Fotoalbum

Agger kirke ligger i det sogn, der har givet navn til Agger Tange umiddelbart nord for Thyborøn Kanal. Det er samtidig ved Limfjordens vestlige ende. Kirken, der er fra 1838 og opført af gule mursten, er en afløser af en tidligere kirke, som blev opslugt af havet. Kirken består af et langhus med våbenhus i vest; over langhusets vestgavl er der en korsprydet klokkekam. I kirkens bjælkeloft er ophængt to skibsmodeller: ”Caroline” er en orlogsbrig med 20 kanoner. Modellen er skænket til kirken i 1841 af købmand Th. Nielsen, strandtoldbetjent Bladt, Søren Larsen og sognefoged Søren Thøgersen, alle af Øster Agger. Signalflagene danner sætningen: "Hvad er din kurs?" .”Margrethe” er formodentlig skåret af en sømand i slutningen af 1800-tallet. Det blev skænket til kirken i 1999 af Jørgen Kristensen, Agger, der som barn havde fået det af sin bedstefar, skibsprovianteringshandler og købmand Halfdan Kirkegaard i Krik. Skibet har i en årrækket hængt i Venø kirke. (Skibsmodellen, der altså tilforn har hængt i Venø kirke, blev i sin tid skænket af garnhandler Mads Madsen. Det var en model af et tomastet skib fra slutningen af 1800-tallet. Det blev ophængt i kirken søndag den 23. december 1956. Skibet blev ført i procession til kirken. Skibet har været af en type, der aldrig ville kunne anløbe Venø havn, alene på grund af dets størrelse. Man valgte derfor at nedtage skibet; det blev ført i procession bort fra kirken og senere leveret tilbage til giverens familie). Oprindeligt havde skibet ikke noget navn, da det blev modtaget i Agger, hvorfor det ved ophængningen blev opkaldt efter Margrethe Laursen. Hun var organist i Agger kirke i 32 år fra 1951, da kirken fik sit første instrument - et harmonium. Margrethe Laursen sad desuden i menighedsrådet i 27 år - heraf 10 år som formand. (Når man har læst Henrik Pontoppidans roman ”Lykke Per” erfarer man, at hovedpersonen Peter Andreas Sidenius mod romanens slutning netop landsforviser sig selv til Agger for at leve i ensomhed – borte fra hustru og børn – for til sidst at ende sine dage dér).

Agger kirke ligger i det sogn, der har givet navn til Agger Tange umiddelbart nord for Thyborøn Kanal. Det er samtidig ved Limfjordens vestlige ende. Kirken, der er fra 1838 og opført af gule mursten, er en afløser af en tidligere kirke, som blev opslugt af havet. Kirken består af et langhus med våbenhus i vest; over langhusets vestgavl er der en korsprydet klokkekam. I kirkens bjælkeloft er ophængt to skibsmodeller: ”Caroline” er en orlogsbrig med 20 kanoner. Modellen er skænket til kirken i 1841 af købmand Th. Nielsen, strandtoldbetjent Bladt, Søren Larsen og sognefoged Søren Thøgersen, alle af Øster Agger. Signalflagene danner sætningen: "Hvad er din kurs?" .”Margrethe” er formodentlig skåret af en sømand i slutningen af 1800-tallet. Det blev skænket til kirken i 1999 af Jørgen Kristensen, Agger, der som barn havde fået det af sin bedstefar, skibsprovianteringshandler og købmand Halfdan Kirkegaard i Krik. Skibet har i en årrækket hængt i Venø kirke. (Skibsmodellen, der altså tilforn har hængt i Venø kirke, blev i sin tid skænket af garnhandler Mads Madsen. Det var en model af et tomastet skib fra slutningen af 1800-tallet. Det blev ophængt i kirken søndag den 23. december 1956. Skibet blev ført i procession til kirken. Skibet har været af en type, der aldrig ville kunne anløbe Venø havn, alene på grund af dets størrelse. Man valgte derfor at nedtage skibet; det blev ført i procession bort fra kirken og senere leveret tilbage til giverens familie). Oprindeligt havde skibet ikke noget navn, da det blev modtaget i Agger, hvorfor det ved ophængningen blev opkaldt efter Margrethe Laursen. Hun var organist i Agger kirke i 32 år fra 1951, da kirken fik sit første instrument - et harmonium. Margrethe Laursen sad desuden i menighedsrådet i 27 år - heraf 10 år som formand. (Når man har læst Henrik Pontoppidans roman ”Lykke Per” erfarer man, at hovedpersonen Peter Andreas Sidenius mod romanens slutning netop landsforviser sig selv til Agger for at leve i ensomhed – borte fra hustru og børn – for til sidst at ende sine dage dér).

Aalborg Ansgarskirken har ophængt to skibsmodeller; i søndre sideskib hænger 5-mastet bark !København” og i nordre sideskib ”Danmark” (eget foto).

Avlum kirke besøgte jeg bl.a. ved Solveig og Mikaels bryllup 1. sept. 1990, hvor vi bl.a. sang dette trosbekendende vers af N. F. S. Grundtvig med melodien ”Julen har englelyd”: Vi, som i Jesu tro lavt mon bo her på den åbne slette, med rette, med Herren god til huse, kan rolig høre på, hvor bølgerne de bruse om vore hytter små; vi har med alle vinde, det hyggeligt herinde, vi har med Gud i pagt fred og englevagt. Kirken er ganske anselig; i sin nuværende skikkelse består den af romansk skib med sengotisk tårn mod vest ligeledes sengotisk våbenhus mod nord samt kor og korsarme fra 1900. I kirkens midterskib er på linje med lysekronerne ophængt en skibsmodel af fregatten ”Jylland” fra ca. 1900. Af fredede oldtidsminder har sognet 39 høje, hvoraf en gruppe vest for Avlum kaldet Gravlundhøje, samt fire Tavlborghøje; men sløjfet og ødelagt er 50 høje..

Balle kirke ligger umiddelbart nord for Silkeborg.Den højtliggende kirke består af romansk kor og skib, der i senmiddelalderen er forlænget mod vest og gotisk våbenhus mod syd. Et beskedent klokketårn er bygget over vestgavlen. Bortset fra klokketårnet og våbenhuset er kirken bygget af fint tilhuggede granitkvadre med skråkantsokkel. Kirkens tilmurede norddør fremstår smukke dobbelsøjler, der bærer en tympanon med tovflettet kor mellem fugle. Besøgte Balle kirke 2004 i forbindelse med en konfirmation i familien. I kirken blev i 1957 ophængt en skibsmodel, en tre-mastet skonnertbrig bærende navnet ”MOLAND”.

Borris kirke. Denne store landsbykirke fra 1200-tallet ligger i den sydlige udkant af Borris by tæt på engene ned til Skjern Å. Kirken har romansk kor og skib bygget op af granitkvadre, mens våbenhuset og tårnet med de fire slanke gavle er i sengotisk stil. Som noget særligt benyttes norddøren (kvindedøren) fortsat. Kirken har en stor renæssance altertavle fra omkring 1625. I koret ses i øvrigt præste- og degnestole fra 1510. På væggen ved siden af den romanske granitdøbefont står en Mariafigur fra det 1400-tallet. Prædikestolen er fra 1603-4 med relieffer. På nordvæggen ses et korbuekrucifiks i unggotisk stil fra 1300-tallet. Pulpituret er fra 1637 og forsynet med malerier skildrende apostlene med Salvator - Frelseren - i midten. Orglet på ti stemmer er fra 1978 leveret af Troels Krohn og Søn. Kirkens skibsmodel "LÖWENÖRN" blev ophængt i 1957. Komplet udstyret med redningsbåde og tre master, hver med ræer og tovværk. Modellen er skænket af tekstilfabrikant Eli Jepsen, Herning. En Kommandørkaptajn Poul Löwenörn tiltrådte i 1796 en stilling som overlods i farvandsvæsenet. Om det er denne person som kirkeskibet "Löwenörn" er opkaldt efter, vides desværre ikke.

Brønderslev kirke. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet var Brønderslev by inde i en voldsom vækst, hvorfor der var trængsel i sognets forholdsvis lille middelalderkirke. På den baggrund diskuterede man en udvidelse af den gamle eller bygning af en ny. De første tilløb til bygning af en ny fandt allerede sted i 1907, men først i 1913 kom der skred i planerne. Arkitekt Valdemar Schmidt, København, der havde udarbejdet det første projekt, fik til opgave at tegne en ny kirke. Han blev kendt på egnen og fik endvidere til opgave at tegne kirkerne i Øster Hjermitslev, Rødhus og Lønstrup. Kirken blev indviet palmesøndag 26. marts 1922, af biskop Ludvigs. I første omgang undlod man af økonomiske grunde at opføre tårnet. Det blev først færdiggjort august 1926 – takket være en privat donation. På daværende tidspunkt var der 5000 indbyggere i sognet. Ikke desto mindre samlede menigheden 70.000 kr. sammen til byggeriet og få år senere ca. 22.000 kr. til tårnet. Brønderslev kirke har også fået ophængt et kirkeskib – en navnløs tre-mastet bark. Ophængningen skete i 1922, men byggeåret er ukendt. Kirkeskibet er udført og skænket af bødkermester Andreasen Kongsdal.

Aalborg Budolfi kirke eller Sankt Budolfi Domkirke, opkaldt efter den engelske helgen Skt. Bothulphus, ligger mellem Algade og Gammeltorv. Den hvidkalkede og blytækte Budolfi kirke har et karakteristisk tårn med løgkuppel. Tårnuret har fire identiske urskiver placeret mod hver sit verdenshjørne. De er udført i 1817 af den aalborgensiske blikkenslagermester Frederich Vilhelm Meyer for den nette sum af 4000 rdr. Han var fra Hamburg og fik borgerskab i Aalborg 1. august 1803. På urskiverne er der i hvert hjørne placeret haner; dette er ikke en tilfældighed, for hanen står blandt andet som symbol på, at den varsler den nye dags begyndelse, og dermed lyset, der jager nattens onde magter bort. For de tidlige kristne var hanen et billede på apostlene og missionærerne, som indvarslede kristendommens daggry efter hedenskabets mørke nat, ligesom hanen står som symbol for lysets sejr over mørket og for livets sejr over døden, og derved et symbol på sjælens opvågnen efter den sidste søvn på opstandelsens morgen. Budolfi kirke har været domkirke siden 1554, men nævnes allerede i 1399 og har været sognekirke siden 1440. Budolfi kirke er en bacilika med meget tunge murpiller mellem midterskib og sideskibene. Som domkirke er Budolfi kirke landets mindst, også selv om den fik en korforlængelse i begyndelsen af1940’erne. Her blev koret hævet således, at der kunne indrettes en sal i krypten til afholdelse af sognemøder. Ved opgangen til prædikestolen står der en påmindelse til præsten: ”Taler nogen, skal han tale som Guds Ord” (1. Peters brev 4,11). Alteret er skænket Budolfi Kirke i 1689 af den hovedrige dr. med. Niels Jespersen og hans 3. hustru Margareta Erichsdatter. På de midterste søjlers fodstykker står deres navne og årstallet 1689 sammen med deres våbner; hans: en hund, der snuser til et pindsvin, og hendes: en due med en olivengren i næbbet. Den er ligesom prædikestolen skåret af Lauridtz Jensen fra Essenbæk Kloster ved Randers. Alteret er sidst renoveret i 1980 og fik da ny ægte guldbelægning. Døbefonten er skænket Budolfi Kirke 3. august 1728 af Maren Grotum, enke efter stiftsamtmand Gotfred von Pentz. Den er udført i sortflammet og hvidt marmor. På dens tresidede fod ses relieffer af Jesu dåb, Jesus i samtale med Nikodemus og Jesus der velsigner de små børn. Kummen er formet som en muslingeskal, hvortil der hører et prægtigt sølvfad af samme form udført af Aalborg sølvsmeden Jens Kjeldsen Sommerfeldt. Det vejer 2,266 kg. I sølvfadet ses Maren Grotum og Gotfred von Pentz` våbenmærker, hendes: vindrueklaser, hans: en stående løve. En skibsmodel, en unavngiven tremastet bark, er ophængt på en ydmyg plads i nordre sideskib længst fremme i kirken (eget foto). Tidligere kirkeværge Jørgen Orlien fortæller om kirkens skibsmodel: "Skibsmodellen er i 1913 skænket af kirkekone fru Petersen, født Tversted, og fyrbøder Søren Jensen. Begge var ansat ved Budolfi Kirke. Den er udført af former Thorbjørn Frandsen, af hvem ovennævnte købte den for 30 kr. Skibet er en fuldrigger, udstyret med redningsbånd, tovværk, ankre m.v. med Dannebrog vajende fra agterstavnen. På agterstavnen kan læses: "Fra nu af skal du fange mennesker" Lukas 5,10. På den midterste mast har der tidligere været et flag med en due, men det er desværre forsvundet. Jeg har aldrig hørt eller læst om, at det skulle være en model af et bestemt skib. PS! Når der var ansat en fyrbøder ved kirken, var det, fordi der i Sakristiets kælder på daværende tidspunkt (1913) var et kulfyret centralvarmeanlæg for opvarmning af kirken, som han betjente."

Clausholm kaldes hovedgård, og dens ældste bygninger stammer tilbage i 1300-tallet, ligger i Voldum sogn i det tidligere Randers amt. Her blev Anna Sophie født den 16. april 1693 som datter af storkansler Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn. I 1711 mødte hun kong Frederik IV ved et maskebal på Koldinghus, og de blev forelskede. Kongen bortførte hende året efter fra hendes hjem på Clausholm og ægtede hende til venstre hånd, da han allerede var gift med dronning Louise. Ved dronning Louises død i 1721 ægtede kongen Anna Sophie til højre hånd, og hun fik titel af dronning. Anna Sofie blev efter Frederik IVs død i 1730 forvist til Clausholm. Det var dog så som så med forvisning, for Clausholm var hendes barndomshjem. Den meget gudsfrygtige enkedronning viede især Clausholms Slotskirke stor omsorg til dels med guldlak malede rigsvåben og monogrammer. I slotskirken er ophængt et kirkeskib, en tre-mastet orlogsfregat med to rækker kanoner på begge sider. Dette skib er skænket dronningen af en sømand som en votivgave. Sømanden var blevet idømt strafarbejde på Bremerholm, men dronningen hjalp ham ud derfra. Skibsmodellen er en velbevaret fuldrigger fra omkring 1730, og det er amtets ældste. På den ene side af skibsmodellen køl kan læses sømandens bøn: ”Jeg Önsker Hver Dag Lökke Over Den Naadig Dronning”. På kølens anden side slutter bønnen: ”En Hver Gjör Bön Med Mig Og Siger Alle Ammen”.

Dianalund, Kolonien Filadelfias kirke Som en enklave i stationsbyen Dianalund ligger epilepsihospitalet Kolonien Filadelfia, som tillige er uddannelsessted for diakoner. I 1897 blev en selvejende kristelig forsorgsinstitution, Kolonien Filadelfia, oprettet med henblik på at drive epilepsihospital og nervesanatorium for sindslidende, og i 1901 byggede man en stationsbygning på denne nordlige mark i Tersløse Sogn. Det må derfor siges, at byen Dianalund er vokset op omkring Kolonien Filadelfia. Denne ”koloni” har sin egen kirke, hvis hovedbygning opførtes 1903, muligvis efter udkast af koloniens grundlægger, lægen Adolph Sell, i samarbejde med hans broder, arkitekt Erik Sell. Foruden en forsamlingssal rummede huset kirkesalen, som indviedes 30. sept. 1904. Et tårn med klokke tilføjedes 1908, og samme år byggedes ligkapellet. Efter opfø¬relsen af en selvstændig festsal 1911 udvidedes kirkerummet, og 1967 blev det indre fuldstændig fornyet under ledelse af arkitekt Holger Jensen. I kirken findes et smukt kirkeskib, som er navngivet IMMANUEL (hvilket betyder ”Gud med os”); dette skib er ikke ophængt i kirkens loft, men anbragt i øjenhøjde på en art hylde eller konsol.

Dokkedal kirke er beliggende i den sydlige del af Mou sogn, hvis nordgrænse er Limfjorden og østgrænsen er Kattegat. Mod syd og vest ligger Lille Vildmose. Dokkedal kirke er ret ny og moderne kirke bygget af frivillig arbejdskraft. Kirken blev indviet 2. påskedag, den 19. april 1965 af biskop Erik Jensen. Arkitekt Holger Jensen har tegnet denne smukke og særprægede landsbykirke. Kirken er omkranset af en skovkirkegård. Selve kirken er hvidkalket og inspireret af den ældste jyske kirkeform, nemlig den romanske granitkirke. Ved siden af kirken er bygningen lavet af mørkt træ. Brugen af træ er inspireret af de gamle kirkelader. Her er klokketårnet og kirkens kapel, toiletter og kontor til graveren. Over alteret hænger der nu tre forgyldte og smukke tavler af billedhuggeren Hein Heinesen. Han har aldrig villet forklare, hvad de skulle betyde. Det skal være op til betragteren. På den første tavle til venstre er der et spor henover tavle. Man kan ikke se, hvad slags spor, men det ser ud som nogen, der har gået der. Den midterste tavle har et lille kvadrat på guldfladen. Det kunne være en dør eller et hus. En grundsten eller en mursten. Mulighederne er mange. Og den sidste tavle ud mod venstre har ligesom et slør eller et net, måske stråler, bølger eller en væv, der samles op mod højre hjørne. Tavlernes udtryk skifter med lyset, der kommer ind fra vinduet til højre for alteret. Vinduet strækker sig fra gulv til loft, så man kan se direkte ud til skoven og kirkegården. Dokkedal kirke har ophængt to kirkeskibe: Den navnløse skibsmodel er skåret i 1914 af Lars Peter Knudsen; hans søn, landpost Anders Peter Knudsen, Dokkedal, skænkede i 1959 modellen til den projekterede Dokkedal kirke. Dokkedal kågen er skåret af Jens Huus fra Øster Hurup, og er skænket til Dokkedal Kirke af Kristine Søndergaard Christensen, Dokkedal. Den fladbundede bådtype blev brugt og bliver stadig brugt til kystfiskeri fra den lavvandede kyst ved Stjelgabet øst for Dokkedal. De gange, jeg har været til gudstjeneste i den ret moderne Dokkedal kirke, har været en oplevelse. Det har også været en oplevelse at gå rundt på den skovkirkegård, kirken er omgivet af

Dokkedal kirke er beliggende i den sydlige del af Mou sogn, hvis nordgrænse er Limfjorden og østgrænsen er Kattegat. Mod syd og vest ligger Lille Vildmose. Dokkedal kirke er ret ny og moderne kirke bygget af frivillig arbejdskraft. Kirken blev indviet 2. påskedag, den 19. april 1965 af biskop Erik Jensen. Arkitekt Holger Jensen har tegnet denne smukke og særprægede landsbykirke. Kirken er omkranset af en skovkirkegård. Selve kirken er hvidkalket og inspireret af den ældste jyske kirkeform, nemlig den romanske granitkirke. Ved siden af kirken er bygningen lavet af mørkt træ. Brugen af træ er inspireret af de gamle kirkelader. Her er klokketårnet og kirkens kapel, toiletter og kontor til graveren. Over alteret hænger der nu tre forgyldte og smukke tavler af billedhuggeren Hein Heinesen. Han har aldrig villet forklare, hvad de skulle betyde. Det skal være op til betragteren. På den første tavle til venstre er der et spor henover tavle. Man kan ikke se, hvad slags spor, men det ser ud som nogen, der har gået der. Den midterste tavle har et lille kvadrat på guldfladen. Det kunne være en dør eller et hus. En grundsten eller en mursten. Mulighederne er mange. Og den sidste tavle ud mod venstre har ligesom et slør eller et net, måske stråler, bølger eller en væv, der samles op mod højre hjørne. Tavlernes udtryk skifter med lyset, der kommer ind fra vinduet til højre for alteret. Vinduet strækker sig fra gulv til loft, så man kan se direkte ud til skoven og kirkegården. Dokkedal kirke har ophængt to kirkeskibe: Den navnløse skibsmodel er skåret i 1914 af Lars Peter Knudsen; hans søn, landpost Anders Peter Knudsen, Dokkedal, skænkede i 1959 modellen til den projekterede Dokkedal kirke. Dokkedal kågen er skåret af Jens Huus fra Øster Hurup, og er skænket til Dokkedal Kirke af Kristine Søndergaard Christensen, Dokkedal. Den fladbundede bådtype blev brugt og bliver stadig brugt til kystfiskeri fra den lavvandede kyst ved Stjelgabet øst for Dokkedal. De gange, jeg har været til gudstjeneste i den ret moderne Dokkedal kirke, har været en oplevelse. Det har også været en oplevelse at gå rundt på den skovkirkegård, kirken er omgivet af

Dommerby kirke nær Skive i det tidligere Viborg amt består af kor, skib og senromantisk apsis; våbenhus mod nord fra 1800-tallet, og klokken hænger i galge mod vest. Dåbsfadet i granitfont har indgraveret tekst på tysk: ”Got sei mit uns”. I kirken er ophængt et kirkeskib, en navnløs, sejlførerende fuldrigger.

