IBERISKE OPLEVELSER - dag for dag

Beretning fra en ferierejse

med fly og bus til

DEN IBERISKE HALVØ

– den nordlige del

fra den 25. august

til den 5. september 2010

 

Dette års ferieodyssé

omfattede nordlige del af

Den Iberiske Halvø

I den anførte rækkefølge besøgte vi følgende større eller mindre byer:

Madrid – Spaniens hovedstad og største by med mere end 3 millioner indbyggere.

Avila – særdeles interessant lille by med romansk katedral fra 1100-tallet omgivet af middelaldermur med 8 porte og 86 tårne

Salamanca – universitetsby og domkirkeby; Spaniens gamle kulturcenter med små 200.000 indbyggere.

Porto – portvinens hovedstad ved Rio Douro, den gyldne flod, som passeres af 6 imponerende broer.

Santiago – by i Galicien på ca. 100.000 indb, til hvis domkirke hvert år ti-tusinder af pilgrimme valfarter.

León – domkirkeby, romanske San Isodoro fra 1100-tallet; godt 100.000 indbyggere.

Bilbao – Baskerlandets hovedstad ved Biscaya-bugten og Rio Nervión’s udløb; ca. ½ mill. indbyggere, Guggenheim muséum.

San Sebastián – havne- og badeby ved Biscaya-bugten med under 100.000 indb.

Pamplona – hovedstad i Navarra; domkirkeby og vigtig pilgrimsby; årligt fiesta med tyreløb.

Zaragoza – hovedstad i Aragonien ved Rio Ebro; Catedral de San Salvador.

Barcelona – Spaniens næststørste by og hovedstad i Catalonien, ca. 2 mill. indb.; Gaudis kirke La Sagrada Familia

NOGLE ALMENE IAGTTAGELSER

Akvædukter: Overraskende var det for mig, at der nogle få steder fandtes akvædukter, lange, smalle bro-agtige bygningeværker, som åbenbart var bygget til transport af vand oppe fra bjergkilder ned til de steder, hvor der var brug for vandet. Disse akvædukter så ud til at være af relativ ny konstruktion, men minder om dem, vi kender fra oldtiden i Romerriget, eksempelvis Pont du Gard i Syd-Frankrig, der blev bygget under Kejser Augustus før Kristi fødsel. De medrejsende var meget flinke til at gøre mig opmærksom på, når også de observerede et vandtårn ude i landskaberne.

Generelle iagttagelser

Under vor rejse gennem Spanien og Portugal gjorde jeg en del generelle iagttagelser, som ikke hører hjemme på bestemte dage eller steder. Men det kan godt være, jeg alligevel kommer ind på nogle af emnerne, hvor de hist og her viser sig aktuelle.

Vandtårne og vandforsyning: Fordi jeg den seneste tid har interesseret mig en del for vandtårne hjemme i Danmark, forsøgte jeg at finde tilsvarende tårne på Den Iberiske Halvø. Der var en del. Langs vor motorvejsrute gennem det iberiske landskab observerede jeg af og til vandtårne, som for de flestes vedkommende minder om dem, vi stadig har mange af rundt omkring i Danmark, mens andre var noget forskellig fra de danske; selv på lang afstand var det dog tydeligt at se, der var tale om et vandtårn. Alle de vandtårne, jeg observerede, lå i relativt flade landskaber, mens jeg ingen så i mindre byer i kuperet terræn, og heller ingen i deciderede byområder. Hvor der ude på landet ikke fandtes vandtårne, har man sikkert klaret sit vandbehov ved egen brøndboring. I byerne fungerer vandforsyningen formodentlig på samme måde som hjemme i Danmark.

Det spanske vand er formodentlig så godt, som spanierne ønsker det, og som man er i stand til at levere det. Men som turister blev vi frarådet at drikke vand fra vandhanerne samt at spise rå grøntsager, der var skyllet i dette vand.  Torre Agbar i Barcelona er ikke noget vandtårn, men denne moderne meget høje bygning er hjemsted for byens vandforsyning; Torre Agbar er et af byens allernyeste bygværker. 

Elforsyning fra vedvarende energi: Ikke så få steder gennem vor rejse Nord-Spanien, bl.a. i provinser Narvarra, så vi vindmølleparker. Da vi passerede gennem provinsen Leóns lavere bjerge, så jeg mindst ét sted en opstemmet sø, formodentlig et anlæg til udvinding af elektricitet ved vandkraft. I samme område samt i Navarra og Aragonien så jeg adskillige steder mindre og større solcelleanlæg.El-tilslutningen i alle de byer, vi besøgte, syntes temmelig primitiv. Udvendig på etagebygningerne fandtes for hver opgang en ret stor tilslutningsdåse, og herfra gik kabler udvendig på bygningen op til de forskellige forbrugere. Man foretrækker – efter hvad vi fik fortalt – denne noget primitive tilslutning, fordi elektrikerne har nemt ved at finde fejl og udbedre dem. I nogle gadestrøg så vi dog håndværkere i færd med at lægge el-kabler ned i jorden.

