 |
|
|
 |
|
|
|
|
|
 |
VANDREBLOKKE
FRA ISTIDEN
Rundt omkring i det danske landskab ligger der en del meget store sten; de kaldes vandreblokke, fordi kæmpestenene kom hertil med den is, der dækkede også de egne, hvor Danmark ligger i dag. Da isen omsider smeltede, efterlod den de store vandreblokke. De fleste store vandreblokke findes i Jylland; men hvor Nordjylland ligger, fandt ikke den store afsmeltning sted, og derfor finder man ikke her så mange af de virkeligt store vandreblokke.
Aug. F. Schmidt udgav 1933 Danmarks Kæmpesten; heri berettes om vandreblokke og andre store sten,
hvoraf mange er forsvundet, bl.a. fordi de er blevet slået i mindre stykker og anvendt som bygge- eller anlægsmaterialer.
Istidens enorme gletschere fandt vej sydover efter en enkel naturlov. Nedbøren af sne i vor klodes polare egne gjorde, at nedbøren hobede sig op; men i takt med, at der hele tiden kom mere nedbør, blev nedbøren trykket sammen og blev til is, og ismasserne skred som gletschere ud til siden, altså sydover. Også som en naturlov fulgte gletscherne overalt de laveste dale og skurede langs bjergsiderne, hvor de løsrev større og mindre klippestykker og førte dem med sig. Det kan konstateres, at de gletschere, der nåede frem til de områder, der kom til at udgøre Danmark, kom forskellige steder fra. Enkelte af vandreblokkene og mange mindre sten, som man finder i det danske landskab, især ved kysterne, er specielt interessante, fordi de består af bjergarter, som direkte kan henføres til bestemte egne af Skandinavien. Når det er tilfældet, kaldes de ledeblokke.
En larvikit er således en ledeblok, fordi det er konstateret, at istidens gletschere har bragt denne bjergart hertil fra området ved Oslofjorden. Andre meget kendte ledeblokke er rhombeporfyr (Norge), kinnediabas (Syd-Sverige), bredvadporfyr (Dalarne), rød og brun Østersø-kvartsporfyr (Ålandsøerne). De nævnte og mange flere ledeblokke kan alle findes ved danske kyster.
Nogle ismasser kom ovre fra det nuværende Finland og skred over området ved Ålandsøerne og videre ad Østersøen vis Bornholm; vandreblokke fra disse gletschere blev "tabt" ved afsmeltningen i det østlige Danmark. Store ismasser skred bl.a. fra Dalarne og ned over det nuværende Sydsverige; vandreblokke fra disse gletschere finder man også i overvejende grad i der østlige Danmark. Enorme ismasser kom direkte nord fra, hvor gletscherne skred langs bunden af den nuværende Olsofjord. Geologer har konstateret, at den mest udbredte bjergartstype blandt vandreblokke, der er kom fra disse egne, er larvikit, en bjergart, som navnet antyder, findes udbredt ved Oslofjordens bund og vestside. Istidens fremskridende kraftfulde ismasser har løsnet bjergarten i blokke af alle størrelser. Enten der er tale om larvikit eller andre solide bjergarter, har disse blokke endvidere været tilstrækkelig modstandsdygtige til, at de har kunnet holde til gletschertransporten hertil, hvor isen smeltede og efterlod sin last.
Selvom der gennem tiderne er fundet mange og store vandreblokke, findes der sandsynligvis mange flere, som endnu skjuler sig dybere nede under overfladen og ude på bunden af vandområder. Enkelte større sten ligger i vandet og er synlige, mens andre ligger på bunden af vandområder og findes afmærket på søkort.
Selvom langt de fleste af Danmarks store vandreblokke ligger i Jylland, er Danmark største vandreblok, Dammestenen ved Hesselager på Østfyn. Der er ydermere konstateret endnu en kæmpesten på bunden af Storebælt ud for kysten syd for Knudshoved. Hidtidige undersøgelser tyder på, at der er tale om en særdeles stor vandreblok, som menes at være større end Dammestenen.
Temmelig mange af Jyllands store vandreblokke er larvikitter. Den danske geologiprofessor Arne Noe-Nygaard har blandt meget andet registreret og beskrevet anvendelsen af larvikitter i danske kvaderstenskirker. Denne konstatering fortæller, at mange større og mindre vandreblokke – sandsynligvis også dem, som først i rå tilstand var blevet anvendt til oldtidens gravkamre, jættestuer og skibssætninger – er blevet kløvet og tildannet og op gennem middelalderen har fundet anvendelse til bygning af borge, kirker og andet solidt byggeri. Desværre er der sket noget lignende med runesten, hvis runer derved er gået tabt.
Mine billeder herunder viser nogle af de vandreblokke, jeg kender og har besøgt. De er ikke alene fra Nordjylland, men fra hele Jylland og Fyn. Mange af de store sten findes der historier om, og jeg bringer dem, jeg kender.
Billederne af vandreblokkene har jeg placeret efter anslået vægt, fra den tungeste ende:
HESSELAGER-STENEN, 1000 tons
HØVÆNGE-STENEN, Lolland, 737 tons
DYBBØL-STENEN, Dybbøl, 460 tons
MØRUP-STENEN, Snejbjerg, 394 tons
TIRSLUND-STENEN, Brørup, 338 tons
HVISSINGESTENEN, København, 234 tons
AARØSTENEN, Aarø,
DYRESTENEN, Kalundborg, 152 tons
JANUM KJØT, Øst Han Herred, 152 tons
SVANTESTENEN, Møn lige over Møns Klint
SJÆLLAND OG SKÅNE, ved Øresunds-tunnelen, 75 tons + 105 tons
SKÆRINGSTENEN,Egaa, 86 tons
LERELTE-STENEN i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland, 70 tons
MYRESTENEN, Ganløse Eged, 60 tons
ROKKESTENEN, Paradisbakkerne, Bornholm
HAMBORGGAARDSTENEN, Bække, 50 tons
MUSESTENEN ligger på stranden ved Vemmetofte
KALUNDBORG-STENEN, 32 tons
TOPSTENEN ved Kringelrøn på Læsø
FREDERIKSHAVN-STENEN, ved byens posthus
HAVRUM SØSTEN i landsbyen Havrum et par kilometer øst for Uldum
LOMMESTENEN ligger i Isefjord neden for Egebjerg kirke i Ods Herred
SKALLERØD SMØRSTEN nord for Hillerød
KNÆKKERYGSTENEN, ved Guldborgsundssydlige del, Aalholm på Lolland
OTTING-STENEN, genforeningssten ved Otting kirke i Salling
STENUM-STENEN, i landsbyen Stenum i Vendsyssel
LUNDEKILDESTENEN ligger nær Fuglsang på Øst-Lolland
ANES KISTE ligger på strandeng på Lyø
GRØNSALEN, stendysse ved Fanefjord kirke på det sydvestlige Møn
DEN RØDE GALT, Nordmors, vægt ikke kendt
SKYUMSTENEN, stranden syd for Skyum Bjerge, vægt ikke kendt
HJARNØSTENEN, forhekset sten på øen Hjarnø
Æ GRAA STEN, i Limfjorden ud for Jegindøs sydspids, vægt ikke kendt
AGGERSBORG-STENEN, på mark nær kirken
Den angivne vægt på de nævnte vandreblokke må tages med et vist forbehold; det er simpelthen ikke praktisk muligt at finde den præcise vægt. Den er man nået frem til ved at måle den enkelte granitblok. Når man efter bedste evne har fundet vandreblokkens volumen og man véd, at granit vejer 2,75 gram pr. kubikcentimeter, kan man let regne sig frem til vandreblokkens vægt.
Concerning the weight of Glacial Blocks: You will be able to find the weight of those large granite blocks by measuring the whole block. In that way you will find the volume of it. Granite weights 2,75 g / cubic centimetre.
Har du kendskab til en vandreblok, der ikke er nævnt her, så vil jeg være taknemlig, hvis du vil gøre mig opmærksom på stenens eksistens. På forhånd tak!
