KRISTNE FORFØLGES

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvorfor forfølges kristne?

De kristne er flinke folk! De elsker deres fjender. De beder for dem, der forfølger dem. De velsigner dem, der mishandler dem. De giver deres ejendele til dem, der stjæler fra dem. De tilgiver dem, der torturerer og dræber dem. Hvorfor bliver de kristne så egentlig forfulgt?

Muslimer prøver mange steder i verden at udrydde de kristne. Kirker brændes. Huse og forretninger ødelægges. Kristne bliver truet til at opgive deres tro. Kristne tages til fange og holdes som gidsler. For at få deres frihed tilbage, skal der ofte udbetales en stor løsesum. For at få mulighed for at vende tilbage til deres familier skal der undertiden også underskrives en erklæring, hvor de kristne i fremtiden forpligter sig til at afstå fra at synge, bede, eje eller læse i en bibel.

Mange kristne vil ikke underskrive en sådan erklæring. De vil hellere lide ondt end at fornægte Jesus Kristus. Mange kristne mænd bliver slået ihjel, og deres koner bliver tvunget til at gifte sig med morderne, og må dermed indgå som tredje eller fjerde kone i en muslimsk familie. De kristne kvinder udsættes ofte for så store ydmygelser, at døden - menneskelig set - var at foretrække. På denne måde forsøger muslimer at indkapsle og udrydde kristendommen.

FORFULGTE KRISTNE

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ÅBNE DØRE er en upolitisk, international missionsorganisation, som arbejder på tværs af kirker og foreninger med en omfattende tjeneste verden over

 

Åbne Døres grundlægger, Broder Andreas, smuglede de første bibler ind bag jerntæppet i 1955. I dag leverer vi millioner af bibler hvert år til forfulgte kristne i bl.a. kommunistiske og muslimske lande. Vor målsætning er:

 

  • Personligt at overlevere bibler og undervisningsmaterialer til kristne i "lukkede" lande, samt give dem oplæring.
  • At forberede kristne i truede lande på at møde forfølgelse og lidelse.
  • At udfordre de kristne i den frie verden til at tjene de forfulgte kristne.

 


Åbne Døre har kontorer i 24 lande og projekter i mere end 50 lande. Arbejdet finansieres udelukkende ved frivillige gaver fra menigheder og enkeltpersoner.

 

Åbne Døres medarbejdere i Danmark rejser landet rundt for at fortælle om de forfulgte kristne. Se her hvornår der kommer en forbi din by. Åbne Døre hjælper forfulgte kristne i mange lande på forskellige måder. Bibeldistribution, uddannelse af ledere, humanitærhjælp og støtte til kristne, der er fængslet for deres tro, er blot nogle af de områder, vi dækker.

 

Organisationen ÅBNE DØRE har udarbejdet en verdensrangliste, en liste over de lande i verden, hvor ”troen koster mest”, altså hvor det at bekende sig som kristen er forbudt eller farligt og kan koste livet.

 

ÅBNE DØRE ønsker at arbejde ud fra Ordsprogenes Bog 31,8-9: ”Før ordet for de stumme, tal deres sag, når de er ved at bukke under. Før ordet, døm retfærdigt, og skaf den hjæleløse og fattige ret.”

 

Ud fra den verdensrangliste, som ÅBNE DØRE har udarbejdet, er der tre lande, hvor det at bekende sig som kristen er farligst. De tre lande er NORDKOREA, SOMALIA og IRAK.

 

Verdensranglisten viser de 50 lande, hvor forfølgelse af kristne er værst. Blandt disse er 38 muslimske lande. Ironisk nok er de alle landene på ranglisten medlemmer af Forenede Nationer, ifølge hvis charter religionsfrihed skal respekteres. Gennem læsning af de følgende side kan du orientere dig om situationsrapporter forskellige steder i verden, hvor kristnes dagligdag bliver krænket og farlig.

 


 

TRO DER TØR

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

 

 

 

En aktuel bog har titlen

TRO DER TØR.

 

 

De fleste af os kender historien – bibelfortælingen om hyrdedrengen David og kæmpen Goliat. Tænk over det: David så det samme som alle andre. Han hørte det samme, som alle andre. Alligevel tænkte han ikke som de andre, og gjorde, hvad ingen andre turde gøre – og bekæmpede kæmpen! Lige som Bibelens David konfronterede Goliat, kan du møde dine kæmper. Læs og lær i ”Tro, der tør”, det seneste hæfte fra Broder Andreas og Al Janssen, forfatterparret bag den populære ”Bøn – hvor kampen vindes”. 

 


 

Har du lyst til at vide mere, kan du gå ind på ÅBNE DØRE’s hjemmeside:

www.forfulgt.dk

 

 


 