Renovation i byerne: Der er bemærkelsesværdigt rent i de spanske byer. På passende steder er opstillet containere, tre hvert sted, hvor beboerne kan aflevere deres skrald, sorteret efter anvisning i de tre containere. På passende steder i parker og andre steder findes affaldsbeholdere med plast-poser, og dem er spanierne flinke til at benytte; jeg så aldrig nogen, der bare smed papir ellen andet affald fra sig. Regelmæssigt – måske flere gange om dagen – kom en medarbejder fra renovationsvæsenet i sit eldrevne køretøj og tømte de ophængte affaldsbeholdere. Dagligt kørte fejemaskiner rundt og holdt gaderne rene.  

JERNBANER OG SPORVIDDE

I de spanske og portugisiske byer iagttog vi, at der ruller mange sporvogne rundt som supplement til bybusserne. Spørgsmålet til vor ledsagende guide om sporvejenes sporvidde fik vi ikke et præcist svar på; men i mangel af en tommestok anvendte jeg en opmåling med mine egne fod/skolængder tydede i retning af, at sporvejene og jernbanerne har samme sporvidde, formodentlig altså bredspor på 5 fod og 6 tommer eller 1,670 meter.

Noget om jernbaner

og sporvidde:

Når man taler om sporvidde, forstår man den indvendige afstand mellem jernbaneskinnerne.I det meste af Europa samt Nordamerika anvendes en sporvidde på jernbanenettet på 4 fod og 8½ tommer eller 1435 millimeter, nemlig den sporvidde, som jernbanepioneren George Stephenson besluttede sig for i 1825. Man kalder denne sporvidde for normalspor. Men det forholder sig anderledes i Rusland log Finland, hvor man har valgt en sporvidde på 5 fod. På Den Iberiske Halvø, Spanien og Portugal; her har man en sporvidde på 5 fod og 6 tommer eller 1670 millimeter også kaldet bredspor. Hvor man på Den Iberiske Halvø har etableret højhastighedstog, er man dog gået over til normalspor, velsagtens fordi man derved kan stå i direkte forbindelse med det øvrige Europa.

Som koriosum I kan fortælles, at da George Stephenson skulle vælge sporvidde for sine tog, blev hans valg ikke ganske tilfældigt. Formentlig havde han været i Pompei; her ses det ganske tydeligt, hvordan oldtidens kærrer gennem lange tider har slidt sig ned i gadernes stenbelægning. Man kan simpelthen måle sig frem til, hvilken hjulafstand kærrerne har haft. Denne hjulafstand eller sporvidde skulle just være den, som George Stephenson valgte, nemlig 4 fod og 8½ tomme eller 1435 millimeter. Det er den sporvidde, der siden er blevet kaldt normalspor.

Som et kuriosum II kan nævnes, at da man skulle gennemføre jernbanedrift fra kyst til kyst i USA, udspandt der sig en heftig debat om, hvorvidt sporvidden skulle være normalspor på 4 fod og 8½ tomme eller bredspor på 5 fod. Præsident Abraham Lincoln holdt stejlt på bredspor, bl.a. fordi han ville holde sig på god for med staten Californien, som havde anlagt sine jernbaner med sporvidden på 5 fod.  Men Lincolns indstilling var i mindretal, så USA’s jernbanenet blev gennemført med normalspor. På grund af den meget omfattende og tunge jernbanedrift i USA har jernbanefolk dog siden bitterligt fortrudt, at man ikke fulgte Abraham Lincolns og Californiens indstilling om bredspor.

 

ANKOMST TIL SPANIENS HOVEDSTAD

Første dag,

onsdag den 25. august:

Med Iberia Airlines fløj vi fra Kastrup Lufthavn og landede i Madrid Airport i løbet af ca. fire timer. I forbindelse med boardingen i Kastrup Lufthavn havde jeg været så letsindig at tage min lommekniv i bukselommen som jeg plejede. Men reglerne forbyder at have en sådan kniv med sig i flyet. Da jeg ikke ønskede at miste min kniv, blev den anbragt i en papkasse, og med den i hånden måtte jeg gennem bagageindskrivningen nok en gang, så lommekniven kom sammen med den øvrige bagage i flyet. På hjemrejsen huskede jeg at lægge lommekniven i kufferten. Vi blev indkvarteret på Hotel El Coloso for to nætter. 

OPLEVELSER I MADRID

Tyrefægterarena: På Plaza de Tores så vi – også kun udefra – den berømte tyrefægterarena med plads til 14.000 tilskuere. Vedrørende tyrefægtning, så fortalte Eddy, vor spansk/danske guide, som har boet i Spanien et halvt hundrede år, at han mange gange havde overværet tyrefægtning. Han mente ikke, der overhovedet var tale om nogen form for dyremishandling ved denne underholdning. De ungtyre, der benyttes til tyrefægtning, er absolut velnærede dyr, som er blevet opdrættet på den bedst mulige måde for kvæg. De tyre, der skal deltage/benyttes i den makabre underholdning, skal være absolut raske dyr og uden nogen form for skader. Tyrefægtningen følger en art ritual; når en tyr er nedlagt, finder der et festmåltid sted; fortæringen af dyrets kød er næsten som et rituelt måltid. Fordi der er tale om absolut sunde og velnærede dyr, er deres kød det bedst tænkelige, så det kan være et festmåltid at være med til. Selv om tyrefægtning stadig er en udbredt underholdning i Spanien, er den tendens dog tiltagende, at tyrefægtning bliver forbudt; delstaten Catalonien har forbudt tyrefægtning i sit område.

