REGION NORDJYLLAND

VANDMØLLER OG VINDMØLLER

OLDTIDEN

Lige så længe mennesker har kendt og dyrket korn, har de gjort brug af det ved at male det til mel for efterfølgende at anvende melet til brødbagning.

Men tilvirkningen af melet og den efterfølgende brødbagning var en tidkrævende proces, som især optog meget af dagligdagen for oldtidens kvinder. Blandt oldtidsfund har man mange steder fundet den såkaldte skubbekværn, altså en håndkværn bestående af en passende flad granitsten og en næsten kuglerund sten af en størrelse, så den kunne håndteres som kværnsten. Fundne kværnsten bærer tydelige mærker af generationers brug af oldtidens kværn. Oldtidskvinden øste en passende mængde kornkerner på den flade sten, og med den runde sted kværnede hun disse kerner til passende fint mel. Undervejs i kværneprocessen pustede hun de fleste af avnerne væk, og når hun havde malet en tilstrækkelig mængde mel, kunne hun gå i gang med æltning af dej i et æltetrug og senere bagte hun brødet.

 


 

MØLLERIETS KULTURHISTORIE: Med tiden fandt mennesker på at udnytte vandkraften som drivkraft. Sin store udbredelse fandt vandmøllerne ved kristendommens indførelse, idet munkene bragte kundskaben om anlæggelse af vandmøller med sig. Benedikt af Nursia, der omkring år 500 grundlagde benediktinerordenen, skrev i sin "Regula" - et regelsæt for klosterlivet – at der så vidt muligt inden for klostrets mure skal findes en "kværn" – dvs. en mølle. Med munkenes ankomst startede således det mekaniske mølleris historie i Danmark. Udnyttelsen af naturens kræfter blev i middelalderen nærmest en samfundspligt. Valdemar Atterdag (1340-75) ønskede således, "at åerne ikke skulle løbe i stranden uden først at have gjort landegavn".

 


 

VANDMØLLER: Rundt omkring i landet findes klosterruiner, hvor f.eks. møllehuset er bevaret eller rekonstrueret og viser, at munkene dér har fulgt benediktinernes regelsæt ved at gøre brug af vandkraften fra det vandløb, som de kunne opstemme. En sådan klostermølle kan man stadig se ved det tidligere Tvis kloster – Tuta Valis – sydøst for Holstebro. Men der findes mange flere rundt om i landet. Efterhånden tog den almindelige befolkning ved lære af munkene. Overalt hvor man kunne bygge en dæmning på tværs af et vandløb, anlagde man en vandmølle, som kunne drives af det nedstyrtende vand fra det opnåede fald. Vandmøllen er altså en mølle, hvis kværn drives af et vandhjul. For at få større faldhøjde på vandet, måtte man bygge en dæmning tværs over vandløbet således, at vandstanden hævedes og dannede en mølledam, som fungerede som kilden til møllens drift. Vandhjulet og møllehuset blev bygget i og ved en sidekanal, som stod i forbindelse med det højere vandspejl i dammen og det lavere i vandløbet neden for dæmningen.

Mange steder havde mølledammene ret anselige størrelse. Ud over at mølledammen var kraftkilden til den enkelte mølles drift, var der som en ganske betydelig sidegevinst udsat ferskvandsfisk i mølledammene. 

 


 

I almindelighed bruges betegnelsen vandmølle om kornvandmøller, fordi disse vandmøller fandtes overalt i landet, hvor et vandløb overhovedet var tilgængeligt. Men derudover fandtes tidligere mange andre slags vandmøller: stampemøller, valkemøller, boremøller, slibemøller, hammermøller, papirmøller, oliemøller m.fl. og hvor den enkelte mølle var drivkraften i en lokal specialvirksomhed. Ved Gudenåen nord for Silkeborg dannedes 1921 ved en spærredæmning den 8-9 kilometer lange Tange Sø med et vandfald på 9,5 meter til fremstilling af el-kraft, Gudenåcentralen. Set med danske øjne må Gudenåcentralen anses for at være den mest avancerede udnyttelse af vandkraft.

VINDMØLLER: Vandmøllens begrænsning er naturligvis, at den ikke kan male i særlig tørre somre eller når frosten binder vandet. Vindmøllens introduktion var derfor et stort skridt i mølleriets udvikling.

 


 

Stubmøllen:I Nordeuropa er stubmøllen den ældste vindmølletype. I Danmark nævnes de første gang omkring 1250. Stubben, der har givet navn til typen, er en meget kraftig lodret stolpe, der står i en krydsfod på et stenfundament. Stubben er afsluttet med en tap, der går op i en tværgående bjælke – stenbjælken, der igen bærer to hovedbjælker. På denne konstruktion hænger hele møllehuset, et tømmerskelet beklædt med brædder. Vingerne er oftest forsynet med kludesejl, men kan også have sejl fremstillet af tynde træspån, de såkaldte split. For at møllen skal kunne fungere, må vingerne stå rigtigt i forhold til vinden. For at opnå dette, må man dreje hele møllehuset rundt med stubbens tap som omdrejnings-punkt. Møllehuset er forsynet med en ‿stjert‿, der både fungerer som trappe og som redskab for drejningen af møllen. Det giver sig selv, at hvis man skal kunne dreje hele møllehuset, så er det begrænset, hvor stort det kan gøres og hvor meget maskineri, der kan være. Maskineriet var ofte begrænset til en enkelt kværn med direkte træk. Stubmøllerne var da også oftest bygget som supplement til en vandmølle.

 


 

Den hollandske mølle:I Nederlandene, hvor man i 1500-tallet oplevede en kraftig økonomisk vækst, var behovet for maskinkraft voksende, og viljen til at eksperimentere med mere effektive møller var derfor stor. I 1573 byggede den flamske møllebygger Lief Janszoon Andries i Alkmar en mølle, hvor kun den øverste del – hatten – skulle drejes således, at vingerne kom op i vind. Hatten blev drejet ved hjælp af en bjælkekonstruktion - krøjeværket, som kunne nås fra jorden eller fra et galleri rundt om møllen.Fordelen ved denne nederlandske "hatmølle" var, at når kun hatten skulle drejes, betød det ikke noget, hvor tung møllekroppen i øvrigt var. Man kunne bygge møllen nøjagtig så høj, som det var nødvendigt, for at den kom op i vind, og så rummelig som det ønskede maskineri nødvendiggjorde, og man kunne bygge i mere holdbare materialer uden at skele til deres vægt – for eksempel kunne man bygge møllen af teglsten. En anden vigtig fordel ved den hollandske mølle var opfindelsen af stjernehjulet. Kong Christian IV, der var meget optaget af udviklingen i Nederlandene, bestilte i 1619 en sådan vindmølle. Denne Danmarks første hollandske mølle blev leveret af den frisiske møllebygger Martin Jacobs, og fik navnet Store Kongens Mølle. De ældste hollandske møller var industrimøller – oftest oliemøller. Udbredelsen af dem gik i begyndelsen meget langsomt. 