UZBEKISTAN indtager 15.-pladsen

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

World Watch List 2016

Verdens Vagt Liste 2016

Beretningsperiode: 1. november 2014 – 31. oktober 2015

  1. PLACERING PÅ VERDENS VAGT LISTE: Med et antal på 70 points rangerer Uzbekistan på 15-pladsen på Verdens Vagt Listen (WWL) 2016. Tidligere rangerede Uzbekistan på WWL 2015 på 15-pladsen med 69 scorede points. Den lille stigning på points skyldes en forøgelse af niveauet på regimets sygelige kontrol – især på det nationale og kirkelige område af livet. Der er sket færre indberetninger om vold sammenlignet med sidste år.   
  2. FORFØLGELSENS DRIVKRÆFTER: Drivkræfterne bag forfølgelserne, som påvirker de kristne i Uzbekistan, er diktaturets forfølgelsesvanvid og i mindre udbredt grad yderliggående islamisme. Bemærk venligst, at  diktatorisk forfølgelsesvanvid  i Uzbekistan er et resultat af fortidens kommunisme og er derfor vokset frem af kommunistisk og tidligere kommunistisk undertrykkelse, skønt den kommunistiske ideologi har været død og begravet i Uzbekistan i mange år.
  • Diktatorisk Forfølgelsesvanvid: Ingen religiøseaktivteter udover de statslige og statskontrollerede institutioner er tilladte. Både hovedstrømninger inden for den protestantiske kirke og Jehovas vidner bliver ofte stemplet som yderliggående for deres udøvelse af religion ligger uden for de statskontrollerede strukturer.  Tvang fra autoriteterne vil sandsynligvis ikke svinde ind, da regeringens lederskab er i færd med at forberede en overgangstid med hensyn til præsidentens alder og helbred. Det er meget almindeligt, at medlemmer af enhver protestantisk kirkebliver betragtet som tilhængere af en fremmed sekt, som kun har ét mål, nemlig at udspionere og ødelægge det siddende politiske system. Ud fra dette perspektiv behøver de ikke blot at blive kontrolleret, men om nødvendigt at blive udslettet. Sikkerhedsstyrkerne har øget telefonaflytning for at finde ”ekstremister”. Dette problem har tillige skadet de kristne og kirkerne. En anden form for ødelæggelse rammer den religiøse undervisning, ligegyldig hvilken religion det drejer sig om.      
  • Kommunistisk og gammel-kommunistisk undertrykkelse: Dette er det historiske fundament, hvorpå det siddende regime er etableret.Kommunismen har ikke længere noget ideologisk bidrag som understøtter regimets position. Men mange kontrolsystemer og mekanismer, arvet fra det kommunistiske system, er stadig til stede i landet.
  • Yderligtgående islamisme: Presset på de kristne, der kommer fra islamiske cirkler, er i særdeleshed rettet mod kristne, der er konverteret fra en islamisk baggrund. (MBB). Hvis indfødte mennesker konverterer til kristendommen, vil de blive udsat for pres og lejlighedsvis fysisk vold fra deres familier, venner og det lokale samfund for at tvinge dem til at angre og vende tilbage til deres tidligere tro. Nogle MBB’ere vil blive lukket ude i lang tid og blive slået. Lokale mullaher vil prædike imod dem og lægge yderligere pres på disse MBB’ere. De kan eventuelt blive udstødt fra deres samfund. Resultatet kan blive, at MBB’ere finder der bedst at skjule deres tro – de bliver såkaldte hemmeligt kristne. 
  1. SAMMENHÆNG: Uzbekistan har et af de strengeste diktaturer i Central-Asien. Regimet vil gøre alt muligt for at beholde magten – enhver form for opposition og afvigelse fra normen vil skånselsløst blive angrebet. Kristendom er anset for at være en fremmed og destabiliserende faktor. Øverst blandt disse står de udøvende MBB’ere, som bliver yderligere presset af deres sociale og kulturelle omgivelser.   
  • Flere hundrede af frivillige fra Uzbekistan har slået sig sammen med radikale muslimske grupper som Hizb-ut-Tahrir, den Islamiske Bevægelse eller Islamisk Stat. Det er lykkedes for regeringen i Uzbekistan at forvise disse grupper fra landet over de forløbne årtier. Maj-opstanden i  Andijan i 2005 viste et eksempel på, hvordan regimet handler mod muslimske krigere. Regimet bruger tilstedeværelsen af radikale muslimer til at retfærdiggøre dets totale kontrol over samfundet ved at hævde, at de er en konstant trussel for landet.  Et krav, som er groft overdrevet. Indtil nu er kun få jihadister, om nogen overhovedet, vendt tilbage til Uzbekistan fra krigszonerne i Syrien, Irak og Afghanistan.
  • Det eksisterende og stats-anerkendte islam (Jeg vil anvende termen officiel islam for dette), er blevet anerkendt som samarbedspartnere, og officielle muslimske ledere er i virkeligheden statsagenter. De muslimer i Uzbekistan, som har behov for at blive mere seriøse i trosanliggender, står tilbage med få valg: der er ingen plads til dem i det officielle islam, så de må enten beskæftige sig med religion alene (med konstant risiko for at blive arresteret), eller tilslutte sig islamiske grupper (med samme risiko) eller at forlade landet (hvilket betyder brud med familie og stadig at se den risiko i øjnene at blive arresteret) eller konvertere til kristendommen (som betyder, de må finde sig i pres fra familie og staten).
  • Det hemmelige politi overvåger nøje alle religiøse aktiviteter i landet – spioner har infiltreret alle religiøse grupper. Den russisk ortodokse kirke er ikke anset som en trussel, siden dens medlemmer udelukkende kommer fra en etnisk russisk baggrund, og der foregår ingen evangelisering ud fra den kirke. Bortset fra dette er det uzbekiske regime klar over, at de må være yderst omhyggelige i deres måde at handle vedrørende alt russisk.
  • Alle andre kirker er betragtet som en potentiel trussel mod stabiliteten i landet (og dets regime), på grund af deres (formodede) evangelisation blant landets etniske majoritet og bliver derfor forfulgt ubarmhjertigt. Møder i huskirker bliver udsat for angreb, de tilstedeværende bliver plaget, tilbageholdt, forhørt og idømt bøder, mens religiøst materiale fundet under disse på stedet bliver beslaglagt og tilintetgjort.  De troende bliver lejlighedsvis idømt  korte straffe på op mod 15 dages fængsel . Kun sjældens bliver de troende idømt længerevarende fængselsstraffe.        
  1. ARTER AF ANGREB PÅ KRISTENDOM: Alle retninger inden for kristendom findes i Uzbekistan og udsættes for en eller anden form for forfølgelse.  
  • Menigheder af forviste eller udvandrede kristne. De fleste af forviste grupper af kristne vil  være indstillet på internt arbejde og næppe være indstillet på evangelisering.
  • Historiske kristne menigheder. Den russisk ortodokse kirke har vænnet sig til de begrænsninger, der er foreskrevet af regeringen og fungerer derfor mere eller mindre uforstyrret. Gudstjenester bliver overvåget, men de bliver gennemført uhindret og medlemmer kan mødes uden frygt for at blive arresteret. Men trykning og import af kristent materiale samt indvandring af fremmede medarbejdere er alt sammen begrænset.
  • Kristne konvertitter med muslimsk baggrund (MBB’ere) må finde sig i den værste forfølgelse i Uzbekistan. Ved siden af lidelserne fra statens side er de også under stærkt pres fra familier, venner og lokalsamfundet. Og for dem er det sidste langt det værste.
  • Mindre traditionelle kirker som baptistkirken, den evangeliske kirke og pinsekirken er den anden gruppe, som bliver forfulgt, og derfor i særlig grad dem, som ikke er blevet registreret. De må lide under mange angreb, trusler, arrestationer og ikendelse af bøder.   
  1. OMRÅDER AF TILVÆRELSEN OG VOLD

Forklaring til skemaet over forfølgelser: Forfølgelsesskemaet for Uzbekistan viser tallene for diktatorisk forfølgelsesvanvid og yderligtgående islam. Gennemsnits tallene for de første fire søjler (13.413), som viser presset mod de kristne er en smule højere end det foregående år (12.995). Tallet for voldssøjlen er lavere: fra 4.074 (WWL 2015) til 2.778. Det antyder, at enten er antallet af voldelige hændelser aftaget (hvilket ikke synes ret sandsynligt), eller de troende er blevet mere bange for at indberette forekommende hændelser. Som forfølgelsesskemaet viser,  er forfølgelserne stærkest i området privat, national og kirke. Presset fra yderliggående islam er nu størst i områderne privat, familie og menighed og er udøvet af de sociale omgivelser, mens diktatorisk forfølgelsesvanvid – presset fra regimet – mest mærkes på de private,nationale og kirkelige områder.

 

 