Dronninglund slotskirke, som jeg senest besøgte i eftersommeren 2010, har under pulpiturets bjælker ophængt en særdeles smuk skibsmodel af den 5-mastede bark, skoleskibet ”København”, det skib, der som skoleskib forsvandt på Sydhavet under sejlads fra Sydamerika til Australien i 1928 og aldrig blev fundet (eget foto).

Frederikshavn kirke er relativ ny, stor og flot, opført 1890-92, indviet 23. okt. 1992. Byggematerialet er både indvendig og udvendig faksekalk, hvilket giver bygningen – inde og ude – et særligt lyst præg. Kirkebygningen fremstår som en korskirke, hvor tårnet rejser sig over korsskæringen. Den store kirke har tre skibsmodeller, 1) Fuldrigger udført af havnebetjent, modelbygger og marinemaler Carl Damm, Frederikshavn; skibet er opkaldt efter Kong Christian IX. 2) Frederikshavn Kirke modtog i 1985 en model, som blev bygget på værftet i Frederikshavn. Modellen er et moderne handelsskib, et MERCANDIA-skib af Gigant-typen, som er skænket af skibsreder Per Henriksen, som har været ejer af Frederikshavn Værft; modellen er anbragt i en glasmontre. 3) Fuldrigger, der er en gave til kirken, er udført af modelskibsbygger Aage Christensen i 1997; det er en model af skoleskibet Georg Stage.

Frederikshavn kirke er relativ ny, stor og flot, opført 1890-92, indviet 23. okt. 1992. Byggematerialet er både indvendig og udvendig faksekalk, hvilket giver bygningen – inde og ude – et særligt lyst præg. Kirkebygningen fremstår som en korskirke, hvor tårnet rejser sig over korsskæringen. Den store kirke har tre skibsmodeller, 1) Fuldrigger udført af havnebetjent, modelbygger og marinemaler Carl Damm, Frederikshavn; skibet er opkaldt efter Kong Christian IX. 2) Frederikshavn Kirke modtog i 1985 en model, som blev bygget på værftet i Frederikshavn. Modellen er et moderne handelsskib, et MERCANDIA-skib af Gigant-typen, som er skænket af skibsreder Per Henriksen, som har været ejer af Frederikshavn Værft; modellen er anbragt i en glasmontre. 3) Fuldrigger, der er en gave til kirken, er udført af modelskibsbygger Aage Christensen i 1997; det er en model af skoleskibet Georg Stage.

Frederikshavn kirke er relativ ny, stor og flot, opført 1890-92, indviet 23. okt. 1992. Byggematerialet er både indvendig og udvendig faksekalk, hvilket giver bygningen – inde og ude – et særligt lyst præg. Kirkebygningen fremstår som en korskirke, hvor tårnet rejser sig over korsskæringen. Den store kirke har tre skibsmodeller, 1) Fuldrigger udført af havnebetjent, modelbygger og marinemaler Carl Damm, Frederikshavn; skibet er opkaldt efter Kong Christian IX. 2) Frederikshavn Kirke modtog i 1985 en model, som blev bygget på værftet i Frederikshavn. Modellen er et moderne handelsskib, et MERCANDIA-skib af Gigant-typen, som er skænket af skibsreder Per Henriksen, som har været ejer af Frederikshavn Værft; modellen er anbragt i en glasmontre. 3) Fuldrigger, der er en gave til kirken, er udført af modelskibsbygger Aage Christensen i 1997; det er en model af skoleskibet Georg Stage.

Gassum kirke består af et romansk kor og skib med et sengotisk tårn. Bygningen er opført af granitkvadre, og de i murværket påkalder den nu tilmurede kvindeindgang i nordsiden sig særlig opmærksomhed. Portalen er markeret med rundstavagtige søjler og tympanon med løvefigur. indvendig er kirkerummet i sengotisk tid blevet udstyret med tre fag kryds¬hvælv, og korbuen er blevet betragteligt udvidet. Tårnrummet, der også er forsynet med krydshvælv, har siden 1846 tillige fungeret som våbenhus. Det gamle middelalderlige alterbord af kridtkvadre bærer en udskåret altertavle i barokklassicisme skaret af billedskæreren Lauritz Jensen fra Essenbæk. Lauritz Jensen tilhørte den såkaldte østjyske skole, og hans arbejder ligger i tiden 1687 til 1706. Bedst kendt er prædikestolen i Sct. Mortens kirke, Randers, og altertavlerne i Aalborg domkirke og i Borup kirke. Altertavlen i Gassum, der er en ældre søstertavle til den i Spentrup, er skænket af kancelliråd Peder Rosenørn til Tvilumgård og hustru Anna de Hemmer, hvis våbenskjold er anbragt på tavlen. Da tavlen blev stillet op i kirken, var den uden bemaling. Provst Arild Nielsen Friis lod dette arbejde udfore og satte følgende indskrift: »Anno 1734 haver Præsten i Spentrup og Hustrue ladet denne Alter-Taule male.« Tavlens giver, der oprindelig hed Peder Madsen og 1679 var blevet adlet under navnet Rosenørn, var en søn af borgmester i Randers Mads Poulsen og hustru Anne Niels- datter. Peder Rosenørn arvede Tvilumgård efter faderen, men hvilken tilknytning der har været til kirken i Gassum, forbliver uoplyst. Tavlen blev restaureret ved konservator P. K. Andersen i 1934 og står i dag med sine oprindelige farver. Versene omkring krucifikset lyder således: På venstre side: Joh. 3, v. 16. Stat her o christen Siæl og agt - Om noget Verdens Rige Med ald sin Herlighed og Pragt - Til dette Siun har Lige! Hvor har vel nogen for en Brud - Saa meget vilde døie Som Himlens og Jordens Gud - Der sig saa dybt lod bøie? På højre side: Joh. 4, v. 19. Hvor med skal vi os kaste ned - Og dig, o Jesu møde Som ved din store Angist-Sved - Saa for os vilde bløde? Gud, lad din Kamp, din Død, dit Blod - Os aldrig gaa af Minde, Til vi hos Livsens rene Flod - Maa Frugten ævig finde! Hansen, Niels Kjær var medlem af Hvidste-Gruppen; han var enebarn og ungkarl; fin radiomekaniker og tusindkunstner. Snittede som dreng en skibsmodel, som findes ophængt i Gassum kirke. Han har også stået for udførelsen af smedejerns-lågen til Gassum kirkegård. I kirkens tårnrum er opsat en mindetavle for de otte medlemmer af Hvidsten-Gruppen, som blev henrettet af Gestapo den 29. juni1944; lidt nord for Hvidsten Kro er indrettet en mindelund for Hvidsten-Gruppens henrettede medlemmer. (Gassum sogn er i pastorat med Spentrup sogn; se omtalen ved Spentrup kirke).

Genner Kirke omtales første gang i 1763 (under Øster Løgum Kirke), og var på det tidspunkt en trækirke. I en periode senere (ukendt ??) har Genner været uden kirke. Efter genforeningen i 1920 ønskede beboerne i Genner at få opført deres egen kirke, men dette ønske skulle ligge og ulme frem til 1929 hvor sognet fik sin første danske præst, Johannes Ravn. I 1932 blev beslutningen taget, og 85 familier lovede at give 10 ører om ugen. hSamtidig blev der også søgt tilskud hos fonde og firmaer. Byggeriet blev påbegyndt d. 9. oktober 1934 og første søndag i advent 1935 blev kirken indviet. Samlede udgifter til opførelsen af "tiøres-kirken" - som den også blev kaldt - blev på 61.864,34 kr. I Genner kirke er ophængt to kirkeskibe; det første er fra 1935, men kirken fik endnu et kirkeskib i 2002. Det blev bygget af skibsingeniør Karl Lildhaldt, Stollig, og er en model af det første skib der blev bygget på Jørgen Bruuns skibsværft, Kalvø, Genner Bugt. Det nye kirkeskib er en model af klipperskibet ”CIMBER”, som var det største skib, der blev bygget på Kalvø. Det var det hurtigste skib på ruten fra Liverpool til San Francisco syd om Kap Horn.

Gjøl kirke besøgte jeg senest eftersommeren 2010, hvor vi spiste stegt ål på Gjøl Kro. Gjøl kirke er beliggende i det sogn, der tidligere var en ø, men som siden 1940 har været landfast med Vendsyssel. Når man går ind på kirkegården, lægger man straks mærke til den særdeles velholdte kirkegård. Kirken består af romansk kor og forlænget skib opført i granitkvadre, et tårn i vest, sakristi i korets nordside samt våbenhus mod syd; kele kirken er tækket med bly. Korhvælvingen er udsmykket med 1500-tals kalkmalerier, som kaldes Jesu stamtræ eller Jesu Rod, visende Kobberslangen, Jakobsstigen, Abraham drager til Moria bjerg, Abraham ofrer Isak. Den rigt udskårne fløjaltertavle fra omkring 1520 viser i midterfeltet kongernes tilbedelse af Jesusbarnet, mens sidefelterne viser scener fra Jesu barndom. I den rigt dekorerede kirke er ophængt en unavngivet skibsmodel med årstallet 1767 (eget foto)

Hals kirke består af kor og skib ud i ét, Tårn mod vest, en større tilbygning og våbenhus mod syd. Byen Hals er hovedbyen i Hals sogn, som ligger på nordsiden af Limfjordens østlige ende ud mod Kattegat. I Hals kirke er ophængt to kirkeskibe. Tidligere lods A.M. Jensen har skrevet en artikel om kirkeskibene, hvorfra nedenstående oplysninger stammer. Artiklen kan fås som et særtryk i kirken. Førstelærer Schultz (1832-1914) var tillige kommandant på Skansen og kirkeværge. På loftet i skansebygningen havde han fundet en skibsmodel, som han lod lods Mathias Iversen sætte i stand. Han gav det navnet »Haabet«. Skibet blev præsenteret ved en festlig lejlighed i 1908. Dagen efter kunne man i avisen læse, at førstelærer Schultz havde skænket kirken et skib, men Mathias Iversens navn var ikke nævnt. Mathias Iversen besluttede sig så for at lave et skib selv, som skulle være endnu flottere end det første. Det blev til skibet »Arken«. Mens »Haabet« er en fuldrigger - dvs. med 3 master, som alle har mindst fire ræer, er »Arken« en bar - dvs. med mindst 3 master, hvoraf kun den agterste ikke har ræer. Begge skibe blev restaureret i 1953 af J. Ertmann Jensen. Begge skibe er grønmalede i bunden. Det skal betyde, at skibene er kobberforhudede. Når jeg som barn besøgte min farbror Niels og familie i Hals var vi altid henne og beundre en portal, som var bygget af oprejste hvalknogler.

Hals kirke består af kor og skib ud i ét, Tårn mod vest, en større tilbygning og våbenhus mod syd. Byen Hals er hovedbyen i Hals sogn, som ligger på nordsiden af Limfjordens østlige ende ud mod Kattegat. I Hals kirke er ophængt to kirkeskibe. Tidligere lods A.M. Jensen har skrevet en artikel om kirkeskibene, hvorfra nedenstående oplysninger stammer. Artiklen kan fås som et særtryk i kirken. Førstelærer Schultz (1832-1914) var tillige kommandant på Skansen og kirkeværge. På loftet i skansebygningen havde han fundet en skibsmodel, som han lod lods Mathias Iversen sætte i stand. Han gav det navnet »Haabet«. Skibet blev præsenteret ved en festlig lejlighed i 1908. Dagen efter kunne man i avisen læse, at førstelærer Schultz havde skænket kirken et skib, men Mathias Iversens navn var ikke nævnt. Mathias Iversen besluttede sig så for at lave et skib selv, som skulle være endnu flottere end det første. Det blev til skibet »Arken«. Mens »Haabet« er en fuldrigger - dvs. med 3 master, som alle har mindst fire ræer, er »Arken« en bar - dvs. med mindst 3 master, hvoraf kun den agterste ikke har ræer. Begge skibe blev restaureret i 1953 af J. Ertmann Jensen. Begge skibe er grønmalede i bunden. Det skal betyde, at skibene er kobberforhudede. Når jeg som barn besøgte min farbror Niels og familie i Hals var vi altid henne og beundre en portal, som var bygget af oprejste hvalknogler.

Hune kirke, der er indviet til Vor Frue, består af romansk skib, kor og apsis, tårn i vest og våbenhus i syd. Skibsmodeller ophængt i kirken. De er begge gaver til kirken: Fregatten "Familie Minde" er lavet i 1899 af daværende fyrassistent ved Nakkehoved Fyr, Rasmus Thøgersen, og siden skænket til kirken. Skoleskibet "Kjøbenhavn" er skænket omkring 1930 af strandfoged Svenningsen, Blokhus, hvis søn var ombord, da skibet i 1928 forsvandt sporløst i Sydatlanten (Giveren har valgt at kalde skibet ”Kjøbenhavn”, skønt det forliste skib rettelig hed ”København”). Hune sogn, der ligger ud til Jammerbugt, er præget af omfattende sommerhusbebyggelse overalt, og i sommertiden trækker badestranden omkring Blokhus mange turister til. Mellem Hune og Blokhus er der i 1957 rejst en mindesten for forfatteren Thomas Olesen Løkken I Hune Kirkes tårnrum/våbenhus står en runesten fra vikinketiden; den er således ca. 1000 år gammel, og den er den største runesten i Vendsyssel. Under en sandflugt blev den o. 1550 flyttet til kirken og indsat i kirkegårdsdiget lige over for kirkedøren. Hvor den før den tid har haft sin plads, vides ikke; men den menes at have stået ved oldtidsvejen mellem Hune og Jetsmark. I 1940 blev den anbragt på sin nuværende plads i våbenhuset. Runestenens indskrift begynder på forsidens nederste venstre hjørne, står i en bue langs stenens kant og afsluttes i et lille bånd midt på indskriftfladen. Runeindskriften siger: "Hove, Thorkil, Thorbjørn satte Runulf den Rådsnilde, deres faders, sten". Der er god grund til at tro, at Hune-stenen har nær samhørighed med Jetsmark-stenen og at det er Hove, der er runemesteren for begge sten. For et par år siden deltog jeg i en gudstjeneste u Hune kirke; her oplevede jeg en smuk afslutning på gudstjenesten, en pilgrims- eller farvelsang, oversat fra keltisk og sunget til en keltisk melodi: Må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven, og må solen varme din kind, og må regnen vande mildt din jord. Indtil vi ses igen, må Gud holde, holde dig i sin hånd

Hvide Sande kirke, Helligåndskirken har jeg været til gudstjeneste en del gange. Kirken er bygget i 1954 og er den ene af tre kirke i Holmslands Klit sogn; de to andre er Nørre Lyngvig kirke og Nørre Havrvig kirke. I Helligåndskirken er ophængt to skibsmodeller: en tremastet bark kaldet ”Fanny” og en model af en sejlførende fiskekutter kaldet ”Jenny Skomager”. Denne skibsmodel er eksempel på ét ægte votivskib; den er både bygget og skænket af en sømand, som forliste i Østersøen i december 1961 (hentet foto). Giveren, Christian Bollerup, fortæller: Kirken i et fiskersamfund skal have en fiskekutter som kirkeskib. Det lyder som en selvfølge, men først nu i 2004, når kirken fylder 50 år, bliver det virkelighed i Helligåndskirken i Hvide Sande. Når man sidder i den store kirke og lytter til salmesang og prædiken, glider øjnene ofte op under bjælkeloftet. Op hvor tankerne kan få luft, op, hvor ordene får en ny mening, op til kirkeskibet. Efter den 13. juni 2004 vil det nye kirkeskib være ét, de fleste i Hvide Sande kan forholde sig til; nemlig en fiskekutter af ældre dato. »Jenny Skomager« for at være helt nøjagtig. Og hun er en gammel dame. Helt tilbage fra 1927. Tankerne fra de hårde bænke vil blive til spørgsmål. Hvem er »Jenny Skomager«, hvem var om bord på kutteren, hvordan gik det dem, hvad skete der, og hvorfor hænger »Jenny Skomager« her? En iskold oplevelse: Historien er fortalt mange gange. Om hvordan Christian Bollerup og to kammerater dengang i 1961 var ude at sejle i Østersøen lige op til jul. En storm væltede kutteren, og de tre fiskere klamrede sig i fem døgn til de sørgelige rester af kutteren, indtil de fulde af forfrysninger svømmede i land. Hvis de havde troet, at de ville blive mødt med et varmt bad og en bid mad, tog de grueligt fejl. Russerne troede, de var spioner og sendte derfor de forkomne fiskere i fangehullet. Uden tørt tøj, mad eller mulighed for at komme på toilettet. Da det endelig gik op for russerne, at de blot havde fanget tre helt uskadelige fiskere, blev danskerne sluppet fri. Sendt ned på havnen med beskeden om, at de selv måtte finde ud af at komme hjem. Hjemrejsen var ikke just nogen førsteklasses tur med servering i bussen. Nej, fiskerne måtte gå rundt på havnen for at finde både, hvor de måtte arbejde for føden og pladsen tilbage til Danmark. Christian Bollerup fik plads på en svensk båd, der skulle til Bornholm. Herfra fløj han til København, hvor han blev genforenet med sin kæreste, Anna. Mareridt: Ugers ophold i en russisk fangekælder sætter naturligvis sine spor i sindet, selv hos en hærdet fisker og maskinmester. Efter den hårde tur i fangehullet flyttede Christian og Anna til Fyn. Men selvom der er langt fra det tidligere USSR til det idylliske Fyn, fulgte oplevelserne med. Christian Bollerup var blevet mørkeræd, led af klaustrofobi og havde mareridt om de grimme oplevelser. En skærmende hånd: Nogen vil måske mene, at et skib med den historie hører til på et museum eller i en udstilling, hvor mange hver dag vil se det. Men ikke Christian Bollerup. - Jeg ved, at der var én, der holdt hånden over mig dengang. Vi blev ikke reddet, fordi vi var modige, gode eller heldige, men fordi der var én, der passede på os. Derfor vil jeg gerne give skibet til kirken og ikke til udstilling på eksempelvis rådhuset, siger skibsbyggeren. Et kirkeskib kan som bekendt kun ses nedefra. Derfor har »Jenny Skomager« været på en lille »turné«, inden hun skal op at hænge i kirken. Hun har været udstillet på Abelines Gård, på fiskerimesse i Ålborg, på biblioteket i Hvide Sande og i diverse medier. - Så har folk haft mulighed for at se skibet og få et forhold til det. Som kirkeskib vil jeg gerne, at det kan hjælpe os til at bevare vores selvfølelse og identitet her i byen. Vi bor i en fiskerby, og derfor skal kirkeskibet naturligvis være en fiskekutter, siger Christian Bollerup. Og sådan bliver det nu. Nu får Helligåndskirken endelig sin fiskekutter.

