 |
|
|
 |
|
AARS SOGN er beliggende midt i Vesthimmerland. Aars Kirke var i sin oprindelige skikkelse en ganske prunkløs romansk kvaderstensbygning bestående af kor og skib; hertil var i middelalderens slutning føjet et tårn i vest, og et våbenhus i syd kom også til. Men i 1921-22 gennemgik kirken en radikal udvidelse. Den nuværende kirke fremtræder som et korsformet anlæg, hvor den oprindelige kirke danner korsarmene, det nye kor med en halvrund apside vender mod nord, og et bredt højloftet skib vender mod syd. Tårnet står, hvor det altid har stået, men over korsskæringen rejstes en tagrytter, og ved østsiden af det nye kor blev bygget et lille sakristi. Uden for det nye våbenhus i syd byggede et pompøst portalfelt af granitkvadre. Kirkens oprindelige døbefont - som jeg blev døbt i den 11. august 1929 - bestod i et dåbsfad anbragt på et træstativ eller bord. I 1937 fik Aars Kirke en døbefont af lys granit, som ganske vist har en fortid som vejtromle; fonten er hugget til af autodidakten mekaniker Kristian Andersen.
Blandt fredede oldtidsminder kan nævnes: 18 høje, hvoraf to anselige ved Tolstrup. I Rævemosen ved Gundestrup fandtes i 1891 det berømte store sølvkar, Gundestrupkarret. Rundt omkring i sognet er fundet mange brakteater og forskellige guldsager.
På en lille høj på kirkegården står en ret anselig runesten, som tidligere lå på kirkegården. Indskriften lyder: ”Asser satte denne sten efter sin herre Valtoke. Stenen forkynder, at den længe vil stå her; den skal nævne Valtokes varde”.
Min tilknytning til Aars Kirke er den naturlige, at jeg er født i Gundestrup og blev døbt i Aars Kirke den 11. august 1929, altså i kirkens oprindelige font. Dåben blev forestået af Provst Egeløv.
HVORUP SOGN ligger nord for Nørresundby og dannede tidligere kommune sammen med Lindholm, Sundby-Hvorup kommune. Hvorup Kirke ligger højt på sin bakke og består af romansk skib og kor med en apsis tilbygget i 1898, dertil kom senere et tårn i vest og et våbenhus i syd. Kirkens klokke er fra 1300-tallet. Arealet omkring Hvorup kirkegård er fredet.
En kendt sagnsten, kaldet Kællingestenen, som tidligere stod 300 meter nord for Kammerdalshøjene, på toppen af en lynghøj, men stenen blev fjernes i 1928 og flyttet til indkørslen til gården Hvoruptorp, hvor den ifølge folkemindesamleren Tang Kristensen stadig står.
Tidligere udgjorde Nørresundby sogn og Hvorup sogn ét pastorat; det fik bl.a. den betydning, at jeg blev konfirmeret i Nøresundby Kirke. Det skete søndag den 3. oktober 1943, netop den dag, den danske kirke ved et hyrdebrev protesterede mod tyskernes forfølgelse af danske jøder. Pastoratets præster, mens jeg stadig boede der, var provst Carl Nielsen (før 1934-53), Aage Lynghøft (1934-39?), N. Stenfeldt Westergaard (1954-71).
I det meste af min skoletid boede jeg i Nr. Uttrup, som ligger i Hvorup sogn; derfor var Hvorup Kirke den kirke, vi hørte til og af og til kom til gudstjeneste dér. En af mine lærere i mellemskolen, Frost Larsen, var kirkesanger i Hvorup.
NØRRESUNDBY SOGN udgjorde tidligere – fra 1900 – en købstadskommune beliggende mellem Limfjorden og Sundby-Hvorup kommune. Senere kommunalreformer har ændret på dette. Nørresundby har udviklet sig fra at være et beskedent overfartssted ved Limfjordens smalleste sted med livlig færgefart over til storstaden Aalborg til i år 1900 at opnå status som købstad. I 1860-erne etableredes en pontonbro mellem Aalborg og Nørresundby, og i 1870’erne kom er fast jernbanebro til således, at man kunne køre med tog til Nørresundby og videre til destinationer i Vendsyssel. Fremtvunget af den stigende automobiltrafik kom midt i 1930’erne Limfjordsbroen til, og fra 1969 kunne motorvejstrafikken føres fra det østlige Aalborg ad Limfjordstunnelen til Nr. Uttrup og videre op i Vendsyssel.