  • Privat område: Konversion er det problem, som fremkalder den voldsomste reaktion fra de sociale og kulturelle omgivelser. Det anses som en skam og en krænkelse af familiens ære. Ligesom det skaber social uro, står det også højt på radaren hos staten og dens agenter. Som resultat af dette er ikke blot konvertitterne under pres på dette punkt, men også de kristne, der er aktive i deres forkyndelse. Naboer vil gå til politiet, hvis de ser, at du dyrker Gud i dit hjem. Nogle steder er det endog ulovligt at være i besiddelse af en bibel. Andre steder må du kun eje én bibel. Kristne er blevet kastet i fængsel for overhovedet at eje en bibel. Kristne sekt-menigheder, som ikke er anerkendte, bliver betragtet som ulovlige. Derfor udsætter medlemmer af disse sekt-menigheder, som er i besiddelse af kristent materiale, sig for en øget risiko. At vedkende sig sin kristne tro (f.eks. fremvise kristne symboler) er også forbundet med risiko. Dette har to facetter: MBB’ere, som viser deres nye tro, vil straks mærke vreden fra deres familie, venner og lokalsamfundet; og andre kristne vil øjeblikkeligt blive mistænkt for at evangelisere. Alle statsmedier er  under statens kontrol – disse er utilgængelige for de kristne. Adgang til internet går gennem stats-ISP (Internet Service Provider) og er også under opsyn. Nogle sites er blokerede.  Allervigtigst er det: Internet-adgang på landsplan er vanskelig. Satelit TV er ikke forbudt, og kristne kan bl.a. se CNL(den russiske kristne TV-station). Ikke alene er det risikofyldt for en konvertit at tale om sin nye tro med medlemmer af sin familie; det samme gælder for medlemmer af traditionelle kirker, som er konverteret til ny-protestantisme, skønt dette ikke er nær så slemt. Presset i sådanne sager er større, hvis man taler med gæster uden for sin familie. Ikke-ortodokse kirker risikerer altid regeringens chikane og sprængning, hvis de holder møde med andre kristne, da det bliver betragtet som ulovlig aktivitet, som ikke er sanktioneret af regeringen. Kristne er kendt med at finde sig i regeringens angreb, beslaglæggelse af ejendom og prygl  for at afholde ”ulovlige” møder. Især er alle præster og læge ledere under overvågning. Det samme gælder for konvertitter. Husarrest er ret almindelig for MBB’ere – familien vil bruge dette for at lægge pres på dem for at få dem til at tilbagekalde deres nye tro.
  • Det familierelaterede område: MBB’ere kan opleve problemer, når de prøver at registrere fødsler, dødsfald og giftermål på det lokale råd, da disse ofte passes af muslimer fra lokalsamfundet. Officielt er dåb ikke forbudt. Men de lokale myndigheder vil blande sig i enhver forsamling af uregistrerede grupper. Presset på MBB’erne for ikke at gennemføre en dåb er enorm, da det ofte bliver betragtet som det ultimative tegn på, at man har forladt islam. Der findes eksempler på, at kristne begravelser er blevet nægtet af de lokale myndigheder. I uzbekiske familier har slægtninge (bedsteforældre) f.eks. tvunget en MBB’er til at komme i moskeen til trods for den kendsgerning, at forældrene er kristne. Ligesom i Sovjet-tiden indgår der i undervisningen på alle niveauer, at de studerende er tvunget til at følge særlige forelæsninger, hvor de bliver informeret om ”faren fra religiøse sekter”, hvilket betyder faren ved evangeliske kristne og andre religiøse minoriteter. Sådanne forelæsninger holdes i skoler omkring én gang hver anden måned.  På grund af den konstante propaganda i medierne, i skolerne og på kollegier mod ”sekter”, er unge mennesker ofte fjendtligsindede over for evangelisk kristnes børn. Det er ikke usædvanligt med forhånelser og selv prygl motiveret af religiøst had. Der er tilfælde, hvor ægtefæller er blevet tvunget til at søge beskyttelse i et andet land. I sådanne tilfælde er familier blevet skilt fra hinanden i lang tid. MBB’ere bliver ofte sat i husarrest og holdt borte fra andre mennesker. Under en sådan isolation bliver de presset til at fornægte deres nye tro og vende tilbage til islam. Der har været tilfælde, hvor ægtefæller er blevet presset til skilsmisse
  • Det samfundsrelaterede område: Trusler og hindringer kommer til de kristne fra forskellige sider. Først og fremmest må konvertitter finde sig i pres fra deres slægtninge og lokalsamfundet. Andre kristne(især dem, der er aktive med forkyndelse) må også forvente trusler fra lokalsamfundet og myndighederne (dvs. trusler om at komme i fængsel). To grupper er ansvarlige for opsyn med kristne: slægtninge og lokalsamfundet (som en forrm for social kontrol), men også myndighederne på forskellige nivauer. Stort set er det i uzbekisk kultur ikke almindeligt at spørge bruden, om hun ønsker at gifte sig. Derfor er det ikke usædvanligt for en kristen at indgå et tvangsægteskab. Officielle fejringer og møder i skoler, institutioner og arbejdspladser er obligatoriske for alle arbejdere/studerende – hvilket også er gældende for de kristne.  Der foreligger indberetninger om kristne, især MBB’ere, som er blevet tvunget til at deltagen i islamiske ritualer. Konversion betragtes som både religiøst og etnisk forræderi og vil derfor medføre skarp forfølgelse. De kristnes børn vil blive latterliggjorte og undertidenudelukket fra højereuddannesle. Når en virksomhedsejer finder ud af, at en af hans ansatte er en aktiv kristen, kan han afskediges uden videre. Økonomiske fordele er begrænsede for ikke-ortodokse kristne. Især må MBB’ere regne med strenge økonomike konsekvenser som en del af den større forfølgelse af dem. NSS (Uzbek Intelligent Service) er kendt for pengeafpresning over for butiksejere. Resultatet heraf er, at mange butiksejere vil undgå at bekende sig som kristne. Kristne idømmes hyppigt bøder i henhold til en endeløs liste af mulige lovovertrædelser: ulovlige møder, besiddelse af religiøs litteratur, at have kristne sange på smartphonen osv. Selv teknisk set lovlige grupper (som baptister) må finde sig i sådanne chikanerende forfølgelser. Når møder og huse bliver angrebet, vil alle de tilstedeværende blive afhørt – ofte meget hårhændet. Men kendte kristne vil fra tid til anden blive beordret til at møde op på politistationen blot for der at blive skræmmet. Hvis det bliver kendt at en person er konverteret til kristendommen, vil han eller hun blive udsat for stærkt pres. Den nye kristne må imødese prygl, husarrest og lejlighedsvis forvisning fra lokalsamfundet. 
  • Det nationalrelaterede område: Den uzbekiske stat er officielt verdslig og angriber de kirker, som forstyrrer den sociale fred. Landets forfatning og visse love sørger for religiøs frihed, men ikke uden betænkelige begrænsninger. Udskrivning til militærtjeneste er obligatorisk for alle borgere: alle 18-årige – mænd så vel som kvinder – skal stille ved militæret til tvungen værnepligt i 12 måneder. Ingen undtagelser er mulige. Staten overvåger alle præster. Da der er regulære kontrolsteder overalt i landet, vil nogle af de præster, som staten er interesseret i, blivestoppet. Borgere behøver udrejsevisa for at forlade landet, kristne bliver lejlighedsvis nægtet sådanne visa. Kendte kristne vil aldrig kunne opnå en stilling i statens tjeneste. De vil endda blive afskediget, dersom det bliver kendt, at de er kristne. Fordi dette vil trække uønsket opmærksomhed, vil de fleste kristne forretningsfolk afholde sig fra at gøre det kendt, at de er kristne.   Offentligt at give udtryk for kristne synspunkter er meget farligt for en ikke-ortodoks med trusler om repressalier fra både regeringen og det lokale uzbekiske samfund. Niveauet for forfølgelse er så intens, at konvertitter og ikke-ortodokse må holde deres religion for sig selv, eftersom ethvert offentligt udtryk for deres religion kan blive opfattet af regeringen som hvervning af tilhængere. Det er fuldkommen umuligt at opbygge en kristen samfundsorganisation eller et politisk parti i dette land – regimet vil overhovedet ikke tolerere det. Statskontrollerede og statsinfluerede medier opmuntrer forudindtagne imod bestemte religiøse mindretalsgrupper, til tider beskylder missionærer for at være en fare for samfundet og så splid i befolkningen. De statskontrollerede medier fremstiller virkelig rapporter, hvori evangeliske kristne bliver bagvasket og angrebet. Reklameskilte, pjecer og anden offentlig information om faren frasekter og missionærer er fundet i den nordlige del af landet. Mange kirker undgår at anvende kristne symboler for at undgå konflikt. Da kristne virkelig er skydeskive for myndighederne (så vel som den lokale uzbekiske befolkning anså MBB’erne) er det selvindlysende farligt at vise religiøse symboler. Retfærdig rettergang forekommer ikke i Uzbekistan. Den dømmende magt er ikke uafhængig og den internationale overvågning af retssager, som omhandler kristne, må se mange politiske forhindringer i øjnene.     
  • Det kirkerelaterede område: Samlinger af kristne bliver hyppigt forhindret og udsat for angreb. Det er næsten umuligt at blive registreret som en kirke – i de forløbne 15 år er ikke eneste kirke blevet registreret. Alle religiøse aktiviteter bliver tæt overvåget og spioner har infiltreret næsten alle grupper. Det er næsten umuligt at få tilladelse til at bygge nye kirker, og vedligeholdelse af eksisterende bygninger bliver gjort meget vanskeligt (undtagen for den Russisk Ortodokse Kirke). Kun de få registrerede kirker må tilrettelægge aktiviteter inden for de tilladte forudsætninger; aktivteter uden for disse præmisser er ikke tilladt. Den administrative ”Code Article 240”(”Overtrædelse af den religiøse lov”) fra 1998 part 1 som lyder: ”At udføre uautoriseret religiøs aktivitet samt omgåelse af religiøse organisationers ledere ved registrering af organisationens kontrakt, religiøse lederes uautoriserede organisation og gudstjenestefejring, og organisation og ledelse af specielle børne- og ungdomsmøder, det gælder også faglig litteratur og studiegrupper uden relation til gudsdyrkelse”.  En forordning fra 2003 indskrænker NGO’s trosbaserede aktiviteter, og loven forbyder ”handlinger med sigte på konvertering af troende fra en religion til en anden (hvervning af proselytter)så vel som enhver form for missionerende virksomhed”. Ifølge religionsloven forlanges, at al religiøst materiale underkastes regeringens tilladelse. Religiøs uddannelse er forbudt i Uzbekisan. Der har været adskilligebekræftede tilfælde af præster, som direkte blev anklaget for at lede ulovlige/ikke-registrerede kirker. Præster så vel som læge ledere er blevet forhånet, pryglet og ydmyget på deres arbejds- eller studiested. Al kristent materiale skal renses af ”Komitéen for Religiøse Sager”. I praksis betyder det, at der blokeres for al indførsel, trykning og uddeling af materiale. Det er forbudt offentligt at sælge religiøst materiale i Uzbekistan uden statens godkendelse. Alle medier er stats-kontrollerede og utilgængelige for religiøse grupper. Det er umuligt at stifte og drive kristne organisationer, institutioner og skoler. Godgørende arbejde er yderst begrænset; kun den russisk ortodokse kirke må organisere den slags. Udenlandsk missionsvirksomhed er forbudt: et dekret af 2003 fra ministeriet angående krav om registrering for NGO’eres begrænsede tros-baserede enheders aktiviteter og Religionsloven af 1998 forbyder ”handlinger, der tager sigte på konvertering af troende fra en religion til en anden (hvervning af proselytter)så vel som enhver form for missionerende virksomhed”. Kristne må ikke udtale sig mod deres forfølgere, da de er statens agenter.
  • Det voldsrelaterede område:  Forfølgelse  i Uzbekistan synes ikke at være særlig voldelig, men det skyldes hovedsageligt den kendsgerning, at de kristne er bange for at indberette hændelser af frygt for gengældelse. Mindst èn huskirke blev ødelagt, da politiet overfaldt den. Mindst fem kristne blev tilbageholdt og tre måtte udstå deres domme i fængslet. Vi er vidende om mindst tolv kristne, som blev  psykisk mishandled enten af politiet eller af muslimske familier. Mindst yderligere to ejendomme tilhørende kristne blev ødelagt. Mindst to kristne med muslimsk baggrund måtte flygte fra deres hjem og søge skjul, på grund af pres fra deres familier.
  1. 6.       FREMTIDIG UDSIGT:
  • Synlige tendenser af betydning for kirken: Spørgsmålet om hvem der vil efterfølge den aldrende præsident Islam Karimov, vil snart blive besvaret, men for øjeblikket må det betragtes som et tabuemne.Kendere vil vide, at Karimov vil blive efterfulgt af en anden kommunist-veteran, hvilket for de kristne vil betyde, at kun lidt – måske intet overhovedet – vil ændre sig. Imidlertid vil statsapparatet, politi, efterretningsvæsen, mahalla (det lokale samfundsråd) osv. fortsætte med at overvåge religiøse aktiviteter med forskellige tiltag - overvåge hjem, aflytte telefoner, infiltrere grupper, besøge gudstjenester osv.
  • Angreb på huskirkegrupper, beslaglæggelse af religiøst materiale, afhøring og tilbageholdelse af troende vil fortsætte. Pres på og vold mod MBB’ere fra familie, venner og lokalsamfund vil fortsætte, måske forværres.
  • Der er en konstant trussel, at islamiske grupper, såsom Islamisk Movement of Uzbekistan og Islam Jihad Union vil blive aktive i Uzbekistan.  Der er også fare for en for fornyet vold fra radikale muslimer i Fergana Valley. Mange mennesker i Uzbekistan forventer at dette vil ske hurtigt efter at Karimov bliver efterfulgt. 