 


 

En liste over stednavne viser utallige lokaliteter med relation til vand- eller vindmøller: Mølbæk, Mølgård, Mølhave, Mølkær, Møllebakke, Møllebjerg, Møllebæk, Mølledal, Mølledammen, Møllegård, Møllehave, Møllehuse, Møllekær, Mølleparken, Møllevang, Møllesø, Mølleå og mange, mange flere mølle-stednavne. Mange af stednavnene kendes tillige som anvendte personnavne.

 


 

På siderne herunder findes omtalt i alfabetisk orden en del vand- og vindmøller, som jeg har besøgt fra nord til syd i det jyske møllelandskab.

Indtil videre er det blevet til følgende vand- og vindmøller: 

Aulum Mølle, Borbjerg Mølle, Bundsbæk Mølle, Dorf Mølle, Dybbøl Mølle, Kragskov Mølle, Oxholm Mølle, Sønderho Mølle, Tvis Klostermølle, Ulsted Mølle, Vester Mariendal Mølle, Vodskov Mølle og Øster Sundby Mølle

 

God fornøjelse!

FRA JÆGERKULTUR TIL AGERDYRKERE

For at findele kornet og lave det til mel, er der brug for en kværn. Længst tilbage i tiden benyttede man en såkaldt skubbekværn, som bestod af en flad skålformet underliggende del, som kaldes en ligger, og en mindre bevægelig del, løberen, hvormed brugeren knuste og findelte kornet, så det blev til mel.

 

OLDTIDENS MENNESKER BLEV AGERDYRKERE

Brug af segl og kværnsten fandt sted i tiden 9.000 - 4.000 f.v.t.

Man høstede kornet med en særlig slags krum kniv, et segl, tilvirket af flint. Når kornet var tærsket, altså slået på så det kun var kernerne, der var tilbage, skulle det males til mel. Det gjorde man på en kværnsten. Folk i stenalderen gik på jagt og samlede mad i deres omgivelser. Noget af det, de samlede, var korn. Med tiden fandt de ud af at så kornene dér, hvor de ikke groede af sig selv. På den måde flyttede de kornet hjem til deres hytter. Når de først kunne styre mængden af korn og bestemme, hvor det skulle gro, havde de pludselig meget mere mad og kunne blive boende det samme sted. Fra da af var de blevet til agerdyrkere.

 

Tilvirkningen af melet og den efterfølgende brødbagning var en tidkrævende proces, som især optog meget af dagligdagen for oldtidens kvinder. Blandt oldtidsfund har man mange steder fundet den såkaldte skubbekværn, altså en håndkværn bestående af en passende flad granitsten og en næsten kuglerund sten af en størrelse, så den kunne håndteres som kværnsten. Fundne kværnsten bærer tydelige mærker af generationers brug af oldtidens kværn. Oldtidskvinden øste en passende mængde kornkerner på den flade sten, og med den runde sted kværnede hun disse kerner til passende fint mel. Undervejs i kværneprocessen pustede hun de fleste af avnerne væk, og når hun havde malet en tilstrækkelig mængde mel, kunne hun gå i gang med æltning af dej i et æltetrug og senere bagte hun brødet.

 


Kværnstene findes der nok af, men komplette drejekværne fra oldtiden er en sjældenhed. Ifølge Tidsskriftet SKALK er der (2011) ved en grøftegravning i Brabrand vest for Aarhus blevet fundet en komplet kværn med både såkaldt ligger (nederste sten) og løber (øverste sten). Moesgård Museum har undersøgt fundstedet og konstateret, at kværnen kommer fra en bopladsgrube, der kan dateres til ældre germansk jernalder, det vil sige 500-årene efter Kristus.

Ved nærmere undersøgelser har det vist sig, at man skulle præcis 100 år tilbage for at kunne påvise et tilsvarende fund: En komplet kværnsten fundet i Vammen Sogn nordøst for Viborg. Den komplette kværnsten fra Brabrand er derfor lidt af en sjældenhed og repræsenterer en vigtig del af oldtidens hverdagsliv.

 


 

En kværn er nødvendig

For at findele kornet og lave det til mel, er der brug for en kværn. Længst tilbage i tiden benyttede man en såkaldt skubbekværn, som bestod af en flad skålformet underliggende del, som kaldes en ligger, og en mindre bevægelig del, løberen, hvormed brugeren knuste og findelte kornet, så det blev til mel.    

Men tilvirkningen af melet og den efterfølgende brødbagning var en tidkrævende proces, som især optog meget af dagligdagen for oldtidens kvinder. Blandt oldtidsfund har man mange steder fundet den såkaldte skubbekværn, altså en håndkværn bestående af en passende flad granitsten og en næsten kuglerund sten af en størrelse, så den kunne håndteres som kværnsten. Fundne kværnsten bærer tydelige mærker af generationers brug af oldtidens kværn. Oldtidskvinden øste en passende mængde kornkerner på den flade sten, og med den runde sted kværnede hun disse kerner til passende fint mel. Undervejs i kværneprocessen pustede hun de fleste af avnerne væk, og når hun havde malet en tilstrækkelig mængde mel, kunne hun gå i gang med æltning af dej i et æltetrug og senere bagte hun brødet.

GAMLE STUBMØLLER

En stubmølle er en vindmølle, der er bygget af træ og stående på en fod således, at hele møllen kan drejes efter vindens retning. Stubben, som har givet denne type vindmølle navn er et lodretstående stykke egetømmer, der bæres og støttes af møllefodens skråstivere. Stubmøllerne er bygget til at male korn og er derfor udstyret med kværne.

STUBMØLLER

En stubmølle er en vindmølle, der er bygget af træ og stående på en fod således, at hele møllen kan drejes efter vindens retning. Stubben, som har givet denne type vindmølle navn er et lodretstående stykke egetømmer, der bæres og støttes af møllefodens skråstivere. Stubmøllerne er bygget til at male korn og er derfor udstyret med kværne.

Mølle-ordsprog:                   

”Når møllen maler, får bonden brød!”

”Magelig møller, gør mådelig mel!”