Når du klikker på billedet af en sten, kommer der en rulletekst frem, som fortæller en historie om stenen, og hvor stenen står i landet.
|
|
|
VANDREBLOKKENES VEJ TIL DANMARK
Istidens enorme gletschere fandt vej sydover efter en enkel naturlov. Nedbøren af sne i vor klodes polare egne gjorde, at nedbøren hobede sig op; men i takt med, at der hele tiden kom mere nedbør, blev nedbøren trykket sammen og blev til is, og ismasserne skred som gletschere ud til siden, altså sydover. Også som en naturlov fulgte gletscherne overalt de laveste dale og skurede langs bjergsiderne, hvor de løsrev større og mindre klippestykker og førte dem med sig. Det kan konstateres, at de gletschere, der nåede frem til de områder, der kom til at udgøre Danmark, kom forskellige steder fra. Enkelte af vandreblokkene og mange mindre sten, som man finder i det danske landskab, især ved kysterne, er specielt interessante, fordi de består af bjergarter, som direkte kan henføres til bestemte egne af Skandinavien. Når det er tilfældet, kaldes de ledeblokke. En larvikit er således en ledeblok, fordi det er konstateret, at istidens gletschere har bragt denne bjergart hertil fra området ved Oslofjorden. Andre meget kendte ledeblokke er rhombeporfyr (Norge), kinnediabas (Syd-Sverige), bredvadporfyr (Dalarne), rød og brun Østersø-kvartsporfyr (Ålandsøerne). De nævnte og mange flere ledeblokke kan alle findes ved danske kyster.
Nogle ismasser kom ovre fra det nuværende Finland og skred over området ved Ålandsøerne og videre ad Østersøen vis Bornholm; vandreblokke fra disse gletschere blev ”tabt” ved afsmeltningen i det østlige Danmark. Store ismasser skred bl.a. fra Dalarne og ned over det nuværende Sydsverige; vandreblokke fra disse gletschere finder man også i overvejende grad i der østlige Danmark. Enorme ismasser kom direkte nord fra, hvor gletscherne skred langs bunden af den nuværende Olsofjord. Geologer har konstateret, at den mest udbredte bjergartstype blandt vandreblokke, der er kom fra disse egne, er larvikit, en bjergart, som navnet antyder, findes udbredt ved Oslofjordens bund og vestside. Istidens fremskridende kraftfulde ismasser har løsnet bjergarten i blokke af alle størrelser. Enten der er tale om larvikit eller andre solide bjergarter, har disse blokke endvidere været tilstrækkelig modstandsdygtige til, at de har kunnet holde til gletschertransporten hertil, hvor isen smeltede og efterlod sin last.
1
KORTET VISER de største vandreblokke i Danmark
1
DAMMESTENEN, der også kaldes HESSELAGERSTENEN, findes i nærheden af Hesselager by, er "vistnok den største løse sten af krystallinsk bjergart" i Nordeuropa udenfor den skandinaviske halvøs og Finlands bjergegne. Stenen, hvis vægt er anslået til 1000 tons, omtales allerede i 1700-tallet af Erich Pontoppidan i "Danske atlas" I (1763), s. 439 efter gehejmeråd Adelers manuskript og angives der at være "54 alen i omkreds, men i længden 22 og i bredden 15 alen" (omregnet til meter henholdsvis 33,9 i omkreds, 13,8 i længde og 9,4 i bredden).
Dammestenen er en lys, rødliggrå, middelkornet granit, som nogle steder er gennemsat af smalle gange. Den er bevokset med mos, hvilket vanskeliggør undersøgelsen af den, meddeler Victor Madsen. Nogle partier af den er grovkornede, andre er finkornede og mørkegrå af farve. Nærmer man sig stenen fra sydvest, er dens udseende ikke anseligt, idet den kun hæver sig 1½ meter over det omgivende terræn. Set fra den modsatte side får man derimod et indtryk af dens forbavsende størrelse, idet den danner den ene side i den betydelige udgravning, der, som ovenfor nævnt, blev foretaget på Kristian d. VIIIs befaling. Udgravningen er ført ned til noget forbi den dybde, i hvilken stenen har sin største bredde; stenens laveste punkt er ikke bleven nået. Nivelleres fra det laveste punkt i udgravningen til stenens top, fås en højdeforskel på 9,8 meter. Omkredsen på det bredeste sted er som ovenfor anført beregnet til 45,8 meter. Stenen ligger i gult moræneler. Efter at der var aflejret tilstrækkeligt af dette til, at stenen kunne ligge fast, trods isens bevægelse hen over den, har den forholdt sig til isen, som om den var fast fjæld. Dens øverste del har fået form som en rundhælle med udpræget stød- og læside, og stenen er bleven tydelig isskuret. Skurestriberne ses bedst på stenens nordøstlige side. Ved rengøring af stenens ryg påvistes på denne en del grove og temmelig utydelige skurestriber, som dog i solskin, når stenen var passende fugtig, kunne måles med temmelig stor nøjagtighed. Dammestenens vægt anslås til henved 1 million kilogram.
I Evald Tang Kristensens "Danske Sagn" III findes der følgende optegnelser - her i udtog - af vedrørende stenen: "Den er kommen fra Langeland." . "En karet kan vende oppe på den"; slynget i strømpebånd af en kæmpe fra Bregninge bakke, Tåsinge, efter Svindinge kirke; båndet brast, så den kom ikke så langt. - Kastet i strømpebånd af en troldkvinde på Langeland efter Svindinge kirke - kastet af en kvinde på Langeland efter Svindige kirketårn. - kastet i strømpebånd af en trold fra den yderste pynt af Langeland efter Svindinge kirketårn. - kastet af en troldkvinde på Hov efter Svindinge kirke, fordi den kunne ses så langt borte og havde tre klokker, "hvoraf den ene er en af de største her i landet". -
I Dansk Folkemindesamling, arkivkapsel 1906/31b: 1097, findes udtog af fem optegnelser om Dammestenen, indsendt til denne institution efter 1919. Kort gengivet er disse sagn af følgende indhold: Stenen er kastet af en troldkvinde på Langeland efter Svindinge kirkespir. - kastet af en jættekvinde ved Korsør efter en lindorm ved Bregninge kirke. - kastet af en jætte fra en af de omliggende øer mod den første kirke, da klokkerne ringede.
Rasmus Hansen har i sin barndom hørt sagnet således fra Oure og flere steder: "Dammestenen skal være kastet af en jætte fra Langeland efter Svindinge kirke. "Det pak kunne ikke fordrage at høre klokkerne; og denne havde sagtens troet at gøre sit folkefærd en stor glæde, ved at knuse kirken før hun blev færdig. Han nåede dog ikke, hvad han ville, for hans hosebånd, som han slyngede stenen i, gik istykker, og stenen faldt, hvor han ligger endnu. De mere vantro mener ikke, stenen har været så stor, ved kæmpen kastede ham, men at han er vokset siden, ja der er dem, der tror, han vokser endnu, hvergang han lugter nyt brød".
Smedekone Hanne Christoffersen, Humble, meddeler 16. oktober 1928 til H.C: Frydendahl, at Hesselagerstenen er kastet, vistnok af en trold fra Egeløkke på Langeland mod Svindinge kirke på Fyn. Men stenen faldt jo for tidligt ned. Man vil af de ovenstående sagaudtog se, at sagnene alle er enige om, at Dammestenen er kastet efter en kirke af en kæmpe (trold, troldkvinde, jætte) fra en anden ø end Fyn (Langeland, Tåsinge, Sjælland). Sagnet, der uden tvivl er ældgammelt i Sydfyn, kender vi på tryk fra 1837 og fremefter; men navnet Dammesten er allerede nævnt i Præstens Indberetning 1623, og det er sikkert forkert, når der overalt i literaturen er brugt formen "Damesten", der vel sagtens beror på en slet etymologi, idet boglærde personer i denne navneform har villet finde en hentydning til sagnet om troldkvinden ("Damen"), der udslyngede stenen mod en kirke. En tolkning af navneleddet Damme- (hvis ikke betydningen: Dame (Kvinde) er den rigtige) tør jeg ikke give; muligvis er det dog beslægtet med ordet "dæmning", middelaldernorsk dammr, færøisk dammur (dæmning), ældre svensk damber (dampr), opdæmning.