BAPTISTKIRKE I GAZA

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

Ingen gudstjenester

i baptistkirke i Gaza

 

 

 

 

 

 

 

Efter at Gaza i løbet af de sidste få uger er blevet forvandlet til en krigszone, holder den lille baptist menighed ikke flere gudstjenester ifølge en meddelelse fra en kristen i Gaza til Åbne Døre.

Hanna Maher er præst for baptistkirken i Gaza by. På grund af den usikre situation er han ikke i stand til at besøge alle kirkens medlemmer. Gennem telefonen er han i kontakt med de familier, han ikke kan besøge. Åbne Døres kontaktperson meddeler: ”Sidste weekend fik vi en telefonopringning fra pastor Hanna. Vi besluttede at holde gudstjeneste i vor kirke om søndagen, mens der var våbenhvile. Men da det blev helt klart, at våbenhvilen ikke holdt, besluttede vi, at det var uansvarligt at mødes i kirken.”

Åbne Døres landskoordinator for Israel og de palæstinensiske områder forklarer: ”Baptistkirken og kirkens bibliotek ligger lige over for en politistation. Den politistation er blevet angrebet flere gange, så det er et potentielt farligt område. Myndighederne har også krævet biblioteket lukket for nuværende.

For at opmuntre hinanden holder menighedens medlemmer forbindelse med hinanden gennem telefonen – hvis den fungerer – og også ved at arrangere husmøder. For nogle kristne er truslen virkelig tæt på. En familie blev instrueret af IDF, de israelske forsvarsstyrker, om midlertidigt at forlade deres lejlighedskompleks, da israelerne forberedte et angreb på et hus i nærheden.

Og selvom angrebene fra IDF ofte er meget præcise, sker der også vældige fejltagelser. Søndag den 27. juli tog sådan en fejltagelse livet af en græsk ortodoks kristen kvinde i 60’erne, Jalila Ayyad.

På grund af krigen har mange mennesker mistet deres hjem eller kan ikke vende tilbage til deres huse for tiden. ”Hvis et hus i et lejlighedskompleks bliver ødelagt på grund af et angreb, bliver hele komplekset ofte lukket af frygt for sammenstyrtning,” siger den kristne fra Gaza. ”Mere end 160.000 mennesker har ingen boliger i disse dage. Mange af dem kom til Gaza by for at bo sammen med deres slægtninge. Vi ser forskellen, og byen er endda mere befolket end tidligere. Det er en stor byrde for de familier, som lever her, men vi gør, hvad vi kan for at hjælpe. Om nødvendigt må vi endda byde slægtninge, som behøver hjælp, velkomne.”

Bortset fra baptistkirken er de to andre aktive kirker i hele Gaza striben, den græsk ortodokse og den romersk katolske kirke. Begge kirker har taget imod flygtninge fra andre steder i Gaza, som er blevet ramt af tung artilleriild. Blandt de 1,7 millioner muslimer er det kristne samfund på omkring 1.500 – 2.000 medlemmer i sandhed en minoritet. 

 

 


 

SYRISKE KRISTNE VIL BLIVE I HOMS

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

De sidste kristne

ønsker ikke at forlade

den gamle by Homs

 

 

 

 

 

En lille gruppe på 28 kristne bor stadig i den gamle by Homs i Syrien. De ønsker ikke at forlade byen, fordi de er bange for, at deres ejendomme vil blive fuldstændig ødelagt. Af samme grund bliver også den hollandske jesuiterpræst Frans van der Lugt i den gamle by.