Som på alle vindmøller overføres vindenergien fra møllevingerne via aksel og tandhjul. De fleste stubmøller er forsynet med kludesejl, som skal rigges omtrent på samme måde som et sejlskib. Derfor må mølleren eller hans svende ved ændringer i vindstyrken klatre op på vingerne for at ændre på svikningen, dvs. måden, hvorpå sejlene tilpasses vindretningen. Fagudtrykket herfor er, at møllen svikkes manuelt.

Etagerne i vindmøller betegnes som lofter. I stubmøllerne var der oprindelig to lofter, Broloftet, som er det underste og kværnloftet. Broen er den tømmerkonstruktion, der bærer kværnene på loftet ovenover. Senere blev møllerne bygget i flere etager, f.eks. med et særskilt loft til hejseværket, lorrisloftet.

Oprindelig kunne stubmøllerne kun drive en enkelt kværn, men efter ombygninger blev nogle af møllerne udstyret med flere kværne.

Adgangen til en stubmølle sker via svansen, som er et langt stykke tømmer, der stikker ud fra møllekroppen som en hale. Denne hale har to funktioner: Den fungerer som trappe og bruges desuden, når møllen skal krøjes, dvs. drejes, så møllevingerne vender mod vinden. Det er lettest at krøje den fra en vogn, som er fastgjort til møllen. Vognen strammes op mod spilbommen, som er krøjevognens lodret stående pæl. 

Stubmøllerne havde deres storhedstid i 1700-tallet, og det er også fra den tid, at Kappel Stubmølle stammer. Den menes at være opført i 1730 og har været i drift i ca. 200 år – indtil 1935. På Videnskabernes Selskabs kort fra 1776 kan man se, at der på den tid var 6 møller i den senere (nu nedlagte) Rudbjerg kommune, og de var alle stubmøller.

Senere blev der bygget en del hollandske møller. De fleste af dem er nu forsvundet, både stubmøllerne og de hollandske møller. Kappel Stubmølle på Lolland er fredet. Den står stadigvæk på sin gamle plads øst for kirken, ved siden af den gamle helligkilde, midt imellem landsbyerne Sjunkeby, Vesternæs og Knubbeløkke

BYGHOLM VEJLE MØLLE

Bygholm Vejle Mølle fungerede ved at vingerne via hat/kronhjul, og en lodret aksel ned gennem hele møllen til en udveksling, trak en vandsnegl, der løftede vandet fra det lavtliggende inddæmmede areal op i en kanal, der lå højere end havoverfladen, hvorfra det så kunne løbe ud i havet.

Bygholm Vejle Mølle

Bygholm Vejle Mølle kaldes også Glombak Pumpemølle; den står smukt bag lidt bebyggelse ved søen Glombak i Bygholm og er en del af historien om afvandingen af to fjordarme omkring Hannæs i Limfjorden. 

Møllen fungerede ved at vingerne via hat/kronhjul, og en lodret aksel ned gennem hele møllen til en udveksling, trak en vandsnegl, der løftede vandet fra det lavtliggende inddæmmede areal op i en kanal, der lå højere end havoverfladen, hvorfra det så kunne løbe ud i havet. 

I 1866 begyndte inddæmningen af de østlige og vestlige vejler (vadesteder) omkring Hannæs. Møllen blev først opført ved Vust, i bunden af den østlige fjordarm, men i stormfloden den 4. januar 1874 væltede den og blev transporteret over isen på slæder trukket af heste, til Bygholm, hvor den blev genrejst og indtil 1941 trak en vandsnegl. Når møllen ikke kunne følge med, blev den suppleret af en damppumpe. 

Vejlerne er et besøg værd med sine naturstier og rige fugleliv. 

Møllen er i privat eje, og kan kun ses udefra. (2011) 

 


 

BÆLUM MØLLE

Bælum Mølle var i sine velmagtsdage en ret omfattende forretning. Bønderne kom kørende langvejs fra og på travle dage kunne man ofte se mere end 20 hestekøretøjer holde i kø for at komme til mølle. For at afvikle trafikken opfandt man den ensrettede færdsel: Man kørte op til møllen på den ene side af møllebakken og ned fra møllen på den anden side.

BÆLUM MØLLE

Bælum Mølle står naturligvis på Møllebakken, det tidligere Præstens Høj og Hejrebakken. Det er det højeste sted i Bælum, ca. 60 meter over havet. 

Den første mølle på stedet var en stubmølle bygget i 1750. Sagnet fortæller om et noget usædvanligt jordskælv, der forårsagede forskydninger i jordskorpen, så vandet til den dengang beliggende vandmølle ved Bælum Nørgård stoppede. Derfor så man sig nødsaget til at bygge en vejrmølle. Den oprindelige stråtægte mølle nedbrændte ved en lynbrand i 1905, hvorefter man opførte den nuværende. 

Bælum Mølle var i sine velmagtsdage en ret omfattende forretning. Bønderne kom kørende langvejs fra og på travle dage kunne man ofte se mere end 20 hestekøretøjer holde i kø for at komme til mølle. For at afvikle trafikken opfandt man den ensrettede færdsel: Man kørte op til møllen på den ene side af møllebakken og ned fra møllen på den anden side. 

"Den, der kommer først til mølle, får først malet!"

Omkring 1930 blev der installeret en ny 30 hk Deutz dieselmotor i sidebygningen, som gennem en aksel ind i møllen, trak kværnen ved vindstille. Motoren har for øvrigt haft en omskiftelig tilværelse. Den har trukket maskiner på Dragsgård,- trukket briketpressen på Kaas Briketfabrik,- været natmotor på EL-værket i Støvring og trukket saven på Skørping Savværk. Nu er den tilbage på sin oprindelige plads i møllen og kan på mølledage høres i gang. 

 


 

DORF MØLLE

Mølle-anlægget ligger syd for Dorf Kirke ved Pulsbækken og en kunstig mølledam. Møllen var i 1664 fæstemølle under Hundslund Kloster, hvilket fremgår af matrikel fra samme år.

DORF MØLLEANLÆG

Dorf Mølle (Dorf Mølle-anlægget), er et dobbeltanlæg bestående af vandmølle, vindmølle og møllegård, som er beliggende i Vendsyssel ca. syv kilometer nord for Drionninglund centrum og er en del af Museerne i Brønderslev Kommune. Før kommunesammenlægningen i 2007 tilhørte anlægget Museumsforeningen for Dronninglund Kommune.