1
BARSTEN finder man i Dybbøl og kaldes derfor også DYBBØLSTENEN. Kæmpestenen ved Dybbøl har en anslået vægt på 460 tons. ”Naar man fra Sønderborg gaar lidt op ad Dybbøl Banke, kommer man til en meget stor Sten, som Folk kalde den store Barsten”. Barstenen skal i følge August F. Schmidts "Danmarks Kæmpesten" engang have været så stor at 18 par kunne danse på den, men sprængning af den til grund- og støttesten i bygninger, har reduceret den kraftigt. Alligevel er den Sønderjyllands største marksten. Under Sønderjyllands-ture med elever fra Blaakilde Ungdomsskole har det mange gange været et yndet motiv at fotografere en efterskoleklasse på 32 elever stående oppe på stenen; der var altså plads til hele flokken.
Om stenen fortælles mange Sagn. Historien om jættekvinden der kastede Barsten findes i flere variationer. Saaledes siges der, at engang laa der en ligesaa stor Sten ved Siden af den; men den blev af en Trold kastet over til Angel, hvor den endnu ligger ved Skærsbjærg.
”Om hvorledes Barstenen er kommen til at ligge paa Dybbøl Banke fortælles følgende. Ovre paa en hoj Bakke paa Fyn boede en Troldkvinde, som var vred over de mange Kirker, der alle Vegne rejstes. Da hun nu engang saa over mod Sundeved, fik hun Öje paa en stor Bygning, som man var i Færd med at bygge. Det var Broager Kirke; men da hun saa to Taarne paa Bygningen, troede hun, det var en Ridderborg; da hun imidlertid senere hørte Klokkeringning derfra, blev hun saa vred, at hun bandt sit Strömpebaand om en stor Sten for at slynge den mod Kirken; men hun havde ikke Kræfter til at kaste den saa langt, hvorfor Stenen faldt ned paa Dybbøl Mark”.
Andre Sagn fortæller, at Stenen i sin Tid er kastet derover af en Troldkvinde paa Als; hun var vred paa sin Bejler, hvorfor hun vilde knuse ham med Stenen; men hun ramte ham ikke; saa tog hun en ny Sten; men den faldt ned ved Tumbøl i Felsted Sogn.
”Paa Als fortælles Historien saaledes: I gamle Dage boede paa Als en vældig Kæmpe, som Folk paa Sundeved maatte betale Skat til. Men engang nægtede de det, og da han vilde vade over Sundet for at tugte dem, skøde de paa ham med Pile og kastede Stene efter ham. Da greb han en uhyre Sten og kastede den efter dem, og det var Barstenen. Men ved at se den vældige Sten fik Sundevedboerne saa stor Rædsel for hans Kræfter, at de igen fandt sig i at betale Skat til ham”.
Om Barstenen berettes endvidere: ”Paa Skraaningen af Dybbølbjærg ligger en stor Sten, Barsten. Der boede engang paa Fyn en Jættekvinde, som ærgrede sig over de mange Kirker, der blev bygget rundt om i Landet. Fra de høje Bakke, hvor hun boede, kunde hun se over til Sundeved. Dær fik hun en skøn Dag Øje paa en stor Bygning, som blev rejst på Broager Bjærg. Da der kom to Taarne paa den, troede hun først, det var en Borg, og det tog hun sig ikke saa nær. Men en Formiddag lød der Klokkeklang derovre fra. Da tog Jættekvinden sit Strømpebaand og bandt en vældig Sten deri, som hun slyngede over mod Broager Kirke. Men Baandet brast, idet hun svang den vældige sten, saa de kom ikke helt over. Stenen faldt ned på Dybbøl Mark, og her ligger den endnu i Dag”. Fotoet blev taget 29. august 2009 under en familietur til Sønderjylland; mine fire børn med tilhørende svigerbørn befolkede Barstenen.
1
MØRUPSTENEN, Jyllands største sten -landets næststørste – er en sensation på 500 tons beliggende lige uden for Snejbjerg by. Kun den fynske Hesselagersten er større. Bør fritlægges, nu motorvejen er ført tæt forbi!
Af Johs. Wienberg-Larsen Der er offentlig parkeringsplads, informationstavle og gangsti til Mørupstenen
Der er ikke langt derud. Fra Snejbjerg bare ud ad Studsgårdvej og så til venstre ad Bliddalvej, ca. 400 meter, så er du der ved P-pladsen med informationstavle og affaldsbeholder.
Jeg overtalte lærer Frede Andersen, Snejbjerg, til at tage med ud til denne naturens sensation. Og mens vi kører ud til den kæmpestore sten, fortæller vi hinanden beretninger om stenen. Jeg kan f.eks. huske gdr. Otto Knudsen, Snejbjerg, fortælle, at der er sprængt materiale, en større flade, til en gravsten, der i dag står på Snejbjerg kirkegård. Man har nemlig forsøgt at sprænge stenen i stumper og stykker, men det lykkedes ikke. Kun smuldrede lidt af den ene side i stenens overflade.
Nu er der da chance for, at offentligheden får lejlighed til at se Mørupstenen. Man har nemlig ført ringvejen uden om Snejbjerg, og denne vej føres netop gennem Mørup, dér lige syd for Snejbjerg. Nu kunne man med simple midler - og et par gravemaskiner fra vejarbejdet - fritlægge stenen, så den for alvor kunne komme til ære og værdighed. Eller der kunne laves en kærkommen rasteplads med bænke og bevoksning, så travle bilister kunne få et hvil og se en stor sensation. Men det kræver sikkert en række myndigheders indgriben og godkendelse - og »..hvem skal nu betale« - så der kan formentlig gå år, før dette ret enkle ønske kan opfyldes.
Frede Andersen fortæller mig et sjovt træk. En dag jeg var på cykeltur ad Mørupvej var en familie stoppet op. Manden stod og læste teksten på informationstavlen, mens moderen og de to børn opmærksomt kiggede på den spærre- og dekorationssten, der er sat op ved sti-anlægget op mod Mørupstenen. »Det var pokkers, er det virkelig det hele?« udbrød manden.
Han troede, spærrestenen på P-pladsen var selve Mørupstenen!
Lidt skuffet. Man bliver måske en anelse skuffet, når kæmpestenen åbenbarer sig for ens blik. For det er ikke så meget, der rager op over jordoverfladen. Kun en kæmpe, ujævn, rå og ru stenflade, 8,6 m lang, ca. 4,4 m bred, vel stikkende godt en halv meter op over jordfladen. ”Men tænk så på, at den rager godt 4 meter ned i jorden, og den vejer godt 500 tons! Det har kyndige regnet ud” , fortæller Frede M. Andersen. Han kan opklare, at Mørupstenen først kom til offentlighedens kendskab i 1884, hvor man i avisen kunne læse: »I Mørup i Rind er man truffen på en usædvanlig stor sten. Den måler 16 alen i længde, 7 i bredde og man har gravet over 2 alen ned ved siden uden at være kommen under den«. ”Man kan så undres over, at den først omtales så sent, for den har faktisk ligget på stedet omkring 115-120.000 år, bragt hertil af forrige istids gletschere og efterladt, da isen smeltede bort, og det altså længe før Danmark og danerne eksisterede. Nu er ret så store sten jo ingenlunde noget ukendt her i området, fortæller Frede M. Andersen. - Ofte er de fundet på marker og ved anlægsarbejder for så med vor tids kraftfulde maskinpark at blive bragt til ære og værdighed ved gårde og i anlæg. Men nogle ligger - i kraft af deres størrelse - stadig der, hvor isen lagde dem. - Vi kalder dem »vandreblokke«, og de er som regel mærket af fortidens lange rejse ved afrundede kanter og afglattede overflader. Nogle af dem bærer tilmed ridser af senere sten, der tunge har skuret hen over dem, og sådanne ridser eller »skurestriber« kan for os være et værdifuldt vidnesbyrd om isens bevægelsesretning.