Anden dag,

torsdag den 26. august

Madrid er Spaniens hovedstad og befolkningsmæssigt landets største by med 3,2 mill. Indbyggere. Madrid er beliggende på et 655 meter højt højdedrag og skulle dermed være Europas højst beliggende hovedstad

Kongeslottet: Dagen begyndte med en byrundtur i gå-afstand fra vort hotel. Først besigtigede vi Kongeslottet udefra; det var imponerende flotte bygninger, som dog ikke længere er kongeresident.

Vort aftensmåltid torsdag blev lidt af en begivenhed – og overraskelse. Programmet fortæller, at guiden inviterer os med ud på en lokal og hyggelig restaurant. Det gjorde han også – vi havde jo allerede betalt for det. Vi spiste på en ganske hyggelig kælder-restaurant og fik virkelig god mad og vin. Overraskelsen bestod i, at tre særdeles dygtige musikanter og sangere dukkede om og underholdt os – naturligvis med den bagtanke, at vi blev fristet til at købe deres cd’er. Det blev lidt sent, før vi vendte hjem til hotellet. Vi skulle jo busse videre næste morgen efter recepten: morgenvækning kl. 700, morgenmad kl. 800 og afrejse kl. 900.  

FRA MADRID MOD PORTUGAL

Vi måtte ikke bruge vore kameraer inde i paladset; jeg tillod mig dog at tage et par billeder ud ad et åbentstående vindue ned til en barokhave, som var anlagt dér langs El Escorials østfløj (denne have er anlagt i samme stil, som findes ved Frederiksborg Slot i Hillerød).

Tredje dag,

fredag den 27. august

Fra Spaniens hovedstad Madrid satte vi kurs mod vest, hvor vort dagsmål var universitetsbyen Salamanca. Men allerede et halvt hundrede kilometer nordvest for Madrid gjorde vi holdt ved Le Escorial. Dette palads ligger ved foden af Sierra de Guadarrama og er opført i sidste halvdel af 1500-tallet for Felipe II. Der er tale op et kæmpepalads dækkende et rektangulært areal på 206x161 meter. Paladset ver samtidig regeringssæde, kloster residens og gravplads for spanske konger. Under kirken, som er en efterligning af Peterskirken i Rom, findes Spaniens konger gravlagt i den krypt, som kaldes El Panteon. Her blev vi guidet rundt og fik på den måde lidt kendskab til det spanske kongehus. I en af paladsets mange fløje så vi i rum efter rum massevis af store og flotte malerier. Hvad jeg lagde mest mærke til og beundrede mest, var de særdeles smukke døre, der adskilte rummene; disse døre var rene kunstværker i finér-arbejde, udført – efter det oplyste – af den tids dygtigste tyske mestre i finér-kunst. Motiverne på dørene var landskaber, planter, bygninger og interiører.  Fra El Escorial kørte vi videre til den lille by Ávila, som er hovedby i provinsen af samme navn. Den lille by med omkring 30.000 indbyggere er omgivet af en imponerende bymur med 8 porte og 86 tårne. Inden for denne mur besøgte vi bl.a. den gamle romanske domkirke, San Vicente, påbegyndt i 1100-tallet. Med et lille turisttog fik vi en sight-seeing gennem hele byen.

Middelalderbyen Salamanca er Spaniens gamle kulturcentrum. Byens gamle katedral, som ligger ved Rio Tormes’ højre bred, har en romanske del fra 1200-tallet og senere gotiske tilføjelser fra 1500-tallet. Byens universitet er grundlagt 1218 og er således Spaniens ældste og blandt de ældste universiteter i Europa. (Salermo 800, Bologna 1088, Paris 1150, Oxford 1167, Salamanca 1218, Sorbonne 1256).

Vi skulle overnatte i Salamanca på Hotel Castellanno III

OPLEVELSER I PORTO

Byens seks broer er meget forskellige, først og fremmest fordi de er bygget i forskellige tidsaldre. På grund af sine broer er Porto også kaldt ”Broernes by”; den ældste ”D. Maria I” blev bygget af Gustav Eiffel i 1877 (det var ham, som byggede Eiffeltårnet i 1889). Den nyeste, ”Infante D. Henrique”, blev indviet i 2003.

Fjerde dag,

lørdag den 28. august:

en overnatning i Porto på Hotel Tuela Porto

Tidlig på dagen kom vi på en eventyrlig bådfart på floden Rio Douro – også kaldet ”den gyldne flod”. Under bådfarten kunne vi nyde udsigten op mod byens særdeles charmerende gamle huse. Ikke mindst var det fantastisk at passere under den mange vej- og jernbanebroer, der forbinder byens nordlige og sydlige del.  

Porto er ikke Portugals hovedstad – den position indehaves af Lissabon – men den store og gamle havneby er dog portvinens hovedstad. Under vort ophold dér besøgte vi en typisk portvinkælder, Sandemann; her fik vi fortalt om portvinens hemmeligheder, og vi prøvesmagte den velsmagende vin. Vi blev også fristet til at købe af de fine dråber; problemet var jo blot, at et større eller mindre antal flasker portvin ville tynge for meget i bagagen.