Mølle-anlægget ligger syd for Dorf Kirke ved Pulsbækken og en kunstig mølledam. Møllen var i 1664 fæstemølle under Hundslund Kloster, hvilket fremgår af matrikel fra samme år.

Den første kendte mølle var en vandmølle, med kun en kværn drevet af overfaldsvand fra Pulsbækken. Vandmøllen blev nedlagt i 1963, men blev brugt af møllefamilien til privat brug indtil 1995.

I en matrikel fra 1688 fortælles: Møllen bliver drevet ved overfaldsvand, som samles af skovbække og lidt væld, kan male noget lidet sommer og vinter undtagen i tørke og frost.

Den bedste udnyttelse af vandkraften giver overfaldshjulet, hvor vandstrømmen kombineres med vandets fald på fire meter. I 1870 - 1871  blev en firelænget møllegård bygget syd for møllen og nord for mølledammen blev der i 1887 opført en vindmølle af hollandsk type som hjælpemølle, der var i drift til 1952.

"Møllerens børn er vant til larmen!"

Vandhjulet i vandmøllen blev i 1921erstattet af en turbine, der trak en dynamo, som producerede jævnstrøm til belysning i vandmøllen og på gården.

Fra 1924 - 1925  blev gårdens udhuse fornyet, og et stuehus i Bedre Byggeskik blev opført med 11 værelser, kornmagasin på loftet, en muret satenbageovn centralvarme og bad.

Gårdens udlænger fungerer som jagt- og skovbrugsmuseum for Vendsyssel, mens stuehuset viser et velhavende møllehjem midt i 1900-tallet.

 


 

FADDERSBØL MØLLE står i Thy

Faddersbøl Mølle var, indtil man tog vandet fra den, en vandmølle. Man gravede en kanal og afvandede Sjørring Sø ved at lede vandet væk gennem kanalen.

FADDERSBØL MØLLE

Denne vindmølle, som tidligere var en vandmølle, står i udkanten af landsbyen Faddersbøl, ved den udtørrede Sjørring Sø, ca. 6 kilometer fra Vesterhavet. 

Faddersbøl Mølle var, indtil man tog vandet fra den, en vandmølle. Man gravede en kanal og afvandede Sjørring Sø ved at lede vandet væk gennem kanalen. I 1859 købte kaptajn C. Jagd, der stod for afvandingsprojektet, vandmøllen af møller Jakob Peter Holst, der brugte pengene til opførelse af en vindmølle, med tilhørende bolig og avlsbygning, vest for kanalen.

"Den møllesten, der ligger underst, maler også!"

Mølleren havde brug for meget plads, da hans husstand i 1860 bestod af hans kone, fire børn, en tjenestepige, to møllersvende, seks kanalarbejdere, en fuldmægtig fra kaptajn Jagds kontor, samt en telegrafist. 

Møllen er flot restaureret med spåner af lærketræ og kobberinddækning af vinduer og døre.
Kampestenene i kælderen er fuget om og kalket hvide. I møllens underetage, kælderen, er nu ophængt en plancheudstilling om livet i møllen og om udtørringen af Sjørring Sø.

Der er bevaret en del inventar.

Møllen ejes af Thy Statskovdistrikt. (2006).

 


 

HAVNØ MØLLE

Havnø Mølle var altså en herregårdsmølle, der betjente godset indtil 1927. På møllen fremstilledes groft rugmel (til brød), foder og forskellige grynprodukter. Havnø Mølle blev fredet i 1964 men stod derefter langsomt og forfaldt. I 1994 overtog Museumsforeningen for Hadsund og Omegn møllen, der siden har gennemgået en gennemgribende restaurering.

HAVNØ MØLLE

Den flot restaurerede Havnø Mølle står utroligt smukt på sin møllebakke med udsigt over Mariager Fjord og Herregården Havnø ca. 3. kilometer øst for Hadsund. 

I 1816, midt i den værste krisetid, havde den tidligere forvalter Christen Kjeldsen købt godset Havnø. Han var en fremsynet mand, der straks indså, at det var nødvendigt at lægge landbruget om til en helt ny og moderne driftsform. 

Ordsprog: ”Man skal aldrig slås med vejrmøller!”

I tidligere tider havde bønderne kørt herremandens korn til mølle. Fra Havnø kørte man til vandmøllen i Korup (nedrevet). Denne ordning forsvandt ved hoveriets ophævelse. Derfor byggede Christen Kjeldsen i maj 1842 sin egen vindmølle. Kjeldsen ønskede først og fremmest at fremstille foder til sine 250 kreaturer, men p.g.a. møllens beliggenhed ved en ladeplads i Mariager Fjord så han også en mulighed i at sælge kornvarer - især gryn til de nordmænd, der sejlede med tømmer til Hobro og Mariager og til fiskere fra Skagen og havkysten, der sejlede med fisk. 
Havnø Mølle var altså en herregårdsmølle, der betjente godset indtil 1927. På møllen fremstilledes groft rugmel (til brød), foder og forskellige grynprodukter. 

Havnø Mølle blev fredet i 1964 men stod derefter langsomt og forfaldt. I 1994 overtog Museumsforeningen for Hadsund og Omegn møllen, der siden har gennemgået en gennemgribende restaurering. 

Der er bevaret en del inventar bl.a. en melkværn med rhinske sten. En skallekværn med engelske sandsten, samt blæsemaskine, grynsorterer og tromlesigte. 

Møllen er fuldt funktionsdygtig og fungerer som museumsmølle. I tilknytning til møllen er der en rasteplads, som man er velkommen til at benytte. 

Møllen ejes af Hadsund Kommune. (2006)

HØJER MØLLE

 

Højer Mølle er en hollændermølle med omvendt bådformet hat – et kendetegn for møller langs Vestslesvigs kyst. Møllen er bygger 1857 med en trækonstruktion fra omgangen og opeftter. Højer Mølle er med sine 22 meter en af de højeste hollændermøller i Nordeuropa. Det meste af inventaret er bevaret, og det er i sig selv et studium værd. Foruden møllen er også de gamle kornmagasiner og møllerboligen bevaret, ligesom den gamle møllehave genskabt. Derfor ligger Højer Mølle i et helt unikt kulturmiljø.

Mølleri, mel og bagning: I selve møllen vises en udstilling om mølleri og møllernes historie i Vwstslesvig. På møllens øvrige lofterkan man se møllens originale og intakte inventar. Det lille kornmagasin rummer en udstilling om ”Det daglige brød” – mel, brød og bagning gennem 2000 år. Her er bl.a. udstillet et komplet sønderjysk kaffebord. I møllen kan børn male mel på gruttesten og håndkværne.