Frede M. Andersen fastslår, at der er grund til at værne om disse vore ældste fortidsminder, og Mørupstenen er en af dem. - Selv ikke i dag har man kunnet grave den helt fri, fordi et underliggende vandførende sandlag gør det umuligt. Men som den ligger der, halvt frigjort, er den efter alt at dømme landets næststørste sten og overgås kun af den fynske Hesselagersten.
- Geologisk set fortæller den sin egen rejsehistorie. Den er af larvikit, som kun findes i det sydlige Norge vest for Oslofjorden, og dermed kan vi ane dens rejserute fra nord tværs over det langt senere Skagerrak og Nordjylland ned til det midtjyske.
I vejen for landmændene - En sådan stor blok på åben mark har givetvis drillet og irriteret skiftende jordejere, og man har da som bekendt i tidens løb forsøgt at få den fjernet, sprængt. Således vides det, at man i 1920’erne forsøgte at sprænge den med dynamit, men stenen gav sig ikke, og resultatet blev kun stykvise og stadig synlige afsprægninger.
I 1932 fredede man imidlertid sten og nærområdet i en afstand af 2 meter fra stenen. Siden da har den ligget til offentligt skue med sikret adgang, og man kan undres over, at den ikke har tiltrukket sig større opmærksomhed. Mange har set og kender den mindre Rokkesten på Bornholm, og talrige skoleelever har på ture eller lejrskoler klatret rundt på Dybbøls stene, men Mørupstenen er forblevet om ikke ukendt, så dog ubesøgt.
I dag er den anført i de lokale turistguider og er også nævnt som en seværdighed i flere tur-brochurer. Den offentlige adgang er tilmed yderligere blevet sikret ved førnævnte parkeringsplads og stianlæg, så nærboende lodsejere ikke bliver unødigt generet. - Men den ligger altså ikke helt ude ved vejkanten! Man skal ud af bilen - eller parkere den to-hjulede - og gå det sidste stykke hen til det sted, hvor den altid har ligget - i hvert fald i flere tusinde år. Nu indvies snart den nye øst-vestgående ringvej uden om Snejbjerg by. Forhåbentlig vil ellers travle bilister give sig tid til at køre det korte stykke til P-pladsen ved stien, der fører op til Mørupstenen - vel at bemærke, hvis de rette myndigheder ellers ta'r sig sammen og får sensationen fritlagt.
TIRSLUNDSTENEN er en vandreblok som ligger i Tirslund plantage 4 km vest for Brørup i Sydjylland.
Vandreblokken er en rødlig granitsten, som er ført til stedet under istiden. Stenen og er Jyllands største vandreblok og rager 3,5 meter over jorden, er ved foden 5,6 meter i tværmål og dens omkreds ved jordoverfladen er på 16 meter, idet den har et ydre mål på 5,1x5,1x5 meter, og dens vægt er anslået til 338 tons. Stenen blev fredet allerede i 1832, efter at man havde forsøgt at bortsprænge den. Mange har forsøgt sig som bjergbestigere på Tirslundstenen.
Ifølge sagnet var det Harald Blaatand, som ville bruge stenen som mindesten ved Gorms og Thyras gravhøje i Jelling. Transporten foregik på en stor jernslæde, men fjenderne gjorde, at Harald Blaatand måtte opgive sit forehavende og lade stenen stå. Jernslæden findes endnu og skal stå dybt i jorden, hvor der også findes en stor skat. Sagnet er antagelig overført fra den store sten i Bække, der blev kløvet i 1700-tallet. Det var Enrico Mylius Dalgas’ mening at gøre stenen til et monument for Det Danske Hedeselskab og sætte en indskrift på den, men på grund af forholdene var det ikke muligt. Han lod da opkaste en høj i nærheden til dette monument, og dette blev et monument for ham selv. På stenen på midten af højen står: ”Det Danske Hedeselskab”, og på en sten foran er indsat et brystbillede i bronze af Dalgas selv.
1
AARØ-STENEN: I helt gammel tid var øen beboet af stenalderfolk. Den første øbo menes at være en mand ved navn Horn. Der findes mange spor efter dem. Der ligger bl.a. stadigvæk gamle bautasten i stendigerne ved gårdene på øen. Disse bautasten er vandreblokke som Aarøs stenalderbefolkning har bearbejdet. I engene på den nordøstlig del af øen kan man se ”Aarøstenen”. Stenen blev fundet og udgravet på foranledning af gårdejer Knud Brummer. Der er tale om en vandreblok i granit som er ført med isen, formentlig fra Sverige til Aarø under Danmarks sjette og sidste istid.
JANUM KJØT er en stor vandreblok af gnejs/granit, som ligger vest for Øster Svenstrup i Øster Han Herred. Nær Brovst findes Jyllands største vandreblok. Janum Kjøt består af gnejs og granit, måler 7 m i længden, 4 m i bredden, og største højde er 3,5 m. Et sagn fortæller, at en trold fra Øland blev så arrig over byggeriet af Lerup Kirke, at han tog til Limfjorden og fandt den største sten, han kunne finde, for derefter at kaste den mod kirken. Virkeligheden er imidlertid en anden. En vandreblok er en sten af en type, der kun findes som grundfjeld i et mindre område, som indlandsisen har passeret. Stenblokken er blevet ført med af indlandsisen (under istiden) og efterladt, da isen smeltede (det der ofte, noget fejlagtigt, benævnes "da den trak sig tilbage"). Da stenens oprindelse kan stedfæstes ganske nøje, kan den afsløre, hvilke egne isen har passeret undervejs hertil.
Vandreblokken kaldet ”Janum Kjøt”, der må anses for at være den største i Nordjylland, rager mere end to meter op over jordoverfladen, den største længde er 6,5 meter, og dens omkreds ved jordoverfladen er 15,5 meter. Janum Kjøt er et værdifuldt minde om de enorme kræfter, som istidens gletschere havde.
Der kendes kun ovennævnte sagn om den mægtige sten. Kjøt-navnet hidrører rimeligvis fra det jyske ord kyt som betyder lille høj af sammenblæst flyvesand. Området omkring Janum Kjøt er fredet for dels at sikre stenen Janum Kjøt, dels for at sikre udsynet fra højgruppen Lundhøje, der ligger som monumenter fra oldtiden. I 1930’erne var stenen lige ved at blive sprængt i stykker, dynamitten var købt, men inden den kom i brug, blev stenen fredet, og endte således ikke som vejbelægning.
”Janum Kjøt” var tidligere dækket af jord og flyvesand, men ved en frivillig indsats blev den i 1960’erne gravet fri.
Sydvest for Janum Kjøt ligger i en fordybning en mindre sten, der har fået navnet ”Janum Bikjøt”; den er muligvis oprindeligt en del af den store sten. Få hundrede meter mod syd ligger det fredede område, Egebjerg, der er et lyngklædt bakkedrag med tre velbevarede oldtidshøje, hvorfra der er en fantastisk udsigt. På en lille parkeringsplads får besøgende på et opslag denne besked:
Færdsel på markvejen må kun ske til fods. Tag hensyn til de græssende dyr. Hunde skal føres i snor. Al færdsel sker på eget ansvar.
Det viste billede stammer fra et besøg på stedet tirsdag den 13. januar 2009.
HØVÆNGESTENEN eller DØDEMOSESTENEN er Lollands største sten, der ligger tæt på Høvængevej syd for Øster Ulslev på Sydøstlolland. Stenen, hvis vægt er anslået til 737 tons og dermed Danmarks næststørste, er transporteret hertil af isen under sidste istid, og størstedelen af den er begravet under jorden. Den slags store sten har altid sat fantasien i sving, for hvor kom de fra?
