldte man vandtårne for cisterner. I flere tilfælde var der heller ikke tale om et egentlig tårn, men blot en hævet vandbeholder. Ved at hæve og opsamle vandet i cisternen opnåede man et tryk og en vandmængde, som gjorde at man kunne klare store spidsbelastninger, som f.eks. når en tender skulle have påfyldt vand på kort tid.

Danske vandtårne og vandkraner Damplokomotivet litra D kunne tage 11 m3 og litra H 27 m3 vand. I 1950 brugte DSB ca. 8.000 m3 kedelvand - dagligt. Der var således brug for store og gode vandforsyninger og vandtårnene var derfor en central del af det danske jernbanesystem i damplokomotivernes æra. Stationer med vandtårne blev benævnt vandstationer og vandtårnene lå med ca. 25-30 kilometers afstand. Alene på statsbanernes stationer har der været over 200 vandtårne i brug.
AARHUS GAMLE VANDTÅRN PÅ RANDERSVEJ


Vandtårnet på Randersvej

eller Det Gamle Vandtårn

Dette vandtårn er et 38 meter højt vandtårn i den nordlige del af Århus, opført i 1907-08. Det ligger på Christiansbjerg, hvor Randersvej krydses af Hasle Ringvej. Vandtårnet er med sine over 100 år det ældste i Århus-området og desuden et af få endnu bevarede.Tårnet var i funktion som vandtårn til 1980 og havde kapacitet til 200 kubikmeter vand. Efter driftens ophør solgte Århus Kommune  tårnet til Fonden Vandtårnet på Randersvej. Siden blev Århus Kommune igen ejer og lejede det i en periode ud til Århus Akademi som i 2009 købte tårnet.

Aarhus Gamle Vandtårn set fra Randersvej. Dette vandtårn er et 38 meter højt vandtårn i den nordlige del af Århus, opført i 1907-08. Det ligger på Christiansbjerg, hvor Randersvej krydses af Hasle Ringvej. Vandtårnet er med sine over 100 år det ældste i Århus-området og desuden et af få endnu bevarede.Tårnet var i funktion som vandtårn til 1980 og havde kapacitet til 200 kubikmeter vand. Efter driftens ophør solgte Århus Kommune tårnet til Fonden Vandtårnet på Randersvej. Siden blev Århus Kommune igen ejer og lejede det i en periode ud til Århus Akademi som i 2009 købte tårnet.
Aarhus Gamle Vandtårn


AARHUS GAMLE VANDTÅRN

Træk fra Vandtårnets historie: Efter en periode fra 1900-1904 næsten uden befolkiningstiltilvækst i Århus-området indtrådte der i årene 1904-1907 en opgangsperiode med stigende indbyggertal. I denne periode blev jordene fra gården Katrinebjerg i det nordlige Århus bebygget. I området blev beboerne og grundejerne på Christiansbjerg kun forsynet med brøndvand, som ifølge en undersøgelse fra 1901 var sundhedsfarligt. Der var heller ikke vand nok til at dække behovet, hvilket resulterede i at folk stjal vand fra hinandens brønde. Kommunen modtog derfor i de første år af det 20. århundrede flere ansøgninger om at få tilført vand fra Århus Vandværk. Ansøgningerne fik dog ikke højeste prioritet, da det kun var småfolk, der beboede området, og ressourcerne blev brugt andetsteds.



Efter en grundig behandling blev byrådet dog enige om, at man skyldte beboerne i både Christiansbjerg- og Katrinebjerg-områderne at forsyne dem med frisk vand. Da begge disse områder lå for højt til, at det kunne ske med det daværende vandtryk, besluttedes byrådet i juni 1905 at opføre et vandtårn med tilhørende pumpehus på en kommunal grund ved Højvang på koten 81,2 m. Vandtårnet skulle levere vand til den såkaldte trykzone III – et område i det nordlige Århus omtrent nord for Ringgaden.



Opførelsen påbegyndtes i foråret 1906. Det færdige resultat var med til at forbedre hygiejnen i området og var startskuddet til Christiansbjergs forvandling fra et ilde set område til en accepteret bydel, som kunne forsyne sig selv uden at være afhængig af de "finere" bydele. I sine første knap fyrre år modstod vandtårnet vejrets påvirkning og havde kun krævet få reparationer.



I 1945-46  blev det dog nødvendigt at foretage en større reparation af murværket, som var skørnet, og af cementafdækningen på øverste afsats, som havde slået revner ved frostsprængninger. Sidst i 1947 blev desuden tanken repareret og malet, hvilket samtidig betød en ekstraordinær rensning af den.