Marsk og Vadehav: Udstillingen ”Menneske og landskab i marsken” fortællerTøndermarskens kultur- og landskabshistorie. Her har mennesker sat sine tydelige spor gennem byggeri af diger og sluser. Marskbåde, modeller og historiske fotos fortæller om livet i Tøndermarsken og ved Vadehavet 

KRAGSKOV MØLLE I SKAGEN

Kragskov Mølle stod oprindelig på Elling Enge nordvest for Frederikshavn, hvor den fungerede som pumpemølle. Herfra blev den i 1870 flyttet af Christian Bech og genopbygget ved Jerup, hvor den ændredes til kornmølle, og som sådan var den i drift indtil 1952. På det tidspunkt blev møllen købt af Skagen Fortidsminder, og endnu en gang blev møllen flyttet, denne gang til sin nuværende plads, Svallerbakken i Skagen.

Kragskov Mølle er Danmarks nordligste

Denne vindmølle, som er en hollandsk mølle, ligger på en bakke midt i Skagen by, Svallerbakken; derfor går møllen også under navnet Møllen på Svallerbakken – eller blot Skagen Mølle. Bakken og møllen er en del af og ejes af Skagen By og Egnsmuseum. 

Kragskov Mølle stod oprindelig på Elling Enge nordvest for Frederikshavn, hvor den fungerede som pumpemølle. Herfra blev den i 1870 flyttet af Christian Bech og genopbygget ved Jerup, hvor den ændredes til kornmølle, og som sådan var den i drift indtil 1952. På det tidspunkt blev møllen købt af Skagen Fortidsminder, og endnu en gang blev møllen flyttet, denne gang til sin nuværende plads, Svallerbakken i Skagen.

"Slå vejrmøller, mens du kan!"

Der er bevaret en del mølleinventar bl.a. kværne, sortererværk og tromlesigte. Der er parkering lige nedenfor møllen, men man må betale entre til museet, hvis man vil tæt på den. 

Stormskade på Hollænder-Møllen: Stormen før jul 2012 havde med sin energi forårsaget store huller i møllens stråtækning, der dækker møllehuset. Derudover havde hækværket på møllevingerne lidt skade. Møllen skal beklædes med nye strå, og efter planen skulle det påbegyndes umiddelbart efter nytår 2013. Stråtækningen skal udføres af professionelle tækkerfolk. Lennart, Erling og Christian oplyser, at møllen gerne skulle stå klar om en måneds tid. Møllevingerne forbliver i ro, det indvendige i møllen er for slidt til at kunne klare denne opgave. Møllens vigtigste formål er, at den skal stå som vartegn for Skagens by og Egnsmuseum.

Tidligt på året 2013 kunne der læses i Skagens Avis:

Nyt overtøj til møllen i Skagen: Kystmuseets mølle på Svallerbakken i Skagen blev beskadiget i en vinterstorm. Skaderne på vingerne er udbedret, og nu er turen kommet til selve Hollændermøllen der skal forsynes med nye strå. De gale strå er fjernet, og i de kommende uger vil kystmuseets medarbejdere og tagtækkere give den gamle mølle nyt stråtag.

Den slidte mølle på Svallerbakken - er renoveret til ukendelighed. Tækkefolkene har pakket tækkergrejet og erklæret møllen for se-klar. For møllen bliver ikke køreklar, det er den for slidt til. Smukt ser den ud, der midt på bakken, den gamle mølle. Vanskeligt er det at forestille sig, om møllen nogensinde har været smukkere end nu. Et rigtigt flot resultat har tækkefolkene efterladt sig. Perfekt arbejde.

 


 

OXHOLM MØLLE PÅ ØLAND

Oxholm Mølle ligger på Øland og står højt på urbakken, hvorfra man har en fantastisk udsigt over Limfjorden. Den første mølle i området var en stubmølle bygget i 1663. I 1749 byggedes endnu en vindmølle og i 1857 byggede ejeren af herregården Oxholm den nuværende jordhollænder. Møllen hørte under herregården indtil den i slutningen af 1900-tallet blev overdraget til Brovst Kommune.

Oxholm Mølle ligger på Øland, som tidligere var en ø i Limfjorden. Møllen står højt på urbakken, hvorfra man mod syd har en fantastisk udsigt over Limfjorden. Den første mølle i området var en stubmølle bygget i 1663. I 1749 byggedes endnu en vindmølle og i 1857 byggede ejeren af herregården Oxholm den nuværende jordhollænder. Møllen hørte under herregården indtil den i slutningen af 1900-tallet blev overdraget til Brovst Kommune. 

"Ingen sæk er så fuld, at der ikke kan være et korn mere!"

Den 11. oktober 2004 nedbrændte Oxholm Mølle. Branden, som politiet mener er påsat, fortærede alt gangtøj og inventar. Møllen var forsikret, men forsikringssummen rakte ikke til genopførelsen af en funktionsdygtig mølle, så den mølle, der står på Urbakken i dag, er kun en kopi af den flotte gamle mølle. Vingerne kan ikke dreje og den er uden gangtøj og inventar. Gerningsmanden til branden er stadig ikke fundet. Oxholm Mølle ejes af Jammerbugt Kommune. (2007)

Under det voldsomme stormvejr i december 2013 blev Oxholm Mølle ramt af skader. Stormen tog en bid af den ene møllevinge, og møllehattens stråtag på nordvestsiden blev flået af.  

 


 

ULSTED MØLLE I ØSTVENDSYSSEL

Aktuelt om Ulsted Mølle: Siden Ulsted Mølle i 2005 havarerede i en storm og efterfølgende fik ny hat, har det været tydeligt, at taget på møllekroppen var i meget dårlig stand. Tagpappet kunne allerede i 2006 pilles af i flager med de bare hænder. Flere henvendelser til Aalborg Kommune, der ejer møllen og har ansvar for den udvendige vedligeholdelse, resulterede i, at man lovede at tage møllen med i sine prioriteringer. Nu i 2013 er der stadig ikke fundet penge til en nyt tag, og nu har det indtrængende vand skadet tømmeret i den bærende konstruktion i en sådan grad, at et nyt tag ikke længere kan redde møllen. Tømmeret er så skadet af råd, at det er nødvendigt at tage møllen helt ned og lægge den i mølpose, så den ikke lider yderligere skader, før der er rejst midler til en gennemgribende renovering.

ULSTED MØLLE
Ulsted Mølle ligger smukt på en bakke vest for Ulsted Kirke, og er, sammen med ulvegraven, der ligger øst for kirken, med til til at tegne byens markante profil. 