Der findes 2 sagn om Høvængestenens oprindelse. Den siges at være kastet af trolde fra vest mod Nysted, men den var så stor, at den ikke nåede helt frem. Det andet sagn fortæller, at nogle væsener kaldet ”højfolket” har hentet stenen fra bunden af Maribo fjord. De begravede deres guld og sølv under den inden de forlod Lolland. Det siges også, at stenen vender sig når den lugter nybagt brød.
De store sten i landskabet satte også opfindsomheden i sving på anden vis. Mange af dem er nemlig forsvundet, slået eller sprængt i stykker og brugt til byggearbejder.
LERELTESTENEN i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland en vandreblok på 70 tons. Stenen har en dramatisk geologisk historie: Den blev født af ild og formet af is, før indlandsisen lagde den til hvile mellem bøgetræer nord for København. Lereltestenen er smækfyldt med flotte røde feldspatkrystaller. Lerelte første gang omtalt ca. 1150. I middelalderen tilsyneladende en landsby på 4-5 gårde. Oprindeligt muligvis helt ejet af Hvideslægten, men siden ejes gårde dér af Roskildebispen, Esrum Kloster og Københavns Universitet. Fra 1561 kun én gård ejet af Kronen. Gården nedbrydes i begyndelsen af 1800-tallet af forstvæsenet. Ruinen tegner sig i dag som en mindre hævning i skovbunden. Tæt ved ligger vandreblokken Lereltestenen, hvor Hørsholm Arkæologiske Forening i 1986 udgravede store mængder "førstegangsbrændt" keramik (16-1700-tal). Gårdens vangediger er delvist bevarede.
2
MYRESTENEN, der har en vægt på 60 tons, er vandreblok, som ligger i Ganløse Eged i Nordøstsjælland. Stenen er den størst kendte i Nordøstsjælland. Den vejer 60 tons og dækker 16m2. Myrestenen er en stor gnejsblok, som isen har ført med sig fra Skandinaviens grundfjeld. Vandreblokken ligger i Ganløse Eged. Når man ser Myrestenen, der af isen er ført hertil fra de skandinaviske fjelde, aner man lidt af de kræfter, som herskede i de fremskridende ismasser. Man må allerede i oldtiden have fundet stenen bemærkelsesværdig. Der er nemlig på stenen påvist mindst 9 skåltegn, flade, kredsrunde fordybninger - en slags helleristninger; de menes at stamme fra bronzealderen. Myrestenen som navn på den store sten kan muligvis have forbindelse med navnet "myr", der betyder mose. I dette tilfælde nok en slags højmose.
SVANTESTENEN er en stor vandreblok, som ligger på Møn i et skovområde oven for Møns Klint. Dens vægt er ikke oplyst. Vandreblokke fortæller os om isens bevægelser. Svantestenen er ført hertil fra området omkring Bornholm. Svantestenen er en vandreblok, der er blevet transporteret til Møn af en gletscher i sidste istid. Gletschere kan transportere blokke, der er endnu større end Svantestenen. Blokkene fryser fast i bunden af gletscheren, bliver transporteret med - ofte mange hundrede km - og bliver så afsat, når isen i gletsceren smelter; alene gletscherens kraft har været i stand til at flytte disse store vandreblokke, derfor da isen smeltede blev stenblokken liggende.
Legender om Svantestenen: Lige som til så mange andre store sten i det danske landskab knytter der sig også et troldesag til Svantestenen. Ifølge sagnet var det en troldkvinde, der kastede stenen efter Magleby Kirke.
ROKKESTENEN finder man i Paradisbakkerne på Bornholm
SJÆLLAND og SKÅNE: Vandreblokkene "Sjælland" og "Skåne" blev gravet fri i forbindelse med Øresunds-tunnelen. Nu kan de beses på deres nuværende plads indtil færdiggørelsen af det lille anlæg ved nedkørslen til tunnelen ved Peberholmen. "Skåne" måler 4,6 m x 4,0 m x 3,5 m og har en vægt på ca. 105 tons, mens "Sjælland" er lidt mindre med mål på 3,4 m x 3,2 m x 2,7 m og en vægt på omkring 75 tons. Parker på havnen, klatre over lågen og gå derud.
HAMBORGGÅRDSSTENEN er interessant på to områder, geologisk og historisk. Stenen vejer ca. 50. tons og er ført hertil med isen fra Ålandsøerne i Finland for ca. 10.000 år siden. Historisk er den knyttet til sagnet om kong Harald Blåtand, der engang ville slæbe en stor sten til sin mors grav i Jelling. Men han blev afbrudt, fordi han fik melding om, at hans søn Svend Tveskæg havde gjort oprør mod ham.(
KALUNDBORG-STEN, ca. 32 tons. Overfor Statoil er anbragt en vandreblok, som blev fundet i Kalundborg Fjord den 12. august 1988 i forbindelse med uddybning af havnebassinet ved Statoils oliepier. Stenen er ført hertil under sidste istid for 10.000-15.000 år siden. Der ses tydelige skurestriber på den. Den består af gnejs, en almindeligt forekommende skandinavisk grundfjeldsbjergart. Vægten af stenen er ca. 32 tons. Til sammenligning vejer Danmarks største vandreblok, Dammestenen ved Hesselager på Fyn, godt 1000 tons.
MUSESTENEN ved Vemmetofte Strandskov liggertæt ud til stranden til Fakse Bugt; stenen måler 5x4x2,3 meter. Den store kampesten fra istiden, kaldet Musestenen, ligger på stranden vest for Skovfogedstedet. Sagnet siger, at Klintekongens kone fra Møn med sit strømpebånd slyngede stenen mod de larmende klokker på Vemmetofte Kloster - dog uden at ramme. Stenen lå længere 15 m ude i vandet, men omkring år 1900 skubbede isskruninger den op på strandbredden.
Sagnet fortæller, at Musestenen er kastet af en heks fra Møn, der havde set sig gal på Vemmetofte Kloster. I virkeligheden er den store sten ført hertil fra Sverige af isen. Oprindelig lå den 15 m uden for kystlinien, men i vinteren 1893 blev den af isskruningerne ført ind på land. En overgang sad den fast i isskruningerne i højde med trætoppene. Et andet sagn fortæller, at "Musestenen", stammer fra et uvenskab mellem den norske Dovregubben og den stevnske klintekonge. Dovregubben ønskede sin søn gift med klintekongens datter, hvilket sidstnævnte modsatte sig. Dovregubben blev så arrig derover, at han brækkede et stykke fjeld af og kylede det mod Stevns Klint for at dræbe klintekongen. Imidlertid forfejledes kastet og fjeldstykket landede ved Vemmetofte Strand. Det siges også at det er trolden fra Møen der kastede stenen efter Spjellerup Kirke, da han ikke kunne fordrage lyden af kirkeklokkerne.
HAVRUM SØSTEN findes ved Hornborg; stenen måler 5x3x2 meter. Havrum Søsten er en stor granitsten, en vandreblok som ifølge Trap Danmark ligger på Havrum mark. Der er knyttet flere sagn til stenen. Der er offentlig adgang, til fods, til Havrum Søsten fra Bjerremosevej. Billedet viser Kirstine og Peter Hedegaard på Havrum Søsten – for mange år siden.
