RUNESTEN I JYLLAND - www.seniormaksten.dk

Stenen taler: "Jeg kom til Landet, før Baalrøgen drev fra Fangstpladserne langs Kysten. Af mig og mine Frænder rejste Høvdingen Dyssen. Vi bar Bondens Husstolper og Helliglundens Gudestøtter, den Gang Sø-Danerne kaarede Fyrsten i Lejre. Tingstenene fik Glød i Skæret fra Rolfs Dødsbaal. Vel vogtede min Æt Mindernes Ring. Runeristet førte den Gorms og Tyres, Haralds og Svens Navne til sene Slægter. Den hegnede Landet, da Danevirke genrejstes. Tugtet og billedprydet gav den Gudsordet Kirkelæ, og af dens Skød sprang Daabens Kilde til Sjælefred."

En runestens korte budskab:

Rundt omkring i Danmark er fundet omkring 200 runesten; heraf har ca. halvdelen deres plads i Jylland. Skikken med at rejse runesten falder her i landet sammen med Vikingetiden.

En runesten er egentlig ikke et gravmæle, men den er en mindesten rejst for at bevare den afdødes navn for eftertiden. Meget ofte fortæller stenens runer, både hvem den afdøde var, hvem der rejste stenen, samt hvem runemesteren var.

Runestenenes budskab er som regel ganske kort, som for Hovslund-stenens vedkommende, hvor der kun står ”Hærulv”. Ofte er stenen et minde om en stormand, rejst af den efterlevende hustru: ”Gyde satte denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand. Men Thord risede disse runer”, står der på stenen i Øster Bjerregrav kirke. Ofte kan det være en søn, der har rejst stenen efter sin far: ”Toke satte denne sten efter sin fader Uflå, en meget anset frimand”. Det gamle ordsprog lyder: De gamle skal dø, de unge kan dø; derfor findes der runesten, hvor en far har rejst et minde over en søn: ”Aane rejste denne sten efter Eskil, sin søn, som fandt døden sammen med Thore i Øresund”, som der står på runestenen Mejlby-stenen, som nu står i Randers Museums have.

Runemesterens redskab. Som en konsekvens af, at runemesteren med sit redskab har skullet hugge eller riste runerne i den hårde granit, består så godt som alle tegnene af lige streger. At alfabetet kan nøjes med 16 tegn betyder, at det samme tegn kan have forskellig udtale, alt efter hvor i ordet det forekommer. Rune-alfabetet har gennem tiderne undergået visse forenklinger således, at det seneste alfabet, som kaldes "futhark", rummer 16 tegn. Nogle af runetegnene som f, i, r og t kan uden vanskelighed sammenlignes med vort moderne alfabet.

Herunder fortegnelse over de fleste af Jyllands runesten vist i alfabetisk orden. Ved hver sten er anført den oversatte runeindskrift:

Runealfabetet: " f - u - th - a - r - k "
Guldhornene:"Jeg, Lægæst af Holt, gjorde hornet"
Asferg runesten, på Nationalmuseet:
"Thoger Tokes søn rejste denne sten efter sin broder Mule, - - meget - - ".
Asser-stenen i Århus, på Moesgård: "Toste (?) og Hove og Frebjørn de rejste denne sten efter Asser Saxe, deres fælle, en meget anset ung mand. Han døde som den største unidding af mænd; han ejede skib sammen med Arne"
Bjerring-stenen:"Thorgunn, Karuks datter, rejste denne sten efter Thore, sin husbond, Tholfs søn, på St . . men Tue Smed, hans frænde, . . . huggede . . .stenen fra sin plads, Ingulf .
Bække-stenen: "Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj".

