MANGE SLAGS FORSTENINGER

JORDENS GEOLOGISKE UDVIKLING

Jordens geologiske tidsaldre

Jorden er den tredje planet i solsystemet regnet fra Solen og har en diameter på 12.742 kilometer. Jorden benævnes også Verden, kloden og Tellus efter en romersk gudinde eller Terra efter dens latinske betegnelse.

Tallene foran jordperioderne angiver, hvor mange millioner år det er siden, disse tidsperioderne ca. begyndte.

Jordens urtid:

PRÆKAMBRIUM :Jorden dannes. De første tegn på liv. De ældst kendte fossiler, cyanobakterier, stromatolitter, fotosyntese. Mange former for encellede organismer uden cellekerne, bakterier (prokaryoter). De første celler med cellekerne (eukaryoter). De første flercellede organismer. De ældste kendte fossiler af dyr og planter.

Jordens oldtd:

570 KAMBRIUM: De første bløddyr. Udvikling af større, flercellede dyr. Leddyr som trilobitter udvikles. Primitive forfædre til hvirveldyrene – "Den kambriske eksplosion".

505 ORDOVICIUM: De første hvirveldyr, kæbeløse fisk. Muslinger. Ortoceratiter, en slags blæksprutter, fossiler f.eks. i Ølandssten, Sverige (ortoceratitkalksten). De første landplanter. Masseuddøen formodes at være forårsaget af et meteornedslag mod Jorden med en katastrofal virkning. Mange arter uddør sidst i perioden. I havet forsvinder ca. 60 %.

438 SILUR: Hvirvelløse dyr på land - forfædre til edderkopper og skolopendere. De første fisk med kæber. Koralrev opstår. Udvikling af karplanter – planter med ledningsstrenge til transport af f.eks. vand.

408 DEVON: De første insekter og andre leddyr. De første fisk med benskelet. Mange arter af hajer, rokker og fisk udvikles. Enorm udvikling af forskellige planter på land, også de første frøplanter. Padderne udvikles og går på land. Masseuddøen, som formodes formodes at være forårsaget af et meteornedslag mod Jorden med en katastrofal virkning.

360 KUL: Store skove, bregne- og padderokketræer (20-45 m) dominerer, mange insekter (f.eks. guldsmede med vingefang på 60-75 cm) i varmt og fugtigt tropisk klima, andre steder arktisk klima. De første hvirveldyr på land. Mange padder, med æg og unger i vand. De første krybdyr helt tilpassede et liv på land (æg med skal).

286 PERM: Superkontinentet Pangaea "Pattedyrlignende" krybdyr dominerer. Bregne- og padderokketræer afløses efterhånden af nåletræer (frøformering) Masseuddøen, som formodes at være forårsaget af et meteornedslag mod Jorden med en katastrofal virkning.  Mange arter uddør sidst i perioden. I havet forsvinder ca. 90 %.

Jordens Middelalder:

248 TRIAS: Gondwanaland og Laurasia adskilles af Tethyshavet De første dinosaurer. De "pattedyrlignende" krybdyr uddør. De første skildpadder. De første primitive pattedyr.

213 JURA: Dinosaurerne dominerer. Nåletræer. De første primitive fugle (Archaeopteryx, ca. 150 mio. år).

144 KRIDT: Dinosaurernes storhedstid. Nutidens krokodiller og fugle udvikles. De første blomsterplanter. De første moderne pattedyr med moderkage. De første primater. (5 fingre/tæer, negle i stedet for kløer). Dinosaurerne uddør i slutningen af perioden. Fossiler af søpindsvin.

Jordens nyere tid:

65 TERTIÆR: Kontinenterne ligger som nu. Pattedyrene udvikles til mange forskellige arter. Mange fugle, mange insekter. Græsområder breder sig. Mange græssende dyrearter. De første aber. De første opretgående abelignende forfædre til mennesket (ca. 5-6 mio. år siden).

2 KVARTÆR Menneskets tidsalder, menneskets forfædre. Skiftende klima med istider. Udvikling og spredning af det moderne menneske (ca. 120.000 år siden).