Nørresundby Kirke, som er indviet til Skt. Peder og ligger ved den gade, der tidligere hed Nørregade, men har taget navneforandring til Skt. Peders Stræde, består af skib og kor med tilbygget sakristi, tårn mod vest samt to korsfløje mod syd og nord. Kirkeligt set udgør Nørresundby et selvstændigt pastorat, men sådan har det ikke været altid. Tidligere udgjorde Nørresundby sogn og Hvorup sogn nemlig ét pastorat; det fik den betydning, at jeg blev konfirmeret i Nøresundby Kirke. Det skete søndag den 3. oktober 1943, netop den dag, den danske kirke ved et hyrdebrev protesterede mod tyskernes forfølgelse af danske jøder. Pastoratets præster, mens jeg stadig boede der, var provst Carl Nielsen (før 1934-53), Aage Lynghøft (1934-39?), N. Stenfeldt Westergaard (1954-71).
På Nørresundby Torv ligger byens tidligere Rådhus, som arkitektonisk danner sammenhæng med Postkontoret, Apoteket og Tinghuset. Rådhussalens parketgulv er dannet af teaktræsplanker, som stammer fra den i 1935 ophuggede engelske fregat ”Shah”. Et stykke oppe ad Østergade ligger Nørresundby Missionshus, eller Indre Missions Hus; her samledes i min ungdom også KFUM og KFUM samt spejderne til sine møder. Sammen med kammerater tilbragte jeg min fritid i KFUM og i Jens Høegs spejdertrop, som sidst i 1940’erne også dannede sig et hornorkester, hvor jeg spillede tuba. Mit ungdomsengagement i Nørresundby kom også til at betyde, at vi ret ofte kom i Nørresundby Kirke.
NØRRE NISSUM SOGN ligger syd for Limfjordens vestlige del – ved Nissum Bredning – mellem Humlum og Lemvig. Hele Nissumegnen og hele den fjordsnære egn udgør et stærkt bakket og frugtbart morænelandskab, der kulminerer langs landevejen Lemvig-Struer i en bakkeryg, en randmoræne fra sidste istid; denne bakkeryg er samtidig vandskel mellem fjorden og det terrænet, der skråner mod syd.
Nørre Nissum Kirke ligger højt i landskabet syd for den gennemgående landevej; på sin bakke er den særdeles tydelig nede fra det seminarium, som gennem mere end hundrede år sammen med højskolen har sat sit præg på det vestjyske sogn. Den hvidkalkede kirke består af romansk kor og skib med sengotisk tårn mod vest og våbenhus mod nord. Hele kirken er blytækt. I tårnet hænger klokken fra 1874, og på tårnets nordside findes en tårnur, som er givet af sognets beboere i anledning af befrielsen 5. maj 1945. Ned fra kirken bjælkeloft hænger en tremastet skibsmodel ”Håbet”, også fra 1945.
Nørre Nissum Kirke blev min kirke fra 1954 til 1958, fordi jeg læste på Nørre Nissum seminarium. Vant som jeg var til at gå i kirke om søndagen, var det naturligt at troppe op til søndagsgudstjeneste også i Nørre Nissum Kirke. Ikke alle seminarieelever ønskede at følge stedet søndagsskik. En af mine klassekammerater, Leo, som var gift med Birthe, var en søndag hen mod kirketid på vej ned til brødudsalget for at hente morgenbrød til sig og Birthe; men forstander Ejnar Høgel på vej til kirke kom forbi Leo og tilbød ham at køre med – altså til kirke. Leo havde ikke frimodighed til at sige fra og fulgte med i kirke. Det blev lidt sent, inden han kom hjem til Birthe med morgenbrød
EGVAD SOGN ligger placeret mellem Skjernåens brede dal mod nord og Varde bakkeø længere mod syd. Det ret flade hedesletteterræn består af smeltevandssand fra sidste istid. Nord-syd i sognet forløber både hovedvej A 11 og den vestjyske længdebane. Fra Tarm er der ad landevejen 5 kilometer til Skjern mod nord og 35 kilometer til Varde mod syd. Ad den vestjyske længdebane er der 4 kilometer til Skjern mod nord og 13 kilometer til Ølgod mod sydøst. Mod sydvest er der ad landevejen forbindelse til Nr. Nebel via Lønborg og andre mellemliggende småbyer. Mod øst er der forbindelse til Vejle via Sønder Omme og andre mindre byer.