Den første oplysning om møller i Ulsted kan dateres til 1613. I 1802 var der 18 stubmøller og 2 hollandske vindmøller i Kjær Herred. Dette tal var meget stort i forhold til resten af det gamle Aalborg Amt, hvor der i modsætning til Kjær Herred var få vindmøller og mange vandmøller. På dette tidspunkt var der 2 møller i Ulsted, af hvilken grund Ulsted Mølle blev kaldt Vestre Mølle.

"Man skal aldrig slås med vejrmøller!"

De ældste vindmøller var stubmøller, hvor hele møllehuset med dets indmad af tandhjul og kværne blev drevet op mod vinden omkring en lodret tap. De hollanske møller har først vundet indpas de seneste par århundreder, især efter mølleprivilegiernes ophævelse i 1862. På disse er det kun luen, som drejes, mens selve møllehuset er fast. Ulsted Mølle var tidligere en stubmølle, men blev senere ombygget til en hollandsk vindmølle. Oprindelig lå møllen lidt nordligere end i dag, og den blev først flyttet til dens nuværende placering i 1880, ifølge folkesnakken fordi møllerkonen var led og ked af larmen og spektaklet fra møllen, men flytningen skyldes nok snarere vindforholdene.
Den sidste møller ved Ulsted Mølle var N. P. Nielsen, der drev denne frem til lukningen i 1953. På initiativ af møller N. P. Nielsen lykkedes det længe at bevare Ulsted Mølle, dels fordi Ulsted Borgerforening gik ind og tog vare på møllen, og dels fordi Ulsted Sparekasse ydede økonomisk bistand til vedligeholdelsen. I 1969 overdrog N. P. Nielsen Ulsted Mølle til den daværende Ulsted Kommune for et symbolsk beløb på 500 kr. Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Hals Kommune ejer af møllen, og ved den seneste kommunalreform Aalborg Kommune fra 1. januar 2007. 
Den 8. januar 2005 blæste hatten af Ulsted Mølle og den gennemgik en omfattende renovering, således at den i dag kan køre med sejl. Men der kræves endnu en del klargøring, før den kan male mel. Driften af Ulsted Mølle varetages i dag af Hals Museum, og på museets initiativ blev Ulsted Møllelaug stiftet den 12 oktober 2006, således at museet har lokal arbejdskraft til at hjælpe med denne opgave.

ULSTED MØLLELAUG
Ulsted Møllelaug blev stiftet den 12. oktober 2006, hvor en række lokale ildsjæle meldte sig til at indgå i et arbejde omkring Ulsted Mølle, til til at se efter møllen, til at passe den, til at fortælle om den, ganske enkelt til at være interesseret i møllen. Ulsted Mølle står derfor i dag under Ulsted Møllelaugs beskyttelse. 

 

Aktuelt om Ulsted Mølle: Siden Ulsted Mølle i 2005 havarerede i en storm og efterfølgende fik ny hat, har det været tydeligt, at taget på møllekroppen var i meget dårlig stand. Tagpappet kunne allerede i 2006 pilles af i flager med de bare hænder. Flere henvendelser til Aalborg Kommune, der ejer møllen og har ansvar for den udvendige vedligeholdelse, resulterede i, at man lovede at tage møllen med i sine prioriteringer. Nu i 2013 er der stadig ikke fundet penge til en nyt tag, og nu har det indtrængende vand skadet tømmeret i den bærende konstruktion i en sådan grad, at et nyt tag ikke længere kan redde møllen. Tømmeret er så skadet af råd, at det er nødvendigt at tage møllen helt ned og lægge den i mølpose, så den ikke lider yderligere skader, før der er rejst midler til en gennemgribende renovering.

 


 

 

VENNEBJERG MØLLE

2010 På et møde i landsbyrådet Havtornens Rige: Skallerup-Vennebjerg-Lønstrup var der en lille gruppe, der sammen med Svenning Christensen ville arbejde for, at møllen blev intakt igen. Juni holdtes det første møde med Hammer Byg, Møllebyggervej 2, Vodskov, som har givet tilbud på projektet. September gav LAG Vendsyssel tilsagn om kr. 100.000 – under søjlen ”Attraktive levevilkår i landdistrikterne”. 31. oktober indtrådte arbejdsgruppen i fondsbestyrelsen:: Svenning Christensen (formand), Jørgen Jørgensen, Hans Larsen (Landsbyrådet Skallerup-Vennebjerg-Lønstrup), Tove Marquardsen (Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn), Birgitte Nielsen

Vennebjerg Mølle

Møllens historie:

1842 Den sorte mølle opføres i Bindslev. Flyttes siden til Tversted og derefter til Vennebjerg

1859-61 Dale Mølle opføres af møllebygger og ejer Poul Nielsen sammen med broderen Anders Nielsen

1874-1963 Møller Niels Chr. Poulsen søn af Poul Nielsen

"Nu kniber det, sagde mølleren, da han kom til det syvende bud!"

1882 Poul Nielsen dør 21. juni – begraves i Vennebjerg. Et par dage efter nemlig ved Skt. Hans-Mødet i klitterne ved Rubjerg synges en sang forfattet af rigsdagsmand og pastor Peter Chr. Zahle, hvor Dale Mølle er nævnt:

Se Vennebjerg sin Tinde højt løfter imod Sky,

Mens Sanct Kathrine inde blandt Træer sig dølger bly.

Og Dale-Mølle maler med Glorien om sin Hat,

Mens hele Egnen taler om gamle Minders Skat

 

1888 Dale Mølle skifter navn til Vennebjerg Mølle

1908 Ella Magrete Klausdatter, enke efter Poul Nielsen dør, og møllen overtages af sønnerne Niels Chr. og Peder Poulsen

1917 bliver Niels Chr. Poulsen bliver enejer af møllem

1921 forliser damperen Belgrove ud for Rubjerg – svensk damper på vej til England. 15 mand drukner. Masten, der senere driver i land bruges til nye vinger på møllen

1929 Den hvide mølle restaureres, da murværket havde slået store revner. Samtidig fik Niels Chr. Poulsen sat lærred på møllevingerne som sejl i stedet for salpetersække.