Bække mark-stenen: "Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder"
Dannevirke-stenen el. Skarthe-stenen: "Svend Konge satte Sten efter Skarthe sin Hirdmand, som var faret vesterud, men nu blev død ved Hedeby".
Durup: " - -denne sten efter Toke - - en velbyrdig - - "
Egaa runesten: "Alvkil og hans sønner rejste denne sten efter deres frænde Manne, som var landsbestyrer hos Keld den norske".
Farsø runesten: "Toste og Asbjørn rejste denne sten efter Tue, broder . ."
Ferslev runesten: "Toke Lutaris Søn satte denne Sten efter sin Søn Aaste".
Flejsborg runesten: "Thorkil satte Stenen efter sin Fader . . Søn".
Funder: "niklas" eller "niels"
Galtrup, rune-ligsten: "Her ligger Isulv Thorkils (eller Troels) søn".
Gesing:"þuæþ gjorde dette hvalv over Thyri Ebbesøn Lave - - Nikolaus skærme (sjælen) Horder (huggede stenen)".
Giver-stenen: "Kale satte denne Sten efter sin Fader Thorsten, en meget velbyrdig Thegn".
Glenstrup-sten I: Toke satte denne sten efter sin fader Ulfa, en meget velbyrdig thegn.
Glenstrup-sten II, på Nationalmuseet: "Toke satte denne Sten efter sin Fader Uflaa, en meget anset Frimand"
Gorms Jelling-sten:"Gorm Konge gjorde disse Kumler efter Thyre sin Kone, Danmarks Pryd"
Grensten-stenen, kaldet Toke Smed-stenen:"Toke Smed rejste denne sten efter Revle, søn af Esge Bjørns søn. Gud hjælpe deres sjæl"
Gunderup-sten I:"Toke rejste disse Stene og gjorde disse Kumler efter Abe, sin Maag, og Tove, sin Moder. De ligger begge i denne Høj. Abe undte Toke sit Eje efter sig"
Gunderupsten II: "Østen satte denne Sten efter Asulv sin Fader"
Hammel, runer på kirken: "Ulvs sten"
Hanning-runer i kirkemuren: "Tues søn rejste denner sten over sin moder Gyde"
Harald Blaatands store Jellingesten, "Danmarks Dåbsattest": "Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og efter Tyrvi(Thyra), moder sin. Den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og danerne gjorde kristne"
Hjermind-stenen: "Tholv rejste denne sten efter sin broder Rade, en meget agtværdig ung mand"
Hune-stenen: "Hove Thorkil og Thorbjørn satte deres Far Runolf den Raadsnildes Sten"
Hurup runesten: "Thormod, en velbyrdig Dreng, rejste dette Minde efter NN sin Fader (el. Broder)".
Hærulv-stenen el. Hovslund-stenen: "hairulfR",
Jetsmark-stenen:"Hove satte Stenen efter sine Brødre Thorlak of Ride"
Klejtrup runesten:"Og efter Åmund sin sønnesøn".
Kolind: "Toste, Asveds smed, rejste denne sten efter sin broder Tue, som fandt døden østpå".
Kragelund-runer i portal: "Æse bad, Vagn ristede"
Laurbjerg: "Bolnøds (?) sande sten (?). Ville - -".
Lille Rørbæk-stenen: "Asgot, Tygotes Søn, rejste Stenen efter Esge, sin Broder"
Lime: maske-tegning
Læborg-stenen:"Ravnunge Tue huggede disse Runer efter Thyre sin Dronning"
Malt-runestenen, fundet 1987:
Mejlby runesten:"Aane rejste denne sten efter Eskil, sin søn, som fandt døden sammen med Thore i Øresund"
Ravnkilde-sten: "Asser Landbestyrer, Kugges Søn, ristede disse Runer efter Dronning Asbod"
Randbøl-stenen el. Store Rygbjerg-stenen:"Tue Bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil for Thorgun meget længe leve"
Rimsø-stenen:"Thore Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og - - ku - - auþi som værst for sønnen (?)"
Sall: "Ingrth" eller "Inger"
Skjern runesten: "Sasgerd, Finulvs datter, rejste stenen efter Odinkar, Osbjørns søn, den ypperlige og hin drottro. En sejdkarl (skal) den mand (være), som bryder disse kumler"
Skivum runesten: "Moderen Thyre og Sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre rejste disse Kumler efter Ki .. den huÞska; han var den bedste og første af Landsmænd i Danmark".
Suldrup: "Rysk rejste denne Sten efter sin Broder Ufej".
Søndbjerg:"iakop uulæ skialm gurÞæ - ubi ara ibi okulus". Oversat fra latin til dansk: Jakob voldte, Skjalm gjorde - Hvor Alteret er , der er Øjet.
Sønder Starup: "airiks kubl", Eriks kummel el. Eriks mindesten.
Sønder Vissing sten I:"Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre mindesmærket efter sin moder"
Sønder Vissing-sten II: "Toke gjorde dette mindesmærke (disse kumler) efter Ebbe sin fader, en klog mand"
Thisted kirke, ligsten med runer:"Thord, Amis søn, hviler her"
Vang runesten:"Aase satte denne Sten efter sin Ægtefælle Ømunde som var Finulvs Hirdmand"
Vejerslev rune-ligsten: "Iver huggede disse Runer over Skalme, sin Broder"
Vester Tørslev: "hala, litu søn rejste denne sten efter sin broder Asulv" .
Vester Velling rune-ligsten: "Loddens grav"
Virring: " Germund ? Søn gjorde disse Minder efter Sasser. Star (el. Stær) rejste stenen efter den døde. Thor vie disse Kumler".
Øster Alling: "Thore rejste denne sten efter Fastulv Myge".
Øster Bjerregrav: "Gyde rejste denne sten efter Thorbjørn, sin husbond, en meget agtværdig frimand. Men Thord ristede disse runer"
Aadum-stenen: "Thorulv satte stenen efter Toke Tokes søn, den ypperte (?). Gud hjælpe hans sjæl (ånd)".
Aalum-sten I: "Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . ."
Aalum-sten II: Runer ikke tydet
Aalum-sten III:"Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel"
Aalum-sten IV: "Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn"
Aars-stenen: "Asser satte denne Sten efter sin Herre Valtoke. På bagsiden står: Stenen siger sig her at staa længe. Den Valtokes Varde skal værne "

Klik på billedet af en runesten; herved forstørres billedet, og der fremkommer en forklarende tekst.