Dalene langs Rio Douro har de bedst tænkelige jordbundsbetingelse for vindyrkning, netop derfor er denne flods tilstødende landskaber lige fra tæt ved flodbredden og højt op ad flodens dalsider tæt beplantet med vinmarker, og de mange vingårde leverer druerne til den omfattende portvinsindustri. Rio Douro har sine kilder et sted langt inde i Spanien; her hedder floden Rio Duero. Men alle dens dalstrøg gennem Portugal er beplantet med vinstokke. Netop de allerseneste år er de østligste dale langs floden helt op til grænsen mod Spanien blevet tilplantet. De senest tilplantede dale var meget langt væk fra det moderne samfund, så langt, at man aldrig kunne få dagens avis, tidligst gårsdagens. De gårde, hvis jord senest blev lagt ud til vindyrkning, havde end ikke indlagt elektricitet, og heller ikke mobiltelefoni vart muligt. Disse ting er der ændret ved, og vindyrkning er godt i gang; det er nemlig sådan, at jorden lange hele Rio Douro er optimal – hvad det så skyldes – med hensyn til dyrkning af de typer druer, de skal anvendes til fremstilling af portvin.

Undervejs mod nord i Portugal og mod grænsen til det nordvestlige Spanien sås langs med motorvejen, at flere arealer var afbrændte. I øvrigt var det dyrkede land præget af majsmarker, store og små. Mange steder sås rækker af vinstokke mellem mindre majsmarker. Majsen var endnu ikke moden til høst.  

MOD SANTIAGO DE COMPOSTELA

En dansk pilgrim har sagt: Det er ikke en katedral i Santiego, jeg vandrer mod, men et sted i mig selv, hvor jeg i lyset af evangeliet ser mig selv med nye øjne. Ikke desto mindre er katedralen ramme om velbesøgte messer flere gange om dagen. Også vi luksuspilgrimme fra Danmark besøgte katedralen; vi deltog også i en messe, hvor ikke blot alle sæder var besat, men flere hundrede deltagere måtte stå op. Fordi jeg ikke kunne holde ud at stå op hele tiden, satte jeg mig på gulvet. Efter messen kunne vi se os om i den store katedral med dens masser af altre for forskellige helgener. Da der nu var plads til at sætte sig på en kirkebænk, lagde jeg mærke til, at disse bænkes armlæn har en udskæring af en ib-skal

Femte dag,

søndag den 29.august:

to overnatninger i

Santiago de Compostela

på Hotel Hesperia Gelmirez

Dagens mål var Santiago de Compostela.

Denne by, der er Galiciens hovedstad, bliver hvert år besøgt af op mod 180.000 pilgrimme og dertil kommer et stort antal almindelige turister som os. Denne enorme valfart har én bestem årsag, nemlig apostelen Jakob. Byens navn Santiago står for Sankt Jakob.

Apostelen Jakob anses ifølge overleveringen for at være manden, der bragte kristendommen til Spanien; der findes imidlertid ingen dokumentation for, at han nogensinde har betrådt Den Iberiske Halvø. Ifølge skriftlige kilder blev apostelen Jakob halshugget i Jerusalem få år efter Jesu korsfæstelse. I mellemtiden kan han naturligvis have prædiket det kristne evangelium i Spanien, hvor han i så fald må have haft en svær tid blandt hedenske romere.

Ifølge en legende sejlede Sankt Jakobs disciple hans afsjælede legeme tilbage til Galicien i et skib uden ror. De landede i havnebyen Padrón sydvest for Santiago. Her begravede de hans jordiske rester i en skov, hvor han ligger glemt i 800 år. I starten af 800-tallet skimtede eremitmunken Pelayo nogle sære lys om natten, hvilket ledte til fundet af en kiste, der blev udråbt til at indeholde Sankt Jakobs jordiske rester. Historien har imidlertid så mange svage punkter, at den mest af alt og alene må være et trosspørgsmål. Langsomt spredtes dog miraklet om fundet af Sankt Jakobs grav i Europa, og fra 1000-tallet slår Santiago massivt igennem som pilgrimsby.

Tidligt blev der rejst et kapel over Sankt Jakobs grav. Med tiden rejstes her den katedral, der findes i dag. Efterhåndenyen voksede byen Santiago op omkring katedralen, naturligvis på grund af de tusindvis af pilgrimme, der hver år strømmede til. Siden den tidlige middelalder har Santiago været det tredje vigtigste pilgrimsmål i den kristne verden, kun overgået af Jerusalem med Kristi grav og Peterskirken i Rom, hvor apostlene Peter og Paulus ligger begravet.

Pilgrimsruten – El Camino – er en åndelig rejse. ”No vale la pena andar por andar” betyder: Det er ikke værd at gå bare for at gå. ”Es mejor caminar para ir creciendo” betyder: Det er bedre at gå for at vokse indeni.  Den lange camino er på 850 km og omfatter strækningen fra Puerto de Somport til Santiago de Compostela. Men enhver pilgrim kan vælge sin egen strækning efter sin personlige formåen.  Den, som har gennemført en godkendt vandring – kort eller lang – kan få udstedt et pilgrimsbevis eller -pas. På hele sin strækning er caminoen markeret med symbolske ib-skaller; denne skiltninge sørger for, at ingen pilgrim farer vild på sin færd gennem Nord-Spanien.

Rundt omkring i de byer, som caminoen berører, så vi forskellige markeringer i fortovene, enten som ib-skaller i metal eller som fodaftryk lagt ned i fortovet. Overalt kunne man købe disse skaller af hjertemuslinger påmalet et rødt kors samt med et rødt bånd til at tage om halsen. 