1934 Den sorte mølle – opført I Bindslev 1842  – opføres i Vennebjerg af tømrer Karl Jensen og broderen Lauritz. Smedearbejdet udføres af Niels Chr. Poulsen. Akslen blev købt og afhentet på en mølle i Als i Østhimmrland

1941 Møller Henry Christiansen overtager Vennebjerg Mølle

1962 Kunstmaleren Johs. Hofmeister køber møllehuset (bor her 1966-90) og møllen, som han indretter til atelier. Utallige malerier med udsigten fra møllen har set dagens lys dette atelier. De næste årtier forsøgte kunstneren at vedligeholde møllen, men det var en kostbar affære

1987 Forærede Johannes Hofmeister møllen til ”Fonden Vennebjerg Mølles bevarelse”, der hurtigt fil oprettet en støtteforening ”Vennebjerg Mølles Venner”. En støtteforening, som indsamlede 250.000 kr., og fik møllen sat i stand – blandt andet ved hjælpe af en række entusiastiske frivillige og ledige fra Hjørring Kommune. 13000 arbejdstimer blev det til.

1993 kunne møllen genindvies – og igen kunne der males mel, en aktivitet som jævnligt har foregået indtil den ene vinge blev angrebet af råd indvendig

2007 Knækkede noget af vingen pg.a. råd og i 2009, oktober brækkede den

2010 På et møde i landsbyrådet Havtornens Rige: Skallerup-Vennebjerg-Lønstrup var der en lille gruppe, der sammen med Svenning Christensen ville arbejde for, at møllen blev intakt igen. Juni holdtes det første møde med Hammer Byg, Møllebyggervej 2, Vodskov, som har givet tilbud på projektet. September gav LAG Vendsyssel tilsagn om kr. 100.000 – under søjlen ”Attraktive levevilkår i landdistrikterne”. 31. oktober indtrådte arbejdsgruppen i fondsbestyrelsen:: Svenning Christensen (formand), Jørgen Jørgensen,  Hans Larsen (Landsbyrådet Skallerup-Vennebjerg-Lønstrup), Tove Marquardsen (Lokalhistorisk Forening for Lønstrup og Omegn), Birgitte Nielsen.

 


 

VESTER MARIENDAL MØLLE

Vester Mariendal Mølle blev oprindeligt opført som stubmølle på Skovbakken i 1757-60, men blev flyttet til sin nuværende placering i 1893. Som stubmølle var den bygget af træ og hele møllen kunne drejes om en lodret tap på en pyramideformes stub af svært tømmer.

Vester Mariendal Mølle er et af det sydlige Aalborgs mest kendte pejlemærker. "Drej til venstre/højre ved møllen", er en vending, der ofte høres, når Aalborgs indbyggere skal vise vej til et eller andet.

 

Vester Mariendal Mølle blev oprindeligt opført som stubmølle på Skovbakken i 1757-60, men blev flyttet til sin nuværende placering i 1893.

Som stubmølle var den bygget af træ og hele møllen kunne drejes om en lodret tap på en pyramideformes stub af svært tømmer.

"I stille vejr er alle møller ens!"

 

Den nuværende Vester Mariendal Mølle er bygget som en nok så moderne hollandsk mølle, der er beklædt ned træ, men hvor kun den øverste del, hatten med møllevingerne, hjulpet af vindroset drejes og rettes mod vinden.

Vester Mariendal Mølle, der indeholder et mølleværk, er normalvis ikke i brug, men der kan arrangeres rundvisning - og der holdes jævnligt mølledag, hvor Vester Mariendal Mølle holder åbent hus.

For eventuel fremvisning kan kontaktes møller Bent Jensen tlf. 9815 7037

 


 

VODSKOV MØLLE

Min bedstemor i Vodskov døde i 1943, men hun var blevet enke i 1910 og flyttede fra Øster Hassing til Vodskov. Når jeg i min barndom besøgte hende, hørte jeg de voksne omtale møllebyggeren, som åbenbart var en af bedstemors venner eller bekendte. Bedstemor boede ikke så langt fra Vodskov Mølle, og vejen hen til møllen hedder i dag Møllebyggervej.

Vodskov Mølle er beliggende på Møllebyggervej midt i Vodskov by.

Vodskov Mølle er en hollandsk mølle, og dens historie begynder i 1882, da møller Jørgen Andersen byggede en mølle på stedet. Den eksisterede indtil 1910, hvor den brændte efter et lynnedslag.

Møllen, der står her i dag blev flyttet hertil fra Flamsted; den er oprindeligt bygget i 1889.

Undermøllen er opført af mursten, og resten er lavet af træ. Over-møllen er ottekantet og beklædt med lærkespåner. Hatten er løg-formet og ligeledes beklædt med lærkespåner. Møllen har vinger til sejl, og vingefanget er 24 alen (ca. 15,5 meter)

Vingerne kan krøjes (drejes) op mod vinden ved hjælp af et kæde-træk, der er monteret på svansen, som er den kraftige bjælke, der sidder modsat vingerne.

"Det er sjældent, at en møller sulter ihjel!"

Vodskov Mølle gennemgik en omfattende renovering i årene 1996-2002, da den blev genindviet. Møllen fremstår i dag særdeles velholdt og er fuldt funktionsdygtig.

Der er bevaret usædvanligt meget inventar – bl.a. kværne, grynsorterer, tromlesigte, rugmelssorterer, havrevalse m.m. Det har således oprindeligt været muligt at fremstille alt, der hører til møllerifaget. I dag fungerer Vodskov Mølle som museumsmølle og kan ses i åbningstiden. Den ejes af Den Selvejende Institution Vodskov Mølle.

Foreningen Vodskov Mølles Venner har til formål at skabe lokal interesse for bevarelsen af Vodskov Mølle, fordi man mener møllen har en kulturel og lokalhistorisk værdi. Derfor er der et selvfølgeligt samarbejde mellem Vodskov Mølles ejerskab og venneforeningen.

Min bedstemor i Vodskov døde i 1943, men hun var blevet enke i 1910 og flyttede fra Øster Hassing til Vodskov. Når jeg i min barndom besøgte hende, hørte jeg de voksne omtale møllebyggeren, som åbenbart var en af bedstemors venner eller bekendte. Bedstemor boede ikke så langt fra Vodskov Mølle, og vejen hen til møllen hedder i dag Møllebyggervej.

 


 

ØSTER HURUP MØLLE

Øster Hurup Mølle er en hollandsk mølle bygget af fyr- og egetræ på en grundmuret kælder i to stens tykkelse og 2,5 m høj. For neden er møllen godt 8 m i diam. og ved kværnloftet 8,8 m. Møllen var dengang tækket med strå og havde et vindfang på 19,5 m. Stråtaget blev før 1900 skiftet ud med er spåntag. Den 22. april 1939 blev møllen raseret voldsomt af et kuglelyn. Den blev dog hurtigt renoveret. Den sidste møller, Hans Chr. Andreasen, døde i 1951, og med ham stoppede mølleriet i Øster Hurup for stedse. På det tidspunkt havde møllen kun én vinge.