Som resultat af 1970’ernes kommunalreform kom Tarm/Egvad sammen med sognene mod øst, vest og syd til at udgøre Egvad kommune med Tarm som ”hovedstad”. Den seneste kommunalreform har betydet, at Tarm navnemæssigt er gledet ud, idet storkommunen ganske provokerende er kommet til at hedde Ringkøbing-Skjern.
Egvad Kirke, der ligger i sin majestætiske ensomhed midt i sit sogn, består af romansk skib og kor i granitkvadre, sengotisk tårn i vest og et våbenhus mod syd. På Egvad kirkegård findes to gamle og særlige grave for hhv. apoteker N. E. C. Rasmussen (født 19/5-1810 og død 30/6-1895) og lærer Jørgen Rasmussen (død 5./8-1895). Den første Rasmussen oprettede omkring midten af 1800-tallet et apotek i Tarm, hvilket medførte, at Ringkøbing amt – da det blev aktuelt – besluttede at bygge amtssygehus i Tarm – og ikke i Skjern, som jo ikke havde noget apotek. Den anden Rasmussen var fra 1838 til 1877 lærer ved Tarm skole og kirkesanger ved Egvad kirke; han begyndte at undervise unge mennesker i aftenskole, og med tiden blev dette til en højere forberedelseseksamen, som efterhånden medførte, at statsgymnasiet VGT, Vestjysk Gymnasium i Tarm, blev oprettet. Kirkeligt set udgør Egvad sogn og Lønborg sogn et pastorat.
Med bopæl og arbejde i Blaakilde, som ligger i Egvad sogn, fik jeg kirken som min sognekirke, men jeg fik tillige den særlige tilknytning til kirken og sognet, at jeg i en årrække var kirkesanger der; det var mig en ære og glæde at komme ind i rækken af tidligere ”degne”, hvoraf jeg i sagens natur kun har kendt min umiddelbare forgænger, lærer M. Samuel Nielsen. I den tid, jeg var bosiddende i Egvad sogn, var der følgende sognepræster: Provst P. B. Gadegaard 1931-73, hjpræst Harald Filtenborg 1958-59, hjpræst Jens J. Brusen Rasmussen 1960-62, provst Sv. Ebbe Jakobsen 1963-87, Allan Graugaard Nielsen 1980-99.
TARM SOGN, der tidligere udgjorde en del af Egvad sogn, men nu udgør et selvstændigt sogn og pastorat, ligger sammen med Egvad sogn mellem Skjernåens brede dal og Varde bakkeø. Det ret flade hedesletteterræn består af smeltevandssand fra sidste istid. Nord-syd i sognet forløber både hovedvej A 11 og den vestjyske længdebane. Ad landevejen er der 5 kilometer til Skjern mod nord og 35 kilometer til Varde mod syd. Ad den vestjyske længdebane er der 4 kilometer til Skjern mod nord og 13 kilometer til Ølgod mod sydøst. Mod sydvest er der ad landevejen forbindelse til Nr. Nebel og de mellemliggende småbyer. Mod øst er der forbindelse til Vejle via Sønder Omme og andre mindre byer. Som resultat af 1970’ernes kommunalreform kom Tarm/Egvad sammen med sognene mod øst, vest og syd til at udgøre Egvad kommune med Tarm som ”hovedstad”. Den seneste kommunalreform har betydet, at Tarm og Skjern er slået sammen til en storkommune med betagnelsen Ringkøbing-Skjern; Tarm er kommunalt set slettet af landkortet.
På forskellige felter har der ellers gennem årene bestået et konkurrence-forhold mellem Tarm og Skjern. Længe før Skjern opnåede tilsvarende, blev der i Tarm etableret både apotek, amtssygehus, gymnasium og Falck-station. Først ret sent kom der et apotek i Skjern, og man har endnu hverken sygehus eller gymnasium.
Øst for Tarm ved vejen til Aadum ligger ”Englændergraven”, markeret ved en mindesten for to engelske flyvere, som blev skudt ned midt under krigen.