En stensikker fornøjelse

Bjerring-stenen er fundet i Bjerring kirke, som er beliggende i den vestlige udkant af Bjerringbro. Her har runestenen antagelig ligget, siden kirken blev bygget i 1200-tallet. Selv om runestenen således er af gammel dato, er den Danmarks yngste, idet den først blev fundet og fremdraget i november 1996. Under en gennemgribende restaurering af Bjerring kirke, skulle der føres et el-kabel under den mere end 800 år gamle indgangsportal. Her stødte murermester Finn Jensen på en stor og flad granitblok. Denne viste sig at være en runesten, som siden kirken blev bygget for mere end 800 år siden har fungeret som en art trædesten. Den store sten havde murermesteren dog stødt på allerede for 25 år siden, da der skulle installeres elektricitet i kirken; men da opdagede man ikke, at der var tale om en runesten. Den nyfundne runesten er tæt beskrevet med runer, som står ristet i fem linier. Straks da runestenen var fundet, strømmede det til med runeeksperter og lægfolk, som gik i gang med at tidsfæste stenen og tyde dens tekst. En stribe mejslede huller på langs af stenen fortæller, at den på et tidspunkt er forsøgt flækket, men delingen blev aldrig gennemført. Museumsinspektør Mette Iversen fra Viborg mener, at stenen i sin tid blev anbragt foran indgangen til kirken, fordi den var en runesten, som stadig nød en vis respekt. Tydelige spor af slid viser, at stenen de første mange år har ligget udækket, og kirkegængerne har gået på den. Det er museumsinspektørens håb, at stenen vil blive gravet fri og rejst. Selv om kirkeportalen granitsøjler hvilede direkte på runestenen, mente murermester Finn Jensen, at det ville være en forholdsvis enkel sag at frilægge stenen og med understøbning sikre, at portalen nok skal blive stående. Den 2,2 meter høje runesten står nu oprejst i våbennhuset. Stenens noget mangelfulde indskrift er tydet: ”Thorgunn, Karuks datter, rejste denne sten efter Thore, sin husbond, Tholfs søn, på St . . men Tue Smed, hans frænde, . . . huggede . . .stenen fra sin plads, Ingulf . . Runerne fortæller altså, at enken Thorgunn Karuksdatter i sidste halvdel af 900-årene rejste den smukke sten over sin mand, Tore Thulfssøn, en af egnens mægtigste mænd. Slægtningen Tue mejslede runerne over fem lodrette linier på stenens flade – og hidtil kendte – side. En genrejsning af stenen vil umiddelbart afdække den del af runeteksten, som hidtil har været skjult af den ene af portalens søjler. Frilæggelsen af den store runesten vil tillige afsløre, om der også er runeindskrift på stenens anden side. Omtrent samtidig med Bjerring-stenens tilblivelse begravedes en lokal stormand ved Mammen, et par kilometer fra Bjerring. Udgravninger i 1800-taller og senere i 1986 har vist, at denne stormand med sig i gravkammeret af lodretstillede egestolper fik et rigt udstyr, bl.a. to jernøkser, hvoraf den ene var udsmykket med sølvornamenter. Selv var han iklædt sin kostbareste dragt, delvis i silke, og et stort vokslys skulle vise vej på den sidste rejse. En opkastet jordhøj over kammeret fuldendte stormandens begravelse. Begravelsen i Mammen blev en af de sidste, der foregik på vikingemanér. Ud fra årringene i gravkammerets egestolper har man kunnet fastslå, at de anvendte træer er fældet i vinteren 970-71. Mit foto af runestenen stammer fra besøg i kirken sommeren 2007.