Van der Lugt talte i morges i Dutch NOS Radio 1. ”Hvis jeg forlader byen, vil intet blive tilbage af denne bygning”, gav han som en forklaring til at blive i byen. ”Og jeg ønske ikke at efterlade de 28 kristne, som er tilbage”. Han tilføjede, at selv om disse kristne ville forlade den belejrede by, ville han dog selv blive. ”Jeg er her for alle syrere. Dersom alle de kristne ville forlade byen, vil jeg blive her, fordi jeg er her for at hjælpe alle syrere”. Om situationen i den del af byen, hvor han bor, sagde han: ”Næsten alle huse er ødelagt”. Folk bliver, sagde han, for ellers vil ingen af husene blive tilbage, og folk vil ikke have noget hjem at vende tilbage til. 

Van der Lugt meddelte til Radio 1, at de fødemidler, som af FN var blevet bragt til byen de seneste dage, slet ikke er tilstrækkelige til de omkring 2000 mennesker, som er tilbage. FN bragte gryder og tøj, som folk ikke har brug for. Hvad vi behøver er ris og andre fødevarer, men de kommer ikke i tilstrækkelige mængder. Der er enorm mangel på fødevarer.  Ved vort morgenbord spiser vi oliven og drikker te. Om eftermiddagen tilbereder vi suppe af planter, som vokser mellem stenene på vejen – som ”grøntsager” og senere noget, som skal gå ud for at være ”grønt”, og som er det hollandske ord for alle slags grønne planter. ”Til aften må vi se, hvad vi kan få fat på”.

Folk sulter, sagde præsten i Radio 1. Også oprørene er umotiverede til at kæmpe – af samme grund. ”Den største fare for mig er at synke ned i fortvivlelse. Jeg må vedblivende være fuld af håb, for at jeg kan være til nogen hjælp for menneskene omkring mig”.

For nylig blev præsten kendt i de internationale nyheder, idet han talte med adskillige tv-stationer som Al Jazeera og RTL efter at have ladet offentliggøre et dramatisk opråb om hjælp på Youtube lige før FN kunne iværksætte en hjælpeoperation i byen. ”V ønsker at leve! Vi ønsker ikke at dø på grund af hungersnød”, sagde præsten på videoen.

Frans van der Lugt – i Homs bedre kendt som Abouna Francis – har boet i Mellemøsten siden 1966. Han boede først i Libanon, men fra de tidlige 70’ere i Homs i Syrien. Da byen Homs kom under beskydning, fordi borgerkrigen nåede byen, besluttede præsten at blive hos sit folk. I årene før krigen arbejdede han med undervisning og hjalp mennesker, som var mentalt handikappede. Fordi mange af disse mennesker ikke kunne eller ikke ønskede at forlade byens centrum, blev han hos dem. For omkring et år siden blev den oprørs-erobrede gamle bydel omringet af regeringstropper, som dermed afskar den gamle bydel. Ingen får lov at komme ind, og ingen får lov at komme ud. Officielt foregår der ingen leverancer af fødemidler til Homs gamle bydel.

Ifølge jesuiterpræstens udtalelser til avisen The Telegraph for et par uger siden boede der omkring 60.000 kristne i den belejrede del af Homs. På det tidspunkt nævnte han, at kun 66 kristne var tilbage i den del af byen. Når han nu angiver antallet 28, har altså mange kristne de senere dage foretrukket at forlade byen.

Byen Homs, som ligger mellem Syriens hovedstad Damaskus og Aleppo, var før krigen en by på mere end 600.000 indbyggere. Foråret 2011 betragtedes Homs som hovedbyen i ”Det Arabiske Forår” i Syrien. I og omkring byen har voldsomme kamphandlinger fundet sted. Først var byen under regeringshærens belejring – det startede i maj 2011. Dele af byen kom under oppositionsstyrkernes kontrol, mens andre dele stadig var under regeringens kontrol. Oppositionen formåede at opretholde kontrollen over den gamle bydel, som historisk har været beboet af et stort kristent samfund.    

 

 


 

SYRISK PRÆST STÅR FAST

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

"Nej, jeg har aldrig tænkt

på at forlade Syrien”

 

 

 

 

 

 

En ung mand i trediverne tager sig tid, inden han svarer på et spørgsmål. Åbenbart er Fathi (pseudonym) en afslappet fyr. Men hvordan kan skinnet bedrage? Denne mand ankom just fra Syriens største by, Aleppo. Tre år med krig har efterladt skår i hans sind, han er træt, men ønsker stadig at blive i Aleppo og ønsker ikke at forlade sit land.

Fathi er en af Syriens kristne, som spiller en nøglerolle med at hjælpe IDP’ere (Internally Displaced People) gennem de lokale kirker støttet af Åbne Døre. ”Nej, jeg har aldrig tænkt på at flygte”, siger han til Åbne Døres medarbejder. ”Hver dag ser jeg realistisk på, hvordan vi kan hjælpe mennesker”. Gennem godt to år har Aleppo nu været scene for heftige kampe. På det seneste svirrer rygterne om, at krigere fra den såkaldte Islamisk Stat er parate til at tage kontrol over hele byen.

”På den anden side tænkte jeg naturligvis på min familie; jeg er bange for deres liv, men ikke for mig selv. Gennem de seneste år har Herren holdt sin hånd over mig, når jeg blev stoppet ved en kontrolpost, passerede gennem bestemte områder af byen og landet. Gud beskyttede mig; det holder mig oppe. Jeg ser, hvordan vi kan gøre en forskel gennem det arbejde, vi udretter.

Fathi understreger vigtigheden af ’at se tingene i større sammenhæng’. ”Når projektiler slår ned til højre og venstre for dig, bygninger styrter sammen, når du frygter for dit liv, hjælper ’den større sammenhæng’ dig til at fortsætte. Vi er nødt til at fortsætte. Jeg er lykkelig over at se, det sker gennem forenede anstrengelser fra de forskellige kirker og organisationer. Det handler ikke bare om mig”.

Han genopfrisker, hvordan han fulgte nyhederne om krigen i Homs, den første større by, som blev overtaget af oppositionens styrker. ”Gennem ni måneder fulgte vi nyhederne, da alt pludselig i august 2012 eksploderede i Aleppo. Ødelæggelserne begyndte på den voldsomste måde”. Kort forinden dette skete, havde han og en fra Åbne Døre det første møde om iværksættelsen af hjælpearbejde i Aleppo på grund af den tiltagende fattigdom i byen.  Aleppo så i disse dage en stor tilstrømning af flygtninge (IDP’ere) fra Homs-provinsen.  Vi forudså en forringet økonomisk situation, vi tænkte på at hjælpe de nødstedte og tillige prøve på at give dem jobmuligheder.

”Arbejdet startede i det små med kun 50 familier i en af kirkerne. Der kunne vi se, hvordan tingene fungerede, og ud fra erfaringerne kunne vi vælge andre større kirker. Vi havde ikke megen erfaring”. De blev konfronteret med alle slags anmodninger ikke alene vedrørende mad. ”Folk spurgte efter medicin eller endog kirurgi. Vi vidste egentlig ikke, hvordan vi kunne bære os ad med at administrere alt dette, eller hvordan vi skulle behandle indtægter. Der var en svaghed på det administrative område”.

Med tiden lærte de at organisere og administrere det voksende hjælpearbejde. På en måde er situationen i Aleppo blevet bedre. Fødevarer er tilgængelige for folk i den del af byen, hvor han bor og arbejder. ”Ingen dør på grund af mangel på føde”, siger Fathi.

Undervisning blev næsten bragt til ophør. ”Skoler fungerede som center for flygtninge, og niveauet for undervisning faldt drastisk. Den bedste måde at dominere et land på, er ved ikke at give dem undervisning. Jeg ser byen gå i en meget uheldig retning”.

Han ser en rolle for de kristne i det splittede samfund. ”Som kristen menighed kan vi blive et forbindelsespunkt mellem regering og opposition. Nogle kristne prøvede at forbinde begge sider”. Mangelen på undervisning er en stor fare for fremtiden. En hvilken som helst regering kunne drage fordel af befolkningsgrupper, der ikke har fået undervisning. Han ser også et problem i dette, at alle de veluddannede mennesker forlod Syrien på grund af krigen. ”Hvilken følge vil dette have på vort lands fremtid?”