1
LOMMESTENEN ligger i Isefjord, neden for Egebjerg kirke; stenen måler 3,5x2,5x3 meter. Der er tale om den største sten i Odsherred. Egebjerg Kirke ligger bred og magelig oppe på sin høje bakke. Den kan ses langvejs fra og er derfor sømærke for Isefjorden. Alle ved, at trolde ikke er glade for kirker, så da Egebjerg Kirke blev bygget, sad troldene fra Egebjerg, Hundested, Nakke, i Hornsherred og Sverige på deres høje og så vrede og magtesløse til, mens kirken blev større og større for hver dag. Til sidst kom tårnet til. Klokkerne blev hængt op og sendte deres magtfulde klang over land og hav. Troldene flygtede til deres boliger. De holdt sig for ørerne, syge af klokkernes stemmer. Fra tid til anden kastede de en sten efter kirketårnet, for at standse den forfærdelige lyd, men de ramte altid ved siden af. Til sidst opgav de at gøre noget ved det. Hornsherredtrolden var den største og kløgtigste af de trolde, som blev forstyrret af Egebjerg Kirkes klokker. Han holdt af at samle sten og gå med dem i lommen. Han slog smut med dem, satte dem op på sin høj - bare sådan til pynt - eller kastede dem efter andre trolde, som han var uvenner med. En dag havde han fundet en særlig stor, flot sten. Det var den største, han hidtil var stødt på. Den var fire meter høj og 12 i omfang, så den bulede ordentlig ud i hans jakkelomme. Han var næsten kommet hjem med sit fund, da de forhadte klokker begyndte at ringe. Han tog et fast greb om stenen, så fast, at hans fingeraftryk blev siddende i den - tog sigte efter tårnet og kastede... Han fulgte det tunge skyts med øjnene. Det skød en god fart, og retningen passede! - men han havde sigtet for lavt. Stenen kunne ikke komme hen over Stokkebjerg Skov. Skuffet så trolden, hvordan stenen slog mod et træ. Træet væltede og rev mange andre træer med sig i faldet. Stenen styrtede ned i Isefjorden. Trolden smed sig ned på jorden og græd af raseri. Var der dog intet, der kunne hjælpe? Egebjergtrolden hørte det vældige plask, da stenen faldt i vandet, og han skyndte sig hen for at se, hvad der var på færde. Ringene i vandet havde endnu ikke lagt sig, og ovre i Hornsherred så han sin troldefætter ligge og sparke i græsset, så det føg. Så vidste Egebjergtrolden jo besked. Sukkende kiggede han mod Egebjerg. Ja, det var dårlige tider for trolde, siden kirkerne var skudt op overalt. Menneskene tog den store sten til sig. De kaldte den Lommestenen, fordi de havde hørt historien om trolden, som havde haft den i lommen. De var stolte af den, fordi det var den største sten i Odsherred. De soppede ud til den og fandt ud af, at 20 mennesker kunne stå på den. De unge dansede på den i de lyse sommernætter, og bådene lagde til ved den.
STENUM-STENEN
finder man i landsbyen Stenum midt i Vendsyssel
1
SKYUM-STENEN er en vandsreblok, som ligger på stranden ved Vilsund syd for Skyum Bjerge i Thy. Den store sten blev bragt til dette sted med indlandsisen, da denne som en kæmpegletscher skred sydover fra den norske fjelde; undervejs passerede ismasserne den egn, hvor Larvik ligger i dag. Derfor kalder man stenarten larvikit.
Om "Skyumstenen". siger sagnet, at stenen af en trold er kastet mod Skyum Kirke; den vender sig, når den lugter nylavede pandekager.
Skyumstenen er en særpræget vandreblok, som ligger på stranden neden for Skyum Bjerge lidt øst for dalen. Vandreblokken måler 4 x 4 x 2,5 m, men om dens vægt foreligger ingen præcis vurdering. Den fremtræder som en grov, ujævn og krystalagtig sten i skiftende rød, brun og gullig farve og med et stort fladt hul i toppen. Steen Folmer Nielsen, Mors, fortalte mig, at en kæmpe på Mors kastede den mod Skyum Kirke, og Aksel Kristensen, Gærup føjer hertil, at den vender sig, når den lugter nybagt brød i Gærup. Kortet vise Skyumstenens beliggenhed.
LUNDESTENEN eller LUNDEKILDESTENEN er en vandreblok ved Fuglsang på Øst-Lolland. Stenen måler 6x7x2,2 meter og er dermed Lollanbds største vandreblok. Lundestenen ligger i en privat have på Kildevej i Frejlev på Lolland og er en af Lollands største sten. Den har efter sigende uden held været forsøgt bortsprængt i 1940’erne. Man kan stadig se sporene efter sprængningen, der fjernede en del af stenens overjordiske dele. Den synlige del måler 2,2 * 6,8 * 5,6 m, og det formodes, at den stikker mindst 2 m ned i jorden. Det vil sige, at den vejer mindst 160 t. I 1951 blev stenen på ejerens foranledning fredet med en tinglyst servitut på ejendommen.
Som med andre af den slags sten er der knyttet sagn til Lundestenen, som skal være blevet kastet af trolden iVæggerløse mod klokkerne i Toreby Kirke (der ligger ca. 6 km mod nord i en anden retning i forhold til Væggerløse på Falster). Når Lundestenen mærker duften af friskbagte pandekager (brød?) vender den sig.
TOPSTENEN på Kringelrøn på Læsø måler 4x3x2 meter. Du kan opleve op mod 10.000 ryler demonstrere formationsflyvning, hvor hele flokken ændrer retning på brøkdele af et sekund. Når fuglene er fløjet, kan du dvæle ved Danmarks største koncentration af store sten. Pigestenen, Doktorstenen, Marens sten, Blåstenen, Topstenen, Saltstenen og Engelskmandens Grav hører til blandt Danmarks halvanden hundrede største sten.
ANES KISTE er en stor vandreblok på Lyø. Der ligger en sten på strandengen ved Lyø Rev. På mit billede ses stenen omgivet af blomstrende engelskgræs. Det er en vandreblok ført hertil af isen. Den har form som en kiste. Det er Anes kiste. Hun var en heks der nu ligger begravet i stenkisten, der aldrig forlader øen....
KNÆKKERYG-STENEN er én blandt en hel sværm af store sten på strandenge langs kysten af Guldborgsund på Lolland. Kysten og stranden er meget lavvandet og stenet. Mod land er der rørsumpe og strandenge - hist og her iblandet ferske enge og højereliggende overdrev. Længst mod øst - midt på en strandeng - ligger en stor, spids sten, Knækkerygstenen. Stenen står for enden af Enghavevej, helt ude ved Guldborgsund. Knækkerygstenen står med sin spidse ende opad – muligvis et resultat af menneskelig indgriben i naturen. Hvor den asfalterede vej slår et knæk og et skilt viser vej til P-pladsen. Der knytter sig en dramatisk historie til stenen. Utilfredse Frejlev-bønder radbrækkede i 1533 ridefogeden fra Aalholm på denne sten, dog først efter at de havde dræbt ham med høtyve.
Den dramatiske begivenhed fandt sted, fordi lensmanden ikke ville tillade bønderne at benytte Frejlev Skov. Stenen har givet navn til den årlige FDF-skovtur, "Knækkerygmarchen" gennem Frejlev skov i maj netop når bøgen er sprunget ud.
Områder med mange sten og blokke: Nogle steder i landskabet - specielt langs lavvandede kyster - ser man områder med mange store sten og blokke. At stenene ligger her og ikke andre steder skyldes en kombination af flere faktorer. Stenene er fra deres oprindelsessted blevet ført af istidens gletschere til området. Når gletschere transporterer og efterlader materiale, vil der være områder med mange sten og områder med færre sten. Det ser man også ved nutidige gletschere. Herefter vil en placering i et lavvandet kystområde betyde, at mange sten bliver vasket ud af de øverste jordlag ved havets erosion. Endelig er der menneskets rolle: Mennesket har gennem årtusinder indsamlet sten, også store sten og blokke. Derfor ses der næsten ingen felter med mange sten og blokke inde i land i dagens landskab.
KNÆKKERYG-STENEN er én blandt en hel sværm af store sten langs kysten af Guldborgsund på Lolland. Kysten og stranden er meget lavvandet og stenet. Mod land er der rørsumpe og strandenge - hist og her iblandet ferske enge og højereliggende overdrev. Folder findes på dansk og tysk. Længst mod øst - midt på en strandeng - ligger en stor, spids sten, Knækkerygstenen. Stenen står for enden af Enghavevej, helt ude ved Guldborgsund.