Bække-stenene, Godt 10 km nord for Vejen ligger Bække. I sognet findes to runesten; en ved Bække kirke og en anden ude på Bække mark. I 1810 skulle her anbringes en ny port i kirkegårdsdiget. Kromanden, der hed Lund, lagde mærke til, at en stor grårødsten var forsynet med en mærkelig indskrift. Han sørgede for, at stenen blev flyttet fra sin hidtidige skjulte plads i diget og opstillet i den udvendige side ved kirkegårdslågen, så indskriften kunne ses af alle vejfarende. Senere blev stenen flyttet ind på kirkegården, hvor den havde sin plads ved det nordre våbenhus, indtil den endelig rejstes på den lille høj mellem kirken og vejen, hvor den står nu. De tydelige runer lader sig let læse: Ravnunge-Tue og Funden og Gnyble, de tre gjorde Thyres høj”. Videnskaben stiller sig noget skeptisk over for den antagelse, at Thyre, som nævnes på runestenene i Læborg og Bække, skulle være den samme, som mindes på Gorms og Haralds runesten i Jelling. Det anføres, at Thyre vistnok har været et af Vikingetidens almindelige navne, og at ordet ”drotning”, som læses på Læborg-stenen, ved siden af ”dronning” også har haft den jævnere betydning ”frue”. Retfærdigvis må det dog fastholdes, at den mulighed stadig ikke lader sig afvise, at Ravnunge-Tue (og hans fæller Funden og Gnuble på Bække-stenen roser sig af at have opført den ene af Jelling-højene og da snarere den nordlige, som Gorm menes at have ladet bytte ved Thyres død. Ravnunge-Tue, som åbenbart har været den førende i laget og tilmed runemester, har da tillige i Læborg ristet minderuner for dronningen, og alle tre høj-entreprenører må antages at have været i kongens tjeneste eller at have hørt til den nærmeste kreds om kongehuset. Foruden runestenen ved kirken findes der en ude på Bække mark. Selvom indskriften ikke giver anledning til betragtninger over Danmarks kongehistorie, er den dog en omtale værd, både på grund af sin fundhistorie og interessante plads, og fordi dens indskrift er vanskelig at tolke på grund af den måde, runemesteren har valgt at stave og skrive sine ord. Husmand Johannes Kæstensen på Bække mark kendte det gamle sagn om et åar temmelig store høje, de såkaldt ”Kalægums Høje” nord for kirken. Man sagde, at en kæmpe eller konge lå begravet her. Desuden vidste han selvfølgelig, at mange allerede tidligere havde set lys brænde i højen, som over en skat, ja, så sent som vinteren 1857 havde en mand og hans bekendtskab set det. Denne mand havde imidlertid ikke kunne tie, men gjorde andre opmærksomme på synet, der så selvfølgelig – som den slags har for skik – øjeblikkelig forsvandt. Så skete det en sen aften, at katten kom ind i Kæstensens stue, hvor den ikke havde noget at gøre. Under sin og pigens jagt på katten, kom Kæstensen tilfældigt til at kaste et blik i retning af højen, og så ser han da selv lyset klart og stærkt lige sud for den. Kæstensen, som mindes sin nabos uheld, og som frygter for, at lyset – og dermes skatten – skal forsvinde lige som sidst, tier klogelig stille; og pigens snak efter endt kattejagt, om at hujn har set ligesom lys vedhøjen, overhører han. I tavshed, som man jo skal, for at skatten ikke skal synge i jorden, gravede man der da, hvor lyset var set. Den store, grårøde sten, som lå så dybt, at kun en kant af den var synlig, måtte lettes, og da kom runeskriften, en skat af anden art end den ventede, for dagens lys. Runestenen på Bække mark står nu på sin gamle plads, den yderste i en delvis ødelagt stanrække, der udgår fra den mindste af de ti høje. De ret tydelige rune kan tydes således: Revne og Tobbe gjorde dette mindesmærke (egtl. disse kumler) efter Vibrog, deres moder.

Giver-stenen er en runesten Kirkelandsbyen Giver ligger midt i Himmerland, hvor den tidligere dannede kommune med Skivum sogn. Ved sognets kullede kirke står en runesten, som blev fundet i 1895. Ved istandsættelser af Giver kirke blev stenen opdaget halvt inde under sokkelen under kirkens tilmurede norddør, hvor den havde fungeret som tærskel. Runestenen har talrige skålgruber på bagsiden, hvilket vidner om, at den omkring 2000 år tidligere, i bronzealderen, har været anvendt som kultsten. Runestenen blev opstillet i våbenhuset. Senere blev den overført til museet i Aars, men kom tilbage til sognet i 1970 og blev opstillet uden for kirken til højre for våbenhuset. Stenens runetekst er tydet: "Kale satte denne sten efter sin fader Thorsten, en meget velbyrdig thegn". Jeg besøgte Giver kirke og dens runesten sommeren 2006; som det ses, stod stenen dengang uden for kirken. Giverstenen er imidlertid igen kommet ind i varmen. Nordjyske Stiftstidende fortæller 26. juni 2015: Vikingemanden Torstens mindesten er kommet til ære og værdighed. Fra tagdryp og kummerlighed er den nu helt inde i Giver kirkes velsignede omgivelser, restaureret og med runerne tydeligt opmalet. Museumsinspektør Bjarne Henning Nielsen beretter om Giver-runestenen: Runestenen er den allerførste kristne mindesten. Der var engang en mægtig stormand, der hed Torsten. Han boede på Nedergård, der siden jernalderen havde været den mægtigste gård ved Giver. Gården lå yderst på højdedraget mellem to ådale (i dag Halkjær å og Sønderup å) i det centrale Himmerland. Senere i tiden vendte en flok kimbrere hjem fra udlandet med den største skat, egnen endnu havde set, nemlig den sølvkedel, som vi kalder Gundestrupkarret. Dette kar blev fundet i Rævemosen ved Gundestrup under tørvegravning i 1891. Da kong Harald havde underlagt sig hele Danmark og Norge fandt han, at kristendommen hørte en centralmagt til. Torsten gik i hans tjeneste sammen med stormanden Gisl den Kloge fra Skivum. Akkurat som kong Harald fik en mindesten i Jelling, da han døde, fik både Torsten fra Giver og Gisl fra Skivum hver en markant mindesten. Det var deres respektive nærmeste familier, der hyrede en runerister til at forsyne begge sten med deres runebudskab. Gisls runesten var den mest interessante af de to, fordi navnet Danmark nævnes på denne sten, og det er kun tilfældet blandt alle verdens runesten på de to Jellingesten. I romanen ”Kongens Fald” lader den Himmerlands hjemstavnsdigter Johannes V. Jensen væsentlige dele af beretningen foregå i Skivum og Giver, hvor personerne helt sikkert har kendt til egnens runesten.