Hvide Sande kirke, Helligåndskirken har jeg været til gudstjeneste en del gange. Kirken er bygget i 1954 og er den ene af tre kirke i Holmslands Klit sogn; de to andre er Nørre Lyngvig kirke og Nørre Havrvig kirke. I Helligåndskirken er ophængt to skibsmodeller: en tremastet bark kaldet ”Fanny” og en model af en sejlførende fiskekutter kaldet ”Jenny Skomager”. Denne skibsmodel er eksempel på ét ægte votivskib; den er både bygget og skænket af en sømand, som forliste i Østersøen i december 1961 (hentet foto). Giveren, Christian Bollerup, fortæller: Kirken i et fiskersamfund skal have en fiskekutter som kirkeskib. Det lyder som en selvfølge, men først nu i 2004, når kirken fylder 50 år, bliver det virkelighed i Helligåndskirken i Hvide Sande. Når man sidder i den store kirke og lytter til salmesang og prædiken, glider øjnene ofte op under bjælkeloftet. Op hvor tankerne kan få luft, op, hvor ordene får en ny mening, op til kirkeskibet. Efter den 13. juni 2004 vil det nye kirkeskib være ét, de fleste i Hvide Sande kan forholde sig til; nemlig en fiskekutter af ældre dato. »Jenny Skomager« for at være helt nøjagtig. Og hun er en gammel dame. Helt tilbage fra 1927. Tankerne fra de hårde bænke vil blive til spørgsmål. Hvem er »Jenny Skomager«, hvem var om bord på kutteren, hvordan gik det dem, hvad skete der, og hvorfor hænger »Jenny Skomager« her? En iskold oplevelse: Historien er fortalt mange gange. Om hvordan Christian Bollerup og to kammerater dengang i 1961 var ude at sejle i Østersøen lige op til jul. En storm væltede kutteren, og de tre fiskere klamrede sig i fem døgn til de sørgelige rester af kutteren, indtil de fulde af forfrysninger svømmede i land. Hvis de havde troet, at de ville blive mødt med et varmt bad og en bid mad, tog de grueligt fejl. Russerne troede, de var spioner og sendte derfor de forkomne fiskere i fangehullet. Uden tørt tøj, mad eller mulighed for at komme på toilettet. Da det endelig gik op for russerne, at de blot havde fanget tre helt uskadelige fiskere, blev danskerne sluppet fri. Sendt ned på havnen med beskeden om, at de selv måtte finde ud af at komme hjem. Hjemrejsen var ikke just nogen førsteklasses tur med servering i bussen. Nej, fiskerne måtte gå rundt på havnen for at finde både, hvor de måtte arbejde for føden og pladsen tilbage til Danmark. Christian Bollerup fik plads på en svensk båd, der skulle til Bornholm. Herfra fløj han til København, hvor han blev genforenet med sin kæreste, Anna. Mareridt: Ugers ophold i en russisk fangekælder sætter naturligvis sine spor i sindet, selv hos en hærdet fisker og maskinmester. Efter den hårde tur i fangehullet flyttede Christian og Anna til Fyn. Men selvom der er langt fra det tidligere USSR til det idylliske Fyn, fulgte oplevelserne med. Christian Bollerup var blevet mørkeræd, led af klaustrofobi og havde mareridt om de grimme oplevelser. En skærmende hånd: Nogen vil måske mene, at et skib med den historie hører til på et museum eller i en udstilling, hvor mange hver dag vil se det. Men ikke Christian Bollerup. - Jeg ved, at der var én, der holdt hånden over mig dengang. Vi blev ikke reddet, fordi vi var modige, gode eller heldige, men fordi der var én, der passede på os. Derfor vil jeg gerne give skibet til kirken og ikke til udstilling på eksempelvis rådhuset, siger skibsbyggeren. Et kirkeskib kan som bekendt kun ses nedefra. Derfor har »Jenny Skomager« været på en lille »turné«, inden hun skal op at hænge i kirken. Hun har været udstillet på Abelines Gård, på fiskerimesse i Aalborg, på biblioteket i Hvide Sande og i diverse medier. - Så har folk haft mulighed for at se skibet og få et forhold til det. Som kirkeskib vil jeg gerne, at det kan hjælpe os til at bevare vores selvfølelse og identitet her i byen. Vi bor i en fiskerby, og derfor skal kirkeskibet naturligvis være en fiskekutter, siger Christian Bollerup. Og sådan bliver det nu. Nu får Helligåndskirken endelig sin fiskekutter.

Jelling kirke med sin beliggenhed mellem de to vældige Jellinghøje føles ret uanselig. Jellingestenene og højene bekræfter den gamle beretning, at stedet i slutningen af oldtiden og den tidlige middelalder har haft stor betydning og været et hyppigt opholdssted for de jyske konger. Harald Blaatands Jellingesten er tresidet, og på den ene side er udmejslet et Kristusbillede (det billede, som er afbilledet i danske pas), mens runerne på en anden side fortæller: Harald Konge bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald, som vandt sig Danmark helt og Norge og gjorde danerne kristne”. Det er denne runeindskrift, der har givet stenen betegnelsen ”Danmarks Dåbsattest”. I 1999 etablerede Folketinget År 2000 Fonden med tidligere formand for Folketinget, Erling Olsen, som formand. Fonden havde bl.a. til opgave at tilrettelægge en værdig officiel markering af årtusindskiftet. Rammerne for den officielle markering blev Jelling Kirke, hvor År 2000 Fonden donerede en indvendig kunstnerisk udsmykning. Der blev til lejligheden komponeret et orgelmusikværk, ”Det er så favrt i Jelling at hvile” af Pelle Gudmundsen-Holmgren. Udsmykningsarbejdet blev gennemført i perioden april til december 2000. Den 3. december 2000 blev kirken igen taget i brug ved en årtusindgudstjeneste med deltagelse af Dronning Margrethe, Prins Henrik, Statsminister Poul Nyrup Rasmussen samt en lang række repræsentanter for det officielle Danmark. Jelling kirke har en skibsmodel, en 3-mastet fuldrigger, som bærer navnet "Minerva", den er bygget af fhv. skibstømrer Martin Hansen, København. Skibsmodellen er en model af en fuldrigger, han selv har sejlet med i sine unge dage. Kirkeskibet er skænket af Christiane Rasmussen og datteren Hulda til minde om ægtemanden og faderen, kaptajn Anders Rasmussen. Det blev ophængt i Jelling Kirke den 25. juni1944. I skibets skrog skulle være nedlagt et skibspapir, men hvad det står på dette, vides ikke. Kaptajn Anders Rasmussen var far til sognepræst i Jelling, Helge Rasmussen, der var præst fra 1933 til1963

Margrethekirken ligger i den sydlige del af Aalborg og blev opført 1971-72; grundstenen blev indmuret den 14. november 1971. Kirkens navn er inspireret af den munkesten, som ses indmuret som ”grundsten” i kirkens forhal. Den stammer fra Duborg Slot ved Flensborg Fjord, og dette slot blev opført af Dronning Margrethe den Første i 1409. Efter at stenen blev overflødig og kasseret, blev den betænksomt bragt i kirkekomiteens hænder, og nu minder den os symbolsk om ordene fra Matt. 21,42: ”Den sten, som bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnestenen”, sådan som det er citeret på et dokument, indmuret bag stenen. Da kirken blev bygget, var den en del af Ansgars sogn. Først i 1974 fik kirken sit eget menighedsråd, og i 1979 skete den egentlige sogneudskillelse, så sognet fra da af hed Margrethekirkens sogn. Margrethekirkens altermotiv er et billedvæveri af Berit Hjelholt inspireret af ordene fra Joh. Evang. 15,3: ”Jeg er vintræet, I er grenene”. Over midtergangen er ophængt et kirkeskib. Modellen, der er skænket af en lokal modelbygger i 1977, har den engelske teclipper ”Cutty Sark” som forbillede, men det bærer navnet ”Olga Marie”. Margrethekirken har et fritstående 24 meter højt klokketårn, som først blev bygget i 1991, efter at kirkens oprindelige klokkestabel var blevet kasseret. Klokketårnet rummer nederst et ligkapel. De fire klokker i tårnet, hvoraf den ene er skænket af A. P. Møllers Fond, bærer disse inskriptioner: ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, ”Jeg forkynder jer en stor glæde”, Gud til ære” og ”Om livets Gud jeg bringer bud”. I kirkens gårdhave er anbragt en stor sten med helleristninger og skåltegn. Den stammer fra bronzealderen og er fundet under ødelagte gravhøje på Sofiendalsmarkerne 300 meter vest for kirken. Man antager, at de kredsformede mærker står for soldyrkelse, mens stregerne angiver et skib.

Mejdal kirke er en ny kirke beliggende i Mejdal, som er en forstad til Holstebro. Byggeriet af kirken begyndte i september 1980 og kirken blev indviet d. 4. april 1982. Kirken er tegnet af Holger Jensen. Den moderne kirke har også et specielt kirkeskib, en færøbåd med én mast.

Nibe kirke er i sin helhed opført af munkesten antragelig i første halvdel af 1400-tallet. I katolsk tid kaldtes kirken Skt. Josts eller Skt. Jodosi kapel og var kendt som en valfartskirke. Efter et sagn skal kirken være bygget og bekostet af en lybsk skipper efter et løfte, han havde givet; men efter en skriftlig optegnelse skal Skt. Josts kapel være grundlagt af en præst blandt gildebrødrene i Guds Legems Lav i Aalborg, hr. Lokke. – Skt. Jodokus, en bretonsk kongesøn, hvis dyrkning udbredtes langs handelsvejene, var genstand for valfart flere steder i udlandet. At dette også var tilfældet i Nibe, ses af følgende vers: Af Pilgrims-Rejse kommer intet godt / Det kommer dem stundom selv til Spot / Somme gaae til Sanct Jost i Nibe / Og somme til Sanct Lambertt i Ribe / Til Essenbæk Kilde gaae og Somme / Det kommer Ingen af dem til Fromme. I kirken, som jeg har besøgt en del gange, hænger en interessant skibsmodel, en såkaldt sildekåg, skænket af bartskærer Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. ”Her er tale om et af Danmarks mest særprægede og karakterfulde kirkeskibe, ikke et prangende fuldrigget orlogsskib, men en model af et af hverdagens arbejdsredskaber, en sildekåg. Skibet er enkelt, men helstøbt i udførelsen til mindste detalje. I al sin prunkløshed et kendetegn for kirken og byen”. Sådan skriver Kurt Nielsen og Søren Skovfo i deres bog om Nibe Kirke fra 1995. På kågens ror står giverens bogstaver JJHK , fisker og salter Jens Jensen Hurtigkarl samt årstallet 1703. Det passer fint med, at sildefiskeriet blomstrede op i årene efter 1680, så der igen blev en vis velstand i byen, og derfor kan vi godt betragte kirkens sildekåg som et minde om en fisker, hans stand og det erhverv, som Nibe skylder sin oprindelse. En anden skibsmodel blev ødelagt ved nedstyrtning i 1923. Sildekågen var en klinkbygget hverdagsbåd til fangst af den sild, der historisk var det økonomiske grundlag for byen. Hverdagsbåden har dog ikke haft den udsmykning, som modellen har. Modellen har mange autentiske detaljer, der antyder, at den er skåret af en skibsbygger - sandsynligvis lokalt. Modellen er skænket af Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. Han var fisker og salter i byen. Ud over sildekågen er der i Nibe kirke ophængt to kirkeskibe, en to-mastet er ophængt i hovedskibet, og en tremastet model er ophængt i åbningen mellem hovedskib og korsarm; de er begge uden sejl.

Nibe kirke er i sin helhed opført af munkesten antragelig i første halvdel af 1400-tallet. I katolsk tid kaldtes kirken Skt. Josts eller Skt. Jodosi kapel og var kendt som en valfartskirke. Efter et sagn skal kirken være bygget og bekostet af en lybsk skipper efter et løfte, han havde givet; men efter en skriftlig optegnelse skal Skt. Josts kapel være grundlagt af en præst blandt gildebrødrene i Guds Legems Lav i Aalborg, hr. Lokke. – Skt. Jodokus, en bretonsk kongesøn, hvis dyrkning udbredtes langs handelsvejene, var genstand for valfart flere steder i udlandet. At dette også var tilfældet i Nibe, ses af følgende vers: Af Pilgrims-Rejse kommer intet godt / Det kommer dem stundom selv til Spot / Somme gaae til Sanct Jost i Nibe / Og somme til Sanct Lambertt i Ribe / Til Essenbæk Kilde gaae og Somme / Det kommer Ingen af dem til Fromme. I kirken, som jeg har besøgt en del gange, hænger en interessant skibsmodel, en såkaldt sildekåg, skænket af bartskærer Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. ”Her er tale om et af Danmarks mest særprægede og karakterfulde kirkeskibe, ikke et prangende fuldrigget orlogsskib, men en model af et af hverdagens arbejdsredskaber, en sildekåg. Skibet er enkelt, men helstøbt i udførelsen til mindste detalje. I al sin prunkløshed et kendetegn for kirken og byen”. Sådan skriver Kurt Nielsen og Søren Skovfo i deres bog om Nibe Kirke fra 1995. På kågens ror står giverens bogstaver JJHK , fisker og salter Jens Jensen Hurtigkarl samt årstallet 1703. Det passer fint med, at sildefiskeriet blomstrede op i årene efter 1680, så der igen blev en vis velstand i byen, og derfor kan vi godt betragte kirkens sildekåg som et minde om en fisker, hans stand og det erhverv, som Nibe skylder sin oprindelse. En anden skibsmodel blev ødelagt ved nedstyrtning i 1923. Sildekågen var en klinkbygget hverdagsbåd til fangst af den sild, der historisk var det økonomiske grundlag for byen. Hverdagsbåden har dog ikke haft den udsmykning, som modellen har. Modellen har mange autentiske detaljer, der antyder, at den er skåret af en skibsbygger - sandsynligvis lokalt. Modellen er skænket af Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. Han var fisker og salter i byen. Ud over sildekågen er der i Nibe kirke ophængt to kirkeskibe, en to-mastet er ophængt i hovedskibet, og en tremastet model er ophængt i åbningen mellem hovedskib og korsarm; de er begge uden sejl.

Nibe kirke er i sin helhed opført af munkesten antragelig i første halvdel af 1400-tallet. I katolsk tid kaldtes kirken Skt. Josts eller Skt. Jodosi kapel og var kendt som en valfartskirke. Efter et sagn skal kirken være bygget og bekostet af en lybsk skipper efter et løfte, han havde givet; men efter en skriftlig optegnelse skal Skt. Josts kapel være grundlagt af en præst blandt gildebrødrene i Guds Legems Lav i Aalborg, hr. Lokke. – Skt. Jodokus, en bretonsk kongesøn, hvis dyrkning udbredtes langs handelsvejene, var genstand for valfart flere steder i udlandet. At dette også var tilfældet i Nibe, ses af følgende vers: Af Pilgrims-Rejse kommer intet godt / Det kommer dem stundom selv til Spot / Somme gaae til Sanct Jost i Nibe / Og somme til Sanct Lambertt i Ribe / Til Essenbæk Kilde gaae og Somme / Det kommer Ingen af dem til Fromme. I kirken, som jeg har besøgt en del gange, hænger en interessant skibsmodel, en såkaldt sildekåg, skænket af bartskærer Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. ”Her er tale om et af Danmarks mest særprægede og karakterfulde kirkeskibe, ikke et prangende fuldrigget orlogsskib, men en model af et af hverdagens arbejdsredskaber, en sildekåg. Skibet er enkelt, men helstøbt i udførelsen til mindste detalje. I al sin prunkløshed et kendetegn for kirken og byen”. Sådan skriver Kurt Nielsen og Søren Skovfo i deres bog om Nibe Kirke fra 1995. På kågens ror står giverens bogstaver JJHK , fisker og salter Jens Jensen Hurtigkarl samt årstallet 1703. Det passer fint med, at sildefiskeriet blomstrede op i årene efter 1680, så der igen blev en vis velstand i byen, og derfor kan vi godt betragte kirkens sildekåg som et minde om en fisker, hans stand og det erhverv, som Nibe skylder sin oprindelse. En anden skibsmodel blev ødelagt ved nedstyrtning i 1923. Sildekågen var en klinkbygget hverdagsbåd til fangst af den sild, der historisk var det økonomiske grundlag for byen. Hverdagsbåden har dog ikke haft den udsmykning, som modellen har. Modellen har mange autentiske detaljer, der antyder, at den er skåret af en skibsbygger - sandsynligvis lokalt. Modellen er skænket af Jens Jensen Hurtigkarl i 1703. Han var fisker og salter i byen. Ud over sildekågen er der i Nibe kirke ophængt to kirkeskibe, en to-mastet er ophængt i hovedskibet, og en tremastet model er ophængt i åbningen mellem hovedskib og korsarm; de er begge uden sejl.