At bo i Aleppo er en udfordring for tiden. ”Folk er optaget af deres basale behov; de kan ikke se længere frem. Vi har så travlt med vore basale behov, som mad, elektricitet og vand; det er udfordringen for dem, som bor i Syrien.  

Gennem lokale kirker og partnerorganisationer hjælper Åbne Døre månedlig mere end 9000 familier i Syrien. I Aleppo modtager mere end 2000 familier hjælp. Derudover hjælpes de nødlidende med mad, medicinhjælp og lånemuligheder. Åbne Døre distribuerer kristen litteratur i Syrien til børn og voksne og tilrettelægger forskellige træninger. Åbne Døre tilbyder for eksempel traume-advarsels-træning, lederskabstræning og træning til opbygning af kvalifikationer vedrørende, hvordan kirker kan hjælpe de nødlidende.   

 


 

KRISTNE I BANGLADESH SKAL LUKKE DERES KIRKER

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

Kristne i Bangladesh

får besked på

at lukke deres kirke

og at konvertere til islam.

Otte konvertitter blev tvunget til at afsværge deres tro under tvang fra den lokale leder.

I det centrale Bangladesh har en lokal regeringsembedsmand standset opførelsen af en kirke og tvunget de kristne til at holde gudstjeneste i en moske samt truet dem med at blive bortvist fra deres landsby med mindre de afsværger deres tro. Tangail Evangelical Holiness Church i landsbyen Bilbathuagani – beliggende i Tangail distrikt, ca. 100 kilometer nord for hovedstaden Dhaka – blev stiftet den 8. september af en gruppe på omkring 25 kristne, som havde mødtes i det skjulte gennem tre år.

Den lokale rådsformand, Rafiqul Islam Faruk, samlede imidlertid omkring 200 demonstranter den 13. september for at protestere imod at begynde kirkebyggeriet. Den følgende dag blev de kristne tilsagt til at møde på rådsformandens kontor. Samtidig ventede mere end 1000 muslimer udenfor; de havde fulgt en opfordring fra alle lokale moskeer til at samles ved rådsformandens kontor.

Beordret til at antage islam: Den 32-årige Mokrom Ali fortalte til tidsskriftet World Watch Monitor, at han var blevet tvunget til at genantage islam. ”Rådsformanden og moskeernes imamer forhørte mig om min antagelse af kristendommen. De spurgte mig, hvorfor jeg var blevet en kristen. Det er en stor synd at gå fra islam over til kristendommen,” sagde Ali. ”Hvis jeg ikke anerkendte islam, ville de slå mig, brænde mit hus og udelukke mig fra landsbyfællesskabet. Deres trusler isnede i mig. Det er derfor jeg foregav at anerkende islam, men troen på Kristus er kildespringet i mit liv. Nu er jeg ikke længere en muslim; jeg er en kristen”.

Den 31-årige Mojnu Mia fortalte også til tidsskriftet World Watch Monitor, at han også var blevet tvunget til mod sin vilje at anerkende islam. ”Rådsformanden og imamerne spurgte mig hvad min religion er. Jeg svarede, at jeg var kristen. Så truede de med at slå mig og udelukke mig fra landsbyen, med mindre jeg afsværgede min kristne tro”, sagde Mia. ”De havde herset med mig, så jeg anerkendte islam. Jeg gjorde det kun for at komme ud af min forlegenhed. Men senere i retten bekendte jeg min kristne tro under edsaflæggelse. Rådsformanden blev klar over, at jeg igen var blevet kristen, ved skriftlig erklæring. Han truede mig med, at det ikke ville blive muligt at udøve min kristendom der i området. Hvis jeg fortsat ville holde mig til den religion, måtte jeg finde et andet sted at leve. Rådsformanden prøver at stække vingerne på vor kristentro. Jeg ved ikke, hvor længe vi kan holde gode miner til slet spil, og hvor længe vi kan udholde det. Vi ønsker religiøs frihed. Vi ønsker at udøve vor religion i frihed”.

Siden den 14. september er otte kristne gået med til at vende tilbage ti islam. På rådsformandens ordre. Han og hans følgesvende havde allerede for tre år siden slået nogle af disse kristne, fordi de var gået over til kristendommen.

De kristne var løbet af sporet: Den lokale rådsformand Faruk fortalte til tidsskriftet World Watch Monitor, at nogle kristne var gået i aktion mod islam, på grundlag af deres ukorrekte fortolkning af Koranen. ”Imamerne og andre ældste i samfundet opfordrede dem til at ændre deres afvigende adfærd. De var løbet af sporet, så vi forsøgte af får dem på rette spor igen”, sagde han. ”Otte personer, som havde afveget fra islam, vendte tilbage. Vi forsøger også at bringe de andre tilbage. For at skifte religion må en person sværge ved hans eller hendes navn og skal underrette den lokale dommer. Dersom dommeren giver sin tilladelse, kan han eller hun skifte religion. Men det, som de har gjort, er fuldkommen forkert”.

World Watch Monitor spurgte Faruk, om han ville protestere, dersom nogle af disse mennesker indgav en beediget skriftlig erklæring til retten om deres gen-antagelse af deres kristentro. Hertil svarede Faruk, at ”der ville opstå et voldsomt pres fra lokalsamfundet imod det. Som repræsentant for de lokale borgere kan jeg ikke gå imod den offentlige mening ”. Rådsformanden advarede de kristne mod at genoptage opførelsen af deres kirke, idet han sagde, at det ville være anti-islamisk. 

Forfatningen i Bangladesh påbyder religionsfrihed: Forfatningen i Bangladesh giver enhver borger i landet retten til at tilslutte sig, at praktisere og at forkynde sin religion. Enhver religiøs sammenslutning eller benævnelse har ret til at etablere sig, opretholde og drive sit religiøse arbejde.

Pastor Mrinal Kanti Baroi, lederen af den kristne menighed, fortalte til World Watch Monitor, at de havde forsøgt at vise rådsformanden forfatningens paragraffer om religiøs frihed, men til ingen nytte. ”Vi medbragte et eksemplar af forfatningen til rådsformanden og andre af samfundets ældste, men de lyttede ikke til os og ønskede ikke at se det”, sagde Baroi.

Den 15. september skrev medlemmer af menigheden et brev til chefen for distriktsadministrationen i Tangail distrikt for at opnå sikkerhed og beskyttelse. Anisur Rahman, som er deputeret kommissær for Tangail distrikt, fortalte til World Watch Monitor, at der var taget de nødvendige skridt for at garantere for borgernes sikkerhed og beskyttelse.

Opfordring til samdrægtighed: Premierministeren i Bangladesh, Sheikh Hasina, som har stået i spidsen for en ikke-religiøs regering i det muslimsk dominerede land siden 2009, opfordrede den 3. september sine landsmænd til at arbejde sammen for at værne om den fælles samdrægtighed, ”som har næret vort land gennem årtusinder”. Hun fremkom med denne udtalelse i sin indvielsestale ved genopbygningen af et buddhistisk tempelkompleks, som var blevet ødelagt og nedbrændt af kriminelle elementer tilbage i september 2012.

Den amerikanske kommission for international religionsfrihed (USCIRF) fjernede Bangladesh fra sin ”Watch List” efter den valgsejr, som Sheikh Hasina’s Awami League fik ved parlamentsvalget i 2008. Hendes centrum-venstre parti anses for at ville fremme ikke-religiøs politik og vil være imødekommende over for mindretallenes rettigheder.  Hendes udsagn om at ville gennemføre reformer for religionsfrihed var endnu en begrundelse for, at Bangladesh blev fjernet fra USCIRF’s liste.