Jelling runesten: Jelling kirke med sin beliggenhed mellem de to vældige Jellinghøje føles ret uanselig. Jellingestenene og højene bekræfter den gamle beretning, at stedet i slutningen af oldtiden og den tidlige middelalder har haft stor betydning og været et hyppigt opholdssted for de jyske konger. Harald Blaatands Jellingesten er tresidet, og på den ene side er udmejslet et Kristusbillede (det billede, som er afbilledet i danske pas), mens runerne på en anden side fortæller: Harald Konge bød gøre dette mindesmærke efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald, som vandt sig Danmark helt og Norge og gjorde danerne kristne”. Det er denne runeindskrift, der har givet stenen betegnelsen ”Danmarks Dåbsattest”. I 1999 etablerede Folketinget År 2000 Fonden med tidligere formand for Folketinget, Erling Olsen, som formand. Fonden havde bl.a. til opgave at tilrettelægge en værdig officiel markering af årtusindskiftet. Rammerne for den officielle markering blev Jelling Kirke, hvor År 2000 Fonden donerede en indvendig kunstnerisk udsmykning. Der blev til lejligheden komponeret et orgelmusikværk, ”Det er så favrt i Jelling at hvile” af Pelle Gudmundsen-Holmgren. Udsmykningsarbejdet blev gennemført i perioden april til december 2000. Den 3. december 2000 blev kirken igen taget i brug ved en årtusindgudstjeneste med deltagelse af Dronning Margrethe, Prins Henrik, Statsminister Poul Nyrup Rasmussen samt en lang række repræsentanter for det officielle Danmark. I februar 2011 bemalede en 16-årig psykisk syg dreng den store Jellingesten med graffiti. Efter at have fundet ud af, hvilket farvestof, graffitien bestod af, lykkedes det at få stenen renset for bemalingen. Drengen slap for frihedsstraf, men skal under ambulant psykiatrisk behandling. Til beskyttelse af Jellinge-stenene mod vejr og vind i almindelighed og mod mulig overmaling og anden beskadigelse er stenene nu blevet overdækket af glasmontrer således, at direkte berøring ikke længere er mulig.

Hærulf-stenen Hærulf-stenen er en runesten ved Hærvejen midtvejs mellem Immervad og landsbyen Hovslund. Stenen er en af de først kendte af Danmarks ca. 200 runesten fra vikingetiden og omtales allerede i 1592. Hærulf-stenen el. Hovslund-stenen har denne enkle runetekst: "hairulfR". Øster Løgum sogn ligger i Sønderjylland som den nordligste del af det tidligere Aabenraa amt. Midt igennem sognet fra nord til syd går den gamle hærvej eller oksevej. Ved denne vej findes en ganske særlig runesten, Hærulf-stenen eller Hovslund-stenen, som altid har haft sin plads i et dige ved Hovslund mark i Øster Løgum sogn ikke langt fra Immervad Bro. Stenen blev opdaget af den senere runeforsker Ludvig Wimmer i 1852, da han som 13-årig dreng rejste med dagvogn fra Kolding til Flensborg. Runeteksten på Hovslund-stenen består af kun ét ord, nemlig ordet ”hairulfR”, Hærulv. Stenen er formodentlig rejst over personen Hærulf, men hvem denne Hærulf var, ved ingen. Runekyndige har tidsfæstet runerne så nogenlunde til omkring år 900 og således ældre end Jellinge- stenene. Stenen stod oprindelig ved Hovslund nær Aabenraa og omtales første gang i historiske kilder i 1592. Stenen blev fredet i 1854 og overgik derefter fra privat eje til den arkæologisk interesserede Frederik 7., der samme år lod stenen anbringe ved Hærvejen omgivet af et lille anlæg. Stenen kunne tolkes ind i den nationale strid som dokumentation for, at Slesvig fra oldtiden havde været beboet af dansktalende folkeslag. Hærulf-stenen har altså været kendt siden 1852, og dens oprindelige plads har altid været ved Hærvejen i Øster Løgum sogn. Den har imidlertid fra 1864 til efter Anden Verdenskrig været i eksil. Efter krigen i 1864 forså den historisk interesserede prøjsiske prins Friedrich Carl sig på runestenen og tog den med sig som krigsbytte sammen med andre historiske mindesmærker, bl.a. Istedløven og Nydambåden fra Nydam Mose, og lod krigsbyttet transportere til Berlin. Prins Friedrich Carl lod et par år senere Hærulf-stenen opstille ved sit nye jagtslot Dreilinden mellem Potsdam og Berlin. Stenen blev nu et sejrsmindemærke og fik en central placering foran slottet, som for at understrege sin ejers indsats på Dybbøl blev omdøbt til Düppel-Dreilinden. Han fik den placeret i parken ved sit jagtslot "Dreilinden" i Potsdam ved Berlin. Efterfølgende blev der jævnligt gjort krav på en tilbagelevering af stenen, bl.a. ved Genforeningen i 1920, men uden resultat. Først i 1951 lykkedes det takket være en stor diplomatisk indsats af konrektor Jes Christensen fra Flensborg og daværende overborgmester i Berlin Ernst Reuter, der var født i Aabenraa. Runestenen blev transporteret med jernbanen fra Berlin til Hovslund vest for Aabenraa. Den 12. november 1951 blev stenen genrejst på sit oprindelige sted i overværelse af flere hundrede mennesker. Stenen er således ikke blot et forhistorisk mindesmærke, men samtidig et minde over Europas bevægede historie i 1800- og 1900-tallet.