Knækkerygstenen står med sin spidse ende opad - uden t
GRØNSALEN er en vandreblok, men samtidig en del af en dysse ved Fane pådet sydvestligste af Møn; den måler 3,5x2,5x1,5 meter. Langdyssen, Grønsalen, glider i højere grad ind i landskabet, selvom den store dysse er et imponerende skue tæt på. En lang række sten står omkring jordopfyldningen over graven - næsten som ved kirkemuren, hvor sten også holder på jorden. Kirke og langdysse sammenknyttes i ét samlet kig, når man bevæger sig ud på marken syd for Grønsalen. Her giver det åbne landskab mulighed for en visuel dialog mellem kirke og langdysse, og det giver kulturmiljøet sammenhængskraft. Langdyssen er vitterlig lang: næsten 100 meter. To af de tre gravkamre er åbne. Man ved ikke, hvornår de blev åbnet, eller hvad der blev fundet. Der er halvanden meter jord over graven, og alle randsten er bevaret. Ud fra formen dateres dyssen til den tidlige bondestenalder, ca. 3.500 f. Kr.
SKALLERØD SMØRSTEN ved Hillerød måler 4x2,5x1,8 meter. De fleste synes nok, at klangen fra klokken i Nødebo Kirke er hyggelig - men ikke alle! Kullemanden kaldes den trold der bor på Kullen, han hader lyden af kirkeklokker. For mange år siden blev han så arrig, at han brækkede hele klippeblokke af Kullen og kastede dem mod Nødebo Kirke for at stoppe klokkeklangen. Det første kast blev for kort, og stenen slog ned tæt på det sted, hvor nu skovskolen ligger. Det næste kast gik vest om kirken med nedslag ved Lille Gribsø. Den tredje fløj over kirken og landede ved Egelund. Da det fjerde kast ikke nåede længere end til ”Tumlingevang”, opgav han sit forehavende. Derfor kan vi stadig den dag i dag nyde klokke klangen og tilmed beundre klippestykkerne. Imponerende er de, og bestemt et besøg værd – prøv om du kan finde frem til dem! Den flotteste og måske den største er den 4 m lange ”Skallerød Smørsten”. Du skal blot 30 m væk fra skovstien for at finde den placeret på en sydvendt bakkeskråning kun 300 m fra Lille Gribsø. Skovstien er den, du fra ”Rødpælsstjernen” møder fra syd, når du ad ”Eliasvej” har passeret Lille Gribsø. En flot facon har Smørstenen, der rejser sig i en høj ryg mod nord mens sydenden er lav og flad – et offerbord kan man forestille sig. Den anden sten er lettere at finde. ”Smørstenen” er en tre meter høj glatskuet granitblok med skovvejen ”Smørstensvej” passerende lige forbi, 150m nord for Søndre Skovportevej. Den tredje er lige så let at lokalisere. Følg blot skovvejen der starter et par hundrede meter vest for Egelund. Ser du nærmere efter, så kan du i denne stens sydvestlige hjørne se fire fordybninger af Kullemandens fingre. Den sidste, ”Pengestenen” er svær at finde, til gengæld er den en søgen værd, da du i den kan se mærker af Kullemandens arme og tænder.
RØDE GALT er en stor sten i Sejerslev sogn på det nordligste Mors. Den røde Galt ligger lidt ude i vandet ud for Skærbæk i Thisted Bredning. Den store sten er en vandreblok fra sidste istid. Den skal ifølge folkesagn sammen med en anden vandreblok, Funsstenen på Funsbakke, være kastet af kæmper i Thy for at ødelægge Sejerslev kirke. Funsstenen findes ikke mere som stor sten; den blev benyttet ved anlægget af Thybanen 1879-82
Æ GRAA STEN ligger på fire alen vand (2,6 meter) syd for Jegindø. En kæmpe stod på Kaas Bakke i Salling ’og var så forset på Søndbjerg Bakke på Thyholm. Så fik han fat i en temmelig stor sten at slå Søndbjerg kirketårn ned med, det var de netop ved at bygge på bakken. I det samme kom der en bremse og forstyrrede ham i sigtet. Den satte sig i hans ansigt, og han vill både pirre den til side og kyle stenen, og så kom den forkert af hånden på ham, og han fik ikke så meget krud for den som han skulle have haft. Den kom så meget som en fem fjerdingvej hen og ligger sønden Jegind’.
AGGERSBORG-STENEN: På en åben mark syd for Aggersborg kirke i Øster Han Herred ligger en ret stor sten, en vandreblok af de mindre. Men mens mange af de meget store vandreblokke er blevet både flyttet og vejet, kunne Aggersborg-stenen, der vel kun vejer nogle få tons, sagtens også være flyttet, men åbenbart har fået lov til at blive liggende. Der findes sikkert et sagn om denne sten, men jeg kender det ikke.
OTTING-STENEN: Paa Hjemvejen fra et Efteraarsmøde i Roslev i 1919, hvor der var blevet talt om Sønderjylland og den forventede Genforening, foreslog Gaardejer Kristen Sveigaard, Otting, at Sognets Beboere i Fællesskab skulde rejse en Mindesten for denne Begivenhed, "der", som Kristen Sveigaard udtalte, "er Naade over Naade og en Lykke, som kommende Slægter vil misunde Os at opleve". Sveigaard foreslog tillige at rejse Stenen paa den gamle Gravhøj Jeghøj, der er Sognets og Sallings højeste Punkt, og paa hvis affladede Top, der er trigonometrisk Station. Højens Sider er træbevoksede, saa Stenen kunde komme til at staa i smukke Omgivelser.
Der viste sig at være Stemning for Tanken, som ved forskellige Lej-ligheder blev diskuteret og i Løbet af Vinteren tog mere og mere fast Form. Og da Kristen Sveigaard på et i Sognet afholdt Møde midt Februar 1920 meddelte, at han efter lejlighedsvis Søgen paa forskellige Steder i Salling havde fundet en passende Sten ude paa Sørevlen ved Gammelhede i Rødding Sogn, og at Ejeren, Kristen Mikkelsen, Gammelhedegaard, gerne vilde skænke Stenen samt være behjælpelig med Laan af Materiale til Udgravningen o.l., blev der samme Aften nedsat et 3 Mands Udvalg til at arbejde videre for Sagen med Kristen Sveigaard som Formand.
Efter den lagte Arbejdsplan var det Meningen, at Stenen skulde læsses paa en svær Slæde og føres den 2 km lange Vej fra Sørevlerne til Kommunevejen Syd for Gammelhede. Planen maatte imidlertid opgives, da der den Vinter ikke kom nævneværdigt med Sne, og først i Slutningen af Maj Maaned var Sørevlerne saa tørre, at der kunde være Tale om at hjemkøre Stenen paa en Blokvogn. Lørdag den 29. Maj drog en Arbejdsstyrke paa 15 Mand til Gammelhede for at faa Stenen gravet frem og læsset paa den fra Skive laante svære Blokvogn og om muligt hjemkørt i Løbet af Dagen. Men det skulde gaa helt anderledes. Thi da Stenen blev gravet ud, viste den sig at være langt større end beregnet, men tillige af en meget smuk og tiltalende Form, og det var øjen-synligt, at det fra Nymølle Trælasthandel lejede Tømmer var for spinkelt og utilstrækkeligt til Opklodsning og Underlag for den 12,000 kg tunge Sten, hvorfor et Læs sværere og længere Tømmer maatte hentes fra Nymølle. Arbejdsstaben blev imidlertid i Løbet af Dagen mere og mere betænkelig, da den ikke mente det muligt at flytte Kolossen, hvis Opklodsning yderligere besværliggjordes ved, at naar Strandgruset var gennemgravet, var Undergrunden saa blød, at næsten alt, hvad der skulde klodses paa, sank ned i Jorden og blev væk. Men Stenens Størrelse og smukke Form forøgede tillige Arbejdsmodet, saa det inden Aften var lykkedes at faa tre Bjælker lagt under hver Side af Kolossen.