Finisterre: Lige som man yderst ude mod vest på Cornwall i England kommer til Land’s End, kommer man i det nordvestlige Spanien til Finisterre, Verdens Ende. Det var heromkring og ifølge legenden, Sankt Jakobs disciple strandede og bragte den døde apostel i land og fik ham begravet. Finisterre er derfor et helligt sted for den fromme pilgrimsvandrer. Han slutter ikke sin pilgrimsvandring i Santiago, men vandrer turen helt ud til havet, til verdens ende – Finisterre. Her afbrænder han sit tøj og smider vandringsstaven i havet som symbol på, at han lægger sit gamle liv bag sig. Det er også stedet, hvor man finder en musling som det ultimative symbol på, at man har tilendebragt pilgrimsruten, El Camino.

 Under vort ophold i Santiago var der god anledning til at forfriske sig. Dagny og jeg fandt en hyggelig restaurant med sædvanlig udeservering i skyggen af en parasol. Efter en rundtur i byen vendte vi tilbage til samme serveringssted, og det blev honoreret. Mens vi sad der og nød vor forfriskning, kom tjeneren og tildelte mig et emblem og satte det i min skjorte. Emblemet forestiller en lille pingvin, som bærer en kasket med en ib-skal; den er altså symbol en pilgrimsvandrer. Jeg følte mig ganske beæret!

OPLEVELSER I SANTIAGO DE COMPOSTELA

Hvis man som pilgrimsvandrer er på vej mod Santiago de Compostela skal man indtage den lille kirkeby O Cebreiro ad en stejl kvægsti. Når man forlader O Cebreiro er der endnu 153 kilometer til Santiago. Som magelige ferieturister kommer vi lettere frem; vi har allerede været i den by, som er målet for alle de ydmyge pilgrimsvandrere. Her i O Cebreiro aflagde vi besøg i den lille præromanske kirke Santa Maria Real. I byen drives et gratis herberg med 6-mands-stuer på 1. sal samt et soverum med 24 køjer i stueegagen.

Sjette dag,

mandag den 30. august

Byvandring i Santiago de Compostela. Hen på formiddagen besøgte vi bl.a. en stor markedshal med massevis af salgsboder, Her havde været travlt fra tidlig morgen, men nu var der kun få handelssteder åbne. Der blev stadig falbudt nogle meget lange brød, og der var et par butikker, hvor man solgte fjerkræ og oste. Nogle oste var lavet i en støbeform, så den havde forn som en muslingeskal, en ib-skal. Under glasdisken lå også kegleformede oste, der med lidt fantasi kunne minde om et stort og fast kvindebryst; denne osteform ligger der en historie bag: Ved en kirke skulle en billedhugger skabe en mands- og en kvindeskikkelse, måske Adam og Eva, hvor Adam var fremstillet, så det kunne se ud, som om han stod med et vellystigt blik og drag om munden. Da biskoppen så det foreløbige resultat, syntes han, at kvindens bryster var lidt for store og beordrede derfor billedhuggeren til at gøre dem noget mindre, og det blev de så. Folk, som havde set den foreløbige kvindefigur, protesterede mod biskoppen afgørelse på deres egen måde; de fik osterierne til at fremstille oste, der mindede om et kvindebryst.

I O Cebreiro mødte vi Arvid. Bedst som vi forlod kirken for at gå hen og få noget at spise, indtraf en tilfældighed af de store. På lidt afstand fik jeg øje på en profil, som syntes mig bekendt, og da jeg kom lidt nærmere, var jeg ikke i tvivl: på en bænk foran mig sad Arvid Højholt, klubkammerat fra Aalborghus Y’s Men’s Club. Han havde været på denne pilgrimsvandring flere gange tidligere, men jeg var ikke klar over, at han ville tage turet i år, og han for sin part var slet ikke vidende om, at vi, Dagny og jeg, ville befinde os i Spanien i år. Derfor denne tilfældighed og det overraskende og glædelige møde. Arvid blev naturligvis inviteret med til det måltid, vi netop stor for at indtage. Han kvitterede med at berette lidt om sin pilgrimsfærd, hvor han indtil denne dag havde gået 400 kilometer. Han fortalte også, at han ventede sin kone Inge et par dage senere. De ville sammen vandre de sidste 153 kilometer til Santiago de Compostela. Arvid synes at være lidt af en inkarneret pilgrimsvandrer. Han har i hvert fald gået caminoen flere gange. Han har fortalt, at han et år på en dagsvandring kom til at gå sammen med en ærkebiskop fra Brasilien. Arvid synes, det er det fascinerende ved at følge caminoen, at man træffer så mange interessante mennesker – fra alle lande.  

Fra O Cebreiro fortsatte vi dagens etape på vej mod León.

Denne gamle by ligger i en provins af samme navn, og hvis arealstørrelse er på 15.486 kvadratkilometer, altså ca. en tredjedel af Danmarks. Det historiske León var et kongerige noget større end Danmark. León-provinsen er en del af en relativ frugtbar højslette med højder op til 1000 meter over havet. Her har man kvæg- og fårehold samt korn- og vinavl. Efter indkvartering blev der tid til at besøge byens katedral, den romanske San Isidoro-kirke helt tilbage fra 1000-tallet (1063). Mens den ældste del af katedralen er et kryptagtig rum med lave søjler og hvælvinger fuldt bemalede med frekoer, er den egentlige hovedkirke en bacilika smukke søjler, der bærer de høje romanske buer.

