AXEL BLEV MYRDET PÅ VEJ FRA SKOLE

 

 

 

 

 

 

 

 

 

BLÅKILDE – en lokalitet i Vestjylland

Et par kilometer syd for Tarm finder man den skovbevoksede lokalitet kaldet Blåkilde, som i dag er præget af Blåkilde Efterskole 112 elever og de tilhørende lærerboliger. Efterskolen har eksisteret siden 1951. Men fordi der gennem denne egn strømmer et vandløb – som i øvrigt danner sogneskel mellem Egvad og Lønborg sogne – har man for århundreder siden ved opstemning af vandløbet kunnet oprette Tarm Mølle. Denne mølles aktivitet har gennem tiderne hjulpet egnens bønder, så de kunne få kværnet deres korn. Den dag i dag kan man stadig se og følge de adgangsveje, bønderne havde til vandmøllen. Samme vandmølle har også dannet grundlag for et savværk, og vandløbet har også i relativ nyere tid dannet grundlaget for et dambrug.

Tilstedeværelsen af Tarm Vandmølle gjorde, at destruktionsanstalten Blåkilde Mølles Fabrikker i Hobro fandt det interessant og på sin plads at anlægge en filial her. Denne virksomhed eksisterede fra århundredets begyndelse og frem til 1923, hvor den ophørte af ukendte årsager. Men besynderlig nok havde navnet Blåkilde slået sig fast i egnens og beboernes bevidsthed. Der opstod også en Blåkilde Plantage og en tilhørende Blåkilde Planteskole.

MORDET PÅ LILLE AXEL

Uanset hvor smuk skoven tager sig ud, ledes tankerne hen på drabet på forstassistent Fischers lille søn Axel i 1918. Mange har nok hørt om mordet, men hvordan det egentlig gik for sig, har de fleste nok glemt, så i mine gemmer fandt jeg, hvad Skjern Dagblad skrev om mordet, og det – sammen med oplysninger fra domspapirerne – er blevet til et lille hæfte. Navnet på den myrdede dreng er Axel Emil Fischer.

Ved Blåkilde Planteskole var i 1918 og årene deromkring ansat en plantør H. A. Fischer. Han og hans kone Emilie havde bl.a. sønnen Axel, som på dette tidspunkt var ni og et halvt år gammel og gik i skole i Tarm Realskoles optagelsesklasse. Onsdag den 20. november 1918 om eftermiddagen kom drengen ikke hjem, som han plejede. Drengen var familiens ældste søn, og de boede på Teglgården i Blåkilde.

På vejen hjem var han set sammen med en vagabonderende person, og siden havde ingen set ham. Familie, naboer og venner søgte overalt på egnen efter drengen. Morgenen derpå deltog også politiet i eftersøgningen, hvor man søgte i alle plantagens områder. Sidst på eftermiddagen kom der meddelelse om, at man havde fanget vagabonden, som tilstod, at han havde myrdet drengen og skjult liget i plantagen. Ved 5-tiden om eftermiddagen telefonerede en politibetjent fra Grindsted om, at der netop var kommet en person ind på stationen og havde forklaret, at han havde dræbt en dreng i en plantage nær Tarm. Drabsmanden lød temmelig angerfuld og havde straks ønsket at blive ført til Tarm for at påvise, hvor liget lå; han mente ikke, at andre kunne finde det, og han var bange for, at ræve skulle komme og tage liget. I Tarm blev der straks foranstaltet en bil til at hente morderen i Grindsted.

MORDEREN KOM TIL TARM

Tarm by bar præg af den uhyggelige begivenhed og bevægede alle. Som avisen skrev: ”Selv i de sidste Tider, hvor Verden synes af Lave, maatte man gribe sig til Hovedet og spørge, hvorledes det er  muligt, at et Menneske har kunnet begaa en saadan Udaad”.