Næste Dag, efter Førstegudstjenesten i Otting Kirke, afholdtes der Møde paa Kirkepladsen for nærmere at drøfte Sagen. Og da man fandt, at det kunde blive vanskeligt for det lille Annekssogn, Herredets mindste, at rejse Amtets største Genforeningssten, vedtoges det at forespørge i Hovedsognet Odens, om det vilde være med til Rejsningen af den store Mindesten. Odensbeboerne var villige, og Sognets daværende Præst, M. Kragh-Müller indtraadte i det nedsatte Udvalg.
En svær Skibskætting er fastgjort paa tilhugne Stenpiller som et Værn for Mindestenen ud imod Vejen. Skibskættingen er tillige med en Flagstang skænket af P. Riis, Frammerslev, og et Flag er skænket af Frk. Oline M. Nielsen, Otting. Genforeningsdagen 9. Juli 1920 blev Mindestenen afsløret under stor Tilslutning fra de to Sogne. Pastor Kragh-Müller talte og afslørede Stenen. Desuden talte Udvalgsformanden m. fl., og den af Lærer Ørnbøll, Otting, forfattede Sang blev sunget som Vekselsang. Otting Kirkeværge, der har overtaget Stenen, værner og vedligeholder Pladsen og Mindestenen.
Imidlertid var der kommen flere forskellige Forslag om Stedet, hvor Stenen skulde rejses, og den oprindeligt foreslaaede Plads, Jeghøj, blev vraget til Fordel for en mindre, trekantet Plads lige øst for Otting Kirke, som gratis blev skænket af Ejeren, Jakob Goul.
Onsdag Morgen den 2. Juni drog der saa atter en Arbejdsstyrke til Gammelhede, denne Gang 25 Mand fra begge Sogne, for at læsse Stenen paa Blokvognen; men det lykkedes først efter to Dages Slid. Af Hensyn til Grundlovsdag og Marked i Skive laa Arbejdet stille til Onsdag den 9., men saa begyndtes der ogsaa Kl. 5 om Morgenen, for nu skulde Stenen til Otting, koste hvad det skulde være! Den jævneste og fasteste 2 km lange Kørelinje over Sørevlerne til Gammelhedegaards Agerjord blev afmærket med hvide Papirflag, saa det tydeligt kunde ses, hvor der skulde køres. Bag Stenen anbragtes to lange Bjælker paa tværs, saa 50-60 Mand kunde skyde paa, naar det kneb, og i Vognstangens Forende fastgjordes to svære Tove, som udlagdes til hver Side, og i hvis Ender kraftige Mænd havde fat for at hjælpe til med Styringen under Kørslen. 10 Spand Heste, de stærkeste fra begge Sogne, og et Spand særlig kraftige, der var lejet i Hem, forspændtes. Pastor Kragh-Müller tog Plads oppe paa Stenen for sammen med en mand, der løb baglæns foran Hestene, at dirigere Kørslen over Revlerne. Det eneste Held - Uheld og Vanskeligheder var utallige - under den lange og besværlige Transport var, at alle 22 Heste tog fat samtidigt og så kraftigt, at de halvvejs laa hen ad Jorden, og da 60 Mand samtidig skød på, lykkedes Igangsættelsen af det tunge Læs. Men Vejen til Otting var lang - og trang! I en Vise om Stenens Fund, Transport og Rejsning beskriver lærer Ørnbøll, Otting, Transportens Vanskeligheder saaledes: - - just som man mente sig oven paa, saa gik det hele ,"badovs" i Staa. "Hvad skal vi dog gøre ved dette her?" "Lad ryge og rejse det hele Besvær!" "Lad ligge den grimme, genstridige Klods!" "Nej holdt! Vi vil byde hver Hindring Trods!" Saa sled man og stred et Par Timers Tid med stor Energi og med megen Flid. Og Skrænten blev klaret. "Hurra, Hurra! Saa kom vi dog heldigt og vel herfra!" Men Vanskelighedernes store Trop var ikke forbi, thi nu sprang en Strop, og dernæst en Kætting, og saa et Træk, og derpaa en Firhammel sagde "Knæk".
En smuk Oplevelse og Opmuntring havde Deltagerne under den anstrengende Transport. Da de fra en Bakketop kunde se Otting Kirke, saa de, at der vajede et Dannebrogsflag fra Kirketaarnet. Byens unge Piger, der ogsaa vilde yde deres Bidrag, havde ved forenede Kræfter faaet Flaget anbragt. Skønnere Velkomsthilsen kunde de ikke give. Sent om Aftenen naaedes, alle Vanskeligheder til Trods, Pladsen ved Otting Kirke, hvor Byens unge Piger, medens Stenen blev læsset af Vognen, sang sønderjydske Sange.
En af de minderigeste Dage i Odens-Ottings Historie var endt, og den store, fintkornede Granitsten ført fra Gammelhede til Otting for der at rejses som et "Vidne for Slægter, der kommer og gaar, om Glæden i Genforeningens Lykkeaar."
Efter en Del Oprydnings- og Paafyldningsarbejde paa den lille Tre-kant øst for Kirken, hvor Stenen skulde staa, støbte Ungdomsforeningens mandlige Medlemmer med fagkyndig Bistand et solidt Fundament, hvis synlige Del er af Udseende som en stenbelagt Jordhøj. Mindestenens indskrift, der bestemtes af Udvalget, da en Del indkomne Forslag ikke kunde samle fuld Enighed, er paa Forsiden: TIL MINDE OM SØNDERJYLLANDS GENFORENING MED DANMARK 1920
Paa Bagsiden: GAMMELHEDE SKÆNKEDE MIG, ODDENSE-OTTING REJSTE MIG
En svær Skibskætting er fastgjort paa tilhugne Stenpiller som et Værn for Mindestenen ud imod Vejen. Skibskættingen er tillige med en Flagstang skænket af P. Riis, Frammerslev, og et Flag er skænket af Frk. Oline M. Nielsen, Otting. Genforeningsdagen 9. Juli 1920 blev Mindestenen afsløret under stor Tilslutning fra de to Sogne. Pastor Kragh-Müller talte og afslørede Stenen. Desuden talte Udvalgsformanden m. fl., og den af Lærer Ørnbøll, Otting, forfattede Sang blev sunget som Vekselsang. Otting Kirkeværge, der har overtaget Stenen, værner og vedligeholder Pladsen og Mindestenen.
HJARNØ-STENEN kaldes også KONG HJARNES STEN
På en mark som hørte under gården Østergård lå der fra gammel tid en stor sten som man kaldte "Kong Hjarnes sten". Man har fortalt, at hvor den lå var kong Hjarnes grav. Stenen var ret stor og da man rejste mindesmærket for de faldne soldater fra slaget ved Fredericia 1849, kom der folk herover for at søge efter en sten. De fik lov til at fjerne stenen. Den blev hugget i stykker og sejlet bort fra øen. Nu sidder stykkerne i stenvolden om kriger graven i Fredericia og bærer vel navne på nogle af de faldne. Interessant havde det været, om den engang var blevet rejst her og havde fået kong Hjarnes navn mejslet på siden.
Carl viste mig en stor kampesten, der i 1953 skulle have været brugt som grundlovssten ved forsamlingshuset. Den blev transporteret op i landsbyen, men så kom en af de gamle øboer og sagde: ”Denne sten er forhekset. Hver gang, den lugter nybagt brød, vender den sig en omgang”. Derefter turde man ikke bruge stenen, og den blev slæbt tilbage til lagunen. I stedet står der nu en mere fredsommelig kolos ved forsamlingshuset.
Carl viste mig den mark, hvor Kong Hjarnes Sten havde ligget som minde for ham og hans krigere. Engang rodede en tyr med hornene et gammelt sværd op af en af gravene. Men som de gamle på øen kan fortælle, så 'fik man ingen ro' i det hus, hvortil sværdet blev bragt. Det blev anbragt i andre huse, men forbandelsen var den samme. Freden vendte først tilbage til Hjarnø, da beboerne gravede sværdet ned på det sted, hvor det var blevet fundet.
Mere infoKan li'
|
|
|
|
|
|
|
|
|