Byen León, og ikke mindst San Isidoro-kirken, har gennem århundreder været en fast station for pilgrimmene under deres vandring mod Santiago de Compostela; selv om der var mange mindre delmål undervejs, så var kirken i León den sidste vigtige station før Santiago.  

Rester af solide forsvarsmure bære præg af, at León i fordums dage var en romersk provins; men som alle gamle spanske byer er der sket en enorm udvikling således, at det gamle byggeri ligger side om side med nyere byggeri og hypermoderne højhuse. Vor rejses sjette dag sluttede med overnatning på Hotel Quindos i León.            

MOD BASKERLANDET

Undervejs holdt vi ind ved Santillano, som er et levende middelaldermuseum på den måde, at man kun kan færdes til fods i den lille smukke og velordnede by. Vi gik rundt et par timer i ”frilandsmuseet”, dvs. lidt gammeldags butikker, gede- og hestehold m.m., spisepause iberegnet. På en central plads i byen så vi en flot statue af en tyr, dog knap så stor som kimbrertyren i Aalborg.

Syvende dag,

tirsdag den 31. august

Syvendedagens første delmål var middelalderbyen Santillana del Mar. Denne by, hvis centrum kun kan befærdes til fods, har mange velbevarede stenhuse og brostensbelagte gader.

Dagens mål var Bilbao, som er den største by i Baskerlandet. Bilbao er som havneby vokset op omkring floden Nervión, netop hvor denne har sit udløb i Biscaya-bugten. Industribyen Bilbao er med sin gode beliggenhed en af Spaniens vigtigste havne.  

Byen Bilbao er Baskerlandets hovedstad. Baskerland er det danske navn på Euskal Herria, som baskerne kalder sine historiske landområder som traditionelt omfatter syv provinser. Det er tre provinser i Frankrig og fire i Spanien som i alt består av 683 kommuner. Baskerland et europæisk urfolksområde, som ligger inderst i Biscayabugten på begge sider af Pyrenæerne og er delt af grænsen mellem Spanien og Frankrig. De traditionelle baskiske regioner omfatter omkring 21 000 km² og et folketal på næsten tre millioner mennesker. Omkring en fjerdedel av indbyggerne er indvandrere, hovedsagelig fra andre spanske provinser.

Vel fire millioner mennesker i Spanien har et baskisk familienavn. Den største baskiske provins er autonomen Nafarro, med hovedstaden Pamplona. Begrebet Baskerland bruges også fejlagtigt om Euskadi – et konstrueret navn på de tre regioner Gipuzkoa, Bizkaien og Alava, som sammen udgør en spansk autonom enhed. Hovedstaden i det autonome Baskerland er Vitoria-Gasteiz. Byene San Sebastián og Bilbao er de mest kendte. På fransk side er Bayonne (Biarritz) og St. Jean-de Luz de mest kendte byer. Ud over det baskiske sprog, som er ret forskellig fra det spanske, er et vigtigt symbol for Baskerland det rød-grønne-hvide flag: en hvid dug med et rødt kors, og derover et diagonalt grønt kryds.

Mens vi benyttede hoteller i Baskerlandet, kunne vi erfare, at fjernsynets udsendelser forgik på baskisk, og det betød, at det anvendte sprog – af hensyn til de seere, som ikke forstår baskisk – blev oversat med undertekster på spansk.

Selv om der var hen på dagen, da vi kom til byen, gik Dagny og jeg ud til Guggenheim Museum for at bese det udefra. Dette verdenskendte museum kaldes futurisk, fordi dets bygninger er opført i en ultramoderne stil, udført i sten og glas og med en overflade af titanium. Ottendedagen sluttede med overnatning på Hotel Nervión; hotellet har åbenbart sit navn efter den flod, som strømmer gennem byen. Vi startede 9.-dagen med at besøge museet og opleve så meget af det, som vi kunne nå på den beskårne tid. Guggenheim Museum rummer moderne kunst fra de sidste fire årtier af det 20. århundrede.

Hulemalerier vi ikke så: Fra Bilbao kunne vi, hvis der havde været til, kørt godt 100 kilometer vest mod vest. Her ligger den lille kystby Santillana del Mar. Et par kilometer fra denne by ligger Altamira-hulen, en grotte, som blev opdaget i slutningen af 1800-tallet, og hvor mennesker for omkring 14.000 år siden har levet. Disse mennesker, som man har dateret til at høre til magdalénien-kulturen, har efterladt sig nogle prægtige farvelagte tegninger af forskellige dyr som bison, hjort, hest og tyr. Tegningerne er særdeles velbevarede. I samme område findes flere kilometer dybe drypstenshuler, hvor der er dannet ejendommelige søjleformationer. Dryppene fra oven, stalaktitterne, har i årtusinders forløb vokset sig sammen med drypstokkene fra neden, stalmagmitterne.

GENNEM BASKERLANDET

San Sebastián's picturesque coastline makes it a popular beach resort. San Sebastián maleriske kystlinje gør det til en populær badeby. Denne fordelagtige egenskab gjorde tidligere byen til sommerresidens for det spanske hof. I vore dage har San Sebast-ián position som festivalby på niveau med Cannes, Berlin og Venedig.