ØSTER HURUP MØLLE

Adresse: Ved Møllen, Øster Hurup, 9560 Hadsund

 Berettet af Lise Andersen

 Tilgængelighed: Møllen er i dag indrettet til sommerhus og mangler alle vitale dele.

Bevaringstilstand: Kun få mølledele er bevaret.

Historie:

Jørgen Jensen i Hedegårde var efter sigende ikke nogen god landmand. Han spillede i lotteriet, og hver gang der blev udtrukket præmier, gik han til Aalborg, hvor trækningen fandt sted. Endelig en dag i 1862 kom han hjem og sagde: »Nu har vi vundet Ane«. Konens begejstring begrænsede sig til et: »Det var sandelig også på tide«. Pengene investerede de i opførelsen af Øster Hurup vindmølle.

Sådan lyder historien, som er overleveret i Øster Hurup, men kigger man i brandforsikringens arkiv, så ses det dog, at Jørgen Jensen ikke var eneejer af møllen.

Møllen er en hollandsk mølle bygget af fyr- og egetræ på en grundmuret kælder i to stens tykkelse og 2,5 m høj. For neden er møllen godt 8 m i diam. og ved kværnloftet 8,8 m. Møllen var dengang tækket med strå og havde et vindfang på 19,5 m. Stråtaget blev før 1900 skiftet ud med er spåntag.

Den 22. april 1939 blev møllen raseret voldsomt af et kuglelyn. Den blev dog hurtigt renoveret. Den sidste møller, Hans Chr. Andreasen, døde i 1951, og med ham stoppede mølleriet i Øster Hurup for stedse. På det tidspunkt havde møllen kun én vinge. 

Teknisk indretning:
Møllen havde en melkværn, en brækkværn til gryn og og en pillesten til afskalning af gryn. Hertil var der tromlesigte og en sorterersigte(sikkert et sorterebord til gryn).

Øster Hurups sidste møller, Hans Chr. Andreasen, overtog møllen i 1908 og lod den modernisere. Der blev installeret en 8 hk petroleumsmotor, der dog udelukkende blev brugt, når der ikke var vind. Det gjaldt jo om at spare på den dyre petroleum.


 

ØSTERKLIT STOKMØLLE

En stokmølle er en lille vindmølletype, der placeres på taget. Oftest på en lade, hvor en kombineret stål og trækonstruktion udgør møllen. Vingerne trækker via en 'stok' ned gennem taget en kværn eller andre redskaber.

ØSTERKLIT STOKMØLLE

Østerklit Stokmølle ligger i Tversted Klitplantage, bag en klit, nogle få meter fra Tannisbugten. Det er laden til en parallelgård fra 1872, hvor stuehuset (rållingen) nedbrændte i 1981, der huser møllen. 

En stokmølle er en lille vindmølletype, der placeres på taget. Oftest på en lade, hvor en kombineret stål og trækonstruktion udgør møllen. Vingerne trækker via en 'stok' ned gennem taget en kværn eller andre redskaber. 

"Hvo ej kan få malet på én mølle går til en anden!"

Gården 'Østerklit' blev bygget som parallelgård. Længerne placeres altid med gavlene øst-vest. Laden er en højremsbygning. Med denne tømmerkonstruktion kan taghældningen fortsættes og ydervæggene bliver derfor ikke ret høje. Det kan i stærk blæst være vigtigt for bygningens holdbarhed. 
Laden er, som de fleste bygninger på egnen fra den tid, bygget af strandingstømmer, og til en af remmene i tagkonstruktionen, har man brugt en gammel skibsmast. Man kan på mastens bemaling se hvor den har gået igennem skibsdækket. 

Østerklit Stokmølle er funktionsdygtig og kører jævnligt. Den er den eneste stokmølle, der er bevaret i Danmark. Hjerl Hede Frilandsmuseum har også en stokmølle, men den er uden kværn. 

Der er ingen kørevej til møllen. man skal parkerer bilen på P-pladsen ved Tversted Søerne, og derefter gå pokkers langt igennem klitplantagen. Har man mulighed for det, så tag cyklerne med. 
Et godt råd: Når man nu har bevæget sig helt ud ved møllen, så sørg for at komme en dag, hvor den er åben. Der er stor forskel på bare at se møllen udefra, og så komme ind og få en gennemgang af møllen og se den kører. Oplysning om åbningstider m.m. kan fås på Tversted Turistkontor. Der er ved møllen anlagt en primitiv lejrplads, hvor man må overnatte i eget telt.. 
Møllen ejes af Skov og Naturstyrelsen og drives af Østerklit Møllerlaug. (2005)

 


 

ØSTER SUNDBY MØLLE

"Det var en skøn tid. Vi legede i møllen, selv om vi ikke måtte. Var vi alene, kom vi med mølleren op til mølleværket, eller vi kunne få en tur i en af hestevognene".

Øster Sundby Mølle ligger i landsbyen Øster Sundby, der nu er en del af Aalborg kommune. 

Da den gamle Øster Sundby Mølle fra 1890 brændte, fandt man i 1910, kort efter branden, en mølle i Ravnstrup ved Hjallerup og flyttede den til Øster Sundby. I 1920 blev møllen forsynet med en 25 hk råoliemotor. Møllen har, som den eneste i Danmark, bevaret sin fjedersvikning.  

 

"Den, der kommer sidst til mølle, får også malet!"

Alice Madsen har det meste af sit liv boet over for møllen. Hun husker, da møllen var i drift, og bønderne kom kørende i deres hestevogne med kornsække, som de læssede af på platformen foran møllen, for senere at hente dem igen. Hun fortæller:

"Det var en skøn tid. Vi legede i møllen, selv om vi ikke måtte. Var vi alene, kom vi med mølleren op til mølleværket, eller vi kunne få en tur i en af hestevognene".

Øster Sundby Mølle er funktionsdygtig og maler ved særlige lejligheder; den ejes af Aalborg Kommune (2007).

 


 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Lise Andersen | Svar 23.07.2017 09.11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

Lise Andersen | Svar 23.07.2017 09.10

Under afsnittet om Havnø Mølle skriver du, at man kørte fra Havnsø. Havnsø ligger på Sjælland og har intet med Havnø at gøre (ligger ved Mariager Fjord).

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side