Nørresundby kirke, som fra katolsk tid er indviet til Skt. Peder, består af romansk kor og skib, men efter en omfattende om- og tilbygning i 1898 tillige af apsis mod øst, tårn i vest samt våbenhus i syd, dog således at kirkens hovedindgang er gennem tårnet; alle gavle er kamtakkede, og hele kirken fremstår som en særdeles smuk kirkebygning. Til venstre for korbuen er ophængt et smukt udskåret trækrucifiks udført i sengotisk stil og formentlig er fra 1400-tallet. Døbefonten, der er fra 1754, er tresidet og udført i malet ege- og lindetræ; dens tre sider har udskårne motiver hhv. Jesu dåb – Hjort og rindende vand – En vandret på livets vej. Oppe i kirkens bjælkeloft hænger en sejlførende skibsmodel, fregatten ”Pax”, skænket af Nørresundby Færgelaug 1713 (eget foto). På jord end findes det færgelag, som kaldes Sankt Peders Gilde, så folk vi fange endnu i dag og føre til livets kilde. Under mit seneste besøg i kirken (11/11-10) betroede kirketjeneren mig, at skibsmodellen, især sejlene trænger til en grundig rengøring, men hun må ikke røre den. Kirken er min konfirmationskirke, 3/10 1943, netop den søndag, hvor landets præster skulle oplæse det hyrdebrev, som Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard i forvejen havde rundsendt til alle landets præster. Hyrdebrevet udtrykte en protest mod den tyske besættelsesmagts hensigt at pågribe alle danske jøder. Det lykkedes imidlertid de fleste jøder at undslippe. Sammen med mine spejdervenner gik jeg i kirke her gennem mine ungdomsår i Nørresundby. En ophængt præstetavle viser navnene på præsterne i Nørresundby kirke, hvoraf jeg har kendt og hørt: Carl Nielsen (1935-54) var provst og var min konfirmandpræst. Når han blev spurgt, hvor mange børn han havde, svarede han spøgefuldt, at han havde et og et halvt dusin; dvs. at han havde syv børn, hvoraf jeg blev konfirmeret med en datter. Sønnen Aksel var ungdomsleder i Nørresundby, og kan blev præst ligesom faderen, siden generalsekretær i KFUM/K i Danmark og senere præst i Herning. N. Stenfeldt Vestergaard (1954-71) blev også provst. Han boede ikke så langt fra kirken, så han gik derhen; her så man ham gående i fuld ornat og med cylinderhat; det var et flot syn. N. E. Mikkelsen (1971-85), som blev gift med Helga Jensen Hans Tang Nielsen (1985-2003) Karin Kristensen (1996-) datter af min seminariekammerat Jørgen Christensen Peder Skamris Pedersen (2003-), var i foråret 2004 leder af en tur til Grækenland, hvor jeg deltog Nederst på kirkens præstetavle står disse formanende ord fra 1. Kor. 4,1: Saaledes skal man se paa os: Som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder.

Outrup kirke ligger højt i det vestligste Mors, hvorfra man har udsigt over Dragstrup Vig og Thy. Under restaurering af den kvaderstens kirkes mure i 1975 fandt man det store hoved af granit, som nu er ophængt i tårnrummet. I triumf-muren i nord og syd er bevaret to nicher fra lægmandsaltre. Altertavle og prædikestol er fra begyndelsen af 1600-tallet. Jeg besøgte kirken sommeren 2010 i forbindelse med en fætter-kusine sammenkomst på Mors. Fordi mange af deltagerne var født i Outrup sogn, døbt og konfirmeret og måske siden viet i denne kirke, holdt vi en aftensgudstjeneste der. I kirkens hovedskib er ophængt en unavngiven skibsmodel, et sejlførende tremastet orlogsfortøj. Denne skibsmodel er lavet af Johan Berg omkring 1910 (eget foto). På vej hjem fra Mors kørte vi over Thisted, og fordi det var søndag, deltog vi i gudstjenesten i Thisted kirke.

Rørdal kirke, der blev indviet 1930, ligger i Sølyst tæt på Rørdal Cementfabrik. Rørdal kirkedistrikt er en del af Nørre Tranders sogn i Aalborg kommune. Kirken, der er opført af røde håndstrøgne mursten, består af kor og skib, 3-sidet apsis samt tårn i vest med kamgavle. Kirkerummet er utraditionel derved, at prædikestolen er anbragt i koret indenfor alterskranken og midt for det fem trin hævede, halvrunde alterparti. I kirkens nordre sideskib er ophængt et modelskib ”Margrethe”.

Ribe Domkirke har én skibsmodel, fregatten ”Marie” fra 1936 (eget foto).

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe. Barken ”PRINSESSE MARIE” er et Fanø-skib, bygget af L. V. Hansen, Svendborg. Fuld dæksudstyr, 32 falske kanonporte. Fanø-skibet ”Prinsesse Marie” blev bygget i Helsingør 1893, men totalfrliste ved Australien 1910.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe. Barken ”DORIS BRODERSEN” er et Fanø-skib, bygget 1966 af Andeas Nissen, Varde; fuldt dæksudstyr. Fanø-skibet ”Doris Brodersen” blev bygget som fuldrigger i Flensborg 1875, var hjemmehørende p Fanø 1890-1908, hvor det blev ombygget til bark; blev ophugget på Bermuda 1913.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe, blandt dem Orlogsbrig. Bygget omkring 1800. På dækket dækshuse, ankerspil, ror og skibsklokke.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe, blandt dem Orlogsfregat bygget omkring 1750. Dækket tomt, bortset fra lanterner; 62 kanoner.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe, blandt dem Orlogsfregatten ”NORSKE LØVE”. Kirkens ældste skib, bygget omkring 1700. Dækket udstyret med dækshuse, lige, ror, lanterner og skibsklokke. 54 kanoner; gallionsfiguren er en løve.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe, blandt dem Orlogsfregat fordansket af admiral Nelsons flagskib ”VICTORY”, Bygget af kaptajn P. A. Pedersen, Nordby 1934. Dækket har fuldt udstyr: dækshuse, krudttønder kanonpyramider, håndpumper, ankerspil og lanterner. Dragefigur; 76 kanoner.

Nordby kirke er sognekirken i Nordby Sogn i Fanø Kommune. Kirken er i dansk sammenhæng en usædvanlig kirke. Kirkerummet er tværstillet og uden opdeling i skib og kor. Oprindelig var prædikestolen endog placeret oven over alterbordet, som det var mode i 1700-tallet. Kirken er opført 1786. En bygmester fra egnen, Peder Friisvad fra Varde, forestod byggeriet. Han har skabt en velproportioneret bygning i klassicistisk stil. Kirkebygningen er et eksempel på, at der også i kongerigets yderkanter kunne skabes arkitektur med sikker formsans efter det sene 1700-tals idealer: ædel enkelhed og stilfærdig storhed. Den nuværende kirke afløste sognets gamle kirke i Rindby. Ligesom forgængeren bar den navnet Fanø Kirke. Fanø er oprindelig kun navnet på den del af øen, der hører til Nordby Sogn. Kirken i Rindby lå på den kirkegård, som stadig findes der. Det var en traditionel middelalder kirke med kor, skib og tårn. Gennem årene blev den udvidet med tre tilbygninger på nordsiden. Det er første fase af en udvikling, der fører frem til den særlige kirketype, man finder på Fanø. På Rømø kan man stadig se dette stadium, den gamle middelalderkirke med tilbygninger. I Sønderho Kirke finder man mellemstadiet; her har den nordre halvdel af kirkerummet stadig karakter af et tillæg til hovedskibet i den søndre halvdel. I Nordby Kirke har bygmesteren placeret alter og prædikestol centralt midt på sydvæggen og indrettet hele rummet herefter. Af inventaret er det ni fornemme kirkeskibe – det ældste fra omkring 1700 og det yngste fra 1966 – iøjnefaldende. Døbefontener en malmfont fra midten af 1400-tallet. Altertavle og prædikestol er fra 1620. To ammestole, dvs. to bænke til ammende kvinder, befinder sig ved nordvæggens hjørner. Orgelet stammer fra 1844 og er skænket af Christian 8. Det har tolv stemmer og er bygget af Marcussen og Reuter. Nordby kirke har ni kirkeskibe, blandt dem Orlogsbriggen ”LOUGEN”. Bygget omkring 1800. Dækket er udstyret med skibsklokke og lanterner; 24 kanoner.

Nyborg kirke - eller Vor Frue Kirke, som den egentlig hedder - blev opført af Dronning Margrethe 1. i årene 1388-1428 og blev indviet til Jesu mor, Maria, pinsedag 1428. Ældst er kirkens fire vestlige fag, som i begyndelsen af 1400-årene var afsluttet mod øst af en nord-syd-gående mur. Inden 1428 var kirken forøget med de to østligste fag, kirkens nuværende kor, og - formodentlig - tre tilbyggede kapeller. Omkring Reformationen var der opført tre sammenbyggede kapeller med et fælles tag på kirkens sydside, og Christian den 3. lod i 1550'erne kirken udvide med et ekstra sideskib mod nord i kirkens fulde længde. Det store vesttårn og det lille østtårn stod færdige omkr. år 1600. Vor Frue Kirke fremtrådte som en 5-skibet kirke frem til 1870. I 1870-71 blev store dele af sideskibene nedrevet under ledelse af arkitekt Tvede. Derved fik kirken sit nuværende ydre udseende. Jeg har besøgt adskillige gange og deltaget i gudstjeneste i forbindelse med møder på Hotel Nyborg Strand – nogle gange som deltager i ”Nyborgmøderne”, nogle gange som deltager på spejderplan og andre gange som provstirepræsentant i DKU. Den store bacilika har ophængt fire skibsmodeller, 2 i nordre sideskib og 2 i søndre sideskib, alle tre-mastede fuldskibe; én er et orlogsskib fra 1774 og bærer navnet ”STADEN NYBORG”, én er fra 1838 og bærer navnet ”NYBORG”, én er fra 1922 og er et navnløst orlogsskib, mens den fjerde er et fuldskib navngivet ”NORDSKOV, men er uden årstal (egne fotos).

Nyborg kirke - eller Vor Frue Kirke, som den egentlig hedder - blev opført af Dronning Margrethe 1. i årene 1388-1428 og blev indviet til Jesu mor, Maria, pinsedag 1428. Ældst er kirkens fire vestlige fag, som i begyndelsen af 1400-årene var afsluttet mod øst af en nord-syd-gående mur. Inden 1428 var kirken forøget med de to østligste fag, kirkens nuværende kor, og - formodentlig - tre tilbyggede kapeller. Omkring Reformationen var der opført tre sammenbyggede kapeller med et fælles tag på kirkens sydside, og Christian den 3. lod i 1550'erne kirken udvide med et ekstra sideskib mod nord i kirkens fulde længde. Det store vesttårn og det lille østtårn stod færdige omkr. år 1600. Vor Frue Kirke fremtrådte som en 5-skibet kirke frem til 1870. I 1870-71 blev store dele af sideskibene nedrevet under ledelse af arkitekt Tvede. Derved fik kirken sit nuværende ydre udseende. Jeg har besøgt adskillige gange og deltaget i gudstjeneste i forbindelse med møder på Hotel Nyborg Strand – nogle gange som deltager i ”Nyborgmøderne”, nogle gange som deltager på spejderplan og andre gange som provstirepræsentant i DKU. Den store bacilika har ophængt fire skibsmodeller, 2 i nordre sideskib og 2 i søndre sideskib, alle tre-mastede fuldskibe; én er et orlogsskib fra 1774 og bærer navnet ”STADEN NYBORG”, én er fra 1838 og bærer navnet ”NYBORG”, én er fra 1922 og er et navnløst orlogsskib, mens den fjerde er et fuldskib navngivet ”NORDSKOV, men er uden årstal (egne fotos).

Nyborg kirke - eller Vor Frue Kirke, som den egentlig hedder - blev opført af Dronning Margrethe 1. i årene 1388-1428 og blev indviet til Jesu mor, Maria, pinsedag 1428. Ældst er kirkens fire vestlige fag, som i begyndelsen af 1400-årene var afsluttet mod øst af en nord-syd-gående mur. Inden 1428 var kirken forøget med de to østligste fag, kirkens nuværende kor, og - formodentlig - tre tilbyggede kapeller. Omkring Reformationen var der opført tre sammenbyggede kapeller med et fælles tag på kirkens sydside, og Christian den 3. lod i 1550'erne kirken udvide med et ekstra sideskib mod nord i kirkens fulde længde. Det store vesttårn og det lille østtårn stod færdige omkr. år 1600. Vor Frue Kirke fremtrådte som en 5-skibet kirke frem til 1870. I 1870-71 blev store dele af sideskibene nedrevet under ledelse af arkitekt Tvede. Derved fik kirken sit nuværende ydre udseende. Jeg har besøgt adskillige gange og deltaget i gudstjeneste i forbindelse med møder på Hotel Nyborg Strand – nogle gange som deltager i ”Nyborgmøderne”, nogle gange som deltager på spejderplan og andre gange som provstirepræsentant i DKU. Den store bacilika har ophængt fire skibsmodeller, 2 i nordre sideskib og 2 i søndre sideskib, alle tre-mastede fuldskibe; én er et orlogsskib fra 1774 og bærer navnet ”STADEN NYBORG”, én er fra 1838 og bærer navnet ”NYBORG”, én er fra 1922 og er et navnløst orlogsskib, mens den fjerde er et fuldskib navngivet ”NORDSKOV, men er uden årstal (egne fotos).

Nyborg kirke - eller Vor Frue Kirke, som den egentlig hedder - blev opført af Dronning Margrethe 1. i årene 1388-1428 og blev indviet til Jesu mor, Maria, pinsedag 1428. Ældst er kirkens fire vestlige fag, som i begyndelsen af 1400-årene var afsluttet mod øst af en nord-syd-gående mur. Inden 1428 var kirken forøget med de to østligste fag, kirkens nuværende kor, og - formodentlig - tre tilbyggede kapeller. Omkring Reformationen var der opført tre sammenbyggede kapeller med et fælles tag på kirkens sydside, og Christian den 3. lod i 1550'erne kirken udvide med et ekstra sideskib mod nord i kirkens fulde længde. Det store vesttårn og det lille østtårn stod færdige omkr. år 1600. Vor Frue Kirke fremtrådte som en 5-skibet kirke frem til 1870. I 1870-71 blev store dele af sideskibene nedrevet under ledelse af arkitekt Tvede. Derved fik kirken sit nuværende ydre udseende. Jeg har besøgt adskillige gange og deltaget i gudstjeneste i forbindelse med møder på Hotel Nyborg Strand – nogle gange som deltager i ”Nyborgmøderne”, nogle gange som deltager på spejderplan og andre gange som provstirepræsentant i DKU. Den store bacilika har ophængt fire skibsmodeller, 2 i nordre sideskib og 2 i søndre sideskib, alle tre-mastede fuldskibe; én er et orlogsskib fra 1774 og bærer navnet ”STADEN NYBORG”, én er fra 1838 og bærer navnet ”NYBORG”, én er fra 1922 og er et navnløst orlogsskib, mens den fjerde er et fuldskib navngivet ”NORDSKOV, men er uden årstal (egne fotos).

Nørre Nissum kirke ligger meget højt i det forblæste Nørre Nissum sogn, som ligger syd for Limfjordens vestlige del – ved Nissum Bredning – mellem Humlum og Lemvig. Hele Nissumegnen og hele den fjordsnære egn udgør et stærkt bakket og frugtbart morænelandskab, der kulminerer langs landevejen Lemvig-Struer i en bakkeryg, en randmoræne fra sidste istid; denne bakkeryg er samtidig vandskel mellem fjorden og det terræn, der skråner mod syd. Kirken ligger højt i landskabet syd for den gennemgående landevej; på sin bakke er den særdeles tydelig nede fra det seminarium, som gennem mere end hundrede år sammen med højskolen har sat sit indremissionske præg på det vestjyske sogn. Den hvidkalkede kirke består af romansk kor og skib med sengotisk tårn mod vest og våbenhus mod nord. Hele kirken er blytækt. I tårnet hænger klokken fra 1874, og på tårnets nordside findes en tårnur, som – i henhold til en tavle i våbenhuset – er givet af sognets beboere i anledning af befrielsen 5. maj 1945. Ned fra kirkeskibets bjælkeloft hænger en tremastet skibsmodel HAABET, også fra 1945 (eget foto). Nørre Nissum kirke blev en af mit livs kirker, idet jeg fra 1954 til 1958 gik på Nørre Nissum Seminarium. Det medførte, at jeg sædvanligvis gik i kirke om søndagen i de 4½ år. Tilknytningen til sognet og dets kirke blev ikke mindre af, at mine to døtre og en senere svigerdatter tog eksamen fra det seminarium. Ikke alle seminarieelever ønskede at følge stedet søndagsskik. En af mine klassekammerater, Leo, som blev gift med klassekammeraten Birthe, var en søndag hen mod kirketid på vej hen til brødudsalget for at hente morgenbrød til sig og Birthe; men forstander Ejnar Høgel – på vej til kirke – kom forbi Leo og tilbød ham at køre med – altså til kirke. Leo havde ikke frimodighed til at sige fra og fulgte med i kirke. Det blev lidt sent, inden han kom hjem til Birthe med morgenbrød.