Ottende dag,

onsdag den 1. september

San Sebastián er en spansk havneby beliggende ved Biscaya-bugten noget øst for den større by Bilbao og ikke ret langt fra grænsen til Frankrig. Byen er beliggende i den nordlige del af Baskerlandet, på den sydlige kyst af Biscaya-bugten. Adding to the seaside environment, it benefits from hilly surroundings easily available, ie Urgull (at the heart of the city by the seashore), romantic Mount Ulia extending east to Pasaia , Mount Adarra rising proud far on the south and Igeldo , overlooking the bay from the west.Den driftige byThe city sits at the mouth of the River Urumea , Donostia having built to a large extent over wetlands of the river during the last couple of centuries, with the city´s downtown and the areas of Amara Berri and Riberas de Loiola lying on such terrain and the former bed of the river diverted to its current canalized course (first half of the 20th century). med dens handel og fiskeri ligger ved mundingen af floden Urumea. Donostia, som er byens baskiske navn, er over de seneste par århundreder med byens centrum i vid udstrækning anlagt over floden Urumeas vådområder. Ind i landet hæver sig byens opland.

I løbet af denne dag nåede vi vort mål, Hotel Maisonave i Pamplona.

PAMPLONA ER TYRELØBETS BY

Ifølge vor guide, Eddy Hansen, er de ungtyre, der benyttes til tyreløb såvel som til tyrefægtning, absolut velnærede og sunde dyr, som er blevet opdrættet på den bedst mulige måde for kvæg. De tyre, der skal deltage/benyttes i den makabre underholdning, skal være absolut raske dyr og uden nogen form for skader. Tyrefægtningen følger en form for ritual: når en tyr er nedlagt, finder der et festmåltid sted; fortæringen af dyrets kød er næsten som et rituelt måltid. Fordi der er tale om absolut sunde og velnærede dyr, er deres kød det bedst tænkelige, så det kan være et festmåltid at være med til. Vor guide havde deltaget i sådanne festmåltider flere gange. Selv om tyrefægtning stadig er en udbredt og yndet underholdning i Spanien, er den tendens dog tiltagende, at tyrefægtning bliver forbudt; delstaten Catalonien har forbudt tyrefægtning i sit område.

Niende dag,

torsdag den 2. september:

Pamplona er hovedstad i provinsen Navarra. Byen er kendt for sin årlige fiesta i juli måned, hvor unge tyre hver morgen slippes løs i gaderne. Som optakt til tyrenes jagen gennem gaderne bliver det hele startet med borgmesterens signal fra en balkon. Specielt klædte unge mænd udrustet med knipler genner på tyrene, mens andre specielt klædte mænd samt tilfældige modige mænd løber foran tyrene og forsøger at undgå at blive stanget eller løbet over ende af tyrene. Vort besøg i Pamplona fandt jo sted uden for fiesta-sæsonen, men vi gik ad de gader, hvor tyreløbet i sæsonen finder sted. Det er de samme gader hvert år, og alle de berørte forretninger er forud for tyreløbet blevet beskyttet med opsatte brædder, både af hensyn til tyrene og de berørte forretningsindehaverne.  

 

 

 

 

Pilgrimsruten – El Camino Francés – har sit sikre forløb gennem Navarra, hvor byen Pamplona og dens Catedral de Santa María er en sikker station. Derfor er der i byen flere steder til overnatning for pilgrimmene. Adskillige steder rundt om i byen så vi vejvisermærker for pilgrimmene, so den kan finde vej til overnatnkingssteder; mange steder så vi pile, ib-skaller eller fodaftryk, enten nedlagt i fortovene eller sat op på mure eller pæle. Niendedagen sluttede med overnatning på Hotel Maisonave i Pamplona. 

ZARAGOZA ER HOVEDSTAD I ARAGONIEN

På vor videre vej mod Barcelona gik turen op i de vilde bjerge. Her besøgte vi Monasterio de Montseerat, der er et Benediktinerkloster – bygget ind i klippen. Det meget hellige klostret, som er – eller for de bjergklatrende pilgrimme kan være – en station på pilgrimsruten mod Santiago de Compostala, er bl.a. sæde for en drengeskole; disse drenge er særdeles musikalske og danner et kor, som synger sange af høj kvalitet. Med os derfra har vi en cd med værker af Benjamin Britten og Felix Mendelssohn.

Tiende dag,

fredag den 3. september:

Turen gik videre mod Zaragoza. Denne by er beliggende ved Rio Ebro og er hovedby og hovedstad i provinsen Aragonien. Vi var her næsten kun på gennemfart, men nåede dog at se en hel del, både af byen og dens to domkirker. Den ene domkirke kaldes La Seu, men dens egentlige navn er Catedral de Santa Eulalia.

 

 

 

 

 

Catedral de Santa Eulalia må have en relation til Martin af Tour (ca. 315-397) for man havde en flok levende gæs gående i et område i og ved kirken. Selv om Martin af Tour var franskmand, fra Gallien, var han en aktiv kirkemand, og hasn virke kan have bredt sig til Spanien. Martin af Tour blev biskop i 371, men han forsøgte at undgå at blive valgt. Ifølge legenden skjulte han sig derfor blandt nogle gæs, men da man ledte efter Martin, afslørede gæssene ham ved deres skræppen. Martin af Tour har helgendag den 11. november, som også kaldes Mortensdag; den dag skal gæssene lade livet, fordi de afslørede Martin af Tour.

Den anden domkirke er den enorme, ja dominerende Nuestra Senora del Pilar, bygget i barokstil i 1600-tallet og med beliggenhed ved Rio Ebro.