Malt er en sogne- og kirkeby, som ligger nogle få kilometer vest for Vejen. Så sent som i april 1987 blev der i Malt på nordsiden af Kongeåen gjort et usædvanligt fund af en stor runesten. Stenen stammer fra den tidlige Vikingetid og bærer en mystisk mytologisk indskrift beslægtet med Edda og sene urnordiske indskrifter. Den over to meter høje og tre tons tunge sten havde længe ligget dybt i jorden, da den blev fundet under dybdepløjning. Først da den tilfældigt rullede rundt, opdagede man, at der var runer på stenen. Runologer fra Nationalmuseet er endnu ikke færdige med at tyde den særlige runetekst. Malt-runestenen, der består af lagdelt gnejs, som har en tendens til at slå revner, kan beses på Sønderskov Egnsmuseum. I april 1987 blev verden bekendt med en enestående fund. En helt overvældende interesse fra pressen og offentligheden blev vist for denne runesten. Meget stille virker sagen om Malt-stenen i dag. Hvad står på stenen? Inskriften er anbragt i lodrette og vandrette linier. Maltstenen gengiver et runealfabet, som kun kendes fra Gørlev-stenen, der blev fundet i 1921. Et lille mandshoved er indridset ved siden af Gørlevs-futharken. Det anvendte alfabet stammer fra forskellige perioder. Vistnok står den oldnordiske futhark i den lodrette linie, men på stenen blev brugt to variationer af runen "N". Den ældre form med den til højre hældende tværsteg (bistav) og den yngre form, den såkaldt kortkvist-rune, som findes i futharken. Den vandrette placering af linier har parallellen med den store Jellingsten. Den vigtigste del af indskriften - ordvalg - viser manglende kendskab til datidens sprog. Brug af fremmed ord kan ses tydeligt. Den kendte runolog Marie Stoklund mente, at det ikke er nødvendigt at diskutere for og imod indskriftens ægthed. Hendes opfattelse af indskriften er, at indholdet er mystisk mytologisk og beslægtet med Edda sagaen. Mange runeindskrifter starter ikke med det første ord i den første linie. To gode eksempler er Tryggevæld- og Glavendrup-stenen. Begge indskrifter, som er skrevet i lodrette linier, starter med det første ord i den tredje linie. "RAKNHILTR". På Malt-stenen starter indskriften med det første ord af den anden linie. "UIFRDUR"

Randbøl-stenen, som også kaldes Store Rygbjerg-stenen, er blevet kaldt Danmarks grimmeste runesten; det kræver en forklaring. Da jeg sammen med et par spejdervenner i efterårsferien 1957 vandrede ad Hærvejen, kom vi til Randbøl Hede ude vest for Vejle, og her – en kilometers vej øst for landsbyen Fredeikshåb – fandt vi frem til Randbøl-stenen. I forbindelse med vejarbejde i 1874 var en stenhugger i færd med at kløve en stor grå granitblok, som lå halvt nedsunket i en sandbanke. Stenen var allerede sprængt i flere stykker, da han opdagede, at der var runer på den side, som havde vendt nedad. Alligevel blev det ham, der reddede de interessante indskrift, idet han indberettede sagen til Amtshuset i Vejle. Selvom lodsejeren gjorde visse vanskeligheder, lykkedes det at erhverve resterne af stenen sammen med højen, hvor stenen havde stået, og som sikkert havde været stenens oprindelige plads. Da man gravede i højen blev der funder menneskeknogler, men ingen oldsager. I dag er stedet et fredet minde. Trods den barske medfart, stenen havde fået, var dens interessante indskrift intakt, og de forskellige granitstumper blev på dygtig håndværksmæssig vis klinet sammen. Selv om stenen er et sørgeligt syn, en ruin af det oprindelige monument, er indskriften fuldstændig bevaret og meget tydelig. Den kendsgerning, at den store runesten gennem et ukendt åremål har ligget med skriftsiden nedad, har ganske sikkert gjort, at indskriften er så velbevaret og tydelig, som tilfældet er. Både ved sit indhold og ved sin opbygning er stenens indskrift ganske usædvanlig. Runeteksten er noget speciel, idet den består af tre lodrette linjer, en lang midterlinie omgivet af to kortere. Læsning af indskriften begynder nederst i den lange midterlinje, fortsætter, stadig nedefra, i linjen til venstre og slutter med linjen til højre. Den tydede indskrift er oversat til: Tue Bryde rejste denne sten efter brydens hustru. Disse stave vil for Thorgun meget længe leve. På grund af Store Rygbjerg-stenens uheldige medfart og lidt klodsede sammenflikning har den måttet bære betegnelsen ”Danmark grimmeste runesten”. Stenen er dog flere gange blevet restaureret, i 1982-83 blev stenen taget ned for at gennemgå en grundig konservering, derefter blev de 10 brudstykker samlet. Stenen blev genopstillet 1984, forsynet med en ny arkitekttegnet betonsokkel, der klart viser, hvad der er oprindeligt, og hvad der er nyt. Mit første besøg besøg ved Randbøl-stenen var i efterårsferien 1957. Sidst jeg besøgte stenen var Valdemarsdag 2014.

