RUNESTEN LANGS HÆRVEJEN

STENEN TALER

Jeg kom til Landet, før Baalrøgen drev fra Fangstpladserne langs Kysten. Af mig og mine Frænder rejste Høvdingen Dyssen. Vi bar Bondens Husstolper og Helliglundens Gudestøtter, den Gang Sø-Danerne kaarede Fyrsten i Lejre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Jeg kom til Landet, før Baalrøgen drev fra Fangstpladserne langs Kysten. Af mig og mine Frænder rejste Høvdingen Dyssen. Vi bar Bondens Husstolper og Helliglundens Gudestøtter, den Gang Sø-Danerne kaarede Fyrsten i Lejre. Tingstenene fik Glød i Skæret fra Rolfs Dødsbaal. Vel vogtede min Æt Mindernes Ring. Runeristet førte den Gorms og Tyres, Haralds og Svens Navne til sene Slægter. Den hegnede Landet, da Danevirke genrejstes. Tugtet og billedprydet gav den Gudsordet Kirkelæ, og af dens Skød sprang Daabens Kilde til Sjælefred." (Fra Vilhelm la Cours Danmarks Historie)

 

 

 

 

 

 

OM RUNER OG RUNESTEN

Danmarks vel mest kendte runesten, runestenene i Jelling, står også fortsat på deres oprindelige plads, lige uden for Jelling kirkes indgang. Især den store Jellingesten er bemærkelsesværdig, fordi den på alle sine tre sider er så prægtigt dekoreret, og fordi den har den tekst, der har givet den betegnelsen ”Danmarks Dåbsattest”. Den kendsgerning har medført, at runestenen findes afbildet i det danske pas.

Rundt omkring i Danmark er fundet omkring 200 runesten; heraf findes ca. halvdelen i Jylland. Skikken med at rejse runesten falder her i landet sammen med Vikingetiden. 


En runesten er egentlig ikke et gravmæle, men den er en mindesten rejst for at bevare den afdødes navn for eftertiden. Meget ofte fortæller stenens runer, både hvem den afdøde var, hvem der rejste stenen, samt hvem runemesteren var. 

Rune-alfabetet har gennem tiderne undergået visse forenklinger således, at det seneste alfabet, som kaldes "futhark", rummer 16 tegn. Nogle af runetegnene som f, i, r og t kan uden vanskelighed sammenlignes med vort moderne alfabet. 

Som en konsekvens af, at runemesteren med sit redskab har skullet hugge eller riste runerne i den hårde granit, består så godt som alle tegnene af lige streger. At alfabetet kan nøjes med 16 tegn betyder, at det samme tegn kan have forskellig udtale, alt efter hvor i ordet det forekommer. 

Beskyttelse af runesten

For at en runesten kunne opfylde sit ærinde, blev den altid rejst på et højtliggende og synligt sted ude i det fri. Her kunne forbipasserende se den og måske tænke med ærefrygt på den person, stenen var rejst for. Runesten langs Hærvejen er et godt eksempel på en fin placering. Selv om runesten er skabt til at stå ude i det fri, og selv om runerne er ristet på hård granit, er monumenterne ikke uforgængelige. Den moderne tids tiltagende luftforurening er til skade for de runesten, som fortsat står ude under åben himmel.

De runesten, som oprindeligt blev fundet i Sydslesvig, forefandtes på deres sandsynlige findested ude under åben himmel. Da Sydslesvig blev tysk, tog de tyske myndigheder sig kærligt af runestenene dér på den måde, at de blev placeret inden døre, idet de fik deres blivende plads på Gottorp Slot. Her har jeg set dem en del gange. Kun én slesvigsk runesten, Dannevirke-stenen eller Skarthe-stenen, står stadig på sin formodede oprindelige plads, en høj i nærheden af Hedeby.    