 
Vandtårnet på Randersvej eller Det Gamle Vandtårn er et 38 meter højt vandtårn i den nordlige del af Århus, opført i 1907-08. Det ligger på Christiansbjerg, hvor Randersvej krydses af Hasle Ringvej. Vandtårnet er med sine over 100 år det ældste i Århus-området og desuden et af få endnu bevarede.Tårnet var i funktion som vandtårn til 1980 og havde kapacitet til 200 kubikmeter vand. Efter driftens ophør solgte Århus Kommune tårnet til Fonden Vandtårnet på Randersvej. Siden blev Århus Kommune igen ejer og lejede det i en periode ud til Århus Akademi som i 2009 købte tårnet.
Mere om AARHUS VANDTÅRN

Arkitektur: Bygningen er tegnet af arkitekten Charles Wissing og er i alt 38 meter høj. Den har en høj sokkel af granitkvadre, hvorpå selve tårnet er bygget i røde teglsten. Fra begyndelsen var der uenighed om, hvorvidt man skulle spare på ressourcerne til materialer og vælge armeret beton frem for mursten, som var noget dyrere. Det blev dog afgørende, at et murstensbyggeri ansås for kønnere, og at der kun var få og ikke så gode erfaringer med tætheden og holdbarheden af betonkonstruktioner. Dertil kom, at man ikke kunne få håndværkere fra byen til at bygge i det nye materiale. Taget er kegleformet og dækket af kobber med en vindfløj og en lanterne på toppen. Også her var der kontroverser om materialevalget inden opførelsen. Kobbertaget blev dog til slut foretrukket frem for det billigere zinktag på grund af holdbarheden. En trappe med tre trin i cement fører op til indgangsdøren, som vender mod nordøst. I den nedre del af tårnet er der på begge sider af indgangsdøren 2 vinduer med gitre for. Gitrene er i metal og udformet som tårnet. I den nedre del findes desuden 6 rektangulære vinduer uden gitre for. I tårnets midterste del er vinduerne buede i toppen. Over indgangsdøren findes et relief af årstallet for opførelsen og et af Aarhus Byvåben.



Vandbeholderen,
som tårnet var udstyret med, kunne indeholde 200 kubikmeter vand (1500 td.) og var af jern. Ved vandbeholderen fandtes et kontrolpanel, hvor man kunne aflæse vandstanden.

Indgangen til vandtårnspladsen er belagt med brosten i gammel stil. Den indre indretning af tårnet har ændret sig meget fra dengang, det brugtes som vandtårn, til i dag. Det mest bemærkelsesværdige ved den forrige indretning var galleriet på øverste etage rundt om vandbeholderen. Herfra kunne man udbedre eventuelle skader på beholderen og havde desuden udsigt over hele byen. Tårnet har fire etager, som tidligere var opbygget af plankeværk, men som blev støbt i forbindelse med renoveringen i starten af 1990'erne samtidig med, at den indvendige trappe blev muret.


Omgivelser:
Vandtårnet er beliggende på et af de højeste områder i Århus ved krydset mellem Randersvej og Hasle Ringvej. I tårnets første år stod det isoleret med åbne marker omkring sig, hvor man holdt alt fra gæs til grise.

Tårnet står nu som det eneste i området i gammel stil ved siden af moderne bygninger, som bruges af Århus Akademi. Stedets stil er dog forsøgt bevaret, bl.a. i den brolægning, der fører op mod gruspladsen.

En trappe med tre trin i cement fører op til indgangsdøren, som vender mod nordøst. I den nedre del af tårnet er der på begge sider af indgangsdøren 2 vinduer med gitre for. Gitrene er i metal og udformet som tårnet. I den nedre del findes desuden 6 rektangulære vinduer uden gitre for. I tårnets midterste del er vinduerne buede i toppen. Over indgangsdøren findes et relief af årstallet for opførelsen og et af Aarhus Byvåben.
AARS - EN BY OG DENS VANDTAARN

AARS – EN BY OG DENS VANDTÅRN

Aars ligger i det forholdsvis frugtbare vesthimmerlandske morænelandskab med god vejforbindelse til de nærmest byer som Hobro i sydøst, Farsø i sydvest, Løgstør i nordvest, Nibe i nord samt naturligvis Aalborg i nordøst. I privatbanernes tid havde Aars jernbaneforbindelse til de fleste af de nævnte destinationer. Med sin centrale beliggenhed i Vesthimmerland har Aars altid haft evnen til at trække virksomheder til sig og fungere som handels- og kulturcenter.   