Både hovedlandevej og jernbane går i dag sikkert hen over Skjern-engene. Sådan har det ikke altid været. På Kong Hans' tid (han var konge af Danmark 1481-1513) var det noget af en usikker prøvelse at passere engene mellem Tarm og Skjern, især om vinteren og om foråret. Der ude i Skjern-engene er der et sted, som man i umindelige tider har kaldt "Kong Hans' Hul". Det hul ligger der naturligvis en historie bag. Kong Hans havde ved nytårtid 1513 overværet en bispevielse i Ribe. Herfra agtede han sig til Aalborg, hvor han havde stævnet rigets stormænd sammen. Da han på rejse fra Ribe til Aalborg ville ride over et vadested i Tarm Kær, styrtede hesten med ham, og han befandt sig meget ilde efter den kolde dukkert. Dog nåede han i løbet af nogle dage til Aalborg, men måtte i nogen tid være sengeliggende. "Hans Sygdom formerede sig mere og mere, indtil Gud kaldte hannem den 20. Februarry 1513" . Kong Hans blev 58 år gammel. Stedet kaldes Kong Hans’ Hul den Dag i Dag.
Tarm Kirke er bygget 1912 som filialkirke til sognekirken i Egvad. Den består af skib, kor og tårn med pyramidetag; hele bygningen er hvidkalket og bærer tegltag. Sidst i 1960’erne blev Tarm Kirke udvidet både i længden og i bredden.
Med min ansættelse som lærer ved Tarm skole fik jeg en selvfølgelig tilknytning til Tarm Kirke som almindelig kirkegænger. Dertil kom, at jeg blev leder af spejderarbejdet i byen, og det medførte regelmæssige gudstjenester sammen med spejderne. Senere over en årrække fungerede jeg tillige som kirkesanger. I den tid, jeg var bosiddende i Egvad sogn og Tarm sogn, var der følgende sognepræster: Provst P.B.Gadegaard 1931-73, hjpræst Harald Filtenborg 1958-59, hjpræst Jens J. Brusen Rasmussen 1960-62, provst Sv. Ebbe Jakobsen 1963-87.
LØNBORG SOGN ligger vest for Tarm, hvor sognegrænsen er Tarm Møllebæk og ligger ud til den vestligste del af Skjern ådal og grænser tillige ud til Ringkøbing Fjord. Den lavtliggende, nordlige del af sognet er ligesom Skjernåens delte gammel hede slette, mens sognets sydlige del udgøres af Lønborg bakkeø, fra hvis top lige ved Lønborg kirke der er en storslået udsigt over Skjernåens delta.
Lønborggård tilhørte i katolsk tid Ribe bispestol og kaldtes ofte Lønborg Bispegård. Flere gange er Lønborggård nedbrændt, sidste gang i 1932, Hver gang har branden været forårsaget af selvantænding i for tidligt bjerget hø fra Skjernengene.
Øst for kirken har der ifølge præsteindberetning 1638 været en hellig kilde, Skt. Knuds kilde, som i middelalderen var meget besøgt. Efter en hekseproces 1683 skal en kvinde være brændt på Vostrup hede. Af fredede oldtidsminder findes 30 høje og 3 små langhøje
Lønborg kirke, der vistnok er indviet til Skt. Knud, ligger lidt nord for byen på en banke af Lønborg bakkeø. Kirken består af kor og skib fra romansk tid samt flere gotiske tilbygninger: sakristi ved korets nordside, tårn i vest og våbenhus i syd. Hele kirken er hvælvet, og skibets østligste hvælving har meget smukke kalkmalerier bl.a. med motiv al Isaks ofring. I kirken er ophængt en ret stormodel af barken København fra 1943. Et hængsel, der nu befinder sig på Nationalmuseet, bærer runeindskriften: ” - -dag - - messe - - på denne dør - - beslag - - Her skal - - ”
Fra gammel tid var Lønborg og Egvad sogne adskildte, men blev forenede i 1594. I kommunal henseende blev sognene delt i 1920, og siden 1929 blev Lønborg et selvstændigt sogn/pastorat. Da Tarm blev udskilt fra Egvad sogn som selvstændigt sogn, blev igen Lønborg og Egvad sogne forenet i ét pastorat. Præster, som jeg har kendt i Lønborg og Egvad er P.B Gadegaard (29-62), Øjvind Graversen (52-79), Sv.Ebbe Jakobsen (63-79), Allan Graugaard Nielsen (80-99). Fra 1958 boede jeg i Tarm og var fungerende kirkesanger i Tarm kirke og senere kirkesanger i Egvad kirke; lejlighedsvis fungerede jeg tillige som kirkesanger i Lønborg kirke.