Danmarks vel mest kendte runesten, runestenene i Jelling, står også fortsat på deres oprindelige plads, lige uden for Jelling kirkes indgang. Især den store Jellingesten er bemærkelsesværdig, fordi den på alle sine tre sider er så prægtigt dekoreret, og fordi den har den tekst, der har givet den betegnelsen ”Danmarks Dåbsattest”. Den kendsgerning har medført, at runestenen findes afbildet i det danske pas.

Men både fordi Jellingestenene for nogle år siden blev udsat for hærværk med spray-maling og for at beskytte dem mod den tiltagende luftforurening, er disse klenodier nu overdækket med glas.

For at beskytte og bevare alle de runesten, der fortsat stå under åben himmel, kan det blive nødendigt - inden det er for sent – at skride til effektive foranstaltninger. Her vil den enkleste løsning sikkert være at flytte dem ind under kirkens tag - eller hvor der kan skaffes husly til dem.

BÆKKE-STENENE

I 1810 skulle her anbringes en ny port i kirkegårdsdiget. Kromanden, der hed Lund, lagde mærke til, at en stor grårød sten var forsynet med en mærkelig indskrift. Han sørgede for, at stenen blev flyttet fra sin hidtidige skjulte plads i diget og opstillet i den udvendige side ved kirkegårdslågen, så indskriften kunne ses af alle vejfarende. Senere blev stenen flyttet ind på kirkegården, hvor den havde sin plads ved det nordre våbenhus, indtil den endelig rejstes på den lille høj mellem kirken og vejen, hvor den står nu

Bække ligger ti kilometer nord for Vejen

I sognet findes to runesten; en ved Bække kirke og en anden ude på Bække mark. I 1810 skulle her anbringes en ny port i kirkegårdsdiget. Kromanden, der hed Lund, lagde mærke til, at en stor grårød sten var forsynet med en mærkelig indskrift. Han sørgede for, at stenen blev flyttet fra sin hidtidige skjulte plads i diget og opstillet i den udvendige side ved kirkegårdslågen, så indskriften kunne ses af alle vejfarende. Senere blev stenen flyttet ind på kirkegården, hvor den havde sin plads ved det nordre våbenhus, indtil den endelig rejstes på den lille høj mellem kirken og vejen, hvor den står nu. De tydelige runer lader sig let læse:

”Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”.

Videnskaben stiller sig noget skeptisk over for den antagelse, at Thyre, som nævnes på runestenene i Læborg og Bække, skulle være den samme, som mindes på Gorms og Haralds runesten i Jelling. Det anføres, at Thyre vistnok har været et af Vikingetidens almindelige navne, og at ordet ”drotning”, som læses på Læborg-stenen, ved siden af ”dronning” også har haft den jævnere betydning ”frue”. Retfærdigvis må det dog fastholdes, at den mulighed stadig ikke lader sig afvise, af Ravnunge-Tue og hans fæller Funden og Gnuble på Bække-stenen roser sig af at have opført den ene af Jelling-højene og da snarere den nordlige, som Gorm menes at have ladet bytte ved Thyres død. Ravnunge-Tue, som åbenbart har været den førende i laget og tilmed runemester, har da tillige i Læborg ristet minderuner for dronningen, og alle tre høj-entreprenører må antages at have været i kongens tjeneste eller at have hørt til den nærmeste kreds om kongehuset.