Landsbyen Rimsø ligger i de østlige Nord-Djursland omtrent10 kilometer nordvest for Grenaa. En meget stor runesten blev oprindelig fundet i sydsiden af Rimsø kirkes mur. Efter at den blev udtaget er den nu anbragt på en gravhøj på kirkegården øst for kirken. Et brudstykke af stenen er flækket fra og forsvundet; derfor er indskriften noget defekt: Thore Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og - - ku - - auþi som værst for sønnen (?). Den højt beliggende Rimsø kirke er i højgrad et besøg værd. Bl.a. har kirken en særdeles flot sydportal, som dog er tilmuret, idet man har fortrukket at bygge våbenhuset i forbindelse med kirkens norddør; denne er slet ikke så flot som sydportalen. Hvor Rimsø-runestenen oprindeligt har stået vides ikke, men det kan ikke afvises at den har sammenhæng med gravhøjen, hvor den nu står. De fleste af de godt 200 runesten som er bevaret til i dag, står også ved eller i kirker, men de er flyttet hertil i løbet af vikingetiden, efterhånden som den kristne tro vandt indpas. I Århus Amt kan du ved kirkerne i Ålum, Sønder Vinge, Øster Bjerregrav, Laurbjerg, Grensten, Vester Tørslev, Spentrup, Virring, Kolind, Øster Alling og Gylling opleve andre af vikingetidens flotte runesten. Vikingetiden var en brydningstid mellem årtusinder gammel hedensk tro og den ”importerede” kristendom, og det er i den tid, at de første danske kirker grundlægges. Udgravninger ved f.eks. Hørning og Lisbjerg kirke har vist, at vikingetidens kirker var små træbyggede kirker, som i middelalderen ofte blev erstattet af solide romanske stenkirker. Ved Moesgård Museum kan du se en rekonstruktion af den træbyggede stavkirke fra Hørning Kirke, hvorfra der også kendes en meget rigt udstyret kvindegrav - en såkaldt kammergrav - anlagt i et træbygget kammer. Rimsø-runestenen omtales første gang i 1832. Frem til 1875 var den muret ind i kirkens sydside nær soklen, og i 1889 fik den sin nuværende placering ved gravhøjen. Indtil 1814 fandtes der også en anden og mindre runesten, som nu er forsvundet. Runestenen er en blålig granit, og Rimsø-runestenen er den eneste danske runesten med såkaldt ”lønskrift”, hvor enkelte ord skal læses bagfra. Den udmærker sig også ved, at runeteksten modsat de fleste andre runesten starter på stenenes smalside. Det er kun lykkedes, at oversætte en del af runeteksten, som på nudansk lyder: ”Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og......... som værst for sønnen”. Teksten må forstås sådan, at moderens død var den værste ulykke, som overgik sønnen. Det er typisk for vikingetidens runesten, at den som satte stenen (Thore) også nævner sig selv på stenen, samt at der er en direkte henvisning til hans slægtsbånd (Enrådes bror) - og indtil gravhøjen evt. engang måtte blive undersøgt, kan det i al fald ikke udelukkes, at den rummer graven med Thore´s moder. Runeskriften er vikingetidens såkaldte ”futhark”- alfabet, som har sit navn efter alfabetets første 6 tegn. Dette daterer runestenen til omkring midten af vikingetiden omkring år 900. Det 16-tegn lange Futhark-alfabet er runeskriftens 2. fase. I vikingetiden afløste det jernalderens 24-tegns runealfabet. Runeskriften kan opfattes, som et selvstændigt skandinavisk modstykke til det latinske alfabet som opstod omkring 200 e. Kr., men som først vandt indpas i Norden i løbet af middelalderen i 1400-tallet.

Sall er en sogne- og kirkeby, som ligger omtrent 5 kilometer syd for Bjerringbro. I sognet har der været to runesten. ”Fra den ældste tid bør også nævnes de to runesten. Den ene lå som tærskel op til koret, men blev i 1882 flyttet til Forhistorisk Museum i Århus. Den bærer indskriften: "I fred hviler Narve i sin grav under jorden". Den anden sten findes endnu ved kirken. Den er muret ind i vestmuren af det senere opførte kapel. Den har sværd med korshæfte i lavt relief og navnet "Ingrth" i runer”. Den sidstnævnte runesten, nu kaldet Sall-stenen, har siden 1756 siddet indmuret i vestmuren af det Rostgårdske kapel ved Sall kirke. Der er tale om en rune-ligsten, som stadig sidder på den plads, hvor den har siddet siden 1756. På stenens overflade er i relief udhugget et såkaldt processionskors (malteserkors) på en bærestang. Runerne står ved hovedenden af stenen. Men omvendt, så de står på hovedet i forhold til korset. Stenens korte runeindskrift siger: Inger . Tilsvarende rune-ligsten er indmuret i tårnet ved Vester Velling kirke, i Galtrup kirkes tårnmur og i Thisted kirkes tårnmur. I mange kirker findes ligsten, som intet har med runer at gøre. I Sall kirkes kor står to sådanne ligsten, der oprindeligt har ligget i gulvet. Indskriften på stenen i nordsiden er næsten slidt af. Men den skal være over en "ærlig mand Niels Mikkelsen", som boede på Ormstrup og døde den 23. januar 1622 med "sin kære hustru Dorthe Ibsdatter". Niels Mikkelsen menes at have været den kongelige embedsmands foged. Indskriften på stenen i sydsiden af koret er derimod lettere at løse. Stenen er rejst over ovennævnte Rosborgs svigermoder, Anne Elisabeth Niim der døde i 1758. Indskriften omtaler afdøde yderst rosende. Det berettes andetsteds, at samme Anne Elisabeth Niim kort før sin død syede messehagler til Sall og Gullev kirker, som endnu er bevarede. Stoffet til haglerne skal ifølge traditionen stamme fra en fløjelsbeklædning, som Frederik IV skænkede Anne Sophie Reventlov (af kronprinsen betegnet som hendes "horekjole"), men efter dennes død solgt på auktion.