BRABRAND SOGN ligger ved nordsiden af den 145 ha store Brabrand sø; herfra strækker sognet sig mod nord og begrænses af de stejle bakker, der går under navnet Hans Broges bakker. Trafikalt går Århus-Silkeborg landevej øst-vest gennem sognet. Brabrand sø og dens omgivelser er en del af en tunneldal, på hvis nordside Brabrand by ligger. Tilbage i stenalderen udgjorde Brabrand sø en fjord fra Århusbugten. Ved søens vestlige ende har jeg samlet østersskaller op fra de forekommende køkkenmøddinger dér, og jeg er i besiddelse af et flinteredskab fra stedet.
Brabrand Kirke ligger på et lavt plateau ret tæt ved Brabrand sø, idet egentlig kun Brabrand-stien skiller søen og kirkegården. De ældste dele af Brabrand Kirke stammer fra første halvdel af 1200-tallet, men den har muligvis afløst en tidligere trækirke.
Det oprindelige kor og kirkeskib fra 1200-tallet (orienteret øst-vest med kor mod øst) danner i dag korsarme på kirkens hovedskib (orienteret nord-syd med kor mod syd). De ældste dele blev bygget af kampesten, der i hjørnerne blev tildannet til kvadersten. Kirken blev udvidet i perioden 1300-1500, hvor skibet blev forlænget mod vest og et våbenhus – det nuværende sakristi – tilføjet mod syd. Døbefonten er kirkens ældste inventar. Den er romansk, fra 1200-årene, og er formentlig på alder med den første stenkirke. Fonten er af grov granit, men smukt dekoreret. Kumme og foden er samlet med et tykt lag cement, men har sikkert altid hørt sammen. Dåbsfadet er af kraftig tin, og er skænket af Constantin Marselis og Sophia Elisabeth Carisius til Constatins-borg i 1686. I 1880 blev kirketårnet tilføjet. Udvendig i kirkens sydmur er indmuret en særdeles velbevaret romansk gravsten med et stort smukt processionskors indhugget i midten. Det nuværende hovedskib stammer fra 1924-25, hvor man samtidig erstattede den gamle kirkes træloft med krydshvælv og byggede et nyt våbenhus mod øst; men i 1970 blev et større våbenhus bygget tilmod nord i forlængelse af kirkens hovedskib; denne tilbygning er funderet således, at der vil kunne bygges et tårn på.
Der findes ingen bevarede oldtidsminder i Brabrand sogn. En langdysse, en jættestue og flere dysser og høje er forsvundet. Kirkeligt set danner Brabrand sogn pastorat med Sdr. Aarslev sogn. Min specielle og personlige tilknytning til pastoratet består i, at jeg fra 1976 og nogle år frem var kordegn i pastoratet. De præster, jeg kom til at arbejde sammen med og lægge øre til var Regnar Christiansen 1963-88, Jens Bang 1970-78, Inger Ramy Petersen,1973-77, Esther Poulsen 1979-95.
SØNDER AARSLEV SOGN ligger vest for Brabrand og Århus. Sognet har mod øst og vest naturlige sognegrænser, idet grænsen til Brabrand sogn er Voldbæk, mens sognets vestgrænse til Framlev sogn er den meget vandrige Lyngbygård å. Begge vandløbene finder deres snoede vej ned til Brabrand sø. Sognets indre er en småbakket moræneflade af god beskaffenhed. Trafikalt går Århus-Silkeborg landevej øst-vest gennem sognet. Den store østjyske motorvej skærer sig dybt ind i sognet, idet stort anlagte rundkørsler her gør det muligt at komme til og fra motorvejen.
Indtil 1873 var Tilst Kirke anneks til Sønder Aarslev Kirke, men Sønder Aarslev Kirke blev da selv anneks til Brabrand Kirke, mens Tilst Kirke blev hovedkirken i et pastorat, hvor Kasted Kirke er anneks.
Den hvidkalkede Sønder Aarslev Kirken er opført i romansk tid af rå kamp uden sokkel. Den nuværende kirkes ældste dele stammer sandsynligvis fra slutningen af 1100-tallet, hvor stenkirken har afløst en kirke i træ. I senmiddelalderen blev kirken udvidet, og det oprindelige flade træloft blev erstattet af krydshvælv. Kirkens første tårn, et styltetårn, stammede formodentlig også fra denne periode. I 1883 fik kirken sit nuværende tårn. Nogle år tidligere, i 1870, gennemgik kirken en renovering, hvor de nuværende høje blændinger og kamtakkede gavle kom til. På nordsiden ses den tilmurede portal.