Foruden runestenen ved kirken findes der en ude på Bække mark. Selvom indskriften ikke giver anledning til betragtninger over Danmarks kongehistorie, er den dog en omtale værd, både på grund af sin fundhistorie og interessante plads, og fordi dens indskrift er vanskelig at tolke på grund af den måde, runemesteren har valgt at stave og skrive sine ord. Husmand Johannes Kæstensen på Bække mark kendte det gamle sagn om et år temmelig store høje, de såkaldt ”Kalægums Høje” nord for kirken. Man sagde, at en kæmpe eller konge lå begravet her. Desuden vidste han selvfølgelig, at mange allerede tidligere havde set lys brænde i højen, som over en skat, ja, så sent som vinteren 1857 havde en mand og hans bekendtskab set det. Denne mand havde imidlertid ikke kunne tie, men gjorde andre opmærksomme på synet, der så selvfølgelig – som den slags har for skik – øjeblikkelig forsvandt. Så skete det en sen aften, at katten kom ind i Kæstensens stue, hvor den ikke havde noget at gøre. Under sin og pigens jagt på katten, kom Kæstensen tilfældigt til at kaste et blik i retning af højen, og så ser han da selv lyset klart og stærkt lige syd for den. Kæstensen, som mindes sin nabos uheld, og som frygter for, at lyset – og dermed skatten – skal forsvinde lige som sidst, tier klogelig stille; og pigens snak efter endt kattejagt, om at hun har set ligesom lys ved højen, overhører han. I tavshed, som man jo skal, for at skatten ikke skal synke i jorden, gravede man der da, hvor lyset var set.

Den store, grårøde sten, som lå så dybt, at kun en kant af den var synlig, måtte lettes, og da kom runeskriften, en skat af anden art end den ventede, for dagens lys. Runestenen på Bække mark står nu på sin gamle plads, den yderste i en delvis ødelagt stenrække, der udgår fra den mindste af de ti høje. De ret tydelige runer kan tydes således:

”Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder”.

DANNEVIRKE-STENEN

Under Anden Verdenskrig blev det kostelige dokument nedgravet ved Jyske Hærvej og på den måde beskyttet mod beskydning fra fly. Efter krigen blev Skarthe-stenen ført hjem på sin plads, nemlig dér, hvor kongen satte den for tusind år siden ved Bustrup i udkanten af Slesvig by. Fra stenens høj kan man se Forbindelsesvolden. Danevirke-stenen er den eneste blandt Hedebys fire runesten, som står på sin oprindelige plads. De øvrige tre Hedeby-sten er anbragt på Gottorp Slot.

Dannevirke-stenen

kaldes også Skarthes runesten

Danevirke var et system af forsvarsvolde ved Danmarks sydlige grænse. Den ældste del af voldsystemet er påbegyndt anlagt i kong Godfreds dage omkring år 800. Gennem de efterfølgende århundrede blev voldsystemet viderebygget fra byvolden omkring Hedeby i øst til Hollingsted i vest, hvor voldsystemet fik kontakt med Trene å. Voldsystemets forskellige afsnit er Forbindelsesvolden, Hovedvolden, Krumvolden og Kovirke eller Kograven. De fleste af voldene er jordvolde. Valdemarsmuren, som var en del af Hovedvolden, var dog bygget af brændte sten; rester af denne kan stadig beses.

Dannevirke-stenen, som også kaldes Skarthes runesten, har sin plads ved Bustrup i udkanten af Slesvig by Stenens runeindskrift lyder:

”Svend Konge satte Sten efter Skarthe sin Hirdmand,

som var faret vesterud, men nu blev død ved Hedeby”.

Svend Tveskæg satte stenen 983 over nordmanden Skarthe, der faldt under kampen om Hedeby. Han er den ældste navngivne kriger her i landet med gravsten sat af selve kongen. Runestenen forsvandt åbenbart, men blev genfundet 1797 af stenhugger Peters; han meldte sit fund og fik en liden dusør af landsgreve Carl, statholderen i hertugdømmerne. Runestenen blev siden sat op på en gravhøj overbygget med et uskønt pagodeagtigt hus, og sådan fremstod den i mange år.

Under Anden Verdenskrig blev det kostelige dokument nedgravet ved Jyske Hærvej og på den måde beskyttet mod beskydning fra fly. Efter krigen blev Skarthe-stenen ført hjem på sin plads, nemlig dér, hvor kongen satte den for tusind år siden ved Bustrup i udkanten af Slesvig by. Fra stenens høj kan man se Forbindelsesvolden. Dannevirke-stenen er den eneste blandt Hedebys fire runesten, som står på sin oprindelige plads. De øvrige tre Hedeby-sten er anbragt på Gottorp Slot.