Nørre Snede kirke, romansk kirke i Nørre Snede i Midtjylland ca. 30 km vest for Horsens. Apsis, kor og skib er opført i slutningen af 1100-tallet i granitkvadre. Omkring år 1500 tilføjedes tårn og våbenhus, opført i mursten. I murværket findes billedkvadre, og tympanon med løvefigurer, der oprindelig stammede fra syddøren, er i dag indmuret i tårnet. Kirkens romanske døbefont betragtes som en af landets fornemmeste. I høje relieffer ses fire løvekroppe, som mødes som to løvehoveder på hver sin side af fonten. Løverne er omgivet af ornamenter. Kirken har evt. været en valfartskirke; i nærheden fandtes helligkilder. På kirkegården ligger en gravhøj, kaldet Kong Snios Høj. Under restaurering af tårnfaget afdækkedes kalkmalerier på sydvæggen, her ses rester af Sankt Georgs kamp mod dragen samt rester af et Livshjul. I tårnet hænger en klokke med denne fromme minuskelindskrift: ”Hellig Maria, Guds Moder, bed for os”. Kirkens romanske granitfont har to par dobbeltløver på kummen. Den blev udstillet på Danmarksudstillingen i London 1948, på en udstillingsrække i USA i 1960 og på Vikingeudstillingen i Paris, Berlin og København i 1992-93. Kirkegården ved Nr. Snede kirke domineres af to gravhøje, som ifølge sagnet indeholder resterne af ”kong Snio og hans dronning”. Mit tidligste kendskab til Nr. Snede kirke hidrører fra en hærvejsvandring i efteråret 1957; siden har jeg blot kørt gennem byen. Min kone og jeg besøgte kirken den 11. juni 2011; her talte vi med Johannes Krogsgaard, som fungerede som kirkevært. I samtalens løb afsløredes det, at Johannes var søn af lærer M. Samuel Nielsen, Foersum, som havde været kirkesanger og hans moder, Grete Nielsen, var organist i Egvad kirke i Vestjylland. Da lærer Nielsen holdt op som kirkesanger, overtog jeg kirkesangerhvervet. Det viste sig også, at jeg havde haft Johannes som elev på Tarm skole, bl.a. i fagene engelsk og geografi.

Nørresundby kirke, som fra katolsk tid er indviet til Skt. Peder, består af romansk kor og skib, men efter en omfattende om- og tilbygning i 1898 tillige af apsis mod øst, tårn i vest samt våbenhus i syd, dog således at kirkens hovedindgang er gennem tårnet; alle gavle er kamtakkede, og hele kirken fremstår som en særdeles smuk kirkebygning. Til venstre for korbuen er ophængt et smukt udskåret trækrucifiks udført i sengotisk stil og formentlig er fra 1400-tallet. Døbefonten, der er fra 1754, er tresidet og udført i malet ege- og lindetræ; dens tre sider har udskårne motiver hhv. Jesu dåb – Hjort og rindende vand – En vandret på livets vej. Oppe i kirkens bjælkeloft hænger en sejlførende skibsmodel, fregatten ”PAX”, skænket af Nørresundby Færgelaug 1713 (eget foto). På jord end findes det færgelag, som kaldes Sankt Peders Gilde, så folk vi fange endnu i dag og føre til livets kilde. Under mit besøg i kirken (11/11-2010) betroede kirketjeneren mig, at skibsmodellen, især sejlene trænger til en grundig rengøring, men hun må ikke røre den. Kirken er min konfirmationskirke, 3/10 1943, netop den søndag, hvor landets præster skulle oplæse det hyrdebrev, som Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard i forvejen havde rundsendt til alle landets præster. Hyrdebrevet udtrykte en protest mod den tyske besættelsesmagts hensigt at pågribe alle danske jøder. Det lykkedes imidlertid de fleste jøder at undslippe. Sammen med mine spejdervenner gik jeg i kirke her gennem mine ungdomsår i Nørresundby. En ophængt præstetavle viser navnene på præsterne i Nørresundby kirke, hvoraf jeg har kendt og hørt: Carl Nielsen (1935-54) var provst og var min konfirmandpræst. Når han blev spurgt, hvor mange børn han havde, svarede han spøgefuldt, at han havde et og et halvt dusin; dvs. at han havde syv børn, hvoraf jeg blev konfirmeret med en datter. Sønnen Aksel var ungdomsleder i Nørresundby, og kan blev præst ligesom faderen, siden generalsekretær i KFUM/K i Danmark og senere præst i Herning. N. Stenfeldt Vestergaard (1954-71) blev også provst. Han boede ikke så langt fra kirken, så han gik derhen; her så man ham gående i fuld ornat og med cylinderhat; det var et flot syn. N. E. Mikkelsen (1971-85), som blev gift med Helga Jensen. Hans Tang Nielsen (1985-2003). Karin Kristensen (1996-) datter af min seminariekammerat Jørgen Christensen. Peder Skamris Pedersen (2003-), var i foråret 2004 leder af en tur til Grækenland, hvor jeg deltog Nederst på kirkens præstetavle står disse formanende ord fra 1. Kor. 4,1: Saaledes skal man se paa os: Som Kristi Tjenere og Husholdere over Guds Hemmeligheder.

Outrup kirke ligger højt i det vestligste Mors, hvorfra man har udsigt over Dragstrup Vig og Thy. Under restaurering af den kvaderstens kirkes mure i 1975 fandt man det store hoved af granit, som nu er ophængt i tårnrummet. I triumfmuren i nord og syd er bevaret to nicher fra lægmandsaltre. Altertavle og prædikestol er fra begyndelsen af 1600-tallet. Jeg besøgte kirken sommeren 2010 i forbindelse med en fætter-kusine sammenkomst på Mors. Fordi mange af deltagerne var født i Outrup sogn, døbt og konfirmeret og måske siden viet i denne kirke, holdt vi en aftensgudstjeneste der. I kirkens hovedskib er ophængt en unavngiven skibsmodel, et sejlførende tremastet korvet, altså et orlogsfortøj, bærende navnet HAABET. Denne skibsmodel er lavet af Johan Frederik Berg i 1905, hvilket år modellen også blev ophængt. (eget foto). Ved restaureringen af skibsmodellen midt i 1970’erne blev der fundet denne meddelelse i skibets skrog: ”Dette Skib er lavet som Husflid og skænket Outrup Sognekirke af den gamle 77-aarige Veteran Johan Frederik Berg den 17. August 1905. Til Minde om min kære Hustru Edel Johanne, død i Outrup den 15. Maj 1905, 72 Aar gammel”. På vej hjem fra Morsø kørte vi over Thisted, og fordi det var søndag, deltog vi i gudstjenesten i Thisted kirke (se denne).

Ribe Domkirke. Domkirken er viet til Vor Frue, dvs. Jomfru Maria. Kirkens opførelse påbegyndtes ca. 1150 og var færdig 100 år senere i ca. 1250. Den afløste en ældre stenkirke på samme sted. Der er nyligt lige syd for Domkirken fundet kristne grave fra midten af 800-årene, så Ansgars kirke fra efter 860 lå formentlig også her. Domkirken er hovedkirke i Ribe Stift, som strækker sig fra Tønder og næsten til Holstebro. Ribe Domkirke har én skibsmodel, fregatten ”MARIE” fra 1936 (eget foto). Under de senere års renoveringer og udgravninger omkring domkirken fandt man en hidtil ukendt runesten, som dog kun et del af en større runesten, og derfor har det hidtil været vanskeligt at tyde stenens budskab. En runesagkyndig mener, at den store runesten er slået i stykker med vilje, så stykkerne har kunnet bruges til byggeri.

Ringkøbing stammer fra første halvdel af 1400-tallet, men er udvidet flere gange. Den har sandsynligvis afløst en ældre kirke. Kirkens murværk er af røde munkesten, men i mere end 100 år var den hvidkalket. Arkitekturen i øvrigt bærer præg af gotik, der passer til det 14. århundrede. Tårnet er bygget kort efter reformationen ca. 1550 og har det særpræg, at det er bredest foroven. Nordfløjen er fra 1592-93. Prædikestolen, der er fra 1593 og en gave fra borgmester Fr. Busk, er et smukt stykke træskærerarbejde i renæssancestil. Kirken fik ved den store restaurering i 1934-35 den sydlige korsarm. I 1995-96 har kirkerummet gennemgået en større renovering, hvorved det historiske inventar er blevet istandgjort, og ikke mindst er det nye alterbillede af kunstneren Arne Haugen Sørensen med til at sætte sit præg på kirkerummet. Ligeledes den ny døbefont, tegnet af Arne Haugen Sørensen og fremstillet af Per Hebsgaard. Kirkens gamle orgelfacade fra 1633 er bevaret. En rekonstruktion af det gamle barokorgel er påbegyndt og ventes færdig i 2011. Orglet vil tiltrække orgelkendere fra ind- og udland og give enestående koncertoplevelser. Den gamle altertavle af Sophus Schack hænger nu i den sydlige korsarm nær det nye orgel. Et solur af kalksten ses udvendigt indmuret i kirkens vestligste stræbepille mod syd. Det er fra 1728. Ringkøbing kirke har ophængt to skibsmodeller, begge 3-mastede fuldskibe; den ene ERINDRING er fra 1845, og den anden er SURPRISE fra 1928. Kirken, som i dag fremtræder som en rødstenskirke, var tidligere hvidkalket, fordi den skulle tjene som landkending for fiskere på Ringkøbing Fjord. Gennem mine vestjyske år har jeg mange gange været til gudstjeneste i kirken.

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken flolder. Det ældste af de syv skibe er en 1700-tals fregat, som er ophængt i hovedskibet over for prædikestolen; den er forsynet med 2 kanonbatterier i hver skibsside og et højt, smukt agterspejl, bag hvilket chefens kahyt er indrettet med vinduer, der gør det muligt for ham at se fremad i fartretningen. På agterspejlet står ophængsårstallet 1800 samt givernes initialer: NW, PAL, HCW (Niels Winther – Peter A. List – Hans Christian Winther).

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. Barken FLORA er ophængt nærmest orglet, den er bygget i Flensblorg 1794/95 til Vestindien.farten. 1816 blev det købt af et konsortium fra den nord-elbiske by Elmshorn og ombygget til hvalfangerskib. Skibet kostede 15.000 Mark kurant, men stod ombygget og udrustet til hvalfangst ved Grønland konsortiet i 128.479 Mark kurant og 13 Schilling. FLORA havde en besætning på 52 mand, hvoraf en stor del var fra Rømø, heriblandt skibets fører, kommandør Jasper Tagholm med tilnavnet ”Lambo”. Også hans styrmand, P. C. Tagholm, var fra Rømø. Fra 1817-72 foretog FLORA hvert år et togt til Grønland. Den største fangst hjembragte den i 1936, nemlig 5 hvaler, 5438sæler, hvoraf der blev 1978 tønder klar olie, som indbragte 2.295 Mark kurant. Man lægger mærke til de mange joller, 2 til styrbord og 3 til bagbord. Fra disse joller jagede og nedlagde man hvalerne, og med dem sejlede man ind til isen og dræbte sælerne. Skibet førte dansk flag, tilmed splitflag med Kong Frederik 6’s monlogram. Man må huske, at Elmsholm i 1817 var en del af det danske kongerige. En klit og en vej på Rømø bærer navn efter FLORA’s første kommandør, Jaspar Tagholm. Kirkeskibet er bygget af Erik Appel Nielsen, København, efter model fra søfartsmuseet i Bremerhaven. En lille navnløs brig er anbragt mellem alter og prædikestol. Der forligger ingen historie om dette kirkeskib

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. En lille navnløs brig er anbragt mellem alter og prædikestol. Der forligger ingen historie om dette kirkeskib.

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. Barkentinen AURORA BOREALIS (latinsk betegnelse for nordlyset), hænger nærmest den lille norddør. Den tilhørte samme rederi, men forliste på sin jomfrurejse i en storm i Biscayen. Alle ombordværende druknede.

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. Briggen DANMARK har været er hurtigsejlende skib. Det har høje master, bredere ræer og dybere køl end nogle af de andre kirkeskibe. Det er et handelsskab, som er udstyret med kanoner som forsvar mod nordafrikanske sørøvere. Det blev nyrigget i 1910 af den 86-årige tidligere sømand Carl Nielsen Carl, Juvre, og er ophængt i kirken uden nationalflag, da de tyske myndigheder ikke tillod, at man lod det føre Dannebrog. Den gamle sømand skar derfor i stedet et Dannebrog i træ, malede det rødt og hvidt og skjultebdet i skibets last. Et par søndage senere så kirkegængerne, at et stort, smukt Dannebrog vajede fra briggens fokkemast. Ingen vidste, hvorfra det var kommet. Præsten var forstående nok til at lader som ingenting, og fleget fik lov til at blive hængende. Først længe efter Anden Verdenskrig røbede den daværende præsts tyskfødt kone fra Berlin, Margrethe Lorentzen, at det var hende, der havde syet flaget og anbragt det i fokkemasten, da hun havde fundet det helt urimeligt, at den gamle sømand ikke skullenhave lov til at sætte det flag, han og øens befolkning regnede for deres.

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. Skonnertbriggen MAAGEN, der hænger næemest den lille skibstrappe til pulpituret, blev bygget i København 1851/52 for rederiet B. Wm. Sass. Skibet forsvandt sporløst på en rejse fra Isafjord i Island med klipfisk for Barcelona. Om skibets fører, Mathias M. Lassen, og kok, Lehmann Præst, hedder det i kirkebogens dødsregister: ”Begge forliste med skonnerten Maagen den 30. October 1887 fra Island og vilde til Barccelona, men om Skibet og Mandskabet har man bagefter aldrig mere hørt noget”. Kaptajnens barnebarn, Mathias P. Lassen, har gennem sit fond, ”Rislumfonden”, ladet skibet ophænge til minde om sin bedstefar. Skibet er bygget af kaptajn Peder Frandsen, som også har restaureret og nyrigget de ovenfor nævnte skibe.

Rømø kirke kaldes også Sct. Clemens kirke. Kirken fremstår som meget sammensat og af mange tværskibe til det centrale hovedskib. Det senmiddelalderlige gotiske tårn har de fire sider en gavl, hvorimellem et pyramidespir rejser sig; denne tårntyp skulle være karakteristisk i Vest-Slesvig, men ses dog mange stedet oppe i Jylland: i Grindsted, i Sdr. Borris og Thisted. Kirkens siddepladser ser ud til at være fremstillet af lokale håndværkere. Alle stolegavlene er forsynet med numre; man mange af pladserne er forsynet med tidligere ejeres navne. På en af de øverste stole i langskibet findes navnet H. P. P. Møller, det er skibsreder A. P. Møllers bedstefar, altså Mærsk Mckinney Møllers oldefar. Rundt omkring i kirken er der fastgjort håndsmedede hattekroge i loftet, og mange af disse er forsynet med initialer på brugerne. Kirkens orgel fra 1957 er en gave fra skibsrede A. P. Møller til minde om forældrene, kaptajn Peter Mærsk Møller og hustru Anna Jeppesen. Ligeledes er lysekronerne i det sydlige tværskib og i våbenhuset skænket af skibsreder A. P. Møller i forbindelse med kirkens restaurering 1976-78. I den lavloftede kirke findes ophængt hele syv kirkeskibe. De følgende beskrivelser er hentet fra kirken folder. Briggen SCT. CLEMENT hænger nærmest døbefonden; den er bygget i 1865 i Varanäs i Sverige for Rømø-redderen Jep Henningsen Schmidt. Briggen fik navn efgterRømøs kirke og blev, indtil den solgtes i 1886 til Sverige, ført af Rømø-kaptajner Jens Christian Schmidt og Betin Lassen. Briggen forliste i 1907.

Skt. Catharinæ kirke i Hjørring (viet til Skt. Catharina af Alexandria) fremstår i sin nuværende skikkelse som en hvidkalket korskirke er byens største kirke, beliggende i nærheden af byens gamle torv. Den består af en senromansk kerne af teglsten, men domineres af senere om- og tilbygninger. Disse er: sengotisk kor i øst, sakristi i nord, kapel i syd, tårn i vest, treskibet nordfløj (nu hovedskib) fra 1924-26 med våbenhus nordligst på østsiden. Af den oprindelige romanske teglstensbygning er kun bevaret få rester, men en lille stump af en profileret sokkel med nederste del af en pilaster viser at den har tilhørt den vendsysselske teglstensgruppe, og enkelte krumhugne kvadre kan tyde på, at den har haft en apsis. Sankt Catharinæ kirke (2004): I sengotisk tid, formentlig 1. halvdel af 15. århundrede, blev det oprindelige korparti erstattet af et tresidet afsluttet kor med "knækket" gavl, men korbuen synes at have været bevaret indtil ca. 1650. Ved korets nordside opførtes et sakristi, og hele kirken fik krydshvælv. Kort efter midten af 15. århundrede opførtes ved sydsiden af skibet et kapel med 8-delt hvælv, Sankt Annæ kapel, der i følge en nu forsvunden gravsten var grundlagt af præsten Peder Pedersen, som døde 1489. Kirkens i oktober 1948 ophængte skibsmodel er af skoleskibet DANMARK bygget som et 3-mastet fuldskib i Hjørring Marineforening, som arbejdede på modellen i fem år (1943-48) og skænket kirken.

Ryde kirke ligger i sit sogn i den nordøstlige del af det tidligere Ringkøbing amt, hvor der er omtrent lige langt til Holstebro og Struer. Den hvidkalkede kirke består af kor og skib fra romansk tid, som er blytækt, tårn mod vest og våbenhus mod syd, begge dækket med tegl. I kirken hænger en skibsmodel mellem kirkens lysekroner; den er en model af en tre-mastet bark og bærer navnet DORA. I sognet ligger godset Rydhave Slot, som gennem mange år har fungeret som en folkekirkelig ungdomsskole.

Rørdal kirke, der blev indviet 1930, ligger i Sølyst tæt på Rørdal Cementfabrik. Rørdal kirkedistrikt er en del af Nørre Tranders sogn i Aalborg kommune. Kirken, der er opført af røde håndstrøgne mursten, består af kor og skib, 3-sidet apsis samt tårn i vest med kamgavle. Kirkerummet er utraditionel derved, at prædikestolen er anbragt i koret indenfor alterskranken og midt for det fem trin hævede, halvrunde alterparti. I kirkens nordre sideskib er ophængt et modelskib MARGRETHE (eget foto).

Raabjerg kirke ligger i et sogn, der går fra øst til vest i den sydlige del af Skagens odde, altså med grænse til både Tannis bugt i vest og Aalbæk bugt i øst. Den hvidkalkede lave og kullede kirke ligger ensomt i det vidtstrakte hedeland og består af en langstrakt skib og et lidt smallere kor; kirkens klokke hænger i en klokkestabel nær kirken. Klokken, der er fra omkring 1150, er en af Danmarks allerældste kirkeklokker. Den er således hen ved et par hundrede år ældre end kirken, så måske fortæller det, at der har været en anden kirke før den nuværende. På den nederste del af klokken ses et latinsk kors og på siderne af det et alfa og et omega - de græske bogstaver for A og Å, begyndelsen og enden. Første gang, jeg besøgte kirken, lignede kirkegården et tilgroet vildnis, men senere der blevet lidt mere orden her. På kirkegården ligger begravet tenorsangeren Aksel Schjøtz og hans hustru Gerd, død hhv.1975 og 2005. Fra kirkens bjælkeloft hænger to ikke sejlførende skibsmodeller. Den ene skibsmodel, en firmastet bark, KIRSTINE, Aalborg, er fra 1951 og skænket af forretningsfører J. Chr. Jensen, Arbejdernes Fællesbageri, Frederikshavn (Ifølge det oplyste er der tale om modellen af et skib, bygmesteren i sin tid har sejlet med). Den anden, et unavngivet tremastet fuldskib, er skænket 1931 af kirkeværge Carl Fr. Olesen, Raabjerg.