Aars kirke var i sin oprindelige skikkelse en prunkløs romaksk granirkvaderbygning med kor og skib, hvortil der i middelalderens slutning blev føjet et tårn til i vest. Men i årene 1921-22 gennemgik kirken en radikal udvidelse, hvorved kirken så at sige blev vendt 90 grader. Et nyt kor blev tilføjet i nord, og et skiv blev tilbygget mod syd således at kirken i dat fremtræder som et korsformet anlæg, hvori den oprindelige kirke udgør korsarmene. Over korsskæringen blev rejst en tagrytter. Kirkens ældre font var et dåbsfad på et understel af træ; men i 1937 fik kirken en ny døbefont af granit. Den blev hugget ud af en vejtrumle af granit og fremstår som en smuk efterligning af en romansk font, tilvirket af den autodidakte stenkunstner, mekaniker Kristian Andersen. På en lille høj på kirkegården umiddelbart vest for kirken står en anselig runesten, som tidligere lå på kirkegården. Dens indskrift er tydet: Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke. Stenen forkynder, at den længe vil stå her; den skal nævne Valtokes varde. I 1891 blev der i Rævemosen gjort en sjældent oldtidsfund, Gundestrupkarret; der er tale om et ca. 2000 år gammelt sølvkar af romersk og orientalsk oprindeldelse.

Aars fik sit vandtårn i 1931. Vandtårnet blev opført på toppen af Møllevej, hvor også Aars Mølle lå. På generalforsamlingen i februar 1931 orienteredes om byggeriet af vandtårnet, som imidlertid var kommet til at koste 17.420 kr., hvilket der tilsyneladende ikke har været nogen kommentarer til. I hvert fald omtales det ikke yderligere i referatet fra generalforsamlingen den gang, men i øvrigt "optræder" vandtårnet ved flere lejligheder i de gamle annaler. I 1943, hvor man jo pga. krigen måtte spare på næsten alt, havde man åbenbart ikke det problem, når det gjaldt vand. I hvert fald fik bestyrelsen flere klager over, at vandværket blev ved med at pumpe vand op i vandtårnet i så store mængder, at vandet løb ud af tårnet og ned i de omliggende haver. Vandtårnet forblev i drift indtil dets funktion som højdebeholder og reservoir ophørte i 1974. I 1976 forhandledes med Aars kommune om et mageskifte, således at Aars Vandværk overtager en grund med mulighed for vandindvinding mod at kommunen så overtog vandtårnet. Resultatet blev at kommunen i 1977 overtog Aars Vandtårn, som i mange år har været et markant vartegn for byen.

Aars Vandtårn af i dag sælger bl.a. møbler, tæpper, belysning, kunst, brugsting, tekstiler, garn, gaveartikler m.v. Fælles for det hele er godt design og kvalitet. Som eksempler på møbler kan nævnes en serie af den berømte svenske møbelarkitekt Bruno Mathsson. Endvidere importeres der møbler fra flere italienske fabrikker. Der er naturligvis også fundet plads til en række danske møbler. På belysningssiden er der ligeledes sammensat et bredt udvalg udført af førende designere. Mest kendt er Philippe Starck, som har succes som designer af stort set alt, herunder også en møbelserie, som findes i vandtårnet. Grundideen er at vise tingene i en sammenhæng. Derfor omfatter udvalget også boligtekstiler, tæpper, service og diverse andre brugs- og pyntegenstande. Malerier, litografier og andre kunstgenstande passer fint i konceptet for indretning af boligen. Kunstudstillingerne skifter med passende mellemrum. På øverste etage er der mulighed for at drikke en kop kaffe i caféen. Allerøverst på tagterrassen er der en enestående udsigt over byen og omegnen.


 

Aars Vandtårn af i dag sælger bl.a. møbler, tæpper, belysning, kunst, brugsting, tekstiler, garn, gaveartikler m.v. Fælles for det hele er godt design og kvalitet. Som eksempler på møbler kan nævnes en serie af den berømte svenske møbelarkitekt Bruno Mathsson. Endvidere importeres der møbler fra flere italienske fabrikker. Der er naturligvis også fundet plads til en række danske møbler. På belysningssiden er der ligeledes sammensat et bredt udvalg udført af førende designere. Mest kendt er Philippe Starck, som har succes som designer af stort set alt, herunder også en møbelserie, som findes i vandtårnet. Grundideen er at vise tingene i en sammenhæng. Derfor omfatter udvalget også boligtekstiler, tæpper, service og diverse andre brugs- og pyntegenstande. Malerier, litografier og andre kunstgenstande passer fint i konceptet for indretning af boligen. Kunstudstillingerne skifter med passende mellemrum. På øverste etage er der mulighed for at drikke en kop kaffe i caféen. Allerøverst på tagterrassen er der en enestående udsigt over byen og omegnen.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side