Lidt om landet Bangladesh: I henhold til en folketælling i 2001 er indbyggertallet i Bangladesh på 154 millioner. 90 procent af befolkningen er sunni-muslimer og 9 procent er hinduer. Den resterende ene procent er overvejende kristne og buddhister.

 

 


 

BUNDET - MEN UDEN GRÆNSER

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

Bundet, men

uden grænser

  

Trofast MBB i Kina forkynder det kristne evangelium

Sammendrag: De få tusinde kristne med muslimsk baggrund (MBB’ere), som lever i det vestlige Kina er den mest forfulgte gruppe i dette land; de står over for forfølgelse af såvel regeringen som deres egne familier og lokalsamfundet. Forskellig fra mange Han-kinesiske kristne oplever disse MBB’ere, som frimodigt  står sammen om det kristne evangelium, langt flere prøvelser. Til trods for det opgiver MBB’erne – sådan som Marlon – aldrig at vidne om Kristus. (Han-kinesere er den største etniske gruppe i Kina, og de tæller mere end 90 % af befolkningen).

Der er gået femten år siden Marlon i 2000 besluttede at følge Jesus. Som kristen i Kina med muslimsk baggrund har han måttet tåle megen forfølgelse gennem sine rejser for trofast at forkynde det kristne evangelium. Senest var et overvågningskamera blevet installeret lige uden for hans hus rette mod hans fordør. Gennem en sådan intens overvågning fandt Marlon det vanskeligt at rejse og forkynde evangeliet for andre muslimer, som han gjorde tidligere.

Gudstjeneste under anholdelse

En dag brød en gruppe politifolk ind i Marlons hus, mens han og nogle andre MBB’ere var sammen i deres gudstjenestefællesskab. ”De anbragte os i politiets arrest og konfiskerede alle vore bibler og kristne bøger,” sagde Marlon. ”Vi blev adskilte og anbragt i forskellige rum. Jeg var bekymret for de nye kristne iblandt os. Uden at vide, hvad jeg skulle gøre, bad jeg og mærkede glæden ved Guds tilstedeværelse. Så begyndte jeg at synge en salme til Guds ære. Tydeligt hørte jeg to af søstrene synge sammen med mig. Mine tårer kom frem, ikke fordi jeg havde mistet min frihed, men fordi jeg vidste, at Gud stadig var hos os, selv under vor tilfangetagelse”. De blev ikke sat på fri fod før to måneder senere.

Dåb i bjergene

Marlon fortsatte med at fortælle sin historie. ”Straks jeg havde besluttet at følge Jesus, gav Gud mig den lidenskab at forkynde det kristne evangelium form mit folk. Inden længe modtog 19 familier Jesus som deres Herre og bad om at blive døbt. Det var spændende at opleve disse første frugter, idet mange levede i meget fjerne områder som nomader. Jeg forberedte dåben meget omhyggeligt; jeg bad inderligt og fandt det rette sted oppe i bjergene – af sikkerheds hensyn. Men mens jeg var i færd med at døbe hver enkelt af dem, dukkede politiet op og omringede os. Lokale mennesker blev gennet væk. Jeg blev smidt i fængsel yderligere 40 dage.     

Marlon måtte også klare de øjeblikkelige udfordringer, han mødte. Det er vanskeligt at holde kontakt med de nye kristne, da de fleste af dem bor i forskellige landsbyer fjernt fra hinanden. Mangelen på kristent materiale på deres eget sprog gør discipeltjensten endnu vanskeligere. Resultatet bliver, at mange nye MBB’ere opgiver deres tro, når de møder forfølgelse fra deres familier, lokalsamfundet og regeringen. 

Rejseforbud

Marlon forkyndte ikke alene evangeliet blandt folk i nærheden, men han ville også rejse overalt, hvor Herren førte ham. Han er imidlertid nu under meget tættere overvågning, fordi han er blevet arresteret adskillige gange. Politiet forbød ham at rejse og installerede overvågningskamera lige uden for hans hus, rettet mod hans fordør. ”En gang tog jeg toget for at forkynde evangeliet for et menneske, som boede en 15 timers togrejse væk”, fnisede Marlon, ”men straks jeg stod af toget, dukkede to politibetjente op og fangede mig!”

En ung generation rejser sig

I en så desperat situation som denne er Guds armé dog overhovedet ikke bundet. Han har en plan, som ligger langt ud over Marlons eller politiets planlægning. Nogle unge mennesker, heriblandt Marlons egen datter, rejste sig imod politimyndighederne. ”Vi samles hver uge for at læse bibelen og bede sammen. Af sikkerhedsmæssige grunde er vi nødt til at skifte mødetid og -sted. Og dog taber de unge ikke modet. De vi tage ud til forskellige landsbyer for at forkynde evangeliet for dem”, sagde Marlon med et opmuntrende smil. ”Det er sådan en glæde at se dem rejse sig!”    

Blandt de 85 millioner kristne i Kina er der kun nogle få tusinde troende med muslimsk baggrund (MBB). De få tusinde MBB’ere, der lever i det vestlige Kina, er nogle af de mest forfulgte grupper. På den ene side fører regeringen tæt kontrol med med denne følsomme region for at forsvare den mod terrorist-angreb og for at opretholde sin position som anti-islamisk ekstremisme og anti-infiltration af oversøiske religiøse kræfter. På den anden side må de også se forfølgelse i øjnene fra deres familie, venner og naboer. Omvendelse til kristendommen bliver anset som vanærende for en muslimsk familie og som en trusel for samfundet. Hvis kristne bliver opdaget, risikerer de at blive forstødt af deres familier og smidt ud af deres hjem.

Åbne Døre opsøger de mest forfulgte kristne grupper i Kina, selvom kristne i de senere år de fleste steder i landet har fået mere råderum til at praktisere deres tro. Vi styrker troen hos de mest forfulgte MBB’ere i Kina ved at fremskaffe træningsprogrammer imod forfølgelse og kristent materiale i særlig grad for dem, som ønsker at holde gudstjenste. Vi sætter også isolerede MBB’ere i forbindelse med kristne grupper i andre dele af Kina, så de kan få opmuntring og åndelig støtte. 

 

 


 

ÆGYPTISK KRISRTEN ARRESTERET

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

En ægyptisk kristen er blevet arresteret for sit arbejde på en arabisktalende US-baseret kristen satellit fjernsynskanal, som bliver vist i Ægypten.

Bishoy Armeya blev arresteret den 4. dec. i landsbyen Nazlet El-Badraman i Øvre Ægyptens Minya distrikt.

Det statsdrevne nyhedsbureau MENA fortalte den 4. dec., at en mand, blot benævnt som ”Bishoy”, var blevet arresteret, mistænkt for at udbredt sektvæsen. MENA oplyste, at manden arbejder for en koptisk kristen radiosender i U.S.A., som er kendt for at rapportere urigtige skildringer af undertrykkelse af Ægyptens koptere.

En kilde i Cairo, hvis navn bliver tilbageholdt af World Watch Monitor af personlige sikkerhedsmæssige grunde, fortalte, at Armeya havde rapporteret fra Øvre Ægypten til  den Californien-baserede Altareek (”The Way”) satellit fjernsynskanal siden den 30. juni.

Armeya var den første ægyptiske muslim, der blev omvendt til kristendommen, og som derpå søgte officiel anerkendelse af denne konvertering fra den ægyptiske regering. Han skiftede navn fra Mohamed Hegazy efter sin omvendelse til kristendommen i 2008.

Ægyptisk konvertit arresteret for at ”tilskynde til sekterisk strid.” Bishoy Armeya har ansøgt Ægypten om at ændre religion på sit ID-kort.

En ægyptisk kristen er blevet arresteret, angiveligt for sit arbejde på en arabisktalende US-baseret kristen satellit fjernsynskanal, som bliver vist i Ægypten, såvel som i Mellemøsten, Nordafrika, USA og Canada.