Raabjerg kirke ligger i et sogn, der går fra øst til vest i den sydlige del af Skagens odde, altså med grænse til både Tannis bugt i vest og Aalbæk bugt i øst. Den hvidkalkede lave og kullede kirke ligger ensomt i det vidtstrakte hedeland og består af en langstrakt skib og et lidt smallere kor; kirkens klokke hænger i en klokkestabel nær kirken. Klokken, der er fra omkring 1150, er en af Danmarks allerældste kirkeklokker. Den er således hen ved et par hundrede år ældre end kirken, så måske fortæller det, at der har været en anden kirke før den nuværende. På den nederste del af klokken ses et latinsk kors og på siderne af det et alfa og et omega - de græske bogstaver for A og Å, begyndelsen og enden. Første gang, jeg besøgte kirken, lignede kirkegården et tilgroet vildnis, men senere der blevet lidt mere orden her. På kirkegården ligger begravet tenorsangeren Aksel Schjøtz og hans hustru Gerd, død hhv.1975 og 2005. Fra kirkens bjælkeloft hænger to ikke sejlførende skibsmodeller. Den ene skibsmodel, en firmastet bark, KIRSTINE, Aalborg, er fra 1951 og skænket af forretningsfører J. Chr. Jensen, Arbejdernes Fællesbageri, Frederikshavn (Ifølge det oplyste er der tale om modellen af et skib, bygmesteren i sin tid har sejlet med). Den anden, et unavngivet tremastet fuldskib, er skænket 1931 af kirkeværge Carl Fr. Olesen, Raabjerg

Skagen kirke blev bygget i 1841. Men C.F. Hansens byggeri var trods alt beskedent, midlerne var små og sognets befolkning ikke særlig talrig. Den berømte og efterhånden bedagede arkitekt nåede efter sigende aldrig til Skagen. Det var der dog andre, der gjorde i årene der fulgte. Kunstnerne begyndte som bekendt at melde deres ankomst og mod slutningen af århundredet satte de Skagen på det kulturelle landkort. Samtidigt voksede både erhvervslivet og det kirkelige liv, sikkert i en vis sammenhæng. Den religiøse vækkelse greb fat i sjælene, mennesker omvendte sig til Jesus og begyndte at gå i kirke og det helst hver søndag. Kirken blev for lille, og kirkeforstanderskabet besluttede at udvide, så alle kunne få plads uden at skulle komme en time før gudstjenestens begyndelse. Man engagerede arkitekt Ulrik Plesner, der er kendt for mange af byens bygninger, og sammen med ham den berømte designer og arkitekt Th. Bindesbøll, der fik ansvaret for kirkens indre. Som den fremtræder i dag er kirken et resultat af disse tre fremragende arkitekters arbejde: C.F. Hansen, Ulrik Plesner, Th. Bindesbøll. I Skagen kirke er ophængt tre kirkeskibe: 1) DRONNING LOUISE, 3-mastet fuldskib, fregat bygget 1880 af J. Chr. Ovesen, Østerby; 2) skoleskibet KØBENHAVN, bygget 1930 af Julius Pedersen, Glumsø, og givet af tøffelmager J. P. Pedersen, Skagen; 3-mastet fuldskib, bark, handelsskibet FREMAD, bygget 1934 af skibstømrer Søren Andersen, Esbjerg og givet af vodbinder, rigger Jens Marius Diget. En skibsmodel fra 1745 findes ikke mere.

Skagen kirke blev bygget i 1841. Men C.F. Hansens byggeri var trods alt beskedent, midlerne var små og sognets befolkning ikke særlig talrig. Den berømte og efterhånden bedagede arkitekt nåede efter sigende aldrig til Skagen. Det var der dog andre, der gjorde i årene der fulgte. Kunstnerne begyndte som bekendt at melde deres ankomst og mod slutningen af århundredet satte de Skagen på det kulturelle landkort. Samtidigt voksede både erhvervslivet og det kirkelige liv, sikkert i en vis sammenhæng. Den religiøse vækkelse greb fat i sjælene, mennesker omvendte sig til Jesus og begyndte at gå i kirke og det helst hver søndag. Kirken blev for lille, og kirkeforstanderskabet besluttede at udvide, så alle kunne få plads uden at skulle komme en time før gudstjenestens begyndelse. Man engagerede arkitekt Ulrik Plesner, der er kendt for mange af byens bygninger, og sammen med ham den berømte designer og arkitekt Th. Bindesbøll, der fik ansvaret for kirkens indre. Som den fremtræder i dag er kirken et resultat af disse tre fremragende arkitekters arbejde: C.F. Hansen, Ulrik Plesner, Th. Bindesbøll. I Skagen kirke er ophængt tre kirkeskibe: 1) DRONNING LOUISE, 3-mastet fuldskib, fregat bygget 1880 af J. Chr. Ovesen, Østerby; 2) skoleskibet KØBENHAVN, bygget 1930 af Julius Pedersen, Glumsø, og givet af tøffelmager J. P. Pedersen, Skagen; 3-mastet fuldskib, bark, handelsskibet FREMAD, bygget 1934 af skibstømrer Søren Andersen, Esbjerg og givet af vodbinder, rigger Jens Marius Diget. En skibsmodel fra 1745 findes ikke mere.

Skagen kirke blev bygget i 1841. Men C.F. Hansens byggeri var trods alt beskedent, midlerne var små og sognets befolkning ikke særlig talrig. Den berømte og efterhånden bedagede arkitekt nåede efter sigende aldrig til Skagen. Det var der dog andre, der gjorde i årene der fulgte. Kunstnerne begyndte som bekendt at melde deres ankomst og mod slutningen af århundredet satte de Skagen på det kulturelle landkort. Samtidigt voksede både erhvervslivet og det kirkelige liv, sikkert i en vis sammenhæng. Den religiøse vækkelse greb fat i sjælene, mennesker omvendte sig til Jesus og begyndte at gå i kirke og det helst hver søndag. Kirken blev for lille, og kirkeforstanderskabet besluttede at udvide, så alle kunne få plads uden at skulle komme en time før gudstjenestens begyndelse. Man engagerede arkitekt Ulrik Plesner, der er kendt for mange af byens bygninger, og sammen med ham den berømte designer og arkitekt Th. Bindesbøll, der fik ansvaret for kirkens indre. Som den fremtræder i dag er kirken et resultat af disse tre fremragende arkitekters arbejde: C.F. Hansen, Ulrik Plesner, Th. Bindesbøll. I Skagen kirke er ophængt tre kirkeskibe: 1) DRONNING LOUISE, 3-mastet fuldskib, fregat bygget 1880 af J. Chr. Ovesen, Østerby; 2) skoleskibet KØBENHAVN, bygget 1930 af Julius Pedersen, Glumsø, og givet af tøffelmager J. P. Pedersen, Skagen; 3-mastet fuldskib, bark, handelsskibet FREMAD, bygget 1934 af skibstømrer Søren Andersen, Esbjerg og givet af vodbinder, rigger Jens Marius Diget. En skibsmodel fra 1745 findes ikke mere.

SKIVE GAMLE KIRKE

Skjern kirke ligger i Vestjylland i den sydlige del af byen Skjern. Byen Skjern blev købstad i 1958 og dermed Danmarks yngste og sidste købstad, idet dette begreb blev ophævet ved den senere kommunalreform. Byen udgør et trafikknudepunkt både med hensyn til landeveje og jernbane; i Skjern får den vestjyske længdebane kontakt med jernbanen fra Østjylland. Skjern kirke bestod i sit oprindelige anlæg af kor og skib, men ved talrige tilføjelser til der romanske kerne er der nu tale om en anselig og rummelig kirkebygning. I kirken, som jeg har gæstet adskillige gange, især mens jeg boede i Tarm og Egvad sogn syd for Skjern Å, er ophængt en skibsmodel, fuldriggeren IMMANUEL fra 1915. Skibet er komplet udstyret med tre master, hver med fem ræer, tovværk, redningsbåde og signalflag. Skibet er udført af farver Hans Jørgen Delfs og blev ophængt under udvidelsen i 1915 med sin last: en flaske med en skrivelse, der fortæller hvornår og af hvem den er skænket til kirken. Kirkens organist gennem mange år er den blinde Willy Egmose, som ud over at være en særdeles habil organist og kantor er en fremragende korleder, som gennem årene har ført Skjern Skoles pigekor til tops blandt landets skolepigekor i ”Sangerdyst fra kyst til kyst”. Han rejser landet rundt og giver koncerter med rytmisk musik. Willy Egmose er forkæmper for rytmisk kirkemusik og har sat rytmisk præg på eksisterende salmemelodier og komponeret melodier til flere af de nye salmer, der er optaget i Den Danske Salmebog, bl.a. ”Menneske, din egen magt”. Dialektforfatteren Anton Berntsen, som var fra Vejle, skrev i Aarbogen 1930 om Skjern: SKJAAN Om a ett nok vil skryww et Pa Væs om Skjaan? Jow de vil a gjaan. Den ligge så kjøn ve æ O å æ Baan. Den by hår a sjet å besøgt så tit, Den legge så frit, Hwa die go få sæ, ka spøøres vidt. En høer nok imelld, nær di stekker æ Gris, En bedrøwwele Viis, Men hva – Folk ska jo ha nued å spiis. Di tænker da også o andt end æ Mauww Å hwa dæ ka plaww, Di fliest håer en kjøn lille Blomst i dje Haww. Jow Skjaan er en By, der æ godt i Drøwt, Æ Moel er sat høwt, Å die hå di Folk, dæ ka ta et Løwt. Te æ Kjerk fæk di muret en Kampstienfløj, De koost nok møj, Men ingen vild sæjj, te æ Pææng wa øj. Di byge en skuel så stuer å så flot Som Kongens Slot, Te djæ Bøen æ de bææst nok et få godt. I Skjaaen ska di nok hold æ Gryyd i Kog Å fo Fesk o æ Krog, De siist, di fand o, æ de hie Bog!

Spentrup kirke ligger nord for Randers i sognet af sammennavn. I kirken er ophængt et kirkeskib, et 3-mastet fuldrigget koffardiskib TORDENSKJOLD. Dette kirkeskib blev i sin tid skænket af købmand Brun fra Randers til Steen Steensen Blicher, som var præst ved Spentrup kirke i 22 år fra 1825 til sin død i 1848. Kirkeskibet, som var en votivgave fra giveren, blev modtaget, ophængt og indviet den 28. juli 1838, samme dag som Blicher viede sin datter Malvina og forpagter Berg. Ved den lejlighed holdt Steen Steensen Blicher sin ”Skibsprædiken”, hvor han indledningsvis siger: ”Dette Skib, mine Venner! er en Gave fra een af vore Medreisende paa Livets urolige Hav. Han haver her ophængt det, ikke til en blot Prydelse; men deels for sig selv som et Taknemmeligheds Offer til den Stormens og Havets Herre, der fører ham gennem Farer tryggelig til hans sidste Ankerplads, og deels for os, til en saavel advarende som opmuntrende Lærdom. Dette Skib viser vel ved det første flygtige Øiekast som et blot Billedværk; men ved nøiere Beskuelse og Eftertænkning faaer det en mangfoldig og dyb Betydning. Det forholder sig hermed som med en fremmed Skrivt, paa hvis sælsomme Træk den Ukyndige stirrer med kort Nysgerrighed eller kold Ligegyldighed; men hvo der forstaaer at læse denne Skrivt, at udtyde disse Tegn, han faaer Mening derudaf. ” (se hele den lange prædiken). Blicher var født i Vium den 11. oktober 1782 og døde i Spentrup den 26. marts 1848. Hans gravsted findes stadig på Spentrup kirkegård. (eget foto). Runestenen Spentrup blev fundet i Spentrup kirke i 1884 i forbindelse med restaurering af kirken. Runestenen er tilhugget som kvader og sad i det nordøstlige hjørne af skibet, men indskriftsiden med runer og skibsfremstilling vendte indad. Indskriften er meget fragmentarisk, men har formentlig bestået af en mindeindskrift med en metrisk formet afslutning '... disse runer ... længe leve ...' i stil med indskriften på f.eks. Randbøl-stenen. Alternativt kan '... disse runer ...' være en del af en ristersignatur.

Støvring kirke besøgte jeg i marts 2009. Denne kirke, som blev indviet palmesøndag 1906, ligger i Buderup sogn, og samtidig med Støvring kirke blev indviet, ophørte Buderup kirke at være sognekirke og blev degraderet til at være en ”ødekirke”, som vedligeholdes af kirkesognets midler, og som bliver benyttet til kunstudstillinger og måske til vielser. Stationsbyen Støvring er en by med vokseværk, der indtil den seneste kommunalreform var hovedby og gav navn til sin kommune; nu er Støvring en stationsby i Rebild kommune. Støvring kirke (altermotiv og belysning) og kirkegård (flere gravsten) er gennem sin udsmykning præget af Erik Heides værker. Kirken har under sit bjælkeloft ophængt en fin, ikke sejlførende, skibsmodel kaldet WILHELMINE AF NIBE (eget foto).

Sæby kirke har ophængt en model af et sejlførende orlogsfartøj med årstallet 1839 (eget foto).

Sædding kirke er en lille, men velbevaret kirkebygning fra 1100-tallet, som i middelalderen var indviet til Sct. Laurentius. Den velbevarede bygning er af granitkvadre på skråkantsokkel, bestående af kor og skib samt et senere tilføjet våbenhus ved syddøren. Ydermurenes kvadre er lagt i nogenlunde regelmæssige skifter, også i alle tre gavlspidser. Kirketypen kaldes også en "kullet" kirke, fordi den ikke har noget tårn. Kirken har to klokker; mens den gamle unggotiske og skriftløse klokke er ophængt i en niche øverst i kirkens østgavl, er en ny klokke fra 1996 ophængt i en klokkestabel ved siden af kirken.. I en kvader tæt ved norddøren, er udhugget et stort mandehoved med en uforståelig runeindskrift. Begge skibets døre, som har enkle, retkantede karme, er bevarede, norddøren dog tilmuret, mens syddøren stadig er i brug. I kirkens mure ses seks romanske vinduer, tre i koret med stregornamenter i bueslaget, to i skibets nordmur, alle stadig i brug, samt et tilmuret på skibets sydside. Kirkens eneste tilbygning er det senmiddelalderlige våbenhus, opført af munkesten, men med nogen anvendelse af granitkvadre bl.a. en vinduesoverligger i vestmuren med blændingsløs gavl og med trappeformede sparenicher indvendigt i de tykke mure. Kirkens indre der dækkes af et bjælkeloft og med en velbevaret romansk tagstol er bevaret den smalle romanske korbue med umage kragsten, smykket med tovsnoning og rankemotiver. Et korbuekrucifiks fra sengotisk tid (omk.1500) hænger på skibets nordvæg. Selve korset er dog blevet fornyet i nyere tid. Et kirkeskib, en tremastet skonnert REGINE fra 1939, hænger under loftet. Dette skib er opkaldt efter den pige som Søren Kirkegaard var forlovet med fra september 1840 til oktober 1841, og som fik stor betydning for hans forfatterskab. I Sædding sogn fødtes Michael P. Kierkegaard, fader til forfatteren Søren Kierkegaard og P. C. Kierkegaard, senere biskop i Aalborg. På skibets vestvæg hænger et par mindetavler om den kierkegaardske slægt:1821 til minde om Michael Pedersen Kierkegaards legat "Niels Sedings Minde" og 1943 for M.A. Kierkegaards legat "Michael Pedersen Kierkegaards Minde". På skibets sydvæg er 1935 opsat en marmortavle for Søren Kierkegaard.

Sønderho kirkes ældste og største skib er fra 1747 er en orlogsfregat med 28 kanoner og bærer navnet ANNA CHATARINA CALEI. Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Tre-mastet fuldrigger ved navn ANNA FANØ, bygget af og skænket af styrmand Chr. Jensen 1900. Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Brig ved navn ANNA KATHRINE - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Fyrskibet HORNS REV XXI fra 1911. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Briggen UNION fra 1861. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Navnløs tremastet fuldrigger fra 1800-tallet. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Navnløs hollandsk huggert-galease fra 1850. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

To-mastet skib med fuld rigning. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Tre-mastet navnløs sejlførende fuldrigger bygget 1905 og skænket af styrmand Anthonis Madsen. - Sønderho kirke er den danske kirke, som har flest kirkeskibe hængende under loftet. I gammel tid kunne skibene være givet til kirken (en votivgave), som et forsøg på at ”handle” med Gud: Hvis en sømand gav et skib til kirken, skulle Gud sørge for at sømanden og hans skib kom sikkert hjem igen. Senere blev det anderledes. Da gav man et skib til kirken i taknemmelighed over, at man var kommet sikkert hjem fra en lang rejse på havet. Man havde måske oplevet voldsomme storme og været bange for, at man ikke ville komme sikkert i land. Skibene er forskellige. De fleste er skåret af søfolk efter hukommelsen, og foræret til kirken. Nu viser de alle en tydelig sammenhæng mellem de søfolk, der har boet i Sønderho, og deres kirke i byen. En fregat, der er kommet sejlende til for 200 år siden (den blev fundet i strandkanten), er kirkens eneste krigsskib. Det er orlogsfregatten, »Anna Chatarina Calej«, som også er kirkens største skib. Skibet synes ikke at være udført på Fanø, og ifølge et sagn, er skibet drevet ind på Sønderho strand med te i lasten. Sagnet fortæller også, at skibet var sat ud af et hollandsk fragtskib med det ønske, at det skulle ophænges i kirken nærmest stedet, hvor det løb ind. Det er en model af et meget stort skib. Prøv at tælle, hvor mange kanoner skibet har. I den nordlige del af Sønderho sogn ligger der en flot hollandsk mølle, som stadig er i brug.

Tarm kirke er bygget 1912 som filialkirke til sognekirken Egvad kirke. Boende i Egvad sogn benyttede jeg og min familie skiftevis Egvad kirke og Tarm kirke; det var jo den samme præst begge steder (i årenes løb var det præsterne: P. B. Gadegaard, Harald Filtenborg, J. J. Brusen Rasmussen og Sv. Ebbe Jacobsen. En kollega til mig, Aage G. Laustrup, havde gennem mange år været kirkesanger i Tarm kirke, men da han blev syg, blev jeg opfordret til at overtage kirkesangen. Længere op i tiden, i forbindelse med kommunalreformen i1970, skete der er sogneændring således, at Tarm by og nærmeste omegn kom til at udgøre et selvstændigt sogn med Tarm kirke som sin sognekirke. I kirken har der siden 1938 været ophængt en skibsmodel – en tremastet skonnert.