 

 


 

KRIDTTIDEN

Her er vist en ammonit Kridt eller Kridttiden er den geologiske periode, der går fra 145,5 til 65,5 millioner år siden. Starten på Kridt defineres som den første optræden af ammonitten Berriasella jacobi. Kridttiden er opdelt i to epoker: Tidlig og Sen Kridt, der skiller ved 99,6 mio. år siden. Grænsen er bestemt ved første optræden af den planktoniske foraminifer Rotalipora globotruncanoides.

KRIDTTIDEN – geologisk tid i jordens udvikling

Kridttiden er den yngste tid af Jordens middelalder, hvor de foranliggende er Trias og Jura.

Kridt eller Kridttiden er den geologiske periode, der går fra 145,5 til 65,5 millioner år siden. Starten på Kridt defineres som den første optræden af ammonitten Berriasella jacobi. Kridttiden er opdelt i to epoker: Tidlig og Sen Kridt, der skiller ved 99,6 mio. år siden. Grænsen er bestemt ved første optræden af den planktoniske foraminifer Rotalipora globotruncanoides.

Kridt er den sidste del af Mesozoikum. Mesozoikum omfatter også Trias og Jura. I Kridttiden var klimaet varmere end i dag. Blomsterplanterne bredte sig, og i dyreverdenen var dinosaurerne dominerende.

Under det meste af Danmark findes vældige havaflejringer fra Kridt. De kommer til syne bl.a. ved Møns Klint og på Stevns. Kridt skyldes aflejringer af mikroskopiske kokkolitter, der drysser af specielle gul-alger. Disse opstod først i midten af Kridttiden, så den første halvdel af Kridt var 'kridtløs'. Til gengæld blev der aflejret kridt længe efter, at Kridttiden var ophørt.

Måske afsluttedes kridttiden med en global katastrofe i form af det gigantiske Chicxulub-meteornedslag på den nuværende Yucatán-halvø i Mexico. Et specielt fiskelerslag med et forhøjet Iridium-indhold, markerer den såkaldte "K/Pg-grænse" der betegner grænsen mellem Kridt og Palæogen.

 

 


 

F O S S I L E R

Fossiler er rester, aftryk eller spor efter fortidens organismer; fund, der kun er få tusinde år gamle, kaldes ofte subfossiler.

Ordet fossil kommer af latin fossilis, som betyder udgravet, som igen kommer af fossa, som betyder grav.

Fossiler afspejler livets udvikling på Jorden gennem mere end 3,5 mia. år fra den spæde begyndelse til nutidens store formrigdom. Man skelner mellem to hovedtyper af fossiler, kropsfossiler og sporfossiler. Kropsfossiler er dele af en organisme, fx skaller eller knogler samt aftryk af fx fjer og blade. Sporfossiler er spor efter fortidsdyrenes aktiviteter, det kan være en orms gravning i havbunden eller en dinosaurs fodspor. Se også biostratigrafi, evolution, geologi, palæontologipalæoøkologi og sporfossiler.

Normalt bevares kun en uhyre ringe del af de levende organismer som fossiler. En vigtig forudsætning er, at organismen indeholder hårde eller modstandsdygtige bestanddele; bløddele som muskler og hud bevares kun under helt specielle omstændigheder. Bevaringsmulighederne afhænger desuden af hårdvævets kemiske og mineralogiske sammensætning. Det hyppigste hårdvæv i dyreriget er calciumcarbonat, som optræder i to udgaver, calcit ogaragonit. Calcit er udbredt hos bl.a. pighuder, brachiopoder, bryozoer, trilobitter og mange uddøde koraller. Snegle, de fleste muslinger, mange blæksprutter samt alle nulevende koraller bygger derimod deres skelet af aragonit.