Adskillige gange har jeg besøgt Skarthe-stenen på dens plads i Bustrup, og jeg har flere gange været på Gottorp Slot og set runestenene dér.

FUNDER-RUNER

Indskriften gengiver den middelalderlige form af navnet ”Niels”, formodentlig kirkens bygmester. Under alle omstæn-digheder må runerne være af samme alder som kirken.

Funder er en lille sogne- og kirkeby,

som ligger få kilometer vest for Silkeborg

 

På en søjlefod i portalen i Funder kirke mellem våbenhus og kirke, altså kirkens oprindelige sydportal, er indhugget en zikzaklinje, og i vinklerne står med pyntelige middelalderruner: niklas-, l og a er, som det kunne ske med to eller flere runer, både i ældre og nyere tid, slået sammen til et enkelt tegn, en såkaldt binderune.

Indskriften gengiver den middelalderlige form af navnet ”Niels”, formodentlig kirkens bygmester. Under alle omstændigheder må runerne være af samme alder som kirken. Mit foto hidrører fra besøg i kirken 1. aug. 2008.

Blandt sognets bevarede 35 oldtidshøje (men 120 er sløjfede eller ødelagte) er en anselig høj i ådalen. Her tales om en udpræget højrække eller et højbælte, der fra overgangsstedet over Funder å strækker sig gennem sognet med tilknytning til en tilsvarende række i Kragelund sogn og markerer Hærvejens forløb.  

HÆRULF-STENEN

Men langt om længe – efter mere end 80 års eksil – da Anden Verdenskrig var omme, blev Hærulv-stenen med allierede torppers mellemkomst ført tilbage til Danmark, og nu står den igen på sin oprindelige og rigtige plads ved Hærvejen nær landsbyen Hovslund.

Hærulv-stenen eller Hovslund-stenen har denne enkle runetekst: "hairulfR".

Øster Løgum sogn ligger i Sønderjylland som den nordligste del af det tidligere Aabenraa amt. Midt igennem sognet fra nord til syd går den gamle hærvej eller oksevej.

 

 

 

 

 

Ved denne vej findes en ganske særlig runesten, Hærulv-stenen eller Hovslund-stenen, som altid har haft sin plads i et dige ved Hovslund mark i Øster Løgum sogn ikke langt fra Immervad Bro. Stenen blev opdaget af den senere runeforsker Ludvig Wimmer i 1852, dag han som 13-årig dreng rejste med dagvogn fra Kolding til Flensborg.

Runeteksten på Hovslund-stenen består kun af ét ord, nemlig ordet ”hairulfR”, Hærulv, hvorfor stenen også kaldes Hærulv-stenen. Stenen er formodentlig rejst over personen Hærulv, men hvem denne Hærulv var, ved ingen. Runekyndige har tidsfæstet runerne så nogenlunde til omkring år 900, altså vikingetiden. Hærulv-stenen har altså været kendt siden 1852, og dens oprindelige plads har altid været ved Hærvejen i Øster Løgum sogn. Den har imidlertid fra 1864 til efter Anden Verdenskrig været på ”udflugt”. Efter krigen i 1864 forså den prøjsiske prins Friedrich Carl sig på runestenen og tog den med sig som krigsbytte. Han fik den placeret i parken ved sit jagtslot "Dreilinden" i Potsdam ved Berlin.

Men langt om længe – efter mere end 80 års eksil – da Anden Verdenskrig var omme, blev Hærulv-stenen med allierede torppers mellemkomst ført tilbage til Danmark, og nu står den igen på sin oprindelige og rigtige plads ved Hærvejen nær landsbyen Hovslund.