Af fredede oldtidsminder i sognet kan nævnes, at lige ved landevejen øst for skoven ligger et smukt dyssekammer af 4 bæresten og én dæksten.
Kirkeligt set danner Brabrand sogn pastorat med Sdr. Aarslev sogn. Min specielle og personlige tilknytning til pastoratet består i, at jeg fra 1976 og nogle år frem var kordegn i pastoratet. De præster, jeg kom til at arbejde sammen med og lægge øre til var Regnar Christiansen 1963-88, Jens Bang 1970-78, Inger Ramy Petersen,1973-77, Esther Poulsen 1979-95.
ULSTED SOGN ligger i det sydøstlige Vendsyssel nordøst for Nørresundby. Ulsted Kirke består af romansk kor og skib med tilbygget tværskib mod nord samt våbenhus mod syd. Koret er overhvælvet, mens skibet har fladt bjælkeloft. I dette loft har siden 1927 hængt en model af den 5-mastede bark ”København”. Østasiatisk Kompagni byggede den 5-mastede bark ”København”, som var sin tids største sejlskib. Skibet, der også var forsynet med motor, skulle fungere som lastførende skoleskib. Den 14. dec. 1928 afsejlede barken fra Buenos Aires med kurs mod Australien med 60 mand om bord, de fleste skoleskibselever. Otte dage senere var skoleskibet i kontakt med et norsk skib; senere hørte man intet til det. Skibet forsvandt sporløst i Sydatlanten; måske er det kollideret med et isbjerg. Altertavlen er et maleri fra1929, der viser Kristus og den samaritanske kvinde. To ældre altertavler hænger nede i kirken; det ældste er malet af Lucie Ingemand, Kristus i bøn på bjerget.
I kirkens tårn, som er opført 1927, hænger to klokker, hvoraf den ældstebærer årstallet 1496. Ny klokke nummer to blev skænket anonymt. Den bærer denne indskrift: ”Klokke ring Fred over travle Hjem - Kald vore Sjæle til Stilhed frem - Gjort til Ulsted Kirke af Jydsk Jernstøberi i Brønderslev 1938”. Før kirken fik sit tårn havde den gamle klokke sin plads i et hjald på kirkens vestgavl. Midt i 1990’erne gennemgik Ulsted Kirke en større renovering, hvor kirkebænkene bl.a. fik nye farver. Forud for denne renovering var menighedsråd og kirkebetjening på adskillige ture rundt i Jylland for at se på andre kirkers farvesætning. Mens renoveringen stod på, blev der holdt gudstjenester i konfirmandstuen.
Ulsted Kirke blev en af mit livs kirker, fordi jeg i årene 1989 til 1999 bestred hvervet som stedets kirkesanger. Det var en god oplevelse at være kirkesanger dér. Jeg mødte mange gode mennesker, især blandt de faste kirkegængere og medlemmer af menighedsrådet. Kirkens præst i de år var Jørgen Christensen, hvis karske og gedigne forkyndelse var god at lægge øre til.
Rimkrønike om Ulsted Kirke:
1. Syd for byen på sin bakke
Ulsted Kirke høj og hvid
rejser sig som for at takke
og at kalde folket hid.
Otte sekler er nu gået,
siden Ordet først blev sået.
2. Med Ansgar kom Kristi kirke
her til landet, det er vist,
han apostel var af virke
og forkyndte Hvide Krist.
Jellingsten med runer skrevet
Danmarks dåbsattest er blevet.
3. Her på sognets høje bakke
kristenfolket rejse lod
et kapel for Gud at takke
og for synd at finde bod.
Tor og Odins lære tabte.
Dåben kristendommen skabte.
4. Ældst er fonden i vor kirke;
var før murene blev til.
Dåbens bad vil fortsat virke
det, som troens Herre vil.
Herrens menighed oplives,
hvor ej tro og dåb opgives.
5. Tidens tand kapellet tæred’,
derfor huset sank i grus.
Folk blev dog af Ordet næret;
bygged derfor nok et hus.
Fredens budskab lod sig høre;
Jesus-folket lod sig røre.