Aragonit er mindre bestandig end calcit, så fossiler af disse dyregrupper findes oftest kun som ydre aftryk eller indre udfyldninger, stenkerner, idet selve skallerne er opløst. Af andre skeletmaterialer er kisel og calciumfosfat de almindeligste. Kisel i fx havsvampes spikler er letopløselig, mens calciumfosfat, der bl.a. findes i hvirveldyrs knogler og tænder, er ganske bestandigt. Planter er opbygget af bl.a. cellulose og lignin; plantedele er langt oftere bevaret end blødvæv af dyr.

 


 

GOD FOSSIL FORNØJELSE:

SCOLITUS-SANDSTEN

Alt efter findestedet vil scolitus-sandstenen væe en ledeblok og fortælle, hvorfra indlandsisen har bragt den. Under et lejrskoleophold ved Lillebælt i 1957 var jeg så heldig at finde en scolitus-sandsten med tydelige sculitus-søjler.

Scolitus-sandsten  er en ejendommelig fossil.

I og ved et fortidshav levede der i sandet en orm, scolitus-orm, som forskansede sig lodret i sandet. Det er denne forskansning, som kan ses som søjler i de sandmasser, som siden blev til sandsten. Scolitus-sandstenen findes på Kalmaregnen i Sverige og i Norge.

Alt efter findestedet vil scolitus-sandstenen væe en ledeblok og fortælle, hvorfra indlandsisen har bragt den. Under et lejrskoleophold ved Lillebælt i 1957 var jeg så heldig at finde en scolitus-sandsten med tydelige sculitus-søjler. 

 

 

 


 

ORTOCERATIT

Anvendes især som fliser og facadesten. Billedet viser århundreder gammel flisebelægning af ortoceratitkalk i Budolfi kirke i Aalborg.

Ortoceratitter er grupper afblæksprutter  med lange lige svagt kegleformet skal, som er inddelt i kamre. Levede antageligt på havbunden fra silur til trias (400-200 millioner år siden) og er som forsteninger hyppige i ortoceratitkalk. Denne kalk findes i grå eller rød, og den erdannet i ordovicium. Kalken findes på Bornholm og i Skåne.

Anvendes især som fliser og facadesten. Billedet viser århundreder gammel flisebelægning af ortoceratitkalk i Budolfi kirke i Aalborg.

 

 


 

VÆTTELYS

Møns Klint og Stevns Klint byder nærmest på fuldgaranti, men også kalkklinterne ved Hanstholm skulle der være gode muligheder. Ved klinterne ved Lillebælt/Binderup bugt har jeg fundet mange vættelys.

Vættelys er det indre skelet fra en uddød gruppe af blæksprutter.

Vættelys-blæksprutter er repræsentanter for de dyr, der uddøde for 65 millioner år siden i den store masseuddøen, som udslettede over halvdelen af jordens dyrearter, heriblandt dinosaurerne. Årsagen til den store masseuddøen diskuteres intenst, og Stevns Klint er et af de mest berømte steder i Verden at studere denne grænse, så Danmark har her en nøglerolle. Vættelys har intet med lys at gøre og kan ikke brænde. De kan derimod fortælle den geologiske historie, at der levede blæksprutter i Kridthavet for mere end 65 millioner år siden. Vættelys kan findes ved alle strande i Danmark. Langt den største chance har man dog ved kystklinter med kalk og kridt fra Kridttiden.

Møns Klint og Stevns Klint byder nærmest på fuldgaranti, men også kalkklinterne ved Hanstholm skulle der være gode muligheder. Ved klinterne ved Lillebælt/Binderup bugt har jeg fundet mange vættelys.   

 


 

FORSTENEDE SØPINDSVIN

Det er denne sidste art, du kan se afbildninger af på denne side.

 

Forstenede søpindsvin er et af de mest almindelige fossiler at finde i Danmark. Søpindsvin (Echinoidea) tilhørerpighuderne (Echinodermata) og træfffes som fossiler meget langt tilbage i jordens historie. Helt fra  ordovicium og til nutiden er søpindsvinene at finde i aflejringerne. 
Søpindsvin optræder i to grundlæggende former: De regulære søpindsvin, som har munden centralt placeret i bunden af dyret og gattet øverst. Dernæst de irregulære søpindsvin hvor både munden og gattet sidder i bunden. Det er denne sidste art, du kan se afbildninger af på denne side. Alle søpindsvin bærer, som alle andre pighuder (f.eks. søstjerner), et femstjernet mønster i skallen.