Ca. 200 m øst for Hærulfstenen ligger Strangelshøj, som formentlig er en bronzealderenhøj. På højens sydfod står en ca. 2 m høj bautasten. Ifølge folketroen "vender stenen sig, når den lugter nybagt brød".

RUNESTENENE I JELLING

Den lille runesten kaldes derfor Danmarks Navneattest. Tilsvarende kaldes Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. På den store Jellingesten står der: ”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. Den sidste del af teksten efter ”Danmark” findes på stenens to andre sider.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jellingestenen, som blev rejst af Harald Blåtand cirka 965, er blevet et nationalt symbol og bruges i det danske pas. Haralds sten er dog ikke den eneste Jellingesten. Tæt på står den lille Jellingesten, Gorms sten. Men det er Haralds runesten, der stadig samler stor opmærksomhed og interesse. 

Monumenterne i Jelling
Gravhøjene, runestenene og kirken i Jelling giver os så megen viden om de første danske konger, at de er mere end navne for os. Selve anlægget består af to høje, som har indgået i en skibssætning. Den ene høj, den nordligste, var oprindelig en bronzealderhøj, hvori der er et gravkammer. I dette gravkammer har man oprindeligt begravet kong Gorm, også kaldt Gorm den Gamle, som i midten af 900-tallet har regeret over det jyske område med centrum i Jelling. Den sydlige høj indeholder ikke noget gravkammer.


Harald store runesten er placeret nøjagtigt imellem de to høje. Mellem de to høje og tæt på Haralds runesten er der oprindeligt også rejst en stavkirke af Harald. Stavkirken er senere blevet afløst af en stenkirke. Arkæologiske undersøgelser har vist, at Gorms lig er flyttet fra Nordhøjen og hen under kirken. Det er formentlig sket på sønnen Haralds initiativ i forbindelse med, at han selv blev omvendt til kristendommen.
 
Jellingestenenes indskrifter:
Det ældste skriftlige vidnesbyrd, vi har fra en dansk konge, er Gorms runesten, som han har rejst over sin hustru Thyra. Teksten lyder: 

”Gorm konge gjorde disse kumler efter Thyre sin kone, Danmarks pryd”. 

Ifølge den danske krønikeskriver Saxo (1160-1208) byggede Thyra forsvarsanlægget Dannevirke i Sønderjylland. Samme Saxo skriver, at hun kom fra et fremmed land, sikkert en høvdingeslægt i den østlige del af Danmark, hvilket har gjort det muligt for Harald senere at gøre krav på det samlede rige. Her er navnet Danmark nævnt for første gang. Den lille runesten kaldes derfor Danmarks Navneattest. Tilsvarende kaldes Haralds runesten for Danmarks dåbsattest. På den store Jellingesten står der: 

”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Tyre sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”. 

Den sidste del af teksten efter ”Danmark” findes på stenens to andre sider.

Den store Jellingesten har stort set stået på samme sted siden 965. Den er blevet hævet et par gange siden, kom på et tidspunkt til at hælde mod vest, men blev rettet op igen i 1981. Dens vægt er da også betydelig: ca. 10.000 kg, og højden er 2,43 m. Stenens figurer og runerne er hugget i lavt relief, og man mener, at den oprindelig har været farvelagt. En kopi er opsat i Nationalmuseets gård, som netop er farvesat. På museet Kongernes Jelling findes også en model af stenen.

RUNER PÅ KIRKENS INDGANG

Den prægtigt udhuggede granitportal blev renset for den tykke overkalkning, som længe havde dækket den. Den tydelige indskrift kom igen til syne på undersiden af portalens halvcirkelformede tympanon.

 

 

 

 

 

 

Kragelund-runer

Kragelund er en sogne- og kirkeby, der ligger vest for Silkeborg, umiddelbart nord for Engesvang. Granitportalen til Kragelund kirke, som i dag befinder sig inde i våbenhus er, er næsten overdådig; den jernbeslåede egetræsdør fra 1689 er omgivet af rigt dekorerede granit-sidesøjler med udhuggede figurer, og buen under portalens overliggende hvælving udfyldes af en halvcirkelformet dekoreret tympanon. Det er her, der er fundet runer, som utvivlsomt fortæller, hvem der var Kragelund kirkes bygherren og bygmesteren, idet deres navne er bevaret.