6. Der blev bygget stort af stene;
Ulsted fik en kirke ny.
Kor og kirkeskib alene, -
det var kirken i vor by.
Her et gudshus lod sig bygge.
Her fandt sognefolket trygge,
7. Ældste klokke har nu gjaldet
i omtrent seks hundred år.
Først fra gavl i egehjaldet,
nu fra tårn dens kald udgår.
Klokkens budskab hver dag lyder;
som Guds fredsbud vi det tyder.
8. Kirken blev i øst forskønnet
med en hvælving høj og stærk.
Dertil altret blev belønnet
med Lucie’s billedværk:
Jesus ene er ved aften –
beder her sin Far om kraften.
9. Alt som folk blev fler’ og flere
blev så kirken øget med
skib på langs og tværs med mere;
stort blev folkets mødested.
Som et kors sig kirken tegner
og om Jesus-folket hegner.
10. Fordum kirkeklokkeklangen
just i læ for regn og hagl
morgen,- ja og aftensangen
lød fra fløjens nordre gavl.
Søgn og søndag klokken gjaldte,
sognebørn til kirke kaldte.
11. Nitten syv og tyve rejse
lod sig kirketårn i sky
for i vest at kunne knejse
højt og stolt for sogn og by.
Herfra klokker to nu bringer
fredens bud på klangens vinger.
12. Folk i Ulsted går i kirke
for at lægge stemme til
salmesang, som først vil virke
hjulpet ret af orgelspil.
Sorgens tid som fryd og gammen:
Orgelbrus os binder sammen.
13. Højt blandt loftets blanke kroner
skoleskibet »København«
hænger alvorsfuldt og troner,
og som skibsmodel gør gavn.
Mange år er nu henrundet;
»København« blev aldrig fundet.
14. Mange år har kirken stået
og blev søgt af seklers folk.
Livets Ord blev her udsået;
Helligåndens lys var tolk.
Seklers præster Ordet førte;
kirkefolket kom og hørte.
15. Tidligt foran kirkens alter,
stod her munken Broder Knud.
Han var flittig som forvalter
af det trøstens ord fra Gud.
Døbefont og nadverbordet
hørte sammen med livsordet.
16. Brødre fik hr. Knud så skønne
i en broderkæde fin.
Blandt dem Morsing, Lund og Rønne,
Kjærulf, Moe og Seidelin.
Juul og Nissen, Funch, Armose,
vi og Mørk og Bruun vil rose!
17. Seklers præster Ordet førte,
alt som tidens skik det bød.
Kirkefolket kom og hørte
det i fryd såvel som nød.
Mange år er nu hengået;
alt imens blev Ordet sået.
18. Fredens budskab stadig lyder
fast forankret i vor dåb.
Jesus-folket her sig fryder
og oplever troens håb.
Kirkens magtfolk, I må lytte:
Lad jert spyd til plovjern bytte!
19. Ulstedkristne på det jævne!
Nådens tid er ej forbi.
Som oplyst på kirkestævne,
lykkens skødebørn er vi.
Du, som Livets Ord modtager,
nådens budskab genopdager.
20. Kirken vældig som en moder
favned os, da vi var små;
kalder dig til Åndens goder,
at din sjæl skal ej forgå.
Som et kors sig kirken tegner
og om Jesus-folket hegner.
Sangbar krønike om Ulsted Kirke
Kan synges på melodi af Oluf Ring:
Kærlighed til fædrelandet
Krønikeskriver: Karl Maksten,
kirkesanger i Ulsted 1989-99
VEJGAARD SOGN ligger i det østlige Aalborg. Vejgaard Kirke er opført 1904. På kirkeklokken står: ”Enkefru Maren Larsen, født Lystrup, skænkede mig til Vejgaard Kirke i Aaret 1904. De Smithske Klokkestøberier i Aalborg gjorde mig”. På siden af klokken findes dette versa skrevet af biskop Fr. Nielsen: ”Kom, thi her er alting rede - Døbefont og Nadverbord - Her er Fristed til at bede - Her forkyndes Naadens ord!”