Tersløse kirke er beliggende i nærheden af Dianalund på Vestsjælland og er en del af Tersløse-Skellbjerg-Niløse Pastorat. Tersløse kirke er opført i sengotisk og romansk stil. Kirkeskibet er romansk, mens de senere tilbygninger er sengotiske. Omkring 1400 blev skibet forhøjet og overhvælvet. Koret har en fin etagedelt blændingsdekoration og i nord en dør, som blev tilmuret i 1893. I 1970erne blev kirken restaureret og ændret markant: Alterbordet blev rykket, og kirkebænkene kom til at vende mod vest i stedet for øst. Kirken fik også nyt orgel. Fra 1860erne blev Indre Mission dominerende i sognet, der den dag i dag har et stærkt kristent engagement. Min søster Elly og svoger Verner boede i Dianalund og virkede på Kolonien Filadelfia i mange år hhv. som sygeplejerske og diakon. Verner døde i 1969 (44 år) og blev begravet på Tersløse kirkegård. Elly døde juledag 2015 (89 år) og blev begravet 2. januar 2016 – også på Tersløse kirkegård. I Tersløse kirke findes en skibsmodel navngivet ”BENEDICHTSENS MINDE”, en model af et tre-mastet fuldskib, et orlogsfartøj med mange kanonporte. Denne skibsmodel er ikke som i de fleste kirker ophængt i kirkens loft, men anbragt på en konsol over en af kirkens døre.

Tornby kirke ligger lunt i sin kirkeby og sit sogn i det nordvestligste Vendsyssel mellem Hjørring og Hirtshals og ikke ret langt fra Vesterhavet. Kirken består af kor med apsis, skib og tårn i vest samt våbenhus mod nord. Senest besøgte jeg kirken på en sogneudflugt i forsommeren 2010, og det et er en spændende kirke at besøge. Noget ganske særligt er der i kirkens kor. Her findes Danmarks nordligste runer indridset i kalkpudset; de mangelfulde runer er tydet: ”Thorsten Brede ristede disse runer i pinsedagene - - -. Han havde megen gammen af tonerne om morgenen dér”. I kirken er ophængt to skibsmodeller. Noget af det mest berømte ved Tornby kirke er de to skibsmodeller. De to skibsmodeller er omtalt i en artikel i Vendsyssel Årbog 1953-54 af Peter Sørensen. Han fortæller: "Fregatten Jono er et smukt sejlskib med fuld sejlføring. Det er 67 cm langt og er armeret med 30 kanoner. På stortoppen føres det danske flag, medens det norske vajer på gaflen. Navnet JUNO læses på agterstavnen. Modellen har haft en ejendommelig skæbne. Den har nemlig forbindelse med et skibsforlis, som fandt sted ud for Tornby 15. februar 1849, hvilket understøttes af nogle optegnelser, som den daværende repræsentant for det svensk-norske konsulat i Hjørring har gjort. Det forliste skib var norsk og hed "Edvard". Det var på vej fra Portugal til Norge med en last salt og sydfrugter. Skibet blev slået til vrag og hele besætningen omkom. Vragrester og dele af lasten blev i de følgende dage skyllet op på stranden. Iblandt vraggodset fandt man skibsmodellen "JUNO". Den blev sammen med det øvrige strandingsgods solgt på auktionen og havnede hos Chr. Heilesen, "Kjærsgaard Møllegaard". Denne lod skibet istandsætte, hvorfor det engang i 1850'erne blev ophængt i kirken, hvor det siden har haft sin plads, idet det dog senere er blevet omrigget af en styrmand fra Læsø. Modellens historie kendtes fra en norsk styrmand, som havde sejlet med det forliste skib. Han havde også været med på den sidste tur, men var gået i land i Marseille. Han kunne oplyse, at fregatten var bygget af "Edvards" kaptajn, Thomas Thiis, og at den var bestemt for kaptajnens dengang 12-årige søn. Med hensyn til modellens navn kunne han sige, at kaptajnen havde opkaldt skibsmodellen efter sønnens fødselsmåned, juni." Artiklen i Vendsyssel Årbog beretter endvidere, at kaptajn Thiis' søn, grosserer Mads Michael Thiis besøgte Tornby kirke i 1911 for at se "Juno". Han lovede da at skænke modellen et norsk silkeflag. Det blev overrakt af hans søn, læge Thiis i 1912. Det andet kirkeskib er en model af Anholt Knobs gamle fyrskib "KNOBEN". Modellen er 70 cm lang og 75 cm høj. Det er en tomastet skonnert med en kugle på fokkemasten og dannebrog på agtermasten. Modellen er bygget af Jens Chr. Christensen, født i Tornby 1828. Da han skulle deltage i krigen 1848 fik han en pengegave af Chr. Heilesen, "Kjærgaard Møllegaard" og lovede da at gengælde gaven. Efter krigen blev han ansat ved fyrvæsenet og var bl.a. en tid ansat som fører på Anholt Knob. Han byggede modellen til Chr. Heilesen, der skænkede den til kirken i 1870 (eget foto). Selv om en del oldtidsminder i sognet er sløjfet eller ødelagt, ligger der lidt nord for Tornby et smukt dyssekammer bestående af tre bæresten og en dæksten.

Tornby kirke ligger lunt i sin kirkeby og sit sogn i det nordvestligste Vendsyssel mellem Hjørring og Hirtshals og ikke ret langt fra Vesterhavet. Kirken består af kor med apsis, skib og tårn i vest samt våbenhus mod nord. Senest besøgte jeg kirken på en sogneudflugt i forsommeren 2010, og det et er en spændende kirke at besøge. Noget ganske særligt er der i kirkens kor. Her findes Danmarks nordligste runer indridset i kalkpudset; de mangelfulde runer er tydet: ”Thorsten Brede ristede disse runer i pinsedagene - - -. Han havde megen gammen af tonerne om morgenen dér”. I kirken er ophængt to skibsmodeller. Noget af det mest berømte ved Tornby kirke er de to skibsmodeller. De to skibsmodeller er omtalt i en artikel i Vendsyssel Årbog 1953-54 af Peter Sørensen. Han fortæller: "Fregatten Jono er et smukt sejlskib med fuld sejlføring. Det er 67 cm langt og er armeret med 30 kanoner. På stortoppen føres det danske flag, medens det norske vajer på gaflen. Navnet JUNO læses på agterstavnen. Modellen har haft en ejendommelig skæbne. Den har nemlig forbindelse med et skibsforlis, som fandt sted ud for Tornby 15. februar 1849, hvilket understøttes af nogle optegnelser, som den daværende repræsentant for det svensk-norske konsulat i Hjørring har gjort. Det forliste skib var norsk og hed "Edvard". Det var på vej fra Portugal til Norge med en last salt og sydfrugter. Skibet blev slået til vrag og hele besætningen omkom. Vragrester og dele af lasten blev i de følgende dage skyllet op på stranden. Iblandt vraggodset fandt man skibsmodellen "JUNO". Den blev sammen med det øvrige strandingsgods solgt på auktionen og havnede hos Chr. Heilesen, "Kjærsgaard Møllegaard". Denne lod skibet istandsætte, hvorfor det engang i 1850'erne blev ophængt i kirken, hvor det siden har haft sin plads, idet det dog senere er blevet omrigget af en styrmand fra Læsø. Modellens historie kendtes fra en norsk styrmand, som havde sejlet med det forliste skib. Han havde også været med på den sidste tur, men var gået i land i Marseille. Han kunne oplyse, at fregatten var bygget af "Edvards" kaptajn, Thomas Thiis, og at den var bestemt for kaptajnens dengang 12-årige søn. Med hensyn til modellens navn kunne han sige, at kaptajnen havde opkaldt skibsmodellen efter sønnens fødselsmåned, juni." Artiklen i Vendsyssel Årbog beretter endvidere, at kaptajn Thiis' søn, grosserer Mads Michael Thiis besøgte Tornby kirke i 1911 for at se "Juno". Han lovede da at skænke modellen et norsk silkeflag. Det blev overrakt af hans søn, læge Thiis i 1912. Det andet kirkeskib er en model af Anholt Knobs gamle fyrskib "KNOBEN". Modellen er 70 cm lang og 75 cm høj. Det er en tomastet skonnert med en kugle på fokkemasten og dannebrog på agtermasten. Modellen er bygget af Jens Chr. Christensen, født i Tornby 1828. Da han skulle deltage i krigen 1848 fik han en pengegave af Chr. Heilesen, "Kjærgaard Møllegaard" og lovede da at gengælde gaven. Efter krigen blev han ansat ved fyrvæsenet og var bl.a. en tid ansat som fører på Anholt Knob. Han byggede modellen til Chr. Heilesen, der skænkede den til kirken i 1870 (eget foto). Selv om en del oldtidsminder i sognet er sløjfet eller ødelagt, ligger der lidt nord for Tornby et smukt dyssekammer bestående af tre bæresten og en dæksten.

Trans kirke ligger i det forblæste vestjyske sogn af sammen navn så tæt ud til Vesterhavet, som man kan komme. De hvidkalkede kirketårne i Ferring og Trans og det røde fyrtårn på Bovbjerg Fyr udgør en menneskeskabt målestok i et storslået og dramatisk landskab. Engang var kirketårnene de eneste sømærker på denne del af kysten, og for ikke at forvirre søfolkene blev det nye sømærke, fyrtårnet, kalket rødt. Så vidste man, hvor man var. Både Ferring og Trans kirker er bygget i Middelalderen – i slutningen af 1100-tallet eller begyndelsen af 1200-tallet. I hvert fald i Trans var der først en trækirke, måske også i Ferring. Det nye byggemateriale var uforgængeligt – kvadre hugget ud af norsk granit, bragt hertil af isbræerne under sidste istid. Granitten er blandet med kvadre af larvikit, der stammer fra området omkring Larvik i Sydnorge. Det er en blålig sten med blanke kvartskorn. Men et eller andet er der sket med kirken i Ferring. Den blev bygget om engang i 1400-tallet, og væggene i den del af bygningen, som kaldes ”skibet”, er sat op af almindelige runde marksten. En meget simpel løsning, hvorfor? Indtil videre ved man det ikke. Stod der en trækirke langt op i Middelalderen? Var alle store granitsten hugget op til kvadre og brugt andre steder for flere hundrede år siden? Blev den ødelagt ved et jordskælv, som sagnet fortæller? Ville man så ikke have kunnet genbruge kvadrene, hvis der havde været nogen? Spørgsmålene står i kø. Kirkegården er også mærkelig, men det er der en helt naturlig forklaring på. Blæsten svider al beplantning, derfor er der hvide stakitter om gravene i stedet for hække. Også i Trans er der hvidmalede stakitter om gravene i grønsværen. Kirkerne i Trans og Ferring ligger tæt ved skrænten. Da de blev bygget, lå de antagelig midt i sognet – så meget er der forsvundet af kysten siden. Ned fra kirkens bjælkeloft hænger en skibsmodel af en skonnert kaldet ”KRISTINE” fra 1939.

Tømmerby kirke er – ligesom Aalborg domkirke – en Budolfi kirke. Kirken er viet til den engelske abbed Botulf (død 608), hvis helgendag er den 17. juni. Han var meget kendt i Danelagen og senere Danmark, hvor flere kirker og kilder er viet til ham under navne som Boes, Boel, Bol og Budolf. Formen Bodil er en folkelig omskrivning. At hans navn optræder hos os, vidner om den engelske indflydelse på den danske kirke i tidlig middelalder. Omskrivningen Bodil førte bl.a. til den fejlagtige antagelse, at Tømmerby kirke var indviet til Erik Ejegods dronning Bodil. I 7. århundrede drog Botulf til Europa og blev munk. Da han vendte tilbagetil England, fik han et stykke øde uopdyrket land af kongen. Der byggede han klostret Ikanhoe, hvor han levede stille og fromt indtil sin død. Der fortælles, at fugle og fisk spiste af Botulfs hånd. Botulf holdt høns, men en ørn kom og stjal dem. En dag så Botulf en ørn flyve med hanen; han truede ad ørnen, som vendte om og satte hanen levende ned for hans fødder, hvorpå den selv udåndede. Botulf byggede en kirke til St. Martins ære på en grund ved Themsen. Klostret Ikanhoe blev ødelagt af danske vikinger i 870. Tømmerby kirke, der er den største i Hannæs, er beliggende på en fremspringende bakke i sognets nordøstlige del; umiddelbart neden for kirken ligger Selbjerg Vejle. Kirken består af skib, kor og apsis fra romansk tid (midt i 1100-tallet) samt tårn og våbenhus fra sengotisk tid (omkr. 1500). Apsis er prydet med talrige interessante stenrelieffer. I tårnet hænger en meget stor klokke, som efter sagnet var bestemt som stormklokke i København: Men den slog en revne og endte i Tømmerby kirke. Det rokker en del ved sagnet, at den klokkestøber, hvis mærke er på klollen, kun skal have virket i Nordjylland. Klokken bærer indskriften: ”Alpha et o D(eus) e(t) ho(m)o anxiiix anno D(omi)ni millesi0mo qvadringentesi(m)o octoagesi(m)o” (Alfa og O(mega) , Gud og Mennerke, anxiiix(?), i Herrens Aar 1487”. På kirkegården lige neden for apsis findes en speciel gravsten, som er forsynet med et særdeles velbevaret foto af afdøde Eva Christensen: hun døde meget ung, vist af tuberkulose; hun var datter af den stedlige postmester. To andre gravsten på kirkegården er forsynet med foto af afdøde. Denne fototeknik blev i sin tid brugt af en stenhugger i Thisted, men han tog sin kunst med sig i graven, siger en tidl. kirkesanger i Tømmerby. Et sagn om Tømmerby kirke fortæller, at der uden for kirkegårdsdiget mod øst ligger en sten med aftryk af en hånd. Dette aftryk stemmer fra en trold, der boede i Vust. Han havde set sig gal på Tømmerby kirke og ville lægge den i grus ved at kaste stenen efter den. Men stenen nåede ikke så langt. Vreden over kirken kunne skyldes to ting: Trolden følte sig generet af kirkens klokke eller af, at tårnet hældede og havde skæve kamtakker. Et andet sagn fortæller, at Tømmerby kirke er bygget i hedensk tid af en mand ved navn Vidrik Vis. Man kan flere steder læse om en forsvunden sten, der har båret flg. Indskrift: ”Jagh heite Viederich Viss/Fadur min boed paa Høuris/Jag gjord Kyrkia for tig/Bed du godt for mig/Min Fadur ligger i Olle-Høu/Jeg vil selv ligge i Vegel-Høu”. Stenen skal efter sagnet have været indmuret ved kirkens nordlige dør, derefter er den flyttet til Vesløsgård (der har navn efter Vidrik Viv) for igen senere at blive flyttet til Torstedlund af Iver Krabbe, der var kongelig sekretær over Hanns og Morsø i 1600-talet. Derefter er der ikke spor af stenen. Midt i det store kirkerum med bjælkeloft hænger et ret stort sejlførende kirkeskib ”ARKEN” fra 1934. (Eget foto fra 5. juli 2012). Skibet er bygget af Johannes Koldsgaard Damsgaard, kaldet Johannes Godiksen (o. 1881-1960). Hans ønske var at blive skibstømrer, men han kom ud at sejle og var resten af sin tid fisker fra Lildstrand. Han boede i Kæret ved Frøstrup. Skibet er skænket af manufakturhandler Østergaard i Frøstrup. I Tømmerby sogn findes – iflg. Trap Danmark – nogle fredede oldtidsminder: 14 høje, heriblandt de anselige Tornhøj, Kaphøj og Aalhøj; ved Højstrup ligger en betydelig gravplads fra vikingetiden med skibssætninger og en bautasten. Sløjfet eller ødelagt er 48 høje, hovedsagelig ved Højstrup.

Ulsted kirke blev en af mit livs kirker, idet jeg over en ti-årig periode fra 1989 til 1999 menighedens forsanger ved gudstjenester og alle kirkelige handlinger. I sit hovedskib har kirken ophængt en sejlførende skibsmodel af den 5-mastede bark ”KØBENHAVN”, skænket kirken i 1927 (altså før skibet forsvandt i 1928 på Sydhavet under sejlads fra Sydamerika til Australien). I en rimkrønike om Ulsted kirke, som jeg har forfattet, og som kan synges på melodien Kærlighed til fædrelandet, hedder det: Syd for byen på sin bakke Ulsted Kirke høj og hvid rejser sig som for at takke og at kalde folket hid. Otte sekler er nu gået, siden Ordet først blev sået. Ældst er fonden i vor kirke; var før murene blev til. Dåbens bad vil fortsat virke det, som troens Herre vil. Herrens menighed oplives, hvor ej tro og dåb opgives. Der blev bygget stort af stene; Ulsted fik en kirke ny. Kor og kirkeskib alene, - det var kirken i vor by. Her et gudshus lod sig bygge. Her fandt sognefolket trygge. Fordum kirkeklokkeklangen just i læ for regn og hagl morgen- ja og aftensangen lød fra fløjens nordre gavl. Søgn og søndag klokken gjaldte, sognebørn til kirke kaldte. Nitten syv og tyve rejse lod sig kirketårn i sky for i vest at kunne knejse højt og stolt for sogn og by. Herfra klokker to nu bringer fredens bud på klangens vinger. Højt blandt loftets blanke kroner skoleskibet »København« hænger alvorsfuldt og troner, og som skibsmodel gør gavn. Mange år er nu henrundet; »København« blev aldrig fundet.

Vedersø kirke i katolsk tid viet til Skt. Sebastian, er i nyere tid kendt som Kaj Munks kirke. Digterpræsten Kaj Munk var præst i Vedersø sogn fra 1924 indtil han den 4. januar 1944 blev myrdet af håndlangere for den tyske besættelsesmagt. Kaj Munk ligger begravet på Vedersø kirkegård. På en ophængt tavle i kirkens tværskib står en salme, en dansk rimet bøn fra 1650, som – så vidt jeg er underrettet – indførtes af Kaj Munk og blev sunget ved de fleste gudstjenester; den blev i hvert fald sunget, da jeg var til gudstjeneste i kirken: Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom, hvert øjeblik, jeg ser mig om. Hastigt du komme kan og brat, i hver en time ved dag og nat. Lad brænde mit hjertes lampe beredt i tro, i håb og i kærlighed. Jeg sover eller våger, da være dog din, jeg lever eller dør, da være du min! Og når du kommer, kom mild og blid, og gør mig salig til evig tid! På række med hovedskibets lysekroner har der siden 1925 været ophængt en skibsmodel, en tremastet sejlførende skonnert bærende navnet ”HVIDE SANDE”.