Allerede i 1700-tallet omtaler og afbilder et par forfattere en runeindskrift over døren til denne kirke. Men ikke desto mindre eftersøgtes runerne senere forgæves og ansås længe for at være gået tabt, indtil den i 1878 genfandtes. Den prægtigt udhuggede granitportal blev renset for den tykke overkalkning, som længe havde dækket den. Den tydelige indskrift kom igen til syne på undersiden af portalens halvcirkelformede tympanon. Hvert ord er skilt fra det efterfølgende med et kors. Runerne fortæller:

”Æse bad, Vagn ristede”.

Der kan næppe herske tvivl om, at Æse er navnet på bygherren, som lod Vagn opføre kirken; det var Vagn, som har ristede runerne til minde om dem begge og deres fælles værk. Mit foto er fra besøg i kirken 1. aug. 2008.

LÆBORG-RUNESTENEN

Den store sten er blevet tilføjet nogle huller, korsvis anbragte sprænghuller i forsøg på at sprænge stenen i anvendelige stykker; heldigvis lykkedes det ikke. Den meget hårde granitsten er som runesten fra ca. 925; den er rejst af dronning Thyra Danebods runemester, idet der kan læses: ”Ravnunge Tue huggede disse Runer efter Thyre sin Dronning".

På kirkegården i Læborg

stå en runesten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Runestenen har oprindelig stået ude på en mark nord for Læborg kirke, hvor den gamle hærvej gik.

Her blev den i hvert fald fundet tilbage i 1600-tallet. Siden 1820erne har den befundet sig på kirkegården, hvor den dogen tid lang henlå ved diget. I mange år lå stenen på kirkegården inden for hovedindgangen, men i 1935 blev den rejst op, og et frasprængt stykke af runestenen, som var blevet fundet i 1888, blev fastgjort på sin plads.

Den store sten er blevet tilføjet nogle huller, korsvis anbragte sprænghuller i forsøg på at sprænge stenen i anvendelige stykker; heldigvis lykkedes det ikke. Den meget hårde granitsten er som runesten fra ca. 925; den er rejst af dronning Thyra Danebods runemester, idet der kan læses:

Ravnunge Tue huggede disse Runer efter Thyre sin Dronning".

Øverst og nederst er hugget Thors hammertegn. Videnskaben stiller sig noget skeptisk over for den antagelse, at Thyre, som nævnes på runestenene i Læborg og Bække, skulle være den samme, som mindes på Gorms og Haralds runesten i Jelling. Det anføres, at Thyre vistnok har været et af Vikingetidens almindelige navne, og at ordet ”drotning”, som læses på Læborg-stenen, ved siden af ”dronning” også har haft den jævnere betydning ”frue”.

Retfærdigvis må det dog fastholdes, at den mulighed stadig ikke lader sig afvise, at Ravnunge-Tue og hans fæller Funden og Gnuble på Bække-stenen roser sig af at have opført den ene af Jelling-højene og da snarere den nordlige, som Gorm menes at have ladet bygge ved Thyres død. Ravnunge-Tue, som åbenbart har været den førende i laget og tilmed runemester, har da tillige i Læborg ristet minderuner for dronningen, og alle tre høj-entreprenører må antages at have været i kongens tjeneste eller at have hørt til den nærmeste kreds om kongehuset.