Ifølge et øjenvidne skulle Axel have ventet på Otto, anseligt for at få en at følges med. Desuden har en kusk, som gik ved siden af sin vogn, mødt drengen og Otto et kort stykke fra det sted, hvor drengen var blevet set slutte sig arrestanten, forklaret, at drengen og arrestanten da fulgtes ad i god forståelse. (Ifølge udskrift af Domprotokol)

 

Karl Larsen, der den gang tjente som kusk på Foersum Teglværk, har fortalt til sin søn, Jens Chr. Larsen, at han som mange andre var ude at søge efter den lille Axel. På et tidspunkt, hvor de var inde på en gård for at få lidt varme og kaffe, kom der besked om, at morderen havde meldt sig og ville blive ført tilbage til skoven for at udpege stedet, hvor han havde kvalt og gemt Axel. Da morderen ankom, og de havde fundet frem til stedet, fik han bud på at vise, hvordan han havde båret sig ad

Bilen med morderen, som hed Otto Christian Christensen, ankom til Tarm ved 23-tiden. Så snart myndighederne og morderen var til stede, gik turen til gerningsstedet. Langs landevejen ved plantagen i nærheden af vejen til Blaakilde Mølles Fabrikker stod allerede mange klar med lygter. De fortsatte alle til vejen drejer. fra til højre ind mod Teglgaarden. Det var er uhyggeligt og fantastisk skue i den lidt tågede novembernat. Månen lyste kun svagt gennem skydækket, og rundt mellem de tågevåde fyrrebuske glimtede lygte ved lygte; man sprang over grøfter og knolde, ængstelige for at komme til at træde på det lille lig.  Der gik en halv times tid, vandet drev efterhånden ned ad tøj og støvler, da der pludselig lød et råb: ”Det er fundet”. Der gik et gys gennem alle, som tavse strømmede til stedet. Den lille Axel lå med sit blege ansigt vendt mod himlen. Han lå med skoletaske og marinehue på. Hans jægerdragt var ikke i uorden; kun mærkerne på halsen og den blodige fråde, der flød fra munden, forrådte den vold, der var øvet. Han lå, som morderen havde sagt, frit mellem to tætte fyrretræer, og der var intet gjort for at dække eller skjule ham. Det var Søren Vad, der tjente som karl hos Claus Nielsen på Bundgaard, som først fik øje på Axel. I den sene nattetime måtte kredslæge Busch meddele de dybt rystede forældre om fundet at liget af deres dreng. Fischer, der uafladeligt havder været i aktivitet siden drengens forsvinden, var gået hjem til Teglgården, inden morderens ankomst til Tarm, deltog således ikke i den sidste eftersøgning.    

 

 


 

Axels lig blev kørt til sygehuset i Tarm.

Her blev der afholdt forhør af morderen, hvor det fremgik, at hans navn var Otto Christian Christensen. Han oplyste, at han var flere gange straffet for tyveri samt for brandstiftelse, men de sidste otte år havde han ikke været straffet. Han havde nogen tid arbejdet på arbejdskolonien ”Arbejde Adler” i Klosterhedens Skovdistrikt ved Holstebro, men var nu på vandring sydpå. Onsdag morgen den 20. november havde han begivet sig fra Ringkøbing mod Skjern og Tarm. Han havde planer om at søge arbejde et eller andet sted.

Klokken var nu blevet omkring klokken et om natten, og forbryderen blev ført ind på sygehuset, hvor den lille drengs lig lå på en båre. Herredsfogeden konstaterede her, at mordet kunne være foregået på den måde, som morderen havde forklaret. Herredsfogeden udtalte tillige, at morderen øjensynligt havde bestræbt sig på at fortælle alt således, som han huskede det, og hans forklaring på motivet til ugerningen syntes at være den sandsynlige. Efter konfrontationen førtes forbryderen, der nu så ret medtaget ud, tilbage til forhørslpkalet, og kort efter blev han ført ud i den ventende bil. Sløvt og sammensunken sad han her og stirrede hen for sig – nu befriet for håndjernene – medens øvrigheden tog plads i vognen. Turen gik nu til Skjern, hvor fængselsporten lukkede sig bag ham.  