Zaragoza var værtsby for verdensudstillingen EXPO 2008.

I løbet ag dagen nåede vi frem til Barcelona, hvor vi de to følgende naller skulle bo på Hotel Catalonia Atenas.

ANTONIO GAUDIS BY

Lørdagens byrundtur gik først til La Sagrada Familia, hvilket betyder Den hellige Familie. Denne kirke er et besynderligt, men ufærdigt bygværk af Antonio Gaudi. Gaudi, som levede fra 1852-1926; han nåede altså slet ikke at gøre sin kirke færdig; der har været bygget på den hele tiden og gør det stadig, så stedet mest af alt minder om en byggeplads med høje byggekraner omkring kirken. Byggematerialet er en grå, nærmest betongrå sandsten, som formodentlig er at finde på egnen. For mig gav byggeriet af den specielle kirke mindelser om drypstenshuler med deres stalaktitter og stalagmitter.

Elvte dag,

lørdag den 4. september:

Christoffer Columbus: Nede ved havnefronten er rejst en statue af Christoffer Columbus; den troner på en meget høj søjle, hvilende på en sokkel med forskellige inskriptioner. Søjlen kan naturligvis ses viden om. Når der er rejst en statue af søfareren Columbus her i Barcelona, så er det fordi han efter den første opdagelsesrejse for at finde søvejen til Indien, vendte tilbage, og det skete netop i Barcelona. Da han den 3. august 1492 startede den første rejse sejlede han ud fra byen Palos i Andalusien, altså i det sydlige Spanien. Men da han vendte hjem og troede at have fundet de japanske øer og vestvejen til Indien, skete modtagelsen i Barcelona. Det skete – fik vi at vide - præcist på en stadig eksisterende trappe ved byens katedral, Santa Eulalia.

På en busrundtur i byen viste den lokale guide os en del beboelsesejendomme, bygget i Gaudis specielle arkitektur. Oppe i byens højere del besøgte vi Park Güell, som også er et resultat af Antonio Gaudis specielle arkitektur; over en periode i sit liv boede han selv i denne park. På en plads i byen er rejst et minde med navneplade med Antonio Gaudis navn.

BARCELONA blev en oplevelse

Ad La Rambla gik vi i retning ned mod havnen. Undervejs iagttog vi det folkeliv, der udfoldede sig dér. Flere steder var der teatergrupper, der optrådte med deres absurditeter; andre steder var der musikanter, der på fløjte, guitar eller strygeinstrumenter udfoldede deres evner. Christoffer Columbus: Nede ved havnefronten, netop dér hvor La Rambla slutter – eller begynder – er rejst en statue af Christoffer Columbus medpersonen i overstørrelse; han troner på en meget høj søjle, som igen hviler på en solid sokkel med diverse inskriptioner. Vi fik taget nogle billeder af dette monument og dets omgivelser. Når der er rejst en statue af søfareren Columbus her i Barcelona, skyldes det, at han efter den første opdagelsesrejse for at finde søvejen til Indien, vendte tilbage netop i Barcelona. Da han den 3. august 1492 stævnede ud på sin første rejse, sejlede han ud fra byen Palos i Andalusien, altså allersydligst i Spanien. Men da han vendte hjem og troede at have fundet de japanske øer og vestvejen til Indien, skete modtagelsen altså i Barcelona. Det skete præcist på en stadig eksisterende trappe tæt på byens katedral, Santa Eulalia

Tolvte dag,

søndag den 5. september:

Efter morgenmad skulle vi rømme vore hotelværelser. Derefter var dagen til fri afbenyttelse. Det benyttede vi os af på forskellig vis. Dagny og jeg gik på jagt for at få supplere vor beholdning af drikkevand. Undervejs kom vi i nærheden af den meget høje, moderne runde bygning. Vi fik tage billeder af den, og vi forsøgte at tale med nogle spaniere. De fortalte, at man kalder den Torre Agbar. Vi fandt ud af, at Torre Agbar i Barcelonia er af arkitekten Jean Nouvel; den er rejst af byens vandforsyning som en ny ikonbygning på byen skyline.

Vi bestemte os for at tage en havnerundtur. Med en turistbåd fik vi en sejlads ud i havneområdet, hvorfra vi kunne se byen fra søsiden. Det var en særdeles forfriskende sejlads, og vi fik taget en hel del billeder fra den kant. Efter denne sejlads oplevede vi er loppemarked, der fandt sted under et større solsejl; alle mulige gamle ting og ragelse blev falbudt. Nu var det efterhånden tid til at få noget at spise; det forgik på La Rambla, hvor vi under måltidet kunne studere de forbipasserende dér. På et tidspunkt kom der politi, som måtte lukke et spisested, som åbenbart ikke havde den nødvendige tilladelsen i orden.

Da tiden var inde, mødte vi op på det aftalte sted for med bussen at køre ud til Barcelona Airport.

Hjemrejse med Cimber Air fra Barcelona Airport til Kastrup Lufthavn.

Flyvetid blev ca. tre timer. Efter landing i Kastrup Lufthavn og udlevering af vor bagage tog vi straks med toget ind til Københavns Hovedbanegård. På vore gåben begav vi os hen til Hotel Hebron, hvor vi fik en god nats søvn. Efter en god morgenmad mandag fortsatte vi hjemrejse med tog til Aalborg; her var vi ved 15-tiden.  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side