RANDBØL-STENEN

På grund af Store Rygbjerg-stenens uheldige medfart og lidt klodsede sammenflikning har den måttet bære betegnelsen ”Danmark grimmeste runesten”. Stenen er dog flere gange blevet restaureret, i 1982-83 blev stenen taget ned for at gennemgå en grundig konservering, derefter blev de 10 brudstykker samlet. Stenen blev genopstillet 1984, forsynet med en ny arkitekttegnet betonsokkel, der klart viser, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt.

kaldes også 

Store Rygbjerg-stenen

Den er blevet kaldt Danmarks grimmeste runesten, og det kræver en forklaring. Da jeg sammen med et par spejdervenner i efterårsferien 1957 vandrede ad Hærvejen, kom vi til Randbøl Hede ude vest for Vejle, og her – en kilometers vej øst for landsbyen Frederikshåb – fandt vi frem til Randbøl-stenen.

I forbindelse med vejarbejde i 1874 var en stenhugger i færd med at kløve en stor grå granitblok, som lå halvt nedsunket i en sandbanke. Stenen var allerede sprængt i flere stykker, da han opdagede, at der var runer på den side, som havde vendt nedad. Alligevel blev det ham, der reddede den interessante indskrift, idet han indberettede sagen til Amtshuset i Vejle. Selvom lodsejeren gjorde visse vanskeligheder, lykkedes det at erhverve resterne af stenen sammen med højen, hvor stenen havde stået, og som sikkert havde været stenens oprindelige plads. Da man gravede i højen blev der funder menneskeknogler, men ingen oldsager.

I dag er stedet et fredet minde. Trods den barske medfart, stenen havde fået, var dens interessante indskrift intakt, og de forskellige granitstumper blev på dygtig håndværksmæssig vis klinet sammen. Selv om stenen er et sørgeligt syn, en ruin af det oprindelige monument, er indskriften fuldstændig bevaret og meget tydelig.

Den kendsgerning, at den store runesten gennem et ukendt åremål har ligget med skriftsiden nedad, har ganske sikkert gjort, at indskriften er så velbevaret og tydelig, som tilfældet er. Både ved sit indhold og ved sin opbygning er stenens indskrift ganske usædvanlig. Runeteksten er noget speciel, idet den består af tre lodrette linjer, en lang midterlinie omgivet af to kortere. Læsning af indskriften begynder nederst i den lange midterlinje, fortsætter, stadig nedefra, i linjen til venstre og slutter med linjen til højre. Den tydede indskrift er oversat til:

Tue Bryde rejste denne sten efter brydens hustru.

Disse stave vil for Thorgun meget længe leve.

Mit første besøg ved Randbøl-stenen var i efterårsferien 1957. Sidst jeg besøgte stenen var Valdemarsdag 2014.

STARUP-STENEN

Engang har Starup-stenens runer stået bredt og klart indhugget, men mange slægtleds fødder har slidt på indskriften, så den nu kun tegner sig som tågede spor i den blågrå granit. Stenen står nu på kirkegården syd for kirken.

Runesten på

Sønder Starup kirkegård

Nogle få kilometer øst for Haderslev ved sydsiden af fjorden ligger lavt i terrænet Sønder Starup kirke. Under en hovedreparation af kirken i 1914 fandt man ved den sydlige indgang til kirken en halv meter under jordoverfladen en runesten. I 1872 havde stormfloden overskyllet de lavtliggende enge og var trængt ind i kirken. Det er formodentlig ved den lejlighed, at runestenen, der i århundreder havde tjent som dørtrin, er blevet tildækket; senere er den blevet yderligere skjult under større opfyldning.

Engang har Starup-stenens runer stået bredt og klart indhugget, men mange slægtleds fødder har slidt på indskriften, så den nu kun tegner sig som tågede spor i den blågrå granit. Stenen står nu på kirkegården syd for kirken.

Starup-stenens korte indskrift er ristet med såkaldte venderuner, der mod sædvane skal læses fra højre mod venstre, og i dette tilfældeskal læses nedefra og opad. Runerne er fra den tidlige vikingetid og er tydet: ”Eriks kummel” el. ”Eriks mindesten”. 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side