 

Forstenet søpindsvin kaldes også tordensten,folkelig betegnelse for sten, som menes at være faldet ned fra himlen i forbindelse med lynnedslag. Forestillingen har været knyttet til vættelys (belemnit), forstenede søpindsvin (echenit), meteorer og til flintøkser fra stenalderen. Sådanne sten kunne ifølge folketroen beskytte mod lynnedslag, bringe lykke og værne mod trolddom. Brugen af tordensten som amulet kan i gravfund i Norden dokumenteres tilbage til stenalderen. Mange religioner, fx nordisk religion, har lynguder, hvis tordenvåben, fx dobbeltøksen, treforken eller torshammeren Mjølner, rammer jorden som et lyn. Forstenet søpindsvin kaldes også sebedej(e)sten eller spådejesten.

 

Fra bibelen kender vi brødrene Jakob og Johannes, som var sønner af en mand, der hedder Zebedæus, og derfor kaldes de Zebedæussønnerne i evangelierne. Zebedæus har givet navn til det forstenede søpindsvin: sebedejsten eller tordensten, for i Markusevangeliet 3,17 bliver Zebedæussønnerne også kaldt Tordensønnerne. Det er blandt andet blevet udlagt som et udtryk for deres store ivrighed.

Under et lejrskoleophold på Samsø besøgte jeg kirken i Nordby; på kirkegården lagde jeg mærke til en ejendommelig skik: på flere gravsten havde de pårørende lagt forstenede søpindsvin.  

 

 


 

AMMONITTER

Ammonitter kendes fra tidligt i Devon, for ca. 400 mio. år siden, til den allerseneste del af Kridt, for ca. 65 mio. år siden, hvor de brat forsvandt; deres uddøen er et væsentligt element i definitionen af Kridt-Tertiær-grænsen. De yngste kendte ammonitter stammer fra Stevns Klint.

Ammonitter er en uddød gruppe af blæksprutter, hvis krop var omsluttet af en skal, der var opdelt i kamre og rullet op i en spiral.

Den yderste og dermed yngste del af skallen, beboelseskammeret, hvor det levende dyr sad, kunne hos mange ammonitter lukkes med et låg (aptychus). Skallens diameter varierede hos de forskellige arter fra 1 cm til 2,5 m. Skallen var opbygget af aragonit, mens låget var afcalcit; aragonitten dannede på indersiden af skallen et tykt lag perlemor, sådan som det kendes fra mange muslinger og snegle, hvilket endnu kan ses på mange af fossilerne. Ordet ammonit kommer af græsk ammon, ”den vædderhornede gud”. Langt de fleste ammonitter har haft en bilateralt symmetrisk, tæt spiralrullet skal, men hos nogle former var den kegleformet og delvist asymmetrisk oprullet eller åben. Skallens yderside var ofte forsynet med tværribber og knuder, men der fandtes også former med helt glatte skaller. Skallen var opdelt i kamre af tværvægge, der hos mange former var stærkt foldede, især mod fasthæftningen på skallens inderside; udseendet af fasthæftningslinjerne, som også kaldes suturer eller lobelinjer, er karakteristiske for de enkelte slægter af ammonitter.

Ammonitter kendes fra tidligt i Devon, for ca. 400 mio. år siden, til den allerseneste del af Kridt, for ca. 65 mio. år siden, hvor de brat forsvandt; deres uddøen er et væsentligt element i definitionen af Kridt-Tertiær-grænsen. De yngste kendte ammonitter stammer fra Stevns Klint.

Ammonitter var så almindelige og så vidt udbredte i havene, at de er en central gruppe inden for biostratigrafi.

 

 


 

FORSTENEDE HAJTÆNDER

Hajer er bruskfisk. De har derfor ingen knogler. Dog har hajerne forkalkede ryghvirvler og kæber, som styrker dem imod sammenpresning. Dersom brusk let nedbrydes, er fossiler af hele hajer en sjældenhed. De findes dog.