Vejgaard kirke ligger i den østlige del af Aalborg. Kirken er opført 1904. Kirken blev en af kirkerne i mit liv. Fordi den ansatte kordegn blev syg og døde, blev jeg bedt om at være midlertidig afløser, men uden kirketjeneste, indtil en fast kordegn kunne ansættes. Over en kortere periode var jeg tillige kirkekasserer. I hovedskibet er ophængt model af 3-mastet fuldriggeren kaldet ”STELLA” fra 1925. Kirken har haft to kirkeskibe: Det første kirkeskib, ophængt 1915 bygget og skænket af styrmand J. A. Jørgensen, som oprindeligt havde udført skibsmodellen til sit førstefødte barn, en lille pige. Hun afgik ved døden seks år gammel, og da hun var født i Vejgaard sogn og døbt i Vejgaard kirke, forærede styrmanden skibet til kirken. Pastor Barfoed, der dengang var sognepræst i Nr. Tranders og Vejgaard, skrev disse vers til kirkeskibet: ”Du Kirkeskude stolt og fin med Dannebrog i Top, som styrer trøstig Kursen din mod Kirkekoret op. O, mind os om vor egen Fart mod Himlens høje Kor, at hver en Livsens Skude snart faar Himmellods om Bord! Thi Farer er det trindt omkring, og mange skjulte Rev. Det Skib, som gjorde stolte Sving, tit op paa Stranden drev. Men er vort Mærke Korsets Ord og Fart i Jesu Navn, da styrer Herrens Aand vort Ror og fører os i Havn. Vort Kirkeskib, ja mind os om at gaa hos ham om Bord, som fører hver, der til ham kom, frelst hjem til Englekor!” Desværre blev dette første kirkeskib fjernet fra kirken af uvedkommende. Det andet kirkeskib, en 3-mastet fuldrigger kaldet ”Stella” er fra 1925, skænket af fhv. rigger Anders Kristian Emilius Olsen og ophængt i kirkerummet for at minde enhver, der træde ind i kirken, om den kristne menigheds rejse til himlens trygge havn (eget foto).

Vigsø kirke i Nordthy er en meget beskeden kullet kirke; sognet ligger ud til Jammerbugten. Kirken består af kor, skib våbenhus og klokkegalge i vest. Kirkens kor har blytag, mens resten af kirken er tækket med tegl. Kirkens kor og skib er opført af limstensflager, kampesten og flinteknolde. Man går ud fra, at den er opført i romansk tid, da den har en romansk døbefont. Men der mangler bygningsmæssige detaljer, som kan give en sikker bestemmelse af kirkens alder. Kirkeskibet: Sin beskedenhed til trods har kirken ophængt en stor og flot skibsmodel, en firmastet bark bærende navnet ACOR, som er bygget af bådebygger og fisker Peder Frost Pedersen, Febbersted. Skibsmodellen, der blev købt af menighedsrådet i 1928-34, har tidligere haft fuld sejlføring. Peder Frost Pedersen har endvidere lavet skibsmodeller i kirkerne i Ræhr og Vang.

Aalborg Vor Frelsers kirke ligger i den vestlige del af Aalborg, idet sognet i sin tid er udskilt fra Budolfi sogn. Vor Frelsers kirke er opført 1900-02 og indviet 28. sept. 1902. Kirken fremstår som en korskirke og er en typisk bykirke, hvor man ikke respekterer den gammelkendte skik at koret vender mod øst og tårnet mod vest; denne kirke ligger på hjørnet mellem Annebergvej-Absalonsgade. Det slanke tårn er ca. 60 meter højt og har et højt pyramidsetag; det kaldes i folkemunde for blyanten. I kirken er ophængt et kirkeskib, en model af en firemastet ikke sejlførende fuldrigger kaldet VIKING.

Vorup kirke, som er opført i 1876, ligger i sit sogn i den sydlige del af Randers. Kirken, der består af skib og kor samt et lille våbenhus mod vest og klokkekam på skibets vestgavl, er opført i gotisk stil. I kirken er ophængt to kirkeskibe, en brig fra omkrine 1917 og fuldriggeren fra1934.

Vrensted kirke ligger i Vrensted sogn i Vestvendsyssel med grænse ud til Jammerbugt. Kirken, som er viet til Skt. Thøger, er omgivet af et prægtigt stendige. Den romanske granitkvaderkirke består af kor og skib, men er stærkt ombygget. I gotisk tid er i vest bygget tårn og mod syd et våbenhus. I kirken er i 1918 ophængt en skibsmodel, en tre-mastet fuldrigget bark kaldet SCT. THØGER. Bygmester så vel som giver er tømrer Ejnar Miller, Båstedhede i Vrensted; modellen er bygget som fritidsarbejde, inden Ejnar Miller blev indkaldt til militæret.

Øster Assels kirke ligger i det sydlige Morsø i de tidligere Thisted amt. Kirken, som skal have været viet til Vor Frue, består af en romansk kvaderstensbygget del med skib, kor og apsis samt en sengotisk munkestensbygget del med tårn i vest. I 1972 blev ophængt et kirkeskib, en model af en tomastet skonnertbrig, som bærer navnet FORTUNA; bygmesteren og giver er forhenværende maler Engbert Jeppesen.

Øster Bjerregrav kirke – beliggende vest for Randers – er en blytækket kvaderstenskirke med skib, kor og apsis bygget i perioden mellem år 1150 - 1250. Tårn, våbenhus og sakristi fra slutningen af 1500-tallet. Der har været et tidligere romansk tårn. I murværket ses endvidere genbrug af gl. sten og vinduesoverliggere. Våbenhuset er opført dels af granitkvadre, del af mursten. Indgangsportal består af seks søjler under en stor tympanon og ses kun fem andre steder i Danmark. Kirkerummet er enkelt. Skibet har bjælkeloft. Døbefonten er en enkel romansk stenkumme af granit uden dekorationer. Prædikestolen er fra 1591. Der er opsat en mindesten for 2 faldne fra 1864. Koret er hvælvet. Alteret er et dygtigt renæssancearbejde fra begyndelsen af 1600-årene. Altertavlen med motiv "Den 12-årige Jesus i templet" er yngre. Kirken var indtil 1916 ejet af herskabet på det nærliggende Fussingø Slot. Et skib kan være et votivskib – ”votum” er latin for ”løfte” – skænket som tak for f.eks. frelse på havet under storm. Det kan være en taknemmelighedsgave efter f.eks. mange års virke, en standsgave fra f. eks en gruppe skippere eller en mindegave skænket til minde om en begivenhed eller en enkeltperson. Kirkeskibet i Ø. Bjerregrav er det sidstnævnte. Kirkeskibet er en tre-mastet skonnert, ”MURER JØRGEN JENSENS MINDE”, bygget af gasværks-arbejder i Hobro Frederik Schiøtt og i 1926 skænket til kirken af Schiøtt og hustru. I kirkens våbenhus står en særdeles velbevaret runesten, hvis runer bringer dette budskab ”Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand, men Thord ristede disse runer”.

Aalborg Vor Frue kirke var fra katolsk tid en klosterkirke til det vedreformarionen nedlagte Vor Frue nonnekloster. På grund af kirkens brøstfældighed befalede Christian III 1554, at kirken skulle nedbrydes, og i stedet skulle Helligåndshusets kirke være sognekirke. På borgernes forbøn tillod kongen i 1555, at de måtte beholde den gamle sognekirke, mor at tårnet blev nedtaget inden mikkelsdag. Kirken blev i sin helhed mere og mere forfalden, så at man i 1877 måtte foretage en fuldstændig ombygning. Resultatet blev den nuværende Vor Frue kirke, indviet 22. dec. 1878. Kirken fremstår som en smuk og fuldstændig bacilika med ret brede sideskibe. I kirken korbue hænger et stort egetræskrucifiks fra omkring 1500. Kirken rummer nogle gravkapeller, bl.a. i kirkens nordre side for Jens Høeg til Vang. (ifølge Trap). En KFUM-spejdergruppe i Nørresundby, som jeg var medlem af, kalder sig Jens Høegs Gruppe. Fra kirkens høje bjælkeloft i hovedskibet hænger på linje med lysekronerne en skibsmodel, en tremastet fuldrigger HAABET; denne skibsmodel, som blev ophængt 1902, er bygget og givet af underbrofoged Marcussen; han døde 1913. (eget foto).

Aarhus Domkirke er Danmarks længste kirke. Aarhus Domkirke har en lang bygningshistorie. Den blev indviet til Skt. Clemens, som var pave i Rom o. år 100 og som led martyrdøden ved at få et anker bundet om halsen og kastet i vandet, så han druknede. Domkirken blev påbegyndt i 1100-tallet i romansk stil. Der ses stadig rester fra denne kirke. I årene 1450-1520 blev kirken udbygget til en gotisk katedral og udstyret med altertavle af Bernt Notke, døbefont og kalkmalerier. Aarhus Domkirke blev restaureret i 1999. Udover gudstjenester benyttes kirken også ofte til kirkekoncerter. I domkirkens nordre korsgang hænger kirkeskibet fregatten ”ENIGHEDEN”, som stammer fra 1720. Man kender ikke dets sande oprindelse, men eksperter i restaurering af kirkeskibe er af den opfattelse, at det kan være bygget i Holland. Den russiske zar Peter den Store herskede over mægtige landområder og ønskede også herredømmet på havene omkring det russiske imperium. Han bestilte krigsskibe i Holland, hvor de havde den største erfaring som skibsbyggere. I stedet for tegninger lavede værftet en model, som skulle sejles til Rusland, men på turen til Rusland blev skibet med modellen ramt af en voldsom storm ved Skagen og forliste. Modellen af krigsskibet drev dog næsten uskadt i land. På en auktion købte nogle fiskere fra Aarhus modellen og gav den i votivgave til Domkirken. Med sine 2,65 meter i længden og 3,50 meter i højden anses modellen for at være det største kirkeskib i nogen dansk kirke (Se dog kirkeskibet i Marsdal kirke).

Aars kirke besøgte jeg senest sommeren 2010. Jeg kommer her gerne en gang imellem, for Aars kirke er min dåbskirke. Døbefonden, som jeg blev døbt i i 1929, er blevet erstattet af en tilsyneladende romansk døbefont, men altså kun tilsyneladende. I 1937 fik Aars kirke en døbefont af lys granit, som ganske vist har en fortid som vejtromle; fonten er hugget til af autodidakt mekaniker og kunstsmed Kristian Andersen, Aars, og er en inspireret efterligning af romansk granitskulptur. I kirkens bjælkeloft er ophængt en skibsmodel skænket 1949, den 5-mastede bark KØBENHAVN, der som skoleskib forsvandt på Sydhavet under sejlads fra Sydamerika til Australien i 1928. Skibsmodellen, der er en kopi af skoleskibet KØBENHAVN, blev oprindeligt lavet som en guldbryllupsgave. En lokal snedker Laurids Frederik Christensen lavede skibsmodellen i 1949 som en guldbryllupsgave til sine forældre Jensine og Folmer Christensen, som senere forærede den til Aars kirke. (eget foto).

Nødvendig sejlads

 

Navigare necesse est, vivire non est necesse er de latinske ord for At sejle er nødvendigt, ikke at leve. Selv om disse ord er udtalt af Pompeius (106-48 f. Kr.) i en bestemt situation, er det som om ordene og den indstilling til tilværelsen, de giver udtryk for, har været kendt af mennesker til alle tider.

 


Skibet har gennem tiderne været et symbol, som er indgået i menneskers åndelige forståelse af liv og død. Længe inden kristendommen kom til Danmark, havde menneskene vist deres døde slægtninge ærbødighed i den måde, de gravlagde dem på. I Bække vest for Kolding er der en 45 meter lang skibssætning med en runesten i vest som stævnsten. Skibssætningen i Glavendrup på Nord-Fyn har oprindelig været 60 meter lang, og Glavendrup-runestenen har antagelig været den vestlige stævnsten. I Jelling findes dog den allerstørste skibssætning med en længde på hen ved 200 meter, hvori indgår Jellinge-højene og runestenene i Jelling. De nævnte tre anlæg består af én enkelt skibssætning, i modsætning til Lindholm Høje vest for Nørresundby. Her er der én stor sammenhobning af større og mindre stensætninger, hvoraf de fleste har form som et skib. Skibssætningerne ligger til dels i flere lag på grund af stærk sandflugt over længere tid. Sandflugten er den egentlige årsag til, at skibssætningerne overhovedet er blevet reddet for eftertiden. Skibssætningerne er fra yngre stenalder og tidlig middelalder eller vikingetid (ca. 500-1100 e. Kr.), og udgør en gravplads med ca. 700 grave fordelt på enkeltmandsgrave og begravelser af flere i samme grav. Frilæggelsen fandt sted i årene 1952-59. Skønt mange af skibssætningerne er fra vikingetiden, er der besynderlig nok ikke funder runesten på Lindholm Høje.


Kirkeskib og skibsmodeller

 

Vore kirkebygninger består alle af et kor, hvor alteret er placeret, og et langhus, hvor den kristne menighed sidder bænket. Dette langhus kaldes skibet, idet der drages en symbolsk sammenligning både med Noas Ark, hvor mennesker og dyr blev reddet fra syndfloden, og med Jesu sejlads på Genesaret Sø, hvor han gang på gang og under farefuld sejlads var blandt sine disciple i skibet. Mens Jesus færdedes blandt mennesker her på jorden, talte han ofte fra et skib, som lå tæt op mod land, hvor folkeskaren lyttede til hans ord.


På fiskerkvasen vor Herre sad,

og folk i mængde som blomst og blad

de lytted i land på Ordet.

 

Kirkerummet betegnes som et skib, fordi det er her den kristne menighed samles for at hente ”rejsekost” til deres åndelige sejlads gennem livet. Når der tillige i mange danske kirker findes ophængt et kirkeskib, altså en skibsmodel, eller måske flere, har dette samme betydning for den forsamlede menighed. Det ældste danske kirkeskib findes i Ho ved Varde og er fra begyndelsen af 1600-tallet. Oprindelig synes de ophængte kirkeskibe at have været votivgaver fra søfarende, der havde overlevet farefulde sejladser. Andre skibsmodeller er skænket kirken af from glæde og taknemlighed, og skibets skrog kan indeholde et dokument eller er måske forsynet med en påmalet bøn eller påmindelse, som det gælder for den ophængte skibsmodel i den vestjyske Ferring kirke:


Lad Storme, Veier og Vand, og Havet bryde paa,

Den Christen Kirkes Skib, det skal dog ej forgaae.

Gud Styrer selv sit Skib, Trods Vind og Veier og Vand,

Mit Troes Anker ej skal slippe denne Mand.



Med sine ca. 1000 kirkeskibe,
hvoraf hovedparten er sejlskibe, er Danmark
det land i verden, der er rigeligst forsynet
med denne særlige form for kirkelig udsmykning.


Et skib midt i det store hav

Når vi under gudstjenesten sætter os på bænkene i kirkens hovedrum og kalder stedet for skibet, hvorfor gør vi så egentlig det? Måske fordi et skib er noget, der er i bevægelse, noget der har et mål og kæmper for at nå det. Kirken og kirkegængerne er så det skib, der er på vej mod målet. Eller man kan prøve at forestille sig, hvordan man i gamle dage har opfattet havet. Havet var på én gang livgivende og faretruende. Et skib langt ude på havet var afhængigt af en god kaptajn og en dygtig besætning, men først og fremmest en god portion held. For vejret kunne slå om, og havet kunne skifte ansigt fra venligt til ondskabsfuldt. Kirken er dette skib midt ude på havet, der både er livgivende og faretruende. I en salme af Thomas Kingo (DDS nr. 149) hedder det:


Hvad er det for en snekke og liden flydebåd,
som storm og vande trække, så den er uden råd?

O, se den store nød, ret som den gik til grunde
og just til havsens bunde ned i afgrunden flød.

Det er Guds kirkesmakke og liden menighed,
som her og der må flakke og tit ej redning véd;

hvor det kan synes, som vor Jesus fast mon sove
og så for vind og vove sit skib la’r tumle om.


Den flok, der Jesus haver alene inden bord,
der elsker Åndens gaver og glædes ved Guds ord

foruden hykleri og uden selvgjort lære, den flok kan aldrig være for modgangs bølge fri.


Så lad afgrunden øse al Helved-ondskab op,
og lad kun Satan løse al sin tyranne-trop,

lad kirkeskibet få ti tusind stød på side,
dog skal vel Jesus vide, hvor det sin havn skal nå.




Du inviteres med på en sejlads rundt til nogle af de mange hundrede kirkeskibe, der findes ophængt i danske kirker.

Når du klikker på et af billederne herunder, vil billedet forstørres, og der vil fremkomme en tekst, som fortæller om kirken, hvor kirkeskibet er ophængt. Der vil også blive fortalt så meget om skibet, som jeg har kunnet opspore.

Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være din ven,
og må solen varme din kind,
og må regnen vande mildt din jord.
Indtil vi ses igen,
må Gud holde, holde dig i sin hånd.

Navigare necesse est!

DU ØNSKES EN FORNØJELIG SEJLADS

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Karl Maksten | Svar 23.10.2015 13.56

I Stege mener man, at deres kirkeskib JUSTITIA er Danmarks ældste; det er fra 1450.

jens peter andersen | Svar 23.10.2015 00.00

mange interessante emner, som ta`s op, jeg har gennemset det det hele ,jeg
har hørt at kirkeskibet i sejerø kirke skulle være danmarks ældste kirkeskib.

Karl Maksten | Svar 02.09.2015 19.45

Harlev kirke fik i 1961 ophængt en model af fregatten SJÆLLAND. Desværre har kirken ikke offentliggjort foto af kirkeskibet. Selv har jeg ikke besøgt kirken.

Irma Schmidt | Svar 02.09.2015 18.19

På jagt efter skibet, der hænger i Harlev kirke, fik jeg kun en lang næse, hvorfor er det ikke med i samlingen.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
20.04 | 21:43

Kære Poul Sørensen -Tak oplysning om 0-sten i Ribe. Den skal jeg besøge ved lejlighed. Sidst jeg var i Ribe, så jeg den runesten, som er fundet ved domkirken.

...
20.04 | 20:51

På Ribe Domkirke plads blev den gamle 0-sten lagt på plads efter at den havde været borte i nogle måneder. Og ligger så derfor stadig på sin rigtige plads.

...
20.04 | 09:44

Kære Per Henning - Tak for din oplysning. Jeg skal på Rønde Højskole i sommer; så vil jeg tage om ad Rønstenen og få taget et billede af den. Rigtig god sommer!

...
Du kan lide denne side