Kirken har haft to kirkeskibe: Det første kirkeskib, ophængt 1915 bygget og skænketaf styrmand J.A.Jørgensen, som oprindeligt havde udført modellen til sit førstefødte barn, en lille pige. Hun afgik ved døden seks år gammel. og da hun var født i Vejgaard sogn og døbt i Vejgaard kirke, forærede styrmanden skibet til kirken. Pastor Barfoed, der dengang var sognepræst i Nr. Tranders og Vejgaard, skrev disse vers til kirkeskibet: ”Du Kirkeskude stolt og fin med Dannebrog i Top, som styrer trøstig Kursen din mod Kirkekoret op. O, mind os om vor egen Fart mod Himlens høje Kor, at hver en Livsens Skude snart faar Himmellods om Bord! Thi Farer er det trindt omkring, og mange skjulte Rev. Det Skib, som gjorde stolte Sving, tit op paa Stranden drev. Men er vort Mærke Korsets Ord og Fart i Jesu Navn, da styrer Herrens Aand vort Ror og fører os i Havn.Vort Kirkeskib, ja mind os om at gaa hos ham om Bord, som fører hver, der til ham kom frelst hjem til Englekor! ”
Desværre blev dette første kirkeskib fjernet fra kirken af uvedkommende. Det andet kirkeskib: 3-mastet fuldrigger kaldet Stella er fra 1925, skænket af fhv. rigger Anders Kristian Emilius Olsen og ophængt i kirkerummet for at minde enhver, der træde ind i kirken, om den kristne menigheds rejse til himlens trygge havn. Når Vejgaard Kirke blev en af mit livs kirker, skyldes det, at jeg nogle år i 1990’erne på opfordring først var kordegneafløser og senere kirkekasserer i sognet.
1
AALBORG DOMSOGN ligger i det centrale Aalborg mellem Algade og Gammeltorv, som tidligere var kirkegård. Aalborg Domkirke, Skt. Budolfi Kirke, er opkaldt efter den engelske helgen Skt. Butholphus. Kirken nævnes første gang i 1399, men endnu i 1438 nævnes den som liggende i Skt. Peders sogn. Omkring 1440 er kirken blevet sognekirke, og den nuværende bygning er ikke meget ældre. Budolfi Kirke har været domkirke siden 1554, og som sådan er den – med en længde på 56 meter og en bredde på 11,4 meter – landets mindste. Kirkens ret beskedne kor var dog prægtig på flere måder. Altertavlen fra 1689 er en typiske søjlealtertavle med fire forgyldte snoede søjler; i midten er der et Golgata-motiv, mens der i det venstre sidefelt er en udskåret Moses med stentavle og stav, og i det højre ses Johannes Døberen. Dertil kom, at koret mod øst var prydet af tre prægtige glasmosaikker, det midterste hævet over det høje alter.
I 1941-43 gennemgik kirken en omfattende renovering og udvidelse; især blev koret forlænget, og et præsteværelse kom til længst mod øst. Netop præsteværelset fik til følge, at der ikke blev plads til kirkens flotte glasmosaikker. Før udvidelsen havde døbefonten sin plads nede i kirken, men nu er den placeret i korets nordside lige oven for trappen. Døbefonten er et smukt billedhuggerarbejde i sort og hvidt marmor. Den har en tresidet fod, som øverst slutter med en muslingskal; denne muslingeskal bæres af tre engle udhugget i hvidt marmor. På de tre sider er i hvidt marmor fremstillet relieffer hhv. med Jesu dåb, Nikodemus hos Jesus og Jesus velsigner de små børn, idet de tre relieffer skal ses som grundelementer i den kristne dåb. Under koret er indrettedes en krypt med mødesal, køkken og toiletter, alt sammen til brug ved sognearrangementer. Selv om Aalborg Domkirke i størrelse stadig ikke kan måle sig med alle de andre domkirker, virker den alligevel som en stor og prægtig domkirke – og det er jo den eneste, vi har i Aalborg Stift.
I Budolfi sogn har jeg boet siden 1989, og derfor kan jeg sige, at Aalborg Domkirke er min sognekirke. Budolfi Kirke blev også min på et par andre måder: Over en periode på nogle måneder midt i 1990’erne havde man pludselig ingen kordegn og heller ingen afløser; derfor bad domprovst Johannes Freltoft mig om assistance. Det blev arbejdsmæssigt en streng tid, for samtidig skulle jeg bestride hvervet som kirkesanger i Ulsted og være kordegneafløser i Vejgaard. Dertil kommer, at jeg i en periode var indvalgt i menighedsrådet som suppleant
Mere infoKan li'
| |
|
|
|
|