Hajer levede i havet ved Danmark for 65 mill. år siden.

Hajer er bruskfisk. De har derfor ingen knogler. Dog har hajerne forkalkede ryghvirvler og kæber, som styrker dem imod sammenpresning. Dersom brusk let nedbrydes, er fossiler af hele hajer en sjældenhed. De findes dog. Under særlig gode bevaringsomstændigheder kan brusket blive forstenet, og der findes fossiler af de tidligste hajer helt tilbage fra Ordovicium på Antarktis. De fleste af de viste forstenede hajtænder har jeg fundet på stranden ved Lillebælt, Binderup bugt.

Tænder af hajer findes der talrige af. En haj skifter løbende tænderne ud. Hvor lang levetid en enkelt tand har varierer alt efter, hvor stor eller hvor gammel hajen er, men afhænger også af dens køn, og hvor velnæret hajen er. Hos en lille hundehaj holder en tand i 10-12 dage, inden den udskiftes. Hos en stor hvidhaj holder en tand 8 måneder. Da hajer generelt lever meget længe (mange bliver først kønsmodne, når de er over 10 år gamle), så når en enkelt haj at tabe tusinder af tænder igennem livet. 
Disse tænder er meget modstandsdygtige overfor nedbrydning og bevares nemt. Derfor kan man finde hajtænder i utrolig mange marine aflejringer verden over. Identifikationen af hajtænder kan være vanskelig. Ud over at have mange tænder i munden (ofte et par hundrede eller mere), så varierer tænderne oftest også fra de forreste til de bageste og i overmunden i forhold til undermunden. Desuden kan hajens alder spille ind på udseendet af tænderne.

I Danmark er der fundet hajtænder helt tilbage fra Jura (Hasle Formation på Bornholm). Men ellers kendes de bl.a. fra Møns Klint, Stevns Klint og Trelde Næs nord for Fredericia. Hajtænderne fra Stevns Klint er særligt interessante, da der netop der findes aflejringer fra den berømte Kridt/Tertiær-grænse, som 65 mio. år gammel. I dette hav levede mere end 20 hajarter af forskellige størrelser. De mest almindelige var små bundlevende former, hvis tænder ofte var under 2 mm. Blandt de mest almindelige hajer var små former for pighajer og blinkhindehajer, men der var også store hajer, som Cretalamna og Squalicorax, der kunne blive flere meter lange. Ud over at give et indblik i den uddøde hajfauna, kan tænderne også give et indblik i vandtemperaturen i det vand, som hajerne levede i. Hajer optager som de fleste andre levende organismer ilt i kroppen og indbygger denne ilt i sit væv og dermed i tænderne. Da ilten i det omgivende havvand er fraktioneret afhængig af temperaturen, kan en analyse af ilt-isotoperne i tænderne fortælle os temperaturen af det havvand, som hajen levede i, medens den pågældende tand blev dannet. 

 

 


 

FORSTENINGER PÅ MALTA

Disse fossiler, som altså er betydeligt hårdere end de kalksten, der omgiver dem, kunne være hjertemuslinger, krebsdyr eller andet kalkholdigt småkravl, som må have levet i et kridttidshav, som var der for mange millioner af år siden.

Fossiler fundet på Malta

Under en ferierejse til Malta i 2013 var gode muligheder for at finde fossiler fra kridttiden; Malta er simpelthen én stor kalkklippe, hvor der er fossiler i massevis.

Både i Ggantija-Templerne på den lille ø Gozo og i nærheden af Det Blå Vindue var det interessant at finde fossiler i de kalkstenslag, vi gik på, men også i de forvitrede, men årmillioner gamle kalkstensblokke, som de årtusindgamle templer er bygget af. Disse fossiler, som altså er betydeligt hårdere end de kalksten, der omgiver dem, kunne være hjertemuslinger, krebsdyr eller andet kalkholdigt småkravl, som må have levet i et kridttidshav, som var der for mange millioner af år siden. 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side