Aalum er en lille landsby, som ligger 12-13 kilometer vest for Randers nær den gamle Viborgvej. Da jeg besøgte Aalum i forsommeren 2007, spurgte jeg en gammel kone om vej, og om de havde en runesten ved kirken. ”Nej”, svarede hun, ”der er ikke en, men fire runesten oppe i og ved kirken”. Dér fandt jeg alle fire Aalum-sten. De står alle fire i og ved Aalum kirke. I våbenhuset står to: Én sad indmuret i våbenhuset, kløvet i tre stykker og har indskriften: ”Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . .” En anden sten kan ikke tydes, fordi der er tale om et fragment af en forsvundet runesten. Til højre for det rødkalkede våbenhus langs kirkens sydmur står disse to: 1) Den store sten, der blev fundet i 1890 neden for Aalum kirkebakke, hvor den vel havde sin oprindelige plads. Dengang lå den med bagsiden opad, men da der på denne side sås en udhugget rytterfigur, en kriger med skjold og lanse, blev stenen vendt, og runerne kunne ses; de har dette budskab: ”Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel. 2) Den mindre sten på Aalum kirkegård, som blev fundet 1902 i forbindelse med omsætning af diget omkring kirkegården. Dens indskrift lyder: ”Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn”. Den Thyre, der engang lod stenen rejse, var, som indskriften oplyser, gift med Vigot, der satte den første Aalum-sten over sin søn. Runeformerne på de to sten kunne tyde på, at det er samme runemester, der har udført begge stens indskrifter. Aalums gamle beboere må i det hele taget have været glade for runerne; foruden de to sten, der står på kirkegården, rummer våbenhuset brudstykker af to andre. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.

Aalum er en lille landsby, som ligger 12-13 kilometer vest for Randers nær den gamle Viborgvej. Da jeg besøgte Aalum i forsommeren 2007, spurgte jeg en gammel kone om vej, og om de havde en runesten ved kirken. ”Nej”, svarede hun, ”der er ikke en, men fire runesten oppe i og ved kirken”. Dér fandt jeg alle fire Aalum-sten. Aalum-stenene udgør altså ikke mindre end fire i og ved Aalum kirke vest for Randers. I våbenhuset står disse to: Én sad indmuret i våbenhuset, kløvet i tre stykker og med indskriften: Tole rejste denne Sten efter sin Søn Ingeld, en meget velbyrdig Dreng. Disse Minder vil . . En anden sten kan ikke tydes. Til højre for det rødkalkede våbenhus langs kirkens sydmur står disse to: 1) Den store sten, der blev fundet i 1890 neden for Aalum kirkebakke, hvor den vel havde sin oprindelige plads. Dengang lå den med bagsiden opad, men da der på denne side sås en udhugget rytterfigur, en kriger med skjold og lanse, blev stenen vendt, og runerne kunne ses; de har dette budskab: Vigot rejste denne Sten efter sin Søn Esge. Gud hjælpe hans Sjæl vel. 2) Den mindre sten på Aalum kirkegård, som blev fundet 1902 i forbindelse med omsætning af diget omkring kirkegården. Dens indskrift lyder: Thyre, Vigots Kone, lod denne Sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes Søn, hendes ‘Søsling, som hun holdt mere af end en kær Søn. Den Thyre, der engang lod stenen rejse, var, som indskriften oplyser, gift med Vigot, der satte den første Aalum-sten over sin søn. Runeformerne på de to sten kunne tyde på, at det er samme runemester, der har udført begge stens indskrifter. Aalums gamle beboere må i det hele taget have været glade for runerne; foruden de to sten, der står på kirkegården, rummer våbenhuset brudstykker af to andre. Budskabet på nogle runesten taler tydeligt nok om kvindens – eller visse kvinders – selvstændige stilling i Vikingetiden. Det har ikke altid været mænd, som har ladet runestenene rejse. Aalum-stenene er rejst af Vigot for en slægtning. Den mindste, men bedst bevarede af de to sten i våbenhuset i Øster Bjerregrav kirke, satte Gyde stenen for sin afdøde husbond.