Bishoy Armeya var den første ægyptiske muslim, der konverterede til kristendommen, og som efterfølgende søgte om officiel anerkendelse af denne konvertering fra de ægyptiske myndigheder. Han skiftede navn fra Mohamed Hegazy efter sin konvertering til kristendommen i 2008.  Armeya blev arresteret den 4. dec. i landsbyen Nazlet El-Badraman i Øvre Ægyptens Minya distrikt.

Hans arrestation følges af en tilspidsning af antikristen vold i landsbyen, efter at et mistænkt romantisk forhold mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand kom for dagens lys den 25. nov. – noget som af de lokale bliver betragtet som en alvorlig krænkelse af den muslimske kvindes ære og muligvis også af hendes familie. En person blev dræbt, og ni blev sårede under de efterfølgende voldshandlinger.

Minya regionen har gennem de seneste måneder også været skueplads for mange angreb på kirker og kristne.

Den statsdrevne nyhedskanal MENA fortalte den 4. dec., at en mand, der kun blev benævnt som ”Bishoy”, var blevet arresteret p.g.a. mistanke om at ”sprede sektvæsen”. MENA fortalte, at manden arbejder for en koptisk kristen radiosender i USA og er kendt for at rapportere ”urigtige skildringer om undertrykkelse af Ægyptens koptere”.  

Forskellige nyhedsberetninger i Ægypten har rapporteret, at 31-årige Armeya er under mistanke for en række ulovligheder, som inkluderer spionage, at opildne til sekteriske stridigheder, at udsende falske nyheder via radiosender, at fornærme Ægypten, at fotografere sikkerhedsinstallationer, at skaffe tilhængere, at modtage udenlandsk kapital, at udgive sig for at være journalist samt at foretage interviews med ægyptiske borgere.

En kilde i Cairo, hvis navn bliver tilbageholdt af World Watch Monitor af personlige sikkerhedsmæssige grunde, fortalte, at Armeya havde rapporteret fra Øvre Ægypten til Altareek (”The Way”) satellit fjernsynskanal siden den 30. juni. Stationen, der har base i Duarte, Californien, og som startede i 2005, hævder på sin website, at den producerer nyheder, drama, samtaler, dokumentar- og uddannelsesprogrammer, som ”præsenterer kristne værdier og peger på Kristus.” Stationen hævder at gøre det på en ”politisk og kulturelt hensynsfuld måde”, fordi 80% bliver optaget af lokale kristne i regionen, og resten bliver valgt af dem specielt med henblik på deres egen befolkning.

Forsøg fra World Watch Monitor´s side på at kontakte ledelsen af The Way (Vejen) er ikke lykkedes.

Armeya skabte nyhedsoverskrifter over hele verden for fem år siden, efter at han ansøgte om at skifte religion fra islam til kristendom på sit nationale ID-kort.

En anonym kilde, som var tilbageholdt på samme sted som Armeya, fortalte World Watch Monitor, at den kristne blev tilbageholdt på El Minya 1 politistation. Kilden fortalte, at Armeya var blevet underkastet tortur, men det er ikke blevet bekræftet.

Formanden for det Cairo-baserede center for Human Rights, Mamdouh Nakhla, fortalte til Mideast Christian News, at påstandene imod Armeya er ”opdigtede” og er blevet benægtet. Hvis han bliver kendt skyldig, vil Armeya kunne se frem til et liv i fængsel, sagde Nakhla, som var involveret i en del af Armeyas konverteringssag.

Det er planlagt, at Armeya skal møde i retten den 18. dec.

 

 


 

PRÆST MYRDET I CAMEROUN

ICHTYS betyder FISK og er fra gammel tid blevet brugt som et kristent symbol. I de første århundreder efter Kristi fødsel, da den nye tros tilhængere ofte var udsat for forfølgelse, brugte de fisken som gensidigt kendetegn mellem kristne. Årsagen er, at det græske ord for fisk ἰχθύς, også skrevet som ΙΧΘΥΣ eller ΙΧΘΥϹ, kan ses som forbogstaverne i: Iésous Christos Theou (h)Yios Sótér (på dansk: Jesus Kristus, Guds søn, (vor)frelser). Det er forholdsvis almindeligt at se fisken i samme betydning også i vor tid, f.eks. som klæbemærke på biler.

 

 

 

Åbne Døre besøger den myrdede pastor

Kesveres fortvivlede familie

Da Daouda, en af Åbne Døres medarbejdere i området, ankom, mødte han en større mængde mennesker i huset. Efter at have hilst på dem alle og fortalt dem sit ærinde, førte de ham til enken. Sharifa sad sønderknust og stirrede ud i luften. Hun kunne knap nok tale.

Den 24. juli om eftermiddagen ankom hvad man formoder var krigere fra Boko Haram til deres landsby Balgaram beliggende i den yderste nordlige del af Cameroun. Skrækslagne landsbyboere råbte: ”Boko Haram! Boko Haram!” Der opstod kaos da landsbyboerne stak i vild flugt. Adskillige omkom, da de prøvede at redde sig i sikkerhed.

Soldaterne fangede Kesvere-familien i deres hjem. Nogle af de større børn, som meget vel var klar over faren, løb af sted. Men Sharifa kunne ikke slippe væk – hun havde de mindre børn hos sig. De så hjælpeløse til, da angriberne spurgte Jean Marcel, hvad han levede af. Da de hørte, han var præst, kommanderede de ham ind i en bil og kørte væk.

Vi ved ikke, hvad der udspandt sig mellem præsten og oprørerne. Men dagen efter, fredag den 25. juli, gik Jean Marcel – en elsket ægtemand, far og trofast missionær for folket i det nordlige Cameroun – ind til herligheden.

En fortvivlet Sharifa blev ladt tilbage samme med andre landsbyboere. Der var ingen tid til at samle nogle ejendele sammen, og de forlod Balgaram kun med deres tøj på ryggen. Byfolk modtog de næsten nøgne og traumatiserede Kesvere-mennesker og gav dem nødvendigt tøj.

Enken og hendes otte børn var rystede i deres inderste. De havde aldrig forestillet sig, at en sådan tragedie skulle ødelægge deres liv. Af alle børnene syntes den ældste datter bedst at kunne forstå omfanget af deres tab. Hun græd bitterligt. Hun druknede i tårer. Det hele syntes simpelthen at være for meget for hende at bære.

Ord synes tomme i en situation som denne. Hvad kan man sige eller gøre for at bringe lindring? Alt hvad Daouda kunne gøre var at vise sin deltagelse og så at forsikre Sharifa om, at hun ikke var alene – der er mange rundt om i verden, som beder for hende. Og han bad sammen med dem.

Sharifa syntes opmuntret. I hvad der kun kan beskrives som Guds store nåde, som sætter Hans børn i stand til at bære en sådan tragedie, rejste hun sit hoved og begyndte omsider sammen med Daouda at drøfte sit ansvar for at tage vare på børnene og sørge for deres trivsel i hendes mands fravær. På trods af at være traumatiseret og bedrøvet bukker hun ikke under. Hun ser sin situation lige i øjnene.

Men dette tab går længere ud end til Jean Marcels store familie. Født i Cameroun og uddannet i nabostaten Chad blev han af Lutheran Brethren Church sendt til Balgaram, hvor han betjente menigheden i mere end to år. Hans bortførelse og mordet på ham har hensat dem i chok. ”Vi er i stor sorg over tabet at en kollega, der var viet til sin gerning”, sagde et medlem af kirken.  

Jean Marcel var godt kendt af os i Åbne Døre. Han deltog i meget af den oplæring, vi har udbudt i den del af Cameroun. Vi er dybt bedrøvede over hans død og erkender, at hans familie og menigheden vil få brug for al den støtte, de kan få for at komme sig over deres tab. 

 

 


 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side