MORDET I TARM FULDT OPKLARET

Thi kendes for Ret. Dommen ved Bølling-Nørre Horne Herreds Ekstraret den 18. januar 1919 lød:

Thi kendes for Ret: Arrestanten Otto Christian Christensen bør straffes med Tugthusarbejde i 8 Aar, hvorhos han vil have at betale alle af Aktienen og Sagen lovlig flydende Omkostninger derunder Salær til Aktor Sagfører Ejlersen 30 Kr. og til Defensor Sagfører Kaptain Kiær 25 Kr. At efterkomme under Adfærd efter Loven. – (L.S.) Herredsfoged I. W. Clausen.

Iflg. Udskrift af Domprotokol: Jens Wilhelm Clausen, Herredsfoged, udnævnt 20. Sept. 1915 havde været Fuldmægtig på Børglum Herredskontor og blev den 30. Sept. 1919 Straffedommer i Vejle  

Ved fastsættelsen af straffen til otte års tugthus blev der dels taget hensyn til, at arrestanten havde været straffet tolv gange, heraf én gang med atten måneders forbedringshus for brandstiftelse, dels til, at det var et værgeløst barn, han havde dræbt. Da dommen var forkyndt for arrestanten, begærede denne straks dommen appellere til Højesteret. Her var der imidlertid ingen sympati. Otto Christian Christensen, der af Bølling-Nørre Herreders Ekstraret og Overretten havde fået en dom på otte års fængsel, havde kæret denne til Højesteret. Men her fik han ikke megen sympati, for i steder forhøjede Højesteret den 30. april 1919 dommen fra otte til tolv års tugthus.

KORT AFSONING

Otto Christian Christensen begyndte sin strafafsoning i Skjern Arrest den 8. maj 1919. Han blev overført til Horsens Tugthus den 14. maj 1919, og af hans papirer fremgår det, at han ved anbringelsen havde 1 krone og 10 øre samt e skudsmålsbog som legitimation. Otto var født i 1880 og var altså kun 38 år, da han myrdede Axel. Trods sin unge alder havde han ikke nogle fremtidsplaner for sit liv. Den skærpede dom til 12 års fængsel har nok helt taget modet fra ham. Ved opslag i kirkebogen for Vor Frelsers Sogn i Horsens kunne man læse, at Otto var død den 19. juli 1919; han blev kun 39 år. Den triste kendsgerning er, at han hængte sig i sin celle. Af kirkebogen fremgår, at begravelsen blev forrettet af pastor Chr. Holt; desuden oplyses, at Otto var ugift, vagabond.


 

 AXELS BEGRAVELSE

Drengen Axel Emil Fischer, som kun blev godt 9 år, blev begravet fra Tarm kirke den 20. november 1918, og begravelsen blev forrettet af pastor O. V. Boeck. Lønborg. Axel blev efterfølgende begravet på Hobro Søndre Kirkegaard, hvor en del af slægten og senere bl.a. også forældrene er begravet.

 

LILLE STEN I SKOVEN

For familien Fischer var det selvfølgelig en meget stos sogn at miste en søn så pludselig og under de tragiske omstændigheder. På stedet, hvor barnemordet havde fundet sted, satte forældrene en lille sten eller plade, hvori navnet AXEL samt et kors er hugget. Stenen står stadig det samme sted – som et minde om den lille AXEL – i en lille lysning i et krat, hvor fyrretræerne har måttet vige. 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

03.10 | 23:16

Det er en spændende sten.

...
17.08 | 11:33

Tak for venlig opmærksomhed

...
14.08 | 09:58

Dejligt at nogen fortæller om vore historiske sten, de er jo en del af vor historie og har givet anledning til mange sagn og myter.

...
23.07 | 09:11

Ophavsret: Når du skriver af fra andre hjemmesider har du pligt til at oplyse kilden. Jeg genkender en del af egne tekster fra www.moelleforum.dk

...
Du kan lide denne side